Året der gik så ganske udemærket

Så er 2009 ved at være slut. QUASI er fyldt 2 år og har produceret musikteaterforestilling nr. 3. Og ud af de tre er to nu blevet refusionsgodkendt som professionel ungdomsteaterforestilling. Det er dejligt.

Desuden har vi fået lidt presse og omtale, som jeg lige ved prale af her:

Min kronik som blev trykt i Politiken i januar 2009 kan man læse et andet sted her på bloggen. Den hedder "Hvad kan jeg blive 2009".

AnArkistikA var på børneteaterfestival, og blev anmeldt i børneteateravisen:

http://www.boerneteateravisen.dk/artikelAnmeldelse.aspx?document=cms/indhold/Anmeldelser/QuASI%20Anarkista.xml&container=cms/indhold/Anmeldelser

Den Danske Sang blev anmeldt af univsersitetsavisen:

http://uniavisen.dk/kultur/det-danske-spoergsmaal

Der blev også lavet en reportage fra prøverummet på Lades Kælder:

http://uniavisen.dk/kultur/til-kamp-de-roed-hvide-sange

Dernæst er der lavet et portræt af mig som teaterinstruktør og retorikstuderende:

http://uniavisen.dk/kultur/en-ung-blond-pige-og-en-dansk-sang

Jeg glæder mig til at tage hul på en ny forestilling til januar hvor jeg skal lave research på dukker og Søren Kierkegaard.

I januar skal jeg også arbejde på opsøgende arbejde for at sælge Den Danske Sang til landets folkeskoler. Det lover godt i fremtiden. Jeg glæder mig til 2009. Det lille teater vokser sig større, bedre og klogere.

Godt nytår til dig der måtte læste dette lille stykke pralende update.

Tråde

Min første iscenesættelse nogensinde var Line Knutzons Først blir man jo født. Der taler Nymse og Tudeberg om nogle tråde, som forbinder mennesker. Imellem os alle er der tråde.

"Nogen gange kan du få den sære fornemmelse ikke at kunne nærme dig et menneske, man må ikke gå ind i dets hus - det er trådene, Nymse - trådene, der spærrer... Og jeg har tråde - over det hele - helt filtret er det, det er derfor, man ikke altid kan komme mig nær. Kun hende, der ved et tilfælde finder vejen, hende der springer over, går til højre, løfter armen det rigtige sted, siger godnat og nikker på det rigtige tidspunkt, hun kan nå mig. Og ikke nok med det: jeg skal også tilfældigvis gøre det samme..." (Tudeberg i "Først Bli'r Man Jo Født")

Når trådene er filtret sammen er det noget rod. Det ved enhver. Nogle gange knækker tråde. Nogle gange holder de for evigt. Nogle tråde, som er særligt filtrede, kan også blive til reb. Filtrede tråde, der er så filtrede og så ugennemtrængelige at det bliver til stærke reb, der binder mennesker sammen for altid.

Das leben des anderes

For tyve minutter siden var det den 9. november og tyve års jubilæum for murens fald. "Du flæber" grinte jeg, da han rørt til tårer læste de ti første linier af Politikens leder om hvor glædeligt det er at tyskland blev forenet i '89. Og nu... nu er jeg lykkelig, rørt og forvirret, stortudende, så mine øjne svier på snart tresindstyvene minut. Hvorfor. Jeg gik ned og så Das Leben Des Anderes på vores lækre fladskærm på Sankt Peders Stræde og pludselig er jeg i tvivl om alt!
Filmen handler om en dramatiker, som er kæreste med en skuespillerinde. De lever i DDR i midten af 80'erne og alt er i det vi idag synes er kult brunt design. De bliver overvåget, ministeren vil have fingre i skuespillerinden, men ham som skal overvåge dem bliver suget ind i deres private historie og redder dem istedet ved at dække over dem i al hemmelighed. Til slut, da det er ude med alle, formår overvågeren at gemme det afgørende afslørende tegn væk, så det alligevel ikke bliver fundet og redder dermed forfatteren. Men kæresten, som er skyldig i afsløringen efter enormt pres og afpresning, begår i sorg og skam selvmord for øjnene af dem alle inden hun opdager at intet alligevel er fundet. Det er så subtilt fortalt. Og det er så ulykkeligt! Og det er ikke ideologien værd! Eller er det? Store spørgsmål stilles i mit søvnige sind.
Er ideologien værd at kæmpe for? Hvor længe? Er kærligheden værd at kæmpe for? Hvor længe? Jeg tænker på hvor stor kærligheden kan være mellem to mennesker som elsker hinanden. Og græder igen. For samtidig er den ofte så umulig... Nu siger jeg ikke mere.

Kære læser

Kære læser. Jeg skriver på denne blog for at tømme hovedet for spekulationer. Ikke at det altid hjælper. Jeg skriver også for at dokumentere mit sind, for at huske, for at kunne vende tilbage og blive inspireret. Og for at lære at formulere mig. Både om det jeg ser, hører og oplever og om mig selv. Det er en øvelse i analyse kan man måske sige.

Om præcis seks uger er der to dage til min tredje premiere med teaterkompagniet QUASI. Der er meget arbejde endnu. Måske også mere en jeg faktisk kan nå. Dog vil jeg med glæde og visheden om at vælge og fravælge huske at holde fri, tale frit, skrive frit.

For præcis en uge siden idag følte jeg tomhed. Jeg havde ingen motivation. Var netop hjemvendt fra en af mit livst mest interessante rejser og jeg kunne ikke glæde mig. Følte skyld. Men for hvad? Havde ikke lyst til noget, havde ingen energi, ingen glæde, kun sorg og ærgelse. Og ensomhed. Desuden magtesløshed. Frustration over ikke at få min vilje. Bitter over at have formet mit liv som jeg havde. Tom indeni, følelsen af at have mistet det mest betydningsfulde. For alvor.

For præcis fem uger siden mistede jeg det mest betydningsfulde. Lettere pludseligt.
For fire uger siden savnede jeg. Ledte efter alt hvad der bare duftede lidt af gamle dage. Ledte efter lykke og efter mening.
Jeg leder stadig. Men mindre febrilsk, tror jeg. En erkendelse af ikke at fatte livet fylder mig med ro. For præcis en uge siden var der en der sagde til mig at jeg "søgte i syd og mod nord, men så ikke skønheden hvor jeg bor." Jeg tror det er rigtigt. Og forkert. En utilfredsstillende situation får mennesket til at søge noget andet. Først indenfor de mest behagelige og fordelagtige rammer. Dernæst der hvor forandring er muligt. Alt hvad jeg ønsker er at være lykkelig. Glad. Og at elske uden forbehold! Er det for meget? Er det for flyvsk? Hvad med det nære? Hvad handler det om? Om tid? Om mad? Om samtale? Eller om situationsfornemmelse? Handler det om underteksten? Jeg tror ikke helt jeg forstår det.

Kære læser. Om lidt, når jeg endnu en gang alene i en alt for stor seng vil forsøge at sove, tænker jeg på om skæbnen kunne have formet sig anderledes. Og på om fremtiden vil mig noget bedre. Hvad med nuet? Hvad skal jeg med nuet? Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med nuet. Nuet må jeg bare udtrykke.

T.o. Lejlighedssang fra Rasmus' polterabend

Skålesang ved Rasmus' polterabend onsdag den 24. juni 2009


Mel.: Papirsklip

Vi har en ven som skal giftes snart
Derfor samles vi og gør ham parat
Fisse, hornmusik og bajer skal til
Løft dit glas lisså høøjt som du vil:

SKÅL

Når nu du aldrig mer skal score pir'
Kan du få tid til at folde papir
Danse Stig Møller og livet er skønt
Skål! Og tillykke du har klaret det kønt

SKÅL

(Mel.: Domine et sanctus)
Rasmus han skal giftes
Rasmus han skal elskes
Rasmus han skal pyntes

SKÅL

Mel.: I en kælder sort som kul

Arentsen skal giftes nu
Det er rigtig herligt
Kærlighed det skal man jo
Os' når det' besværligt
Men stop op og vent nu lidt
Kirkeklokker ringer tit
Husk nu dine venner
Som dig back-up sender

SKÅL

Mel.: Det hammer hammer fedt

Det hammer gammeldags
Med alt det tjant og fjas
Nu skal vi ha øl
Men er der mer på køl?
Jaa og der er mange
Så vi synger sange
Til der ik er flere og vi går.

SKÅL

Citat

Her er humlen i alt ondt. Jeg tillader mig at bringe et citat på denne ulæste og uopfficielle blog, citerer en anonym person, som af flere ses som lidt frelst og lidt dum i det, mest fordi vedkommende tror på jesus... Og ikke er god til at diskutere på en upersonlig måde.
"Jeg selv var opmærksom nok til at stoppe i tide... Det krævede altså også en helvedes indsats - og så var jeg så heldig at jeg altid har været anti-autoritær. Pludselig blev han autoriteten og vi hash-rygere blev det sande kulturelle folkefærd der blev forfulgt af alle de andre. Den hoppede jeg simpelthen ikke på!"
"Du kan nok ikke følge mig. Men min måde at stoppe hashen på var at skære helt ned på den og betragte det på samme måde som jeg betragter druk. En gang imellem gør godt.
De fleste behandler det som var det smøger og så får de paranoia og begynder at tro verden er mærkelig etc. De bliver virkelighedsfjerne... Min søster var den der ligesom satte prikken over i'et. Hun lod mig vide sort på hvidt at hun havde svært ved at genkende mig. Der var det at jeg fattede hvor forandret man bliver af at tage stoffer... Ligesom du bliver forandret hvis du drikker øl hver dag"

Per Formands fysiske handlinger

Idag blev jeg så valgt som formand for TeaterHUSET. Prøvelokale- og netværksforeningen som ligger i HUSET i Magstræde. Det har jeg mange grunde til og ambitioner omkring. Og så giver det mig erfaring med bestyrelsesarbejde, lokalkulturpolitik og teatermiljøet. Ledelseserfaring samt etos i forhold til ambitionerne om at skabe et bedre HUSET og et bedre styrket samarbejde med HUSET.
Per Formand, fordi det lyder sjovt. Det går jo ikke at være alt for højtidelig. Især ikke her på skrift og i offentligheden. Eller... måske netop her!?!

Nå men idag var jeg på kursus i fysiske handlingers metode. Og jeg fik ros. Det var virkelig rart. "God instruktion, Marie" sagde undervisningen og "det ville jeg også have sagt". Bekræftende! Især efter gårsdagens arbejde med monolog og fysiske handlingers metode, som slog mig total ud. Fattede ikke hvordan jeg skulle skabe det der "indre liv". Altså, kære skuespiller: Vær sød at lev situationen og tro på omstændighederne. Kan man da ikke sige. Jov! Det kan man faktisk godt sige ind imellem. Især hvis det er abstrakte eller urealistiske omstændigheder. Oftest skal der dog mere til end troen. Oftest er det instruktionenen er er abstrakt og ukonkret. Vi skal tale om de ting vi kan mærke på scenen på gulvet her og nu. Det andet kan vi ikke huske.
Idag gik det godt. Også med prøven. Vi kom længere end sidst og jeg synes jeg mærker et fremskridt som instruktør. Jeg mærker at jeg lærer og forbedrer mig. Jeg mærker at jeg lærer relativt hurtigt. Det kan være fordi jeg kan mærke at underviseren er motiveret for at lære mig noget. Han ved jeg vil noget. Jeg vil noget.

Jeg tænker at jeg bliver nødt til at øve mig på etude-arbejdet. Jeg vil foreslå at fortsætte det som træning. halvanden time, to til tre gange om ugen. Formiddag. Første måned een skuespiller. Anden måned to skuespillere. Tredje måned en spiller + musik osv. Hver måned kunne man vise for de andre "håndværkere" der også mødes til træning.

QUASI TEATER

QUASI TEATER. Mit og Agnetes teater.
Politisk og musikalsk teater.
En fast enhedspris: 30 kr. Uanset alder, køn, afstamning, religion og position.

Vi behøver ikke billetintekterne. Vi kan lave teater for ingenting. Og lidt statsstøtte. Vores billetindtægter går ubeskåret til mere og smukkere politisk kunst. Hvis du vil støtte det formål at ryste lidt rundt med samfundet så kan man henvende sig til QUASI TEATER.

Hvad har vi? Hvad kan vi? Er der nogle ideer overhovedet?

Radiodrama: Civilisterne - fordi jeg aldrig har gjort det før og fordi det er vigtigt at lytte. Det er godt at træne billedskabende historier. Og fordi vi trænger til at grine lidt af klimaet. (På / med DR? Og / eller Nikolas Bro?)
Et mindre projekt.

TeaterBattle 2009: Fordi vi kan vibde 25.000 som vi kan bruge på bil/klistermærker/tshirts/promote/teknik eller det ekstra vi nu mangler. Støvsuger, værktæj, turnéforhold generelt. Enten med uddrag fra Den Danske Sang eller med uddrag fra Civilisterne? Eller med noget helt andet, som jeg ikke lige ved hvad skal være... Hm.
Et mindre projekt.

Monolog: Fordi det er svært... Og fordi samtidig det er forholdsvis enkelt. En person en tekst. En forestilling. Et instrument. En stol. En sol. En jord. Et liv. Et æble.
For børn? For unge? For gamle? Vil Trine skrive?
Et mindre projekt.

Integration? Fordi der er bandekrig og fordi der er penge i det. Som stumfilmsform, med stort lærred, et klaver/flygel + pianist og en danser. På skærmen vises billeder og stumfilm fra de første sorte i Danmark og det multikulturelle samfunds udvikling. Samtidig udtrykkes denne proces på godt og ondt gennem det fysiske sprog med en danser og musikalsk med pianisten.

Børneforestilling: Fordi børn er et udfordrende publikum. Fordi vi i QUASI aldrig har prøvet det før. Fordi vi kan lære noget af det enkle. Fordi vi kan lege med genrene. Et skyggespil om universet. Et science fiction eventyr. Om sole og måner og planeter og dem der omkring dem.
Med musik og skygger og filosofiske betragtninger om jorden, rummet og eksistensen.

Co-produktion: Med Xofia. Som er de gamle i gårde. En performance. Sightspecific forestilling, hvor vi skal gå rundt. Gående Teater. Som et optog. Publikum kommer og går med rundt. Spillerne skiftes til at spille og holde pause. 3 timer, 20 km. Motion og kultur. Geografi og natur.

Hvad tager hvor lang tid? Hvornår skal det laves? Hvornår skal det startes op? Hvor skal man begynde? QUASI TEATER går i sving fra sæson 10/11. Med en treårsplan. Med statsstøtte? Nyt børneungdomsteater? Politisk, musikalsk.
Hvor kan vi spille henne? På PLEX lille scene? Hvornår? På cafeteatrets cafescene? På Bådteatret?
Hvornår skal det planlægges? Næste år? Eller næste år igen? Hvis vi tager fri skal vi jo have noget at tage fat i kan man sige...!?!

Og hvad er målet? At min frisør ligesom idag HVER gang jeg kommer til en frisør siger "QUASI Teater" nååh, jamen det har jeg godt hørt om.
Målet er: At få tilbudt en scene. Fx Bådteatret. Eventuelt i samarbejde med nogen.

Hvornår opnår vi det? Det tar 5 år! Så det bliver i sæson 15/16. Så er jeg 31 år. Der har jeg allerede fået børn. Måske kun et. Endnu et på vej. Men det kan man også godt. Så længe vi arbejder målrettet mod at det kan løbe rundt MED lønninger.
Og så længe jeg sørger for at kunne holde foredrag og workshops og lave speak og artikler samtidig med virksomhedsopstarten. Med retorik, journalistik, mundtlighed, politisk kendskab og undervisningserfaring- og ledelseserfaring. Så går det nok. Så går det nok. Det går måske. Hvis vi tør. Tør og prøver. Og lykkes.

Vi ender allesammen i børneteater alligevel

Vi fødes, vi vokser op og vi føder. Sådan skal det gå. Sådan er livets gang. Derfor ender vi alle i børneteateret på et tidspunkt.

Jeg fornemmer at vi i independent teatermiljøet allesammen laver ungdomsteater. Fordi vi ville ønske vi var voksne. Snart bliver vi voksne og får børn. Og så laver vi børneteater.. Først ungdoms- så børneteater. Sådan er det. Det er independent/autodidaktes gang. Os der ikke kan få adgangsbilletten til Københavns Teater (nemlig et skolebevis fra enten Århus, Odense eller København).
Tora, vores kollega, som også var på festival i Ballerup, har lavet forestillingen Make Over. En flot og fysisk slapstick fortælling som er underholdende for både unge og voksne. Hun er formentlig hooked. Men nu også Aktoratet - med forestillingen Flæskesøndag, som efter min mening fungerer smaddergodt som ungdomsforestilling, med et fantasifuldt scenesprog og knalddygtige skuepsillere - men som også bliver lidt irriterende terapeutisk til slut, har potentiale til at blive vores nye kollegaer i Next Generation Dansk Børne- og Ungdomsteater. Og igår var jeg til en reading i TeaterHUSET (Københavns centrum for amatører, autodidakte og dem der kæmper og håber og ikke aner hvad) på en helt nyskrevet forestilling af en der hedder Aleksandra: "Flugten fra kommunen". Også denne forestillingen var en sjov og spændende, tankevækkende børne- ungdomsforestilling. Jeg vil sige fra 11 eller 12 år. Den var både absurd og meget realistisk på en gang. I skøn skøn forening. Næsten Knutzonsk. (Elsker bare han hun har skabt en stilart med sine tekster, længe leve Line K.). Flugten fra Kommunen handlede om to mærkelige eksistenser som blev forelskede og skulle have et barn. Spørgsmålet er: Kan de tage vare på det? Hvad kræver det at få et barn. Kan Kærlighed i sig selv være nok? Det er jo ret mærkelige "men gode mennesker" som fyren på et tidspunkt siger. Teksten stiller spørgsmål ved noget som vi alligevel allesammen skal igennem på et tidspunkt. Formeringen. Og den gør det på en måde så det er ikke bliver alvorligt men alligevel skaber tanker og debat. En perfekt børne- undgomsteatertekst. Jeg glæder mig til at se den iscenesat, måske allerede i Esbjerg til børneteaterfestivalen 2010!? Måske kan jeg selv få lov at lave den!? Måske kan jeg lave den hen over vinteren. Skulle jeg tage et år fri og lave 1: Den Danske Sang 2: Civilisterne som radiodrama 3: Flugten fra Kommunen 4: Festivalen 5: Bachelor (måske).
Det kunne være en mulighed. Det vil jeg tænke lidt over mens foråret bliver mere og mere gråt, mens timerne smuldrer ud af hænderne på mig og dumme eksamener nærmer sig.

Min nysgerrighed driver mig videre

Fra at være landet i et sort hul - efter fem afslag på en indeværende sæson - og et hårdt med utilfredsstillende arbejde med et universitetsstudie som ikke passer ind i min selvopfattelse - er jeg nu på arbejde opad. Det er en hård kamp. Det kræver meget overbevisning fra mig selv til mig selv. Jeg og jeg. En relation hvor snyd og løgn og overflade ikke er en mulighed.
Min vilje til at ville må komme fra nysgerrigheden. Med hensyn til karrieren som instruktør på landets store scener er der kommet nogle skår og ridser i drømmen. Men netop denne modløshed skaber en umiddelbarhed og giver plads til spontanitet. Den dræber nogle af de mange ambitioner der kan være en blokade for mig. Der stresser mig og pisker mig til at ville det hele fra nu af! "Du skal være der hvor du er!" Siger mine nærmeste og kæreste. OG jeg ved de har ret. Det er det der er så irriterende ved det. Fordi jeg ikke føler mig brusende lykkelig og tilfreds ved det. Og jeg søger efter denne følelse. Hele tiden. Jeg leder og løber og leder. Men sådan findes den ikke! Kun når du holder op med at lede finder du. Og derfor siger jeg, at jeg har mistet troen.
"I virkeligheden har du ikke mistet troen men tålmodigheden" siger de. Uden troen behøver jeg ikke styrte rundt, tænker jeg. Så er der plads til at udforske. Til at lege. Til at lade nysgerrigheden drive. OG kun sådan kan jeg holde op med at lede så febrilsk. Tror jeg.
Derfor er det slut med at spørge mig hvad jeg gerne vil og hvad jeg skal leve af. "Jeg" skal aldrig mere kræve de svar af "mig". Det er ikke længere vigtigt. Jeg vil flyde. Og gøre det der gør mig lykkelig. Og så lidt af det man alligevel skal og vil fordi alt andet ville være idiotisk.
Men det er så let at tænke det, skrive det, bestemme det. Men at mærke det - det er det svære. Det er her udfordringen ligger. Hvordan får jeg min krop og mit hoved til at slappe af? Til at hvile i nuet og give slip på ambitionerne?
Først og fremmest må jeg holde op med at spejle mig i andre. Spejlingerne får mig kun til at se mere grim og mere uduelig ud. Dernæst søge mine egne succesoplevelser - lade dem trænge ind og vokse sig store. Endelig må jeg se mig selv som en flydende masse der kan transformere sig til alt muligt forskelligt. Jeg må holde mine døre åbne og tage fat i det håndtag der interesserer mig i øjeblikket. Hvad enten det er journalistik, politik, stemme og mundtlighedsarbejde, instruktion eller cykelreparation.
Altså: Lade nysgerrigheden drive mig videre.

TeaterBattle 2009 - gødning til vækstlaget?

I den seneste tid har jeg spekuleret meget over, hvad begrebet vækstlag egentlig betyder...
Er det let øvede amatører? Er det de nye prof.? Hvor længe kan du betegnes "i vækst"? Er det fuldstændig omsonst at tale om "vækst" indenfor kultur? Hvis ja, hvad kalder man så de nye?

Jeg vil her bruge teaterfaget som udgangspunkt. Men begrebet er relevant indenfor alle former for karrierevej. Både i medicin-, arkitekt- og politikerfaget eksisterer der vel det man kan kalde et vækstlag.

Vækstlag betyder, hvis man slår ordet op i "Ordbog Over det Danske Sprog" får man følgende definition: Vækst-lag, et. (jf. -væv; bot.) cellelag i plantes stængel og rod, som frembringer tykkelsevæksten; spec. (jf. Safthud) om cellelaget mellem barken og veddet i træer. Et cellelag, altså. Som frembringer tykkelsevæksten, altså hvor stor eller tyk planten bliver. Dog tror jeg ikke begrebet vækstlag i overført betydning handler om slanke eller overvægtige teaterfolk. Næh, mængden af store internationale kunstnere med dansk pas - det er i det store billede hvad vækstlaget skal "frembringe". Men hvem er det så?

Definitioner
Hvordan definerer man "vækstlag"? Hvilke krav er der til begrebet?

På det "unge" politiske teater i Allerød har man i afdelingen Mungo Park Bureau valgt at arrangere en "TeaterBattle 2009" med formålet at gøde vækstlaget. 1. premien er 25.000 kroner. For at deltage i denne konkurrence skal man være under 25! Her er vækstlag altså defineret ved alder!
Men kan ikke være hensigstmæssigt! Mange af kollegaerne i indpendent teatermiljøet, som ser sig selv som dansk teaters vækstlag, er langt over 30. Husdramatikeren i mit teaterkompagni er 30 og producenten er 27. Jeg kan lige nå at være med som 24 årig og teaterdirektør. I forbindelse med konkurrencen afholdes tre workshops med spændende teater og kompetente undervisere. Jeg deltog i det første, efter en lang rejse med tog og cykel til et ungecenter på Nordsjælland som man ellers næsten kun kunne komme til hvis man kunne låne sine forældres bil! Underviseren, Jens August Bille, spurgte mig i en pause, om jeg også var lærer for nogle af eleverne!? Alle tyve børn på workshoppen kom fra forskellige dramahold fra forskellige ungdomsskoler. En enkelt pædagog var med, men deltog ikke i øvelserne. Grundet denne lavet gennemsnitsalder var workshoppens faglige niveau naturligvis også nødt til at tilpasses målgruppen. Min følelse af malplaceret voksede proportionelt med tiden.
Alligevel er pengepremien et betydeligt beløb for et lille og fattigt teaterkompagni som mit. Det ville være en god hjælp til opsparingen til en varebil, så vi kan få gang i vores turné. Det ville være meget konkret gødning af vækstlaget. Derfor vil jeg deltage, på trods af den meget anderledes deltagergruppe. På en måde er det ulige. Og jeg ville hade at tabe til en flok unge lopper med en ny og fiks ide. Men muligheden er der. Og det er jo netop hvad en konkurrence handler om. Enten taber man eller også vinder man. Uanset deltagernes alder og erfaring. Men er det gødning af vækstlaget? Som Mungo Park Bureau har fået støtte til. Eller er det et alternativ til den allerede ny-oprettede TGK (Teater-Grund-Kursus) i København?

Er de heldige unge nyuddannede teatertalenter, som står på Gamle Scene og får overrakt Reumerts talentpris også vækstlag? Er teaterskoleeleverne over landet vækstlag? Ja til begge dele, vil jeg umiddelbart mene. Eller udelukker det at være professionel muligheden for også at være vækstlag? Hvordan kan Nikojal Mineka fra Århus så være interesseret i Quanga-netværket? Det hænger alligevel ikke sammen. Nej, professionalisme og vækstlag kan ikke udelukke hinanden. Men hvad så med erfaring? Kan man sige, at tilpas meget erfaring udelukker dig fra at være vækstlag? Nej, mange af independent teaterets grupper har mange års erfaring. Gruppen Xofia har foreksempel snart 10 års jubilæum. Måske er det så kombinationen af at være professionel og erfaren der gør dig til mere end vækstlag? Men hvor meget erfaring gælder så? Og hvor professionel? Man kan jo godt have været semiprofessionel i mange år uden at se sig selv som vækstlag? Det oplever vi ofte i børneteatermiljøet.
Måske handler det netop om hvad man ser sig selv som. Måske er det afgørende hvad maven fortæller. Ligesom i alt andet indenfor teater.

Da jeg offentligt undrede mig over begrebet vækstlags betydning på Facebook fik jeg næsten startet en hel debat. En kollega skriver "For at vækstlaget som begreb skal have mening, skal det respekteres for sit eget værd, og det bliver det ikke, hvis det bliver associeret med "showcase" og "aspirerende"." Desuden skriver hun at begrebet ofte bliver misforstået i medierne som "stiløvelser og forsøg på at nå op på det etablerede niveau". Endvidere må man endelig ikke blande uafhængigt teater og vækstlagsteater sammen kommenterer kollegaen. Der er måske i den udlægning tale om tre forskellige genrer: Vækstlagsteater, Uafhængigt teater og professionelt, etableret teater. Hvad præcis forskellen er på de tre begreber tror jeg er flydende. Mon ikke det lille relativt nye teaterkompagni "TeaterNips" med Laura Christensen og co. føler sig både professionelle, uafhængige og frembringende af vækst i dansk teaters grundstamme...? En anden Facebook-ven skrev "For mig er vækstlag den mængde af mennesker, som har talent, men som har brug for at få det plejet/gødet/udviklet/stimuleret for at det kan vokse og udfolde sig, komme fuldt ud til sin ret.". Altså TALENTERNE. Men hvordan vurderes det? Idag spurgte en kollega mig efter et kursus i de fysiske handlingers metode, "Tror du på talent eller hårdt arbejde?" "Ingen af delene" svarede jeg lidt kækt og overtræt. "Alle mine illusioner er bristet. Jeg tror ikke længere" hørte jeg mig selv sige.

Hvornår er man hvad. Jeg ved det ikke selv. "Det vat karsen vokser på" skrev Andreas på facebook i en befriende kontrast til alle de fagnørdede teaterkommentarer. Måske kan "vækstlag" defineres som "dem der vil noget" eller "dem man regner med vil blive til noget". Måske handler det i virkeligheden om hvad man selv føler sig som.

Tid
Men hvor længe kan man så blive ved med at være - og hvornår holder man op med at være vækstlag? Det er måske når man ikke længere selv synes det passer på ens position og beskæftigelse. Det er måske når man har fået tilpas mange afslag til at kunne kalde sig selv et talent. Det er måske når man er blevet fastansat. Eller måske når man får børn og livet for alvor bliver alvor.

Ihvert fald burde man på Mungo Park i deres teaterbattle overveje formålet en gang til. Hvem er konkurrencen for? Og hvad vil man med den? Skulle man måske lave en indledende optagelsesprøve for overhovedet at kunne deltage? Istedet for de der ukonkrete workshops for nordsjællands dramahold. Så det ikke er alderen der er afgørende men ambitionerne, viljen og en lille måske talentet. For at sikre sig et vist niveau blandt de medvirkende og dermed også sikre betegnelsen vækstlag? Eller skulle man kalde det konkurrencens formål for gødning af unge teaterinteresserede? Eller en amatørteaterkonkurrence? Hvad vil man med vinderen? Vil man bare kaste nogle finanser efter dem og så lade dem sejle? Fordi det er da ikke rigtig ambitiøs gødning. Vil man invitere til at vise projekter i det Mungo Parks foyer, for på den måde at lave en åbning til det næste lag - det professionelle lag.

Jeg ved stadig ikke helt hvad vækstlag egentlig er. Og heller ikke hvor jeg skal placere mig selv i alt det her. Malplaceret er jeg. Men man skal jo stå et sted for at kunne begynde at bevæge sig videre. Videre til næste lag. Hvor mange lag kan vi egentlig operere med? Der er vel også det der hedder spirer. Og små planter. Træer. Visne kviste. Og muldjord. Muldjorden er måske Ibsen, Besekow og Bergman.
Hvis du har et bud, der kan gøre mig klogere så glæder jeg mig til at vokse og lære - og blive ældre, bedre, bredere, klogere og mere fuldvoksen.

Opera eller kejserens nye klæder?

Jeg forstår det ikke. Og det er som om alle andre bliver ved med at fortælle hinanden at hvad de ser er fantastisk og kongeligt og så videre men hvad er det der gør opera til så vidunderlig en kunstart. Det er overfladisk, karikeret, komisk alt alt for langt. Ideen om at lave teater med musik og sang er egentlig sympatisk. Jeg kan godt lige "konceptet" for opera. Men det er som om man i denne genre vil for meget og ikke kan vælge. Er aktørerne på scenen musikere med stemmen som hovedinstrument? Eller er de skuespillere? Hvad betyder noget og hvad kommer først i skabelsen af opera... for i de fleste tilfælde lykkes ingen af delene rigtig! Jeg spurge en kollega, en operainstruktør, som arbejder på Gamle Scene i dette forår, hvordan han skelnede mellem skuespillerrollen og musikerrollen. Han ser sine medvirkende som operasangere! Altså sangere. Men de gode sangere kan også spille teater. Og det er meningen. Det er kombinationen der er meningen. Og meningen kan jeg godt lide!
Men i sin udøvelse bliver jeg gang på gang bekræftet i at jeg har et generelt problem med genren. Ville hellere se noget flot og visuelt med storslået musik til og så undgå alt det skrigeri opppe på scenen. Jeg kommer også til at kede mig utroligt når man bruger minimum fem minutter på en lille bitte hændelse som har en stor og følsom "sang" knyttet til sig. Det er ganske enkelt ikke publikumsvenligt. Det er for langt, det er kunstigt, som regel total fantasiløst, kor ind fra højre, synger i munden på hinanden, store sangere braser ud og overtager fokus, scenografi ud til venstre, flere minutter lange sceneskift, pensionisttempo igen og igen.
Jeg kunne tænke mig at skabe en opera som jeg faktisk ville kunne lide! Idag kom jeg til at tænke på hvorfor man ikke laver en opera, hvor sangerne er statister som har overskud til at være musikere og som så også lægger stemme til hovedrollerne, som på den måde bliver en slags levende dukker - der spiller fantastisk og kan koncentrere sig om det. Hvem ved - måske kommer jeg faktisk en dag til at realisere en sådan opera.

Teser om instruktion

Teser om instrukion:

Tese: Der findes en energi-kurve. Instruktøren må ikke stjæle billedet eller ideen fra skuespilleren. Skab med nænsomhed en fælles energi.

Tese: Motivation skal komme af noget Uintellektuelt! Noget konkret, konkrete eksempler. Mindre snak mere konkret forklaring eller beskrivelse og mere spil.

Tese: Med en klar forståelse af hvad scenen handler om bliver formidlingen af situationen, vejen, instruktionen lettere og klarere.

Tese: Universet etableres bedst med øvelser og improvisationer.

Tese: Første prøve er et ømtåleligt øjeblik, et varsomt rum. Roser er vigtigt. Ikke for meget snak, mere prøve.

Tese: FOR meget forberedelse, for mange ambitioner, som må ud, kanaliseres, skaber for meget snak og et låst rum. Sig IKKE alt.

Tese: Instruktører er intellektuelle. Skuespillere er fantasifulde. Vi skal lære skuespillerens værktøj at kende. Vi skal blive mere kropslige og fantasifulde.

Tese: Max tre informationer, der inkluderet prøven/gennemspilningen/opgavens formål. Husk at svare på præstationerne. Med ÆRLIGE kommentarer.

Tese: Klicheprægede og ukonkrete tillægsord virker ikke. Vær præcis, konkret og brug hellere eksempler.

Tese: Instruktøren MÅ kende skuespillerens rum. Hvordan forstår jeg? Hvor meget kan jeg modtage? Hvordan motiveres energi?

Tese: Forventningsafstem ved prøvens start. Hvad er formålet med prøven? Hvad skal vi gerne nå?

Tese: Instruktører skal være pædagoger. Kende og anvende pædagogiske redskaber og kommunikationsredskaber.

Tese: Skuespillerne skal TRO de har fundet på stykket selv! Og at de har maximum frihed.

Tese: Gentagelser virker som desperat og stresset kommunikation. Gentag ikke dig selv medmindre det er en vigtig pointe.

Tese: Man kan ikke tale om følelser som følelser, men kun som oplevelser, situationer og projekter med modstand.

Tese: Motivationer skal have plads og god tid. Sig ikke noget før det er motiveret.

Tese: Handlinger kan motivere følelser.

Tese: For at kombinere følelser og ord ligeværdigt kræver det at handlingen først er klar, situationen præcis. Så kommer teksten automatisk af sig selv udenpå. Man får faktisk ærligt BRUG for teksten.

Tese: Skuespillere som snakker for meget sænker og stresser processen. Mere prøve end snak. Dog skal de også have lov...

Tese: De mest besværlige skuespillere er dem der vil være, har været eller burde være instruktører. De kan ikke slippe kontrol, intellekt, forståelse, planlægning og ansvar.

Tese: Instruktøren skal kunne give slip på, hvad du gerne vil - og give slip på teksten, ligesom skuespilleren, for at indsamle materiale.

Tese: Teater skal være LEVENDE. Det bliver det først når vi gir os selv lov at leve frit på scenen.

Tese: Instruktøren skal være altomfavnende og åben overfor noget nyt. Skal være mere interesseret i de andres tanker end sine egne. At forme det i den rigtige retning kommer lettere senere med et velvilligt selvstændigt og positivt arbejdsteam.

Tese: Øvelse gør mester.

Tese: En instruktør skal være mere kunstner end projektleder. Mere kreativ end praktisk. Mere fantasifuld end organisatorisk.

Snyd

I aften har jeg snydt og slettet nogle tidligere indlæg. Det må man ellers ikke (i mit personlige blog-regelsæt). Men tider skifter og jeg har opdaget at bloggen er synlig når man googler mit navn. Det stiller ligesom nogle krav til hvad man vil udstille.
Engang var der en kær person som sagde, at "jeg da var en offentlig person". Sådan har jeg aldrig selv tænkt det. Nå men hvis det er rigtigt - også i mindre sammenhænge - så må man godt slette de mest impulsive, hovedløse og filterfri blogindlæg.

Træt

Jeg er træt. Træt af at være træt af at du ikke er her sammen med mig
og at du ikke vil være sammen med mig hele tiden
Hvad skal der blive af os
Skal vi være sammen altid
Hvornår

Jeg træt fordi jeg fryser og får kyldegysninger af indentitetspis og utilfredshed
En irriterende uafklaret ubalanceret utilfredshed
Hvad skal der blive af mig
og hvem fanden er jeg
nu