Jeg blev inviteret som en ud af ca. 20 professionelle scenekunstnere fra forskellige fag fra scenografer og instruktører til musikere, dansere, skuespiller og performere. Vi skulle undersøge og træne impulsiviteten i idéfasen i arbejdet med teaterforestillinger.
Undervejs skulle en teatervidenskabsstuderende følge os som et led i et speciale om dokumentation af udvikling af og eksperimenter med scenekunst.
5 dage x 8 timer med små opgaver, alene, to og to og på hold, der efterhånden som ugen gik blev større og større.
Den første dag blev vi præsenteret for teorien om (sat på spidsen) tre faser og tre kommunikationsformer med forskellige værdier tilknyttet. Vi skulle arbejde i den fase, som indebar åbenhed, gensidig interesse og generel impulsivitet og sparring. "Sige-ja-fasen" tror jeg også jeg vil kalde den.
Herefter skulle vi først interviewe hinanden to og to om et postkort man havde valgt, som skulle vise noget om "mine drømme og håb for, hvad jeg gerne vil skabe om et år" samt hvad kortet siger om mig og mine kompetencer og om impulsivitet. Bagefter skulle vi præsentere interviewsne ved at spille den person vi havde interviewet og sige de ting vi havde fundet ud af. Grænseoverskridende, men egentlig en meget dejlig måde at komme i gang på og blive præsenteret på. Uhøjtideligt og sjovt at blive spillet af en anden.
Om eftermiddagen skulle vi på 1 time lave en soloforestilling på max 3 minutter ud fra genstand vi fik udviklet hver især. Det var vanskeligt - men det var det for alle. Og resultaterne var overraskende gode!
Jeg havde fået en tommestok fra Silvan. Derudfra lavede jeg historien "Silvan - gør det nemt", som jeg tegnede op i målestokforholdet 3:17 og med en klassisk dramaturgisk spændingskurve, der også fungerede som en tidslinie. Efterhånden som historien skred frem rullede jeg flere tegninger ud under tidslinien, som illustrerede historien.
Det handlede om en arkitekt (spillet af mig selv), der ville bygge noget nyt og derfor rejste til sverige i en lille båd. Men så blev det uvejr og båden kentrere. Der var dog for langt ind til Danmark og derfor måtte arkitekten svømme over til Sverige. Da hun kom i land blev hun mødt med et forskrækkende syn. Ved bredden stod der en flok indvandrere og spejdede over mod Danmark. I Sverige havde der nemlig været valg og de onde var kommet til magten, så de fremmede havde nu ikke længere lov at være i landet længere. De var alle enormt tynde, stakkels og frustrerede. Pludselig var der en der hængte sig selv i et stort æbletræ. Det fik arkitekten til at handle. Hjælp måtte der til. De kunne jo ikke alle sammen hænge sig selv. Så arkitekten hjalp dem med at få fat i æblerne og lærte dem at spise de på tegningen 3 cm. i diameter (altså i virkeligheden 17 cm. i diameter) kæmpe-æbler. Derefter byggede arkitekten med bådens årer, som var flydt op på land fra forliset, og med en pressening et telt, hvor indvandrerne kunne sove. Nu skulle det værste være overstået. Men indvandrerne var stadig ikke glade at se på. Så kom arkitekten i tanke om, at de måske manglede en leg!
Derfor gav han dem sin tommestok, så de kunne lege med den og bygge til og udvidde deres nye hjem. Nu blev de glade og arkitekten bestemte sig for at rejse hjem igen. Hvad der vil ske i fremtiden er vanskeligt at spå om, men der er stor sandsynlighed for at arkitekten tager i Silvan og køber en ny tommestok - fordi Silvan gør det nemt.
De andre havde mange gode små indslag, som jeg vil beskrive i et andet blog-indlæg.
Dag to skulle vi arbejde to og to med en sightspecific forestilling ud fra et digt af ham der skriver de der "det var en tohundrede og treogfirsenstyvende gang." Kristian (skuespiller og manuskriptforfatter) og jeg lavede en forestilling om en russisk rengøringskone: Schmarazschka, som gør rent på herretoilettet, men bliver overrasket af nogle vandflasker som på mystisk vis ruller ud under døren fra begge toiletterne. Det viser sig at være "klarhedsvand" som får hende til at se klarere og hun blive helt vild. Hun vil bade i det - men det går jo ikke foran publikum. Hun vil drikke det, men det er ikke stærkt nok. Så stikker hun hovedet ned i en spand hun har fyldt med vandet og kravler derefter ud af vinduet, hvor hun ser alting - bladene på træerne er helt tydelige. Alt er vildt.
Om eftermiddagen på dag to var vi fire på et hold. Jeg var sammen med Jakob Stage (danser og koreograf) og to scenografer (Tania og Dorte). Vi fik en cd med saturday night fever, som vi havde halvanden time til at forberede et nummer ud fra. Reglen var, at det skulle være i et rum uden scenografi, kun med krop. Det var frygtelig vanskeligt for scenograferne, men vi endte med at lave en dans med nogle møder mellem forskellige mennesker samt en dans, som sluttede i et showagtigt cheerleader-showbillede.
Det var en mere vanskelig proces, da ideerne ikke flød men snarere blev undermineret når der var noget. Og vi sagde måske ikke det vi mente, men ironiserede. Jeg tror det stykke musik var vanskeligt for de andre i gruppen, da de havde et særligt forhold til det fra deres ungdom. Det er jeg vist lidt for ung til. Jeg så/hørte mere Grease og Dirty Dancing. Det betød at vi i starten kom til at tale om alder. Og det gjorde muligvis også mig lidt mere usikker. Kombineret med at være træt. Ikke meget impuls i det. Fjollet, men sådan kan en proces jo også være. Og resultater kommer der altid! Hvis der skal.
Dag tre var jeg på arbejde for sidste gang + skaffe-dyr for QUASI teater. Men jeg nåede tilbage til workshoppen til en midtvejsevaluering, hvor vi talte om, hvordan man kan synliggøre selve processen mere. Hvordan man kan lave mere ekstrem impulsivitet/træning og hvordan man kan komme nærmere undersøgelsen af impulser.
På dag fire fik vi en avis, som vi skulle arbejde med i et par timer to og to. Jeg arbejdede sammen med en musiker, der hedder Thomas. Vi havde lidt svært ved at bestemme os for et bestemt plot eller koncept og begyndte efter at have studeret avisen at improviserer over forskellige historier, som vi godt kunne lide.
Det endte med at blive til en amatørteaterrevy (vores avis var en lokalavis, så et amatørteater passer dermed ok godt). Vi pjattede, trommede og hyggede os godt, og publikum grinte dejlig meget.
Jeg fik ros for min komik og den fælles rytme Thomas og jeg havde. Stort. Jeg er jo ikke - og har aldrig været - skuespiller.
Jeg talte med Petra (en anden instruktør) om at lave etydetræning i forsøgsstationen. Det vil jeg arbejde lidt videre med.
Dag fire eftermiddag var vi fire på et hold med nogle tilfældigt valgte ord som inspiration. Jeg arbejdede med Marc (arrangøren), Sara (scenograf) og Tora Balslev. Det blev ret hurtigt til en fysisk improvisation, som blev til en forestilling om smerte og glæde. Temmelig abstrakt, men meget fint synes jeg selv. Rummet blev dekoreret af malertape, som indrammede alle de steder på gulvet, hvor vi opholdt os i de mange små enten smerte eller glædesstemninger.
Dag fem var en heldagsopgave, hvor vi var fem eller seks på hvert hold. Min gruppe bestod kun af kvinder, og vi endte med en visuel interaktiv performance om at drømme. Her skulle jeg spille stjernen, som falder ned fra himlen. Jeg digtede en historie om alle de mange ting, som stjernen møder, og fortalte den for gæsterne mens de gik rundt i det meget smukt dekorerede og stemningsfyldte rum. Stilen var papirsklip. Meget stilfuldt og eventyrligt egentlig.
At få nye venner blandt workshopdeltagerne og at blive kastet ud i vilde opgaver sammen har gjort ugen helt fantastisk og uforglemmelig. Det var vanskeligt for mig at fortælle nogen om det mens det stod på, fordi det var som om det var et privat rum og at det kun var os deltagere, som kunne forstå hvor vigtige de øvelser vi lavede var og hvor fedt og svært det var på en gang. Det var virkelig som om vi havde en hemmelighed.
Nu vil jeg prøve at videreformidle alligevel. Om ikke andet så til mine egne noter.
I et senere blogindlæg vil jeg beskrive nogle af de andre deltageres små forestillinger. Der opstod de fineste små ideer, som fortjener at blive foreviget i en lille beskrivelse.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar