Min kontaktperson på festivalen, Momoko, havde inviteret Bjørn og jeg til at deltage i en lille hyttetur i det nordlige Okinawa sammen med cirka 20 børn på mellem 6 og 12 år. Hytten vi skulle sove i lå på toppen af et bjerg og omgivet af skov. Det var meget smukt. I de 270 meters højde kunne vi se broccoli-skoven (som junglen her bliver kaldt) bølge op og ned helt ud til det lyseblå hav, hvor tyfonens hvide skumpletter dækkede kysten. Det var regn og hård blæst. Tyfonen var stoppet med at bevæge sig og lå over netop Nord-okinawa, men ikke på en farlig måde og luften var stadig lun, så for de to danskere var det ikke dårligt vejr!
Sovesalen blev hurtigt besigtiget og så videre ind i bussen, ned ad bjerget til en slags teatersal, hvor jeg skulle stå for to timers workshop med de 20 japanske børn!
Mayumi og Momoko oversatte undervejs. Vi startede med håndsoprækningerne om demokrati - hvem her har selv bestemt hvilket tøj de vil have på i dag, hvem synes lærerne skal bestemme i klassen og hvem synes børnene skal bestemme mere end læreren - osv. Derefter håndsoprækningerne om klima eller vejret. Hvem her har oplevet… oversvømmelse, at være sneet inde, tørke om sommeren osv. "Hvem synes det altid skal være solskin?" Til det sidste spørgsmål var det kun Bjørn, der rakte hånden op. Det var tydeligvis børn af en tropeø, jeg stod foran.
Jeg havde haft svært ved at planlægge denne lille workshop. Jeg kunne ikke bare køre det samme program af, som hos de danske børn i Thy, da jeg ikke havde nogen projektor og to timer i stedet for to dage. De sproglige barrierer var også en udfordring. Jeg valgte derfor at benytte lejligheden til at teste på nogle af de ideer jeg har til workshops i forbindelse med prøveforløbet, hvor skuespillerne også er med og hvor vi både skal arbejde med danske, svenske og islandske børn. Hvad kan jeg få ud af børn, som ikke forstår mit sprog? Og hvordan kan børnene på kun to timer hjælpe mig med at få ideer til elementer i forestillingen, som jeg stadig er i tvivl om? Mayumi havde et ønske om, at workshoppen også kunne have noget med demokrati at gøre. Så det skulle jeg endda også prøve at tænke ind. Videnskabeligt set er det for mange faktorer at teste på en undersøgelse - eller øvelse. Men jeg prøver alligevel. Det kan næsten kun gå galt… og det lærer jeg også noget af!
Alle børnene skulle bestemme sig for et farligt dyr de ville være. De skulle finde ud af, hvordan det her dyr bevæger sig og hvad dets lyd er. Derefter præsenterede alle deres dyr en efter en og blev så sendt ud i et af fem forskellige lande, som vi havde gjort klar på gulvet med tape. Ude i landene skulle børnene nu finde ud af, hvordan de bor, hvad de spiser og hvordan de forholder sig til de andre dyr. Reglerne for denne øvelse var: Man må kun tale dyresprog (ingen rigtige ord), man må ikke bruge vold men kun kærlig berøring og agressive lyde (hvis nødvendigt), man kan altid svømme til "no-where-land" hvis man ikke synes improvisationen er sjov eller hvis man trænger til en pause.
Med 20 børn fordelt på fem rimeligt små lande opstod der hurtigt total kaos. Set fra en voksens synspunkt var der ikke det der lignede improvisation eller teater i det hele taget. Og det var på trods af, at det var et hold af relativt trænede børn, som var på teater-sommerskole. Jeg begyndte at forandre verdenssituationen ligeså langsomt. Først smeltede sneen på nordpolen og dyrene dér måtte svømme til et andet land. Så kom der regn i USA. Masser af regn. Det stoppede aldrig med at regne og dyrene i USA måtte flygte på grund af oversvømmelse! I Afrika kom der snestorm, og de mange dyr, der har brug for varme måtte flygte til Asien, hvor alle til sidst var samlet, da Sverige var blevet forurenet og forgiftet af olie og skrald. Også rejserne fra et land til et andet var temmelig kaotiske. Men med en smule voksen-hjælp til at leve sig ind i rollen som et dyr, der svømmer, blev det faktisk meget sjovt. Nu hvor alle dyr var samlet i et land havde jeg egentlig tænkt, at menneskerne (Bjørn og jeg, som taler dansk) skulle komme på besøg. Men jeg havde vist ikke gennemtænkt den lille etyde grundigt nok. Jeg vidste ikke hvad vi skulle og børnene var proppet ind i et lille land, hvor de ikke havde nogen mulighed for rigtig at spille noget. Så jeg droppede den plan og gik direkte videre: Tegn en gave fra dyrene til menneskerne. Hvad har I lyst til at give dem? Børnene blev delt op i grupper a cirka fem i hver, fik papir og farver og gik så igang med tegne-opgaven. Nogle børn var ekstremt langsomme om at komme igang, hvilket bekymrede den danske workshopleder… men det viste sig, at de brugte tiden på at tale om, hvad de skulle lave. Det kunne jeg jo ikke forstå. Til sidst var der fire meget fine tegninger med budskaber fra dyrene til menneskerne. Jeg stilede mig i Sverige, som var blevet forurenet og spillede rollen som menneske. Nu skulle hver af grupperne præsentere deres tegning og aflevere den til mig (menneskerne). Den første var gift, så menneskerne døde. Jeg spillede at jeg døde og Bjørn legede med på legen, løb ned til Sverige (fra Nordpolen, hvor han sad) og genoplivede mig. Den næste pakke var en kost, så vi kunne lære at rydde op og gøre rent efter os selv både i Sverige og i hele verden. Den tredje pakke var nogenlunde det samme. Den fjerde pakke var en regnbue, solskin og grønne træer. Menneskerne skal passe bedre på naturen, lød budskabet. Denne afslutning fortæller mig, at selvom improvisationerne så kaotiske ud har børnene levet sig dybt ind i legen og fået en masse ud af øvelsen!
Glad og tilfreds og endnu en workshop klogere afsluttede jeg programmet. Jeg fortalte børnene at de pakker de havde givet til menneskerne ville blive givet videre til mange mange børn og voksne, som ville se Professor Animalove i fremtiden. De synes det var spændende at have hjulpet til med tilblivelsen af et rigtigt teaterstykke.
Undervejs i workshop-programmet måtte jeg korrigere lidt, og det tror jeg er vigtigt at være parat til, når man eksperimenterer med programmer og workshops for børn.
Momoko spurgte mig på et tidspunkt, hvordan jeg ville bruge skuespillerne, når de kommer på. Jeg svarede noget i retningen af, at de så også kunne være med og spille dyr og dermed inspirere børnene til mere aktion/handling og at de også kunne spille rollen som mennesker. Egentlig havde jeg slet ikke det svar parat, men det fløj ud af munden på mig - og det lød ikke så dumt. Sandheden er, at jeg ikke aner, hvordan jeg skal bruge spillerne i workshops (bortset fra når vi skal teste scener vi allerede har lavet). Men denne workshop har beriget mig med mere erfaring og nu glæder jeg mig til næste gang, hvor det er svenske og danske børn, der står for skud. Om det bliver farlige dyr i lande, der møder mennesker, vi skal lege på Dunkers Kulturhus i Helsingør - det vil tiden vise!
Samme aften - efter en hurtig aftensmad i hytten - skulle vi på "nightwalk". Det var skumring på junglestien da tyve børn og fem voksne traskede afsted i engangs-plastik-frakker. Alle havde en lommelygte med og naturvejlederen pegede på frøer, firben, edderkopper og snegle. Da det var blevet helt mørkt og vi var kommet et stykke ind i skoven skulle vi alle sætte os på hug og slukke lygterne. Pludselig så vi små lys hvirvle omkring over hovederne på os og længere inde i skoven. Nede ved floden og mellem træerne. Det lignede øjne, der kiggede ud på os. Men det var ildfluer! Præcis som i Disneys Robin Hood, når lady Marian og Robyn går tur i skoven og kysser første gang. Hvor herligt! Jeg fyldtes med romantik og glæde.
Om aftenen fik børnene lov at passe sig selv og deres sengetider. De spillede kort og løb omkring, som børn på sommer-ferie-teater-skole-hytte-tur nu gør og sikkert også ville gøre i Danmark. Vi voksne hyggede os med øller, blæksprutte(!) og andre special Okinawan snacks. Alting på denne sydlige ø er "special Okinawan". Når man lægger mærke til det, bliver det ret komisk, for netop den noodle soup er nok ikke så special, som de selv går og tror. Og netop det træ, den fugl og det firben har nok også været i Taiwan og i andre dele af verden. Men i Okinawa tror de at det er special Okinawan, og hvis det nu er rigtigt er det også okay! Det fremstår en smule selvhøjtideligt med alt det der "special", men jeg tror det er opstået fordi man har brug for en styrket selvstændig identitet på øen, fordi man er meget langt væk fra resten af Japan og iøvrigt også kulturelt meget forskellig fra resten af Japan. Om aftenen talte vi længe om "theater in education". Mayumi skriver lige nu speciale om emnet og man ser ganske forskelligt på begrebet i Danmark og i Japan. Det vil jeg vende tilbage til senere her på bloggen.
Klokken syv var vi igen på vej i skoven - denne gang på morning walk. Med trætte, slappe koder og lavt blodsukker besøgte vi naturcenterets udstilling. Det var næsten som at være tilbage i folkeskolen igen. Og så tilbage til hytten med bussen for at spise morgenmad. Der var gået noget galt med ris-kogeren, hvilket skabte lidt påstyr i den Japanske "morgenrutine". Æg, pølser, vandmelon, ris og karry var menuen. Huset blev pakket og fejet og så afsted igen til teatersalen. Mayumi og Momoko stod for formiddagens program, hvor børnene scenisk skulle fortolke deres oplevelser ude i skoven og forandringen fra nat til morgen. Bjørn og jeg lavede også vores lille bud på en fortolkning. Til sidst skulle børnene kåre turens skuespiller og turens gode kammerat. Det blev Bjørn! "Derfor skal du evaluere!" Det var åbenbart en tradition de havde. Han roste turen, børnene og lavede mere fis med dem. På vej hjem brød solen frem. Tyfonen var overstået, alt flytrafik i retningen Osaka og tante Setsuko var normalt. Vi sagde farvel til Okinawa, til børnene, til Mayumi og søde Momoko (eller Momo-chan, som man også kan sige i Japan, hvis man er venner). Momo-chan vinkede og vinkede, løb efter os og vinkede igen indtil hun forsvandt bag huse og biler. Vi har fået en veninde i Japan.
Vi har inviteret Momoko og Mayumi til Danmark. De laver børneteater sammen i et lille kompagni. Da vi talte om det og om at de skulle komme med en forestilling fik de begge julelys i øjnene. Jeg tror de trænger til at spille mere teater selv. Jeg sagde april. De foreslog 2014 - der er perfekt, for der er børneteaterfestivalen i Frederiksberg, så indkvartering er nemt. Jeg vil prøve at tale med teatercentrum om det.
Det har været en spændende og lykkelig tid i Okinawa. Og jungle-hytte-turen var et dejligt møde med Japans børn og kunstnere, der arbejder med børn. Jeg har på fornemmelsen at vi vil møde de to seje kvinder igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar