Og med et sådant bravour slutter Kijimuna Festa i dag. Vi har skippet closing ceremony for at hygge og wellness på hotellet, hvor vi har fået et japanese style room i disse sidste to nætter. Vi ville egentlig have været videre på ø-ferie, men grundet vejret er færgerne aflyst, så planerne har ændret sig lidt.
I torsdags afholdt jeg workshop. Der var max ti deltagere, hvilket var alt for lidt. Festivalen havde været dårlige til at formidle arrangementet og jeg tror jeg i det hele taget har været lidt af en gøgeunge i hele dette arrangement med Assitej International Meeting og Kijimuna Festa. Men dem der var der til min workshop var vildt begejstrede. Jeg havde en meget sød og dygtig tolk på, som oversatte alt hvad jeg sagde - og det føltes helt trygt. Alle var vildt begejstrede og fascinerede over mit arbejde med research som huskunstner på skoler i Thy. Det gik godt med at præsentere mit arbejde. De synes videoerne jeg havde lavet med klip fra børnenes teaterstykker, film og billedkunstudstilingen var sjove og så var de meget fascinerede over, at man i Danmark tog sig tid til i skolen at nedlægge undervisningen og lave hele dage om til teater-dage.
Til workshoppen lavede håndsoprækninger og spørgeskemaer præcis som jeg havde gjort det med de danske børn. Vi sluttede workshoppen af med to tegneopgaver, som jeg også har brugt i min metode. Tegn svaret på følgende spørgsmål: Hvad ville du bestemme, hvis du kunne bestemme alt i hele verden? (Det brugte vi ti minutter på). Tegn svaret på følgende spørgsmål: Hvordan vil du redde verden? (Igen brugte vi ti minutter, og jeg har nogle flotte tegninger med hjem, som skal udstilles sammen med danske og svenske børns tegninger på den transportable udstilling, som rejser rundt med forestillingen Professor Dyregod).
Min assistent og kontaktperson på workshoppen, Momoko Iwaki havde sørget for papir, farver, projektor og for den smule pr omkring workshoppen, som der havde været. Hun havde gjort et meget fint stykke arbejde, hun med sin japanske stolthed sagtens kan være bekendt. Momoko var meget imponeret over mit research-arbejde. Hun arbejder selv med børn og drama og har også et lille teater sammen med en veninde.
Samme aften mødte vi nogle Assitej delegerede efter en forestilling og besluttede os for at spise sammen. Jeg kom til at tale med Stephan fra tysk Assitej, som jeg vidste havde været ansvarlig for et symposium tidligere på ugen omkring "Nye metoder i arbejdet med teater for børn og unge": Jeg var forhindret i at deltage, men var meget interesseret i temaet. Jeg har nemlig en ide om, at jeg selv arbejder med "nye metoder", så jeg ville gerne høre om deres tanker. Stephan var meget nysgerrig efter at høre om mit arbejde med research blandt børn og unge. Jeg gav ham mit print af slideshowet med og dagen efter kom han over og sagde, at han havde læst det og synes det var ekstremt spændende. Han sagde endda, at han havde givet det videre til hende, som er her fra Polen, og som skal lave workshop-program til verdenskongressen i polen i 2014. Her er temaet nemlig "facing the audience". Stephan synes jeg skal komme og fortælle om mit arbejde der. Han mente det var helt utroligt, at jeg havde været på festivalen med dette spændende projekt uden at nogen overhovedet vidste noget om det.
Stephan fortalte mig på restauranten om, hvordan han havde haft en diskussion med Søren Ovesen fra Batida omkring netop det her med at researche hos publikum. Søren havde sagt, at Stephans ideer om research var gammeldags, og at han selv var en kunstner, som havde fantasi og derfor selv kunne finde på ideer til forestillinger. Jeg måtte forsikre Stephan om ikke alle danske scenekunstnere ser sådan på debatten om de nye metoder. Og at jeg i øvrigt personligt mener, at Batida er gammeldags, når de nægter at lære deres publikum at kende i den tid vi lever i. Jeg vil sågar vove at påstå, at man kan se det i deres kunstneriske udtryk - forestillingerne ligner hinanden - der mangler fornyelse! Eller research…
Det er interessant at diskutere og undersøge, hvordan teatret har udviklet sig gennem tiden. Især på en festival, hvor man kan få eksemplificeret de mange ord i konkret aktuel kunst, ved at se forestillinger. Bjørn og jeg så en forestilling, som hedder "Santa Claus Conference". Jeg tænkte, at når jeg til jul næste år forhåbentlig skal lave mit livs første juleforestilling på Nørregårds Teater i Odense, så må jeg hellere se lidt juleteater i Okinawa. Man kunne vælge mellem versionen for de 3 årige og op eller voksenversionen fyldt med "black humor", stod der i programmet. Vi forstod ikke et ord! Mere end ti skuespillere sad ved et stort panel-bord og diskuterede på japansk i 60 minutter. Der var en, der var klædt ud som heks, to professorer og nogle, der var klædt ud som børn, der sad på gulvet foran med ryggen til publikum. En meget mærkelig forestilling. Det viser sig dog, at den er iscenesat af en berømt japansk instruktør, som for cirka 20 år siden revolutionerede japansk teater ved at begynde at lave realistisk taleteater, hvor det sprog som japanere taler i dagligdagen blev brugt på scenen. Før denne revolution har man baseret sit taleteater på klassisk europæisk teaterkultur som Shakespeare. Men når det oversættes til japansk giver det ingen logisk mening. Så denne instruktør har i sin søgen efter logik og realisme altså skabt en bevægelse, som jeg kan forestille mig minder om det der skete i dansk teaterliv i 1800 tallet, hvor det naturalistiske teater vandt frem… Bortset selvfølgelig fra, at tiden er en helt anden og Japan et meget anderledes land. Ikke desto mindre er udviklingen meget inspirerende at have indsigt i. Især når man taler så meget om metoder, nye metoder, udvikling og research. Der sker også ting og sager på den anden side af kloden. Heldigvis!
I løbet af festivalen har vi nydt tre forestillinger af det populære europæiske teaterkompagni NIE. De sælger de tre forestillinger som en trilogi, men jeg vil mene, at de står helt for sig selv som selvstændige forestillinger - men dog alle indenfor temaet krig og kærlighed. Vi har talt en del med den norsk-tjekkiske familie, som er en del af NIE kompagniet. Manden (Svan, tror jeg nok han hedder) fortalte mig om, hvordan han er blevet mere interesseret i at instruere end at stå på scenen. Vi talte om lysten til at lave teater for en yngre målgruppe. Han synes det er svært, og jeg er helt enig med ham. Netop derfor giver det mening at researche og lære sig publikum bedre at kende. De kan nemlig meget mere end vi tror! Og der er ikke noget værre end teater, hvor børnene bliver undervurderet. Tid forandrer sig, børn forandrer sig - det skal teater for børn også gøre!
Planerne har også forandret sig. Idet vi ikke forlod Okinawa og Kijimuna Festa alligevel fik vi mulighed for at gå ud og spise aftensmad med Momoko. Jeg havde spurgt hende tidligere på ugen om vi skulle gå ud, men hun har haft et travlt program under festivalen. Igår var der tid og hun inviterede også både Bjørn og hendes veninde Mayumi (som også har deltaget workshops og symposiums sammen med os) med. Momoko og Mayumi ville nemlig spørge mig og Bjørn om noget. De ville invitere os med på en tur op til det nordlige af Okinawa, op i de subtropiske skove, på en workshop sammen med 20 børn på 6-12 år. De to kvinder arrangerer hvert år en slags summerschool for børn med et bestemt tema, og en masse workshops. Det slutter med en forestilling for alle byens børn lige når skolen er begyndt igen i starten af september. Turen op i skoven er med en overnatning, nightwalk i junglen og morning walk. De ville have mig til at lave en workshop på turen - måske med nogle af de ting jeg også har arbejdet med hos de danske børn - og måske også med noget nyt. Temaet for dette års summerschool er "forandring" eller "udvikling". Det japanske ord er "henshin". Både Bjørn og jeg er vilde med at skulle på tur med Momoko og Mayumi og alle deres unger. Det er meget bedre end ø-ferie, koralrevsdykning og slapperas. Det er nye gode japanske venner, en masse aktiviteter og en masse vigtig erfaring.
Momoko og Mayumi har allerede lært os ting vi ikke vidste om landet, landets teater-kultur og landets børn og børnekultur, politik og tyfoner. Det er gode bekendtskaber. De fortalte også, hvordan de havde været vrede over, at min workshop på festivalen ikke havde fået mere fokus og at jeg ikke havde fået noget for at være her. Derfor havde de skaffet et lille symbolsk beløb til mig som tak for workshoppen på festivalen. Ved at invitere mig til at afholde workshop på "skov-turen" kan de betale mig et beløb for det og dermed kompensere for festivalens workshop. Det har de stor lyst til, kan man mærke. Først var jeg næsten flov over denne store anerkendelse de ønskede at give mig, og jeg syntes det var alt alt for galt og så videre. Men nu er jeg glad og stolt over at være inviteret til at arbejde med de japanske børn. Jeg har forberedt et program, som passer til temaet "forandring" men også til mit research om klimaforandringer. Jeg glæder mig meget til at arbejde med de japanske børn og jeg synes kun denne tur bliver mere spændende for hver dag der går!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar