Pølsemanden kører hjem og 700 børn er døde

Herre Jesus Kristus. Hjælp mig at forstå. På Amagerbrogade bumler pølsemanden hjem med sin vogn. Engang var der en karismatisk mand, der af hjertet mente at hvis man udryddede alle de skæve eksistenser, handicappede, epileptikere, fede og de lidt skøre og dermed sørgede for at den slags ikke formerede sig, så ville verden blive et bedre sted. Hvordan kan nogen mene sådan? Og hvordan kan andre lade det ske?
Hvorfor lyver vi overfor os selv og veres liv og verden for at bevare den gode stemning eller bare en smule fred i køkkenet? Det hele er så absurd og så forståeligt. Jeg er tilskuer. Jeg er fredet. Jeg bestemmer selv over mig selv. Han kan gøre som han vil. Eller også kan han ikke gøre for det, og så er det synd for ham. Men heldigvis er jeg ikke ham.
Et Værn Mod Fremtiden, hed den forestilling af Marthaler, som jeg i aften har set. En laang performance på tysk. Et mystisk koncept. Et uhyggeligt tema. Fantastiske skuespillere. Den tyske form, det store og klovnede teater er ganske simpelthen utroligt. Rørende musik fra start til slut. Masser af musik. Aftensange. Opera. Børnesange. Tilsammen dannede de cirka tolv performere et blæserorkester, som lød som børn der græder. Men det var også smukt. Det var insisterende. Der var taler og komik. Næsten klovnenumre, så man måtte le midt i al forfærdeligheden. Vi kunne slet ikke koncentrere os om de katastrofale budskaber der kom fra talerstolen. Vi ville hellere more os lidt over kaffepersonalet. Sådan er folk. Vi publikum er deltagere i en generalforsamling, eller lignende. Vi er deltagere i forestillingen. Og deltagere i livet. Det er måske det vi skal huske: At vi er deltagere! Ikke tilskuere! Vi er aldrig fredet: Og vi har ANSVAR.
De stakkels skæbner, som man fra starten elsker i alt deres usikkerhed. Som med komisk talent elegant skifter mellem karismatisk taler, kedelig læge, pligtopfyldende sygeplejerske og tilfangetagende børn der leger.
Det hele foregik i Glyptoteket. Mellem gamle græske skulpturer, marmor og kustoder. Og i et af de utallige stille og ganske magiske øjeblikke, hvor publikum trækker vejret sammen med karakteren, som kæmper med sin samvittighed et par meter fra os tænker jeg: Det var ikke sådan de gamle græske filosoffer havde ønsket sig at verden skulle være. Et eller andet sted er det gået galt for Gud(erne?) eller hvem der nu bestemmer fremtiden. Hvis kristendommen var virkelighed var det måske et forsøg på at udrydde en hel by af dårlige mennesker. Det ser bare ud som om sorteringen fejlet. Den har ihvert ikke været grundig. For der findes stadig mennesker som Hitler, der synes vi kun skal lade de kloge føde børn, for dermed at sikre en bedre fremtid. Det er derfor forestillingen her er vigtig. For at vi andre husker, at vi ikke er tilskuere. Vi er medvirkende! I virkeligheden!