Af Marie Kilsgaard Møller
Vicepræsident i ASSITEJ Danmark og teaterinstruktør i børne- og ungdomsteateret QUASI.
Vidste du, at det i dag er ASSITEJs internationale børneteaterdag? At der om cirka tre uger kommer omkring hundrede internationale børneteaterfolk til Esbjerg, for at deltage i den store årlige børne- og ungdomsteaterfestival? Og vidste du, at København og Malmø om præcis et år skal være vært for en enorm verdenskongres for børne- og ungdomsteater?
Der er ikke mange der ved det, men over hele verden fejres dagen i dag med alt fra konferencer til optog og festivaler. I Danmark er det de færreste der kender til verdensorganisationen ASSITEJ, og kun få ved, hvor stolte vi faktisk bør være over dansk scenekunst for børn og unge på den globale spillebane.
ASSITEJ Danmark er den danske afdeling af den internationale organisation for børne- og ungdomsteater ASSITEJ (Association Internationale du Théatre pour l'Enfance et la Jeunesse), tilknyttet UNESCO. Organisationen består af flere tusinde organisationer, teatre og enkeltpersoner spredt på over 80 forskellige lande. Den danske afdeling af ASSITEJ formidler viden om dansk børneteater til udlandet og informerer om aktiviteter i udlandet til de danske teatre. ASSITEJ ønsker generelt at fremme børns kulturelle rettigheder, ved at fremme udvekslingen af teater, kompetencer og synspunkter på tværs af alle grænser. I en tid, hvor det globale samfund og et samlet Europa kommer tættere og tættere på den enkelte, er det vigtigt, at vi i et lille land som Danmark er gode til at agere på et internationalt plan.
Hep på Danmark
Ligesom vi er nogle, der sidder hjemme foran tossekassen og klapper af Caroline Wozniacki, når hun med elegance og sikker hånd erobrer medaljer som repræsentant for vores land, så bør vi i dag også skåle for Danmarks børneteater. Ude i verden er dansk børneteater i førertrøjen. Hvert år spilles der i Danmark børneteater for over en million publikummer ude på skolerne. Man siger, at vi i Danmark er gode til at tage børnene alvorligt og samtidig lave forestillinger, som er relevante og interessante for de voksne. Dertil er det kunstneriske og æstetiske niveau enormt højt, siger man. Ifølge statistisk bliver der hver eneste dag spillet mellem en og to danske børneteaterforestillinger i udlandet. Det nordiske samarbejde er i rivende udvikling og scenekunstnere fra norden inviteres til den anden side af kloden for at øse erfaringer vedrørende børn og kunst ud over den tredje verden.
For mange ”voksen-teatre” kan det være vanskeligt at brække de skrå brædder op og sætte sig på en flyver med lyd og lys i bagagen. Men børneteateret lever på hjul og landevej. Derfor er det også almindeligt, at man ser store historier og kunstneriske præstationer skabt med få og enkle virkemidler. Dansk børneteater er derfor også favorit-inspirationskilden til større og bedre bemidlede teatre. Den danske teaterelite er børneteateret. Her er der sikret succes og ekspansion. Det er klart, at der er brug for midler til de mange rejseforestillinger, som efterspørges rundt omkring i verden. Heldigvis er den politiske opbakning til international kulturudveksling god. Både indenfor elitesport og børneteater skal det klinge ”Danmark er de bedste!”¨
København-Malmø
Idag skal vi altså fejre ”ASSITEJ International Theatre for Children and Young People World Day”. Det er sjældent, at dagen bliver markeret med noget særligt i Danmark. Det skyldes især den forestående festival. Til april mødes hele Danmarks børneteater nemlig med over 170 forskellige forestillinger. Hvert år en ny værtskommune. I år bliver udstillingsvinduet esbjergensisk. Købere, fagfolk, børn og almindeligt interesserede valfarter til festivalen, hvor kendetegnet er den gode og imødekommende stemning samt høj kunstnerisk kvalitet. Også her kan vi prale af det internationale samarbejde. Til festivalen i Ballerup i 2009 var der omkring 130 deltagere fra 37 forskellige lande.
Om præcis et år vil hele København vrimle med børneteater. Danmark og Sverige er nemlig blevet valgt som fælles værtsby for 17th ASSITEJ World Congress and Performing Arts Festival for Young Audiences. Gæster fra hele verden kører med tog og metro i pendulfart mellem Malmø og København. Drømmen er, at hele indre by i København skal sitre af børneteater og gæster fra hele verden, ligesom ved klimatopmødet. Danmark er valgt som vært, fordi dansk børneteater har noget at byde på. Men børneteatrene kan ikke klare den alene. Hele hovedstaden må involveres i denne enorme event, som er en stolthed for den danske nation og for København.
En opfordring må lyde til alle danskere: Spred rygtet! Dansk børneteater er verdens bedste! Den årlige børneteaterfestival i april er et besøg værd! Og ASSITEJs Verdenskongres i 2011 bliver en sensation – også til ære for dig!
onsdag den 28. april 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar