Note til mig selv:

Læs Richard III af Shakespeare.

Efter at have set Det Kongelige Teaters reumertbelønnede opsætning af Richard den Tredje her til aften har jeg stor lyst til at læse teksten.
Havde inden forestillingen kun hørt stor ros, så forventningerne var enorme. Og jeg må være ærlig: Jeg kunne også virkelig godt lide forestillingen. Især selve iscenesættelsen. Fantasifuld. Modig. Meget skør og med masser af ironi. Et univers jeg brugte hele første akt på at acceptere. Jeg undrede, betragtede, åbent, kritisk og med tungen lige i munden, for det er ikke let at holde styr på stamtræet, selvom det er malet med stort på hele bagvæggen. Jeg må give en gråsprængt herre, som jeg overhørte tale med sin kone i pausen ret: "Jeg forstår jo ikke en brik af hvad der sker og hvem der er hvem". Først til allersidst gik det op for mig, hvem hende med solbrillerne var. Generelt var kvinderne meget passive. Men det gjorde ikke så meget - især ikke i andet akt - hvor historien begyndte at tage fart og vi bliver revet med. Vi både hepper på og væmmes ved "onkel Richard" - og det er en dejlig splittende følelse - for han er bestemt ikke rar, Søren Sætter-Lassen, men han er et ovenud komisk stjernebillede, og et velfortjent midtpunkt og hovedkraft.
Andet akt var altså mere spændende, men ligesom i første akt bliver det ofte detaljeret, forvirrende og lidt mærkeligt, med alle de monologer af poetisk metaforisk Shakespeare, som jo skal med...
Jeg ønsker mig, at historien får første ret, og så kan vi lege med sprog i de passager, som faktisk er interessante og dramatisk drivende. Det er tydeligt at se, at de passager, som ikke er vigtige nok for historien heller ikke spilles specielt godt. Hvor det derimod er dramatisk, spændende og afgørende er skuespillerne helt geniale, sjove, karrikerede samtidig med troværdige og sympatiske.
Den meget fysisk basrede instruktion fungerer godt, det er sjovt, og det vanvittige univers giver direkte belønning hos publikum. Det var en stor oplevelse, at sidde på 1. balkon, anden række mellem alle de fine, smårige borgerlige stamgæster og være vidne til sjælden men sand indlevelse. Damerne gispede, skræg, lo højt og hvinede. Der blev larmet lidt med noget slik og hvisket forklarende bemærkninger. Det var nærmest som i et børneteater - og det gør mig glad. For småstøj gør ingenting, når det betyder, at publikum er trygge og medrevet, når det betyder, at de også tør lave lyd, sige noget, følge med og - lade scenen vide de er der.
Stemningen i salen mindende mig om en blanding af atmosfæren jeg forestiller på Shakespeares egen tid og det jeg har læst om Bertolt Brechts teaterforestillinger.

En dejlig aften. Men hvad er der med det der Shakespeare? Det er folkeligt ja, morsomt ja, men er det vigtigt? Jeg er ikke helt sikker. Jeg vil gerne svare ja, men jeg tror lige jeg bliver nødt til at læse manuskriptet til Richard III for mig selv først.