Til behagelig orientering...

... stod der i en email fra producenten Agnete Krabbe en fredag aften. Jeg vidste det godt allerede, for hun havde ringet for et par timer siden, for at "tale med instruktøren bag forestillingen Enten Eller, Marie Kilsgaard Møller". "Ja, det er mig". "På vegne af kunstrådet vil jeg gerne meddele dig, at QUASI teater har modtaget støtte til forestillingen Enten - Eller."
"Vent lidt, jeg må lige af cyklen" udbryder jeg. "Hvad?"
Jeg løber gennem regnen. Skriger. Griner. Skriger igen. Forstår det ikke helt. Er målløs. Aj, ikke målløs, men forbløffet. Lykkelig. Og så efter en uge, hvor TeaterHUSET har været i lort til halsen, og hvor jeg har grovet kløften i panden, som min mor kalder min bekymringsrynke, dybere end ekkodalen. "Det var dog en dejlig nyhed ovenpå den uge" siger jeg og tager til teenageagtig fest i det unge smukke København.

Jeg har ikke glemt støtten. Jeg har ikke glemt meddelelsen, som er som en drøm, der går i opfyldelse. Men jeg har endnu ikke rigtig forstået det.

Nu er vi altså blevet anerkendt som teater, og jeg som instruktør og kunstnerisk ansvarlig er som scenekunstner nu endelig blevet anerkendt som professionel - men uden uddannelse. Jeg har længe ønsket mig den status og i cirka et år har jeg følt mig godt tilpas med tanken. Autodidakt. Professionel.

Jeg har en masse bekymringerne for, hvad forskellen er mellem før og efter støtten. Jeg har en ide om, at alting er anderledes. At jeg ville være anderledes. Gå anderledes klædt, opføre mig anderledes og prioritere anderledes. Måske mere voksent. Måske mere kreativt. I hvert fald anderledes. Men det sker ikke. Livet føles ikke mere alvorligt "nu med støtte". Jeg har ikke haft behov for nye venner eller nyt tøj. Alting er faktisk som det plejer... Når jeg tænker på forestillingen, når jeg forbereder mig og holder møder med folk føles det heller ikke anderledes. Så hvad der forskellen? Hvornår bliver jeg overrasket over livet som professionel scenekunstner?
Hvilke udfordringer er det der venter mig og hvilke erfaringer skal jeg gøre mig i level 5? Level 5, hvor folk får løn og hvor vi alle måske forventer mere af hinanden?
Måske ikke - måske har ambitionniveauet og professionalismen været så høj de sidste par år at der ikke er den store forskel...
Men hvorfor var det så jeg for et år siden svor til Agnete, at jeg ikke ville lave en til forestilling uden at få løn og med lønninger til alle medvirkende? Det var fordi jeg havde brug for en gensidig aftale med alle medvirkende om, at når vi producerer, så gør vi det og kun det. Så er man frisk til prøverne og har forberedt sig. Professionalismen skal skinne igennem i processen. Produktet skal være så godt det overhovedet kan blive. Med sådanne forventninger til de medvirkende stiller jeg store krav men er det urimelige krav? Vil jeg opleve de samme skrupler i denne proces som jeg "plejer"? Det er ikke til at sige.
Men jeg glæder mig uendeligt til at komme igang. Til at skulle arbejde med Enten - Eller fokuseret, koncentreret. Og at skulle arbejde med folk, der bliver betalt for det de laver, fordi de er dygtige og dedikerede.

Første store udfordring er at skaffe flere penge, så vi faktisk kan betale det overenskomsterne kræver. Det i sig selv bliver en udfordring. Hvis ikke det lykkes skal vi i lønforhandlinger. Det bliver noget nyt.
Vi skal lave en produktionsplan, som involverer en lysdesigner. Det bliver interessant. Det har jeg ikke prøvet før. Men jeg er spændt på at opleve, hvad Michael vil bidrage med i det æstetiske udtryk.
Jeg er spændt. Kan faktisk ikke vente. Må igang! Først med manuskriptet.. det bliver vanskeligt i sig selv. Det SKAL være en pissegod historie. Pissegodt fortalt.