Børneteater med voksne, som spiller børn - nej tak!

Børneteaterfestival i Randers 2011

I år har ikke set meget teater, men alle de forestillinger, jeg har set, er et forsøg på at spejle børn eller unge. Voksne, der forsøger at spille børn og unge... det er SÅ irriterende, synes jeg. Det bliver endegyldigt en kliché. Børnene bliver dog ikke generet af det, kan man se, og i de bedre forestillinger med lidt humor og en fin iscenesættelse får børnene også en ok oplevelse ud af det.
Men det er ikke godt nok. Eller det vil sige... jeg vil lave noget andet!! Jeg synes det er dårlig smag at kopiere børn på scenen. At spejle deres liv på scenen og derigennem udvikle og opdrage dem. Det er ikke meningen. Teatret bliver mere pædagogisk og educational, end hvad jeg mener godt er.

Jeg vil fortælle historier for børn. De skal være sjove og interessante for børn. Men det skal ikke handle om børn og det skal absolut ikke være voksne, der spiller børn. Føj.
Jeg ønsker at lave scenekunst for børn, hvor spejlingen opstår i en fortolkning, på et andet plan - altså i en genkendelse, hvor identifikationen kan være med en hund, en professor såvel som en voksen. Det vigtige er at figurerne på scenen oplever et eller andet, som betyder noget for børnene og rører dem eller provokerer dem.

Selvoptaget teater
Jeg har lige set ZeBUs "Og så står man pludselig der". Og den har fået top karakter i børneteateravisen og fem stjerner i politiken. Men jeg synes det var kedeligt! Der var ikke nogen historie. Det var måske fint lavet med lys og iscenesættelse. Der var mange gode ideer, men! Det var selvoptaget. Det handlede om jeg og mig og jeg for de fire karakterer. Jeg frygter at sådan en forestilling opildner børn, der ser det til også selv at være selvoptaget. Til selv helst at ville fortælle og høre sine egne historier og dyrke jeg'et i ekstremer. Vi glemmer dermed at interessere os for andre. Når vi fører en samtale spørger vi aldrig mere ind, men venter spændt på at vi kan bidrage med vores eget perspektiv på temater. "Jeg kender det godt fra mig selv... bla bla bla". Selvoptagethed er hvor samfunds største trussel! Den må vi bekæmpe!

Forestillingen handlede om fire unge i 6. klasse som oplevede forskellige hverdagsting og fortalte små historier om, hvordan det var at være dem. Til sidst tager de på en telttur sammen. Dér ville jeg gerne have startet. Der havde vi kimen til en lille bitte smule historiefortælling og dramatik.
I stedet bliver forestillingen til en række lidt for udtalte og af og til endda moraliserende fortællinger om at være tween. Nogle af historierne var meget rammende og dermed også sjove, både for mig og for alle børnene, som jeg sad ved siden af (en 4. og en 6. klasse var blandt publikum). Men Det meste af det var faktisk ret kedeligt. Hvorfor skal jeg høre, hvordan de der fire voksne skuespillere var, da de var børn? Fortæl mig noget, hvor jeg skal tænke selv, tak.

Flere lag
Langt det meste børneteater, som jeg har set, er det det er. Og dermed lærer børn i Danmark, at når der står mennesker på scenen, når det er teater og ikke tv - så skal de ikke tænke selv. Så skal de bare lytte og tage til sig. Skatteøen er mit yndlingseksempel herpå - men det sker også i mindre forestillinger. Derimod er børn selv i en meget tidlig alder vant til at på tv kan man godt være kritisk og spotte satire eller grine af det latterlige. Der er en enorm forskel på tilgangen til de to medier.
Jeg mener, at vi skal lære vores børn at være kritiske. At se andet end det de ser. At analysere. Selv i de helt små klasser kan man godt gennemskue en overdrivelse eller flere betydninger i een ting. Børn kan meget mere end vi tror!
Mit ønske for fremtidens teaterproduktioner er, at udfordre børn - at sige mere end det vi siger - og please ikke forsøge at spejle børn og unge! Det er så kikset. Og kedeligt. Og børn vil også godt kunne forholde sig til en mere metaforisk historie om dem selv - hvis vi altså absolut skal lave teater der spejler publikum.