Bjørn og jeg ankom til Okinawa den 28. juli 2012 efter en enkelt overnatning i Osaka, hvor den stod på ægte japansk sushi i byens red light district… Man sad på tomme plastikølkasser med en pude på. Menuen var kun på japansk, ingen talte et ord engelsk. Der var fyldt med lokale mænd, kvinder og børn, familier og venner, som spiste, drak, røg og morede sig på den lille restaurant. Eksotisk!
Jeg deltager i Kijimuna Festa fordi jeg skal afholde en workshop om at inddrage børn fra målgruppen i udvikling af professionelle forestillinger samt om at præsentere store emner til små børn. Det er to temaer, som jeg har eksperimenteret med i maj 2012 i Thy i forbindelse med et huskunstnerprojekt støttet af BMMK. Her har jeg udviklet en slags metode til at generere ideer ud fra børnenes ideer. Workshoppen er en del af festivalens tema om, hvordan børneteatret kan respondere på verdens kriser og mere specifikt en del af en workshop/seminarrække om theater and education.
Oprindeligt stiftede jeg bekendtskab med Kijimuna Festa via ASSITEJ, som på festivalen afholder det første "International Meeting". På verdenskongressen i København og Malmø i 2011 blev det besluttet at det internationale netværk skulle mødes mere end hvert tredje år til kongres. Derfor opfandt man et "International Meeting" som nu finder sted her på en sydhavsø, og næste år i Østrig på Schäxpir Festival. Den internationale Assitej-bestyrelse søgte workshops omhandlende festivalens tema, og jeg bød ind med mit researcharbejde i forbindelse med to forestillinger om hhv klimaforandringer og demokrati. Den danske bestyrelse valgte at anbefale min workshop til den internationale bestyrelse og jeg begyndte at søge rejsemidler og fik også nogle! Jeg fik dog aldrig svar fra det internationale ASSITEJ. Og i løbet af foråret trak jeg mig ud af ASSITEJ Danmark - blandt andet på grund af nogle grundlæggende uenigheder omkring frivilligt bestyrelsesarbejde samt en ledelsesstil jeg ikke kunne stå inde for. Dertil oplevede jeg en kommunikationsform som jeg til sidst var nødt til at sige totalt fra overfor. Men det er en farce, som jeg ikke vil berette yderligere omkring, og som der sikkert er mange udlægninger af. Jeg vil hellere fortælle et rejseeventyr. Efter lidt lobby-arbejde inviterede Kijimuna Festa mig nemlig til at komme alligevel og afholde min workshop udenom både dansk og internationalt Assitej. Således gik rejselegaterne ikke til spilde og således begynder en historie i flere dele.
Fra luften ligner dette sted et paradis! Der er sporadiske skyer og bag dem titter små grønne øer frem. De har hvide strande hele vejen rundt i kanten. Jeg moste mig godt ind over ham, som havde vinduespladsen, for at få hele gudesynet med. Heldigvis var sidemanden Bjørn, min kæreste, rejseledsager og på denne tur også workshopdokumentarist og fotograf.
Vi blev hentet i lufthavnen af festivalens shuttlebus og kørt næsten direkte til Festivalens hovedkontor og center. Heldigvis kunne nogle andre fra bussen forstå japansk og oversætte til engelsk. Chaufføren ville sætte vores rygsække af på hotellet så vi kunne gå direkte til åbningsceremoni. Kan man stole på det? Efter at have rejst i mellemøsten og Bolivia har jeg en naturlig umiddelbar skepsis, når jeg er i udlandet. Men Japanere kan man trygt stole på. Ved en fejl har vi fået en festivalmappe på japansk, så alt fra informationshæfte til program og shuttlebus-tidsplan står krypteret i smukke tegn. Den byttes.
Til åbningsceremonien, som foregik på en kæmpestor scene i forlængelse af en teaterforestilling, som vi ikke nåede at se, var der linet op med prominente mennesker der sad som i et panel og så meget små ud i den store sal. Skal de virkelig alle sammen sige noget? Det viste sig at blive en række flotte taler om kunst for børn, lokalt samarbejde og styrken ved internationalt netværk samt refleksioner over tiden og tidsånden, fremført imponerende stillestående. Der var ikke snerten af kropssprog bag mikrofonen. I siden af scenen stod en konferencier smukt iklædt japansk guldkjole og en meget ihærdig oversætter. Jetlag-trætheden meldte sig, da man nåede til den femte taler og en ekstra oversætter kom på scenen. Det ene asiatiske sprog skulle oversættes til det andet for så igen at blive oversat til engelsk. Jeg savnede det danske festival-show, der trods sin kommercialitet har en fin blanding af gøgl og taler.
Efter talestrømmen møder vi danske Batida, som spiller på festivalen (for anden gang, tror jeg nok). Bjørn og jeg synes begge det er rart ikke at være "den eneste dansker i verden" - og så er det både absurd men også meget hyggeligt at se velkendte ansigter på den anden side af jorden. Der skal være parade, men den er ikke til at se. Med raske skridt, i saunaagtig temperatur indhenter vi de skøre og farverige skuespillere og musikere som går gennem byen i en blitzregn. Vi er godt klædt på med overlæbesved, men det holder ikke den flirtende gøgler på ethjulet cykel tilbage fra at blinke og danse for os. Hun oser af sex mens hun med svømmefødder og på cykel svinger sin mere forsagte gøgler-partner - også klædt i svømmefødder og på ethjulet cykel rundt i en slags jitterbug-showdans. Paraden ledes af et ikke specielt velklingende orkester med trompeter, klarinet, tværfløjte, melodika, harmonika, en masse trommer på hjul og andre teater-agtige instrumenter, der forsøger at finde hinanden i en meget insisterende udgave af "When the saints go marching in", som kører på repeat. Det vrimler med glade teaterfolk både med og uden kostumer. Der er skøre små asisatiske mænd i hvide latex-dragter, en er klædt ud som en "Ghostbusters" og en hæslig dukke, som er cirka 50 cm lang og lavet i træ, "flyver" gennem optoget med hjæp fra fire østeuropæisk udseende mænd. Stemningen er høj!
Optoget slutter med en slags fest, og vi bestiller fadøl, som til vores store fascination blev kølet ved at lede tappe-slangerne gennem en boks med isterninger, som en japansk dame sørgede for at holde fyldt. En visdomstandpine har gjort livet svært for mig siden afrejsen fra København. Derfor har jeg i mindre grad haft glæde ved at spise. Alligevel nyder jeg coleslaw og hakkebøf serveret fra en slags gaderestaurant som er poppet op midt i alt postyret. Jeg håber tanden bringer lige så meget visdom som smerte med sig… Midt på gågaden, hvor festen finder sted, spiller en DJ op med en coverversion af Bob Marleys "No woman no cry". Det føles virkelig som om jeg er havnet på en tropeø. Perfekt!
Mens vi sidder på gaden og spiser samt nyder festen som brager afsted med flere covernumre kommer der en pige over og sætter sig. Hun deltager i det nye "Next Generation" projekt, som man besluttede at lave sidste år i København og som er et af de internationale assitej-projekter. Der er flere NG-initativer igang rundt omkring i verden, men nogle gange er som om det kun er dem, som er iværksat af den internationale bestyrelse, der anerkendes. Det var på grund af et NG-forløb på Augenblick Mal i Berlin i 2007 at jeg blev forelsket i børneteater og i det internationale netværk, der findes omkring turnerende børneteater. Derfor interesserer Next Generation mig. Vi falder i snak.
Pigen er en skuespiller fra Tokyo. Vi kom til at tale om de enorme forskelle på Okinawa og resten af Japan. Øerne her har åbenbart en helt anden kultur, religion og en langt mere tragisk og indviklet historie. Okinawa var den primære krigszone under anden verdenskrig. Vi talte om nationalitetsfølelse og prøvede at sammenligne med Danmark og Grønland, men Okinawa har slet ikke det samme politiske ønske om selvstændighed. Deres selvstændighed ligger mere i ånden virker det som om. Det lyder underspillet - men måske er det en slags nationalfølelse, som danskere kan lære noget af.
En af NG-arrangørerne kommer forbi og vi snakker om de mange unge fælles bekendte vi har gennem ASSITEJ. Det er egentlig noget mærkeligt noget det med den næste generation. Man samler en gruppe af unge fra hele verden, som er nøje udvalgt (der var ellers kompetent dansk skuespiller, som søgte om deltagelse uden held), og så lader man dem møde hinanden. På den måde forsøger nogle ældre og mere erfarne Assitej-personer at enten facillitere eller forcere et fællesskab og venskab - eller netværk i en konstrueret gruppe. Det er da mærkeligt… Men det er en herlig måde at møde nye mennesker på - og er jo i sig selv herligt! Evigt venskab og fællesskab eller ej!
Når jeg sidder her - midt i de varme lande - og snakker med andre unge mennesker, som også arbejder med professionelt børneteater - så giver det mig en tro på, at tider skifter, verden forandrer sig og generationer følger med. Trods små farcer i national-centre er der store eventyr ude i verden, små men helt anderledes historier og spændende, skørt udklædte mennesker, som er værd at rejse efter. Kulturforskelle gør livet virkeligt og giver sjælen perspektiv. Og midt i alle disser oplevelser, midt i en verden der forandrer sig og generationer, der skifter er jeg med! Jeg er med som individ på en teaterfestival. Som passioneret verdensborger, kosmopolit og teaternørd begærlig efter nye oplevelser og nye historier fra solens rige!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar