Vi har nu været væk fra Okinawa i en uge. Osaka og resten af Kansai regionen har fyldt os med flere eventyr, men der er mere at berette fra Kijimuna Festa.
Festivalen og det internationale mødes emne var "Nuchigusui" eller "medicine for life" eller igen "børneteatrets respondering på verdens kriser". Et tema, som jeg synes at kunne identificere mig med idet jeg står overfor en iscenesættelsesopgave om klimaforandringer for børn på 5-10 år (Professor Dyregod) og en forestilling om demokrati for 4-8 årige. Begge produktioner er selvfølgelig stadig på ide-plan og derfor er en af de ting, jeg går rundt og søger efter - også i Japan - slutningen! Altså løsningen, budskabet, finalen.
Til en social sammenkomst faldt Bjørn og jeg i snak med vores to nye Japanske venner fra "Next Generation Assitej", Natsumi og Nori. Deres program for festivalugen var at lave en teaterforestilling om netop festivalens emne. De havde i løbet af dagen haft nogle store diskussioner om, hvordan børneteatret kan respondere på verdens kriser. Jeg fiskede efter, hvordan de ville løse "morale-problemet". Det er i mine øjne netop der vi kan komme til kort med det kunstneriske udtryk omhandlende verdens kriser. Jeg har i hvert fald et ønske om at sige noget i mine forestillinger. Er så træt af teater, der ikke tør mene noget! Men! I min situation lige nu arbejder jeg med emner, som ingen i verden har fundet en egentlig løsning på! Så hvad er meningen? Eller hvad er det, vi skal ende med at sige? Det er ikke enkelt. Nori nævnte en berømt sociolog, Thomas Kuhn, som har beskrevet videnskabens kriser. Indenfor videnskab gennemgår man jævnligt kriser, hvor intet nyt bliver udviklet. For at komme igennem disse kriser er der behov for nye tænkemåder! Det synes jeg var tankevækkende. Er løsningen på verdens kriser "nye tænkemåder"?
Den færdige forestilling skabt af "Next Generation" havde ikke nogen konkret morale og var generelt et typisk abstrakt devising projekt skabt af unge mennesker, som ikke kender hinanden, og på meget kort tid. Der var elementer af skønhed, men det handlede for mig at se ikke om verdens kriser og endnu mindre om, hvordan børneteatret responderer. Der var en scene med en familie, som måtte flytte fra hus og hjem - men det gjorde ikke noget dybt indtryk og var heller ikke særligt bearbejdende eller responderende i forhold til børns forståelse af verden eller kriser. Men ambitionerne for denne gruppe unge mennesker må også siges at have været temmelig høje og temaet ekstremt vanskeligt - så det taget i betragtning var de kommet til et pænt resultat.
Senere samme dag oplevede vi en forestilling af national-børneteatret i Kina med titlen "Dragon Child". Jeg havde kort forinden ladet mig fortælle at den kinesiske Assitej-præsident ikke mener man skal lave meningsdannende teater til børn. Det skal kun være smukt! Med den indsigt havde jeg ikke store forventninger om at blive inspireret af drage-barnet. Men det viste sig at være en meget dejlig forestilling -selvom det var et af de helt store udstyrsstykker. Æstetikken var i top. Der var smukke smukke kostumer og det var enkelt iscenesat. Performerne på scenen var ekstremt dygtige til det de skulle. Historien var om barnet, som blev født af dragen, mødte alle de kinesiske stjernetegn, som alle lærte barnet noget og til sidst fik en plante. Men så kom menneskerne og ødelagde dyrene og verden og vandet blev forurenet. Heldigvis kunne den store almægtige kinesiske drage gøre en forskel og pludselig var alt godt igen. Dyrene og barnet - og dragen - havde nemlig skreget så højt om hjælp, at det var blevet hørt i hele verden. Morale: Vi må skrige højt om hjælp og dermed redde verden ved at hjælpe hinanden alle sammen. "Morale-problem" løst!
Okinawa har været besat af USA i mange år frem til starten af 70'erne. Den dag idag er store dele af øen stadig military resort. Her bor amerikanere med deres familier i et minisamfund, hvor mændene arbejder i hæren. Det er den japanske regering, som kræver, at USA har en base der. Alle er interesserede i at kunne holde Kina i snor fra et naboland. Alle undtagen japanerne som bor i Okinawa. De kan ikke fordrage amerikanerne. For fire år siden skete der en ulykke, hvor et amerikansk krigsfly styrtede ned lige midt i universitetet i Naha (Okinawas hovedstad). Det har ikke just gjort militæret mere populært. Politiet på øen siger, at de kun har problemer med amerikanere. De både stjæler, voldtager og slås med taxachauffører og med hinanden. Måske keder de sig på den lille tropeø. Bjørn og jeg mødte en dansker, som har boet i Okinawa i tolv år sammen med sin japanske hustru. Han fortalte os om, hvordan der er planer om en ny type fly, som slet ikke er sikre nok til at flyve, men som man alligevel insisterer på at have på Okinawa-basen, til stor frustration for øens folk. Han sagde også, at vi i medierne skulle holde øje med det fremtidigt folkeoprør i Okinawa. Der er stor modstand mod militæret og mange strømninger i retning af selvstændighed. Man har åbenbart en meget anderledes kultur på de sydlige øer end i resten af Japan. Ved den sidste demonstration havde der været omkring 100.000 mennesker! Så folk står sammen og står op imod systemet. De prøver i hvert fald.
På Kijimuna Festa har vi oplevet en række skønne forestillinger, som inspirerer og udfordrer. Som kan skabe bedre udrustede, mere tolerante, kritiske og kærlige verdensborgere en dag når publikum vokser op og bliver voksne.
Især en canadisk teatergruppe imponerede med to udendørs forestillinger. Flock of Flyers, som var en morsom fysisk performance om nogle piloter, som træner hårdt - og under en hård diktator-agtig officer. En frivillig måtte på scenen og deltage i øvelserne, og det hele havde en meget fin blanding af samfundskritik om mængdernes ukritiske anonyme færden og ledernes absurde magt og magtfastholdelse, klovneri og smuk danseagtig komedie. Ensrettethed og militær stilles til skue i 35 minutters intens og genial underholdning!
Samme teaterkompagni har også stor succes med en forestilling, hvor de er klædt ud som får, vædder, hyrde og ulv. Det er ekstremt realistisk, udenfor på en mark de har sat op på en græsmark og med kunstige fåre-lorte liggende spredt omkring. Børnene smager rigtig fåremælk. De tisser, parrer sig, spiser, bliver fodret af børnene og de heldige blandt publikum smager fåre-maden. Alt er smukt, sjovt og lærerigt indtil ulven kommer! Drama. Og således er en meget stillestående forestilling om et ekstremt morsomt dyr realiseret og bestået! Jeg ville ønske det var min ide!
På verdenskongressen havde jeg hørt mange rose forestillingen "White" - så den måtte jeg se. Det samme tænkte åbenbart mange Japanere med deres børn, så det krævede Bjørne-snu at få en stå-plads til forestillingen. Men det var det værd! En smuk fortælling om at tolerere det, der er anderledes. Det som har en anden farve, en den vi plejer at se. Yndefuldt, rørende, politisk og veludført. Tolv!
Efter at have oplevet "White" fik jeg mange tanker om "Statsminsteren". Vores kommende co-produktion mellem BaggårdTeatret og QUASI teater. Der har været snak om, hvorvidt Statsministeren skal bestemme, hvilken farve Danmark skal have eller hvilken musik. Ved at se White har jeg fået en trang til at arbejde med farver. Det virker rigtig godt og kan virke på rigtig mange planer! Man behøver ikke nødvendigvis en masse lys (og upraktisk mørklægning) for at arbejde med farver… Men det vil jeg tale mere med scenografen Rebekka Bentzen og dramatikeren Lasse Bo Handberg om.
En anden klassiker på Kijimuna Festa var det europæiske teaterkompagni "NIE", som også har besøgt Danmark flere gange. I Esbjerg 2010 havde jeg glæden af forestillingen "Hav", så jeg var spændt på at opleve deres trilogi i Japan. NIE har en til tider meget dansk iscenesættelsesstil, som jeg godt kan lide. Det er råt og komisk, fantasifuldt og fysisk i sine løsninger. Flere steder ledte deres forestilling mine tanker hen på Moqi Simon Trolins Sandholm, som jeg var assistent på i 2005-6. NIEs forestillinger rummer alle et impro-agtigt meta-lag af humor, hvor man kan diskutere forestillingens udvikling. For en pige, der har det stramt med comedy kan det godt blive for meget, men de smukke og dragende, velfortalte krigshistorier vinder alligevel mit hjerte til sidst. Også her kan man opleve scenekunst, der giver perspektiv. NIEs trilogi handler ikke om nutidens mange kriser, men om de kriser, der har været. Og det kan vi i høj grad også lære af!
Om præcis en uge starter jeg prøver på Professor Dyregod. Det er altid uhyggeligt med prøvestart. En følelse af helt naturlig angst kommer snigende. I kijimuna har jeg heldigvis haft det lidt på afstand, men ikke så langt væk, at der ikke er kommet ideer. Japan vrimler med retro scootere, som minder mig om Professor Dyregod med hans selvopfundne flyvende knallert. På den rejser han rundt i verden. Inden Japan har scenografen Malene Redder Ruby og jeg talt om rejsen fra sted til sted. Hvordan laver vi det? Her i Okinawa har jeg fået lyst til endnu flere effekter. Som eksempelvis de retro vindblæsere i orange, som står på enhver cafe eller restaurant hernede. NIE har givet mig lyst til at dyrke effekterne, men især de håndholdte effekter. Afvikler eller ikke afvikler? Det er noget jeg må have op på et produktionsmøde... Jeg glæder mig generelt til arbejdet. Stigerne bliver sjove at arbejde med. Kostumerne. Jeg kan på Facebook følge udviklingen i sponsorater. Ved stadig ikke helt hvad jeg skal mene om, at MacDonalds sponsorerer os… En ting er dog sikkert: Når jeg igen tager min grafiker-kasket på, så vil jeg lave en plakat med både en dansk, en svensk og en engelsk overskrift. Det kan man ligesågodt! For denne forestilling skal ud og rejse! Hvorhen og hvordan ved jeg endnu ikke. Det må få lov at stå til lidt endnu. Men mon ikke Japan trækker i os igen? Især hvis vi finder løsningen på "morale-problemet".
Imens vi i Okinawa søger efter løsningen på verdens store kriser, opdager flere store spørgsmål, søger videre i andre regioner og i selvransagelsen står spøgelsesbyen til! Sådan er det, sådan bliver det nok ved med at være. Også selvom vi så kom med en hel festival fyldt med løsninger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar