torsdag den 26. november 2009

Tråde

Min første iscenesættelse nogensinde var Line Knutzons Først blir man jo født. Der taler Nymse og Tudeberg om nogle tråde, som forbinder mennesker. Imellem os alle er der tråde.

"Nogen gange kan du få den sære fornemmelse ikke at kunne nærme dig et menneske, man må ikke gå ind i dets hus - det er trådene, Nymse - trådene, der spærrer... Og jeg har tråde - over det hele - helt filtret er det, det er derfor, man ikke altid kan komme mig nær. Kun hende, der ved et tilfælde finder vejen, hende der springer over, går til højre, løfter armen det rigtige sted, siger godnat og nikker på det rigtige tidspunkt, hun kan nå mig. Og ikke nok med det: jeg skal også tilfældigvis gøre det samme..." (Tudeberg i "Først Bli'r Man Jo Født")

Når trådene er filtret sammen er det noget rod. Det ved enhver. Nogle gange knækker tråde. Nogle gange holder de for evigt. Nogle tråde, som er særligt filtrede, kan også blive til reb. Filtrede tråde, der er så filtrede og så ugennemtrængelige at det bliver til stærke reb, der binder mennesker sammen for altid.

Ingen kommentarer: