Selvfølgelig skal man lære noget i teatret

Der har på det sidste været en masse hysteri omkring, at nu skal alle der arbejder med børneteater lave teater, som fungerer som undervisning. Men der er ingen grund til panik. Frygt ikke at kunsten forsvinder fra hverken teatrene, bibliotekerne eller skolerne. Der findes over 100 forskellige teatre, som arbejder specifikt med scenekunst for børn og unge. Alle har de forskellige udtryk og tilgange. Teatret Uden Vægge har fået en anderledes ide og har flyttet scenekunsten ind i et fysiklokale. Vikaren og Djezah spiller i et klasselokale og stiller alt op i frikvarteret. Det betyder ikke, at det bliver til undervisnings - eller at det ikke er stor og professionel scenekunst.

Kunst er kunst
Der skal være plads til forskellighed i udbuddet af scenekunst. Og jeg tør godt garantere, at der ikke er en eneste forestilling, som opnår refusion og/eller offentlig støtte fra kunststyrelsen, der kan kaldes undervisning. Det er kunst. Skabt af kunstnere og præsenteret i en kunstnerisk form. Også selvom man sidder i et klasselokale istedet for i en publikumsopbygning eller fordi man kan lære noget faktisk fag-fagligt af det.

Teater med læring
Børn og unge er vores primære publikum. Selvfølgelig skal vi forholde os til når virkeligheden forandrer sig for vores kundekreds. Vi vil jo ikke spille teater for teaterfolk. QUASI teater præsenterede på festivalen Statsministeren - en demokratiøvelse for de små og gadeteaterforestillingen Ebbe Skammelsøn. Begge er forestillinger man kan lære noget af. Perfekt til danskundervisning. Alment dannende forestillinger med en historie fortalt i et musikalsk og teatralsk sprog. De er udviklet sammen med skoleelever og tænkt som scenekunst, der kan afspejle et undervisningsforløb/tema om demokrati/samfund eller folkeviser/hævngerninger.

Synergi mellem læring og kunst
QUASI teater holder til på en folkeskole på Amager, hvor skolen har skænket teatret lokaler mod workshops og forestillinger. Dette samarbejde mellem skolen og husteatret genererer en helt ny kontakt mellem skole, læring og kunsten som sprog. Eleverne oplever nogle andre voksne i deres hverdag og får en daglig tilknytning til en kulturinstitution. Lærerne oplever kunstnerne som forstyrrende element på godt og ondt og sammen opstår der mere og mere synergi. Samarbejdet er cirka halvandet år gammelt og stadig under udvikling. Målet er, at kunstnere og lærere bruger hinanden konstruktivt, inspirerer hinanden og gensidigt kommer med konkrete forslag til projekter og samarbejde.

Lad os hjælpes ad - ikke bekrige
Vi skal bruge hinanden, og hvis det er for svært at mødes, må man få bistand fra en teaterpædagog/teaterformidler, som netop er uddannet til at danne bro mellem scenekunst og læring. Vi lever i en ny tid for både skolerne og for børneteatret. Derfor skal vi lære at navigere i den nye verden. Vi skal lære at få det maksimale ud af hinanden på en smuk måde.
Der er allerede oprettet en blog, som hedder TeaterTanker. Her skriver lærere og fagfolk om brug af scenekunst i folkeskolen. Ideelt set blev sådan en blog udvidet til også at have et samlet udbud af forestillinger samt alt undervisningsmateriale i udbud. Men det kræver alt sammen penge og politiske prioritet. Det er, hvad vi alle slås om, og det er her balladen er.

God kunst kan vi lære af
Selvfølgelig skal man lære noget af at se teater. Når jeg ser "voksenteater" har jeg også en forventning om at lære noget. Om at gå derfra med nye tanker og perspektiv på tilværelsen. Selvom det handler om demokrati, en folkevise, solsystemet eller Emma Gad. Jeg som publikum (uanset om det er for børn eller voksne) vil til enhver tid kunne mærke, hvorfor jeg er blevet bænket. Hvad vil de med mig? Og er det min kostbare tid værd? Hvis ikke viljen er tydelig, så er det måske kunst - men efter min mening ikke god kunst.

Korte, hårde anmeldelser fra aprilfestival 2015

I sidste uge har jeg været på Aprilfestival. Selvom det ikke rigtig fremgår af det nye navn, så er det en festival for teater med børn og unge som publikum. Men hvis ikke voksne har en fed oplevelse, når de er med børn i teatret, så er det heller ikke fedt for børnene. Godt børneteater er ligeså fedt for os voksne, som for børn. Derfor ser jeg altid alt scenekunst med mine egne øjne. Jeg forsøger ikke at gøre mig til et barn eller en ung i målgruppe-aldersgruppen.

For at styrke mine evner til analyse og for at tydeliggøre mit eget kunstsyn for mig selv skriver jeg ned, hvad jeg synes om det teater jeg oplever. Jeg vil her på denne blog (som der sandsynligvis alligevel ikke er nogen der læser) offentliggøre mine oplevelser på Aprilfestival.
Da der i dansk børneteater kun findes en portal, hvor turneteater bliver anmeldt og diskuteret synes jeg i øvrigt at det er på sin plads, at der også andre steder på internettets dybe vand kan findes nogle udmeldinger til debat. Det kan kun styrke feltet hvis vi får en diskussion om, hvad der er godt kunst og hvordan vi repræsenterer forskellige udtryk på tværs af hele branchen.
Uanset om jeg har læsere eller ej så finder jeg det på grund af ovenstående relevant at publicere mine holdninger.

Ord af hvid støj scenekunst:
Flot og sjov ide men ikke rigtig fængende. Faktisk lidt kedelig. Ingen dramatik. Meget info. Lidt velbrainstormende og så måtte de tysse på eleverne. Ikke såå fedt når man er så interaktiv som man er. Der skal man have en kunstnerisk "lukning" parat. Musik, dramatik e.l. Interaktion og gaming var fedt nok. Quiz stil og leg fedt nok.

Opdag-Else af TeaterHUND:
Det jeg tror er en slags klassisk teater hund æstetik - tegneseriepang. Rene linier. Skrappe farver. Det er en solo og det er for de små. Begge dele interesserer mig. Anne gør det fint i en meget klovnet spillestil. Det ordløse fungerer. Vi forstår hvad de sker - men der sker bare ikke ret meget. Hun har god kontakt til os, men hun har ingenting hun skal eller vil. Hun undersøger bare en scenografi. Så forestillingens samlede udtryk bliver mærkeligt og kedeligt. Det giver ikke mening bare at kigge på ting og danse.

Karruselkjolen af Filuren :
Nycirkus med et klassisk problem. Ingen historie. Kun tada se hvad jeg kan. De har ellers forsøgt med rum og kostumer at ligne noget, der ikke er cirkus. Hvis man havde kappet 10 minutter af en sneglende start kunne der have været startet en historie om en gammel dame, der gerne vil stille op til en nycirkus-festival, hvor alle kan være med. MEN! Hun slukker radioen hvor det annonceres og dropper projektet.  Der var masser af elementer med fortællepotentiale. En dukke, et skyggeteater, en sjov lænestol, en dukkehest, en miniaturekarrussel, en kæmpekarussel og en billedramme som trapez, en lysekrone som kæmpegynge.

Mørket ligger under sengen af Gruppe 38:
Kedelig historie om mor og far i en seng hjemme hos deres voksne søn. En mærkelig til tider halvlummer forestilling med to voksne, der killer hinanden under dynen (vink vink). Det charmerende var, at det var gamle mennesker vi fulgte. De var søde som hovedpersoner. Hvis bare der have været en pointe med forestilllingen. En historie eller noget de vil. Jeg kan ikke mærke andet end "se hvad jeg kan" - lege med teatereffekter og børnerim. Og så er Bodil Allings poetisk-pædagogisk oversøde måde at spille på ved at være for meget.

Det lille verdensteater: Mellem himmel og jord
Jeg har også lyst til at blive trøstet! Efter tyve minutter fik jeg nok. Ingen karakter. Ingen evner. Modsat cirkus artisten fra Filuren. Det var bare sørgeligt. Grimt og kedeligt. Et æble er ved at falde ned, men damen kan ikke nå det. So what. En masse tilfældige ting i en vagabondagtig grim taske.
Pludselig lyd indspillet bagfra. Uden etablering. Pludselig sæbebobler. Random skizofreni snak med en fjer. Kaffen. Som om det var den lyseste ide nogensinde. Alt er beskidt, gammelt og grimt. Damen har en stor lagen bomuldskjole på. Det er bare så tragisk dårligt.
Æbleprojektet bliver mega ligegyldigt. Til sidst klipper hun det ned med en saks til slut til noget irriterende musik.
Perfekt eksempel på hvordan børneteater i hvert fald IKKE skal være. Ligesom hende den 1,5 årige ved siden af mig som bliver krammet varmt af pædagogen fordi hun græd. Sådan trænger jeg også til at blive trøstet. Er det her verdens bedste børneteater? Er det her Danmarks stolthed? Så har jeg lyst til at græde.

Olsen og Riddersalen med Lidt af Hvert.
Grimme trædukker. Dårlig historie. Men dog en historie. Erik Olsen er sjov og skarp og ironisk i sin tilgang til publikum. Men det kunne være fedt med noget mere publikumskontakt. Et metalag hvor vi møder den synlige dukkespiller. Og den sjove Erik Olsen.

St tv Sygt sund
Deadline og denne her har været super forestillinger af et teater som ellers har stået for en slags spejling af teenagelivet som jeg ikke har brudt mig om. Sygt sund er sygt sjov. Trods den sygt irriterende titel. Især RygerTove og lægen der siger folks navn er figurer og typer jeg vil huske og grine af i fremtiden. Parykkerne er sjove. Og de mange figurer er godt for fortællingen. Det eneste jeg ikke brød mig om var teenageren med anoreksi - men i denne form blev hun faktisk også en sjov parodi. Ville bare ønske man have dyrket parodien endnu mere og karrikeret hende, så alle er med på at det her er langt ude. Derfor sjovt. Ikke alvor. Men sjov i alvoren.

Tidsrum: Beatrice
Langsom start. Overraskelse med sex og punk dukke. For lidt steam punk. Og for brun æstetik. Ida dukkefører Bornholm var ret sej i sin udstråling.

Randers Egnsteater: Den lille ny
En teateroplevelse for de mindste, som ikke bliver dødsyg og kedelig for os voksne. Et fint univers. Især dukkefuglen var sød og sjov og Nanni spiller ikke ned til nogen af os. Lidt for tæt på White. Fin musik af Jacob Venndt.
Også cool med det politiske racerene tema. Måtte dog godt være tydeligere i referencen til samfundet. Det til de voksne....

For enden af tunnelen af limfjords og den Jydske opera
Dejligt rum og fin blanding af teater og opera. Virkede rigtigt med konge og dronning som opera teatralitet. Men det gik i selvsving med det opera. Det blev for meget. For lange sange. Fin historie men mangler slutningen. Hvad skete der med Snepal???

Hånden Brændende kærlighed
Underlig slutning. Egentlig en dum fortælling. Men fin brug af publikum. Og godt med den der afvikler knap i starten. Gør det hele dejlig gennemsigtigt. Også det ordløse er sjovt men det var ikke så gennemført fordi der skulle nærmest ikke fortælles noget her. Pga for tynd en historie. Lidt øv.

Traditionen tro af Alias nu Mærkværk(?)
Pisse god instruktion. Overgange. LYs brug af rum musik lydeffekter. Tempo. Humor. Energi. Sårbarhed. Udvikling.
Men opgaven lav noget om trosretninger. Er lort. Info agtigt. Og voksne der spiller en tyyk parodi på de unge er top irriterende. Som om vi unge går med en grim skoletaske, er laskede og flipper ud over et par flasker Mocai, en cigaret eller sprut. Unge er altså meget sejere nu om dage. Lad være med at forsøg at vis dem, hvordan de selv er. I ved ikke en skid om at være ung i 2015.

Når det skærer i hjertet af teaterkompas:
Igen voksne der spiller unge. Realisme. Barsk tema. Men stærkt. Stærkt fortalt. Pissegodt instrueret. Virkeligt lækkert mhp fokus musik og teater med fortælling og scener i mix. Godt løst med den usynlige lokke-person.

Kongen og vandkanden af Nørregårds og Abstrax:
Flotte dukker. Nanna S Müller er god og sød. Fed sceno. Men Bo er ikke så fed faktisk. Historien er fin. Spillet mellem dukker og msk er godt.

Miras verdener af Fairplay:
Dejlig skørt og berlinsk i sin visualitet med kæmpedukker og en kæmpehånd i hjørnet - men det hele bliver brugt og spillet for følsomt eller pænt. Og bliver ikke brugt nok. Der er heller ikke styr på hvornår man kan gå ud af rollen og ikke og hvorfor. Ham der spillede faren hoppede ud af teatret som form og kommenterede metaagtigt - me som den eneste! Ikke så godt. Ikke et stringent koncept. Kostumer var hæslige.
Godt fortalt histore om skilsmisse. Men lidt vel meget tekst. Sundhedsplejerske i Line knutzonsk stiliseret var sjov!

Teater My små skridt:
Langsom baby teater. Kedeligt. Prætentiøst. Poetisk. Meningsløst. Sandkasse men en masse ting og hvad så. Hvorfor har den vundet en Reumet? Det får mig til at blive irriteret på Reumet og smagsdommerne i dansk scenekunst.

#HRKEUNER - et dansk-tysk projekt

#hrkeuner

Kennst du Hr. Keuner? Kender du Hr. Keuner? Hr. Keuner? Han var her lige før.
De tre  skøre frakkeklæde personer kender alt til denne Hr. Keuner. Og de kan fortælle alt om, hvad han mener og synes. De kan spille ham, citere ham og være ham. Når først vi har forstået tanken, er vi nemlig alle en version af Hr. Keuner. Hr. Keuner lever – som ånd og filosofi.

Historier om Hr. Keuner
Bertolt Brecht opfandt i perioden 1933 til cirka 1955 denne pseudonymfigur, Hr. Keuner, som er en politisk og poetisk samfundskritiker. Han mener vi skal tage mere hensyn, være mere kærlige og med satire, ironi og en skarpsindig humor formulerer Hr. Keuner en lang række lettilgængelige ”sandheder” om verden omkring os. Om end Brechts ”digtsamling” HISTORIER OM HR. KEUNER er tudsegammel efterhånden er teksterne skræmmende vigtige og aktuelle for hvor tid. Det er socialisme og humanisme med spydig sarkasme og alvidende attitude. Og så er det en fantastisk indgang til Brechts værker. Det er underholdende læsning uanset om man er til teater og dramatik eller ikke.

Projektets opstart
Tilbage i februar 2014 besøgte jeg en instruktør fra Augsburg, som jeg havde mødt på Directors Lab i New York. Hun kom fra Bertolt Brechts hjemby og introducerede mig til Brecht Festivalen og ikke mindst til ”Wasser-turm-Kurt” som har den bedste boghandel i verden: Buchhandlung am Obstmark. Kurt fortalte mig om Brechts pseudonym figur Hr. Keuner og allerede på titlen var jeg solgt. Det lød sjovt! Et halvt år efter aftalte jeg med Brecht Festivalen at jeg ville komme med en mindre event baseret på Hr. Keuner og i øvrigt indeholdende noget med årets tema ”eksil”. Inspireret af en Storm P tegning af en slags gå-bil med lys, der peger ind på chaufføren opfandt jeg i samarbejde med scenograf Rebekka Bentzen en installation, der kunne rulle rundt på gader og stræder i vintermørket og dermed fungere som ”vinter-gadeteater”. Både danskere og tyskere skulle være med og på den måde, var mindt en medvirkende på fremmed grund – i en slags eksil.

Afvikling
Efter en del fundraising kunne jeg endelig i december 2014 bekræfte overfor alle parter, at projektet ”Hr. Keuner i eksil – en dansk-tysk Brecht event” kunne realiseres. Goethe Instituttet ønskede mærkeligt nok ikke at støtte det. Men Kulturstyrelsens Scenekunstneriske Internationale Udvalg kunne se noget i det ligesom lokaludvalget i Vanløse og lokaludvalget Amager Øst. Foreningen Danske Sceneinstruktører var de første til at tro på mig, og således var der efterhånden midler til et ultrakort prøveforløb på bare tre dage med tre skuespillere. To tyskere (hvoraf en også talte dansk) og en dansk skuespiller.

Sprogmøde
Jeg har før arbejdet i Rusland, hvor en tolk måtte oversætte alt hvad jeg sagde til skuespillerne, og hvor jeg ikke selv altid forstod, hvad der blev sagt på scenen. Det var en sproglig udfordring, men at instruere på delvis tysk, dansk og lidt engelsk var en helt anden sproglig blæksprutte-øvelse. ”Marie, jeg forstår jer ikke når I taler dansk” måtte den tyske skuespiller ind i mellem sige til os. Jeg havde total glemt hvilket sprog jeg var i gang med at tale på. Den danske skuespiller forstod ikke alt tysk – og det gjorde ikke opgaven nemmere.
De fleste af det danske publikum følte sig ekstremt fremmedgjorte overfor det tyske sprog, og synes det var svært at forstå, mens man i Tyskland morede sig over det danske, som lød ligesom ”Platdeutsch”, grinede de.
På holdet begyndte vi i løbet af en uges arbejde at forstå hinanden bedre. Vi lærte både tysk og dansk og Hr. Keuners tekster forstod vi i efterhånden alle sammen på begge sprog. Der opstod imidlertid andre problemer, som også vanskeliggjorde kommunikationen i prøverummet.

Intens proces
På første prøvedag læste vi teksterne igennem på tysk/dansk og aftalte, hvem der sagde hvad på hvilket sprog. Vi blev enige om, at der skulle være en dansk og en tysk version, så vi hjalp publikum så meget som muligt med oversættelser – dog uden at give køb på sprogmødet, som jeg mener var en vigtig del af temaet eksil. Dag to stod på prøver på første halvdel af det udvalgte materiale. En af skuespillerne fik en dårlig besked i privatlivet og det gik ud over arbejdsmoralen i den sidste del af prøvedagen. Om aftenen spiste vi middag sammen. Det var en smule anstrengende, fordi stemningen var blevet lidt spændt allerede om eftermiddagen. Onsdag var der fokus på at blive klar til aftenens visning i Vanløse. Det var regn og rusk, så selvom vi spillede på torvet mellem bibliotek og kulturhus, hvor man faktisk kunne stå i læ var der ikke et øje. Det var ellers annonceret i Kulturhusets program. Der havde været lidt misforståelser mellem arrangøren og teatret, så vi kunne ikke få fat på nogen kontaktpersoner, før vi faktisk nåede til Vanløse. Både jeg og Vanløse kulturhus kunne nok godt have gjort noget for, at dette projekt havde fået mere opmærksomhed og mere publikum.
Skuespillerne havde dog en god oplevelse med at få make up på og spille udendørs. Karakterer og show fungerede kunne vi konkludere – trods at kun en to personer kiggede på.
Torsdag ville jeg arbejde med anden halvdel af teksten, en af spillerne havde modvilje. Han havde i forvejen svært ved at huske tekst og aftaler, og kunne tydeligvis ikke overskue mere. Men jeg pressede alligevel på, og vi blev også klar til aftenens visning på Amager.

Improvisationer og samarbejde på Amager
Torsdag aften havde vi i alt fire forskellige stop på Amager. Vi startede foran Kvartershuset, hvor der kun var et par stykker, som var kommet for at se netop denne performance og ellers forskellige børn, unge, forældre og gamle, som kom forbi, kiggede lidt og gik videre. Den halve time lange performance, som bestod af 6 små moduler. Det var en kold oplevelse for os tilskuere. Med den erfaring bestemte i os for at flytte os rundt i bybilledet mellem de forskellige moduler. Skuespillerne eksperimenterede med at skifte mellem forskellige moduler og improvisere mellem teksterne på Musiktorvet foran ZeBU, i Amagercentret (hvor vi ikke havde tilladelse og derfor blev bedt om at forlade centret) og på Amagerbro torv ved Metroen.
Det blev her tydeligt for mig, hvor vigtigt det er, at skuespillerne har opmærksomhed på hinanden når de færdes i karakter i bybilledet. Jeg oplevede flere situationer, hvor de tre spillere ikke var opmærksomme nok på hinanden. For eksempel gik en spiller på et tidspunkt hurtigt videre mens en anden havde gang i en rigtig god og sjov gimmick med nogle restaurantgæster bag en rude. De to tyske spillere skændtes højlydt midt på torvet – men løste senere problemet igen. Det var alt i alt en lang, presset arbejdsdag og en rigtig svær aften. Jeg lærte dog noget om vigtigheden af fællesskab, tillid til at selv de små ideer kan få plads og en gensidig respekt. Det gælder især improvisation i byrummet – men faktisk også når forberedte scener skal præsenteres for et publikum i offentligheden.

Crowdbuilding
Efter en 14 timers køretur og en dejlig lur på hotellet var det blevet tid til projektets finale: Lange Brecht Nacht på Brecht Festivalen i Augsburg. Her ville vi præsentere alle seks moduler i alt tre gange. Det var et meget positivt peak efter en kompliceret uge. De tre forestillinger blev meget forskellige både mht publikum og ruten de bevægede sig i. Efter hver omgang evaluerede hele holdet og vi aftalte en strategi for næste visning.
Især erfarede vi i Augsburg, hvad det betyder at få skabt et publikum eller ”crowbuilde” fra starten og så formå at holde fast i dette publikum. Vi ønskede at bevæge os mellem modulerne, men vi risikerede dermed også at tabe det mere flygtige publikum. ”Kom med, følg med os her rundt om hjørnet” var skuespillerne nødt til at sige til publikum.
Det var en udfordring for skuespillerne både være til stede i karakter og vurdere, hvor det var godt at gå hen med eventen i forhold til publikum og i øjeblikket. Og så skulle de oven i købet samtidig blive enige. Hvorhen, hvordan og hvornår. Det lykkedes bedre og bedre at træffe de rigtige beslutninger og den sidste visning rykkede fra området foran Statsteatret i Augsburg til fortovet for foden af trappen til teatret. Altså kun en bevægelse på 5 meter – men præcis nok til at fastholde og involvere et ekstremt nysgerrigt og positivt publikum og lokke flere forbipasserende til. Det endte som ideelt gadeteater, synes jeg.

Utilfreds tilskudsgiver
Da vi, efter fire dages intens arbejde, lavede vores første præsentation ved Kvartershuset på Amager var en af de få faste tilskuere et udvalgsmedlem fra Amager Øst Lokaludvalg (som har støttet projektet). Han sagde bagefter til mig, at han synes det var svært at forstå og at det ikke var hvad han forstod ved gadeteater. At han havde forventet mere interaktion med publikum, mere publikum i det hele taget og at location ikke var god til denne type event. At det var alt for langt og at han synes det var for mange penge de havde smidt efter et projekt som tilgodeser så få mennesker. AV! Det gjorde ondt, men vi tog kritikken til efterretning og stræbte resten af aftenen på Amager efter at nå ud til så stort et publikum som overhovedet muligt. Desuden arbejdede vi hårdt på at udvikle interaktionen og gøre eventen bevægende og involverende. For han havde jo på en måde ret i sin kritik – derfor gjorde den ondt.

Intet overskud på marathon-projektet
Foruden det at skulle bokse med en ny genre, gadeteater, crowbuilding, improvisation med skuespillere som hverken kender eller forstår hinanden og ekstremt kort tid til tekstarbejde og iscenesættelse havde en også dårlig kemi med en af skuespillerne.
Vi arbejdede i løbet af ugen på Sønderbro Skole, hvor QUASI teater holder til. Skolen er et perfekt arbejdsrum, hvor man konstant bliver konfronteret med et potentielt publikum. Jeg ville dog ønske, at vi havde brugt det mere og simpelthen arbejdet mere i det ”offentlige rum”/i skolegården under prøverne. Men det var der ikke overskud til, da det var svært at bevare en positiv arbejdsmoral og på et hold, hvor der manglede kærlighed og respekt. Projektet havde marathon-agtig karakter og derfor var der ikke var hverken tid eller overskud til at løse personlige problemer eller spilde tiden med diskussioner og konflikter. Der var en usagt aftale på hele holdet om, at nu gennemfører vi det her så godt vi kan. Efterfølgende har jeg talt med spillerne individuelt om processen og om de vanskelige dele af samarbejdet.
Det er egentlig utroligt, at det endelige produkt på Brecht Festivalen i Augsburg blev så fedt, som det blev. En hollandsk festivalarrangør virkede meget interesseret. Så hvem ved – måske lever Hr. Keuner og vinter/nat-gadeteatret endnu?



Hr. Keuner – en Brecht street-event

Ide og instruktion: Marie Kilsgaard Møller
Skuespillere: Karla Nina Diedrich, Marius Bjerre Hansen og Guido Drell.
Design af vogn og kostumer: Rebekka Bentzen
Bygger: Mads Hilden.

Pris: 8000 kr. eks moms.
www.quasiteater.dk
Booking: info@quasiteater.dk