Se os! Se undergrundsteater!

Folk burde gå mere i teatret. De professionelle teatre burde holde mere øje med deres efterkommere. Og prioriteringen burde være anderledes i fordelingen af midler til kultur. Nu har I alle chancen, så hvorfor ser I os ikke?

De plejer at være temmelig usynlige, men i dag sprutter og gnistrer de i det centrale kulturhus HUSET i Magstræde i København. I denne weekend afholdes en ”festival for uafhængigt teater”. Uafhængigt teater er det sprudlende, men usynlige undergrundsteater, som gemmer sig på små mørke gange og i kolde kældre spredt over hele landet. Men hvorfor er vækstlaget så skjult?
Hvad ville du sige til hele Danmark, hvis du kunne, spurgte jeg forleden dag en af arrangørerne af dette års ’Vildskud – festival for uafhængigt teater’ da vi fulgtes hjem fra en nycirkus-forestilling i Ørestaden. Han enten tøvede eller tænkte forbavsende længe, indtil han så sagde følgende tre ting. ”Folk burde gå mere i teatret. De professionelle teatre burde holde mere øje med deres efterkommere, altså os! Og de store kanoner som fordeler de kulturelle midler burde give flere penge til unge initiativer”. Som autodidakt teaterinstruktør i et lille undergrundsteater vil jeg hermed forsøge at gøre mig til talerør for denne arrangørs ønsker og for det usynlige teater.

Billigere end biffen
Folk burde gå mere i teatret! Fordi teater er et medie, som kan noget andet. Teater er sjovt. Flot. Spændende. Og musikalsk. Teater har lidt af det hele! Fordi det er pissebesværligt. En teaterforestilling sker kun én gang og det da er pissebesværligt, ja. Man kan ikke komme for sent. Det starter altid præcist og man skal helst i de fleste tilfælde være ret stille. Derfor er det unikt. Der findes ikke kun et par eksemplarer af denne model – der findes ét eneste eksemplar.
Folk burde gå mere i teatret. Fordi man ikke kan lade være med at snakke om det bagefter – uanset om det er tegneserie teater, romantisk komedie, improvisationsteater eller politisk action – eller dokumentar-teater. Fordi det er cool og skørt. Fordi det som regel kun varer en times tid. Og fordi det er billigere end at gå i biografen eller i byen. Biograf plus snacks gir næsten hundrede kroner. Entre på diskotek eller spillested plus garderobe og et par drinks, også minimum en hund. En undergrundsteaterforestilling med det hele, fyrre kroner. Nu er der vist ikke flere undskyldninger.

Blandet godter
Hvorfor er undergrundsteatret så skjult? Det er heller ikke meningen! Måske denne typisk ungdommelige, lidt utålmodige kronik vil kunne ændre på det. Undergrundsteater eller uafhængigt teater eller independent teater – kært barn har mange mange navne - er for alle! Turister såvel som branchefolk, sportsfolk, forretningsfolk og lokale. Og det er ikke kun til den årlige Vildskud-festival at undergrundsteatret blomstrer op. Det lever til hverdag og man kan mindst hver måned opleve en ny undergrundsteaterforestilling, men hvor gemmer de sig? TeaterHUSET som ligger i HUSET, Kulturhuset Islands Brygge, Basement ved Enghaveplads, Krudttønden på Østerbro og Katapult i Århus er steder hvor uafhængeíge teatergrupper ofte leger sig ind og vise hvad de har. I undergrundsteatret hedder det ikke ”verden venter”, men ”vi venter på verden”. Og det er ikke en kritik af mit eget miljø. Det er en opfordring til ”teaterkalenderen”, landsdækkende aviser, anmeldere, kulturministeriet, professionelle teaterledere og andre formidlingskilder til det gode danske folk. Kom og se os!
Men. Er kvaliteten høj nok? Er det godt nok? Er det professionelt? Er det spild af tid?
Som i de fleste andre undergrundsgenrer er både genre og kvalitet meget blandet. Gennemgående træk for det uafhængige teater er et højt ambitionsniveau, og et ønske om at blive professionel. Mange arbejder meget og gratis men med glæde. Dog vil de fleste mere end det. Det må godt blive vildere. Hurtigere. Højere!
Det er ildsjælenes vilje og lyst der pumper ilt rundt i både cafeen, 1. Sal, Bastarden, Musikscenen og den tidligere PlanB-scene i HUSET Magstræde, når kunstnerne kommer op til overfladen i weekenden. Der er en blandet pose godter i butikken. Der er både kommende stjerner og amatører i den store pose af ”mellemzone” eller ”vækstlag”. Posens indhold kan ikke sorteres! Du kan kun tage chancen, prøve lykken, prøve dig frem. Så kom og lad dig overraske...

Snobberi
De professionelle teatre burde holde mere øje med deres efterkommere. Det gør de bedst ved at opsøge undergrunden og se os. Den eneste måde man kan vurdere en forestillings kvalitet på er ved at flytte røven ind i teatersalen. Der er masser af potentiale og talent som skriger efter at blive opdaget. De fleste teatre leder, når de søger efter nye spillere, på de statsautoriserede teaterskoler eller på andre teatre. Der findes dog et langt større og til stadighed kompetent udbud end de professionelle teatre enten tror eller vil se. Hvis bare man udviskede hierarkiet og begyndte at praktisere talentspotning i vækstlaget, som de gør det på strøget i modebranchen, tror jeg der ville komme rigtig meget skub og energi i dansk teater.
En selvbestaltet teaterlovskommission har for nyligt i et udspil lagt op til en række
opsigtsvækkende og gennemgribende ændringer i styringen af dansk teaterliv. Måske man i samme omgang som en revidering af teaterloven skulle vove blikket ned i de lavere luftlag. De unge mennesker, som laver teater, har ry for et fandenivoldsk engagement, som vil gøre enhver arbejdsgiver våd i trussen. De vil prøve noget, lave noget, ændre noget. Og det er lige meget om det er gjort før for hundrede år siden. Det er lige meget om det er farligt og kan koste dem både ry og rygte.
Som der står på festivalens hjemmeside, ”Vildskud er for enhver, der interesserer sig for, hvad samtidsteatret kan, og hvor det er på vej hen.” Det burde især storebror professionel være interesseret i. Hvorfor skal teatermiljøet være så snobbet og traditionelt? Hvorfor ikke bortkaste de fine fornemmelser, og holde lidt øje med den næste generation? Det er et spørgsmål om tid før I ville ønske I kendte os.
I den forbilledlige storby, Berlin, ser man helt anderledes afslappet på forskellen mellem professionelle og uafhængige scenekunstnere. Berlin har store og små teatre, som alle er anerkendte, uanset kunstnernes uddannelsesbaggrund. Der måles og dømmes på produktets kvalitet og ikke på afsenderens brand. Vi kan lære noget af tysk teater.
Om lidt springer det usynlige undergrundsteater i luften og bliver til en kæmpe flødeskumslagkage af en fest. Det vil end ikke du ikke gå glip af. Så kære teaterchef, anmelder, skuespiller, billetsælger. Du kan være indflydelsesrig eller ikke. Grib en cykel, et tog eller en transitnøgle. I dont care. Bare kom og se os! Det sker kun nu.

Giv til de fattige
Prioriteringen burde være anderledes i fordelingen af kulturelle midler. Det er de unge nye kunstnere, der har brug for støtte, dem der ikke kan klare sig uden! I lørdags var jeg til et pænt selskab, hvor der var en række indflydelsesrige personer. Mod al forventning havde jeg en inspirerende samtale med en tidligere direktør og nu konsulent og foredragsholder indenfor management-service. Vi talte netop om det kulturelle vækstlag, og hvordan midlerne ofte tilsyneladende er helt forkert prioriteret. Konsulenten fortalte at ”(...) det er blandt de unge mennesker, at de nye ideer opstår! Man burde virkelig satse på at hjælpe dem, som ikke har noget, og som kæmper for at komme frem og blive til noget, frem for at forkæle dem det allerede går forrygende godt for. Hvorfor skal Anne Linnet og Johannes Møllehave, som er dejlige kunstnere, have bukselommen fuld af skattekroner, når Coda og bibliotekspenge alene financierer deres primærudgifter? De skal nok klare sig!” Det kan ikke siges mere præcist.
Burde de store og etablerede kunstnere ikke netop presses til at arbejde og blive ved med at skabe – hvis ikke for kunstens skyld så for at overleve? Fænomenet livslang støtte og for så vidt også helt almindelig støtte til velhavende velfungerende kunstnere fritager dem fra at være innovative. Udbud og efterspørgsel bliver på den måde gjort kunstigt, hvormed udbyderen kan læne sig tilbage og holde et par års fri med alt betalt. På statens regning! Det kan ikke være rigtigt at Danmark skal bidrage til det. Hvad vi til gengæld virkelig burde bidrage til, er et dynamisk samfund med et nuanceret og konstant ekspanderende kulturliv. Staten burde støtte sikringen af et generationsskifte i dansk teater. De unge og frygtløse har langt mere brug for en hånd på støttefodsstangen end dem, der har cyklet i mange år.

What to do?
I går droppede jeg forbi det livlige og lidt hektiske kulturhus i Magstræde for at spise frokost, da en skaldet fyr med make-up fangede min interesse. ”Det er som om en masse teaterfolk havde gemt sig et sted og nu pludselig pibler frem!” udbrød han. Han viste sig at være DJ, og ikke er vant til teater, men medvirkende i en forestilling på festivalen. Vi kom til at tale om forskellen mellem undergrundsmusik og – teater.
Vores kollegaer i den musikalske grøft skal hermed også få et par noder med på vejen. Der findes utroligt mange fantastiske danske undergrundsbands. Så vidt jeg kan se og høre kommer der kun flere. Men de har også bedre forhold end os. Danske undergrundsbands er og har længe været dygtige til at promovere sig selv. Dem kan teatermiljøet lære noget af. I musikken har de endda fået et stort og anerkendt blad, GAFFA, som primært beskæftiger sig med nyt ’upcoming’ musik. Hvorfor findes der ikke noget tilsvarende indenfor undergrundsteater?
Det københavnske musikervækstlag har mere plads end undergrundsteatret. Der findes et hav af spillesteder, som er specialiseret i intime koncerter og nye bands. I Københavns kommune findes der til undergrundsteater i alt 8 øvelokaler! Og én rigtig scene for vækstlagsteater. Det er den tidligere PlanB-scene HUSET i Magstræde. TeaterHUSET har scenen til rådighed 8 uger om året. Taget i betragtning, at der er over 300 medlemmer af teaterHUSET, som er en foreningen for independent teater i København, samt langt flere teatergrupper, som ikke er registreret i denne organisation, er i alt 8 ugers brug scenerummet meget lidt. Der er selvfølgelig de førnævnte scener, som ofte lejes af teatergrupper, men som ingen kender. Hvorfor er det så vigtigt med steder og plads? De unge teaterentusiaster lever jo meget godt som de gør. Men for at ung ny scenekunst kan udvikle sig, er det nød til at ses! Forhåbentlig kan Vildskud-festivalen skabe et øjebliks plads til at blive set.
Hvad kan man gøre? Forhåbentlig kommer teatret med tiden langsomt snigende op til overfladen. Kan man fremskynde processen? Forhåbentlig kan jeg med denne kronik skabe lidt mere interesse for de unge, ukendte og gøre det usynlige mere synligt.
Der er kun ”festival for uafhængigt teater” én gang om året, og teater ligger ikke på myspace. I skal se os i virkeligheden for at vurdere om vi overhovedet er noget værd. Om vi skal have penge eller bare lidt opmærksomhed. I må se os. Kom og se os!