torsdag den 11. november 2010

Teaterkriser, teaterlov, teaterunion, teaterdemonstration, teater teater teater

I tirsdags var jeg til generalforsamling i DITITU, som repræsentant for ASSITEJ (Den danske internationale børneteaterorganisation). Og hvad er så DITITU? = Dansk ITI (International Theatre Institute) + TU (Teaterunionen). Denne sammenslutning står for Teaterårbogen og et informationscenter for Dansk Scenekunst, står der på hjemmesiden:
http://www.dititu.dk/opslag.asp?page=1

Det er to organisationer, som er slået sammen og som har eksisteret siden engang i fyrrerne. Nu runder de et skarpt hjørne: De har ikke fået økonomisk støtte og derfor er det sket med Teaterunionen, ITI skal have nyt liv, nye kræfter og en ny generalforsamling og den såkaldte teaterårbog (som dokumenterer alt teater i Danmark hvert år, og som man siger er et vigtigt arbejdsredskab i dansk teater - hvilket jeg ikke kan forstå - hvad bruger man den til??) overgår til TEREBAs administration.

Altså skal et helt sekretariat (Informationscenter for Dansk Scenekunst) nedlægges! Det var en ikke udramatisk og lidt vemodig generalforsamling. Det var en slags dødsdød til en aktør i dansk teater - og så alligevel ikke!
Mødet fik på sin vis stadfæstet nogle interesser i dansk teater. Der var repræsentanter fra en stor del af branchen idet Teaterunionen hidtil har haft til opgave at være paraply for alle fagbevægelser, skoler, foreninger og sammenslutninger der varetager teaterfolks interesser. Til generalforsamlingen var både dramatikere, scenografer, dansere, skuespillerforbundet, danske sceneinstruktører, FAST, Uafhængige Scenekunstnere, børneteater og jeg selv (internationalt børneteater) m.fl. repræsenteret.
Det virkede som om samtlige repræsenterede organisationer arbejder med at tænke nyt, omstrukturere organisationer og tilpasse sig moderne tider. Det er altså ikke kun DITITU, der er presset af tidens strømninger og beslutninger i kulturministeriet.
Generelt var der en stemning af, at vi skal holde sammen i den danske teaterbranche. Kim Dambæk fra danske sceneinstruktører brugte den nu sandsynligvis afblæste teaterlov som eksempel på, at vi må kunne samle os i en eller anden form for ramme, og diskutere vores branche. Der er emner, hvor næsten alle er enige, og her er det nødvendigt, at stå sammen politisk, for at blive hørt og få bedre vilkår. Desuden kan der måske være mening i at mødes og sparre omkring fornyelse af organisationer, formål, samarbejde, nye måder at få støtte på osv. Om det er Teaterunionen eller en anden forsamling der lægger navn til denne paraply - eller dette kæmpe teatersymposium - det er ikke så vigtigt. Så længe det vil finde sted.

I dag, i dette øjeblik, afholder De Uafhængige Scenekunstnere en demonstration foran kulturministeriet. De vil have en ny teaterlov! Det er vi nok faktisk rigtig mange der gerne vil. Det er i hvert fald den opfattelse jeg får, når jeg læser det opsummerende høringssvar i instruktørernes fagblad "Det Postomdelte".
Hvis man ikke kunne deltage i demonstrationen i dag kunne man sende et billede, som printes og medbringes til demonstrationen på en stav, båret af en anden. Jeg har sendt mit billede til Uafhængige Scenekunstnere samt postet deres kampagne-logo her på bloggen og på Facebook. Foto-ideen er et godt koncept, synes jeg, for et miljø, hvor mange er på turné og spredt i mørke prøvelokaler over hele landet hele dagen. Jeg håber deres arbejde vil bære frugt.



De Uafhængige Scenekunstnere er gode til at kæmpe for en politisk sag. Måske vil det blive dem, der i fremtiden kommer til at stå i spidsen for et netværk for hele branchen. Måske bliver det nogle andre. Men jeg tror på, at netværket vil opstå automatisk!
Sådan skete det med mit nye netværk: NUTS - Netværk for unge turnerende scenekunstnere. Det er opstået, fordi der er et behov. Og det vil leve så længe nogen finder det vigtigt, nødvendigt og meningsfyldt.
http://www.facebook.com/home.php#!/pages/NUTS-Netvaerk-for-Unge-Turnerende-Scenekunstnere/169128113103308
http://børneteateravisen.dk/artikelNote.aspx?document=040E44C2-6663-42A6-8272-C68FF06CC81E&container=cms%2Findhold%2FNoter

Netværker er tidens helt store buzzword - og betyder egentlig bare faglige venner. Hvordan opstår disse? Gennem møder. Arrangerede eller tilfældige. Men i rammer, hvor der er plads til sludder, sladder og snak. Netværk opstår oftest lidt tilfældigt og altid efter behov. Hvis der er ønske om at kende nogen, så møder man nogen.
Men der kan også være et politisk behov. Det er ofte en drivkraft for at mødes. Og det er her en paraply for de mange fagforeninger, skoler og andre aktører indenfor dansk scenekunst er en oplagt kommunikationskanal.

Hvor skal det næste slag slåes for et sammenhold i dansk teater? Jeg ved det ikke. Men når det bliver nødvendigt, tror jeg. Får vi en ny teaterlov eller endda en ny regering? Bliver det nye netværk en web portal a la Proscenium, der samler os alle? Findes en sådan portal måske allerede?
Måske mødes vi til et stormøde i maj under verdenskongressen for ASSITEJ - evt. arrangeret af de to internationale hovedkræfter i det danske teatermiljø: ASSITEJ og ITI (hvis altså ITI liver op igen med en ny og innovativ, visionær bestyrelse)?
Det er muligt. Alt er muligt. Uanset hvad der sker, tror jeg på, at netværket nok skal opstå, når der er et behov for det. Altså vil Teaterunionen, som nu mister sit sekretariat, opstå igen. I en anden form og under et andet navn måske. Men netværket for den danske teaterbranche vil bestå så længe der er et behov. Derfor: For evigt!

tirsdag den 2. november 2010

Note til mig selv:

Læs Richard III af Shakespeare.

Efter at have set Det Kongelige Teaters reumertbelønnede opsætning af Richard den Tredje her til aften har jeg stor lyst til at læse teksten.
Havde inden forestillingen kun hørt stor ros, så forventningerne var enorme. Og jeg må være ærlig: Jeg kunne også virkelig godt lide forestillingen. Især selve iscenesættelsen. Fantasifuld. Modig. Meget skør og med masser af ironi. Et univers jeg brugte hele første akt på at acceptere. Jeg undrede, betragtede, åbent, kritisk og med tungen lige i munden, for det er ikke let at holde styr på stamtræet, selvom det er malet med stort på hele bagvæggen. Jeg må give en gråsprængt herre, som jeg overhørte tale med sin kone i pausen ret: "Jeg forstår jo ikke en brik af hvad der sker og hvem der er hvem". Først til allersidst gik det op for mig, hvem hende med solbrillerne var. Generelt var kvinderne meget passive. Men det gjorde ikke så meget - især ikke i andet akt - hvor historien begyndte at tage fart og vi bliver revet med. Vi både hepper på og væmmes ved "onkel Richard" - og det er en dejlig splittende følelse - for han er bestemt ikke rar, Søren Sætter-Lassen, men han er et ovenud komisk stjernebillede, og et velfortjent midtpunkt og hovedkraft.
Andet akt var altså mere spændende, men ligesom i første akt bliver det ofte detaljeret, forvirrende og lidt mærkeligt, med alle de monologer af poetisk metaforisk Shakespeare, som jo skal med...
Jeg ønsker mig, at historien får første ret, og så kan vi lege med sprog i de passager, som faktisk er interessante og dramatisk drivende. Det er tydeligt at se, at de passager, som ikke er vigtige nok for historien heller ikke spilles specielt godt. Hvor det derimod er dramatisk, spændende og afgørende er skuespillerne helt geniale, sjove, karrikerede samtidig med troværdige og sympatiske.
Den meget fysisk basrede instruktion fungerer godt, det er sjovt, og det vanvittige univers giver direkte belønning hos publikum. Det var en stor oplevelse, at sidde på 1. balkon, anden række mellem alle de fine, smårige borgerlige stamgæster og være vidne til sjælden men sand indlevelse. Damerne gispede, skræg, lo højt og hvinede. Der blev larmet lidt med noget slik og hvisket forklarende bemærkninger. Det var nærmest som i et børneteater - og det gør mig glad. For småstøj gør ingenting, når det betyder, at publikum er trygge og medrevet, når det betyder, at de også tør lave lyd, sige noget, følge med og - lade scenen vide de er der.
Stemningen i salen mindende mig om en blanding af atmosfæren jeg forestiller på Shakespeares egen tid og det jeg har læst om Bertolt Brechts teaterforestillinger.

En dejlig aften. Men hvad er der med det der Shakespeare? Det er folkeligt ja, morsomt ja, men er det vigtigt? Jeg er ikke helt sikker. Jeg vil gerne svare ja, men jeg tror lige jeg bliver nødt til at læse manuskriptet til Richard III for mig selv først.

mandag den 11. oktober 2010

Power Dating - en workshop om impulsivitet

Jeg blev inviteret som en ud af ca. 20 professionelle scenekunstnere fra forskellige fag fra scenografer og instruktører til musikere, dansere, skuespiller og performere. Vi skulle undersøge og træne impulsiviteten i idéfasen i arbejdet med teaterforestillinger.
Undervejs skulle en teatervidenskabsstuderende følge os som et led i et speciale om dokumentation af udvikling af og eksperimenter med scenekunst.

5 dage x 8 timer med små opgaver, alene, to og to og på hold, der efterhånden som ugen gik blev større og større.

Den første dag blev vi præsenteret for teorien om (sat på spidsen) tre faser og tre kommunikationsformer med forskellige værdier tilknyttet. Vi skulle arbejde i den fase, som indebar åbenhed, gensidig interesse og generel impulsivitet og sparring. "Sige-ja-fasen" tror jeg også jeg vil kalde den.
Herefter skulle vi først interviewe hinanden to og to om et postkort man havde valgt, som skulle vise noget om "mine drømme og håb for, hvad jeg gerne vil skabe om et år" samt hvad kortet siger om mig og mine kompetencer og om impulsivitet. Bagefter skulle vi præsentere interviewsne ved at spille den person vi havde interviewet og sige de ting vi havde fundet ud af. Grænseoverskridende, men egentlig en meget dejlig måde at komme i gang på og blive præsenteret på. Uhøjtideligt og sjovt at blive spillet af en anden.
Om eftermiddagen skulle vi på 1 time lave en soloforestilling på max 3 minutter ud fra genstand vi fik udviklet hver især. Det var vanskeligt - men det var det for alle. Og resultaterne var overraskende gode!
Jeg havde fået en tommestok fra Silvan. Derudfra lavede jeg historien "Silvan - gør det nemt", som jeg tegnede op i målestokforholdet 3:17 og med en klassisk dramaturgisk spændingskurve, der også fungerede som en tidslinie. Efterhånden som historien skred frem rullede jeg flere tegninger ud under tidslinien, som illustrerede historien.
Det handlede om en arkitekt (spillet af mig selv), der ville bygge noget nyt og derfor rejste til sverige i en lille båd. Men så blev det uvejr og båden kentrere. Der var dog for langt ind til Danmark og derfor måtte arkitekten svømme over til Sverige. Da hun kom i land blev hun mødt med et forskrækkende syn. Ved bredden stod der en flok indvandrere og spejdede over mod Danmark. I Sverige havde der nemlig været valg og de onde var kommet til magten, så de fremmede havde nu ikke længere lov at være i landet længere. De var alle enormt tynde, stakkels og frustrerede. Pludselig var der en der hængte sig selv i et stort æbletræ. Det fik arkitekten til at handle. Hjælp måtte der til. De kunne jo ikke alle sammen hænge sig selv. Så arkitekten hjalp dem med at få fat i æblerne og lærte dem at spise de på tegningen 3 cm. i diameter (altså i virkeligheden 17 cm. i diameter) kæmpe-æbler. Derefter byggede arkitekten med bådens årer, som var flydt op på land fra forliset, og med en pressening et telt, hvor indvandrerne kunne sove. Nu skulle det værste være overstået. Men indvandrerne var stadig ikke glade at se på. Så kom arkitekten i tanke om, at de måske manglede en leg!
Derfor gav han dem sin tommestok, så de kunne lege med den og bygge til og udvidde deres nye hjem. Nu blev de glade og arkitekten bestemte sig for at rejse hjem igen. Hvad der vil ske i fremtiden er vanskeligt at spå om, men der er stor sandsynlighed for at arkitekten tager i Silvan og køber en ny tommestok - fordi Silvan gør det nemt.

De andre havde mange gode små indslag, som jeg vil beskrive i et andet blog-indlæg.

Dag to skulle vi arbejde to og to med en sightspecific forestilling ud fra et digt af ham der skriver de der "det var en tohundrede og treogfirsenstyvende gang." Kristian (skuespiller og manuskriptforfatter) og jeg lavede en forestilling om en russisk rengøringskone: Schmarazschka, som gør rent på herretoilettet, men bliver overrasket af nogle vandflasker som på mystisk vis ruller ud under døren fra begge toiletterne. Det viser sig at være "klarhedsvand" som får hende til at se klarere og hun blive helt vild. Hun vil bade i det - men det går jo ikke foran publikum. Hun vil drikke det, men det er ikke stærkt nok. Så stikker hun hovedet ned i en spand hun har fyldt med vandet og kravler derefter ud af vinduet, hvor hun ser alting - bladene på træerne er helt tydelige. Alt er vildt.
Om eftermiddagen på dag to var vi fire på et hold. Jeg var sammen med Jakob Stage (danser og koreograf) og to scenografer (Tania og Dorte). Vi fik en cd med saturday night fever, som vi havde halvanden time til at forberede et nummer ud fra. Reglen var, at det skulle være i et rum uden scenografi, kun med krop. Det var frygtelig vanskeligt for scenograferne, men vi endte med at lave en dans med nogle møder mellem forskellige mennesker samt en dans, som sluttede i et showagtigt cheerleader-showbillede.
Det var en mere vanskelig proces, da ideerne ikke flød men snarere blev undermineret når der var noget. Og vi sagde måske ikke det vi mente, men ironiserede. Jeg tror det stykke musik var vanskeligt for de andre i gruppen, da de havde et særligt forhold til det fra deres ungdom. Det er jeg vist lidt for ung til. Jeg så/hørte mere Grease og Dirty Dancing. Det betød at vi i starten kom til at tale om alder. Og det gjorde muligvis også mig lidt mere usikker. Kombineret med at være træt. Ikke meget impuls i det. Fjollet, men sådan kan en proces jo også være. Og resultater kommer der altid! Hvis der skal.

Dag tre var jeg på arbejde for sidste gang + skaffe-dyr for QUASI teater. Men jeg nåede tilbage til workshoppen til en midtvejsevaluering, hvor vi talte om, hvordan man kan synliggøre selve processen mere. Hvordan man kan lave mere ekstrem impulsivitet/træning og hvordan man kan komme nærmere undersøgelsen af impulser.

På dag fire fik vi en avis, som vi skulle arbejde med i et par timer to og to. Jeg arbejdede sammen med en musiker, der hedder Thomas. Vi havde lidt svært ved at bestemme os for et bestemt plot eller koncept og begyndte efter at have studeret avisen at improviserer over forskellige historier, som vi godt kunne lide.
Det endte med at blive til en amatørteaterrevy (vores avis var en lokalavis, så et amatørteater passer dermed ok godt). Vi pjattede, trommede og hyggede os godt, og publikum grinte dejlig meget.
Jeg fik ros for min komik og den fælles rytme Thomas og jeg havde. Stort. Jeg er jo ikke - og har aldrig været - skuespiller.

Jeg talte med Petra (en anden instruktør) om at lave etydetræning i forsøgsstationen. Det vil jeg arbejde lidt videre med.

Dag fire eftermiddag var vi fire på et hold med nogle tilfældigt valgte ord som inspiration. Jeg arbejdede med Marc (arrangøren), Sara (scenograf) og Tora Balslev. Det blev ret hurtigt til en fysisk improvisation, som blev til en forestilling om smerte og glæde. Temmelig abstrakt, men meget fint synes jeg selv. Rummet blev dekoreret af malertape, som indrammede alle de steder på gulvet, hvor vi opholdt os i de mange små enten smerte eller glædesstemninger.

Dag fem var en heldagsopgave, hvor vi var fem eller seks på hvert hold. Min gruppe bestod kun af kvinder, og vi endte med en visuel interaktiv performance om at drømme. Her skulle jeg spille stjernen, som falder ned fra himlen. Jeg digtede en historie om alle de mange ting, som stjernen møder, og fortalte den for gæsterne mens de gik rundt i det meget smukt dekorerede og stemningsfyldte rum. Stilen var papirsklip. Meget stilfuldt og eventyrligt egentlig.

At få nye venner blandt workshopdeltagerne og at blive kastet ud i vilde opgaver sammen har gjort ugen helt fantastisk og uforglemmelig. Det var vanskeligt for mig at fortælle nogen om det mens det stod på, fordi det var som om det var et privat rum og at det kun var os deltagere, som kunne forstå hvor vigtige de øvelser vi lavede var og hvor fedt og svært det var på en gang. Det var virkelig som om vi havde en hemmelighed.
Nu vil jeg prøve at videreformidle alligevel. Om ikke andet så til mine egne noter.
I et senere blogindlæg vil jeg beskrive nogle af de andre deltageres små forestillinger. Der opstod de fineste små ideer, som fortjener at blive foreviget i en lille beskrivelse.

Til behagelig orientering...

... stod der i en email fra producenten Agnete Krabbe en fredag aften. Jeg vidste det godt allerede, for hun havde ringet for et par timer siden, for at "tale med instruktøren bag forestillingen Enten Eller, Marie Kilsgaard Møller". "Ja, det er mig". "På vegne af kunstrådet vil jeg gerne meddele dig, at QUASI teater har modtaget støtte til forestillingen Enten - Eller."
"Vent lidt, jeg må lige af cyklen" udbryder jeg. "Hvad?"
Jeg løber gennem regnen. Skriger. Griner. Skriger igen. Forstår det ikke helt. Er målløs. Aj, ikke målløs, men forbløffet. Lykkelig. Og så efter en uge, hvor TeaterHUSET har været i lort til halsen, og hvor jeg har grovet kløften i panden, som min mor kalder min bekymringsrynke, dybere end ekkodalen. "Det var dog en dejlig nyhed ovenpå den uge" siger jeg og tager til teenageagtig fest i det unge smukke København.

Jeg har ikke glemt støtten. Jeg har ikke glemt meddelelsen, som er som en drøm, der går i opfyldelse. Men jeg har endnu ikke rigtig forstået det.

Nu er vi altså blevet anerkendt som teater, og jeg som instruktør og kunstnerisk ansvarlig er som scenekunstner nu endelig blevet anerkendt som professionel - men uden uddannelse. Jeg har længe ønsket mig den status og i cirka et år har jeg følt mig godt tilpas med tanken. Autodidakt. Professionel.

Jeg har en masse bekymringerne for, hvad forskellen er mellem før og efter støtten. Jeg har en ide om, at alting er anderledes. At jeg ville være anderledes. Gå anderledes klædt, opføre mig anderledes og prioritere anderledes. Måske mere voksent. Måske mere kreativt. I hvert fald anderledes. Men det sker ikke. Livet føles ikke mere alvorligt "nu med støtte". Jeg har ikke haft behov for nye venner eller nyt tøj. Alting er faktisk som det plejer... Når jeg tænker på forestillingen, når jeg forbereder mig og holder møder med folk føles det heller ikke anderledes. Så hvad der forskellen? Hvornår bliver jeg overrasket over livet som professionel scenekunstner?
Hvilke udfordringer er det der venter mig og hvilke erfaringer skal jeg gøre mig i level 5? Level 5, hvor folk får løn og hvor vi alle måske forventer mere af hinanden?
Måske ikke - måske har ambitionniveauet og professionalismen været så høj de sidste par år at der ikke er den store forskel...
Men hvorfor var det så jeg for et år siden svor til Agnete, at jeg ikke ville lave en til forestilling uden at få løn og med lønninger til alle medvirkende? Det var fordi jeg havde brug for en gensidig aftale med alle medvirkende om, at når vi producerer, så gør vi det og kun det. Så er man frisk til prøverne og har forberedt sig. Professionalismen skal skinne igennem i processen. Produktet skal være så godt det overhovedet kan blive. Med sådanne forventninger til de medvirkende stiller jeg store krav men er det urimelige krav? Vil jeg opleve de samme skrupler i denne proces som jeg "plejer"? Det er ikke til at sige.
Men jeg glæder mig uendeligt til at komme igang. Til at skulle arbejde med Enten - Eller fokuseret, koncentreret. Og at skulle arbejde med folk, der bliver betalt for det de laver, fordi de er dygtige og dedikerede.

Første store udfordring er at skaffe flere penge, så vi faktisk kan betale det overenskomsterne kræver. Det i sig selv bliver en udfordring. Hvis ikke det lykkes skal vi i lønforhandlinger. Det bliver noget nyt.
Vi skal lave en produktionsplan, som involverer en lysdesigner. Det bliver interessant. Det har jeg ikke prøvet før. Men jeg er spændt på at opleve, hvad Michael vil bidrage med i det æstetiske udtryk.
Jeg er spændt. Kan faktisk ikke vente. Må igang! Først med manuskriptet.. det bliver vanskeligt i sig selv. Det SKAL være en pissegod historie. Pissegodt fortalt.

Den nye Marie

I september måned har jeg haft for meget at lave, for mange forskellige tanker og ganske enkelt mentalt overload. Det har gjort mig ondt - men store tanker har hjulpet og nu er det godt igen. Der er sket meget. Jeg vil forsøge at dokumentere alt det der har med mit arbejde med scenekunst at gøre her på denne blog.

Karakteristik af Den nye Marie:

Den nye Marie bestræber sig på at gå i svømmehallen to morgener om ugen.
Hun har tid til en kop spontan kop kaffe i køkkenet, hun holder pauser i løbet af dagen, hun ser en film en gang imellem og hun snakker med dem hun bor sammen med.
Hun går ture alene, tænker på livet, samfundet, meningen og meningsløsheden. Alene.
Den nye Marie arbejder med teater så meget hun overhovedet kan. Øver sig. Eksperimenterer. Udvikler og leger.
Hun arbejder på en forestilling, som måske kan vokse sig større, og som handler om den nye folkesygdom: Stress og depression.
Hun arbejder også på en dukkemusical om Søren Kierkegaard - en ensom, passioneret og stædig mand med hang til tungsind.
Den nye Marie husker at gøre alt det, der gør hende glad.
Den nye Marie passer på sin tid. Er ikke sekretær. Arbejder ikke for nogen eller noget hun ikke brænder for eller tror på.
Hun skriver - men på sine egne projekter eller freelance (projektorienteret).
Hun er frivillig i ASSITEJ og glæder sig til verdenskongressen.
Hun er med til at etablere NUTS - netværk for unge turnerende scenekunstnere.
Hun er ikke længere hverken formand eller i bestyrelsen for TeaterHUSET. Det projekt har jeg givet alt hvad jeg kan og vil til. De er bedre tjent med nye begejstrede kræfter. Jeg krydser fingre for dem - og besøger dem jævnligt som et aktivt frivilligt medlem.
Den nye Marie er kandidatstuderende på retorik og læser sine lektier så ofte hun kan det.
Den nye Marie drømmer om en lederstilling på et teater om to år.
Hun drømmer også om sit eget lille teater, hvor hun kan lave børne-turnéforestillinger i QUASIs navn sammen med Agnete.

Den nye Marie er autodidakt professionel sceneinstruktør, støttet af Kunstrådets Scenekunstudvalg.
Den nye Marie vil instruere flere forestillinger - freelance - og håber på at blive hyret af et teater snart.

onsdag den 1. september 2010

TeaterHUSET – et flagskib for undergrundsteater

Formandens beretning - TeaterHUSET d. 30. august 2010

År 2059... Jeg tænker på, at der eddermamer er sket meget det sidste års tid. Så væbn dig med tålmodighed. Der er meget jeg både gerne vil og faktisk skal sige. Jeg skal berette om, hvad der er sket i TeaterHUSET det sidste år. Men jeg vil også gerne sige noget om udfordringerne, der venter i fremtiden og lidt om mine personlige oplevelser og følelser omkring dette unikke sted.
Da jeg blev mindet om, at jeg skulle lave denne formandens beretning, fandt jeg de gamle papirer frem i TeaterHUS-bunken hjemme i skrivebordsskuffen. År 2059 var overskriften på det øverste stykke papir. Jeg smilte for mig selv. Jeg husker tydeligt visionsweekenden i et mødelokale i Det Kongelige Teaters opera på Holmen for præcis et år siden. Vi havde mange drømme og store visioner. Rigtig mange planer er faktisk blevet afprøvet og realiseret.
Vi fik stillet den pædagogiske opgave at beskrive TeaterHUSET om 5 år og derefter om 50 år. Her er nogle af de ting der står på mit papir fra opgaven:
2014: TeaterHUSET er en del af en stor ”kage” som hedder HUSET i Magstræde. Et tværkulturelt, udviklende hus. Flere kurser, regelmæssige brugere. Mere plads. Fed stemning. Frihed. God fest. Samlet miljø. Skoleagtigt med synlige ”niveauer”.
Og under 2059 står der: Blevet en skole, mere undervisning, mere struktureret. Kontakt til alle dem der laver teater. Og denne følgende sætning var streget over: ”Dem teatrene ringer til, når de er trætte af Nik.Bro.” Fagforening. Alle niveauer. 1., 2., 3., 4., 5. klasse. Hierarkisk. Gode faste undervisere (skaber også netværk). Stadig et sted. Og endelig: Internationalt og anerkendt.
På et andet papir fra en anden øvelse står der ”et flagskib”. Gratis kurser, teknik kurser, medlemsaktivering, hvid i offstage, filmvisning, flere medlemmer, flere timer til de ansatte og caféaktiviteter arrangeret af forskellige teatergrupper.
Rigtig meget af det, der står på notaterne har vi faktisk nået, eller også har vi arbejdet intenst hen imod det. Det har været et heftigt år for Københavsn undergrundsteater og for TeaterHUSET. Som flagskib synes jeg vi er blevet stærkere, klogere og bedre.

Filmvisningerne har er vi ikke fået sat igang endnu. Men vi har udviklet et nyt ansøgningssystem, som inddeler ansøgende grupper i førstegangs-producerende og erfarne grupper. Vi har kaldt programmet NEO og EXPO. Nye og erfarne. De to scener, Planeten og Bastarden, fordeles af dem, der behandler ansøgningerne, og dermed er de scenernes status på sin vis blevet mere ligestillet. TeaterHUSETs medarbejde ser nogle problemer i NEO-EXPO-opfindelsen. Fx kan det siges, at grupper med korte deadlines (hvis de vil spille om 2 måneder fra de henvender sig) ikke kan imødekommes. Det er en skam, og noget, som den nye bestyrelse må finde en løsning på i den kommende sæson. Omvendt, så oplever vi en stigende interesse for at spille i TeaterHUSET. Med 2 årlige ansøgningsfrister er det muligt at planlægge sæsonen på et tidligt tidspunkt, hvilket er både godt og vigtigt, når vi deler HUSETs lokaler med stadig flere og flere.
Jeg har i den sæson der nu er slut set nogle rigtig gode forestillinger på Bastarden, og set rummet brugt på måder, som gør det til en flot og attraktiv scene. Selvom der ikke er kommet færre søjler eller flere kvadratmeter er Bastarden vokset!
Planeten er en fantasisk scene, som det er fantastisk, at vi har adgang til og kan dele med de mange andre interesserede i HUSET. Jeg håber, at der vil blive ved med at være store smukke undergrundsteaterforestillinger på begge scener, og at alle HUSETs brugere fremover vil bakke op om og deltage i hinandens fester og events og på de mange scener.
Forestillinger i 2009/2010 var: Vildskud Festivalen 2009, Bare1Tanke ”OS2”, Asyl Open Mike, Kaliber 8 ”Pølseskind”, TENK ”Babuschka”, Skuespillerskolen Ophelias Macbeth, Vid og Sans ”Flugten fra kommunen”, Teater Lab. Co. ”3 forestillinger”. Ialt giver det 6 forestillinger på 1 år! Det er cirka ligeså meget som man har på en profesionelt drevet scene. Det er fedt!

Vi har i det år, der er gået, besluttet at bruge flere penge på PR, og TeaterHUSET har fået et fast abonnement på Teaterkalenderen. Dette kan også medvirke til den øgede interesse omkring at producere her i TeaterHUSET. Men arbejdet i TeaterHUSET har sandelig ikke kun været bestyrelsesbeslutninger og teater. I februar havde vi en arbejdsweekend, hvor Off Stage blev malet hvid, mødelokalet grønt og Studiet er klargjort til spejlvæg. De få medlemmer som mødte op fik mange lange snakke, grin og maling på tøjet. Vi havde kæmpet for og håbet på mere frivillig engagement i foreningen i forbindelse med arbejdsweekenden, men uden held. Det er noget, der er blevet talt om ofte, og som fortsat vil være på dagsordenen: ”Hvordan får vi en mere aktiv frivillig forening?”

Der har været mange succesfulde kurser og gratisarrangementer, som har givet medlemmerne mulighed for at møde nye scenekunstnere og udvidde deres netværk, præcis som det er ambitionen at TeaterHUSET motiverer til.
Vi har haft:
- Longform Impro v. Kasper Nielsen
- Manuskript kursus v. Troels Christian Jakobsen
- De Store Russere v. Jens Michelsen, Martin Lyngbo og Niels Damkjær (i samarbejde med DATS)
- Krop og stemme træning v. Nikolaj Papaduke
- Informationsdag om turnerende teater for alle interesserede teatergrupper.
- Bastard Teorier, som var et forsøg på at lave nogle gratisaktiviteter for medlemmerne. 2 ud af 3 af disse blev ikke gennemført pga. sygdom og mangel på tilmeldte. På kontoret mener man, at erfaringen mht. tilmeldinger er, at det ikke skal være helt gratis. Men TeaterHUSET vil dog gerne fastholde fundraising til kurser for at gøre brugerbetaling minimal.

I 2010 har TeaterHUSETs bestyrelse og ansatte været aktive i forhold til styrkelsen af netværket på tværs af instanser i hele Danmark, som laver independent teater. QUANGA (Århus), Bühne (København), Vilskud festival (København), TeaterHUSET og et meget spædt netværk i Odense har alle mødtes nogle gange for at finde fælles fodslag.
Især samarbejdet mellem TeaterHUSET og Bühne har resulteret i nye konkrete initiativer. Det startede faktisk med, at vi røg ind i nogle overlap mellem TeaterHUSETs og teaternetværkets Bühnes udbud af kurser/workshops. Derfor tog vi initiativ til et styrket og tættere samarbejde. TeaterHUSETs lyst til at rumme alle initiativer i undergrundsscenekunsten matchede Bühnes behov for lokaler og faciliteter. Sæson 2010/2011 bliver svendeprøven på dette nye samarbejde. Vi håber at stå stærkere sammen. For TeaterHUSETs kursusvirksomhed betyder samarbejdet i første omgang, at der kommer 2 årlige kursusrækker og workshops, som laves sammen med Bühne og dermed tilbydes på samme tid til 2 netværk på én gang.
Et godt eksempel på samarbejdets muligheder var readingen på Planeten i april 2010, hvor Bühne og TeaterHUSET sammen arrangerede årets største begivenhed – i øvrigt i samarbejde med Huset i Magstræde, som havde 40 års jubilæum. Den event var et vigtigt og stærkt symbol på, hvad det her sted kan og vil i fremtiden.

Sidst men ikke mindst har vi for ganske nyligt fået godkendt indstillingen i kommunen, som beskriver HUSET i Magstræde i fremtiden, som et mere samlet HUSET med flere frivillige foreninger, med en større genremæssig spredning og endnu mere aktivitet. I 13 måneder har vi kæmpet for den sag – og endelig kunne politikerne træffe en beslutning, som vi er meget glade for og spændte på.
Det bliver Vildskud festival hver dag, plejer jeg at sige. Det ved jeg selvfølgelig godt, det ikke bliver. Men under Vildskud stod jeg på et tidspunkt i cafeen og skulle købe en øl. En perifær ven stod med en øl og snakkede med en jeg ikke kendte. ”Skal du have en øl med?” spurgte jeg den fremmede. Jeg havde lyst til at gi’ en bajer, for vi var jo fælles om at bruge og nyde cafeen. Derfor var han altså nu min ven. Hvis ikke Vildskud-festival hver dag, så ønsker jeg, at få netop den beskrevne følelse hver dag i HUSET. Og jeg håber, at mange andre også vil opleve det samme og lysten til et tværkunstnerisk fællesskab og samarbejde i fremtiden. Både på det udøvende og på det administrative plan.
TeaterHUSET bringer en varm tak til dem, der har lagt frivillige timer og kræfter i det politiske lobbyarbejde og en tak til alle dem, der har troet på, at det kunne lade sig gøre at finde en fælles løsning, som vil gøre alle lykkelige.

Vi har i år fået Thea ind i bestyrelsen, og siden sidste generalforsamling har fået en ny tekniker og en ny administrativ leder. Der har været mange skift og omvæltninger og meget pres på de to gange 12,5 timers ansatte. Men det har vi som medlemmer ikke kunnet mærke. Der skal lyde en ærlig, dybtfølt og varm tak til Liv Helm og René Kruse for deres indsats i den forgangne sæson.

Bookingsystemet er blevet gjort manuelt igen og René bruger alt for lang tid på at taste reserveringer ind, når han kunne gøre noget sjovere, vildere, hurtigere. Bookingsystemet er noget, der skal på dagsordenen i det kommende år, forhåbentlig i samarbejde med de andre brugere af HUSET, fordi vi nu bliver flere aktive frivillige, der skal til at dele endnu flere rum.
I det kommende år skal bestyrelsen desuden have et effektivt og aktivt samarbejde igang med HUSETs administration. Vi skal huse flere fantastiske forestillinger i TeaterHUSET, og vi skal udvikle de rum og resourcer, vi har til noget endnu federe og til forhåbentlig endnu mere aktivt frivilligt fællesskab. Vi skal også være visionære igen – og forestille os TeaterHUSET – denne gang i 2060. Lave filmvisninger og eksplodere i synligt undergrundsmiljø.

For et år siden havde vi hele kroppen fyldt med visioner, som har dannet grundlag for et aktivt, stærkt og engageret arbejde både på kontoret i hverdagene og i bestyrelsen. Vi skal blive ved med at have ambitioner, få flere ideer, nye håb og drømme. Men vi skal også være koncentrerede om at styrke de mange smukke flagskibe, som vi allerede har sat i søen.

lørdag den 8. maj 2010

Optur!

Når det går op må det vel også gå ned tænker jeg og ånder lykkeligt ind. Har man virkelig lov at være heldig... Heldig er jeg. Er vi!

Vi har fået op til flere gode anmeldelser. Vi har solgt halvdelen af vores forestillinger i efteråret 2010. Vi får masser af respekt og man siger at denne forestilling vil kunne spille meget længe.

Vi er blevet til en kunstnerisk virksomhed (moms-fritaget). Har haft møde med banken. Udbetaler løn og tjener rigtige penge. Henter tilbud ind. Køber udstyr og søger midler til mere af fra samme skuffe. QUASI-skuffen.

Min bror sagde til mig idag, at QUASI faktisk betyder det der ligger mellem normalt og unormalt. At det også kan betyde 1/4. Jeg kan godt lide det. Det er vores udtryk. Jeg står inde for det. Det er uendeligt vigtigt og vidunderligt at være med til. Igen former lykken mit ansigt i noget jeg ikke selv kan se, men som føles rigtigt.

Snart har vi fået nye venner. Et miljø. Et sted hvor vi ved hvem vi kan stole på, og hvor andre kender os for præcis hvad vi er. Ved hvad vi har lyst til og kan. Ønsker at bruge os.

Inden længe skal jeg mødes med formanden for ASSITEJ, for at diskutere fremtid og planlægning. Jeg er beæret over at være en del at organisationens udvikling og mener selv jeg har noget at byde på. Til sommer står den på Bolivia og Argentina. Argentina har også et ASSITEJ projekt på programmet.
Og derefter skal jeg lave mere politik! Det er så vigtigt. Og jeg elsker det!

onsdag den 28. april 2010

VIDSTE DU, AT DANSK BØRNETEATER ER VERDENS BEDSTE?

Af Marie Kilsgaard Møller
Vicepræsident i ASSITEJ Danmark og teaterinstruktør i børne- og ungdomsteateret QUASI.


Vidste du, at det i dag er ASSITEJs internationale børneteaterdag? At der om cirka tre uger kommer omkring hundrede internationale børneteaterfolk til Esbjerg, for at deltage i den store årlige børne- og ungdomsteaterfestival? Og vidste du, at København og Malmø om præcis et år skal være vært for en enorm verdenskongres for børne- og ungdomsteater?

Der er ikke mange der ved det, men over hele verden fejres dagen i dag med alt fra konferencer til optog og festivaler. I Danmark er det de færreste der kender til verdensorganisationen ASSITEJ, og kun få ved, hvor stolte vi faktisk bør være over dansk scenekunst for børn og unge på den globale spillebane.
ASSITEJ Danmark er den danske afdeling af den internationale organisation for børne- og ungdomsteater ASSITEJ (Association Internationale du Théatre pour l'Enfance et la Jeunesse), tilknyttet UNESCO. Organisationen består af flere tusinde organisationer, teatre og enkeltpersoner spredt på over 80 forskellige lande. Den danske afdeling af ASSITEJ formidler viden om dansk børneteater til udlandet og informerer om aktiviteter i udlandet til de danske teatre. ASSITEJ ønsker generelt at fremme børns kulturelle rettigheder, ved at fremme udvekslingen af teater, kompetencer og synspunkter på tværs af alle grænser. I en tid, hvor det globale samfund og et samlet Europa kommer tættere og tættere på den enkelte, er det vigtigt, at vi i et lille land som Danmark er gode til at agere på et internationalt plan.

Hep på Danmark
Ligesom vi er nogle, der sidder hjemme foran tossekassen og klapper af Caroline Wozniacki, når hun med elegance og sikker hånd erobrer medaljer som repræsentant for vores land, så bør vi i dag også skåle for Danmarks børneteater. Ude i verden er dansk børneteater i førertrøjen. Hvert år spilles der i Danmark børneteater for over en million publikummer ude på skolerne. Man siger, at vi i Danmark er gode til at tage børnene alvorligt og samtidig lave forestillinger, som er relevante og interessante for de voksne. Dertil er det kunstneriske og æstetiske niveau enormt højt, siger man. Ifølge statistisk bliver der hver eneste dag spillet mellem en og to danske børneteaterforestillinger i udlandet. Det nordiske samarbejde er i rivende udvikling og scenekunstnere fra norden inviteres til den anden side af kloden for at øse erfaringer vedrørende børn og kunst ud over den tredje verden.
For mange ”voksen-teatre” kan det være vanskeligt at brække de skrå brædder op og sætte sig på en flyver med lyd og lys i bagagen. Men børneteateret lever på hjul og landevej. Derfor er det også almindeligt, at man ser store historier og kunstneriske præstationer skabt med få og enkle virkemidler. Dansk børneteater er derfor også favorit-inspirationskilden til større og bedre bemidlede teatre. Den danske teaterelite er børneteateret. Her er der sikret succes og ekspansion. Det er klart, at der er brug for midler til de mange rejseforestillinger, som efterspørges rundt omkring i verden. Heldigvis er den politiske opbakning til international kulturudveksling god. Både indenfor elitesport og børneteater skal det klinge ”Danmark er de bedste!”¨

København-Malmø
Idag skal vi altså fejre ”ASSITEJ International Theatre for Children and Young People World Day”. Det er sjældent, at dagen bliver markeret med noget særligt i Danmark. Det skyldes især den forestående festival. Til april mødes hele Danmarks børneteater nemlig med over 170 forskellige forestillinger. Hvert år en ny værtskommune. I år bliver udstillingsvinduet esbjergensisk. Købere, fagfolk, børn og almindeligt interesserede valfarter til festivalen, hvor kendetegnet er den gode og imødekommende stemning samt høj kunstnerisk kvalitet. Også her kan vi prale af det internationale samarbejde. Til festivalen i Ballerup i 2009 var der omkring 130 deltagere fra 37 forskellige lande.
Om præcis et år vil hele København vrimle med børneteater. Danmark og Sverige er nemlig blevet valgt som fælles værtsby for 17th ASSITEJ World Congress and Performing Arts Festival for Young Audiences. Gæster fra hele verden kører med tog og metro i pendulfart mellem Malmø og København. Drømmen er, at hele indre by i København skal sitre af børneteater og gæster fra hele verden, ligesom ved klimatopmødet. Danmark er valgt som vært, fordi dansk børneteater har noget at byde på. Men børneteatrene kan ikke klare den alene. Hele hovedstaden må involveres i denne enorme event, som er en stolthed for den danske nation og for København.

En opfordring må lyde til alle danskere: Spred rygtet! Dansk børneteater er verdens bedste! Den årlige børneteaterfestival i april er et besøg værd! Og ASSITEJs Verdenskongres i 2011 bliver en sensation – også til ære for dig!

onsdag den 24. februar 2010

Tanker om idé-proces

Hvad skal vi nu lave... Det er det både farlige og forførende spørgsmål vi stiller os selv når en forestilling med succes er blevet produceret.
Det starter med nogle ambitioner, målsætninger om man vil. Der er bestemte emner eller former eller koncepter, scenografier, musikgenrer eller absurde eksperimenter, som jeg gerne vil udforske.
Dernæst opstår nysgerrighed.

Noget skal undersøges nærmere, fordi det har det dramatisk formidlende potentiale - og fordi det er vigtigt.

Så læser jeg. Jeg læser alt muligt, lidt her og der, meget der, men frit og uden at tager noter. Jeg husker kun det er af uforklarlige årsager forplanter sig i min hjerne.

Efter en længere periode med frilæsning opstår der en trang til at producere noget. Til at forplante og forevige tanker, ideer og koncepter. Et udkast til en dramaturgi skabes ud fra løse tanker.
Primærkilderne findes frem og notater og stikord, tekstmateriale i udpluk noteres i det dokument der senere skal blive til et manuskript. Samtidig tegnes der.

Efterhånden som tekstes vokser på papiret opstår der klarere ideer om medvirkende, musik, stil, scenografi og ønsker om samarbejde.
Casting og samling af produktionshold kan så småt begynde. Der er ca. 1 år til premieren.
Om 3 mdr. skal teksten være færdig og holdet sammensat. Og så er der brug for økonomi.
Økonomien er det store faretruende og afgørende spørgsmål. Økonomi og politik hænger uløseligt sammen. Det vender jeg tilbage til.

lørdag den 9. januar 2010

Ord af Kierkegaard

"Det tragiske er, at to elskende ikke forstår hinanden, det komiske er, at to, der ikke forstår hinanden, elsker hinanden." (Fra Stadier på livets vej, Skyldig ikke skyldig af Quidam aka S. Kierkegaard).