Kære læser

Kære læser. Jeg skriver på denne blog for at tømme hovedet for spekulationer. Ikke at det altid hjælper. Jeg skriver også for at dokumentere mit sind, for at huske, for at kunne vende tilbage og blive inspireret. Og for at lære at formulere mig. Både om det jeg ser, hører og oplever og om mig selv. Det er en øvelse i analyse kan man måske sige.

Om præcis seks uger er der to dage til min tredje premiere med teaterkompagniet QUASI. Der er meget arbejde endnu. Måske også mere en jeg faktisk kan nå. Dog vil jeg med glæde og visheden om at vælge og fravælge huske at holde fri, tale frit, skrive frit.

For præcis en uge siden idag følte jeg tomhed. Jeg havde ingen motivation. Var netop hjemvendt fra en af mit livst mest interessante rejser og jeg kunne ikke glæde mig. Følte skyld. Men for hvad? Havde ikke lyst til noget, havde ingen energi, ingen glæde, kun sorg og ærgelse. Og ensomhed. Desuden magtesløshed. Frustration over ikke at få min vilje. Bitter over at have formet mit liv som jeg havde. Tom indeni, følelsen af at have mistet det mest betydningsfulde. For alvor.

For præcis fem uger siden mistede jeg det mest betydningsfulde. Lettere pludseligt.
For fire uger siden savnede jeg. Ledte efter alt hvad der bare duftede lidt af gamle dage. Ledte efter lykke og efter mening.
Jeg leder stadig. Men mindre febrilsk, tror jeg. En erkendelse af ikke at fatte livet fylder mig med ro. For præcis en uge siden var der en der sagde til mig at jeg "søgte i syd og mod nord, men så ikke skønheden hvor jeg bor." Jeg tror det er rigtigt. Og forkert. En utilfredsstillende situation får mennesket til at søge noget andet. Først indenfor de mest behagelige og fordelagtige rammer. Dernæst der hvor forandring er muligt. Alt hvad jeg ønsker er at være lykkelig. Glad. Og at elske uden forbehold! Er det for meget? Er det for flyvsk? Hvad med det nære? Hvad handler det om? Om tid? Om mad? Om samtale? Eller om situationsfornemmelse? Handler det om underteksten? Jeg tror ikke helt jeg forstår det.

Kære læser. Om lidt, når jeg endnu en gang alene i en alt for stor seng vil forsøge at sove, tænker jeg på om skæbnen kunne have formet sig anderledes. Og på om fremtiden vil mig noget bedre. Hvad med nuet? Hvad skal jeg med nuet? Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med nuet. Nuet må jeg bare udtrykke.