Historier fra solens rige - del 1 - En farce og et eventyr

Et jetlag har beriget mig med en meget tidlig og meget smuk morgenstund i Okinawa, Japan. Det er første nat, vi ankom til hotellet efter mørkets frembrud, og et bjergtagende dybblåt hav tangerende til bounty-turkis møder mig på terassen kl 06.15. Jeg vil benytte morgentimerne til at dokumentere mine oplevelser på Kijimuna Festa. En international børneteaterfestival, som afholdes hvert år på en af Japans sydligste øer - tættere på Kina og Taiwan end Japans hovedø.

Bjørn og jeg ankom til Okinawa den 28. juli 2012 efter en enkelt overnatning i Osaka, hvor den stod på ægte japansk sushi i byens red light district… Man sad på tomme plastikølkasser med en pude på. Menuen var kun på japansk, ingen talte et ord engelsk. Der var fyldt med lokale mænd, kvinder og børn, familier og venner, som spiste, drak, røg og morede sig på den lille restaurant. Eksotisk!

Jeg deltager i Kijimuna Festa fordi jeg skal afholde en workshop om at inddrage børn fra målgruppen i udvikling af professionelle forestillinger samt om at præsentere store emner til små børn. Det er to temaer, som jeg har eksperimenteret med i maj 2012 i Thy i forbindelse med et huskunstnerprojekt støttet af BMMK. Her har jeg udviklet en slags metode til at generere ideer ud fra børnenes ideer. Workshoppen er en del af festivalens tema om, hvordan børneteatret kan respondere på verdens kriser og mere specifikt en del af en workshop/seminarrække om theater and education.

Oprindeligt stiftede jeg bekendtskab med Kijimuna Festa via ASSITEJ, som på festivalen afholder det første "International Meeting". På verdenskongressen i København og Malmø i 2011 blev det besluttet at det internationale netværk skulle mødes mere end hvert tredje år til kongres. Derfor opfandt man et "International Meeting" som nu finder sted her på en sydhavsø, og næste år i Østrig på Schäxpir Festival. Den internationale Assitej-bestyrelse søgte workshops omhandlende festivalens tema, og jeg bød ind med mit researcharbejde i forbindelse med to forestillinger om hhv klimaforandringer og demokrati. Den danske bestyrelse valgte at anbefale min workshop til den internationale bestyrelse og jeg begyndte at søge rejsemidler og fik også nogle! Jeg fik dog aldrig svar fra det internationale ASSITEJ. Og i løbet af foråret trak jeg mig ud af ASSITEJ Danmark - blandt andet på grund af nogle grundlæggende uenigheder omkring frivilligt bestyrelsesarbejde samt en ledelsesstil jeg ikke kunne stå inde for. Dertil oplevede jeg en kommunikationsform som jeg til sidst var nødt til at sige totalt fra overfor. Men det er en farce, som jeg ikke vil berette yderligere omkring, og som der sikkert er mange udlægninger af. Jeg vil hellere fortælle et rejseeventyr. Efter lidt lobby-arbejde inviterede Kijimuna Festa mig nemlig til at komme alligevel og afholde min workshop udenom både dansk og internationalt Assitej. Således gik rejselegaterne ikke til spilde og således begynder en historie i flere dele.

Fra luften ligner dette sted et paradis! Der er sporadiske skyer og bag dem titter små grønne øer frem. De har hvide strande hele vejen rundt i kanten. Jeg moste mig godt ind over ham, som havde vinduespladsen, for at få hele gudesynet med. Heldigvis var sidemanden Bjørn, min kæreste, rejseledsager og på denne tur også workshopdokumentarist og fotograf.

Vi blev hentet i lufthavnen af festivalens shuttlebus og kørt næsten direkte til Festivalens hovedkontor og center. Heldigvis kunne nogle andre fra bussen forstå japansk og oversætte til engelsk. Chaufføren ville sætte vores rygsække af på hotellet så vi kunne gå direkte til åbningsceremoni. Kan man stole på det? Efter at have rejst i mellemøsten og Bolivia har jeg en naturlig umiddelbar skepsis, når jeg er i udlandet. Men Japanere kan man trygt stole på. Ved en fejl har vi fået en festivalmappe på japansk, så alt fra informationshæfte til program og shuttlebus-tidsplan står krypteret i smukke tegn. Den byttes.

Til åbningsceremonien, som foregik på en kæmpestor scene i forlængelse af en teaterforestilling, som vi ikke nåede at se, var der linet op med prominente mennesker der sad som i et panel og så meget små ud i den store sal. Skal de virkelig alle sammen sige noget? Det viste sig at blive en række flotte taler om kunst for børn, lokalt samarbejde og styrken ved internationalt netværk samt refleksioner over tiden og tidsånden, fremført imponerende stillestående. Der var ikke snerten af kropssprog bag mikrofonen. I siden af scenen stod en konferencier smukt iklædt japansk guldkjole og en meget ihærdig oversætter. Jetlag-trætheden meldte sig, da man nåede til den femte taler og en ekstra oversætter kom på scenen. Det ene asiatiske sprog skulle oversættes til det andet for så igen at blive oversat til engelsk. Jeg savnede det danske festival-show, der trods sin kommercialitet har en fin blanding af gøgl og taler.

Efter talestrømmen møder vi danske Batida, som spiller på festivalen (for anden gang, tror jeg nok). Bjørn og jeg synes begge det er rart ikke at være "den eneste dansker i verden" - og så er det både absurd men også meget hyggeligt at se velkendte ansigter på den anden side af jorden. Der skal være parade, men den er ikke til at se. Med raske skridt, i saunaagtig temperatur indhenter vi de skøre og farverige skuespillere og musikere som går gennem byen i en blitzregn. Vi er godt klædt på med overlæbesved, men det holder ikke den flirtende gøgler på ethjulet cykel tilbage fra at blinke og danse for os. Hun oser af sex mens hun med svømmefødder og på cykel svinger sin mere forsagte gøgler-partner - også klædt i svømmefødder og på ethjulet cykel rundt i en slags jitterbug-showdans. Paraden ledes af et ikke specielt velklingende orkester med trompeter, klarinet, tværfløjte, melodika, harmonika, en masse trommer på hjul og andre teater-agtige instrumenter, der forsøger at finde hinanden i en meget insisterende udgave af "When the saints go marching in", som kører på repeat. Det vrimler med glade teaterfolk både med og uden kostumer. Der er skøre små asisatiske mænd i hvide latex-dragter, en er klædt ud som en "Ghostbusters" og en hæslig dukke, som er cirka 50 cm lang og lavet i træ, "flyver" gennem optoget med hjæp fra fire østeuropæisk udseende mænd. Stemningen er høj!

Optoget slutter med en slags fest, og vi bestiller fadøl, som til vores store fascination blev kølet ved at lede tappe-slangerne gennem en boks med isterninger, som en japansk dame sørgede for at holde fyldt. En visdomstandpine har gjort livet svært for mig siden afrejsen fra København. Derfor har jeg i mindre grad haft glæde ved at spise. Alligevel nyder jeg coleslaw og hakkebøf serveret fra en slags gaderestaurant som er poppet op midt i alt postyret. Jeg håber tanden bringer lige så meget visdom som smerte med sig… Midt på gågaden, hvor festen finder sted, spiller en DJ op med en coverversion af Bob Marleys "No woman no cry". Det føles virkelig som om jeg er havnet på en tropeø. Perfekt!

Mens vi sidder på gaden og spiser samt nyder festen som brager afsted med flere covernumre kommer der en pige over og sætter sig. Hun deltager i det nye "Next Generation" projekt, som man besluttede at lave sidste år i København og som er et af de internationale assitej-projekter. Der er flere NG-initativer igang rundt omkring i verden, men nogle gange er som om det kun er dem, som er iværksat af den internationale bestyrelse, der anerkendes. Det var på grund af et NG-forløb på Augenblick Mal i Berlin i 2007 at jeg blev forelsket i børneteater og i det internationale netværk, der findes omkring turnerende børneteater. Derfor interesserer Next Generation mig. Vi falder i snak.
Pigen er en skuespiller fra Tokyo. Vi kom til at tale om de enorme forskelle på Okinawa og resten af Japan. Øerne her har åbenbart en helt anden kultur, religion og en langt mere tragisk og indviklet historie. Okinawa var den primære krigszone under anden verdenskrig. Vi talte om nationalitetsfølelse og prøvede at sammenligne med Danmark og Grønland, men Okinawa har slet ikke det samme politiske ønske om selvstændighed. Deres selvstændighed ligger mere i ånden virker det som om. Det lyder underspillet - men måske er det en slags nationalfølelse, som danskere kan lære noget af.
En af NG-arrangørerne kommer forbi og vi snakker om de mange unge fælles bekendte vi har gennem ASSITEJ. Det er egentlig noget mærkeligt noget det med den næste generation. Man samler en gruppe af unge fra hele verden, som er nøje udvalgt (der var ellers kompetent dansk skuespiller, som søgte om deltagelse uden held), og så lader man dem møde hinanden. På den måde forsøger nogle ældre og mere erfarne Assitej-personer at enten facillitere eller forcere et fællesskab og venskab - eller netværk i en konstrueret gruppe. Det er da mærkeligt… Men det er en herlig måde at møde nye mennesker på - og er jo i sig selv herligt! Evigt venskab og fællesskab eller ej!

Når jeg sidder her - midt i de varme lande - og snakker med andre unge mennesker, som også arbejder med professionelt børneteater - så giver det mig en tro på, at tider skifter, verden forandrer sig og generationer følger med. Trods små farcer i national-centre er der store eventyr ude i verden, små men helt anderledes historier og spændende, skørt udklædte mennesker, som er værd at rejse efter. Kulturforskelle gør livet virkeligt og giver sjælen perspektiv. Og midt i alle disser oplevelser, midt i en verden der forandrer sig og generationer, der skifter er jeg med! Jeg er med som individ på en teaterfestival. Som passioneret verdensborger, kosmopolit og teaternørd begærlig efter nye oplevelser og nye historier fra solens rige!

"Der skal også være nogen, der vil styre hele verden med flitsbuer"

Erfaringer fra workshops om klima/miljø + demokrati/magt i 0. og 1. klasse i Sennels.

Sennels skole var først lidt kaotisk. Der var ikke mange af lærerne eller SFO'en som var rigtigt orienterede, så alt måtte tages som det kom. Idet jeg var fuldstændig grøn i arbejdet med børn var det dog rart nok, at der ikke var et stort pres på mig som ansvarlig for programmet.
Jeg havde 0. klasse i det såkaldte "morgenbånd" fra 8 til 9 den første dag. Her handlede det om klima og miljø. 1. klasse stod for skud på dag 2 om magt og demokrati.

Rigtige og forkerte svar

Jeg fortalte, at det nu var mig, der skulle lære af dem og ikke dem, der skulle lære af mig. Og så sagde jeg, at fra nu af var der ikke nogen rigtige eller forkerte svar. Den besked fik i den grad kickstartet elevernes fantasi, men det var også uoverskueligt for dem. Det var næsten for frit. De blev helt oprørske og svarede nogle gange mere for sjov en hvad de egentlig troede var rigtigt.
Senere på dagen, da jeg observerede i 1. klasse i dansk. Læreren stilede ledende spørgsmål om Pippe Langstrømpe-læseteksten, hvortil hun fik "de forkerte svar". De konkrete svar. Ikke fortolkningen. Børn tror alting er, som det er og tager alting for gode varer. Men hvorfor er det sådan? Måske er det på grund af noget ensidigt forenklende TV - som ikke kræver fantasi, fortolkning eller tanker.
I 0. og 1. klasse har de endnu ikke lært at fortolke og reflektere. Men de er igang. Man kan sagtens spørge om ting. Eller præsentere etiske spørgsmål for dem. De tænker over det - men tør ikke helt komme med et bud på et svar. De kan let blive usikre på
1) hvornår det er tilladt at gætte helt vildt (næsten for sjov)
2) hvornår man skal være dygtig og læse den rigtige fortolkning
3) og hvornår man skal have en personlig holdning til noget .

Børn forstår alt..

... når bare det flettes ind i en god historie. Min erfaring fra de indledende øvelser under "morgenbånd" er, at det er svært at lære børn i indskolingen om svære ting hvis man forklarer om det. Men hvis det flettes ind i en god historie, så kan alt fra en ny tandbøjle til luftalarm-test og klimaforandringer fortælles.
Jeg startede begge dage med et lille slideshow med billeder af henholdsvis klima/miljøproblemer og magt/demokrati. Derefter var der et spørgeskemaer med tegninger og firkanter man skulle sætte kryds i. Endelig skulle eleverne på klima-dagen fortælle en historie om vildt vejr og tegne den bagefter. På magt-dagen skulle eleverne tegne hvem der bestemmer hjemme, i skolen og i Danmark. De fleste mente, at det var dronningen, der bestemte i Danmark... De fleste havde svært ved at tegne HVAD dem der bestemmer bestemmer. Det blev for vanskeligt og abstrakt. Nogle af drengene tænke mest på politi og soldater som dem med den sejeste magt. Vold kan altså give magt i deres øjne. En enkelt tegnede computeren derhjemme som et eksempel på, hvad mor bestemmer over. En anden tegnede en seng. Det var faren, der bestemte, at Kristine skulle gå ud af soveværelset. Derfra deres verden går.

Mobning og kaos

Der var en overraskende åben og ligefrem mobning. Man var ikke bange for at sige højt, hvem af de andre man gerne ville banke. Generelt var der en overraskende ligefremhed. Der blev snakket åbent om skilsmisser og hvor mor og far bor henne. Jeg oplevede også almindelige pædagogiske problemer med at styre ungerne. Så som at få dem til at blive siddende et sted, ikke sætte sig i sofaen osv. Flere gange opstod er en drillesyge blandt drengene, som skruede op og ned for smart-boardet eller trykkede play. Satte et stopur til at ringe osv. Tror det er meget almindeligt og jeg gad ikke være pædagog, så lod det passere. Der gik cirka en dag før jeg forstod, at jeg ikke skulle bruge energi på at få dem, der ville teorisere/larme med. Det går ud over de interesserede elever at vi hele tiden skal vente total længe på at der bliver ro nok. Og det er ikke min opgave som huskunstner at opdrage børn. Måske var det en fejl fra Sennels skoles side at lade mig være alene med børnene en hel time... Jeg kender nemlig ikke deres rutiner og systemer - og det kunne de sagtens mærke.
Når man rækker hånden i vejret betyder det at man skal være stille. Det var en fælde jeg røg i men begge ben. "Vil I alle sammen gerne sige noget?" Nåh - det betyder stille! Aha. Tak for det.

Erkendelser om kunsten

Jeg skal og vil ikke forvente, at indskolingen forstår hvad ozonlaget er. Det er iøvrigt også for kedeligt og teoretisk til at være med i en teaterforestilling. Men at vejret fornadrer sig. At der ligger skrald i naturen, og at alting hænger sammen. Og at dyrene - end ikke tigerne - ikke er ligeså farlige som mennesker. Det vil jeg gerne fortælle dem!!
Det skal fortælles med den gode historie, men hele pivtøjet af musik, lyd og lys. Rummet skal være helt anderledes og næsten hemmeligt. Så fastholder jeg nemlig nysgerrigheden omkring, hvad der skal ske, og om at høre / lære mere.
På lærerværelset lærte jeg også noget om skolen, om eleverne, om aldersgrupper og behov. De mangler åbenbart virkelig aktiviteter til 3. klasse. Og de synes der er meget stor forskel på 0. og 3. klasse. Det kan jeg også mærke på de erfaringer jeg gør mig. Og så synes lærerne ikke, at eleverne bliver snakket nok med derhjemme! Altså om dybere og mere dannende emner. Emner som betyder noget - som ikke er x-faktor. Jeg mærkede straks, at jeg med min kunst ønsker, at sparke en snak igang både i hjemmet og i klassen. Jeg vil præsentere teater om store emner, så publikum bagefter går hjem og siger, "mor, ved du godt at statsministeren ikke kan lide at bestemme?" eller "kom mor, nu skal vi redde verden - allesammen!" Jeg tror på at den manglende samtale om store emner - eller den eskalerende generelle forfladigelse i samfundet skyldes at vi mangler inspiration til at snakke sammen. Man taler jo ikke pludselig om død og savn eller klima og politik. Det skal komme et sted fra. Når TV-mediet lefler for laveste fællesnævner, så vil selv den højeste fællesnævner have svært ved at perspektivere til dybe samtaler og få ideerne til gode temaer at tale om. Der er et kæmpe "gab" og jeg har lyst til, at præge debatten ved at præge børn.

Små voksne der taler om fodbold og arbejder i grupper

Det er ganske tydeligt, at selv fra 0. klasse går drengene total meget op i fodbold. Og når jeg siger vi skal tegne siger pigerne "jaaah!" Over madpakken snakker fyrene om Real Madrid, Barcelona og Bayern Münschen. Det er næsten som at høre mine jævnaldrene diskutere sport. "Synes du Messi er god?". Jeg spørger dem om de ved, hvor Bayern Münschen ligger. Det ved de ikke. "Kender i Chelsea?" Det gør de ikke. Men det gør en anden knægt fra et andet bord. Han fortæller begejstret, hvad han ved.
I matematik og dansk i 1. klasse kan de allerede sidde meget stille og koncentreret og arbejde med opgaver. Det er tydeligt at de har lært at integrere i et system med regler og vaner. De kan også sagtens gå to og to i grupper og læse sammen. Selvom der skal holdes øje med dem for de vil gerne snyde. Det gik dårligt for mig, da jeg skulle have 0. klasserne til at fortælle hinanden historier to og to. Det kunne de slet ikke tage seriøst. Så det bruger jeg nok ikke igen. Der skal en dansk-lærer-disciplin til at gennemføre gruppearbejde på den måde.

Imponerende indsigt

Jeg spurgte eleverne i 1. klasse hvilken farve de synes Danmark skulle have. Der var en bred stemning af "rødt og hvidt ligesom flaget". Da jeg forsøgte at komme ind på, hvad konsekvenserne af den beslutning så var blev der sagt at vi skulle have tøj på i AaB-farver. Fodbold igen.
Som det første om morgenen lavede jeg en håndsoprækning på, hvor mange, der gerne ville have magt. Der var kun en der ville have magt. Han var lidt genert. Det var noget med, at han ville banke nogen og at hans bror var blevet slået. Altså ikke noget nogen af børnene for alvor ønskede sig.
Senere på dagen snakkede vi om historien om statsministeren, som vi skulle lave som skuespil om eftermiddagen. Begejstringen var stor! "Jeg vil gerne være prinsesse Mary!" "Der kan godt være to prinser." "Jeg vil være konge." "Jeg vil være statsminister!" Sådan lød det. Er der en der vil være Danmarks rigeste man, spurgte jeg flokken. "Jamen Danmarks rigeste mand - han er da død". Ja det er han.. Imponerende indsigt, tænkte jeg. Mon ikke der så er en ny, der er blevet den rigeste, spurgte jeg, men der havde jeg vist mistet opmærksomheden. "Der skal også være nogen, der vil styre hele verden med flitsbuer" sagde en af drengene. Og ja, det skal der. Det kan måske være spindoktoren? Spurgte jeg. Men der mødte jeg min grænse. Jeg fik kun et tavst blik. Han forstod nok ikke hvad jeg mente. Men det kommer han til, når den onde spindoktor en dag bliver integreret i forestillingen.

Muren

Den første eftermiddag lavede vi kunstmalerier, hvor der skulle bruges skrald fundet i naturen. Det skulle klistres på papiret. Herefter skulle der tegnes et dyr, et sted, hvor dyret befandt sig og noget voldsomt vejr på stedet. Billedkunst-projektet gik godt. Børnene kunne sidde og nusle med det. Dem som ikke ville være med alligevel kunne smutte ud. Dem som ville lave to tegninger kunne gøre det.
Den næste dag blev det strakt værre. Der skulle vi lave en lille teaterforestilling baseret på min grundidé om Statsministeren. Jeg havde forberedt en masse karakterer og en slags replikker / spørgsmål de skulle bruge til at "arbejde selv" med hver en lille scene. Derefter skulle det hele flettes sammen med at Statsministeren besøger alle de forskellige små scener, med folk, som ikke vil have magt.
Efter en hel dag i skolen er det næsten umuligt at være stille og modtage en besked. Der var cirka 25 børn der ville være med til at lave teater. Det var for mange. Men det gik. Med sved på panden. Jeg opdagede, at de sedler med opgaver, som jeg havde forberedt var alt for abstrakte. "Vi forstår det ikke" kom børnene bekymrede og sagde. Jeg havde tegnet nogle tænke-bobler til karaktererne, hvor der stod "Hvilken farve skal Danmark have idag og hvilken musik?" "Hvad betyder det for ALLE andre?" I en tænkebobbel stod der til sidst "ØV, det er ikke sjovt at bestemme". Her ramte jeg altså muren! Jeg havde været for abstrakt - eller krævet for meget af deres sprogligt analytiske evner. Note taken.
Med lidt hjælp kunne alle børnene - selv de helt små - sagtens lave deres scener. Det blev kun til en mini-gennemspilning inden energien var fløjet ud af rummet. Men jeg kunne se, at rammen for fortællingen holder meget godt. Det er til at forstå. Hende, der spillede Statsministeren fandt selv ud af til sidst, at når Statsministeren var nødt til at bestemme selv, så skulle Danmark have ALLE farver og man måtte høre ALT slags musik. Happy ending. Vi øvede os i at bukke og aftalte at vente med at vise det i en sammenhæng til om en uge, hvor det er sidste dag jeg er der og hvor det hele skal præsenteres.

Hvad jeg har lært

Der var snak om luftalarmen den første onsdag i maj. Det optog børnene meget og de stillede mange spørgsmål. Men det var tydeligt at mærke, at de voksnes bekymring for om de nu kom til at gøre børnene bange var helt misforstået. Den gjorde kun børnene ekstra nervøse. En vigtig note til arbejdet med teaterforestillinger. Angst smitter. Det må altså aldrig være rigtigt uhyggeligt eller farligt. Det er altid bare noget vi leger... selvom vi godt kan leve os ind i historien - så ved vi - fordi alle ved det - at det bare er for sjovt.
I de sidste to dage har jeg lært, at jeg i min undersøgelse bliver nødt til at udfordre eleverne FOR meget. Ellers møder jeg ikke grænsen og så bekræfter jeg bare mig selv. Jeg skal altså blive bedre til at gøre mit program for svært og dernæst kunne korrigere det derefter.
Jeg kan se, at regler og systemer fungerer godt. Børn afkoder hurtigt et koncept og systemer. Det vil de også gøre i en teaterforestilling.

Hvorfor øjenhøjde?

Et bud på revolutionen af dansk børneteater og en metode til at skabe tidssvarende scenekunst for børn og unge.

Øjenhøjde er vist det man kan kalde et fortærsket begreb. Både indenfor undervisning og alt børnekultur. Men jeg har lyst til at stille spørgsmålstegn - både ved definitionen af "øjenhøjde" og om øjenhøjde egentlig er det bedste vi kan tilbyde vores poder.  

Definition
Hvordan forstår vi begrebet "øjenhøjde"? Har jeg fuldstændig misforstået, hvis jeg siger, at øjenhøjde betyder, at det hverken er for barnligt, pædagogisk og plat eller for klogt, mærkeligt og over evne i forhold til modtageren? Så børneteater i øjenhøjde, er teater, som passer perfekt til målgruppen? Hvor børn får en historie fortalt, som de kan relatere til, som de kan forstå, og som ikke er for svær? For undervisning i øjenhøjde må vel gælde nogenlunde de samme principper? Det skal passe til alder og udviklingsstadier - hverken mere eller mindre?  

Pandehøjde
Hvad skulle der være galt med at sigte højere? Jeg tror, at børn i dag forstår mere end vi tror de gør. Derfor er øjenhøjde ikke længere det, som mange børneteater-producenter tror det er. De bør snarere tænke pandehøjde. Det skyldes at børn i dag vokser op i en digitaliseret hverdag, hvor højteknologi er uimponerende og hvor der altid er adgang til internettets ubegrænsede vidensdatabase. Allerede før børn kan spise med ske kan de scroll'e på en iPhone. Og de lærer lynhurtigt at gå på nettet. At søge information, at lege på youtube eller spille spil med andre fra hele verden. Derfor er verden i dag langt mere overskuelig for en 5-årig end den måske var for ti eller tyve år siden. Verden er present, den er tæt på, den er lille! Og ikke nok med det. Også store informationsmængder, udvælgelse af information ligesom fravælgelse af information er helt normalt for børn i dag. De koder materiale og viden med en sådan videnshunger, at børneteaterforestillingerne ikke kan være med. Konsekvensen bliver teater, som er unødigt, pædagogisk barnligt. Som er for nemt og kedeligt.  

Revolution
Jeg har lyst til at revolutionere end begyndende stilstand i en branche, som har været verdens bedste ... til at bekræfte hinanden i sit værd og til at bremse enhver form for udvikling. Danmark har IKKE verdens bedste børneteater. Det er den største selvforstærkende løgn jeg i mit professionelle arbejdsliv er støt på. Men lad os bare brande os sådan - hvis det giver bedre økonomi på et statsligt plan. Så længe det ikke (for)bliver en sovepude. Budskabet skal lyde: Vi skal udfordre børn! De kan meget mere end vi tror. De forstår mere og de har en glubsk sult efter at blive taget seriøst som mennesker, der lever i samfundet og som forstår verden.

Workshop: Vi forstår verden
I maj 2012 befinder jeg mig i Thy netop for at beskæftige mig med min forestående revolution. Jeg er huskunstner på Sennels skole og Hannæs skole, hvor jeg har fået lov at eksperimentere med børnene og med hvor meget de forstår og hvordan de forstår. Udgangspunktet er to store emner: Klimaforandringer og miljøproblemer samt magt og demokrati. Det er emnerne som jeg i næste forestilling skal arbejde med at formidle til børn på en teatralsk og kunstnerisk måde. Men hvordan taler man med børn om disse store emner? Hvordan tester jeg min tese om at børn forstår mere idag? Og hvis jeg får denne tese bekræftet - hvordan bruger jeg så disse evner således at den live performance er tidssvarende, udfordrende og fantastisk for børnene?  


Med historier kan man fortælle alt
Det er gået op for mig, at det kan være svært at bevare børnenes koncentration når jeg bare forklarer noget. Selvom de måske forstår det jeg forklarer, så gør det ikke specielt stort indtryk hvis det "bare" er viden. Hvis jeg tilgengæld fortæller om noget integreret i en historie - så kan jeg slippe afsted med at fortælle ALT! Lige fra storpolitik til miljøforurening, global opvarmning og EU.  

Dokumentation
På denne blog vil jeg dokumentere mine opdagelser i Thy og beskrive mine fremgangsmåder, metoder og tankerne om, hvorfor jeg har valgt at gøre som jeg har gjort. Jeg vil også reflektere offentligt over resultaterne og de korrektioner af programmet, som jeg bliver nødt til at lave undervejs. Jeg møder børn i deres skole for første gang nogensinde. Jeg aner ikke, hvordan man gør. Jeg har forsøgt mig med diverse litteratur på området. (Listet op herunder). Men trods det er dette et totalt eksperiment. Kryds fingre for gode opdagelser.

Jeg håber på, at mine undersøgelser her i maj vil bære frugt og give mod til at præsentere endnu vildere emner til de små grå. Jeg tror nemlig, at jeg er sat i verden for at skabe teaterforestillinger, der får børn og unge til at tage selvstændigt stilling til livet og samfundet.

Thomas Ziehe: Øer af intensitet i et hav af rutine

Lotte Nyboe: Digital dannelse – børn og unges medieforbrug og –læring indenfor og udenfor institutionerne

Kirsten Drotner: Medier for fremtiden - børn, unge og det nye medielandskab

Sandra Smidt: Vygotsky og de små børns læring

Autosignaturproblemer

Jeg bøvler med at få min autosignatur integreret i min mail, så den ikke er et vedhæftet billede men bare ligger som et foto. Derfor er jeg for eksperimentets skyld nødt til lige at poste den her.
Hvis nogen har gode ideer til dette nærmest umulige projekt modtages de med glæde.

Marie i Weekendavisen!

Så kan jeg prale af at være nævnt på Weekendavisens bagside! Det er dog ikke mig men journalisten der formulerer sig lidt komisk må jeg understrege. Tak til Trine Porret Randahl Larsen for at gøre mig opmærksom på notitsen.

Børneteater med voksne, som spiller børn - nej tak!

Børneteaterfestival i Randers 2011

I år har ikke set meget teater, men alle de forestillinger, jeg har set, er et forsøg på at spejle børn eller unge. Voksne, der forsøger at spille børn og unge... det er SÅ irriterende, synes jeg. Det bliver endegyldigt en kliché. Børnene bliver dog ikke generet af det, kan man se, og i de bedre forestillinger med lidt humor og en fin iscenesættelse får børnene også en ok oplevelse ud af det.
Men det er ikke godt nok. Eller det vil sige... jeg vil lave noget andet!! Jeg synes det er dårlig smag at kopiere børn på scenen. At spejle deres liv på scenen og derigennem udvikle og opdrage dem. Det er ikke meningen. Teatret bliver mere pædagogisk og educational, end hvad jeg mener godt er.

Jeg vil fortælle historier for børn. De skal være sjove og interessante for børn. Men det skal ikke handle om børn og det skal absolut ikke være voksne, der spiller børn. Føj.
Jeg ønsker at lave scenekunst for børn, hvor spejlingen opstår i en fortolkning, på et andet plan - altså i en genkendelse, hvor identifikationen kan være med en hund, en professor såvel som en voksen. Det vigtige er at figurerne på scenen oplever et eller andet, som betyder noget for børnene og rører dem eller provokerer dem.

Selvoptaget teater
Jeg har lige set ZeBUs "Og så står man pludselig der". Og den har fået top karakter i børneteateravisen og fem stjerner i politiken. Men jeg synes det var kedeligt! Der var ikke nogen historie. Det var måske fint lavet med lys og iscenesættelse. Der var mange gode ideer, men! Det var selvoptaget. Det handlede om jeg og mig og jeg for de fire karakterer. Jeg frygter at sådan en forestilling opildner børn, der ser det til også selv at være selvoptaget. Til selv helst at ville fortælle og høre sine egne historier og dyrke jeg'et i ekstremer. Vi glemmer dermed at interessere os for andre. Når vi fører en samtale spørger vi aldrig mere ind, men venter spændt på at vi kan bidrage med vores eget perspektiv på temater. "Jeg kender det godt fra mig selv... bla bla bla". Selvoptagethed er hvor samfunds største trussel! Den må vi bekæmpe!

Forestillingen handlede om fire unge i 6. klasse som oplevede forskellige hverdagsting og fortalte små historier om, hvordan det var at være dem. Til sidst tager de på en telttur sammen. Dér ville jeg gerne have startet. Der havde vi kimen til en lille bitte smule historiefortælling og dramatik.
I stedet bliver forestillingen til en række lidt for udtalte og af og til endda moraliserende fortællinger om at være tween. Nogle af historierne var meget rammende og dermed også sjove, både for mig og for alle børnene, som jeg sad ved siden af (en 4. og en 6. klasse var blandt publikum). Men Det meste af det var faktisk ret kedeligt. Hvorfor skal jeg høre, hvordan de der fire voksne skuespillere var, da de var børn? Fortæl mig noget, hvor jeg skal tænke selv, tak.

Flere lag
Langt det meste børneteater, som jeg har set, er det det er. Og dermed lærer børn i Danmark, at når der står mennesker på scenen, når det er teater og ikke tv - så skal de ikke tænke selv. Så skal de bare lytte og tage til sig. Skatteøen er mit yndlingseksempel herpå - men det sker også i mindre forestillinger. Derimod er børn selv i en meget tidlig alder vant til at på tv kan man godt være kritisk og spotte satire eller grine af det latterlige. Der er en enorm forskel på tilgangen til de to medier.
Jeg mener, at vi skal lære vores børn at være kritiske. At se andet end det de ser. At analysere. Selv i de helt små klasser kan man godt gennemskue en overdrivelse eller flere betydninger i een ting. Børn kan meget mere end vi tror!
Mit ønske for fremtidens teaterproduktioner er, at udfordre børn - at sige mere end det vi siger - og please ikke forsøge at spejle børn og unge! Det er så kikset. Og kedeligt. Og børn vil også godt kunne forholde sig til en mere metaforisk historie om dem selv - hvis vi altså absolut skal lave teater der spejler publikum.

Teaterkriser, teaterlov, teaterunion, teaterdemonstration, teater teater teater

I tirsdags var jeg til generalforsamling i DITITU, som repræsentant for ASSITEJ (Den danske internationale børneteaterorganisation). Og hvad er så DITITU? = Dansk ITI (International Theatre Institute) + TU (Teaterunionen). Denne sammenslutning står for Teaterårbogen og et informationscenter for Dansk Scenekunst, står der på hjemmesiden:
http://www.dititu.dk/opslag.asp?page=1

Det er to organisationer, som er slået sammen og som har eksisteret siden engang i fyrrerne. Nu runder de et skarpt hjørne: De har ikke fået økonomisk støtte og derfor er det sket med Teaterunionen, ITI skal have nyt liv, nye kræfter og en ny generalforsamling og den såkaldte teaterårbog (som dokumenterer alt teater i Danmark hvert år, og som man siger er et vigtigt arbejdsredskab i dansk teater - hvilket jeg ikke kan forstå - hvad bruger man den til??) overgår til TEREBAs administration.

Altså skal et helt sekretariat (Informationscenter for Dansk Scenekunst) nedlægges! Det var en ikke udramatisk og lidt vemodig generalforsamling. Det var en slags dødsdød til en aktør i dansk teater - og så alligevel ikke!
Mødet fik på sin vis stadfæstet nogle interesser i dansk teater. Der var repræsentanter fra en stor del af branchen idet Teaterunionen hidtil har haft til opgave at være paraply for alle fagbevægelser, skoler, foreninger og sammenslutninger der varetager teaterfolks interesser. Til generalforsamlingen var både dramatikere, scenografer, dansere, skuespillerforbundet, danske sceneinstruktører, FAST, Uafhængige Scenekunstnere, børneteater og jeg selv (internationalt børneteater) m.fl. repræsenteret.
Det virkede som om samtlige repræsenterede organisationer arbejder med at tænke nyt, omstrukturere organisationer og tilpasse sig moderne tider. Det er altså ikke kun DITITU, der er presset af tidens strømninger og beslutninger i kulturministeriet.
Generelt var der en stemning af, at vi skal holde sammen i den danske teaterbranche. Kim Dambæk fra danske sceneinstruktører brugte den nu sandsynligvis afblæste teaterlov som eksempel på, at vi må kunne samle os i en eller anden form for ramme, og diskutere vores branche. Der er emner, hvor næsten alle er enige, og her er det nødvendigt, at stå sammen politisk, for at blive hørt og få bedre vilkår. Desuden kan der måske være mening i at mødes og sparre omkring fornyelse af organisationer, formål, samarbejde, nye måder at få støtte på osv. Om det er Teaterunionen eller en anden forsamling der lægger navn til denne paraply - eller dette kæmpe teatersymposium - det er ikke så vigtigt. Så længe det vil finde sted.

I dag, i dette øjeblik, afholder De Uafhængige Scenekunstnere en demonstration foran kulturministeriet. De vil have en ny teaterlov! Det er vi nok faktisk rigtig mange der gerne vil. Det er i hvert fald den opfattelse jeg får, når jeg læser det opsummerende høringssvar i instruktørernes fagblad "Det Postomdelte".
Hvis man ikke kunne deltage i demonstrationen i dag kunne man sende et billede, som printes og medbringes til demonstrationen på en stav, båret af en anden. Jeg har sendt mit billede til Uafhængige Scenekunstnere samt postet deres kampagne-logo her på bloggen og på Facebook. Foto-ideen er et godt koncept, synes jeg, for et miljø, hvor mange er på turné og spredt i mørke prøvelokaler over hele landet hele dagen. Jeg håber deres arbejde vil bære frugt.



De Uafhængige Scenekunstnere er gode til at kæmpe for en politisk sag. Måske vil det blive dem, der i fremtiden kommer til at stå i spidsen for et netværk for hele branchen. Måske bliver det nogle andre. Men jeg tror på, at netværket vil opstå automatisk!
Sådan skete det med mit nye netværk: NUTS - Netværk for unge turnerende scenekunstnere. Det er opstået, fordi der er et behov. Og det vil leve så længe nogen finder det vigtigt, nødvendigt og meningsfyldt.
http://www.facebook.com/home.php#!/pages/NUTS-Netvaerk-for-Unge-Turnerende-Scenekunstnere/169128113103308
http://børneteateravisen.dk/artikelNote.aspx?document=040E44C2-6663-42A6-8272-C68FF06CC81E&container=cms%2Findhold%2FNoter

Netværker er tidens helt store buzzword - og betyder egentlig bare faglige venner. Hvordan opstår disse? Gennem møder. Arrangerede eller tilfældige. Men i rammer, hvor der er plads til sludder, sladder og snak. Netværk opstår oftest lidt tilfældigt og altid efter behov. Hvis der er ønske om at kende nogen, så møder man nogen.
Men der kan også være et politisk behov. Det er ofte en drivkraft for at mødes. Og det er her en paraply for de mange fagforeninger, skoler og andre aktører indenfor dansk scenekunst er en oplagt kommunikationskanal.

Hvor skal det næste slag slåes for et sammenhold i dansk teater? Jeg ved det ikke. Men når det bliver nødvendigt, tror jeg. Får vi en ny teaterlov eller endda en ny regering? Bliver det nye netværk en web portal a la Proscenium, der samler os alle? Findes en sådan portal måske allerede?
Måske mødes vi til et stormøde i maj under verdenskongressen for ASSITEJ - evt. arrangeret af de to internationale hovedkræfter i det danske teatermiljø: ASSITEJ og ITI (hvis altså ITI liver op igen med en ny og innovativ, visionær bestyrelse)?
Det er muligt. Alt er muligt. Uanset hvad der sker, tror jeg på, at netværket nok skal opstå, når der er et behov for det. Altså vil Teaterunionen, som nu mister sit sekretariat, opstå igen. I en anden form og under et andet navn måske. Men netværket for den danske teaterbranche vil bestå så længe der er et behov. Derfor: For evigt!