Hvad kan jeg blive 2009
Mesterlære
I fire år har jeg søgt ind på teaterskolen i Danmark uden held. I Berlin har jeg for meget erfaring til at gå på teaterinstruktørlinie! Du kan hvad du vil, sagde de. Jeg vil så gerne uddannes, men hvor passer min brik i uddannelsessektorens puslespil? Hvad skal man gøre ved udstikkerne, som taler alt for højt og skriver endnu højere?
Af Marie Kilsgaard Møller
Teaterinstruktør i teaterkompagniet QUASI og retorikstuderende
En bleg næse mases flad mod ruden. “Hvad vil du være når du bliver stor?” “Hvordan bliver man det?” Og “hvilke jobs er der i det?” Det er ruden ind til uddannelsesmarkedet, der bliver åndet til af alle os unge entusiaster, der kun behøver at vælge. Vi har det smaddergodt i Danmark. Og jeg takker for det. Tak. Mange tak, Danmark, for alle de tilbud og alle de muligheder. Vi lever i et ’videnssamfund’, og alle taler altid om fremtiden og uddannelse. Jeg selv inklusiv. Det kan ikke gå hurtigt nok. Den utålmodige, men også ihærdige, engagerede og ambitiøse ungdom har i det 21. århundrede gjort sit indtog på uddannelsesmarkedet, hvor alt er muligt. Næsten!
Mellemzonen
Hvorfor sagde de, at vi kunne blive hvad som helst? Der er brug for flere muligheder. Uddannelse er ikke længere noget, man kun kan tilegne sig på skolebænken, men der er stadig behov for et bevis.
Dette er fortællingen om en ung piges kamp for at leve af det der gør hende lykkelig. Kampen for uddannelse, anerkendelse og succes. 2008 begyndte med afslag i første runde fra teaterskolens instruktørlinie, tredje år i træk. Så fik jeg afslag fra statens kunstfond, jeg er nemlig ikke professionel (på trods af meget erfaring), og i december modtag jeg mit fjerde afslag fra statens teaterskole. I efteråret søgte jeg ind på en berømt teaterskole i Berlin, gik videre til næstsidste prøve og modtog så et afslag med begrundelsen: Du har for meget erfaring! I Tyskland er der en anden tradition. Der anerkender man virket som assistent på teateret som seriøs læring. Mine tre år som instruktørassistent og selvstændig instruktør svarer i Berlin til tre års kunstnerisk uddannelse! Men i Danmark gælder det ikke. I stedet modtager jeg SU og relevant viden om formidling på retorikstudiet i København. På universitetet får man måske et bevis på sin viden, men der kan ikke stå cand.kunstner på det.
For næsten to år siden grundlagde jeg, sammen med min producent, teaterkompagniet QUASI. I branchen bliver vi kategoriseret som independent. Det vil sige mere ambitiøse end amatører men endnu ikke professionelle. Vi har ikke en statsautoriseret uddannelse indenfor feltet, men lærer gennem praksis. Og med en hastighed på 60 timer om ugen. Uden overdrivelse. Ambitionerne tårner mod himlen. Er det ikke netop det samfundet vil med os unge? På trods af eksemplarisk engagement, målrettet karriereplanlægning og selvstændige initiativer sidder vi fast i mellemzonen... Ikke gode nok til de finere luftlag – af professionelle, altså lønnede og fagforeningssikrede teaterfolk – og for ambitiøse til kategorien amatør eller fritidsteater. Hvorfor? Fordi vi ikke har en uddannelse!
Drop det nu. Du er jo ikke dygtig nok, skriger djævlen fra min venstre skulder. Det er derfor du får afslag. Kald mig bare naiv eller stædig, men jeg gir ham ikke ret. I dette efterår blev en forestilling, som jeg har både skrevet og instrueret, refusionsgodkendt. Det vil sige professionelt anerkendt som ungdomsteater, hvor staten refunderer 50 pct. af kommunernes udgifter ved køb. Stadig har jeg ingen papirer på mine kundskaber. Ingen uddannelse. Og efter fire forsøg, fire år i træk og fire afslag i første runde er min indre kikkert nu begyndt en panorering. Der må ske noget. Der må findes et alternativ. ”Så find dog på noget andet at lave” tænker den fornuftige læser nok. Og du har ret. Jeg kunne godt blive gymnasielærer i retorik og drama, bo på landet og være kreativt stimuleret og frugtbar. Men skabertrangen, ambitionerne og et stænk af galskab efterlader mig her ved tastaturet. Magtesløs. Bitter. Brokkende.
Mesterlære
Der må findes et alternativ. Lad os foretage et tankeeksperiment: Lad os forestille os en fremtid, hvor der fandtes andre måder at uddanne kunstnere end de eksisterende skoler på Holmen, hvor de unge håbefulde tager hen for at blive ensrettet. Lad os forestille os anerkendt kunstuddannelse gennem mesterlære. Skuespillere, såvel som instruktører, producenter, filmfotografer, pianister og kunstmalere vil kunne søge om at blive elev hos en mester. Erfarne og dygtige kunstnere kunne blive ”statsautoriserede mestre” og vælge sin eller sine elever efter eget ønske. Eleven skulle følge mesterens arbejde samt gå til hånde og løse selvstændige opgaver, ligesom vi kender det fra håndværksfagene. Efterhånden som tiden går og eleven dygtiggør sig, får denne mere ansvar, og uddannelsesforløbet skal slutte med en svendeprøve, hvor eleven beviser sin professionelle kunnen i autentiske rammer og ved ”bestået” modtager et ”statsautoriseret svendebrev”.
Hvis samarbejdet mellem mester og elev har været gunstigt vil forløbet måske resultere i en ansættelse. Har eleven været særligt dygtig vil mesteren selvfølgelig fortælle om det vidt og bredt. Ord, som kommer fra en dygtig eller berømt kunstner bliver hørt. Fra en sådan mester vil der også forventes særligt dygtige og talentfulde elever. Mesteren vil stolt kunne præsentere sine lærlinge som fremtidens kunstnere. Eleven vil desuden have en direkte kilde til anerkendelse gennem sin mesters navn og omdømme. Dermed opstår der en gensidig interesse i et vellykket samarbejde og et produkt af høj standard. Mester vil kunne hjælpe eleven med til at trænge gennem det ultrapansersikrede vitavrap-folielag, som den professionelle kunstbranche er pakket ind i.
I andre brancher har regeringen allerede genindført mesterlæreprincippet. På erhvervsuddannelserne kan studerende frit vælge mellem tre uddannelsesveje – den senest indførte vej hedder nymesterlæren! Det er en privilegeret, ja, næsten forkælet situation. Og det er populært! Et smart træk fra statens side, fordi de ønsker, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse. Men man fristes til at tro, at udstikkerne, som vil noget knap så profitorienteret, bliver udryddet af overstatslige bureaukratiske tiltag som nedskæringer og regler. Man skulle tro, at de i Snapstinget er blevet enige om en diskurs a la ”Vi gør deres liv så vanskeligt, ubehageligt og umuligt, at de tosser finder på noget bedre at lave.” Om det så er en opsang til uddannelses- eller kulturministeriet – det må ministrene slås om.
Mesterlæreprincipet har mange fordele, og det er jeg ikke alene om at påstå. Kunstnere er håndværkere, og burde derfor uddannes som en sådan. Eller have muligheden for det. Peter Bastian, musiklærer og forfatter til en artikel på Undervisningsministeriets hjemmeside, skriver, at ”kunst læres og udvikles ved livslangt slid med vores metier; et slid, hvor vi aldrig taber koncentrationen om det, det handler om. I forlængelse af dette slid kommer en tilfredshed, som er en forudsætning for vores egen livslykke. Vi kan simpelthen ikke trives ved kun at yde vores næstbedste. Kunst læres gennem mesterlæren. Ved at gå op ad en som kan. I årevis!”
Klaus Nielsen, som er ph.d.-studerende ved Psykologisk Institut i Århus og særligt interesseret i pædagogisk psykologi og mesterlære, argumenterer for genindførelsen af i hvert fald elementer af mesterlæreuddannelsen: ”Praktik eller mesterlære kan bidrage med en anden slags forståelse af, hvordan man lærer, end den forståelse, man plejer at læne sig op ad i skoleverdenen. Intelligens baserer sig ikke udelukkende på teori og intellekt, men også på rumlige og fysiske erfaringer, fx. visuelle. Derfor styrker det læringen at væve teori og praksis tæt sammen. Mesterlæren bygger på en erkendelse af, at erfaring ikke overføres direkte fra lærer til elev. I zenbuddhismen formuleres det sådan, at mester viser lærlingen tre hjørner af et rum, og så må lærlingen selv finde det fjerde. Erfaringen må altså opnås selvstændigt.” Også den gensidige interesse i succes og den gensidige afhængighed mellem mester og lærling bekræfter Klaus Nielsen: ”Læreprocessen er ikke kun en bevægelse af viden fra svende/mester til lærlingene, men processen "slår tilbage" til deltagerne i professionen og tvinger dem til at reflektere over hensigtsmæssigheden af de gældende rutiner. Læring bliver således også en fornyelse og forandring af professionen.”
Nogen vil måske hævde, at hvis man laver flere kreative uddannelsesmuligheder får vi alt for mange kunstnere – flere end der er brug for. Men som det er nu har kulturforbrugeren faktisk ikke muligheden for at vælge, fordi næsten alle professionelt anerkendte kunstnere i Danmark er uddannet samme sted. Skal man ikke give forbrugerne mulighed for at vælge det, de bedst kan lide? De bedste vil overleve og resten skal nok finde det de egner sig bedst til med deres værktøjer og kompetencer. Som det er nu bestemmer en lille jury på fire til ti medlemmer, hvem der skal skabe fremtidens kunst. Burde folk ikke selv kunne vælge om de vil se på ensrettet eller autodidakt kunst? Vi mangler pluralismen i dansk kunst. Hvert år bliver to teaterinstruktører færdiguddannet – begge fra statens teaterskole. Hvert år bliver to scenografer færdiguddannet – også fra samme skole. Dermed får vi den samme kunst! Skolen ud fra samme metode og med de samme lærere. Udbuddet er total ensrettet.
Der er i forvejen nedskæringer på kunstmidlerne, så flere uddannelser, bare fordi der er nogle særlinge der føler sig uretfærdigt behandlet, det er der ikke råd til. Men indførelsen af mesterlæreprincippet i det kunstneriske felt vil ikke koste ekstra. Eleverne skal naturligvis modtage SU, men det gør vi i forvejen, når vi nasser på universitetet uden overhovedet at være interesseret i et liv som akademiker. Dermed er der altså ingen statslige ekstraudgifter. Mestrene skal bare have et bevis. Det koster højest et administrativt gebyr. Lærlinge vil være god og engageret, gratis arbejdskraft.
Hvor passer brikken?
Efter cirka fjorten år i det danske uddannelsessystem, flasket op med studievejleder og fremtidsplaner, har jeg forstået, at skolegang er nødvendigt. Derfor købte jeg mig en dag til et højskoleophold - mod at jeg kunne gå på teaterlinien som ’instruktørelev’. Da holdet ’Efterår06’ røg på porten tog jeg hjem til København, hvor et projekt som instruktørassistent ventede mig. Denne gang under Kirsten Dehlholm og Hotel Proformas abstrakte vinge. Endnu en optagelsesprøve på Statens Teaterskole – med afslag. Den velkendte ungdommelige utålmodighed meldte sig for halvfjerdsindstyvende gang. Den blev til frustration, som blev til kampgejst. Med løftet pande og en stærk tro på muligheder tog jeg sagen i egen hånd og etablerede QUASI – og det går stadig godt. Du kan blive lige hvad du vil, lærte vi som små, og fik den store tykke ”hvad kan jeg blive 1999” stukket i hånden. Du skal bare lave dine lektier og så bare vælge. Jeg har lavet mine lektier og jeg har valgt. Men vejen synes længere end ventet. Drømmen om en skole, en uddannelse og et blåstempel spøger. Den sikre, trygge fremtid. Jeg må erkende at være påvirket af både familie, veninder, tidligere skoler og ikke mindst samfundet, som alle skriger på eksamensbeviser og karriere. Jeg føler mig ofte helt aflang af at blive trukket i fra alle sider. ”Du skal have en uddannelse” eller ”hvornår bliver du færdig?” Jeg modtager afslag på afslag fra både skoler og store fonde, men mærker også fremgang og bekræftelse. Refusionsgodkendelsen, en rygsæk fuld af erfaring – så meget at det i Tyskland forhindrer mig i at være skoleegnet… Så hvor skal jeg ende? Skole eller ikke? Elsker elsker ikke? Utålmodig? Ja! Men er det ikke det samfundet vil have? Fremdrift og karriere? Internationale ambitioner og det bedste Danmark i verden. Kære regering, jeg er klar til at kæmpe, men mangler mit bevis.
Hvad kan jeg blive i 2009? Der kan ske så meget. Måske vil denne artikel hjælpe mig på vej... Personligt når jeg nok ikke at få et rigtigt statsautoriseret svendebrev – og det er helt okay. Kampen her skal ikke kæmpes for min skyld, men for de mange unge, der heller ikke kan finde deres matchende brik, når de maser næsen mod ruden for at shoppe uddannelse. Jeg ville ønske der stod “Undskyld rodet, vi udvider butikken” i vinduet ind til uddannelsesmarkedet. Det er nu helt dukket til af længselsfulde blikke. Det er for fremtidens skyld. For Danmarks og for kunstens skyld. For hele puslespillets skyld.
mandag den 22. december 2008
Bagland
Hvert år den 23. december mødes jeg med alle de gamle i Skanderborg først til damemiddag, så i byen, hvor nær og fjern hilser på. Jeg plejer at skrive sang og holde tale - nogle af mine spidskompetencer (ville jeg måske ønske ;).
Her kommer først sangen fra sidste år. Så den nyligt komponerede sang til dette års sammenkomst:
Lejlighedssang ved pre-julemiddag 23. December 2007
Mel.: Langt oppe bag Norges kyster
En start på traditionen
En ordn’li’ julefest
En kæmpe tak til konen (værtinde Birgit Thomsen , som er på Samsø)
Fra alle som er gæst - som - er - gæst
Det lillejuleaften
Og venner vender hjem
Så fat et glas med saften
Vi er et sandt harlem - lem - lem - lem
Skål!
Et harlem fuld af fisser
De bedste man har fået
Vi sidder ned og tisser
I sandhed er bestået - tak - for - det
En samling som er blandet
Fra både øst og vest
Trods livet er noed andet
Er hjemme altid bedst - al - tid - bedst
Endnu et år er gået
Vi sidder her endnu
Og meget har vi nået
Vokset og blevet snu - ble - vet - snu
Skål!
Det vælter rundt med grever
Man vælge hvad man vil
Og kærligheden lever
En kat er kommet til - kom - met – til
På campingtur - roskilde
Musik og øl og snaps
Og snaps på snaps de ville
Så fik vi alle lidt klaps - haps - haps - haps
Så intellektuelle
Med pligt og fredagsbar
Min vi er kriminelle
Du ringer, så er vi klar - med - et - svar
Skål
Hvad har i ellers lavet?
Det’ opdateringstid
Hvem har i egentli’ snavet?
Du er vel ikke perfid - bid - fnid - skid
Vi er her for at sludre
Og mindes jakobs bar
På Marius og pludre
En skåler mer’ vi tar’ - hvis - vi - har (??)
Skål
I er de bedste venner
Men hvad skal der nu ske?
Mon andre os genkender?
Fra tid på S A G - hva’ska - der - ske
Så skønt at være hjemme
I seksogfiirs og tres
Jeg denne dag vil gemme
Nå livet er et ’mess’ - seksog - firs - tres
Så tak fordi i er hér
Og tak for dejlig fest
Traditioner holdér
Især med venner og gæst - så - der - fest!!
Skål
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Sang ved den årlige genforening af Skanderborgere d. 23. December 2008
Mel.: Mellem Esbjerg og Fanø
Der var en dato og det var nu ja
og det var nu ja og det var nuu
Vi holder fest for nu der det sgu ja
Den treogtyvne i Jylland
Og vi er samlet til stor ståhej
Og der ingen der siger nej
For traditionen er mega sej:
Den treogtyvne i Jylland
Et år er gået og det var godt ja
Og det var godt ja og det var godt
De fleste synes det at det er flot ja
Den treogtyvne for alvor
Og folk får bolig og fælles kas’
Tiden den ta’r os – men ka’ det pas’?
Så sig vi stadig ka’ den gas?
Den treogtyvne for alvor
Skål!
Og vi har savnet og intet hørt ja
Og intet hørt ja og intet hørt
Vor veje skilles og det er skørt ja
Den treogtyvne i stilling
Men så ses vi jo i Berlin
og lidt på amager til billig vin
og nu i Stilling, for den er fin
Den treogtyvne i stilling
For der er noget som ej er glemt ja
Som ej er glemt ja som ja som ej er glemt
Det er en fortid, det som er hændt ja
Den treogtyvne på gymme
Når vi har festet og sagt halløj
Har haft hinanden til sorg og spøg
Så går vi/det aldrig helt op i røg
Den treogtyvne på gymme
Skål!
Nu er det update fra nær og fjern ja
Fra nær og fjern ja fra nær og fjern
For med et bagland stå stærkt som jern ja
Så blir’ det treogtyv’ igen-gen
Thi når vi taler om livets mål
og livets vej plantet til med kål
så er det godt med endnu en skål
Den treogtyvne igen-gen
Skål!
Her kommer først sangen fra sidste år. Så den nyligt komponerede sang til dette års sammenkomst:
Lejlighedssang ved pre-julemiddag 23. December 2007
Mel.: Langt oppe bag Norges kyster
En start på traditionen
En ordn’li’ julefest
En kæmpe tak til konen (værtinde Birgit Thomsen , som er på Samsø)
Fra alle som er gæst - som - er - gæst
Det lillejuleaften
Og venner vender hjem
Så fat et glas med saften
Vi er et sandt harlem - lem - lem - lem
Skål!
Et harlem fuld af fisser
De bedste man har fået
Vi sidder ned og tisser
I sandhed er bestået - tak - for - det
En samling som er blandet
Fra både øst og vest
Trods livet er noed andet
Er hjemme altid bedst - al - tid - bedst
Endnu et år er gået
Vi sidder her endnu
Og meget har vi nået
Vokset og blevet snu - ble - vet - snu
Skål!
Det vælter rundt med grever
Man vælge hvad man vil
Og kærligheden lever
En kat er kommet til - kom - met – til
På campingtur - roskilde
Musik og øl og snaps
Og snaps på snaps de ville
Så fik vi alle lidt klaps - haps - haps - haps
Så intellektuelle
Med pligt og fredagsbar
Min vi er kriminelle
Du ringer, så er vi klar - med - et - svar
Skål
Hvad har i ellers lavet?
Det’ opdateringstid
Hvem har i egentli’ snavet?
Du er vel ikke perfid - bid - fnid - skid
Vi er her for at sludre
Og mindes jakobs bar
På Marius og pludre
En skåler mer’ vi tar’ - hvis - vi - har (??)
Skål
I er de bedste venner
Men hvad skal der nu ske?
Mon andre os genkender?
Fra tid på S A G - hva’ska - der - ske
Så skønt at være hjemme
I seksogfiirs og tres
Jeg denne dag vil gemme
Nå livet er et ’mess’ - seksog - firs - tres
Så tak fordi i er hér
Og tak for dejlig fest
Traditioner holdér
Især med venner og gæst - så - der - fest!!
Skål
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Sang ved den årlige genforening af Skanderborgere d. 23. December 2008
Mel.: Mellem Esbjerg og Fanø
Der var en dato og det var nu ja
og det var nu ja og det var nuu
Vi holder fest for nu der det sgu ja
Den treogtyvne i Jylland
Og vi er samlet til stor ståhej
Og der ingen der siger nej
For traditionen er mega sej:
Den treogtyvne i Jylland
Et år er gået og det var godt ja
Og det var godt ja og det var godt
De fleste synes det at det er flot ja
Den treogtyvne for alvor
Og folk får bolig og fælles kas’
Tiden den ta’r os – men ka’ det pas’?
Så sig vi stadig ka’ den gas?
Den treogtyvne for alvor
Skål!
Og vi har savnet og intet hørt ja
Og intet hørt ja og intet hørt
Vor veje skilles og det er skørt ja
Den treogtyvne i stilling
Men så ses vi jo i Berlin
og lidt på amager til billig vin
og nu i Stilling, for den er fin
Den treogtyvne i stilling
For der er noget som ej er glemt ja
Som ej er glemt ja som ja som ej er glemt
Det er en fortid, det som er hændt ja
Den treogtyvne på gymme
Når vi har festet og sagt halløj
Har haft hinanden til sorg og spøg
Så går vi/det aldrig helt op i røg
Den treogtyvne på gymme
Skål!
Nu er det update fra nær og fjern ja
Fra nær og fjern ja fra nær og fjern
For med et bagland stå stærkt som jern ja
Så blir’ det treogtyv’ igen-gen
Thi når vi taler om livets mål
og livets vej plantet til med kål
så er det godt med endnu en skål
Den treogtyvne igen-gen
Skål!
mandag den 15. december 2008
travlhed
Har netop afleveret eksamensopgaver. Tillader mig et par dages fri men føler allerede travlheden melde sig. Elsker travlhed. Mon jeg er afhængig?
fredag den 12. december 2008
I kærlighedens navn
Ikke så meget andet end at vi er sammen. Og med åbne kort. Jeg er lykkelig over det. Jeg er overrasket over mig selv - men jeg er helt sikker på at det er det rigtige. Mit hjerte vil gå i stykker hvis vi ikke er sammen. Vi skal være sammen. Nu med åbne kort. Jeg tror på ærligheden. Og kærligheden!!
torsdag den 11. december 2008
Oh happy lie
Så jeg bad ham inderligt om at komme og holde om mig. Hulkede i to timer. Snakkede lidt om mig og mit fjollede liv. Han mindede om de mange gode ting. På daværende tidspunkt ville jeg ikke høre tale om. Men idag er jeg fortrøstningsfuld!
Vi havde en dejlig formiddag. Og hvor jeg dog har savnet ham! Vi legede nærmest kærester. Og jeg mærker meget klart: Jeg tror næsten ikke jeg kan undvære ham! Jeg har sådan brug for ham. Men når vi hygger, griner og flirter, så er ligger den der og lurer. Løgnen. Det dobbelte liv. Hemmeligheden. Jointsne. Som vil være min evige konkurrent. Som for mig skal være et overstået kapitel i hans liv. Han skal ville mere. Han skal ville et voksent liv med mig. Han skal ville blive gammel sammen med mig. Og vi skal have en masse børn. Det kan vi ikke med den lille evige lyst til at dope'e og forsvinde væk fra virkeligheden. Jeg vil være sammen med en mand som vil leve og leve i virkeligheden. Nutiden. Og elske den i alt dens forfærdelighed. Men det vil han ikke. Eller rettere, som jeg ser det: kan han ikke. Måske tager jeg fejl. I så fald må han fortælle mig det. Men hvor jeg af hjertet hader det stof som skiller os ad. Jeg er så lykkelig med ham.
Hr og Fru Underbuks (karakterer i den reading jeg laver i denne uge) vil ikke vedkende virkeligheden. De fornægter tilpas længe til at det slår ham ihjel og gør hende bims. Deres nabo bliver hyper-ekstremistisk religiøs, hvilket kun før ondt værre. Så heller ikke den vej skal man gå. Hvilken vej skal vi så gå kan man spørge sig selv. Hvad skal vi lære af stykket? At face'e realiterne. Og handle der hvor handles må. Der findes op og der findes ned. På vej gennem livet skal vi begge veje. Vi kan kun overleve hvis vi tillader det.
Møde i Quasi Teater om AnArkistikA, som er blevet refusionsberretiget var både dejligt, bekræftigende og frustrerende. Vi vil alle gerne på børneteaterfestival, hvilket er min store drøm og mit spark fremad mod en professionel karriere, bilder jeg mig ind. Men vi har ingen penge til det. Og vi ved ikke hvordan vi skal finde dem. Og producenten er alt for træt. Det gør mig både ked af det og pisse frustreret. Jeg håber livet snart for min kære veninde, kollega og partner in crime begynder at gå lidt op.
Vi havde en dejlig formiddag. Og hvor jeg dog har savnet ham! Vi legede nærmest kærester. Og jeg mærker meget klart: Jeg tror næsten ikke jeg kan undvære ham! Jeg har sådan brug for ham. Men når vi hygger, griner og flirter, så er ligger den der og lurer. Løgnen. Det dobbelte liv. Hemmeligheden. Jointsne. Som vil være min evige konkurrent. Som for mig skal være et overstået kapitel i hans liv. Han skal ville mere. Han skal ville et voksent liv med mig. Han skal ville blive gammel sammen med mig. Og vi skal have en masse børn. Det kan vi ikke med den lille evige lyst til at dope'e og forsvinde væk fra virkeligheden. Jeg vil være sammen med en mand som vil leve og leve i virkeligheden. Nutiden. Og elske den i alt dens forfærdelighed. Men det vil han ikke. Eller rettere, som jeg ser det: kan han ikke. Måske tager jeg fejl. I så fald må han fortælle mig det. Men hvor jeg af hjertet hader det stof som skiller os ad. Jeg er så lykkelig med ham.
Hr og Fru Underbuks (karakterer i den reading jeg laver i denne uge) vil ikke vedkende virkeligheden. De fornægter tilpas længe til at det slår ham ihjel og gør hende bims. Deres nabo bliver hyper-ekstremistisk religiøs, hvilket kun før ondt værre. Så heller ikke den vej skal man gå. Hvilken vej skal vi så gå kan man spørge sig selv. Hvad skal vi lære af stykket? At face'e realiterne. Og handle der hvor handles må. Der findes op og der findes ned. På vej gennem livet skal vi begge veje. Vi kan kun overleve hvis vi tillader det.
Møde i Quasi Teater om AnArkistikA, som er blevet refusionsberretiget var både dejligt, bekræftigende og frustrerende. Vi vil alle gerne på børneteaterfestival, hvilket er min store drøm og mit spark fremad mod en professionel karriere, bilder jeg mig ind. Men vi har ingen penge til det. Og vi ved ikke hvordan vi skal finde dem. Og producenten er alt for træt. Det gør mig både ked af det og pisse frustreret. Jeg håber livet snart for min kære veninde, kollega og partner in crime begynder at gå lidt op.
tirsdag den 9. december 2008
Afslag nr 100 og dildoparty
Så fik jeg igen et afslag. Denne gang fra den danske skole og uden at komme videre til en eneste anden prøve. Jeg er sgu lidt ked af det. Hvad faen skal jeg ende med. Talentløse naive fjols tænker jeg idag om mig selv. Øv. Det er fjerde gang jeg søger. Jeg er nu 23 år. Aldrig er jeg kommet videre end til 1. prøve (som alle kommer til). Jeg hader det her liv i zonen for dem der tror på det umulige. Jeg eksploderer.
Og så var der dildoparty med veninderne i aften og halvdelen har kærester og det eneste jeg har købt er noget man bruger til "hand job" til mænd altså. Hvor absurd er det!?! Det skal jeg jo ikke bruge. Jeg savner bare min elskede så meget at jeg snart ikke ved om jeg kan undvære ham længere. Alt andet går ad helvede til. Der er for meget lort omkring mig. Øv.
Retorik opgave til op til begge ører. Skal jeg være scenograf istedet. Hvad skal jeg være? Hvad har jeg lyst til? Journalist? Teaterinstruktør. Altså jeg bliver helt høj over en god prøve som den vi fx havde idag. Men det ser ikke ud til at skolesystemet vil røre ved mig. Skulle man prøve at gå autodidakt? Tør jeg det? Det er bare så usikkert. Retoriker? Det tjener man i det mindste penge på. Arkitekt? Mon ikke det keder mig... Jeg skal have med andre mennesker at gøre. Teaterproduktion... eller film?? Ik film. Jeg ved ingenting om film. Måske netop derfor? Eller er det for desperat? Jeg brækker mig. Mest af alt over mine omgivelsers enorme fokusering på succeskriteriet i at komme ind på en skole. Så er man god. Hvis man kommer ind på en skole. Men jeg kan ikke. Jeg er så pisse utilstrækkelig. Jeg har det sgu lidt ad helvede til. Øv.
Og så var der dildoparty med veninderne i aften og halvdelen har kærester og det eneste jeg har købt er noget man bruger til "hand job" til mænd altså. Hvor absurd er det!?! Det skal jeg jo ikke bruge. Jeg savner bare min elskede så meget at jeg snart ikke ved om jeg kan undvære ham længere. Alt andet går ad helvede til. Der er for meget lort omkring mig. Øv.
Retorik opgave til op til begge ører. Skal jeg være scenograf istedet. Hvad skal jeg være? Hvad har jeg lyst til? Journalist? Teaterinstruktør. Altså jeg bliver helt høj over en god prøve som den vi fx havde idag. Men det ser ikke ud til at skolesystemet vil røre ved mig. Skulle man prøve at gå autodidakt? Tør jeg det? Det er bare så usikkert. Retoriker? Det tjener man i det mindste penge på. Arkitekt? Mon ikke det keder mig... Jeg skal have med andre mennesker at gøre. Teaterproduktion... eller film?? Ik film. Jeg ved ingenting om film. Måske netop derfor? Eller er det for desperat? Jeg brækker mig. Mest af alt over mine omgivelsers enorme fokusering på succeskriteriet i at komme ind på en skole. Så er man god. Hvis man kommer ind på en skole. Men jeg kan ikke. Jeg er så pisse utilstrækkelig. Jeg har det sgu lidt ad helvede til. Øv.
mandag den 8. december 2008
Pølsemanden kører hjem og 700 børn er døde
Herre Jesus Kristus. Hjælp mig at forstå. På Amagerbrogade bumler pølsemanden hjem med sin vogn. Engang var der en karismatisk mand, der af hjertet mente at hvis man udryddede alle de skæve eksistenser, handicappede, epileptikere, fede og de lidt skøre og dermed sørgede for at den slags ikke formerede sig, så ville verden blive et bedre sted. Hvordan kan nogen mene sådan? Og hvordan kan andre lade det ske?
Hvorfor lyver vi overfor os selv og veres liv og verden for at bevare den gode stemning eller bare en smule fred i køkkenet? Det hele er så absurd og så forståeligt. Jeg er tilskuer. Jeg er fredet. Jeg bestemmer selv over mig selv. Han kan gøre som han vil. Eller også kan han ikke gøre for det, og så er det synd for ham. Men heldigvis er jeg ikke ham.
Et Værn Mod Fremtiden, hed den forestilling af Marthaler, som jeg i aften har set. En laang performance på tysk. Et mystisk koncept. Et uhyggeligt tema. Fantastiske skuespillere. Den tyske form, det store og klovnede teater er ganske simpelthen utroligt. Rørende musik fra start til slut. Masser af musik. Aftensange. Opera. Børnesange. Tilsammen dannede de cirka tolv performere et blæserorkester, som lød som børn der græder. Men det var også smukt. Det var insisterende. Der var taler og komik. Næsten klovnenumre, så man måtte le midt i al forfærdeligheden. Vi kunne slet ikke koncentrere os om de katastrofale budskaber der kom fra talerstolen. Vi ville hellere more os lidt over kaffepersonalet. Sådan er folk. Vi publikum er deltagere i en generalforsamling, eller lignende. Vi er deltagere i forestillingen. Og deltagere i livet. Det er måske det vi skal huske: At vi er deltagere! Ikke tilskuere! Vi er aldrig fredet: Og vi har ANSVAR.
De stakkels skæbner, som man fra starten elsker i alt deres usikkerhed. Som med komisk talent elegant skifter mellem karismatisk taler, kedelig læge, pligtopfyldende sygeplejerske og tilfangetagende børn der leger.
Det hele foregik i Glyptoteket. Mellem gamle græske skulpturer, marmor og kustoder. Og i et af de utallige stille og ganske magiske øjeblikke, hvor publikum trækker vejret sammen med karakteren, som kæmper med sin samvittighed et par meter fra os tænker jeg: Det var ikke sådan de gamle græske filosoffer havde ønsket sig at verden skulle være. Et eller andet sted er det gået galt for Gud(erne?) eller hvem der nu bestemmer fremtiden. Hvis kristendommen var virkelighed var det måske et forsøg på at udrydde en hel by af dårlige mennesker. Det ser bare ud som om sorteringen fejlet. Den har ihvert ikke været grundig. For der findes stadig mennesker som Hitler, der synes vi kun skal lade de kloge føde børn, for dermed at sikre en bedre fremtid. Det er derfor forestillingen her er vigtig. For at vi andre husker, at vi ikke er tilskuere. Vi er medvirkende! I virkeligheden!
Hvorfor lyver vi overfor os selv og veres liv og verden for at bevare den gode stemning eller bare en smule fred i køkkenet? Det hele er så absurd og så forståeligt. Jeg er tilskuer. Jeg er fredet. Jeg bestemmer selv over mig selv. Han kan gøre som han vil. Eller også kan han ikke gøre for det, og så er det synd for ham. Men heldigvis er jeg ikke ham.
Et Værn Mod Fremtiden, hed den forestilling af Marthaler, som jeg i aften har set. En laang performance på tysk. Et mystisk koncept. Et uhyggeligt tema. Fantastiske skuespillere. Den tyske form, det store og klovnede teater er ganske simpelthen utroligt. Rørende musik fra start til slut. Masser af musik. Aftensange. Opera. Børnesange. Tilsammen dannede de cirka tolv performere et blæserorkester, som lød som børn der græder. Men det var også smukt. Det var insisterende. Der var taler og komik. Næsten klovnenumre, så man måtte le midt i al forfærdeligheden. Vi kunne slet ikke koncentrere os om de katastrofale budskaber der kom fra talerstolen. Vi ville hellere more os lidt over kaffepersonalet. Sådan er folk. Vi publikum er deltagere i en generalforsamling, eller lignende. Vi er deltagere i forestillingen. Og deltagere i livet. Det er måske det vi skal huske: At vi er deltagere! Ikke tilskuere! Vi er aldrig fredet: Og vi har ANSVAR.
De stakkels skæbner, som man fra starten elsker i alt deres usikkerhed. Som med komisk talent elegant skifter mellem karismatisk taler, kedelig læge, pligtopfyldende sygeplejerske og tilfangetagende børn der leger.
Det hele foregik i Glyptoteket. Mellem gamle græske skulpturer, marmor og kustoder. Og i et af de utallige stille og ganske magiske øjeblikke, hvor publikum trækker vejret sammen med karakteren, som kæmper med sin samvittighed et par meter fra os tænker jeg: Det var ikke sådan de gamle græske filosoffer havde ønsket sig at verden skulle være. Et eller andet sted er det gået galt for Gud(erne?) eller hvem der nu bestemmer fremtiden. Hvis kristendommen var virkelighed var det måske et forsøg på at udrydde en hel by af dårlige mennesker. Det ser bare ud som om sorteringen fejlet. Den har ihvert ikke været grundig. For der findes stadig mennesker som Hitler, der synes vi kun skal lade de kloge føde børn, for dermed at sikre en bedre fremtid. Det er derfor forestillingen her er vigtig. For at vi andre husker, at vi ikke er tilskuere. Vi er medvirkende! I virkeligheden!
Glimrende præsentation. Hurtigt videre.
Den vildeste mærkeligste dag er netop overstået. Startede med nærmest rituel udstrækning og afspænding. Bad og mad og så afsted. På teaterskolen endnu en times opvarmning af stemme og krop efter kunstens regler. (Ingen skal komme og sige jeg ikke har prøvet!). Der var forsinkelser allerede kl 11 så ventetiden blev længere. Minutterne sneglede sig afsted. Mit humør var i top og samtidig var jeg ved at dø af nervøsitet og sådan en uhåndterlig trang til at ryste genialitet ud af ærmerne, præstere, være god, nu nu nu, men ingen ting skete, ligemeget hvor meget jeg rystede. Det der med at være ekstremt cool når det gælder i de her ganske få minutter, det er jeg virkelig dårlig til. Jeg vil hellere kunne bruge nogle timer på at være genial. Nå men da jeg endelig kom ind kunne vi ikke få projektoren til at virke. Så jeg viste billederne på min egen skærm og havde heldigvis øvet præs til hudløshed, så de fik hele armen men logos og patos, narrativ og story! Og jeg sørgede for at nævne et par begreber fra den bibelen: Regiskolen. Da jeg havde fået nogle mere eller mindre irriterende spørgsmål men som jeg fik kæmpet mig frem til nogle nogenlunde svar på sagde det mandlige jurimedlem "tak. glimrende præsentation." Glimrende! Hvad betyder det??? Var det virkelig glimrende? Jeg tvivler. Sætter alle forventninger ned og afvendet mit afslag. Modtages pr. mail. Tirsdag.
Hurtigt videre. Til skuespilhuset. Kopiering af pensum til oplæsning (man skulle jo gerne lige nappe et par eksamener igen i år). Hjem og stene lidt, lave linietæller på et kilo tekst og så tilbage til skuespilhuset og se håndværkerne. Hurtigt videre til planlægning af prøver på reading i næste uge og hurtigt videre tilbage til hulen på amager. Madlavning. TV. Læse manus. Og nu. Er jeg for en gangs skyld - måske for første gang siden bruddet - træt!
Hurtigt videre. Til skuespilhuset. Kopiering af pensum til oplæsning (man skulle jo gerne lige nappe et par eksamener igen i år). Hjem og stene lidt, lave linietæller på et kilo tekst og så tilbage til skuespilhuset og se håndværkerne. Hurtigt videre til planlægning af prøver på reading i næste uge og hurtigt videre tilbage til hulen på amager. Madlavning. TV. Læse manus. Og nu. Er jeg for en gangs skyld - måske for første gang siden bruddet - træt!
lørdag den 6. december 2008
Er der mon land i sigte
Så er det imorgen. Den store dag. Efterårets anden optagelsesprøve. Denne gang i Danmark. På drømmeskolen. Jeg har forberedt mig godt. Det er fjerde gang jeg søger (som tiden dog går, snart får jeg sikkert også grå grå hår). I år har jeg forsøgt at lave en enkel men betydningsfuld historie. Et tragikomisk situationsbillede. Har brugt flere uger på at forberede mig mentalt og mundtligt. Og jeg føler mig pisseklar. Jeg er nervøs over at skulle vise billeder på computeren. Er det en god ide? Har aldrig prøvet det før. Men de lægger lidt op til det i brevet. I hvert fald muligheder herfor - og så tænkte jeg at man skulle da være en skarn hvis man ike skulle prøve noget nyt. Så nu må vi se hvordan det fungerer. Både teknisk, psykologisk og opmærksomhedsmæssigt.
Ærligt talt, jeg glæder mig! Jeg har besluttet mig for at imorgen skal være en sjov dag. Og det bliver spændende at høre hvad de synes om mit projekt: Julefred. Jeg kan i hvertfald mærke at jeg på det sidste er gået i min egen fælde og har levet et liv i løgn og harmoni. Så derfor må dagen imorgen stå i kærlighedens og ærlighedens tegn!
Jeg har lige set den gode gamle danske film: Styrmand Carlsen. Stjernespækket og skøn skøn men også ret flippet og ekstrem gammel dansk film. Lidt sløv i optrækket men helt igennem charmerende. Elsker de gamle danske. Og Dirch Passer som kok er altid en fornøjelse. Problemerne synes uløselige da kærlighedshistorien pludselig tager en overraskende men charmerende vending og fjenden (ekskæresten til pigen med barnet) hjælper barnets far til at forstå hvor heldig han er og at han skal være sammen med pigen. Han selv bliver forelsket i datteren af den danske dronning på en afrikansk ø og hun kommer mindsanten hjem til Danmark og henter ham, så han kan blive hendes prins. Utroligt. Varmende. Og lidt fjollet. Sikke nogle replikker de havde den gang. Det er så gammeldags. Men jeg elsker den lidt højtidelige rigsdanske udtale. Fx meget [maajed]. Hvem ved, måske vil jeg selv en dag tale sådan. Måske ikke. Det fedeste ville være at spænde så vidt at man kan tale på de fleste måder og med de fleste.
Nå men nu er tiden kommet til at kæmpe med søvnen igen. Det bliver sikkert værre i aften en de sidste par dage. Selvom slet ikke som jeg ellers plejer falder i søvn i det øjeblik jeg lægger hovedet. Imorgen er en stor dag. Jeg er spændt som .... som en sømand med land i sigte. Åh tænk hvis der var land i sigte. Det ville gøre mig så lykkelig.
Ærligt talt, jeg glæder mig! Jeg har besluttet mig for at imorgen skal være en sjov dag. Og det bliver spændende at høre hvad de synes om mit projekt: Julefred. Jeg kan i hvertfald mærke at jeg på det sidste er gået i min egen fælde og har levet et liv i løgn og harmoni. Så derfor må dagen imorgen stå i kærlighedens og ærlighedens tegn!
Jeg har lige set den gode gamle danske film: Styrmand Carlsen. Stjernespækket og skøn skøn men også ret flippet og ekstrem gammel dansk film. Lidt sløv i optrækket men helt igennem charmerende. Elsker de gamle danske. Og Dirch Passer som kok er altid en fornøjelse. Problemerne synes uløselige da kærlighedshistorien pludselig tager en overraskende men charmerende vending og fjenden (ekskæresten til pigen med barnet) hjælper barnets far til at forstå hvor heldig han er og at han skal være sammen med pigen. Han selv bliver forelsket i datteren af den danske dronning på en afrikansk ø og hun kommer mindsanten hjem til Danmark og henter ham, så han kan blive hendes prins. Utroligt. Varmende. Og lidt fjollet. Sikke nogle replikker de havde den gang. Det er så gammeldags. Men jeg elsker den lidt højtidelige rigsdanske udtale. Fx meget [maajed]. Hvem ved, måske vil jeg selv en dag tale sådan. Måske ikke. Det fedeste ville være at spænde så vidt at man kan tale på de fleste måder og med de fleste.
Nå men nu er tiden kommet til at kæmpe med søvnen igen. Det bliver sikkert værre i aften en de sidste par dage. Selvom slet ikke som jeg ellers plejer falder i søvn i det øjeblik jeg lægger hovedet. Imorgen er en stor dag. Jeg er spændt som .... som en sømand med land i sigte. Åh tænk hvis der var land i sigte. Det ville gøre mig så lykkelig.
torsdag den 4. december 2008
Livets bumser
Livets bumser eller spøgelser i skabet vil andre måske kalde det, de problemer, som går og gemmer sig, som er hemmeligt, tabuer, der dækkes til af en idyllisk illusion om kernefamilie. Når et problem kommer frem efter at være gemt væk - eller når en der er en stor fed ulækker 'livets bums', der lige skal trykkes, som min far sagde det i aften, så er det langt langt sværere og hårdere end hvis det det aldrig har været gemt væk under tæppet, men været til debat.
Man skal altid forsøge at løse problemerne i øjeblikket. Man skal være ærlig og realistisk omkring nutiden og livet. Det går ikke at lade som om alting er godt eller ok, fordi det er det rareste og fordi sådan så man gerne at livet var.
Men er det her jeg har lavet en fejl? Skulle jeg have kæmpet for kærligheden?Var jeg for hurtig til at springe af toget, da det begyndte at køre den forkerte retning? Kunne man have ændret i køreplanen? Man kan ikke ændre i køreplanen.
Men hvor jeg elskede det uperfekte forhold vi havde. Vi passede så dårligt sammen og jeg elskede at være rigtigt forelsket i en jeg ellers aldrig kunne være forelsket i. Og hvor jeg savner vores liv sammen. Så det skærer i hjertet. Jeg har bare lyst til at vi skal være os to med alt vores vanvittige forskellighed. To sammen. Hr og fru hat og briller, gi mig lykken tilbage. Det er helt forkert uden ham.
At høre mine forældre fortælle dramatiske og tragiske historier fra gamle dage og se dem have trykket en enorm bums af et spøgelse af en hemmelighed ud så det sagde splat på spejlet og være så ærlige overfor hinanden, være så glade for hinanden og være blevet som kærester på ny, det var vel nok bekræftigende. Samtidig skar det i mig, for hvor skal jeg selv ende? Og var det forkert ikke at kæmpe for kærligheden? Min tvivl vokser proportionelt med mit savn.
Jeg sprænges. Og ønsker kun at han skal komme til mig og bede om tilgivelse. Og hvis han endda gjorde ville jeg ikke ane om jeg turde. Men hvor jeg dog savner ham. Jeg vil leve med ham. Vi skal dele fremtiden. Vi skulle. Vi skal ikke mere. Og det er så frygteligt. Når nu mine forældre kan. Suk.
Jeg MÅ tro på kærligheden. Men snart ved jeg ikke længere hvad det er. Min kæreste. Kom mig til undsætning. Fortæl mig, hvad er kærlighed?
Man skal altid forsøge at løse problemerne i øjeblikket. Man skal være ærlig og realistisk omkring nutiden og livet. Det går ikke at lade som om alting er godt eller ok, fordi det er det rareste og fordi sådan så man gerne at livet var.
Men er det her jeg har lavet en fejl? Skulle jeg have kæmpet for kærligheden?Var jeg for hurtig til at springe af toget, da det begyndte at køre den forkerte retning? Kunne man have ændret i køreplanen? Man kan ikke ændre i køreplanen.
Men hvor jeg elskede det uperfekte forhold vi havde. Vi passede så dårligt sammen og jeg elskede at være rigtigt forelsket i en jeg ellers aldrig kunne være forelsket i. Og hvor jeg savner vores liv sammen. Så det skærer i hjertet. Jeg har bare lyst til at vi skal være os to med alt vores vanvittige forskellighed. To sammen. Hr og fru hat og briller, gi mig lykken tilbage. Det er helt forkert uden ham.
At høre mine forældre fortælle dramatiske og tragiske historier fra gamle dage og se dem have trykket en enorm bums af et spøgelse af en hemmelighed ud så det sagde splat på spejlet og være så ærlige overfor hinanden, være så glade for hinanden og være blevet som kærester på ny, det var vel nok bekræftigende. Samtidig skar det i mig, for hvor skal jeg selv ende? Og var det forkert ikke at kæmpe for kærligheden? Min tvivl vokser proportionelt med mit savn.
Jeg sprænges. Og ønsker kun at han skal komme til mig og bede om tilgivelse. Og hvis han endda gjorde ville jeg ikke ane om jeg turde. Men hvor jeg dog savner ham. Jeg vil leve med ham. Vi skal dele fremtiden. Vi skulle. Vi skal ikke mere. Og det er så frygteligt. Når nu mine forældre kan. Suk.
Jeg MÅ tro på kærligheden. Men snart ved jeg ikke længere hvad det er. Min kæreste. Kom mig til undsætning. Fortæl mig, hvad er kærlighed?
Glad og fuld single
Så gik der portvin i den. Skulle mødes med veninderne. Og diskutere nytårsaften. Vi holdte julefrokost (bare uden snaps og gå amok (hvis du spørger mig en juleforkost svarende til sild uden karry, det hele uden gå-amok)). Nå men jeg tænkte at det er en perfekt mulighed for at glemme ti og sted og købte en flaske portvin med. Mh!
Det var meget dejligt at se veninderne igen. Mest dejligt var et dog at se Morten igen. Glæder mig til vi skal ses igen poå søndag. Jeg har savnet ham på trods af hans uberegnelige finurligheder. Nå men håber jeg kommer til at se mere til ham nu. Ikke på sådan et scoreplan, men bare for gammel kærligheds skyld holde fast i relationen. Måske er det også hvad han vil...
Nå men ellers ikke så meget nyt på hjemmefronten. Har gjort hele hulen rent til bunden, men paneler og det hele. Fik slået de første tre stankelben ihjel. Gør godt! Har derefter pyntet max til jul! Det gør også godt. Selvom flagguirlanden måske ikke helt passer til hvem jeg ville identificere mig med så er den festlig at se på. Og det er kun et par uger.
Nå men jeg savner livet før. Ville stadig idag ønske mig tilbage til sidste uge, hvor livet var hårdt men på den søde og ukomplicerede måde.
Nu er det bare hårdt på den hardcore ubarmhjertige men stadig ukomplicerede måde. Øv! Det er som om nogen har slået mog hårdt i maven og nu hoster jeg blod op.
Det var meget dejligt at se veninderne igen. Mest dejligt var et dog at se Morten igen. Glæder mig til vi skal ses igen poå søndag. Jeg har savnet ham på trods af hans uberegnelige finurligheder. Nå men håber jeg kommer til at se mere til ham nu. Ikke på sådan et scoreplan, men bare for gammel kærligheds skyld holde fast i relationen. Måske er det også hvad han vil...
Nå men ellers ikke så meget nyt på hjemmefronten. Har gjort hele hulen rent til bunden, men paneler og det hele. Fik slået de første tre stankelben ihjel. Gør godt! Har derefter pyntet max til jul! Det gør også godt. Selvom flagguirlanden måske ikke helt passer til hvem jeg ville identificere mig med så er den festlig at se på. Og det er kun et par uger.
Nå men jeg savner livet før. Ville stadig idag ønske mig tilbage til sidste uge, hvor livet var hårdt men på den søde og ukomplicerede måde.
Nu er det bare hårdt på den hardcore ubarmhjertige men stadig ukomplicerede måde. Øv! Det er som om nogen har slået mog hårdt i maven og nu hoster jeg blod op.
onsdag den 3. december 2008
Single
Igår aftes gjorde jeg det så forbi med min kæreste. Som jeg ellers var vildt glad for. Men da han tidligere har haft en form for hashmisbrug og nu gør comeback og har iøvrigt røget "en gang imellen" siden september er min tillid brugt op. Hvor meget jeg end ønsker at være tolerant og large og elske ham som han er.
Idag har været en tumult og regnfuld blæsende grå lortedag. Har cirka tudet hver anden time. Formåede det på trods at deltage i undervisning i oplæsning og både fremlægge, læse op og fortælle historie. Og derefter ud med pigerne. Det gør godt! Så bliver der igen snakket om både alfabet- og flagleg. Jeg er tilbage på banen. Single.
Men jeg har ikke lyst til en skid! Derfor tror jeg også det vil gøre godt når jeg nu, med god samvittighed over at faktisk have nedfældet tanker på bloggen, vil lægge mig til at sove.
Idag har været en tumult og regnfuld blæsende grå lortedag. Har cirka tudet hver anden time. Formåede det på trods at deltage i undervisning i oplæsning og både fremlægge, læse op og fortælle historie. Og derefter ud med pigerne. Det gør godt! Så bliver der igen snakket om både alfabet- og flagleg. Jeg er tilbage på banen. Single.
Men jeg har ikke lyst til en skid! Derfor tror jeg også det vil gøre godt når jeg nu, med god samvittighed over at faktisk have nedfældet tanker på bloggen, vil lægge mig til at sove.
onsdag den 26. november 2008
Cand.kunstner
Så ligger man der i sengen og klokken har paseret 10.30. Vejrudsigten lyder: Gråt og skyet og mulighed for lidt regn, i eftermidddag mest diset.
Der er absolut ingen grund til at stå op... Vil bare ligge her og kede mig på www.facebook.com - eller måske se fjerner. Der er også noget galt i denne her lejlighed når jeg vågner op om "morgenen" og har det som om jeg har røget ti cigaretter, og det er selvom jeg er holdt helt op med den slags. Jeg har brug for mere lys. Mere udsigt. Gider ikke være her, gider ikke rejse mig og gå. Gider er der ikke noget der hedder. Lyst hedder det. Slid er sundt næh det der slider er at tro man ikke gider siger Piet Hein. Måske jeg skulle flytte lidt rundt på møblerne.
Igår fik jeg brev fra en skole i Berlin jeg har søgt ind på. Afslag. Fint nok. Jeg har også lært noget af at være med. Af Vorprüfung og af ansøgningsprocessen. Det har da været nogle spændende fire måneder af mit 23 år lange liv, hvor mine tanker og drømme har været i Berlin. Nu er det på tide at flytte. Flytte tanker og flytte drømme. Berlin bliver ikke nu og det bliver ikke indenfor nogen overskuelig fremtid. Og det er fiiint. Fremtiden skal NOK udvikle sig i en eller anden gunstig retning alligevel - det plejer den da at gøre. Men hvor skal jeg hen? Hjulene på bussen kører rundt rundt rundt og livets rejse går op og ned...
Afslag igen. Et til til samlingen. Jeg tror snart jeg kan udstille dem i glas og ramme. Historien om en fiasko. Reality-udstilling. Marie Møller som aldrig blir til noget. Kombineret med alle afslagene kan jeg udstille projektbeskrivelser og skitser til ideer gennem tiderne. Hvem mon vil lægge hus til sådan et ego projekt... Hus, sted, scene, tag over hovedet - det er altid det der er sagen.
Alle fodboldhold oplever nederlag. Fiaskoer er noget man skal igennem. Sejren er forudsat af forudsætningerne. Holdet, vejret, publikum. Jeg har aldrig været nogen vinder indenfor sport. Jeg har altid hellere villet det sociale. Fysisk sejr får jeg når jeg slår min egen tid. Det er måske dét jeg skal huske på sådan en dag som idag.
I kampen for at få en plads på en uddannelse/karriere i instruktion løber jeg kun imod min egen tid! Jeg må bare forbedre mig år for år. MEN problemet i det egotrip af en teori er at jeg faktisk er nødt til at få anerkendelsen fra miljøet for at få mulighed for at blive hurtigere, bedre.
Den næste forestilling skal produceres i sommerferien 2009, hvis alt går efter planen... Det bliver en lille forestilling, men med et mere eller mindre genialt koncept. Der er ikke andet for end at komme videre. Videre. Hvis skolerne ikke vil have mig må jeg gøre det selv. Der har været fart på siden jeg var ti. Lige nu føles det som om tiden er gået i stå. Måske er det universitetsboblen jeg får at føle. Jeg ved hvad jeg kunne give mig til i de næste fire år. Jeg kunne blive retoriker. Til foråret er der skolegang igen. Jeg behøver ikke planlægge teater, jeg er igang med en uddannelse. Og den interesserer mig. Men skal jeg være akademiker? Jeg vil IKKE være akademiker. Kunstner. Formidler. Jeg vil realisere ideer ikke analysere andres. Øv.
Kan man blive det ene med det andet? Hvad kan jeg blive? Cand.kunstner?
Der er stadig muligheder for andre skoler. Og i år har jeg tænkt mig at prøve dem alle af. Alle dem jeg har lyst til. To i Tyskland. En i England (måske to i England...?). Og så selvfølgelig den danske. Men jeg fortæller det ikke til nogen. Det er min hemmelighed. Nu har jeg selvfølgelig indrømmet det her på internettet, på bloggen, men mig bekendt findes der ingen læsere.
Klokken nærmer sig med hastige sekunder 11.00 P4 melder om uheld på S-banen. Så skidt har jeg det vist heller ikke at jeg behøver springe ud foran et tog. Jeg skal vist bare tage mig sammen og stå op. Og komme fremad. Øve mig på den læseprøve jeg skal afholde i december for teaterskolejurien. Øve mig til jeg er lige ved at brække mig. Jeg er allerede tre timer bagud i mit øve-regnskab. Det er ikke godt. Men afslaget skal bearbejdes, som Agnete så rigtigt mindede mig om. Det er det jeg gør her og nu.
Måske skal jeg flytte rundt på møblerne i det lille hjem. Måske skal jeg bare tage noget sporty tøj på og komme igang. Med at øve. Op skal jeg ihvertfald. Uanset hvor livet sender mig hen så kan det aldrig gå tilbage!
Der er absolut ingen grund til at stå op... Vil bare ligge her og kede mig på www.facebook.com - eller måske se fjerner. Der er også noget galt i denne her lejlighed når jeg vågner op om "morgenen" og har det som om jeg har røget ti cigaretter, og det er selvom jeg er holdt helt op med den slags. Jeg har brug for mere lys. Mere udsigt. Gider ikke være her, gider ikke rejse mig og gå. Gider er der ikke noget der hedder. Lyst hedder det. Slid er sundt næh det der slider er at tro man ikke gider siger Piet Hein. Måske jeg skulle flytte lidt rundt på møblerne.
Igår fik jeg brev fra en skole i Berlin jeg har søgt ind på. Afslag. Fint nok. Jeg har også lært noget af at være med. Af Vorprüfung og af ansøgningsprocessen. Det har da været nogle spændende fire måneder af mit 23 år lange liv, hvor mine tanker og drømme har været i Berlin. Nu er det på tide at flytte. Flytte tanker og flytte drømme. Berlin bliver ikke nu og det bliver ikke indenfor nogen overskuelig fremtid. Og det er fiiint. Fremtiden skal NOK udvikle sig i en eller anden gunstig retning alligevel - det plejer den da at gøre. Men hvor skal jeg hen? Hjulene på bussen kører rundt rundt rundt og livets rejse går op og ned...
Afslag igen. Et til til samlingen. Jeg tror snart jeg kan udstille dem i glas og ramme. Historien om en fiasko. Reality-udstilling. Marie Møller som aldrig blir til noget. Kombineret med alle afslagene kan jeg udstille projektbeskrivelser og skitser til ideer gennem tiderne. Hvem mon vil lægge hus til sådan et ego projekt... Hus, sted, scene, tag over hovedet - det er altid det der er sagen.
Alle fodboldhold oplever nederlag. Fiaskoer er noget man skal igennem. Sejren er forudsat af forudsætningerne. Holdet, vejret, publikum. Jeg har aldrig været nogen vinder indenfor sport. Jeg har altid hellere villet det sociale. Fysisk sejr får jeg når jeg slår min egen tid. Det er måske dét jeg skal huske på sådan en dag som idag.
I kampen for at få en plads på en uddannelse/karriere i instruktion løber jeg kun imod min egen tid! Jeg må bare forbedre mig år for år. MEN problemet i det egotrip af en teori er at jeg faktisk er nødt til at få anerkendelsen fra miljøet for at få mulighed for at blive hurtigere, bedre.
Den næste forestilling skal produceres i sommerferien 2009, hvis alt går efter planen... Det bliver en lille forestilling, men med et mere eller mindre genialt koncept. Der er ikke andet for end at komme videre. Videre. Hvis skolerne ikke vil have mig må jeg gøre det selv. Der har været fart på siden jeg var ti. Lige nu føles det som om tiden er gået i stå. Måske er det universitetsboblen jeg får at føle. Jeg ved hvad jeg kunne give mig til i de næste fire år. Jeg kunne blive retoriker. Til foråret er der skolegang igen. Jeg behøver ikke planlægge teater, jeg er igang med en uddannelse. Og den interesserer mig. Men skal jeg være akademiker? Jeg vil IKKE være akademiker. Kunstner. Formidler. Jeg vil realisere ideer ikke analysere andres. Øv.
Kan man blive det ene med det andet? Hvad kan jeg blive? Cand.kunstner?
Der er stadig muligheder for andre skoler. Og i år har jeg tænkt mig at prøve dem alle af. Alle dem jeg har lyst til. To i Tyskland. En i England (måske to i England...?). Og så selvfølgelig den danske. Men jeg fortæller det ikke til nogen. Det er min hemmelighed. Nu har jeg selvfølgelig indrømmet det her på internettet, på bloggen, men mig bekendt findes der ingen læsere.
Klokken nærmer sig med hastige sekunder 11.00 P4 melder om uheld på S-banen. Så skidt har jeg det vist heller ikke at jeg behøver springe ud foran et tog. Jeg skal vist bare tage mig sammen og stå op. Og komme fremad. Øve mig på den læseprøve jeg skal afholde i december for teaterskolejurien. Øve mig til jeg er lige ved at brække mig. Jeg er allerede tre timer bagud i mit øve-regnskab. Det er ikke godt. Men afslaget skal bearbejdes, som Agnete så rigtigt mindede mig om. Det er det jeg gør her og nu.
Måske skal jeg flytte rundt på møblerne i det lille hjem. Måske skal jeg bare tage noget sporty tøj på og komme igang. Med at øve. Op skal jeg ihvertfald. Uanset hvor livet sender mig hen så kan det aldrig gå tilbage!
onsdag den 29. oktober 2008
Navlepillende metateater
Der skal være mere end det!
Har netop set 'Stilhed før stormen' på husets teater. Oprindeligt en tysk forestilling om tre skuespillere der sidder og venter på at deltage i en paneldebat om hvorvidt man kan som tysker kan spille Hitler eller ikke. De har alle tre på et tidspunkt spillet Hitler i en film. Interessant udfordring for et dansk teater! Spændende koncept.
Skuespilpræstationerne var gode, især de to ældste. Men der skal være mere end det! Det handlede ikke rigtig om noget, der opstod ikke, som ellers forventet, spænding undervejs. De snakkede bare. Ind i mellem var det morsomt, andre gange interessante synspunkter. Men som teaterforestilling!?! var det uforløst.
Der skal være mere en bare et spændende tema og nogle interessante koncepter. Der skal være en historie og så skal den være opfindsomt lavet. Jeg mærker dybt i mig at jeg i teateret forventer fantasi. Jeg forventer at blive overrasket og imponeret samt provokeret til at tænke over ET ELLER ANDET. I aftenens forestilling bliver jeg hverken rigtig provokeret eller imponeret. Det er bare en jævn omgang suppe - hverken det ene eller det andet - teater for teaterfolk.
Det begynder ellers godt med lyden fra don carlos, et studie oplyst i pornorødt og en sal fyldt(!) med forventnindsfulde tilskuere (efter de fine omtaler). Spillerne kommer på scenen. Der er tavshed. I meget lang tid. Især den ældste af spillerne er sjovt klædt ud. Vi morer os. Så snart de begynder at tale breder dig sig snigende en stemning af tomme sætninger og meningsløshed. Efter tre kvarter ser jeg på mit ur og tænker "hvor længe kan de blive ved med det her!?!" endnu en halv time sidder jeg der før jeg slipper. Og så slap vi alligevel ikke helt, da min ledsager havde mistet sin cykelnøgle pludseligt, på mystisk vis. Vi ledte og ledte og endte med at spasere hjem. Dejlig tur gennem københavns kolde mørke gader en aften sidst i oktober. Den tur var aftenens højdepunkt. Hm.
Hvad der ikke slår os ihjel...
Har netop set 'Stilhed før stormen' på husets teater. Oprindeligt en tysk forestilling om tre skuespillere der sidder og venter på at deltage i en paneldebat om hvorvidt man kan som tysker kan spille Hitler eller ikke. De har alle tre på et tidspunkt spillet Hitler i en film. Interessant udfordring for et dansk teater! Spændende koncept.
Skuespilpræstationerne var gode, især de to ældste. Men der skal være mere end det! Det handlede ikke rigtig om noget, der opstod ikke, som ellers forventet, spænding undervejs. De snakkede bare. Ind i mellem var det morsomt, andre gange interessante synspunkter. Men som teaterforestilling!?! var det uforløst.
Der skal være mere en bare et spændende tema og nogle interessante koncepter. Der skal være en historie og så skal den være opfindsomt lavet. Jeg mærker dybt i mig at jeg i teateret forventer fantasi. Jeg forventer at blive overrasket og imponeret samt provokeret til at tænke over ET ELLER ANDET. I aftenens forestilling bliver jeg hverken rigtig provokeret eller imponeret. Det er bare en jævn omgang suppe - hverken det ene eller det andet - teater for teaterfolk.
Det begynder ellers godt med lyden fra don carlos, et studie oplyst i pornorødt og en sal fyldt(!) med forventnindsfulde tilskuere (efter de fine omtaler). Spillerne kommer på scenen. Der er tavshed. I meget lang tid. Især den ældste af spillerne er sjovt klædt ud. Vi morer os. Så snart de begynder at tale breder dig sig snigende en stemning af tomme sætninger og meningsløshed. Efter tre kvarter ser jeg på mit ur og tænker "hvor længe kan de blive ved med det her!?!" endnu en halv time sidder jeg der før jeg slipper. Og så slap vi alligevel ikke helt, da min ledsager havde mistet sin cykelnøgle pludseligt, på mystisk vis. Vi ledte og ledte og endte med at spasere hjem. Dejlig tur gennem københavns kolde mørke gader en aften sidst i oktober. Den tur var aftenens højdepunkt. Hm.
Hvad der ikke slår os ihjel...
søndag den 26. oktober 2008
Tyske skuespillere
Jeg er heelt vild med tyske skuespillere. Igår så jeg FAUST af Deutsche Theater i Skuespilhuset. Det var helt vildt godt! Da jeg for et par timer siden læste Monna Ditmers anmeldelse fik jeg igen gåsehud.
Den måde hvorpå jeg blevet revet ind i en historie med en ellers lidt tør og kompliceret tekst, så jeg måtte holde mig for munden for ikke at skrige og klappe af begejstring midt i forestillingen var ganske unik. Scenografien var enkel. Kostumerne var enkle. Skuspillet var stort og vanvittigt. Det var top underholdende, forståeligt eller ej, at betragte en mand med så meget indre liv, som han formår at udtrykke stemmemæssigt og kropsligt så det står ud af begge øre. Hvilket mod!
Jeg medrives og medføler. Jeg betages og fascineres. Jeg forskrækkes og forarges. Det var ret så genialt!
Og denne ros er trods en langsommelig start - som senere skulle vise sig at være helt nødvendig for at forstå figurens bevæggrunde for sit ledtog med satan. Hans kærlighed til Gretchen og hans frustration over hendes spørgsmål: Tror du på Gud, som gentager sig op til fem gange hvor han til sidst ligger udmattet for hendes fødder for at forklare hende, at det er ligemeget hvad man kalder det, er så dybtfølt og lækker og forfærdelig for dem begge at jeg har lyst til at se det igen og igen!!
De kan noget i det tyske teater! Jeg har svært ved at sætte ord på hvad det er. De er ligesom mere modige!!
Den måde hvorpå jeg blevet revet ind i en historie med en ellers lidt tør og kompliceret tekst, så jeg måtte holde mig for munden for ikke at skrige og klappe af begejstring midt i forestillingen var ganske unik. Scenografien var enkel. Kostumerne var enkle. Skuspillet var stort og vanvittigt. Det var top underholdende, forståeligt eller ej, at betragte en mand med så meget indre liv, som han formår at udtrykke stemmemæssigt og kropsligt så det står ud af begge øre. Hvilket mod!
Jeg medrives og medføler. Jeg betages og fascineres. Jeg forskrækkes og forarges. Det var ret så genialt!
Og denne ros er trods en langsommelig start - som senere skulle vise sig at være helt nødvendig for at forstå figurens bevæggrunde for sit ledtog med satan. Hans kærlighed til Gretchen og hans frustration over hendes spørgsmål: Tror du på Gud, som gentager sig op til fem gange hvor han til sidst ligger udmattet for hendes fødder for at forklare hende, at det er ligemeget hvad man kalder det, er så dybtfølt og lækker og forfærdelig for dem begge at jeg har lyst til at se det igen og igen!!
De kan noget i det tyske teater! Jeg har svært ved at sætte ord på hvad det er. De er ligesom mere modige!!
lørdag den 25. oktober 2008
Mise en scéne
Mise en scéne betegner alle de ikke-filmiske/televisuelle forhold i stilen, henholdsvis kulisser, lyssætning, kostumer, sminke og skuespillernes spillestil og kropssprog.
tudefjæs fra amar'
min fredag aften har været ganske stille og egentlig ikke, skulle man tro, værd at skrive hjem eller til nogen om.
jeg har set talent2008 finalen og zappet random over til vild med dans på tv2. et langsommeligt og 15 minutes of fame orienteret program hvor de hele tiden filmer på de kendte dansestjerners familie. talent2008 derimod var rørende fra første tillad mig at kalde det offer. en lille buttet pige på kun 8 år synger så godt hun kan og danser som en voksen skuespiller kun turde gøre det. og det fortsætter. de rører og imponerer mig. jeg hopper direkte ned i ålbæk historien med begge fødder da alle de afskedigede børn gir ham hævn med en sang på melodi af søs bjerre. når jeg genfortæller lyder det alt sammen ækelt og populistisk. men jeg vil være ærlig og sige at jeg tudede og grinte og gispede. og som man sidder der helt alene i sin et-værelses langt ude på amager, så forsøger man hverken at overdrive eller skjule noget.
jeg tænker på om jeg burde være flov over min egen standard og krav til underholdning.
aftenen fortsætter med den americanske film: when a man loves a woman. igen er jeg grædefærdig så jeg næsten slår ned i sofaen og medfølelse og følelse. kærlighed som går i stykker, familien der smuldrer og børn der er berørt af voksnes problemer. everybody hurts med r.e.m. spillede de i en symbolske scene hvor også faren ryger ned i sølet (som den oprindeligt seje i det parforhold). jaaahh, øv, jah, nåårh, åh nej, der r ingen grænser for hvor ondt det gør. i mig! hvorfor gør det ondt i mig? er det medfølelse? eller er det løgnagtige filmtriks. uanset hvad det er, så virker det. jeg er ramt af det mest folkelige fredagsprogam på danmarks radio og tv2 så det rusker i min grundvold.
tidligere på aftenen fik jeg lært hvordan man downloader musik fra iStore. det er smart og nemt. fik lyst til at bruge alle mine penge på plader jeg godt gad have. startede med at købe mine veninders kæresters bands musik. analyse var rigtig godt og stemningsfuldt og street-lækkert på den fede måde.
også akeyisakey er dejligt. en skam de ikke har tid til at lave teater med mig.
et band jeg vil næsten dø for at arbejde sammen med er analogik. jeg har hørt deres albun fire gange i dag tre igår. jeg bliver aldrig træt af det. deres musik er både rørende opkvikkende, underholdende, kreativt og teatralsk og skørt. elsker det.
nu har jeg kæmpet med at skaffe to skuespillere til en øvelse imorgen aften og så aflyser den ene. fuck. irriterende. men måske det ser anderledes ud imorgen. jeg vil arbejde med en nultekst og etydemodellen som jeg har læst om i 'regiskolen'. afsøgning med kroppen. jeg bliver nødt til at repitere lidt på det inden prøven (om det så bliver lørdag eller mandag).
jeg må repitere hele bogen, mindst en gang om dagen fra nu af for at blive dygtig nok. bladrede lige lidt i den og der var allerede AHA-på-ny oplevelser over noget jeg havde glemt.
Jeg vil også træne, enten magnussens opvarming, svømning eller surf eller løb. en eller anden form for træning i hvert fald. mindst en gang om dagen. er min bestræbelse. så må vi se hvad der sker med min fantasi og mit humør efter en måned med det. det kan være jeg vågner op fra noget jeg ikke ved hvad er. fra mine undermåler-underholdnings-kriterier måske...
jeg har set talent2008 finalen og zappet random over til vild med dans på tv2. et langsommeligt og 15 minutes of fame orienteret program hvor de hele tiden filmer på de kendte dansestjerners familie. talent2008 derimod var rørende fra første tillad mig at kalde det offer. en lille buttet pige på kun 8 år synger så godt hun kan og danser som en voksen skuespiller kun turde gøre det. og det fortsætter. de rører og imponerer mig. jeg hopper direkte ned i ålbæk historien med begge fødder da alle de afskedigede børn gir ham hævn med en sang på melodi af søs bjerre. når jeg genfortæller lyder det alt sammen ækelt og populistisk. men jeg vil være ærlig og sige at jeg tudede og grinte og gispede. og som man sidder der helt alene i sin et-værelses langt ude på amager, så forsøger man hverken at overdrive eller skjule noget.
jeg tænker på om jeg burde være flov over min egen standard og krav til underholdning.
aftenen fortsætter med den americanske film: when a man loves a woman. igen er jeg grædefærdig så jeg næsten slår ned i sofaen og medfølelse og følelse. kærlighed som går i stykker, familien der smuldrer og børn der er berørt af voksnes problemer. everybody hurts med r.e.m. spillede de i en symbolske scene hvor også faren ryger ned i sølet (som den oprindeligt seje i det parforhold). jaaahh, øv, jah, nåårh, åh nej, der r ingen grænser for hvor ondt det gør. i mig! hvorfor gør det ondt i mig? er det medfølelse? eller er det løgnagtige filmtriks. uanset hvad det er, så virker det. jeg er ramt af det mest folkelige fredagsprogam på danmarks radio og tv2 så det rusker i min grundvold.
tidligere på aftenen fik jeg lært hvordan man downloader musik fra iStore. det er smart og nemt. fik lyst til at bruge alle mine penge på plader jeg godt gad have. startede med at købe mine veninders kæresters bands musik. analyse var rigtig godt og stemningsfuldt og street-lækkert på den fede måde.
også akeyisakey er dejligt. en skam de ikke har tid til at lave teater med mig.
et band jeg vil næsten dø for at arbejde sammen med er analogik. jeg har hørt deres albun fire gange i dag tre igår. jeg bliver aldrig træt af det. deres musik er både rørende opkvikkende, underholdende, kreativt og teatralsk og skørt. elsker det.
nu har jeg kæmpet med at skaffe to skuespillere til en øvelse imorgen aften og så aflyser den ene. fuck. irriterende. men måske det ser anderledes ud imorgen. jeg vil arbejde med en nultekst og etydemodellen som jeg har læst om i 'regiskolen'. afsøgning med kroppen. jeg bliver nødt til at repitere lidt på det inden prøven (om det så bliver lørdag eller mandag).
jeg må repitere hele bogen, mindst en gang om dagen fra nu af for at blive dygtig nok. bladrede lige lidt i den og der var allerede AHA-på-ny oplevelser over noget jeg havde glemt.
Jeg vil også træne, enten magnussens opvarming, svømning eller surf eller løb. en eller anden form for træning i hvert fald. mindst en gang om dagen. er min bestræbelse. så må vi se hvad der sker med min fantasi og mit humør efter en måned med det. det kan være jeg vågner op fra noget jeg ikke ved hvad er. fra mine undermåler-underholdnings-kriterier måske...
mandag den 13. oktober 2008
Skoler - hvorfor?
Jeg filosoferer over hvorfor jeg skal gå på en teaterskole. Hvorfor jeg ønsker mig en rigtig uddannelse. Jeg brainstormer argumenter. Samtidig med at den lille doktor på prærien trækker pile ud af købmandens underarm i mit ellers støvede tv. Der er krig mod indianerne.
Vi taler altid om dem og os. Cowboydere og indianere. Uautoriserede og skolede kunstnere. Hvorfor kan vi ikke blande os, mænge os og tænke på individet frem for tilhørsforhold og grupper.
1 Jeg ønsker at lære!
2 Jeg ønsker at være med til at udvikle og fornye teatret.
3 Jeg ved, at har instruktør-komptencer og at jeg vil egne mig som instruktørelev.
Mon verden vil forstå mig?
Vi taler altid om dem og os. Cowboydere og indianere. Uautoriserede og skolede kunstnere. Hvorfor kan vi ikke blande os, mænge os og tænke på individet frem for tilhørsforhold og grupper.
1 Jeg ønsker at lære!
2 Jeg ønsker at være med til at udvikle og fornye teatret.
3 Jeg ved, at har instruktør-komptencer og at jeg vil egne mig som instruktørelev.
Mon verden vil forstå mig?
søndag den 21. september 2008
Dagbog
Jeg læser nu det der svarer til andet år i "regiskolen". I denne skole anbefaler de alle instruktørelever at skrive dagbog. Det vil jeg hermed fra nu af gøre på denne blok. Så vidt muligt hver dag...
tirsdag den 26. august 2008
Se os! Se undergrundsteater!
Folk burde gå mere i teatret. De professionelle teatre burde holde mere øje med deres efterkommere. Og prioriteringen burde være anderledes i fordelingen af midler til kultur. Nu har I alle chancen, så hvorfor ser I os ikke?
De plejer at være temmelig usynlige, men i dag sprutter og gnistrer de i det centrale kulturhus HUSET i Magstræde i København. I denne weekend afholdes en ”festival for uafhængigt teater”. Uafhængigt teater er det sprudlende, men usynlige undergrundsteater, som gemmer sig på små mørke gange og i kolde kældre spredt over hele landet. Men hvorfor er vækstlaget så skjult?
Hvad ville du sige til hele Danmark, hvis du kunne, spurgte jeg forleden dag en af arrangørerne af dette års ’Vildskud – festival for uafhængigt teater’ da vi fulgtes hjem fra en nycirkus-forestilling i Ørestaden. Han enten tøvede eller tænkte forbavsende længe, indtil han så sagde følgende tre ting. ”Folk burde gå mere i teatret. De professionelle teatre burde holde mere øje med deres efterkommere, altså os! Og de store kanoner som fordeler de kulturelle midler burde give flere penge til unge initiativer”. Som autodidakt teaterinstruktør i et lille undergrundsteater vil jeg hermed forsøge at gøre mig til talerør for denne arrangørs ønsker og for det usynlige teater.
Billigere end biffen
Folk burde gå mere i teatret! Fordi teater er et medie, som kan noget andet. Teater er sjovt. Flot. Spændende. Og musikalsk. Teater har lidt af det hele! Fordi det er pissebesværligt. En teaterforestilling sker kun én gang og det da er pissebesværligt, ja. Man kan ikke komme for sent. Det starter altid præcist og man skal helst i de fleste tilfælde være ret stille. Derfor er det unikt. Der findes ikke kun et par eksemplarer af denne model – der findes ét eneste eksemplar.
Folk burde gå mere i teatret. Fordi man ikke kan lade være med at snakke om det bagefter – uanset om det er tegneserie teater, romantisk komedie, improvisationsteater eller politisk action – eller dokumentar-teater. Fordi det er cool og skørt. Fordi det som regel kun varer en times tid. Og fordi det er billigere end at gå i biografen eller i byen. Biograf plus snacks gir næsten hundrede kroner. Entre på diskotek eller spillested plus garderobe og et par drinks, også minimum en hund. En undergrundsteaterforestilling med det hele, fyrre kroner. Nu er der vist ikke flere undskyldninger.
Blandet godter
Hvorfor er undergrundsteatret så skjult? Det er heller ikke meningen! Måske denne typisk ungdommelige, lidt utålmodige kronik vil kunne ændre på det. Undergrundsteater eller uafhængigt teater eller independent teater – kært barn har mange mange navne - er for alle! Turister såvel som branchefolk, sportsfolk, forretningsfolk og lokale. Og det er ikke kun til den årlige Vildskud-festival at undergrundsteatret blomstrer op. Det lever til hverdag og man kan mindst hver måned opleve en ny undergrundsteaterforestilling, men hvor gemmer de sig? TeaterHUSET som ligger i HUSET, Kulturhuset Islands Brygge, Basement ved Enghaveplads, Krudttønden på Østerbro og Katapult i Århus er steder hvor uafhængeíge teatergrupper ofte leger sig ind og vise hvad de har. I undergrundsteatret hedder det ikke ”verden venter”, men ”vi venter på verden”. Og det er ikke en kritik af mit eget miljø. Det er en opfordring til ”teaterkalenderen”, landsdækkende aviser, anmeldere, kulturministeriet, professionelle teaterledere og andre formidlingskilder til det gode danske folk. Kom og se os!
Men. Er kvaliteten høj nok? Er det godt nok? Er det professionelt? Er det spild af tid?
Som i de fleste andre undergrundsgenrer er både genre og kvalitet meget blandet. Gennemgående træk for det uafhængige teater er et højt ambitionsniveau, og et ønske om at blive professionel. Mange arbejder meget og gratis men med glæde. Dog vil de fleste mere end det. Det må godt blive vildere. Hurtigere. Højere!
Det er ildsjælenes vilje og lyst der pumper ilt rundt i både cafeen, 1. Sal, Bastarden, Musikscenen og den tidligere PlanB-scene i HUSET Magstræde, når kunstnerne kommer op til overfladen i weekenden. Der er en blandet pose godter i butikken. Der er både kommende stjerner og amatører i den store pose af ”mellemzone” eller ”vækstlag”. Posens indhold kan ikke sorteres! Du kan kun tage chancen, prøve lykken, prøve dig frem. Så kom og lad dig overraske...
Snobberi
De professionelle teatre burde holde mere øje med deres efterkommere. Det gør de bedst ved at opsøge undergrunden og se os. Den eneste måde man kan vurdere en forestillings kvalitet på er ved at flytte røven ind i teatersalen. Der er masser af potentiale og talent som skriger efter at blive opdaget. De fleste teatre leder, når de søger efter nye spillere, på de statsautoriserede teaterskoler eller på andre teatre. Der findes dog et langt større og til stadighed kompetent udbud end de professionelle teatre enten tror eller vil se. Hvis bare man udviskede hierarkiet og begyndte at praktisere talentspotning i vækstlaget, som de gør det på strøget i modebranchen, tror jeg der ville komme rigtig meget skub og energi i dansk teater.
En selvbestaltet teaterlovskommission har for nyligt i et udspil lagt op til en række
opsigtsvækkende og gennemgribende ændringer i styringen af dansk teaterliv. Måske man i samme omgang som en revidering af teaterloven skulle vove blikket ned i de lavere luftlag. De unge mennesker, som laver teater, har ry for et fandenivoldsk engagement, som vil gøre enhver arbejdsgiver våd i trussen. De vil prøve noget, lave noget, ændre noget. Og det er lige meget om det er gjort før for hundrede år siden. Det er lige meget om det er farligt og kan koste dem både ry og rygte.
Som der står på festivalens hjemmeside, ”Vildskud er for enhver, der interesserer sig for, hvad samtidsteatret kan, og hvor det er på vej hen.” Det burde især storebror professionel være interesseret i. Hvorfor skal teatermiljøet være så snobbet og traditionelt? Hvorfor ikke bortkaste de fine fornemmelser, og holde lidt øje med den næste generation? Det er et spørgsmål om tid før I ville ønske I kendte os.
I den forbilledlige storby, Berlin, ser man helt anderledes afslappet på forskellen mellem professionelle og uafhængige scenekunstnere. Berlin har store og små teatre, som alle er anerkendte, uanset kunstnernes uddannelsesbaggrund. Der måles og dømmes på produktets kvalitet og ikke på afsenderens brand. Vi kan lære noget af tysk teater.
Om lidt springer det usynlige undergrundsteater i luften og bliver til en kæmpe flødeskumslagkage af en fest. Det vil end ikke du ikke gå glip af. Så kære teaterchef, anmelder, skuespiller, billetsælger. Du kan være indflydelsesrig eller ikke. Grib en cykel, et tog eller en transitnøgle. I dont care. Bare kom og se os! Det sker kun nu.
Giv til de fattige
Prioriteringen burde være anderledes i fordelingen af kulturelle midler. Det er de unge nye kunstnere, der har brug for støtte, dem der ikke kan klare sig uden! I lørdags var jeg til et pænt selskab, hvor der var en række indflydelsesrige personer. Mod al forventning havde jeg en inspirerende samtale med en tidligere direktør og nu konsulent og foredragsholder indenfor management-service. Vi talte netop om det kulturelle vækstlag, og hvordan midlerne ofte tilsyneladende er helt forkert prioriteret. Konsulenten fortalte at ”(...) det er blandt de unge mennesker, at de nye ideer opstår! Man burde virkelig satse på at hjælpe dem, som ikke har noget, og som kæmper for at komme frem og blive til noget, frem for at forkæle dem det allerede går forrygende godt for. Hvorfor skal Anne Linnet og Johannes Møllehave, som er dejlige kunstnere, have bukselommen fuld af skattekroner, når Coda og bibliotekspenge alene financierer deres primærudgifter? De skal nok klare sig!” Det kan ikke siges mere præcist.
Burde de store og etablerede kunstnere ikke netop presses til at arbejde og blive ved med at skabe – hvis ikke for kunstens skyld så for at overleve? Fænomenet livslang støtte og for så vidt også helt almindelig støtte til velhavende velfungerende kunstnere fritager dem fra at være innovative. Udbud og efterspørgsel bliver på den måde gjort kunstigt, hvormed udbyderen kan læne sig tilbage og holde et par års fri med alt betalt. På statens regning! Det kan ikke være rigtigt at Danmark skal bidrage til det. Hvad vi til gengæld virkelig burde bidrage til, er et dynamisk samfund med et nuanceret og konstant ekspanderende kulturliv. Staten burde støtte sikringen af et generationsskifte i dansk teater. De unge og frygtløse har langt mere brug for en hånd på støttefodsstangen end dem, der har cyklet i mange år.
What to do?
I går droppede jeg forbi det livlige og lidt hektiske kulturhus i Magstræde for at spise frokost, da en skaldet fyr med make-up fangede min interesse. ”Det er som om en masse teaterfolk havde gemt sig et sted og nu pludselig pibler frem!” udbrød han. Han viste sig at være DJ, og ikke er vant til teater, men medvirkende i en forestilling på festivalen. Vi kom til at tale om forskellen mellem undergrundsmusik og – teater.
Vores kollegaer i den musikalske grøft skal hermed også få et par noder med på vejen. Der findes utroligt mange fantastiske danske undergrundsbands. Så vidt jeg kan se og høre kommer der kun flere. Men de har også bedre forhold end os. Danske undergrundsbands er og har længe været dygtige til at promovere sig selv. Dem kan teatermiljøet lære noget af. I musikken har de endda fået et stort og anerkendt blad, GAFFA, som primært beskæftiger sig med nyt ’upcoming’ musik. Hvorfor findes der ikke noget tilsvarende indenfor undergrundsteater?
Det københavnske musikervækstlag har mere plads end undergrundsteatret. Der findes et hav af spillesteder, som er specialiseret i intime koncerter og nye bands. I Københavns kommune findes der til undergrundsteater i alt 8 øvelokaler! Og én rigtig scene for vækstlagsteater. Det er den tidligere PlanB-scene HUSET i Magstræde. TeaterHUSET har scenen til rådighed 8 uger om året. Taget i betragtning, at der er over 300 medlemmer af teaterHUSET, som er en foreningen for independent teater i København, samt langt flere teatergrupper, som ikke er registreret i denne organisation, er i alt 8 ugers brug scenerummet meget lidt. Der er selvfølgelig de førnævnte scener, som ofte lejes af teatergrupper, men som ingen kender. Hvorfor er det så vigtigt med steder og plads? De unge teaterentusiaster lever jo meget godt som de gør. Men for at ung ny scenekunst kan udvikle sig, er det nød til at ses! Forhåbentlig kan Vildskud-festivalen skabe et øjebliks plads til at blive set.
Hvad kan man gøre? Forhåbentlig kommer teatret med tiden langsomt snigende op til overfladen. Kan man fremskynde processen? Forhåbentlig kan jeg med denne kronik skabe lidt mere interesse for de unge, ukendte og gøre det usynlige mere synligt.
Der er kun ”festival for uafhængigt teater” én gang om året, og teater ligger ikke på myspace. I skal se os i virkeligheden for at vurdere om vi overhovedet er noget værd. Om vi skal have penge eller bare lidt opmærksomhed. I må se os. Kom og se os!
De plejer at være temmelig usynlige, men i dag sprutter og gnistrer de i det centrale kulturhus HUSET i Magstræde i København. I denne weekend afholdes en ”festival for uafhængigt teater”. Uafhængigt teater er det sprudlende, men usynlige undergrundsteater, som gemmer sig på små mørke gange og i kolde kældre spredt over hele landet. Men hvorfor er vækstlaget så skjult?
Hvad ville du sige til hele Danmark, hvis du kunne, spurgte jeg forleden dag en af arrangørerne af dette års ’Vildskud – festival for uafhængigt teater’ da vi fulgtes hjem fra en nycirkus-forestilling i Ørestaden. Han enten tøvede eller tænkte forbavsende længe, indtil han så sagde følgende tre ting. ”Folk burde gå mere i teatret. De professionelle teatre burde holde mere øje med deres efterkommere, altså os! Og de store kanoner som fordeler de kulturelle midler burde give flere penge til unge initiativer”. Som autodidakt teaterinstruktør i et lille undergrundsteater vil jeg hermed forsøge at gøre mig til talerør for denne arrangørs ønsker og for det usynlige teater.
Billigere end biffen
Folk burde gå mere i teatret! Fordi teater er et medie, som kan noget andet. Teater er sjovt. Flot. Spændende. Og musikalsk. Teater har lidt af det hele! Fordi det er pissebesværligt. En teaterforestilling sker kun én gang og det da er pissebesværligt, ja. Man kan ikke komme for sent. Det starter altid præcist og man skal helst i de fleste tilfælde være ret stille. Derfor er det unikt. Der findes ikke kun et par eksemplarer af denne model – der findes ét eneste eksemplar.
Folk burde gå mere i teatret. Fordi man ikke kan lade være med at snakke om det bagefter – uanset om det er tegneserie teater, romantisk komedie, improvisationsteater eller politisk action – eller dokumentar-teater. Fordi det er cool og skørt. Fordi det som regel kun varer en times tid. Og fordi det er billigere end at gå i biografen eller i byen. Biograf plus snacks gir næsten hundrede kroner. Entre på diskotek eller spillested plus garderobe og et par drinks, også minimum en hund. En undergrundsteaterforestilling med det hele, fyrre kroner. Nu er der vist ikke flere undskyldninger.
Blandet godter
Hvorfor er undergrundsteatret så skjult? Det er heller ikke meningen! Måske denne typisk ungdommelige, lidt utålmodige kronik vil kunne ændre på det. Undergrundsteater eller uafhængigt teater eller independent teater – kært barn har mange mange navne - er for alle! Turister såvel som branchefolk, sportsfolk, forretningsfolk og lokale. Og det er ikke kun til den årlige Vildskud-festival at undergrundsteatret blomstrer op. Det lever til hverdag og man kan mindst hver måned opleve en ny undergrundsteaterforestilling, men hvor gemmer de sig? TeaterHUSET som ligger i HUSET, Kulturhuset Islands Brygge, Basement ved Enghaveplads, Krudttønden på Østerbro og Katapult i Århus er steder hvor uafhængeíge teatergrupper ofte leger sig ind og vise hvad de har. I undergrundsteatret hedder det ikke ”verden venter”, men ”vi venter på verden”. Og det er ikke en kritik af mit eget miljø. Det er en opfordring til ”teaterkalenderen”, landsdækkende aviser, anmeldere, kulturministeriet, professionelle teaterledere og andre formidlingskilder til det gode danske folk. Kom og se os!
Men. Er kvaliteten høj nok? Er det godt nok? Er det professionelt? Er det spild af tid?
Som i de fleste andre undergrundsgenrer er både genre og kvalitet meget blandet. Gennemgående træk for det uafhængige teater er et højt ambitionsniveau, og et ønske om at blive professionel. Mange arbejder meget og gratis men med glæde. Dog vil de fleste mere end det. Det må godt blive vildere. Hurtigere. Højere!
Det er ildsjælenes vilje og lyst der pumper ilt rundt i både cafeen, 1. Sal, Bastarden, Musikscenen og den tidligere PlanB-scene i HUSET Magstræde, når kunstnerne kommer op til overfladen i weekenden. Der er en blandet pose godter i butikken. Der er både kommende stjerner og amatører i den store pose af ”mellemzone” eller ”vækstlag”. Posens indhold kan ikke sorteres! Du kan kun tage chancen, prøve lykken, prøve dig frem. Så kom og lad dig overraske...
Snobberi
De professionelle teatre burde holde mere øje med deres efterkommere. Det gør de bedst ved at opsøge undergrunden og se os. Den eneste måde man kan vurdere en forestillings kvalitet på er ved at flytte røven ind i teatersalen. Der er masser af potentiale og talent som skriger efter at blive opdaget. De fleste teatre leder, når de søger efter nye spillere, på de statsautoriserede teaterskoler eller på andre teatre. Der findes dog et langt større og til stadighed kompetent udbud end de professionelle teatre enten tror eller vil se. Hvis bare man udviskede hierarkiet og begyndte at praktisere talentspotning i vækstlaget, som de gør det på strøget i modebranchen, tror jeg der ville komme rigtig meget skub og energi i dansk teater.
En selvbestaltet teaterlovskommission har for nyligt i et udspil lagt op til en række
opsigtsvækkende og gennemgribende ændringer i styringen af dansk teaterliv. Måske man i samme omgang som en revidering af teaterloven skulle vove blikket ned i de lavere luftlag. De unge mennesker, som laver teater, har ry for et fandenivoldsk engagement, som vil gøre enhver arbejdsgiver våd i trussen. De vil prøve noget, lave noget, ændre noget. Og det er lige meget om det er gjort før for hundrede år siden. Det er lige meget om det er farligt og kan koste dem både ry og rygte.
Som der står på festivalens hjemmeside, ”Vildskud er for enhver, der interesserer sig for, hvad samtidsteatret kan, og hvor det er på vej hen.” Det burde især storebror professionel være interesseret i. Hvorfor skal teatermiljøet være så snobbet og traditionelt? Hvorfor ikke bortkaste de fine fornemmelser, og holde lidt øje med den næste generation? Det er et spørgsmål om tid før I ville ønske I kendte os.
I den forbilledlige storby, Berlin, ser man helt anderledes afslappet på forskellen mellem professionelle og uafhængige scenekunstnere. Berlin har store og små teatre, som alle er anerkendte, uanset kunstnernes uddannelsesbaggrund. Der måles og dømmes på produktets kvalitet og ikke på afsenderens brand. Vi kan lære noget af tysk teater.
Om lidt springer det usynlige undergrundsteater i luften og bliver til en kæmpe flødeskumslagkage af en fest. Det vil end ikke du ikke gå glip af. Så kære teaterchef, anmelder, skuespiller, billetsælger. Du kan være indflydelsesrig eller ikke. Grib en cykel, et tog eller en transitnøgle. I dont care. Bare kom og se os! Det sker kun nu.
Giv til de fattige
Prioriteringen burde være anderledes i fordelingen af kulturelle midler. Det er de unge nye kunstnere, der har brug for støtte, dem der ikke kan klare sig uden! I lørdags var jeg til et pænt selskab, hvor der var en række indflydelsesrige personer. Mod al forventning havde jeg en inspirerende samtale med en tidligere direktør og nu konsulent og foredragsholder indenfor management-service. Vi talte netop om det kulturelle vækstlag, og hvordan midlerne ofte tilsyneladende er helt forkert prioriteret. Konsulenten fortalte at ”(...) det er blandt de unge mennesker, at de nye ideer opstår! Man burde virkelig satse på at hjælpe dem, som ikke har noget, og som kæmper for at komme frem og blive til noget, frem for at forkæle dem det allerede går forrygende godt for. Hvorfor skal Anne Linnet og Johannes Møllehave, som er dejlige kunstnere, have bukselommen fuld af skattekroner, når Coda og bibliotekspenge alene financierer deres primærudgifter? De skal nok klare sig!” Det kan ikke siges mere præcist.
Burde de store og etablerede kunstnere ikke netop presses til at arbejde og blive ved med at skabe – hvis ikke for kunstens skyld så for at overleve? Fænomenet livslang støtte og for så vidt også helt almindelig støtte til velhavende velfungerende kunstnere fritager dem fra at være innovative. Udbud og efterspørgsel bliver på den måde gjort kunstigt, hvormed udbyderen kan læne sig tilbage og holde et par års fri med alt betalt. På statens regning! Det kan ikke være rigtigt at Danmark skal bidrage til det. Hvad vi til gengæld virkelig burde bidrage til, er et dynamisk samfund med et nuanceret og konstant ekspanderende kulturliv. Staten burde støtte sikringen af et generationsskifte i dansk teater. De unge og frygtløse har langt mere brug for en hånd på støttefodsstangen end dem, der har cyklet i mange år.
What to do?
I går droppede jeg forbi det livlige og lidt hektiske kulturhus i Magstræde for at spise frokost, da en skaldet fyr med make-up fangede min interesse. ”Det er som om en masse teaterfolk havde gemt sig et sted og nu pludselig pibler frem!” udbrød han. Han viste sig at være DJ, og ikke er vant til teater, men medvirkende i en forestilling på festivalen. Vi kom til at tale om forskellen mellem undergrundsmusik og – teater.
Vores kollegaer i den musikalske grøft skal hermed også få et par noder med på vejen. Der findes utroligt mange fantastiske danske undergrundsbands. Så vidt jeg kan se og høre kommer der kun flere. Men de har også bedre forhold end os. Danske undergrundsbands er og har længe været dygtige til at promovere sig selv. Dem kan teatermiljøet lære noget af. I musikken har de endda fået et stort og anerkendt blad, GAFFA, som primært beskæftiger sig med nyt ’upcoming’ musik. Hvorfor findes der ikke noget tilsvarende indenfor undergrundsteater?
Det københavnske musikervækstlag har mere plads end undergrundsteatret. Der findes et hav af spillesteder, som er specialiseret i intime koncerter og nye bands. I Københavns kommune findes der til undergrundsteater i alt 8 øvelokaler! Og én rigtig scene for vækstlagsteater. Det er den tidligere PlanB-scene HUSET i Magstræde. TeaterHUSET har scenen til rådighed 8 uger om året. Taget i betragtning, at der er over 300 medlemmer af teaterHUSET, som er en foreningen for independent teater i København, samt langt flere teatergrupper, som ikke er registreret i denne organisation, er i alt 8 ugers brug scenerummet meget lidt. Der er selvfølgelig de førnævnte scener, som ofte lejes af teatergrupper, men som ingen kender. Hvorfor er det så vigtigt med steder og plads? De unge teaterentusiaster lever jo meget godt som de gør. Men for at ung ny scenekunst kan udvikle sig, er det nød til at ses! Forhåbentlig kan Vildskud-festivalen skabe et øjebliks plads til at blive set.
Hvad kan man gøre? Forhåbentlig kommer teatret med tiden langsomt snigende op til overfladen. Kan man fremskynde processen? Forhåbentlig kan jeg med denne kronik skabe lidt mere interesse for de unge, ukendte og gøre det usynlige mere synligt.
Der er kun ”festival for uafhængigt teater” én gang om året, og teater ligger ikke på myspace. I skal se os i virkeligheden for at vurdere om vi overhovedet er noget værd. Om vi skal have penge eller bare lidt opmærksomhed. I må se os. Kom og se os!
lørdag den 16. august 2008
Tanker om et kunstværk
Et kunstværk rører ved os. Et kunstværk har humor. Et kunstværk rummer mere end én genre. En kunstværk er imponerende. Og spændende!
Et kunstværk skal være stimulerende. Det skal være grænseoverskridende og provokerende. Det skal være nyt og det skal være anderledes.
Samtidsmusik. Samtidsshow. Samtidsspænding.
Jeg vil have farver og gang i den. Fysiske udtryk og akrobatiske kunstner. Jeg vil have musik. Hele tiden musik. Lidt til øjet skal jeg også bede om. Et æstetisk visuelt udtryk, men stil, charme, kras og vanvid.
Men først og fremmest skal et kunstværk være fantasifuldt!
Et kunstværk skal være stimulerende. Det skal være grænseoverskridende og provokerende. Det skal være nyt og det skal være anderledes.
Samtidsmusik. Samtidsshow. Samtidsspænding.
Jeg vil have farver og gang i den. Fysiske udtryk og akrobatiske kunstner. Jeg vil have musik. Hele tiden musik. Lidt til øjet skal jeg også bede om. Et æstetisk visuelt udtryk, men stil, charme, kras og vanvid.
Men først og fremmest skal et kunstværk være fantasifuldt!
fredag den 15. august 2008
Søsætning
Alle de mange små skibe der sættes i vandet... Bliver det nogensinde til noget? Jeg vil gerne videre. Op ad stigen. Frem i verden.
Får jeg ikke snart lov... Mine skibe kentrer. Hvorfor kentrer skibe? Enten fordi de ikke er sollide nok eller fordi de er udsat for uheld eller hærværk.
Mine skibe kan godt blive bedre, det indrømmer jeg! Men kan jeg så ikke få lov at lære hvordan jeg bygger holdbare skibe.
Hvor er teaterverdenens svar på et skoleskib? Og må jeg please komme med...!?!
Får jeg ikke snart lov... Mine skibe kentrer. Hvorfor kentrer skibe? Enten fordi de ikke er sollide nok eller fordi de er udsat for uheld eller hærværk.
Mine skibe kan godt blive bedre, det indrømmer jeg! Men kan jeg så ikke få lov at lære hvordan jeg bygger holdbare skibe.
Hvor er teaterverdenens svar på et skoleskib? Og må jeg please komme med...!?!
mandag den 16. juni 2008
Denne blog har til formål at dokumentere refleksioner over arbejdet med kunst.
Der vil ikke blive taget hensyn eller blive opdateret jævnligt. Bloggen er primært skabt af egoistiske grunde.
Skulle du alligevel finde interesse i det skrevne er du velkommen til at læse med og kommentere hvis du finder det nødvendigt.
Tak for tålmodigheden
Abonner på:
Opslag (Atom)
