torsdag den 4. december 2008

Livets bumser

Livets bumser eller spøgelser i skabet vil andre måske kalde det, de problemer, som går og gemmer sig, som er hemmeligt, tabuer, der dækkes til af en idyllisk illusion om kernefamilie. Når et problem kommer frem efter at være gemt væk - eller når en der er en stor fed ulækker 'livets bums', der lige skal trykkes, som min far sagde det i aften, så er det langt langt sværere og hårdere end hvis det det aldrig har været gemt væk under tæppet, men været til debat.
Man skal altid forsøge at løse problemerne i øjeblikket. Man skal være ærlig og realistisk omkring nutiden og livet. Det går ikke at lade som om alting er godt eller ok, fordi det er det rareste og fordi sådan så man gerne at livet var.
Men er det her jeg har lavet en fejl? Skulle jeg have kæmpet for kærligheden?Var jeg for hurtig til at springe af toget, da det begyndte at køre den forkerte retning? Kunne man have ændret i køreplanen? Man kan ikke ændre i køreplanen.
Men hvor jeg elskede det uperfekte forhold vi havde. Vi passede så dårligt sammen og jeg elskede at være rigtigt forelsket i en jeg ellers aldrig kunne være forelsket i. Og hvor jeg savner vores liv sammen. Så det skærer i hjertet. Jeg har bare lyst til at vi skal være os to med alt vores vanvittige forskellighed. To sammen. Hr og fru hat og briller, gi mig lykken tilbage. Det er helt forkert uden ham.

At høre mine forældre fortælle dramatiske og tragiske historier fra gamle dage og se dem have trykket en enorm bums af et spøgelse af en hemmelighed ud så det sagde splat på spejlet og være så ærlige overfor hinanden, være så glade for hinanden og være blevet som kærester på ny, det var vel nok bekræftigende. Samtidig skar det i mig, for hvor skal jeg selv ende? Og var det forkert ikke at kæmpe for kærligheden? Min tvivl vokser proportionelt med mit savn.
Jeg sprænges. Og ønsker kun at han skal komme til mig og bede om tilgivelse. Og hvis han endda gjorde ville jeg ikke ane om jeg turde. Men hvor jeg dog savner ham. Jeg vil leve med ham. Vi skal dele fremtiden. Vi skulle. Vi skal ikke mere. Og det er så frygteligt. Når nu mine forældre kan. Suk.
Jeg MÅ tro på kærligheden. Men snart ved jeg ikke længere hvad det er. Min kæreste. Kom mig til undsætning. Fortæl mig, hvad er kærlighed?

Ingen kommentarer: