Kronik: Hvad kan jeg blive 2009

Hvad kan jeg blive 2009

Mesterlære
I fire år har jeg søgt ind på teaterskolen i Danmark uden held. I Berlin har jeg for meget erfaring til at gå på teaterinstruktørlinie! Du kan hvad du vil, sagde de. Jeg vil så gerne uddannes, men hvor passer min brik i uddannelsessektorens puslespil? Hvad skal man gøre ved udstikkerne, som taler alt for højt og skriver endnu højere?
Af Marie Kilsgaard Møller
Teaterinstruktør i teaterkompagniet QUASI og retorikstuderende

En bleg næse mases flad mod ruden. “Hvad vil du være når du bliver stor?” “Hvordan bliver man det?” Og “hvilke jobs er der i det?” Det er ruden ind til uddannelsesmarkedet, der bliver åndet til af alle os unge entusiaster, der kun behøver at vælge. Vi har det smaddergodt i Danmark. Og jeg takker for det. Tak. Mange tak, Danmark, for alle de tilbud og alle de muligheder. Vi lever i et ’videnssamfund’, og alle taler altid om fremtiden og uddannelse. Jeg selv inklusiv. Det kan ikke gå hurtigt nok. Den utålmodige, men også ihærdige, engagerede og ambitiøse ungdom har i det 21. århundrede gjort sit indtog på uddannelsesmarkedet, hvor alt er muligt. Næsten!

Mellemzonen
Hvorfor sagde de, at vi kunne blive hvad som helst? Der er brug for flere muligheder. Uddannelse er ikke længere noget, man kun kan tilegne sig på skolebænken, men der er stadig behov for et bevis.
Dette er fortællingen om en ung piges kamp for at leve af det der gør hende lykkelig. Kampen for uddannelse, anerkendelse og succes. 2008 begyndte med afslag i første runde fra teaterskolens instruktørlinie, tredje år i træk. Så fik jeg afslag fra statens kunstfond, jeg er nemlig ikke professionel (på trods af meget erfaring), og i december modtag jeg mit fjerde afslag fra statens teaterskole. I efteråret søgte jeg ind på en berømt teaterskole i Berlin, gik videre til næstsidste prøve og modtog så et afslag med begrundelsen: Du har for meget erfaring! I Tyskland er der en anden tradition. Der anerkender man virket som assistent på teateret som seriøs læring. Mine tre år som instruktørassistent og selvstændig instruktør svarer i Berlin til tre års kunstnerisk uddannelse! Men i Danmark gælder det ikke. I stedet modtager jeg SU og relevant viden om formidling på retorikstudiet i København. På universitetet får man måske et bevis på sin viden, men der kan ikke stå cand.kunstner på det.
For næsten to år siden grundlagde jeg, sammen med min producent, teaterkompagniet QUASI. I branchen bliver vi kategoriseret som independent. Det vil sige mere ambitiøse end amatører men endnu ikke professionelle. Vi har ikke en statsautoriseret uddannelse indenfor feltet, men lærer gennem praksis. Og med en hastighed på 60 timer om ugen. Uden overdrivelse. Ambitionerne tårner mod himlen. Er det ikke netop det samfundet vil med os unge? På trods af eksemplarisk engagement, målrettet karriereplanlægning og selvstændige initiativer sidder vi fast i mellemzonen... Ikke gode nok til de finere luftlag – af professionelle, altså lønnede og fagforeningssikrede teaterfolk – og for ambitiøse til kategorien amatør eller fritidsteater. Hvorfor? Fordi vi ikke har en uddannelse!
Drop det nu. Du er jo ikke dygtig nok, skriger djævlen fra min venstre skulder. Det er derfor du får afslag. Kald mig bare naiv eller stædig, men jeg gir ham ikke ret. I dette efterår blev en forestilling, som jeg har både skrevet og instrueret, refusionsgodkendt. Det vil sige professionelt anerkendt som ungdomsteater, hvor staten refunderer 50 pct. af kommunernes udgifter ved køb. Stadig har jeg ingen papirer på mine kundskaber. Ingen uddannelse. Og efter fire forsøg, fire år i træk og fire afslag i første runde er min indre kikkert nu begyndt en panorering. Der må ske noget. Der må findes et alternativ. ”Så find dog på noget andet at lave” tænker den fornuftige læser nok. Og du har ret. Jeg kunne godt blive gymnasielærer i retorik og drama, bo på landet og være kreativt stimuleret og frugtbar. Men skabertrangen, ambitionerne og et stænk af galskab efterlader mig her ved tastaturet. Magtesløs. Bitter. Brokkende.

Mesterlære
Der må findes et alternativ. Lad os foretage et tankeeksperiment: Lad os forestille os en fremtid, hvor der fandtes andre måder at uddanne kunstnere end de eksisterende skoler på Holmen, hvor de unge håbefulde tager hen for at blive ensrettet. Lad os forestille os anerkendt kunstuddannelse gennem mesterlære. Skuespillere, såvel som instruktører, producenter, filmfotografer, pianister og kunstmalere vil kunne søge om at blive elev hos en mester. Erfarne og dygtige kunstnere kunne blive ”statsautoriserede mestre” og vælge sin eller sine elever efter eget ønske. Eleven skulle følge mesterens arbejde samt gå til hånde og løse selvstændige opgaver, ligesom vi kender det fra håndværksfagene. Efterhånden som tiden går og eleven dygtiggør sig, får denne mere ansvar, og uddannelsesforløbet skal slutte med en svendeprøve, hvor eleven beviser sin professionelle kunnen i autentiske rammer og ved ”bestået” modtager et ”statsautoriseret svendebrev”.
Hvis samarbejdet mellem mester og elev har været gunstigt vil forløbet måske resultere i en ansættelse. Har eleven været særligt dygtig vil mesteren selvfølgelig fortælle om det vidt og bredt. Ord, som kommer fra en dygtig eller berømt kunstner bliver hørt. Fra en sådan mester vil der også forventes særligt dygtige og talentfulde elever. Mesteren vil stolt kunne præsentere sine lærlinge som fremtidens kunstnere. Eleven vil desuden have en direkte kilde til anerkendelse gennem sin mesters navn og omdømme. Dermed opstår der en gensidig interesse i et vellykket samarbejde og et produkt af høj standard. Mester vil kunne hjælpe eleven med til at trænge gennem det ultrapansersikrede vitavrap-folielag, som den professionelle kunstbranche er pakket ind i.
I andre brancher har regeringen allerede genindført mesterlæreprincippet. På erhvervsuddannelserne kan studerende frit vælge mellem tre uddannelsesveje – den senest indførte vej hedder nymesterlæren! Det er en privilegeret, ja, næsten forkælet situation. Og det er populært! Et smart træk fra statens side, fordi de ønsker, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse. Men man fristes til at tro, at udstikkerne, som vil noget knap så profitorienteret, bliver udryddet af overstatslige bureaukratiske tiltag som nedskæringer og regler. Man skulle tro, at de i Snapstinget er blevet enige om en diskurs a la ”Vi gør deres liv så vanskeligt, ubehageligt og umuligt, at de tosser finder på noget bedre at lave.” Om det så er en opsang til uddannelses- eller kulturministeriet – det må ministrene slås om.
Mesterlæreprincipet har mange fordele, og det er jeg ikke alene om at påstå. Kunstnere er håndværkere, og burde derfor uddannes som en sådan. Eller have muligheden for det. Peter Bastian, musiklærer og forfatter til en artikel på Undervisningsministeriets hjemmeside, skriver, at ”kunst læres og udvikles ved livslangt slid med vores metier; et slid, hvor vi aldrig taber koncentrationen om det, det handler om. I forlængelse af dette slid kommer en tilfredshed, som er en forudsætning for vores egen livslykke. Vi kan simpelthen ikke trives ved kun at yde vores næstbedste. Kunst læres gennem mesterlæren. Ved at gå op ad en som kan. I årevis!”
Klaus Nielsen, som er ph.d.-studerende ved Psykologisk Institut i Århus og særligt interesseret i pædagogisk psykologi og mesterlære, argumenterer for genindførelsen af i hvert fald elementer af mesterlæreuddannelsen: ”Praktik eller mesterlære kan bidrage med en anden slags forståelse af, hvordan man lærer, end den forståelse, man plejer at læne sig op ad i skoleverdenen. Intelligens baserer sig ikke udelukkende på teori og intellekt, men også på rumlige og fysiske erfaringer, fx. visuelle. Derfor styrker det læringen at væve teori og praksis tæt sammen. Mesterlæren bygger på en erkendelse af, at erfaring ikke overføres direkte fra lærer til elev. I zenbuddhismen formuleres det sådan, at mester viser lærlingen tre hjørner af et rum, og så må lærlingen selv finde det fjerde. Erfaringen må altså opnås selvstændigt.” Også den gensidige interesse i succes og den gensidige afhængighed mellem mester og lærling bekræfter Klaus Nielsen: ”Læreprocessen er ikke kun en bevægelse af viden fra svende/mester til lærlingene, men processen "slår tilbage" til deltagerne i professionen og tvinger dem til at reflektere over hensigtsmæssigheden af de gældende rutiner. Læring bliver således også en fornyelse og forandring af professionen.”
Nogen vil måske hævde, at hvis man laver flere kreative uddannelsesmuligheder får vi alt for mange kunstnere – flere end der er brug for. Men som det er nu har kulturforbrugeren faktisk ikke muligheden for at vælge, fordi næsten alle professionelt anerkendte kunstnere i Danmark er uddannet samme sted. Skal man ikke give forbrugerne mulighed for at vælge det, de bedst kan lide? De bedste vil overleve og resten skal nok finde det de egner sig bedst til med deres værktøjer og kompetencer. Som det er nu bestemmer en lille jury på fire til ti medlemmer, hvem der skal skabe fremtidens kunst. Burde folk ikke selv kunne vælge om de vil se på ensrettet eller autodidakt kunst? Vi mangler pluralismen i dansk kunst. Hvert år bliver to teaterinstruktører færdiguddannet – begge fra statens teaterskole. Hvert år bliver to scenografer færdiguddannet – også fra samme skole. Dermed får vi den samme kunst! Skolen ud fra samme metode og med de samme lærere. Udbuddet er total ensrettet.
Der er i forvejen nedskæringer på kunstmidlerne, så flere uddannelser, bare fordi der er nogle særlinge der føler sig uretfærdigt behandlet, det er der ikke råd til. Men indførelsen af mesterlæreprincippet i det kunstneriske felt vil ikke koste ekstra. Eleverne skal naturligvis modtage SU, men det gør vi i forvejen, når vi nasser på universitetet uden overhovedet at være interesseret i et liv som akademiker. Dermed er der altså ingen statslige ekstraudgifter. Mestrene skal bare have et bevis. Det koster højest et administrativt gebyr. Lærlinge vil være god og engageret, gratis arbejdskraft.


Hvor passer brikken?
Efter cirka fjorten år i det danske uddannelsessystem, flasket op med studievejleder og fremtidsplaner, har jeg forstået, at skolegang er nødvendigt. Derfor købte jeg mig en dag til et højskoleophold - mod at jeg kunne gå på teaterlinien som ’instruktørelev’. Da holdet ’Efterår06’ røg på porten tog jeg hjem til København, hvor et projekt som instruktørassistent ventede mig. Denne gang under Kirsten Dehlholm og Hotel Proformas abstrakte vinge. Endnu en optagelsesprøve på Statens Teaterskole – med afslag. Den velkendte ungdommelige utålmodighed meldte sig for halvfjerdsindstyvende gang. Den blev til frustration, som blev til kampgejst. Med løftet pande og en stærk tro på muligheder tog jeg sagen i egen hånd og etablerede QUASI – og det går stadig godt. Du kan blive lige hvad du vil, lærte vi som små, og fik den store tykke ”hvad kan jeg blive 1999” stukket i hånden. Du skal bare lave dine lektier og så bare vælge. Jeg har lavet mine lektier og jeg har valgt. Men vejen synes længere end ventet. Drømmen om en skole, en uddannelse og et blåstempel spøger. Den sikre, trygge fremtid. Jeg må erkende at være påvirket af både familie, veninder, tidligere skoler og ikke mindst samfundet, som alle skriger på eksamensbeviser og karriere. Jeg føler mig ofte helt aflang af at blive trukket i fra alle sider. ”Du skal have en uddannelse” eller ”hvornår bliver du færdig?” Jeg modtager afslag på afslag fra både skoler og store fonde, men mærker også fremgang og bekræftelse. Refusionsgodkendelsen, en rygsæk fuld af erfaring – så meget at det i Tyskland forhindrer mig i at være skoleegnet… Så hvor skal jeg ende? Skole eller ikke? Elsker elsker ikke? Utålmodig? Ja! Men er det ikke det samfundet vil have? Fremdrift og karriere? Internationale ambitioner og det bedste Danmark i verden. Kære regering, jeg er klar til at kæmpe, men mangler mit bevis.
Hvad kan jeg blive i 2009? Der kan ske så meget. Måske vil denne artikel hjælpe mig på vej... Personligt når jeg nok ikke at få et rigtigt statsautoriseret svendebrev – og det er helt okay. Kampen her skal ikke kæmpes for min skyld, men for de mange unge, der heller ikke kan finde deres matchende brik, når de maser næsen mod ruden for at shoppe uddannelse. Jeg ville ønske der stod “Undskyld rodet, vi udvider butikken” i vinduet ind til uddannelsesmarkedet. Det er nu helt dukket til af længselsfulde blikke. Det er for fremtidens skyld. For Danmarks og for kunstens skyld. For hele puslespillets skyld.