"Der skal også være nogen, der vil styre hele verden med flitsbuer"

Erfaringer fra workshops om klima/miljø + demokrati/magt i 0. og 1. klasse i Sennels.

Sennels skole var først lidt kaotisk. Der var ikke mange af lærerne eller SFO'en som var rigtigt orienterede, så alt måtte tages som det kom. Idet jeg var fuldstændig grøn i arbejdet med børn var det dog rart nok, at der ikke var et stort pres på mig som ansvarlig for programmet.
Jeg havde 0. klasse i det såkaldte "morgenbånd" fra 8 til 9 den første dag. Her handlede det om klima og miljø. 1. klasse stod for skud på dag 2 om magt og demokrati.

Rigtige og forkerte svar

Jeg fortalte, at det nu var mig, der skulle lære af dem og ikke dem, der skulle lære af mig. Og så sagde jeg, at fra nu af var der ikke nogen rigtige eller forkerte svar. Den besked fik i den grad kickstartet elevernes fantasi, men det var også uoverskueligt for dem. Det var næsten for frit. De blev helt oprørske og svarede nogle gange mere for sjov en hvad de egentlig troede var rigtigt.
Senere på dagen, da jeg observerede i 1. klasse i dansk. Læreren stilede ledende spørgsmål om Pippe Langstrømpe-læseteksten, hvortil hun fik "de forkerte svar". De konkrete svar. Ikke fortolkningen. Børn tror alting er, som det er og tager alting for gode varer. Men hvorfor er det sådan? Måske er det på grund af noget ensidigt forenklende TV - som ikke kræver fantasi, fortolkning eller tanker.
I 0. og 1. klasse har de endnu ikke lært at fortolke og reflektere. Men de er igang. Man kan sagtens spørge om ting. Eller præsentere etiske spørgsmål for dem. De tænker over det - men tør ikke helt komme med et bud på et svar. De kan let blive usikre på
1) hvornår det er tilladt at gætte helt vildt (næsten for sjov)
2) hvornår man skal være dygtig og læse den rigtige fortolkning
3) og hvornår man skal have en personlig holdning til noget .

Børn forstår alt..

... når bare det flettes ind i en god historie. Min erfaring fra de indledende øvelser under "morgenbånd" er, at det er svært at lære børn i indskolingen om svære ting hvis man forklarer om det. Men hvis det flettes ind i en god historie, så kan alt fra en ny tandbøjle til luftalarm-test og klimaforandringer fortælles.
Jeg startede begge dage med et lille slideshow med billeder af henholdsvis klima/miljøproblemer og magt/demokrati. Derefter var der et spørgeskemaer med tegninger og firkanter man skulle sætte kryds i. Endelig skulle eleverne på klima-dagen fortælle en historie om vildt vejr og tegne den bagefter. På magt-dagen skulle eleverne tegne hvem der bestemmer hjemme, i skolen og i Danmark. De fleste mente, at det var dronningen, der bestemte i Danmark... De fleste havde svært ved at tegne HVAD dem der bestemmer bestemmer. Det blev for vanskeligt og abstrakt. Nogle af drengene tænke mest på politi og soldater som dem med den sejeste magt. Vold kan altså give magt i deres øjne. En enkelt tegnede computeren derhjemme som et eksempel på, hvad mor bestemmer over. En anden tegnede en seng. Det var faren, der bestemte, at Kristine skulle gå ud af soveværelset. Derfra deres verden går.

Mobning og kaos

Der var en overraskende åben og ligefrem mobning. Man var ikke bange for at sige højt, hvem af de andre man gerne ville banke. Generelt var der en overraskende ligefremhed. Der blev snakket åbent om skilsmisser og hvor mor og far bor henne. Jeg oplevede også almindelige pædagogiske problemer med at styre ungerne. Så som at få dem til at blive siddende et sted, ikke sætte sig i sofaen osv. Flere gange opstod er en drillesyge blandt drengene, som skruede op og ned for smart-boardet eller trykkede play. Satte et stopur til at ringe osv. Tror det er meget almindeligt og jeg gad ikke være pædagog, så lod det passere. Der gik cirka en dag før jeg forstod, at jeg ikke skulle bruge energi på at få dem, der ville teorisere/larme med. Det går ud over de interesserede elever at vi hele tiden skal vente total længe på at der bliver ro nok. Og det er ikke min opgave som huskunstner at opdrage børn. Måske var det en fejl fra Sennels skoles side at lade mig være alene med børnene en hel time... Jeg kender nemlig ikke deres rutiner og systemer - og det kunne de sagtens mærke.
Når man rækker hånden i vejret betyder det at man skal være stille. Det var en fælde jeg røg i men begge ben. "Vil I alle sammen gerne sige noget?" Nåh - det betyder stille! Aha. Tak for det.

Erkendelser om kunsten

Jeg skal og vil ikke forvente, at indskolingen forstår hvad ozonlaget er. Det er iøvrigt også for kedeligt og teoretisk til at være med i en teaterforestilling. Men at vejret fornadrer sig. At der ligger skrald i naturen, og at alting hænger sammen. Og at dyrene - end ikke tigerne - ikke er ligeså farlige som mennesker. Det vil jeg gerne fortælle dem!!
Det skal fortælles med den gode historie, men hele pivtøjet af musik, lyd og lys. Rummet skal være helt anderledes og næsten hemmeligt. Så fastholder jeg nemlig nysgerrigheden omkring, hvad der skal ske, og om at høre / lære mere.
På lærerværelset lærte jeg også noget om skolen, om eleverne, om aldersgrupper og behov. De mangler åbenbart virkelig aktiviteter til 3. klasse. Og de synes der er meget stor forskel på 0. og 3. klasse. Det kan jeg også mærke på de erfaringer jeg gør mig. Og så synes lærerne ikke, at eleverne bliver snakket nok med derhjemme! Altså om dybere og mere dannende emner. Emner som betyder noget - som ikke er x-faktor. Jeg mærkede straks, at jeg med min kunst ønsker, at sparke en snak igang både i hjemmet og i klassen. Jeg vil præsentere teater om store emner, så publikum bagefter går hjem og siger, "mor, ved du godt at statsministeren ikke kan lide at bestemme?" eller "kom mor, nu skal vi redde verden - allesammen!" Jeg tror på at den manglende samtale om store emner - eller den eskalerende generelle forfladigelse i samfundet skyldes at vi mangler inspiration til at snakke sammen. Man taler jo ikke pludselig om død og savn eller klima og politik. Det skal komme et sted fra. Når TV-mediet lefler for laveste fællesnævner, så vil selv den højeste fællesnævner have svært ved at perspektivere til dybe samtaler og få ideerne til gode temaer at tale om. Der er et kæmpe "gab" og jeg har lyst til, at præge debatten ved at præge børn.

Små voksne der taler om fodbold og arbejder i grupper

Det er ganske tydeligt, at selv fra 0. klasse går drengene total meget op i fodbold. Og når jeg siger vi skal tegne siger pigerne "jaaah!" Over madpakken snakker fyrene om Real Madrid, Barcelona og Bayern Münschen. Det er næsten som at høre mine jævnaldrene diskutere sport. "Synes du Messi er god?". Jeg spørger dem om de ved, hvor Bayern Münschen ligger. Det ved de ikke. "Kender i Chelsea?" Det gør de ikke. Men det gør en anden knægt fra et andet bord. Han fortæller begejstret, hvad han ved.
I matematik og dansk i 1. klasse kan de allerede sidde meget stille og koncentreret og arbejde med opgaver. Det er tydeligt at de har lært at integrere i et system med regler og vaner. De kan også sagtens gå to og to i grupper og læse sammen. Selvom der skal holdes øje med dem for de vil gerne snyde. Det gik dårligt for mig, da jeg skulle have 0. klasserne til at fortælle hinanden historier to og to. Det kunne de slet ikke tage seriøst. Så det bruger jeg nok ikke igen. Der skal en dansk-lærer-disciplin til at gennemføre gruppearbejde på den måde.

Imponerende indsigt

Jeg spurgte eleverne i 1. klasse hvilken farve de synes Danmark skulle have. Der var en bred stemning af "rødt og hvidt ligesom flaget". Da jeg forsøgte at komme ind på, hvad konsekvenserne af den beslutning så var blev der sagt at vi skulle have tøj på i AaB-farver. Fodbold igen.
Som det første om morgenen lavede jeg en håndsoprækning på, hvor mange, der gerne ville have magt. Der var kun en der ville have magt. Han var lidt genert. Det var noget med, at han ville banke nogen og at hans bror var blevet slået. Altså ikke noget nogen af børnene for alvor ønskede sig.
Senere på dagen snakkede vi om historien om statsministeren, som vi skulle lave som skuespil om eftermiddagen. Begejstringen var stor! "Jeg vil gerne være prinsesse Mary!" "Der kan godt være to prinser." "Jeg vil være konge." "Jeg vil være statsminister!" Sådan lød det. Er der en der vil være Danmarks rigeste man, spurgte jeg flokken. "Jamen Danmarks rigeste mand - han er da død". Ja det er han.. Imponerende indsigt, tænkte jeg. Mon ikke der så er en ny, der er blevet den rigeste, spurgte jeg, men der havde jeg vist mistet opmærksomheden. "Der skal også være nogen, der vil styre hele verden med flitsbuer" sagde en af drengene. Og ja, det skal der. Det kan måske være spindoktoren? Spurgte jeg. Men der mødte jeg min grænse. Jeg fik kun et tavst blik. Han forstod nok ikke hvad jeg mente. Men det kommer han til, når den onde spindoktor en dag bliver integreret i forestillingen.

Muren

Den første eftermiddag lavede vi kunstmalerier, hvor der skulle bruges skrald fundet i naturen. Det skulle klistres på papiret. Herefter skulle der tegnes et dyr, et sted, hvor dyret befandt sig og noget voldsomt vejr på stedet. Billedkunst-projektet gik godt. Børnene kunne sidde og nusle med det. Dem som ikke ville være med alligevel kunne smutte ud. Dem som ville lave to tegninger kunne gøre det.
Den næste dag blev det strakt værre. Der skulle vi lave en lille teaterforestilling baseret på min grundidé om Statsministeren. Jeg havde forberedt en masse karakterer og en slags replikker / spørgsmål de skulle bruge til at "arbejde selv" med hver en lille scene. Derefter skulle det hele flettes sammen med at Statsministeren besøger alle de forskellige små scener, med folk, som ikke vil have magt.
Efter en hel dag i skolen er det næsten umuligt at være stille og modtage en besked. Der var cirka 25 børn der ville være med til at lave teater. Det var for mange. Men det gik. Med sved på panden. Jeg opdagede, at de sedler med opgaver, som jeg havde forberedt var alt for abstrakte. "Vi forstår det ikke" kom børnene bekymrede og sagde. Jeg havde tegnet nogle tænke-bobler til karaktererne, hvor der stod "Hvilken farve skal Danmark have idag og hvilken musik?" "Hvad betyder det for ALLE andre?" I en tænkebobbel stod der til sidst "ØV, det er ikke sjovt at bestemme". Her ramte jeg altså muren! Jeg havde været for abstrakt - eller krævet for meget af deres sprogligt analytiske evner. Note taken.
Med lidt hjælp kunne alle børnene - selv de helt små - sagtens lave deres scener. Det blev kun til en mini-gennemspilning inden energien var fløjet ud af rummet. Men jeg kunne se, at rammen for fortællingen holder meget godt. Det er til at forstå. Hende, der spillede Statsministeren fandt selv ud af til sidst, at når Statsministeren var nødt til at bestemme selv, så skulle Danmark have ALLE farver og man måtte høre ALT slags musik. Happy ending. Vi øvede os i at bukke og aftalte at vente med at vise det i en sammenhæng til om en uge, hvor det er sidste dag jeg er der og hvor det hele skal præsenteres.

Hvad jeg har lært

Der var snak om luftalarmen den første onsdag i maj. Det optog børnene meget og de stillede mange spørgsmål. Men det var tydeligt at mærke, at de voksnes bekymring for om de nu kom til at gøre børnene bange var helt misforstået. Den gjorde kun børnene ekstra nervøse. En vigtig note til arbejdet med teaterforestillinger. Angst smitter. Det må altså aldrig være rigtigt uhyggeligt eller farligt. Det er altid bare noget vi leger... selvom vi godt kan leve os ind i historien - så ved vi - fordi alle ved det - at det bare er for sjovt.
I de sidste to dage har jeg lært, at jeg i min undersøgelse bliver nødt til at udfordre eleverne FOR meget. Ellers møder jeg ikke grænsen og så bekræfter jeg bare mig selv. Jeg skal altså blive bedre til at gøre mit program for svært og dernæst kunne korrigere det derefter.
Jeg kan se, at regler og systemer fungerer godt. Børn afkoder hurtigt et koncept og systemer. Det vil de også gøre i en teaterforestilling.