- Thunder?
- Yes, thunder! And sometimes hurricanes. You might want to wear rain jacket Do you have umbrella?
Det lyder for os som om den storsmilende informationspige i informationsstanden på et af spillestederne beskriver en helt almindelig sommerdag i Danmark, men når det kaldes en tyfon, bliver vi alligevel helt bekymrede. Er der ikke nogen, der kalder en advarsel ud i de store højtalere på gaden, hvis det bliver farligt, spørger vi. Hun forstår ikke helt… "The speaker, warning, alarm - alarm!" Jeg prøver at spille en lille scene for hende med hænderne for munden for at lave en slags megafonlignende lyd. Hun dør af grin. Nej nej siger hun og skriver navnet på Japans svar på BBC News til os på en post it. Der kan vi følge vejrsituationen.
Det er stadig varmt, men nu er det også vådt! Og blæsende! Men selv for en pige, som ellers elsker vind og dyrker kitesurfing hjemme i det blæsende Danmark, er det næsten for meget! På en flad strækning, inde midt i byen, blæste vi nærmest væk og måtte holde godt fast i hinanden. Det er vildt og temmelig spændende med sådan en tyfon. Jeg håber lidt på at opleve sådan en tegnefilms-tornado hvor stole og træer flyver op i luften og ned i en tragt-lignende hvirvelvid. Men helst vil jeg opleve det fra hotelværelsesaltanen, så jeg hurtigt kan gå indenfor hvis det bliver for meget.
På Kijimuna Festa i Okinawa har man lagt programmet så der er workshops og symposium om formiddagen og teaterforestillinger kl 13, 15, 17 og 19. Jeg skulle i forbindelse med den workshop jeg selv skal lave hernede selv deltage i en workshop og et symposium.
Workshoppen var med to dramapædagoger, som gerne ville vise nogle metoder til at integrere teater i klasselokalet for andre lærere og pædagoger. Første del af workshoppen arbejdede de med cirka 45 børn fra to 5. klasser på en lokal skole. Her arbejdede de i højt tempo, med at danne grupper, med at være impulsiv (gennem en slags sten-saks-papir-leg) og med at fortælle historier gennem fysiske billeder skabt af deres egne kroppe. De arbejde ud fra to gamle japanske folkeeventyr, som alle børnene kendte.
Jeg blev spurgt, om jeg synes det virkede som om japanske børn var anderledes end danske børn, og til det kunne jeg, efter at have observeret workshoppen med teaterøvelser sige klart NEJ. De er ens! Ingen vil være på hold med den tykke dreng, der er kliker, generthed og de ambitiøse pligtopfyldende piger. Bortset fra det sorte hår kunne det have været en dansk klasse.
I anden del var børnene taget hjem og vi voksne skulle deltage i nogle øvelser, som handlede mest om at improvisere. Om at turde give sig hen og flippe lidt ud. Damerne (for dem var der selvfølgelig flest af blandt de tilhørende, som var lærere og pædagoger) var imponerede over følelsen af først at være dårlig og usikker for til sidst at føle sig som stolt og høj på team-spirit. I anden del var der også enkelte børn som deltog sammen med os voksne, og det imponerede mange af deltagerne. "Vi var pludselig lige og legende alle sammen" sagde de med fryd ved den sluttelige evaluering. Jeg tænker, at der normalt vis må være en stor distance mellem barn og voksen her i landet. Jeg tænker på, om jeg oplever det samme i Danmark og tænker umiddelbart nej - ikke i vores institutioner i hvert fald. På den måde er der måske alligevel forskel på danske og japanske børn… Måske er japanske børn mere ydmyge eller respektfulde overfor den voksne.
Alting er omvendt i Japan! De kører i venstre side og spiser syltede blæksprutter og tang med pinde til morgenmad! I lokalet hvor workshop og symposium om communication education fandt sted fungerede air condition ikke - ment på den måde, at der blev alt for koldt. Den hjælpsomme assistent luftede ud - for at få varme ind! Udenfor var der tyfon-vejr, men vi foretrak regnen i pausen, for at få varmen. Omvendt! "Communication education" viser sig iøvrigt at være et cover for kreative fag i undervisningen. Man har ikke teater og musik som fag i skolen, men skal finde metoder til at integrere det i andet undervisning. I Japan er man lige nu på vej til at gøre mere og mere brug af teater som virkemiddel i skolen til at lære børnene at kommunikere og præsentere. Life is a performance! Det begynder man langsomt at forstå og udnytte i praksis i skolen. Børnene skal gennem teater også lære at lytte til hinanden og give hinanden respekt. Det synes jeg på en måde godt vi kunne bruge i Danmark, hvor der er kommet et - efter min mening - usundt fokus på at sætte sig selv i centrum og blive set og hørt som individ. Kvaliteten af selv at være tilskuer, anerkendende, lyttende bliver ikke dyrket nær nok og derfor oplever man også en høj grad af selvoptagethed og manglende høflighed i samtaler.
Min tolk under workshoppen var en ung fyr, som selv arbejder som skuespiller (dog mest på fritidsplan virker det som om). Vi talte om, hvordan børn og unge i Japan ikke selv vælger teater aktivt til. Man foretrækker film og andre typer af underholdning. Sådan en melding gør ondt på os, der har dedikeret livet til at skabe teater til netop børn og unge. Men jeg forstår dem godt! Efter at have set en kinesisk, en taiwanesisk og en koreansk teaterforestilling foretrækker jeg også en amerikansk romatisk komedie. Asiatisk teater er sgu mærkeligt…!
Midt indtryk er, at der er en ekstrem fokus på det klassiske her i asien. Da workshoppen var færdig spurgte en af de to workshopledere mig, hvilke klassiske historier vi har i Danmark. Han kunne have spurgt om tusinde ting. Men det, der interesserer dem, er det gamle! Traditioner, traditioner, traditioner. Og jeg tror det er fordi jeg er i et land, hvor alting er baseret på det oprindelige. Selv det nye og moderne og det elektroniske springer ud af historien, folkeånden og traditionen.
Vores Kijimuna teaterprogram begyndte med lidt af et kulturchok. Selvom fortællingen i den taiwanesiske forestilling måske var fin, så står fortælleren med sin irriterende asiatiske guitar og sin koklokke, der kører uafbrudt i cirka 60 minutter og fortæller os den udtalte morale ti minutter inde i forstillingen! "Man skal være god ved andre…" Moraliseringerne ville ingen ende tage. Det interessante ved The Magistrate of Death, som forestillingen fra Taiwan hed, var, at der var et helt skørt miks mellem rigtige mennesker og dukker på scenen. Dukkeførerne havde helt sort stramt tøj på og endda et sort klæde ned foran ansigtet. Jeg har læst lidt om den tradition i en teaterinstruktørs rejseberetninger fra Japan. Man bruger det sorte som "usynligt". Så publikum fra denne del af verden ser åbenbart ikke de sortklædte! Men jeg synes de var fantastiske. De var næsten dansere, meget elegante i deres bevægelser og spændende af følge, fx når der skulle illuderes vand med to kæmpe hvide faner, som de dansede rundt med i en lang vand-scene.
Senere på dagen så vi en kinesisk opera om konen i muddergrøften. Kostumerne var imponerende, men hverken sangen eller hele lydsiden var særligt behagelig. Jeg vil næsten sige ubehagelig! Enhver intension, aktion eller reaktion blev gjort på et kling eller et klang. Efter cirka en time havde jeg dog vænnet mig til den næsten meditative kling-lullen. Om det var det, der var hensigten, ved jeg ikke. Desværre for forestillingen var den afbrudt af et fortæller speak, som kom mellem hvert akt mens der var en tom scene. Det gjorde helhedsindtrykket lidt kedeligt og ufærdigt, trods de ellers dygtige akrobater, som spillede rollerne som krabbe, skildpadde, reje og frø. De kom på scenen, som fisken (i muddergrøften)s venner og lavede den ene flikflak og saltomortale efter den anden - men ikke kun for showets skyld - men faktisk meget fint integreret i fortællingen!
Vi har også set første akt af en forestilling spillet i den særlige japanske teaterstil "Noh". Det var noget af det mærkeligste jeg har oplevet. Syv børn sidder i hver deres side af scenen med hver deres manuskript og i midten sidder en mand med en enkelt tromme og to mænd med hver deres manuskript. Ind kommer en mand klædt i noget vanvittigt japansk dametøj, paryk og en kvindemaske, der dækker hele hovedet. Den eneste grund til at vi ved det er en mand, er fordi han synger en slags lyde uafbrudt. Det lyder som om han synger "Fu-ku-shi-ma" som forestillingen også hedder. Det skal handle om Tjernobyl-katastrofen. Men handling er der altså ikke noget af. Ind kommer endnu en vanvittigt udklædt mand, syngende eller messende. Han har en guld-kjole på og kvindemaske, som er malet med guld-sminke og en paryk med guldhår samt en skør skør meget høj hatteagtig dims på hovedet. De to synger og messer rundt i tre kvarter!! Bevægelserne er ekstremt langsomme - Bjørn synes det er imponerende, at man kan bevæge sig så langsomt. Jeg indrømmer, at jeg lukker øjnene en gang imellem, men ser også, at de ind i mellem slår deres vifter ud og danser i slowmotion med dem.
Der er også børn inde og se "Noh-børneteater", og de sidder pænt stille og kigger. Måske er det sådan det japanske folk får deres rolige og langsomme særpræg. Jeg har erfaret, at man ikke kan hilse på en japaner man kender i forbifarten! Så rejser de sig, følger efter en og siger omhyggeligt hej, sørger for at have øjenkontakt og sikrer sig, at der ikke var andet man ville. Måske kommer denne adfærd af at blive opdraget med "Noh"… Jeg forstår i hvert fald godt, at børn og unge umiddelbart ikke gider se teater medmindre de skal. Bjørn mener nu heller ikke danske børn vælger teater aktivt til - så måske har det alligevel ikke så meget med teateropdragelsen at gøre - men mere noget med at teater i det hele taget ofte opfattes som mere kedeligt end film, computerspil og leg.
Tirsdag så vi en kroatisk forestilling baseret på Rødhætte og ulven. Jeg bemærkede at det var ASSITEJs generalsekretær, der havde skrevet manuskriptet, og jeg har mistanke om at det er eneste grund til at den er med! Her fik vi et klart eksempel på, hvordan man fra scenen kan tale ned til børn! Skuespillerne var oversmilende og overpædagogiske i deres tilgang. Resten af dagen så vi kun dårlige forestillinger - og de var alle sammen fra Europa! Så nu står de ellers mærkelige asisatiske forestillinger pludselig i et andet lys. Selvom det kan være hårdt at være utilfreds publikum vil jeg alligevel opfordre alle, der arbejder med teater, til at se mere skod-teater! Det er lærerigt!
Hen mod aftenen i en lille pause stødte vi ind i en koreansk stand, som gjorde klar til en koreansk fest. Det var ganske opløftende. Vi spillede pile-spil, en koreansk form terningspil og andre koreanske lege, som de introducerede os for. Så fik vi alligevel grinet.
Det virker som som vinden er stilnet lidt af og regnen er stoppet. I dag er der en tiltrængt hviledag uden teaterforestillinger på festivalprogrammet. Kijimuna Festa har arrangeret et beachparty. Så i anledningen af at tyfonen måske har passeret os tager vi på stranden i gråvejr!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar