Omtale i børneteateravisen

Her kommer et link til en fin artikel om mit forskningsarbejde i 2012. Det er også en god appetizer til de seneste indlæg på denne blog. Tak til Carsten Jensen.

http://www.børneteateravisen.dk/forspil-til-et-klimastykke.html

Og her et foto fra Professor Dyregod - et dansk svensk klimasyngespil:

Foto: Rasmus Arentsen

Historier fra solens rige - del 6 - jungle-hytte-turs-finale

Bussen rumler afsted nordpå. En korthåret pige på omkring 10 år sidder ved siden af mig og fniser. Hun drister sig til at måle, hvor langt min næse stikker ud med sine fingre. Så sammenligner hun med længden på venindens næse. De fniser begge to! Bjørn leger lege med ham den besværlige af drengene (der er selvfølgelig også utilpassede børn og unge i Japan). De leger noget med at slå den anden på hånden. En rigtig ninja-øvelse, som de unge Japanere er temmelig skrappe til.

Min kontaktperson på festivalen, Momoko, havde inviteret Bjørn og jeg til at deltage i en lille hyttetur i det nordlige Okinawa sammen med cirka 20 børn på mellem 6 og 12 år. Hytten vi skulle sove i lå på toppen af et bjerg og omgivet af skov. Det var meget smukt. I de 270 meters højde kunne vi se broccoli-skoven (som junglen her bliver kaldt) bølge op og ned helt ud til det lyseblå hav, hvor tyfonens hvide skumpletter dækkede kysten. Det var regn og hård blæst. Tyfonen var stoppet med at bevæge sig og lå over netop Nord-okinawa, men ikke på en farlig måde og luften var stadig lun, så for de to danskere var det ikke dårligt vejr!
Sovesalen blev hurtigt besigtiget og så videre ind i bussen, ned ad bjerget til en slags teatersal, hvor jeg skulle stå for to timers workshop med de 20 japanske børn!

Mayumi og Momoko oversatte undervejs. Vi startede med håndsoprækningerne om demokrati - hvem her har selv bestemt hvilket tøj de vil have på i dag, hvem synes lærerne skal bestemme i klassen og hvem synes børnene skal bestemme mere end læreren - osv. Derefter håndsoprækningerne om klima eller vejret. Hvem her har oplevet… oversvømmelse, at være sneet inde, tørke om sommeren osv. "Hvem synes det altid skal være solskin?" Til det sidste spørgsmål var det kun Bjørn, der rakte hånden op. Det var tydeligvis børn af en tropeø, jeg stod foran.

Jeg havde haft svært ved at planlægge denne lille workshop. Jeg kunne ikke bare køre det samme program af, som hos de danske børn i Thy, da jeg ikke havde nogen projektor og to timer i stedet for to dage. De sproglige barrierer var også en udfordring. Jeg valgte derfor at benytte lejligheden til at teste på nogle af de ideer jeg har til workshops i forbindelse med prøveforløbet, hvor skuespillerne også er med og hvor vi både skal arbejde med danske, svenske og islandske børn. Hvad kan jeg få ud af børn, som ikke forstår mit sprog? Og hvordan kan børnene på kun to timer hjælpe mig med at få ideer til elementer i forestillingen, som jeg stadig er i tvivl om? Mayumi havde et ønske om, at workshoppen også kunne have noget med demokrati at gøre. Så det skulle jeg endda også prøve at tænke ind. Videnskabeligt set er det for mange faktorer at teste på en undersøgelse - eller øvelse. Men jeg prøver alligevel. Det kan næsten kun gå galt… og det lærer jeg også noget af!

Alle børnene skulle bestemme sig for et farligt dyr de ville være. De skulle finde ud af, hvordan det her dyr bevæger sig og hvad dets lyd er. Derefter præsenterede alle deres dyr en efter en og blev så sendt ud i et af fem forskellige lande, som vi havde gjort klar på gulvet med tape. Ude i landene skulle børnene nu finde ud af, hvordan de bor, hvad de spiser og hvordan de forholder sig til de andre dyr. Reglerne for denne øvelse var: Man må kun tale dyresprog (ingen rigtige ord), man må ikke bruge vold men kun kærlig berøring og agressive lyde (hvis nødvendigt), man kan altid svømme til "no-where-land" hvis man ikke synes improvisationen er sjov eller hvis man trænger til en pause.

Med 20 børn fordelt på fem rimeligt små lande opstod der hurtigt total kaos. Set fra en voksens synspunkt var der ikke det der lignede improvisation eller teater i det hele taget. Og det var på trods af, at det var et hold af relativt trænede børn, som var på teater-sommerskole. Jeg begyndte at forandre verdenssituationen ligeså langsomt. Først smeltede sneen på nordpolen og dyrene dér måtte svømme til et andet land. Så kom der regn i USA. Masser af regn. Det stoppede aldrig med at regne og dyrene i USA måtte flygte på grund af oversvømmelse! I Afrika kom der snestorm, og de mange dyr, der har brug for varme måtte flygte til Asien, hvor alle til sidst var samlet, da Sverige var blevet forurenet og forgiftet af olie og skrald. Også rejserne fra et land til et andet var temmelig kaotiske. Men med en smule voksen-hjælp til at leve sig ind i rollen som et dyr, der svømmer, blev det faktisk meget sjovt. Nu hvor alle dyr var samlet i et land havde jeg egentlig tænkt, at menneskerne (Bjørn og jeg, som taler dansk) skulle komme på besøg. Men jeg havde vist ikke gennemtænkt den lille etyde grundigt nok. Jeg vidste ikke hvad vi skulle og børnene var proppet ind i et lille land, hvor de ikke havde nogen mulighed for rigtig at spille noget. Så jeg droppede den plan og gik direkte videre: Tegn en gave fra dyrene til menneskerne. Hvad har I lyst til at give dem? Børnene blev delt op i grupper a cirka fem i hver, fik papir og farver og gik så igang med tegne-opgaven. Nogle børn var ekstremt langsomme om at komme igang, hvilket bekymrede den danske workshopleder… men det viste sig, at de brugte tiden på at tale om, hvad de skulle lave. Det kunne jeg jo ikke forstå. Til sidst var der fire meget fine tegninger med budskaber fra dyrene til menneskerne. Jeg stilede mig i Sverige, som var blevet forurenet og spillede rollen som menneske. Nu skulle hver af grupperne præsentere deres tegning og aflevere den til mig (menneskerne). Den første var gift, så menneskerne døde. Jeg spillede at jeg døde og Bjørn legede med på legen, løb ned til Sverige (fra Nordpolen, hvor han sad) og genoplivede mig. Den næste pakke var en kost, så vi kunne lære at rydde op og gøre rent efter os selv både i Sverige og i hele verden. Den tredje pakke var nogenlunde det samme. Den fjerde pakke var en regnbue, solskin og grønne træer. Menneskerne skal passe bedre på naturen, lød budskabet. Denne afslutning fortæller mig, at selvom improvisationerne så kaotiske ud har børnene levet sig dybt ind i legen og fået en masse ud af øvelsen!

Glad og tilfreds og endnu en workshop klogere afsluttede jeg programmet. Jeg fortalte børnene at de pakker de havde givet til menneskerne ville blive givet videre til mange mange børn og voksne, som ville se Professor Animalove i fremtiden. De synes det var spændende at have hjulpet til med tilblivelsen af et rigtigt teaterstykke.
Undervejs i workshop-programmet måtte jeg korrigere lidt, og det tror jeg er vigtigt at være parat til, når man eksperimenterer med programmer og workshops for børn.
Momoko spurgte mig på et tidspunkt, hvordan jeg ville bruge skuespillerne, når de kommer på. Jeg svarede noget i retningen af, at de så også kunne være med og spille dyr og dermed inspirere børnene til mere aktion/handling og at de også kunne spille rollen som mennesker. Egentlig havde jeg slet ikke det svar parat, men det fløj ud af munden på mig - og det lød ikke så dumt. Sandheden er, at jeg ikke aner, hvordan jeg skal bruge spillerne i workshops (bortset fra når vi skal teste scener vi allerede har lavet). Men denne workshop har beriget mig med mere erfaring og nu glæder jeg mig til næste gang, hvor det er svenske og danske børn, der står for skud. Om det bliver farlige dyr i lande, der møder mennesker, vi skal lege på Dunkers Kulturhus i Helsingør - det vil tiden vise!

Samme aften - efter en hurtig aftensmad i hytten - skulle vi på "nightwalk". Det var skumring på junglestien da tyve børn og fem voksne traskede afsted i engangs-plastik-frakker. Alle havde en lommelygte med og naturvejlederen pegede på frøer, firben, edderkopper og snegle. Da det var blevet helt mørkt og vi var kommet et stykke ind i skoven skulle vi alle sætte os på hug og slukke lygterne. Pludselig så vi små lys hvirvle omkring over hovederne på os og længere inde i skoven. Nede ved floden og mellem træerne. Det lignede øjne, der kiggede ud på os. Men det var ildfluer! Præcis som i Disneys Robin Hood, når lady Marian og Robyn går tur i skoven og kysser første gang. Hvor herligt! Jeg fyldtes med romantik og glæde.

Om aftenen fik børnene lov at passe sig selv og deres sengetider. De spillede kort og løb omkring, som børn på sommer-ferie-teater-skole-hytte-tur nu gør og sikkert også ville gøre i Danmark. Vi voksne hyggede os med øller, blæksprutte(!) og andre special Okinawan snacks. Alting på denne sydlige ø er "special Okinawan". Når man lægger mærke til det, bliver det ret komisk, for netop den noodle soup er nok ikke så special, som de selv går og tror. Og netop det træ, den fugl og det firben har nok også været i Taiwan og i andre dele af verden. Men i Okinawa tror de at det er special Okinawan, og hvis det nu er rigtigt er det også okay! Det fremstår en smule selvhøjtideligt med alt det der "special", men jeg tror det er opstået fordi man har brug for en styrket selvstændig identitet på øen, fordi man er meget langt væk fra resten af Japan og iøvrigt også kulturelt meget forskellig fra resten af Japan. Om aftenen talte vi længe om "theater in education". Mayumi skriver lige nu speciale om emnet og man ser ganske forskelligt på begrebet i Danmark og i Japan. Det vil jeg vende tilbage til senere her på bloggen.
Klokken syv var vi igen på vej i skoven - denne gang på morning walk. Med trætte, slappe koder og lavt blodsukker besøgte vi naturcenterets udstilling. Det var næsten som at være tilbage i folkeskolen igen. Og så tilbage til hytten med bussen for at spise morgenmad. Der var gået noget galt med ris-kogeren, hvilket skabte lidt påstyr i den Japanske "morgenrutine". Æg, pølser, vandmelon, ris og karry var menuen. Huset blev pakket og fejet og så afsted igen til teatersalen. Mayumi og Momoko stod for formiddagens program, hvor børnene scenisk skulle fortolke deres oplevelser ude i skoven og forandringen fra nat til morgen. Bjørn og jeg lavede også vores lille bud på en fortolkning. Til sidst skulle børnene kåre turens skuespiller og turens gode kammerat. Det blev Bjørn! "Derfor skal du evaluere!" Det var åbenbart en tradition de havde. Han roste turen, børnene og lavede mere fis med dem. På vej hjem brød solen frem. Tyfonen var overstået, alt flytrafik i retningen Osaka og tante Setsuko var normalt. Vi sagde farvel til Okinawa, til børnene, til Mayumi og søde Momoko (eller Momo-chan, som man også kan sige i Japan, hvis man er venner). Momo-chan vinkede og vinkede, løb efter os og vinkede igen indtil hun forsvandt bag huse og biler. Vi har fået en veninde i Japan.

Vi har inviteret Momoko og Mayumi til Danmark. De laver børneteater sammen i et lille kompagni. Da vi talte om det og om at de skulle komme med en forestilling fik de begge julelys i øjnene. Jeg tror de trænger til at spille mere teater selv. Jeg sagde april. De foreslog 2014 - der er perfekt, for der er børneteaterfestivalen i Frederiksberg, så indkvartering er nemt. Jeg vil prøve at tale med teatercentrum om det.

Det har været en spændende og lykkelig tid i Okinawa. Og jungle-hytte-turen var et dejligt møde med Japans børn og kunstnere, der arbejder med børn. Jeg har på fornemmelsen at vi vil møde de to seje kvinder igen.

Historier fra solens rige - del 5 - løsningen på verdens krise

Gade-katte løber ind og ud af små smøger i Okinawa city Koza. Der er grå skærme for de mange lukkede butikker. Her og der er der en "reggae-restaurant" eller en "American Pizzaman". Vi vader rundt efter et kort for at finde Okinawan noodle restaurant, men da vi kommer dertil er den også lukket. Vi prøver imorgen og spiser i stedet på Mickeys. Dagen efter var noodle restauranten stadig lukket. I byen er der en arkade, hvor halvdelen af butikkerne lever endnu og sælger alt fra hæsligt dametøj til sportsudstyr, køkkenudstyr, porcelæn og souvenirs. Okinawa City Koza er som at træde ind i en western-spøgelsesby fra 1950'erne til 70'erne men som er beboet af Japanere og med et Asiatisk touch. Alt er slidt, lidt gråt og retro. Poolen på hotellet beskriver det perfekt: Det er egentlig en lækker lille pool, men bunden af basinet er fyldt med revner og steder, hvor belægningen er gået af. Det står til!

Vi har nu været væk fra Okinawa i en uge. Osaka og resten af Kansai regionen har fyldt os med flere eventyr, men der er mere at berette fra Kijimuna Festa.

Festivalen og det internationale mødes emne var "Nuchigusui" eller "medicine for life" eller igen "børneteatrets respondering på verdens kriser". Et tema, som jeg synes at kunne identificere mig med idet jeg står overfor en iscenesættelsesopgave om klimaforandringer for børn på 5-10 år (Professor Dyregod) og en forestilling om demokrati for 4-8 årige. Begge produktioner er selvfølgelig stadig på ide-plan og derfor er en af de ting, jeg går rundt og søger efter - også i Japan - slutningen! Altså løsningen, budskabet, finalen.
Til en social sammenkomst faldt Bjørn og jeg i snak med vores to nye Japanske venner fra "Next Generation Assitej", Natsumi og Nori. Deres program for festivalugen var at lave en teaterforestilling om netop festivalens emne. De havde i løbet af dagen haft nogle store diskussioner om, hvordan børneteatret kan respondere på verdens kriser. Jeg fiskede efter, hvordan de ville løse "morale-problemet". Det er i mine øjne netop der vi kan komme til kort med det kunstneriske udtryk omhandlende verdens kriser. Jeg har i hvert fald et ønske om at sige noget i mine forestillinger. Er så træt af teater, der ikke tør mene noget! Men! I min situation lige nu arbejder jeg med emner, som ingen i verden har fundet en egentlig løsning på! Så hvad er meningen? Eller hvad er det, vi skal ende med at sige? Det er ikke enkelt. Nori nævnte en berømt sociolog, Thomas Kuhn, som har beskrevet videnskabens kriser. Indenfor videnskab gennemgår man jævnligt kriser, hvor intet nyt bliver udviklet. For at komme igennem disse kriser er der behov for nye tænkemåder! Det synes jeg var tankevækkende. Er løsningen på verdens kriser "nye tænkemåder"?

Den færdige forestilling skabt af "Next Generation" havde ikke nogen konkret morale og var generelt et typisk abstrakt devising projekt skabt af unge mennesker, som ikke kender hinanden, og på meget kort tid. Der var elementer af skønhed, men det handlede for mig at se ikke om verdens kriser og endnu mindre om, hvordan børneteatret responderer. Der var en scene med en familie, som måtte flytte fra hus og hjem - men det gjorde ikke noget dybt indtryk og var heller ikke særligt bearbejdende eller responderende i forhold til børns forståelse af verden eller kriser. Men ambitionerne for denne gruppe unge mennesker må også siges at have været temmelig høje og temaet ekstremt vanskeligt - så det taget i betragtning var de kommet til et pænt resultat. 
Senere samme dag oplevede vi en forestilling af national-børneteatret i Kina med titlen "Dragon Child". Jeg havde kort forinden ladet mig fortælle at den kinesiske Assitej-præsident ikke mener man skal lave meningsdannende teater til børn. Det skal kun være smukt! Med den indsigt havde jeg ikke store forventninger om at blive inspireret af drage-barnet. Men det viste sig at være en meget dejlig forestilling -selvom det var et af de helt store udstyrsstykker. Æstetikken var i top. Der var smukke smukke kostumer og det var enkelt iscenesat. Performerne på scenen var ekstremt dygtige til det de skulle. Historien var om barnet, som blev født af dragen, mødte alle de kinesiske stjernetegn, som alle lærte barnet noget og til sidst fik en plante. Men så kom menneskerne og ødelagde dyrene og verden og vandet blev forurenet. Heldigvis kunne den store almægtige kinesiske drage gøre en forskel og pludselig var alt godt igen. Dyrene og barnet - og dragen - havde nemlig skreget så højt om hjælp, at det var blevet hørt i hele verden. Morale: Vi må skrige højt om hjælp og dermed redde verden ved at hjælpe hinanden alle sammen. "Morale-problem" løst! 

Okinawa har været besat af USA i mange år frem til starten af 70'erne. Den dag idag er store dele af øen stadig military resort. Her bor amerikanere med deres familier i et minisamfund, hvor mændene arbejder i hæren. Det er den japanske regering, som kræver, at USA har en base der. Alle er interesserede i at kunne holde Kina i snor fra et naboland. Alle undtagen japanerne som bor i Okinawa. De kan ikke fordrage amerikanerne. For fire år siden skete der en ulykke, hvor et amerikansk krigsfly styrtede ned lige midt i universitetet i Naha (Okinawas hovedstad). Det har ikke just gjort militæret mere populært. Politiet på øen siger, at de kun har problemer med amerikanere. De både stjæler, voldtager og slås med taxachauffører og med hinanden. Måske keder de sig på den lille tropeø. Bjørn og jeg mødte en dansker, som har boet i Okinawa i tolv år sammen med sin japanske hustru. Han fortalte os om, hvordan der er planer om en ny type fly, som slet ikke er sikre nok til at flyve, men som man alligevel insisterer på at have på Okinawa-basen, til stor frustration for øens folk. Han sagde også, at vi i medierne skulle holde øje med det fremtidigt folkeoprør i Okinawa. Der er stor modstand mod militæret og mange strømninger i retning af selvstændighed. Man har åbenbart en meget anderledes kultur på de sydlige øer end i resten af Japan. Ved den sidste demonstration havde der været omkring 100.000 mennesker! Så folk står sammen og står op imod systemet. De prøver i hvert fald.

På Kijimuna Festa har vi oplevet en række skønne forestillinger, som inspirerer og udfordrer. Som kan skabe bedre udrustede, mere tolerante, kritiske og kærlige verdensborgere en dag når publikum vokser op og bliver voksne.
Især en canadisk teatergruppe imponerede med to udendørs forestillinger. Flock of Flyers, som var en morsom fysisk performance om nogle piloter, som træner hårdt - og under en hård diktator-agtig officer. En frivillig måtte på scenen og deltage i øvelserne, og det hele havde en meget fin blanding af samfundskritik om mængdernes ukritiske anonyme færden og ledernes absurde magt og magtfastholdelse, klovneri og smuk danseagtig komedie. Ensrettethed og militær stilles til skue i 35 minutters intens og genial underholdning!
Samme teaterkompagni har også stor succes med en forestilling, hvor de er klædt ud som får, vædder, hyrde og ulv. Det er ekstremt realistisk, udenfor på en mark de har sat op på en græsmark og med kunstige fåre-lorte liggende spredt omkring. Børnene smager rigtig fåremælk. De tisser, parrer sig, spiser, bliver fodret af børnene og de heldige blandt publikum smager fåre-maden. Alt er smukt, sjovt og lærerigt indtil ulven kommer! Drama. Og således er en meget stillestående forestilling om et ekstremt morsomt dyr realiseret og bestået! Jeg ville ønske det var min ide!
På verdenskongressen havde jeg hørt mange rose forestillingen "White" - så den måtte jeg se. Det samme tænkte åbenbart mange Japanere med deres børn, så det krævede Bjørne-snu at få en stå-plads til forestillingen. Men det var det værd!  En smuk fortælling om at tolerere det, der er anderledes. Det som har en anden farve, en den vi plejer at se. Yndefuldt, rørende, politisk og veludført. Tolv!
Efter at have oplevet "White" fik jeg mange tanker om "Statsminsteren". Vores kommende co-produktion mellem BaggårdTeatret og QUASI teater. Der har været snak om, hvorvidt Statsministeren skal bestemme, hvilken farve Danmark skal have eller hvilken musik. Ved at se White har jeg fået en trang til at arbejde med farver. Det virker rigtig godt og kan virke på rigtig mange planer! Man behøver ikke nødvendigvis en masse lys (og upraktisk mørklægning) for at arbejde med farver… Men det vil jeg tale mere med scenografen Rebekka Bentzen og dramatikeren Lasse Bo Handberg om.  
En anden klassiker på Kijimuna Festa var det europæiske teaterkompagni "NIE", som også har besøgt Danmark flere gange. I Esbjerg 2010 havde jeg glæden af forestillingen "Hav", så jeg var spændt på at opleve deres trilogi i Japan. NIE har en til tider meget dansk iscenesættelsesstil, som jeg godt kan lide. Det er råt og komisk, fantasifuldt og fysisk i sine løsninger. Flere steder ledte deres forestilling mine tanker hen på Moqi Simon Trolins Sandholm, som jeg var assistent på i 2005-6. NIEs forestillinger rummer alle et impro-agtigt meta-lag af humor, hvor man kan diskutere forestillingens udvikling. For en pige, der har det stramt med comedy kan det godt blive for meget, men de smukke og dragende, velfortalte krigshistorier vinder alligevel mit hjerte til sidst. Også her kan man opleve scenekunst, der giver perspektiv. NIEs trilogi handler ikke om nutidens mange kriser, men om de kriser, der har været. Og det kan vi i høj grad også lære af!

Om præcis en uge starter jeg prøver på Professor Dyregod. Det er altid uhyggeligt med prøvestart. En følelse af helt naturlig angst kommer snigende. I kijimuna har jeg heldigvis haft det lidt på afstand, men ikke så langt væk, at der ikke er kommet ideer. Japan vrimler med retro scootere, som minder mig om Professor Dyregod med hans selvopfundne flyvende knallert. På den rejser han rundt i verden. Inden Japan har scenografen Malene Redder Ruby og jeg talt om rejsen fra sted til sted. Hvordan laver vi det? Her i Okinawa har jeg fået lyst til endnu flere effekter. Som eksempelvis de retro vindblæsere i orange, som står på enhver cafe eller restaurant hernede. NIE har givet mig lyst til at dyrke effekterne, men især de håndholdte effekter. Afvikler eller ikke afvikler? Det er noget jeg må have op på et produktionsmøde... Jeg glæder mig generelt til arbejdet. Stigerne bliver sjove at arbejde med. Kostumerne. Jeg kan på Facebook følge udviklingen i sponsorater. Ved stadig ikke helt hvad jeg skal mene om, at MacDonalds sponsorerer os… En ting er dog sikkert: Når jeg igen tager min grafiker-kasket på, så vil jeg lave en plakat med både en dansk, en svensk og en engelsk overskrift. Det kan man ligesågodt! For denne forestilling skal ud og rejse! Hvorhen og hvordan ved jeg endnu ikke. Det må få lov at stå til lidt endnu. Men mon ikke Japan trækker i os igen? Især hvis vi finder løsningen på "morale-problemet".

Imens vi i Okinawa søger efter løsningen på verdens store kriser, opdager flere store spørgsmål, søger videre i andre regioner og i selvransagelsen står spøgelsesbyen til! Sådan er det, sådan bliver det nok ved med at være. Også selvom vi så kom med en hel festival fyldt med løsninger.

Historier fra solens rige - del 4 - et stagneret Assitej

Denne historie handler om organisationen Assitej og internationalt netværk. For læsere, som ikke interesserer sig for teaterbranchen kan det måske blive en smule internt. Dog har mødet med Assitej-netværket på den anden side af jorden sat mange tanker igang. Desuden har jeg fået et nyt perspektiv på den danske organisation, som jeg her vil berette om.

Da jeg første gang fik ideen om at rejse til Japan til Kijimuna Festa var det gennem Assitej. Gennem den nordiske repræsentant i den internationale bestyrelse (EC) fik vi besked på at man nu planlagde festivalen og det internatioanle møde, og at man søgte workshops under temaet "medicine for life" eller "børneteatrets respondering på verdens kriser". Jeg blev anbefalet, men den internationale bestyrelse lod ikke høre fra sig overhovedet derefter.

Nu, hvor jeg alligevel er i Japan og hele verdens Assitej-repræsentanter er samlet her tænkte jeg, at jeg lige kunne få opklaret denne misforståelse. Derfor tog jeg fat i Ivica, som kommer fra Kroatien og er Assitejs generalsekretær. Ivica var glad for at jeg henvendte mig til ham, for han havde også et par ting, som han havde undret sig over…

Med hensyn til misforståelsen omkring workshoppen kom jeg ikke meget længere… Han havde ikke hørt noget om min workshop eller om et "call for workshops" i det hele taget. Ivica havde fået opfattelsen af at Danmark var tilmeldt til at deltage i det internationale møde med en repræsentant, som hed noget i retningen af Marie… men ingen var dukket op. Jeg måtte forklare ham, at det nok har været mig, men at jeg ikke længere er en del af Assitej, desværre. Og derfor selvfølgelig heller ikke deltager i møder på vegne af Assitej. Jeg måtte her selvfølgelig også forklare ham, hvorfor jeg var trådt ud af bestyrelsen. Selvfølgelig på sober men også ærlig vis. Ivica kvitterede med et par bemærkninger om, hvordan han godt vidste, at dansk Assitej stod stille og havde haft problemer med at stå i stampe i hvert fald i de sidste ti år. Jeg var forbavset over dette syn på den organisation, som jeg har engareret mig dybt i i de sidste to til fem år, men også lettet over, at det ikke kun er mig (og vist også Henrik Ipsen - den tidligere formand for Assitej) som har mærket modgang.

Jeg måtte beklage og sige, at jeg ikke kunne tage ansvar for kommunikationen i det danske Assitej - eller manglen på samme. Jeg forklarede også, at jeg ikke havde været med til at beslutte, at Danmark ikke skulle sende en repræsentant afsted alligevel, og at jeg ikke selv havde tilmeldt mig Assitej-mødet i Japan, men kun deltagelse i festivalen. Og endelig forklarede jeg, at Assitej Danmark godt vidste, at jeg ville tage afsted til festivalen på egen hånd udenom Assitej og som workshop-afholder. Ivica spurgte ind til, hvorfor man alligevel har valgt ikke at sende nogen afsted til det internationale møde, og jeg forklarede at jeg gik ud fra at det var fordi der ikke var råd til det. At foreningen var gældsat efter verdenskongressen og at nummer to sekretær indenfor cirka halvandet år er sygemeldt med stress og derefter har sagt op. Måske skulle jeg ikke fortælle de her ting til Assitejs generalsekretær, idet jeg ikke længere er blandet ind i Assitej, men omvendt stod jeg med en indsigt og synes at jeg skyldte den internationale organisation at forstå, hvad der foregår i Danmark efter verdenskongressen blæste os alle sammen omkuld med en eksplosion af en teater-event.

Ivicas hustru blandede sig i samtalen og fortalte om en hel stribe af lande, som havde været værter for verdenskongresser indenfor Assitej eller tilsvarende organisationer og derefter var gået total konkurs og iøvrigt gået i stampe og krise efter det. "Det er ikke sundt for et nationalcenter at afholde verdenskongres" sagde hun til slut. Hun havde nævnt eksempler som Grækenland og Frankrig. Jeg kender ikke nok til historien til at vide, hvad hun taler om, men forstår godt synspunktet og husker da også Henrik Ipsens taler om, hvordan vi må sikre os ikke at blive helt flade for luft efter at have blæst kongres-ballonen op. Nu er det som om løbet er kørt. Dansk Assitej er flad for luft på flere områder. Blandt andet kommunikationen med den internationale bestyrelse.

Jeg prøvede at afslutte samtalen ved at sige til Ivica, at jeg synes han skal sende en mail til dansk Assitej og forklare om hans skuffelse over manglende deltagelse i det internationale møde - når nu vi var en masse danskere på festivalen. Jeg sagde, at jeg ikke troede man var klar over vigtigheden eller signalværdien i at være tilstede uden at deltage i Assitejs arrangementer. Han refererede til at både Batida og jeg var på festivalen. Og så sagde han, med stor frustration i stemmen, at han faktisk ikke vidste hvem han skulle tale med, hvis han skulle skrive til nogen fra Assitej Danmark! "Der er jo kun Peter Manscher og Michael Ramløse" udbrød han opgivende! Her blev jeg især overrasket. Danmark har virkelig manglet et ansigt eller flere i det internationale Assitej. Ansigter, som man stoler på og kan skrive til og hvortil der er et bånd og et venskab. Du må skrive til info-mailen forklarede jeg og skrev emailadressen ned.

Hvad man skal gøre i dansk Assitej for at løse de mere eller mindre abstrakte problemer ved jeg ikke. Men jeg ved, at der er flere rundt omkring, der har ideer til udvikling af organisationen, men ideerne kommer ikke frem, fordi nogle af de mere erfarne bestyrelsesmedlemmer simpelthen ikke inviterer til det og fordi ingen ved, hvor de egentlig skal gå hen med ideerne.

I Finland har man udskiftet hele bestyrelsen for at etablere et generationsskifte. Det er et modigt bud, som ikke er problemfrit. Den nye bestyrelse kender ikke Assitej-organisationen særligt godt og hele den interne struktur skal finde sin styrke før landet er parat til at investere sig i internationalt arbejde, ansøgninger om internationale projekter og deltagelse ved internationale møder. I svensk Assitej er alting som det plejer at være, tror jeg nok. Personligt har jeg kun haft dårlige oplevelser med at kommunikere med den svenske bestyrelse. Jeg har sjældent fået svar og hvis jeg har fået svar har det været meget sent. Også den delvist Assitej-arrangerede BIBU festival har skuffet fra mail-administrations-hånd. Da jeg sidste forår mødte nogle af de mennesker, som sidder i den svenske bestyrelse var de søde og rare. Vi lovede hinanden samarbejde osv. men når det kommer til at give besked eller et svar på en mail er det som at råbe ud over en rimeligt øde svensk græsmark. Så er der Vigdis, som er formand for islandsk Assitej og som - ligesom Henrik Ipsen følte han lavede det hele - også føler sig vældig ene om arbejdet i Assitej island og internationalt. Ikke desto mindre trives hun som den nordiske repræsentant i EC kan man mærke, og jeg tror det giver de nordiske lande en styrke at have hende der… Hun repræsenterer nogle gode holdninger og har en stor kærlighed til foreningsarbejdet og de mennesker, som hun samarbejder med på EC-plan. Her mærker man virkelig noget ægte Assitej-spirit. Når jeg ser Vigdis sammen med de andre EC-medlemmer ser jeg netværk, oprigtige venskaber, faglig sparring og nye fælles projekter, der opstår.

Assitej skaber nogle helt unikke og fantastiske muligheder for at lære andre skønne teaterfolk at kende! Det i sig selv er guld værd. Selvom jeg ikke som sådan er medlem af Assitej længere har jeg på min tur til Japan og Kijimuna Festa haft nogle dejlige oplevelser og lært gode folk at kende.

Jeg havde på forhånd tænkt mig at tale med Stephan fra Shcäxpir festivalen i Østrig. De er næste år værter for det næste store Assitej International Meeting. Jeg har tænkt, at de måske kunne være interesserede i at være partner på vores EU projekt i QUASI teater, hvor vi vil udfordre teatergrupper fra Europa ved at bede dem alle lave en forestiling, som formidler EU til børn fra 10 år. En opgave vi selv har planer om at løse, og som vi finder dejlig umulig. Ganske rigtigt var Stephan begejstret over ideen og lovede at hjælpe os - enten som partner ved at være venue for en minifestival, hvor alle EU-forestillingerne kan spille - eller ved at hjælpe os videre til en anden Østrigsk festival, som han selv engang har startet, men som en anden leder nu. Han lovede også at linke os videre til andre teatergrupper, som kunne være interesseredet i at modtage en udfordring. Jubi!

Også mit møde med Tyskland, og Polen har været interessant. Tyske kunstnere og tyske organisations-folk arbejder i langt højere grad sammen med universiteterne. Både jeg og den tyske assitej-repræsentant på Kijimuna (som også hedder Stephan) oplever, at danske kunstnere er akademiker-forskrækkede. Det er et tema, som jeg kunne tænke mig at vende tilbage til på min blog. Jeg har interesseret mig for kunstens møde med den akademiske verden i forskellige sammenhænge og mener at det er gennemgående, at man i Danmark er bange for at akademisere og bange for at fratage det kunstneriske fra kunsten ved at gå i dybden med en faglig research-baseret tilgang. Stephan fra Tyskland har givet materialet om mit research-arbejde videre til Polen, som måske kan bruge det til den næste verdenskongres. Og sådan lever netværket.

Det nye unge Executive Commiteee medlem fra Indien gjorde sig på hele Kijimuna Festa ganske bemærket med en storsmilende og festlig adfærd. Vi faldt i snak en dag over aftensmad på en restaurant og hans historie om besøget i København under verdenskongressen er næsten rørende. En fattig inder uden de helt store lommepenge på youth hostel sammen med sin hustru. Det er deres bryllupsrejse. Hun var hindu og han var muslim. De havde været kærester i tolv år! I de første fem var det hemmeligt på grund af forældrene og religionen. Hun konverterede for at blive gift med ham. Indien er det land i verden, hvor der bor flest muslimer. Selvom det kun er 17 % af Indiens befolkning, der er muslimer, så bor der så mange mennesker i Indien, at de alligevel tager rekorden foran de arabiske lande. Vi aftalte, at hvis vi kunne skaffe penge til det i Danmark, skulle jeg komme til Indien og instruere en af hans forestilinger. Han vil nemlig helst spille, men ender på grund af trange økonomiske kår ofte med også at instruere.

Således er der her i Japan blevet sat en masse nye projekter igang. Takket være internationalt netværk, møder, ærlige venskaber og en reel interesse for hinanden. Disse møder er også hvad Assitej står for, men som almindeligt medlem i Danmark eller sågar bestyrelsesmedlem i Danmark oplever man det ikke!

Hvad er det der sker i Norden med den fine organisation med de gode holdninger? Går Assitej nedenom, i stå eller vil der komme fornyelse? Skal man være med i Executive Committee for faktisk at mærke og opleve, hvad Assitej kan og skal? Eller vil nationalcentrene kunne trække noget af det sprudlende netværk som findes til sig og synliggøre det og dets muligheder blandt medlemmerne? Lige nu er Assitej - trods smukke intentioner temmelig lukket om sig selv. Hvordan man så end vil gøre det, så er brug for, at man åbner op for de mange!

Historier fra solens rige - del 3 - moderne metoder?

Udenfor raser den tredje tyfon i denne uge. De to første var fusere, som tog hver deres vej udenom Okinawa-øen og efterlod kun blæsevejr og regn. Men i dag er det store drama begyndt med fly-aflysninger, hæftig storm og regn. Jeg tror ikke den lille palme udenfor holder til det - den ligger næsten vandret nu.

Og med et sådant bravour slutter Kijimuna Festa i dag. Vi har skippet closing ceremony for at hygge og wellness på hotellet, hvor vi har fået et japanese style room i disse sidste to nætter. Vi ville egentlig have været videre på ø-ferie, men grundet vejret er færgerne aflyst, så planerne har ændret sig lidt.

I torsdags afholdt jeg workshop. Der var max ti deltagere, hvilket var alt for lidt. Festivalen havde været dårlige til at formidle arrangementet og jeg tror jeg i det hele taget har været lidt af en gøgeunge i hele dette arrangement med Assitej International Meeting og Kijimuna Festa. Men dem der var der til min workshop var vildt begejstrede. Jeg havde en meget sød og dygtig tolk på, som oversatte alt hvad jeg sagde - og det føltes helt trygt. Alle var vildt begejstrede og fascinerede over mit arbejde med research som huskunstner på skoler i Thy. Det gik godt med at præsentere mit arbejde. De synes videoerne jeg havde lavet med klip fra børnenes teaterstykker, film og billedkunstudstilingen var sjove og så var de meget fascinerede over, at man i Danmark tog sig tid til i skolen at nedlægge undervisningen og lave hele dage om til teater-dage.
Til workshoppen lavede håndsoprækninger og spørgeskemaer præcis som jeg havde gjort det med de danske børn. Vi sluttede workshoppen af med to tegneopgaver, som jeg også har brugt i min metode. Tegn svaret på følgende spørgsmål: Hvad ville du bestemme, hvis du kunne bestemme alt i hele verden? (Det brugte vi ti minutter på). Tegn svaret på følgende spørgsmål: Hvordan vil du redde verden? (Igen brugte vi ti minutter, og jeg har nogle flotte tegninger med hjem, som skal udstilles sammen med danske og svenske børns tegninger på den transportable udstilling, som rejser rundt med forestillingen Professor Dyregod).
Min assistent og kontaktperson på workshoppen, Momoko Iwaki havde sørget for papir, farver, projektor og for den smule pr omkring workshoppen, som der havde været. Hun havde gjort et meget fint stykke arbejde, hun med sin japanske stolthed sagtens kan være bekendt. Momoko var meget imponeret over mit research-arbejde. Hun arbejder selv med børn og drama og har også et lille teater sammen med en veninde.

Samme aften mødte vi nogle Assitej delegerede efter en forestilling og besluttede os for at spise sammen. Jeg kom til at tale med Stephan fra tysk Assitej, som jeg vidste havde været ansvarlig for et symposium tidligere på ugen omkring "Nye metoder i arbejdet med teater for børn og unge": Jeg var forhindret i at deltage, men var meget interesseret i temaet. Jeg har nemlig en ide om, at jeg selv arbejder med "nye metoder", så jeg ville gerne høre om deres tanker. Stephan var meget nysgerrig efter at høre om mit arbejde med research blandt børn og unge. Jeg gav ham mit print af slideshowet med og dagen efter kom han over og sagde, at han havde læst det og synes det var ekstremt spændende. Han sagde endda, at han havde givet det videre til hende, som er her fra Polen, og som skal lave workshop-program til verdenskongressen i polen i 2014. Her er temaet nemlig "facing the audience". Stephan synes jeg skal komme og fortælle om mit arbejde der. Han mente det var helt utroligt, at jeg havde været på festivalen med dette spændende projekt uden at nogen overhovedet vidste noget om det.
Stephan fortalte mig på restauranten om, hvordan han havde haft en diskussion med Søren Ovesen fra Batida omkring netop det her med at researche hos publikum. Søren havde sagt, at Stephans ideer om research var gammeldags, og at han selv var en kunstner, som havde fantasi og derfor selv kunne finde på ideer til forestillinger. Jeg måtte forsikre Stephan om ikke alle danske scenekunstnere ser sådan på debatten om de nye metoder. Og at jeg i øvrigt personligt mener, at Batida er gammeldags, når de nægter at lære deres publikum at kende i den tid vi lever i. Jeg vil sågar vove at påstå, at man kan se det i deres kunstneriske udtryk - forestillingerne ligner hinanden - der mangler fornyelse! Eller research…

Det er interessant at diskutere og undersøge, hvordan teatret har udviklet sig gennem tiden. Især på en festival, hvor man kan få eksemplificeret de mange ord i konkret aktuel kunst, ved at se forestillinger. Bjørn og jeg så en forestilling, som hedder "Santa Claus Conference". Jeg tænkte, at når jeg til jul næste år forhåbentlig skal lave mit livs første juleforestilling på Nørregårds Teater i Odense, så må jeg hellere se lidt juleteater i Okinawa. Man kunne vælge mellem versionen for de 3 årige og op eller voksenversionen fyldt med "black humor", stod der i programmet. Vi forstod ikke et ord! Mere end ti skuespillere sad ved et stort panel-bord og diskuterede på japansk i 60 minutter. Der var en, der var klædt ud som heks, to professorer og nogle, der var klædt ud som børn, der sad på gulvet foran med ryggen til publikum. En meget mærkelig forestilling. Det viser sig dog, at den er iscenesat af en berømt japansk instruktør, som for cirka 20 år siden revolutionerede japansk teater ved at begynde at lave realistisk taleteater, hvor det sprog som japanere taler i dagligdagen blev brugt på scenen. Før denne revolution har man baseret sit taleteater på klassisk europæisk teaterkultur som Shakespeare. Men når det oversættes til japansk giver det ingen logisk mening. Så denne instruktør har i sin søgen efter logik og realisme altså skabt en bevægelse, som jeg kan forestille mig minder om det der skete i dansk teaterliv i 1800 tallet, hvor det naturalistiske teater vandt frem… Bortset selvfølgelig fra, at tiden er en helt anden og Japan et meget anderledes land. Ikke desto mindre er udviklingen meget inspirerende at have indsigt i. Især når man taler så meget om metoder, nye metoder, udvikling og research. Der sker også ting og sager på den anden side af kloden. Heldigvis!

I løbet af festivalen har vi nydt tre forestillinger af det populære europæiske teaterkompagni NIE.  De sælger de tre forestillinger som en trilogi, men jeg vil mene, at de står helt for sig selv som selvstændige forestillinger - men dog alle indenfor temaet krig og kærlighed. Vi har talt en del med den norsk-tjekkiske familie, som er en del af NIE kompagniet. Manden (Svan, tror jeg nok han hedder) fortalte mig om, hvordan han er blevet mere interesseret i at instruere end at stå på scenen. Vi talte om lysten til at lave teater for en yngre målgruppe. Han synes det er svært, og jeg er helt enig med ham. Netop derfor giver det mening at researche og lære sig publikum bedre at kende. De kan nemlig meget mere end vi tror! Og der er ikke noget værre end teater, hvor børnene bliver undervurderet. Tid forandrer sig, børn forandrer sig - det skal teater for børn også gøre!

Planerne har også forandret sig. Idet vi ikke forlod Okinawa og Kijimuna Festa alligevel fik vi mulighed for at gå ud og spise aftensmad med Momoko. Jeg havde spurgt hende tidligere på ugen om vi skulle gå ud, men hun har haft et travlt program under festivalen. Igår var der tid og hun inviterede også både Bjørn og hendes veninde Mayumi (som også har deltaget workshops og symposiums sammen med os) med. Momoko og Mayumi ville nemlig spørge mig og Bjørn om noget. De ville invitere os med på en tur op til det nordlige af Okinawa, op i de subtropiske skove, på en workshop sammen med 20 børn på 6-12 år. De to kvinder arrangerer hvert år en slags summerschool for børn med et bestemt tema, og en masse workshops. Det slutter med en forestilling for alle byens børn lige når skolen er begyndt igen i starten af september. Turen op i skoven er med en overnatning, nightwalk i junglen og morning walk. De ville have mig til at lave en workshop på turen - måske med nogle af de ting jeg også har arbejdet med hos de danske børn - og måske også med noget nyt. Temaet for dette års summerschool er "forandring" eller "udvikling". Det japanske ord er "henshin". Både Bjørn og jeg er vilde med at skulle på tur med Momoko og Mayumi og alle deres unger. Det er meget bedre end ø-ferie, koralrevsdykning og slapperas. Det er nye gode japanske venner, en masse aktiviteter og en masse vigtig erfaring.

Momoko og Mayumi har allerede lært os ting vi ikke vidste om landet, landets teater-kultur og landets børn og børnekultur, politik og tyfoner. Det er gode bekendtskaber. De fortalte også, hvordan de havde været vrede over, at min workshop på festivalen ikke havde fået mere fokus og at jeg ikke havde fået noget for at være her. Derfor havde de skaffet et lille symbolsk beløb til mig som tak for workshoppen på festivalen. Ved at invitere mig til at afholde workshop på "skov-turen" kan de betale mig et beløb for det og dermed kompensere for festivalens workshop. Det har de stor lyst til, kan man mærke. Først var jeg næsten flov over denne store anerkendelse de ønskede at give mig, og jeg syntes det var alt alt for galt og så videre. Men nu er jeg glad og stolt over at være inviteret til at arbejde med de japanske børn. Jeg har forberedt et program, som passer til temaet "forandring" men også til mit research om klimaforandringer. Jeg glæder mig meget til at arbejde med de japanske børn og jeg synes kun denne tur bliver mere spændende for hver dag der går!

Historier fra solens rige - del 2 - Tyfon!

- ...There will be heavy rain and uuhm…. thound…?
- Thunder?
- Yes, thunder! And sometimes hurricanes. You might want to wear rain jacket  Do you have umbrella?

Det lyder for os som om den storsmilende informationspige i informationsstanden på et af spillestederne beskriver en helt almindelig sommerdag i Danmark, men når det kaldes en tyfon, bliver vi alligevel helt bekymrede. Er der ikke nogen, der kalder en advarsel ud i de store højtalere på gaden, hvis det bliver farligt, spørger vi. Hun forstår ikke helt… "The speaker, warning, alarm - alarm!" Jeg prøver at spille en lille scene for hende med hænderne for munden for at lave en slags megafonlignende lyd. Hun dør af grin. Nej nej siger hun og skriver navnet på Japans svar på BBC News til os på en post it. Der kan vi følge vejrsituationen.

Det er stadig varmt, men nu er det også vådt! Og blæsende! Men selv for en pige, som ellers elsker vind og dyrker kitesurfing hjemme i det blæsende Danmark, er det næsten for meget! På en flad strækning, inde midt i byen, blæste vi nærmest væk og måtte holde godt fast i hinanden. Det er vildt og temmelig spændende med sådan en tyfon. Jeg håber lidt på at opleve sådan en tegnefilms-tornado hvor stole og træer flyver op i luften og ned i en tragt-lignende hvirvelvid. Men helst vil jeg opleve det fra hotelværelsesaltanen, så jeg hurtigt kan gå indenfor hvis det bliver for meget.

På Kijimuna Festa i Okinawa har man lagt programmet så der er workshops og symposium om formiddagen og teaterforestillinger kl 13, 15, 17 og 19. Jeg skulle i forbindelse med den workshop jeg selv skal lave hernede selv deltage i en workshop og et symposium.
Workshoppen var med to dramapædagoger, som gerne ville vise nogle metoder til at integrere teater i klasselokalet for andre lærere og pædagoger. Første del af workshoppen arbejdede de med cirka 45 børn fra to 5. klasser på en lokal skole. Her arbejdede de i højt tempo, med at danne grupper, med at være impulsiv (gennem en slags sten-saks-papir-leg) og med at fortælle historier gennem fysiske billeder skabt af deres egne kroppe. De arbejde ud fra to gamle japanske folkeeventyr, som alle børnene kendte.
Jeg blev spurgt, om jeg synes det virkede som om japanske børn var anderledes end danske børn, og til det kunne jeg, efter at have observeret workshoppen med teaterøvelser sige klart NEJ. De er ens! Ingen vil være på hold med den tykke dreng, der er kliker, generthed og de ambitiøse pligtopfyldende piger. Bortset fra det sorte hår kunne det have været en dansk klasse.
I anden del var børnene taget hjem og vi voksne skulle deltage i nogle øvelser, som handlede mest om at improvisere. Om at turde give sig hen og flippe lidt ud. Damerne (for dem var der selvfølgelig flest af blandt de tilhørende, som var lærere og pædagoger) var imponerede over følelsen af først at være dårlig og usikker for til sidst at føle sig som stolt og høj på team-spirit. I anden del var der også enkelte børn som deltog sammen med os voksne, og det imponerede mange af deltagerne. "Vi var pludselig lige og legende alle sammen" sagde de med fryd ved den sluttelige evaluering. Jeg tænker, at der normalt vis må være en stor distance mellem barn og voksen her i landet. Jeg tænker på, om jeg oplever det samme i Danmark og tænker umiddelbart nej - ikke i vores institutioner i hvert fald. På den måde er der måske alligevel forskel på danske og japanske børn… Måske er japanske børn mere ydmyge eller respektfulde overfor den voksne.

Alting er omvendt i Japan! De kører i venstre side og spiser syltede blæksprutter og tang med pinde til morgenmad! I lokalet hvor workshop og symposium om communication education fandt sted fungerede air condition ikke - ment på den måde, at der blev alt for koldt. Den hjælpsomme assistent luftede ud - for at få varme ind! Udenfor var der tyfon-vejr, men vi foretrak regnen i pausen, for at få varmen. Omvendt! "Communication education" viser sig iøvrigt at være et cover for kreative fag i undervisningen. Man har ikke teater og musik som fag i skolen, men skal finde metoder til at integrere det i andet undervisning. I Japan er man lige nu på vej til at gøre mere og mere brug af teater som virkemiddel i skolen til at lære børnene at kommunikere og præsentere. Life is a performance! Det begynder man langsomt at forstå og udnytte i praksis i skolen. Børnene skal gennem teater også lære at lytte til hinanden og give hinanden respekt. Det synes jeg på en måde godt vi kunne bruge i Danmark, hvor der er kommet et - efter min mening - usundt fokus på at sætte sig selv i centrum og blive set og hørt som individ. Kvaliteten af selv at være tilskuer, anerkendende, lyttende bliver ikke dyrket nær nok og derfor oplever man også en høj grad af selvoptagethed og manglende høflighed i samtaler.

Min tolk under workshoppen var en ung fyr, som selv arbejder som skuespiller (dog mest på fritidsplan virker det som om). Vi talte om, hvordan børn og unge i Japan ikke selv vælger teater aktivt til. Man foretrækker film og andre typer af underholdning. Sådan en melding gør ondt på os, der har dedikeret livet til at skabe teater til netop børn og unge. Men jeg forstår dem godt! Efter at have set en kinesisk, en taiwanesisk og en koreansk teaterforestilling foretrækker jeg også en amerikansk romatisk komedie. Asiatisk teater er sgu mærkeligt…!

Midt indtryk er, at der er en ekstrem fokus på det klassiske her i asien. Da workshoppen var færdig spurgte en af de to workshopledere mig, hvilke klassiske historier vi har i Danmark. Han kunne have spurgt om tusinde ting. Men det, der interesserer dem, er det gamle! Traditioner, traditioner, traditioner. Og jeg tror det er fordi jeg er i et land, hvor alting er baseret på det oprindelige. Selv det nye og moderne og det elektroniske springer ud af historien, folkeånden og traditionen.

Vores Kijimuna teaterprogram begyndte med lidt af et kulturchok. Selvom fortællingen i den taiwanesiske forestilling måske var fin, så står fortælleren med sin irriterende asiatiske guitar og sin koklokke, der kører uafbrudt i cirka 60 minutter og fortæller os den udtalte morale ti minutter inde i forstillingen! "Man skal være god ved andre…" Moraliseringerne ville ingen ende tage. Det interessante ved The Magistrate of Death, som forestillingen fra Taiwan hed, var, at der var et helt skørt miks mellem rigtige mennesker og dukker på scenen. Dukkeførerne havde helt sort stramt tøj på og endda et sort klæde ned foran ansigtet. Jeg har læst lidt om den tradition i en teaterinstruktørs rejseberetninger fra Japan. Man bruger det sorte som "usynligt". Så publikum fra denne del af verden ser åbenbart ikke de sortklædte! Men jeg synes de var fantastiske. De var næsten dansere, meget elegante i deres bevægelser og spændende af følge, fx når der skulle illuderes vand med to kæmpe hvide faner, som de dansede rundt med i en lang vand-scene.

Senere på dagen så vi en kinesisk opera om konen i muddergrøften. Kostumerne var imponerende, men hverken sangen eller hele lydsiden var særligt behagelig. Jeg vil næsten sige ubehagelig!  Enhver intension, aktion eller reaktion blev gjort på et kling eller et klang. Efter cirka en time havde jeg dog vænnet mig til den næsten meditative kling-lullen. Om det var det, der var hensigten, ved jeg ikke. Desværre for forestillingen var den afbrudt af et fortæller speak, som kom mellem hvert akt mens der var en tom scene. Det gjorde helhedsindtrykket lidt kedeligt og ufærdigt, trods de ellers dygtige akrobater, som spillede rollerne som krabbe, skildpadde, reje og frø. De kom på scenen, som fisken (i muddergrøften)s venner og lavede den ene flikflak og saltomortale efter den anden - men ikke kun for showets skyld - men faktisk meget fint integreret i fortællingen!

Vi har også set første akt af en forestilling spillet i den særlige japanske teaterstil "Noh". Det var noget af det mærkeligste jeg har oplevet. Syv børn sidder i hver deres side af scenen med hver deres manuskript og i midten sidder en mand med en enkelt tromme og to mænd med hver deres manuskript. Ind kommer en mand klædt i noget vanvittigt japansk dametøj, paryk og en kvindemaske, der dækker hele hovedet. Den eneste grund til at vi ved det er en mand, er fordi han synger en slags lyde uafbrudt. Det lyder som om han synger "Fu-ku-shi-ma" som forestillingen også hedder. Det skal handle om Tjernobyl-katastrofen. Men handling er der altså ikke noget af. Ind kommer endnu en vanvittigt udklædt mand, syngende eller messende. Han har en guld-kjole på og kvindemaske, som er malet med guld-sminke og en paryk med guldhår samt en skør skør meget høj hatteagtig dims på hovedet. De to synger og messer rundt i tre kvarter!! Bevægelserne er ekstremt langsomme - Bjørn synes det er imponerende, at man kan bevæge sig så langsomt. Jeg indrømmer, at jeg lukker øjnene en gang imellem, men ser også, at de ind i mellem slår deres vifter ud og danser i slowmotion med dem.

Der er også børn inde og se "Noh-børneteater", og de sidder pænt stille og kigger. Måske er det sådan det japanske folk får deres rolige og langsomme særpræg. Jeg har erfaret, at man ikke kan hilse på en japaner man kender i forbifarten! Så rejser de sig, følger efter en og siger omhyggeligt hej, sørger for at have øjenkontakt og sikrer sig, at der ikke var andet man ville. Måske kommer denne adfærd af at blive opdraget med "Noh"… Jeg forstår i hvert fald godt, at børn og unge umiddelbart ikke gider se teater medmindre de skal. Bjørn mener nu heller ikke danske børn vælger teater aktivt til - så måske har det alligevel ikke så meget med teateropdragelsen at gøre - men mere noget med at teater i det hele taget ofte opfattes som mere kedeligt end film, computerspil og leg.

Tirsdag så vi en kroatisk forestilling baseret på Rødhætte og ulven. Jeg bemærkede at det var ASSITEJs generalsekretær, der havde skrevet manuskriptet, og jeg har mistanke om at det er eneste grund til at den er med! Her fik vi et klart eksempel på, hvordan man fra scenen kan tale ned til børn! Skuespillerne var oversmilende og overpædagogiske i deres tilgang. Resten af dagen så vi kun dårlige forestillinger - og de var alle sammen fra Europa! Så nu står de ellers mærkelige asisatiske forestillinger pludselig i et andet lys. Selvom det kan være hårdt at være utilfreds publikum vil jeg alligevel opfordre alle, der arbejder med teater, til at se mere skod-teater! Det er lærerigt!

Hen mod aftenen i en lille pause stødte vi ind i en koreansk stand, som gjorde klar til en koreansk fest. Det var ganske opløftende. Vi spillede pile-spil, en koreansk form terningspil og andre koreanske lege, som de introducerede os for. Så fik vi alligevel grinet.

Det virker som som vinden er stilnet lidt af og regnen er stoppet. I dag er der en tiltrængt hviledag uden teaterforestillinger på festivalprogrammet. Kijimuna Festa har arrangeret et beachparty. Så i anledningen af at tyfonen måske har passeret os tager vi på stranden i gråvejr!

Historier fra solens rige - del 1 - En farce og et eventyr

Et jetlag har beriget mig med en meget tidlig og meget smuk morgenstund i Okinawa, Japan. Det er første nat, vi ankom til hotellet efter mørkets frembrud, og et bjergtagende dybblåt hav tangerende til bounty-turkis møder mig på terassen kl 06.15. Jeg vil benytte morgentimerne til at dokumentere mine oplevelser på Kijimuna Festa. En international børneteaterfestival, som afholdes hvert år på en af Japans sydligste øer - tættere på Kina og Taiwan end Japans hovedø.

Bjørn og jeg ankom til Okinawa den 28. juli 2012 efter en enkelt overnatning i Osaka, hvor den stod på ægte japansk sushi i byens red light district… Man sad på tomme plastikølkasser med en pude på. Menuen var kun på japansk, ingen talte et ord engelsk. Der var fyldt med lokale mænd, kvinder og børn, familier og venner, som spiste, drak, røg og morede sig på den lille restaurant. Eksotisk!

Jeg deltager i Kijimuna Festa fordi jeg skal afholde en workshop om at inddrage børn fra målgruppen i udvikling af professionelle forestillinger samt om at præsentere store emner til små børn. Det er to temaer, som jeg har eksperimenteret med i maj 2012 i Thy i forbindelse med et huskunstnerprojekt støttet af BMMK. Her har jeg udviklet en slags metode til at generere ideer ud fra børnenes ideer. Workshoppen er en del af festivalens tema om, hvordan børneteatret kan respondere på verdens kriser og mere specifikt en del af en workshop/seminarrække om theater and education.

Oprindeligt stiftede jeg bekendtskab med Kijimuna Festa via ASSITEJ, som på festivalen afholder det første "International Meeting". På verdenskongressen i København og Malmø i 2011 blev det besluttet at det internationale netværk skulle mødes mere end hvert tredje år til kongres. Derfor opfandt man et "International Meeting" som nu finder sted her på en sydhavsø, og næste år i Østrig på Schäxpir Festival. Den internationale Assitej-bestyrelse søgte workshops omhandlende festivalens tema, og jeg bød ind med mit researcharbejde i forbindelse med to forestillinger om hhv klimaforandringer og demokrati. Den danske bestyrelse valgte at anbefale min workshop til den internationale bestyrelse og jeg begyndte at søge rejsemidler og fik også nogle! Jeg fik dog aldrig svar fra det internationale ASSITEJ. Og i løbet af foråret trak jeg mig ud af ASSITEJ Danmark - blandt andet på grund af nogle grundlæggende uenigheder omkring frivilligt bestyrelsesarbejde samt en ledelsesstil jeg ikke kunne stå inde for. Dertil oplevede jeg en kommunikationsform som jeg til sidst var nødt til at sige totalt fra overfor. Men det er en farce, som jeg ikke vil berette yderligere omkring, og som der sikkert er mange udlægninger af. Jeg vil hellere fortælle et rejseeventyr. Efter lidt lobby-arbejde inviterede Kijimuna Festa mig nemlig til at komme alligevel og afholde min workshop udenom både dansk og internationalt Assitej. Således gik rejselegaterne ikke til spilde og således begynder en historie i flere dele.

Fra luften ligner dette sted et paradis! Der er sporadiske skyer og bag dem titter små grønne øer frem. De har hvide strande hele vejen rundt i kanten. Jeg moste mig godt ind over ham, som havde vinduespladsen, for at få hele gudesynet med. Heldigvis var sidemanden Bjørn, min kæreste, rejseledsager og på denne tur også workshopdokumentarist og fotograf.

Vi blev hentet i lufthavnen af festivalens shuttlebus og kørt næsten direkte til Festivalens hovedkontor og center. Heldigvis kunne nogle andre fra bussen forstå japansk og oversætte til engelsk. Chaufføren ville sætte vores rygsække af på hotellet så vi kunne gå direkte til åbningsceremoni. Kan man stole på det? Efter at have rejst i mellemøsten og Bolivia har jeg en naturlig umiddelbar skepsis, når jeg er i udlandet. Men Japanere kan man trygt stole på. Ved en fejl har vi fået en festivalmappe på japansk, så alt fra informationshæfte til program og shuttlebus-tidsplan står krypteret i smukke tegn. Den byttes.

Til åbningsceremonien, som foregik på en kæmpestor scene i forlængelse af en teaterforestilling, som vi ikke nåede at se, var der linet op med prominente mennesker der sad som i et panel og så meget små ud i den store sal. Skal de virkelig alle sammen sige noget? Det viste sig at blive en række flotte taler om kunst for børn, lokalt samarbejde og styrken ved internationalt netværk samt refleksioner over tiden og tidsånden, fremført imponerende stillestående. Der var ikke snerten af kropssprog bag mikrofonen. I siden af scenen stod en konferencier smukt iklædt japansk guldkjole og en meget ihærdig oversætter. Jetlag-trætheden meldte sig, da man nåede til den femte taler og en ekstra oversætter kom på scenen. Det ene asiatiske sprog skulle oversættes til det andet for så igen at blive oversat til engelsk. Jeg savnede det danske festival-show, der trods sin kommercialitet har en fin blanding af gøgl og taler.

Efter talestrømmen møder vi danske Batida, som spiller på festivalen (for anden gang, tror jeg nok). Bjørn og jeg synes begge det er rart ikke at være "den eneste dansker i verden" - og så er det både absurd men også meget hyggeligt at se velkendte ansigter på den anden side af jorden. Der skal være parade, men den er ikke til at se. Med raske skridt, i saunaagtig temperatur indhenter vi de skøre og farverige skuespillere og musikere som går gennem byen i en blitzregn. Vi er godt klædt på med overlæbesved, men det holder ikke den flirtende gøgler på ethjulet cykel tilbage fra at blinke og danse for os. Hun oser af sex mens hun med svømmefødder og på cykel svinger sin mere forsagte gøgler-partner - også klædt i svømmefødder og på ethjulet cykel rundt i en slags jitterbug-showdans. Paraden ledes af et ikke specielt velklingende orkester med trompeter, klarinet, tværfløjte, melodika, harmonika, en masse trommer på hjul og andre teater-agtige instrumenter, der forsøger at finde hinanden i en meget insisterende udgave af "When the saints go marching in", som kører på repeat. Det vrimler med glade teaterfolk både med og uden kostumer. Der er skøre små asisatiske mænd i hvide latex-dragter, en er klædt ud som en "Ghostbusters" og en hæslig dukke, som er cirka 50 cm lang og lavet i træ, "flyver" gennem optoget med hjæp fra fire østeuropæisk udseende mænd. Stemningen er høj!

Optoget slutter med en slags fest, og vi bestiller fadøl, som til vores store fascination blev kølet ved at lede tappe-slangerne gennem en boks med isterninger, som en japansk dame sørgede for at holde fyldt. En visdomstandpine har gjort livet svært for mig siden afrejsen fra København. Derfor har jeg i mindre grad haft glæde ved at spise. Alligevel nyder jeg coleslaw og hakkebøf serveret fra en slags gaderestaurant som er poppet op midt i alt postyret. Jeg håber tanden bringer lige så meget visdom som smerte med sig… Midt på gågaden, hvor festen finder sted, spiller en DJ op med en coverversion af Bob Marleys "No woman no cry". Det føles virkelig som om jeg er havnet på en tropeø. Perfekt!

Mens vi sidder på gaden og spiser samt nyder festen som brager afsted med flere covernumre kommer der en pige over og sætter sig. Hun deltager i det nye "Next Generation" projekt, som man besluttede at lave sidste år i København og som er et af de internationale assitej-projekter. Der er flere NG-initativer igang rundt omkring i verden, men nogle gange er som om det kun er dem, som er iværksat af den internationale bestyrelse, der anerkendes. Det var på grund af et NG-forløb på Augenblick Mal i Berlin i 2007 at jeg blev forelsket i børneteater og i det internationale netværk, der findes omkring turnerende børneteater. Derfor interesserer Next Generation mig. Vi falder i snak.
Pigen er en skuespiller fra Tokyo. Vi kom til at tale om de enorme forskelle på Okinawa og resten af Japan. Øerne her har åbenbart en helt anden kultur, religion og en langt mere tragisk og indviklet historie. Okinawa var den primære krigszone under anden verdenskrig. Vi talte om nationalitetsfølelse og prøvede at sammenligne med Danmark og Grønland, men Okinawa har slet ikke det samme politiske ønske om selvstændighed. Deres selvstændighed ligger mere i ånden virker det som om. Det lyder underspillet - men måske er det en slags nationalfølelse, som danskere kan lære noget af.
En af NG-arrangørerne kommer forbi og vi snakker om de mange unge fælles bekendte vi har gennem ASSITEJ. Det er egentlig noget mærkeligt noget det med den næste generation. Man samler en gruppe af unge fra hele verden, som er nøje udvalgt (der var ellers kompetent dansk skuespiller, som søgte om deltagelse uden held), og så lader man dem møde hinanden. På den måde forsøger nogle ældre og mere erfarne Assitej-personer at enten facillitere eller forcere et fællesskab og venskab - eller netværk i en konstrueret gruppe. Det er da mærkeligt… Men det er en herlig måde at møde nye mennesker på - og er jo i sig selv herligt! Evigt venskab og fællesskab eller ej!

Når jeg sidder her - midt i de varme lande - og snakker med andre unge mennesker, som også arbejder med professionelt børneteater - så giver det mig en tro på, at tider skifter, verden forandrer sig og generationer følger med. Trods små farcer i national-centre er der store eventyr ude i verden, små men helt anderledes historier og spændende, skørt udklædte mennesker, som er værd at rejse efter. Kulturforskelle gør livet virkeligt og giver sjælen perspektiv. Og midt i alle disser oplevelser, midt i en verden der forandrer sig og generationer, der skifter er jeg med! Jeg er med som individ på en teaterfestival. Som passioneret verdensborger, kosmopolit og teaternørd begærlig efter nye oplevelser og nye historier fra solens rige!

"Der skal også være nogen, der vil styre hele verden med flitsbuer"

Erfaringer fra workshops om klima/miljø + demokrati/magt i 0. og 1. klasse i Sennels.

Sennels skole var først lidt kaotisk. Der var ikke mange af lærerne eller SFO'en som var rigtigt orienterede, så alt måtte tages som det kom. Idet jeg var fuldstændig grøn i arbejdet med børn var det dog rart nok, at der ikke var et stort pres på mig som ansvarlig for programmet.
Jeg havde 0. klasse i det såkaldte "morgenbånd" fra 8 til 9 den første dag. Her handlede det om klima og miljø. 1. klasse stod for skud på dag 2 om magt og demokrati.

Rigtige og forkerte svar

Jeg fortalte, at det nu var mig, der skulle lære af dem og ikke dem, der skulle lære af mig. Og så sagde jeg, at fra nu af var der ikke nogen rigtige eller forkerte svar. Den besked fik i den grad kickstartet elevernes fantasi, men det var også uoverskueligt for dem. Det var næsten for frit. De blev helt oprørske og svarede nogle gange mere for sjov en hvad de egentlig troede var rigtigt.
Senere på dagen, da jeg observerede i 1. klasse i dansk. Læreren stilede ledende spørgsmål om Pippe Langstrømpe-læseteksten, hvortil hun fik "de forkerte svar". De konkrete svar. Ikke fortolkningen. Børn tror alting er, som det er og tager alting for gode varer. Men hvorfor er det sådan? Måske er det på grund af noget ensidigt forenklende TV - som ikke kræver fantasi, fortolkning eller tanker.
I 0. og 1. klasse har de endnu ikke lært at fortolke og reflektere. Men de er igang. Man kan sagtens spørge om ting. Eller præsentere etiske spørgsmål for dem. De tænker over det - men tør ikke helt komme med et bud på et svar. De kan let blive usikre på
1) hvornår det er tilladt at gætte helt vildt (næsten for sjov)
2) hvornår man skal være dygtig og læse den rigtige fortolkning
3) og hvornår man skal have en personlig holdning til noget .

Børn forstår alt..

... når bare det flettes ind i en god historie. Min erfaring fra de indledende øvelser under "morgenbånd" er, at det er svært at lære børn i indskolingen om svære ting hvis man forklarer om det. Men hvis det flettes ind i en god historie, så kan alt fra en ny tandbøjle til luftalarm-test og klimaforandringer fortælles.
Jeg startede begge dage med et lille slideshow med billeder af henholdsvis klima/miljøproblemer og magt/demokrati. Derefter var der et spørgeskemaer med tegninger og firkanter man skulle sætte kryds i. Endelig skulle eleverne på klima-dagen fortælle en historie om vildt vejr og tegne den bagefter. På magt-dagen skulle eleverne tegne hvem der bestemmer hjemme, i skolen og i Danmark. De fleste mente, at det var dronningen, der bestemte i Danmark... De fleste havde svært ved at tegne HVAD dem der bestemmer bestemmer. Det blev for vanskeligt og abstrakt. Nogle af drengene tænke mest på politi og soldater som dem med den sejeste magt. Vold kan altså give magt i deres øjne. En enkelt tegnede computeren derhjemme som et eksempel på, hvad mor bestemmer over. En anden tegnede en seng. Det var faren, der bestemte, at Kristine skulle gå ud af soveværelset. Derfra deres verden går.

Mobning og kaos

Der var en overraskende åben og ligefrem mobning. Man var ikke bange for at sige højt, hvem af de andre man gerne ville banke. Generelt var der en overraskende ligefremhed. Der blev snakket åbent om skilsmisser og hvor mor og far bor henne. Jeg oplevede også almindelige pædagogiske problemer med at styre ungerne. Så som at få dem til at blive siddende et sted, ikke sætte sig i sofaen osv. Flere gange opstod er en drillesyge blandt drengene, som skruede op og ned for smart-boardet eller trykkede play. Satte et stopur til at ringe osv. Tror det er meget almindeligt og jeg gad ikke være pædagog, så lod det passere. Der gik cirka en dag før jeg forstod, at jeg ikke skulle bruge energi på at få dem, der ville teorisere/larme med. Det går ud over de interesserede elever at vi hele tiden skal vente total længe på at der bliver ro nok. Og det er ikke min opgave som huskunstner at opdrage børn. Måske var det en fejl fra Sennels skoles side at lade mig være alene med børnene en hel time... Jeg kender nemlig ikke deres rutiner og systemer - og det kunne de sagtens mærke.
Når man rækker hånden i vejret betyder det at man skal være stille. Det var en fælde jeg røg i men begge ben. "Vil I alle sammen gerne sige noget?" Nåh - det betyder stille! Aha. Tak for det.

Erkendelser om kunsten

Jeg skal og vil ikke forvente, at indskolingen forstår hvad ozonlaget er. Det er iøvrigt også for kedeligt og teoretisk til at være med i en teaterforestilling. Men at vejret fornadrer sig. At der ligger skrald i naturen, og at alting hænger sammen. Og at dyrene - end ikke tigerne - ikke er ligeså farlige som mennesker. Det vil jeg gerne fortælle dem!!
Det skal fortælles med den gode historie, men hele pivtøjet af musik, lyd og lys. Rummet skal være helt anderledes og næsten hemmeligt. Så fastholder jeg nemlig nysgerrigheden omkring, hvad der skal ske, og om at høre / lære mere.
På lærerværelset lærte jeg også noget om skolen, om eleverne, om aldersgrupper og behov. De mangler åbenbart virkelig aktiviteter til 3. klasse. Og de synes der er meget stor forskel på 0. og 3. klasse. Det kan jeg også mærke på de erfaringer jeg gør mig. Og så synes lærerne ikke, at eleverne bliver snakket nok med derhjemme! Altså om dybere og mere dannende emner. Emner som betyder noget - som ikke er x-faktor. Jeg mærkede straks, at jeg med min kunst ønsker, at sparke en snak igang både i hjemmet og i klassen. Jeg vil præsentere teater om store emner, så publikum bagefter går hjem og siger, "mor, ved du godt at statsministeren ikke kan lide at bestemme?" eller "kom mor, nu skal vi redde verden - allesammen!" Jeg tror på at den manglende samtale om store emner - eller den eskalerende generelle forfladigelse i samfundet skyldes at vi mangler inspiration til at snakke sammen. Man taler jo ikke pludselig om død og savn eller klima og politik. Det skal komme et sted fra. Når TV-mediet lefler for laveste fællesnævner, så vil selv den højeste fællesnævner have svært ved at perspektivere til dybe samtaler og få ideerne til gode temaer at tale om. Der er et kæmpe "gab" og jeg har lyst til, at præge debatten ved at præge børn.

Små voksne der taler om fodbold og arbejder i grupper

Det er ganske tydeligt, at selv fra 0. klasse går drengene total meget op i fodbold. Og når jeg siger vi skal tegne siger pigerne "jaaah!" Over madpakken snakker fyrene om Real Madrid, Barcelona og Bayern Münschen. Det er næsten som at høre mine jævnaldrene diskutere sport. "Synes du Messi er god?". Jeg spørger dem om de ved, hvor Bayern Münschen ligger. Det ved de ikke. "Kender i Chelsea?" Det gør de ikke. Men det gør en anden knægt fra et andet bord. Han fortæller begejstret, hvad han ved.
I matematik og dansk i 1. klasse kan de allerede sidde meget stille og koncentreret og arbejde med opgaver. Det er tydeligt at de har lært at integrere i et system med regler og vaner. De kan også sagtens gå to og to i grupper og læse sammen. Selvom der skal holdes øje med dem for de vil gerne snyde. Det gik dårligt for mig, da jeg skulle have 0. klasserne til at fortælle hinanden historier to og to. Det kunne de slet ikke tage seriøst. Så det bruger jeg nok ikke igen. Der skal en dansk-lærer-disciplin til at gennemføre gruppearbejde på den måde.

Imponerende indsigt

Jeg spurgte eleverne i 1. klasse hvilken farve de synes Danmark skulle have. Der var en bred stemning af "rødt og hvidt ligesom flaget". Da jeg forsøgte at komme ind på, hvad konsekvenserne af den beslutning så var blev der sagt at vi skulle have tøj på i AaB-farver. Fodbold igen.
Som det første om morgenen lavede jeg en håndsoprækning på, hvor mange, der gerne ville have magt. Der var kun en der ville have magt. Han var lidt genert. Det var noget med, at han ville banke nogen og at hans bror var blevet slået. Altså ikke noget nogen af børnene for alvor ønskede sig.
Senere på dagen snakkede vi om historien om statsministeren, som vi skulle lave som skuespil om eftermiddagen. Begejstringen var stor! "Jeg vil gerne være prinsesse Mary!" "Der kan godt være to prinser." "Jeg vil være konge." "Jeg vil være statsminister!" Sådan lød det. Er der en der vil være Danmarks rigeste man, spurgte jeg flokken. "Jamen Danmarks rigeste mand - han er da død". Ja det er han.. Imponerende indsigt, tænkte jeg. Mon ikke der så er en ny, der er blevet den rigeste, spurgte jeg, men der havde jeg vist mistet opmærksomheden. "Der skal også være nogen, der vil styre hele verden med flitsbuer" sagde en af drengene. Og ja, det skal der. Det kan måske være spindoktoren? Spurgte jeg. Men der mødte jeg min grænse. Jeg fik kun et tavst blik. Han forstod nok ikke hvad jeg mente. Men det kommer han til, når den onde spindoktor en dag bliver integreret i forestillingen.

Muren

Den første eftermiddag lavede vi kunstmalerier, hvor der skulle bruges skrald fundet i naturen. Det skulle klistres på papiret. Herefter skulle der tegnes et dyr, et sted, hvor dyret befandt sig og noget voldsomt vejr på stedet. Billedkunst-projektet gik godt. Børnene kunne sidde og nusle med det. Dem som ikke ville være med alligevel kunne smutte ud. Dem som ville lave to tegninger kunne gøre det.
Den næste dag blev det strakt værre. Der skulle vi lave en lille teaterforestilling baseret på min grundidé om Statsministeren. Jeg havde forberedt en masse karakterer og en slags replikker / spørgsmål de skulle bruge til at "arbejde selv" med hver en lille scene. Derefter skulle det hele flettes sammen med at Statsministeren besøger alle de forskellige små scener, med folk, som ikke vil have magt.
Efter en hel dag i skolen er det næsten umuligt at være stille og modtage en besked. Der var cirka 25 børn der ville være med til at lave teater. Det var for mange. Men det gik. Med sved på panden. Jeg opdagede, at de sedler med opgaver, som jeg havde forberedt var alt for abstrakte. "Vi forstår det ikke" kom børnene bekymrede og sagde. Jeg havde tegnet nogle tænke-bobler til karaktererne, hvor der stod "Hvilken farve skal Danmark have idag og hvilken musik?" "Hvad betyder det for ALLE andre?" I en tænkebobbel stod der til sidst "ØV, det er ikke sjovt at bestemme". Her ramte jeg altså muren! Jeg havde været for abstrakt - eller krævet for meget af deres sprogligt analytiske evner. Note taken.
Med lidt hjælp kunne alle børnene - selv de helt små - sagtens lave deres scener. Det blev kun til en mini-gennemspilning inden energien var fløjet ud af rummet. Men jeg kunne se, at rammen for fortællingen holder meget godt. Det er til at forstå. Hende, der spillede Statsministeren fandt selv ud af til sidst, at når Statsministeren var nødt til at bestemme selv, så skulle Danmark have ALLE farver og man måtte høre ALT slags musik. Happy ending. Vi øvede os i at bukke og aftalte at vente med at vise det i en sammenhæng til om en uge, hvor det er sidste dag jeg er der og hvor det hele skal præsenteres.

Hvad jeg har lært

Der var snak om luftalarmen den første onsdag i maj. Det optog børnene meget og de stillede mange spørgsmål. Men det var tydeligt at mærke, at de voksnes bekymring for om de nu kom til at gøre børnene bange var helt misforstået. Den gjorde kun børnene ekstra nervøse. En vigtig note til arbejdet med teaterforestillinger. Angst smitter. Det må altså aldrig være rigtigt uhyggeligt eller farligt. Det er altid bare noget vi leger... selvom vi godt kan leve os ind i historien - så ved vi - fordi alle ved det - at det bare er for sjovt.
I de sidste to dage har jeg lært, at jeg i min undersøgelse bliver nødt til at udfordre eleverne FOR meget. Ellers møder jeg ikke grænsen og så bekræfter jeg bare mig selv. Jeg skal altså blive bedre til at gøre mit program for svært og dernæst kunne korrigere det derefter.
Jeg kan se, at regler og systemer fungerer godt. Børn afkoder hurtigt et koncept og systemer. Det vil de også gøre i en teaterforestilling.

Hvorfor øjenhøjde?

Et bud på revolutionen af dansk børneteater og en metode til at skabe tidssvarende scenekunst for børn og unge.

Øjenhøjde er vist det man kan kalde et fortærsket begreb. Både indenfor undervisning og alt børnekultur. Men jeg har lyst til at stille spørgsmålstegn - både ved definitionen af "øjenhøjde" og om øjenhøjde egentlig er det bedste vi kan tilbyde vores poder.  

Definition
Hvordan forstår vi begrebet "øjenhøjde"? Har jeg fuldstændig misforstået, hvis jeg siger, at øjenhøjde betyder, at det hverken er for barnligt, pædagogisk og plat eller for klogt, mærkeligt og over evne i forhold til modtageren? Så børneteater i øjenhøjde, er teater, som passer perfekt til målgruppen? Hvor børn får en historie fortalt, som de kan relatere til, som de kan forstå, og som ikke er for svær? For undervisning i øjenhøjde må vel gælde nogenlunde de samme principper? Det skal passe til alder og udviklingsstadier - hverken mere eller mindre?  

Pandehøjde
Hvad skulle der være galt med at sigte højere? Jeg tror, at børn i dag forstår mere end vi tror de gør. Derfor er øjenhøjde ikke længere det, som mange børneteater-producenter tror det er. De bør snarere tænke pandehøjde. Det skyldes at børn i dag vokser op i en digitaliseret hverdag, hvor højteknologi er uimponerende og hvor der altid er adgang til internettets ubegrænsede vidensdatabase. Allerede før børn kan spise med ske kan de scroll'e på en iPhone. Og de lærer lynhurtigt at gå på nettet. At søge information, at lege på youtube eller spille spil med andre fra hele verden. Derfor er verden i dag langt mere overskuelig for en 5-årig end den måske var for ti eller tyve år siden. Verden er present, den er tæt på, den er lille! Og ikke nok med det. Også store informationsmængder, udvælgelse af information ligesom fravælgelse af information er helt normalt for børn i dag. De koder materiale og viden med en sådan videnshunger, at børneteaterforestillingerne ikke kan være med. Konsekvensen bliver teater, som er unødigt, pædagogisk barnligt. Som er for nemt og kedeligt.  

Revolution
Jeg har lyst til at revolutionere end begyndende stilstand i en branche, som har været verdens bedste ... til at bekræfte hinanden i sit værd og til at bremse enhver form for udvikling. Danmark har IKKE verdens bedste børneteater. Det er den største selvforstærkende løgn jeg i mit professionelle arbejdsliv er støt på. Men lad os bare brande os sådan - hvis det giver bedre økonomi på et statsligt plan. Så længe det ikke (for)bliver en sovepude. Budskabet skal lyde: Vi skal udfordre børn! De kan meget mere end vi tror. De forstår mere og de har en glubsk sult efter at blive taget seriøst som mennesker, der lever i samfundet og som forstår verden.

Workshop: Vi forstår verden
I maj 2012 befinder jeg mig i Thy netop for at beskæftige mig med min forestående revolution. Jeg er huskunstner på Sennels skole og Hannæs skole, hvor jeg har fået lov at eksperimentere med børnene og med hvor meget de forstår og hvordan de forstår. Udgangspunktet er to store emner: Klimaforandringer og miljøproblemer samt magt og demokrati. Det er emnerne som jeg i næste forestilling skal arbejde med at formidle til børn på en teatralsk og kunstnerisk måde. Men hvordan taler man med børn om disse store emner? Hvordan tester jeg min tese om at børn forstår mere idag? Og hvis jeg får denne tese bekræftet - hvordan bruger jeg så disse evner således at den live performance er tidssvarende, udfordrende og fantastisk for børnene?  


Med historier kan man fortælle alt
Det er gået op for mig, at det kan være svært at bevare børnenes koncentration når jeg bare forklarer noget. Selvom de måske forstår det jeg forklarer, så gør det ikke specielt stort indtryk hvis det "bare" er viden. Hvis jeg tilgengæld fortæller om noget integreret i en historie - så kan jeg slippe afsted med at fortælle ALT! Lige fra storpolitik til miljøforurening, global opvarmning og EU.  

Dokumentation
På denne blog vil jeg dokumentere mine opdagelser i Thy og beskrive mine fremgangsmåder, metoder og tankerne om, hvorfor jeg har valgt at gøre som jeg har gjort. Jeg vil også reflektere offentligt over resultaterne og de korrektioner af programmet, som jeg bliver nødt til at lave undervejs. Jeg møder børn i deres skole for første gang nogensinde. Jeg aner ikke, hvordan man gør. Jeg har forsøgt mig med diverse litteratur på området. (Listet op herunder). Men trods det er dette et totalt eksperiment. Kryds fingre for gode opdagelser.

Jeg håber på, at mine undersøgelser her i maj vil bære frugt og give mod til at præsentere endnu vildere emner til de små grå. Jeg tror nemlig, at jeg er sat i verden for at skabe teaterforestillinger, der får børn og unge til at tage selvstændigt stilling til livet og samfundet.

Thomas Ziehe: Øer af intensitet i et hav af rutine

Lotte Nyboe: Digital dannelse – børn og unges medieforbrug og –læring indenfor og udenfor institutionerne

Kirsten Drotner: Medier for fremtiden - børn, unge og det nye medielandskab

Sandra Smidt: Vygotsky og de små børns læring

Autosignaturproblemer

Jeg bøvler med at få min autosignatur integreret i min mail, så den ikke er et vedhæftet billede men bare ligger som et foto. Derfor er jeg for eksperimentets skyld nødt til lige at poste den her.
Hvis nogen har gode ideer til dette nærmest umulige projekt modtages de med glæde.

Marie i Weekendavisen!

Så kan jeg prale af at være nævnt på Weekendavisens bagside! Det er dog ikke mig men journalisten der formulerer sig lidt komisk må jeg understrege. Tak til Trine Porret Randahl Larsen for at gøre mig opmærksom på notitsen.