Formandens beretning - TeaterHUSET d. 30. august 2010
År 2059... Jeg tænker på, at der eddermamer er sket meget det sidste års tid. Så væbn dig med tålmodighed. Der er meget jeg både gerne vil og faktisk skal sige. Jeg skal berette om, hvad der er sket i TeaterHUSET det sidste år. Men jeg vil også gerne sige noget om udfordringerne, der venter i fremtiden og lidt om mine personlige oplevelser og følelser omkring dette unikke sted.
Da jeg blev mindet om, at jeg skulle lave denne formandens beretning, fandt jeg de gamle papirer frem i TeaterHUS-bunken hjemme i skrivebordsskuffen. År 2059 var overskriften på det øverste stykke papir. Jeg smilte for mig selv. Jeg husker tydeligt visionsweekenden i et mødelokale i Det Kongelige Teaters opera på Holmen for præcis et år siden. Vi havde mange drømme og store visioner. Rigtig mange planer er faktisk blevet afprøvet og realiseret.
Vi fik stillet den pædagogiske opgave at beskrive TeaterHUSET om 5 år og derefter om 50 år. Her er nogle af de ting der står på mit papir fra opgaven:
2014: TeaterHUSET er en del af en stor ”kage” som hedder HUSET i Magstræde. Et tværkulturelt, udviklende hus. Flere kurser, regelmæssige brugere. Mere plads. Fed stemning. Frihed. God fest. Samlet miljø. Skoleagtigt med synlige ”niveauer”.
Og under 2059 står der: Blevet en skole, mere undervisning, mere struktureret. Kontakt til alle dem der laver teater. Og denne følgende sætning var streget over: ”Dem teatrene ringer til, når de er trætte af Nik.Bro.” Fagforening. Alle niveauer. 1., 2., 3., 4., 5. klasse. Hierarkisk. Gode faste undervisere (skaber også netværk). Stadig et sted. Og endelig: Internationalt og anerkendt.
På et andet papir fra en anden øvelse står der ”et flagskib”. Gratis kurser, teknik kurser, medlemsaktivering, hvid i offstage, filmvisning, flere medlemmer, flere timer til de ansatte og caféaktiviteter arrangeret af forskellige teatergrupper.
Rigtig meget af det, der står på notaterne har vi faktisk nået, eller også har vi arbejdet intenst hen imod det. Det har været et heftigt år for Københavsn undergrundsteater og for TeaterHUSET. Som flagskib synes jeg vi er blevet stærkere, klogere og bedre.
Filmvisningerne har er vi ikke fået sat igang endnu. Men vi har udviklet et nyt ansøgningssystem, som inddeler ansøgende grupper i førstegangs-producerende og erfarne grupper. Vi har kaldt programmet NEO og EXPO. Nye og erfarne. De to scener, Planeten og Bastarden, fordeles af dem, der behandler ansøgningerne, og dermed er de scenernes status på sin vis blevet mere ligestillet. TeaterHUSETs medarbejde ser nogle problemer i NEO-EXPO-opfindelsen. Fx kan det siges, at grupper med korte deadlines (hvis de vil spille om 2 måneder fra de henvender sig) ikke kan imødekommes. Det er en skam, og noget, som den nye bestyrelse må finde en løsning på i den kommende sæson. Omvendt, så oplever vi en stigende interesse for at spille i TeaterHUSET. Med 2 årlige ansøgningsfrister er det muligt at planlægge sæsonen på et tidligt tidspunkt, hvilket er både godt og vigtigt, når vi deler HUSETs lokaler med stadig flere og flere.
Jeg har i den sæson der nu er slut set nogle rigtig gode forestillinger på Bastarden, og set rummet brugt på måder, som gør det til en flot og attraktiv scene. Selvom der ikke er kommet færre søjler eller flere kvadratmeter er Bastarden vokset!
Planeten er en fantasisk scene, som det er fantastisk, at vi har adgang til og kan dele med de mange andre interesserede i HUSET. Jeg håber, at der vil blive ved med at være store smukke undergrundsteaterforestillinger på begge scener, og at alle HUSETs brugere fremover vil bakke op om og deltage i hinandens fester og events og på de mange scener.
Forestillinger i 2009/2010 var: Vildskud Festivalen 2009, Bare1Tanke ”OS2”, Asyl Open Mike, Kaliber 8 ”Pølseskind”, TENK ”Babuschka”, Skuespillerskolen Ophelias Macbeth, Vid og Sans ”Flugten fra kommunen”, Teater Lab. Co. ”3 forestillinger”. Ialt giver det 6 forestillinger på 1 år! Det er cirka ligeså meget som man har på en profesionelt drevet scene. Det er fedt!
Vi har i det år, der er gået, besluttet at bruge flere penge på PR, og TeaterHUSET har fået et fast abonnement på Teaterkalenderen. Dette kan også medvirke til den øgede interesse omkring at producere her i TeaterHUSET. Men arbejdet i TeaterHUSET har sandelig ikke kun været bestyrelsesbeslutninger og teater. I februar havde vi en arbejdsweekend, hvor Off Stage blev malet hvid, mødelokalet grønt og Studiet er klargjort til spejlvæg. De få medlemmer som mødte op fik mange lange snakke, grin og maling på tøjet. Vi havde kæmpet for og håbet på mere frivillig engagement i foreningen i forbindelse med arbejdsweekenden, men uden held. Det er noget, der er blevet talt om ofte, og som fortsat vil være på dagsordenen: ”Hvordan får vi en mere aktiv frivillig forening?”
Der har været mange succesfulde kurser og gratisarrangementer, som har givet medlemmerne mulighed for at møde nye scenekunstnere og udvidde deres netværk, præcis som det er ambitionen at TeaterHUSET motiverer til.
Vi har haft:
- Longform Impro v. Kasper Nielsen
- Manuskript kursus v. Troels Christian Jakobsen
- De Store Russere v. Jens Michelsen, Martin Lyngbo og Niels Damkjær (i samarbejde med DATS)
- Krop og stemme træning v. Nikolaj Papaduke
- Informationsdag om turnerende teater for alle interesserede teatergrupper.
- Bastard Teorier, som var et forsøg på at lave nogle gratisaktiviteter for medlemmerne. 2 ud af 3 af disse blev ikke gennemført pga. sygdom og mangel på tilmeldte. På kontoret mener man, at erfaringen mht. tilmeldinger er, at det ikke skal være helt gratis. Men TeaterHUSET vil dog gerne fastholde fundraising til kurser for at gøre brugerbetaling minimal.
I 2010 har TeaterHUSETs bestyrelse og ansatte været aktive i forhold til styrkelsen af netværket på tværs af instanser i hele Danmark, som laver independent teater. QUANGA (Århus), Bühne (København), Vilskud festival (København), TeaterHUSET og et meget spædt netværk i Odense har alle mødtes nogle gange for at finde fælles fodslag.
Især samarbejdet mellem TeaterHUSET og Bühne har resulteret i nye konkrete initiativer. Det startede faktisk med, at vi røg ind i nogle overlap mellem TeaterHUSETs og teaternetværkets Bühnes udbud af kurser/workshops. Derfor tog vi initiativ til et styrket og tættere samarbejde. TeaterHUSETs lyst til at rumme alle initiativer i undergrundsscenekunsten matchede Bühnes behov for lokaler og faciliteter. Sæson 2010/2011 bliver svendeprøven på dette nye samarbejde. Vi håber at stå stærkere sammen. For TeaterHUSETs kursusvirksomhed betyder samarbejdet i første omgang, at der kommer 2 årlige kursusrækker og workshops, som laves sammen med Bühne og dermed tilbydes på samme tid til 2 netværk på én gang.
Et godt eksempel på samarbejdets muligheder var readingen på Planeten i april 2010, hvor Bühne og TeaterHUSET sammen arrangerede årets største begivenhed – i øvrigt i samarbejde med Huset i Magstræde, som havde 40 års jubilæum. Den event var et vigtigt og stærkt symbol på, hvad det her sted kan og vil i fremtiden.
Sidst men ikke mindst har vi for ganske nyligt fået godkendt indstillingen i kommunen, som beskriver HUSET i Magstræde i fremtiden, som et mere samlet HUSET med flere frivillige foreninger, med en større genremæssig spredning og endnu mere aktivitet. I 13 måneder har vi kæmpet for den sag – og endelig kunne politikerne træffe en beslutning, som vi er meget glade for og spændte på.
Det bliver Vildskud festival hver dag, plejer jeg at sige. Det ved jeg selvfølgelig godt, det ikke bliver. Men under Vildskud stod jeg på et tidspunkt i cafeen og skulle købe en øl. En perifær ven stod med en øl og snakkede med en jeg ikke kendte. ”Skal du have en øl med?” spurgte jeg den fremmede. Jeg havde lyst til at gi’ en bajer, for vi var jo fælles om at bruge og nyde cafeen. Derfor var han altså nu min ven. Hvis ikke Vildskud-festival hver dag, så ønsker jeg, at få netop den beskrevne følelse hver dag i HUSET. Og jeg håber, at mange andre også vil opleve det samme og lysten til et tværkunstnerisk fællesskab og samarbejde i fremtiden. Både på det udøvende og på det administrative plan.
TeaterHUSET bringer en varm tak til dem, der har lagt frivillige timer og kræfter i det politiske lobbyarbejde og en tak til alle dem, der har troet på, at det kunne lade sig gøre at finde en fælles løsning, som vil gøre alle lykkelige.
Vi har i år fået Thea ind i bestyrelsen, og siden sidste generalforsamling har fået en ny tekniker og en ny administrativ leder. Der har været mange skift og omvæltninger og meget pres på de to gange 12,5 timers ansatte. Men det har vi som medlemmer ikke kunnet mærke. Der skal lyde en ærlig, dybtfølt og varm tak til Liv Helm og René Kruse for deres indsats i den forgangne sæson.
Bookingsystemet er blevet gjort manuelt igen og René bruger alt for lang tid på at taste reserveringer ind, når han kunne gøre noget sjovere, vildere, hurtigere. Bookingsystemet er noget, der skal på dagsordenen i det kommende år, forhåbentlig i samarbejde med de andre brugere af HUSET, fordi vi nu bliver flere aktive frivillige, der skal til at dele endnu flere rum.
I det kommende år skal bestyrelsen desuden have et effektivt og aktivt samarbejde igang med HUSETs administration. Vi skal huse flere fantastiske forestillinger i TeaterHUSET, og vi skal udvikle de rum og resourcer, vi har til noget endnu federe og til forhåbentlig endnu mere aktivt frivilligt fællesskab. Vi skal også være visionære igen – og forestille os TeaterHUSET – denne gang i 2060. Lave filmvisninger og eksplodere i synligt undergrundsmiljø.
For et år siden havde vi hele kroppen fyldt med visioner, som har dannet grundlag for et aktivt, stærkt og engageret arbejde både på kontoret i hverdagene og i bestyrelsen. Vi skal blive ved med at have ambitioner, få flere ideer, nye håb og drømme. Men vi skal også være koncentrerede om at styrke de mange smukke flagskibe, som vi allerede har sat i søen.
onsdag den 1. september 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar