Kære læser

Kære læser. Jeg skriver på denne blog for at tømme hovedet for spekulationer. Ikke at det altid hjælper. Jeg skriver også for at dokumentere mit sind, for at huske, for at kunne vende tilbage og blive inspireret. Og for at lære at formulere mig. Både om det jeg ser, hører og oplever og om mig selv. Det er en øvelse i analyse kan man måske sige.

Om præcis seks uger er der to dage til min tredje premiere med teaterkompagniet QUASI. Der er meget arbejde endnu. Måske også mere en jeg faktisk kan nå. Dog vil jeg med glæde og visheden om at vælge og fravælge huske at holde fri, tale frit, skrive frit.

For præcis en uge siden idag følte jeg tomhed. Jeg havde ingen motivation. Var netop hjemvendt fra en af mit livst mest interessante rejser og jeg kunne ikke glæde mig. Følte skyld. Men for hvad? Havde ikke lyst til noget, havde ingen energi, ingen glæde, kun sorg og ærgelse. Og ensomhed. Desuden magtesløshed. Frustration over ikke at få min vilje. Bitter over at have formet mit liv som jeg havde. Tom indeni, følelsen af at have mistet det mest betydningsfulde. For alvor.

For præcis fem uger siden mistede jeg det mest betydningsfulde. Lettere pludseligt.
For fire uger siden savnede jeg. Ledte efter alt hvad der bare duftede lidt af gamle dage. Ledte efter lykke og efter mening.
Jeg leder stadig. Men mindre febrilsk, tror jeg. En erkendelse af ikke at fatte livet fylder mig med ro. For præcis en uge siden var der en der sagde til mig at jeg "søgte i syd og mod nord, men så ikke skønheden hvor jeg bor." Jeg tror det er rigtigt. Og forkert. En utilfredsstillende situation får mennesket til at søge noget andet. Først indenfor de mest behagelige og fordelagtige rammer. Dernæst der hvor forandring er muligt. Alt hvad jeg ønsker er at være lykkelig. Glad. Og at elske uden forbehold! Er det for meget? Er det for flyvsk? Hvad med det nære? Hvad handler det om? Om tid? Om mad? Om samtale? Eller om situationsfornemmelse? Handler det om underteksten? Jeg tror ikke helt jeg forstår det.

Kære læser. Om lidt, når jeg endnu en gang alene i en alt for stor seng vil forsøge at sove, tænker jeg på om skæbnen kunne have formet sig anderledes. Og på om fremtiden vil mig noget bedre. Hvad med nuet? Hvad skal jeg med nuet? Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med nuet. Nuet må jeg bare udtrykke.

T.o. Lejlighedssang fra Rasmus' polterabend

Skålesang ved Rasmus' polterabend onsdag den 24. juni 2009


Mel.: Papirsklip

Vi har en ven som skal giftes snart
Derfor samles vi og gør ham parat
Fisse, hornmusik og bajer skal til
Løft dit glas lisså høøjt som du vil:

SKÅL

Når nu du aldrig mer skal score pir'
Kan du få tid til at folde papir
Danse Stig Møller og livet er skønt
Skål! Og tillykke du har klaret det kønt

SKÅL

(Mel.: Domine et sanctus)
Rasmus han skal giftes
Rasmus han skal elskes
Rasmus han skal pyntes

SKÅL

Mel.: I en kælder sort som kul

Arentsen skal giftes nu
Det er rigtig herligt
Kærlighed det skal man jo
Os' når det' besværligt
Men stop op og vent nu lidt
Kirkeklokker ringer tit
Husk nu dine venner
Som dig back-up sender

SKÅL

Mel.: Det hammer hammer fedt

Det hammer gammeldags
Med alt det tjant og fjas
Nu skal vi ha øl
Men er der mer på køl?
Jaa og der er mange
Så vi synger sange
Til der ik er flere og vi går.

SKÅL

Citat

Her er humlen i alt ondt. Jeg tillader mig at bringe et citat på denne ulæste og uopfficielle blog, citerer en anonym person, som af flere ses som lidt frelst og lidt dum i det, mest fordi vedkommende tror på jesus... Og ikke er god til at diskutere på en upersonlig måde.
"Jeg selv var opmærksom nok til at stoppe i tide... Det krævede altså også en helvedes indsats - og så var jeg så heldig at jeg altid har været anti-autoritær. Pludselig blev han autoriteten og vi hash-rygere blev det sande kulturelle folkefærd der blev forfulgt af alle de andre. Den hoppede jeg simpelthen ikke på!"
"Du kan nok ikke følge mig. Men min måde at stoppe hashen på var at skære helt ned på den og betragte det på samme måde som jeg betragter druk. En gang imellem gør godt.
De fleste behandler det som var det smøger og så får de paranoia og begynder at tro verden er mærkelig etc. De bliver virkelighedsfjerne... Min søster var den der ligesom satte prikken over i'et. Hun lod mig vide sort på hvidt at hun havde svært ved at genkende mig. Der var det at jeg fattede hvor forandret man bliver af at tage stoffer... Ligesom du bliver forandret hvis du drikker øl hver dag"

Per Formands fysiske handlinger

Idag blev jeg så valgt som formand for TeaterHUSET. Prøvelokale- og netværksforeningen som ligger i HUSET i Magstræde. Det har jeg mange grunde til og ambitioner omkring. Og så giver det mig erfaring med bestyrelsesarbejde, lokalkulturpolitik og teatermiljøet. Ledelseserfaring samt etos i forhold til ambitionerne om at skabe et bedre HUSET og et bedre styrket samarbejde med HUSET.
Per Formand, fordi det lyder sjovt. Det går jo ikke at være alt for højtidelig. Især ikke her på skrift og i offentligheden. Eller... måske netop her!?!

Nå men idag var jeg på kursus i fysiske handlingers metode. Og jeg fik ros. Det var virkelig rart. "God instruktion, Marie" sagde undervisningen og "det ville jeg også have sagt". Bekræftende! Især efter gårsdagens arbejde med monolog og fysiske handlingers metode, som slog mig total ud. Fattede ikke hvordan jeg skulle skabe det der "indre liv". Altså, kære skuespiller: Vær sød at lev situationen og tro på omstændighederne. Kan man da ikke sige. Jov! Det kan man faktisk godt sige ind imellem. Især hvis det er abstrakte eller urealistiske omstændigheder. Oftest skal der dog mere til end troen. Oftest er det instruktionenen er er abstrakt og ukonkret. Vi skal tale om de ting vi kan mærke på scenen på gulvet her og nu. Det andet kan vi ikke huske.
Idag gik det godt. Også med prøven. Vi kom længere end sidst og jeg synes jeg mærker et fremskridt som instruktør. Jeg mærker at jeg lærer og forbedrer mig. Jeg mærker at jeg lærer relativt hurtigt. Det kan være fordi jeg kan mærke at underviseren er motiveret for at lære mig noget. Han ved jeg vil noget. Jeg vil noget.

Jeg tænker at jeg bliver nødt til at øve mig på etude-arbejdet. Jeg vil foreslå at fortsætte det som træning. halvanden time, to til tre gange om ugen. Formiddag. Første måned een skuespiller. Anden måned to skuespillere. Tredje måned en spiller + musik osv. Hver måned kunne man vise for de andre "håndværkere" der også mødes til træning.

QUASI TEATER

QUASI TEATER. Mit og Agnetes teater.
Politisk og musikalsk teater.
En fast enhedspris: 30 kr. Uanset alder, køn, afstamning, religion og position.

Vi behøver ikke billetintekterne. Vi kan lave teater for ingenting. Og lidt statsstøtte. Vores billetindtægter går ubeskåret til mere og smukkere politisk kunst. Hvis du vil støtte det formål at ryste lidt rundt med samfundet så kan man henvende sig til QUASI TEATER.

Hvad har vi? Hvad kan vi? Er der nogle ideer overhovedet?

Radiodrama: Civilisterne - fordi jeg aldrig har gjort det før og fordi det er vigtigt at lytte. Det er godt at træne billedskabende historier. Og fordi vi trænger til at grine lidt af klimaet. (På / med DR? Og / eller Nikolas Bro?)
Et mindre projekt.

TeaterBattle 2009: Fordi vi kan vibde 25.000 som vi kan bruge på bil/klistermærker/tshirts/promote/teknik eller det ekstra vi nu mangler. Støvsuger, værktæj, turnéforhold generelt. Enten med uddrag fra Den Danske Sang eller med uddrag fra Civilisterne? Eller med noget helt andet, som jeg ikke lige ved hvad skal være... Hm.
Et mindre projekt.

Monolog: Fordi det er svært... Og fordi samtidig det er forholdsvis enkelt. En person en tekst. En forestilling. Et instrument. En stol. En sol. En jord. Et liv. Et æble.
For børn? For unge? For gamle? Vil Trine skrive?
Et mindre projekt.

Integration? Fordi der er bandekrig og fordi der er penge i det. Som stumfilmsform, med stort lærred, et klaver/flygel + pianist og en danser. På skærmen vises billeder og stumfilm fra de første sorte i Danmark og det multikulturelle samfunds udvikling. Samtidig udtrykkes denne proces på godt og ondt gennem det fysiske sprog med en danser og musikalsk med pianisten.

Børneforestilling: Fordi børn er et udfordrende publikum. Fordi vi i QUASI aldrig har prøvet det før. Fordi vi kan lære noget af det enkle. Fordi vi kan lege med genrene. Et skyggespil om universet. Et science fiction eventyr. Om sole og måner og planeter og dem der omkring dem.
Med musik og skygger og filosofiske betragtninger om jorden, rummet og eksistensen.

Co-produktion: Med Xofia. Som er de gamle i gårde. En performance. Sightspecific forestilling, hvor vi skal gå rundt. Gående Teater. Som et optog. Publikum kommer og går med rundt. Spillerne skiftes til at spille og holde pause. 3 timer, 20 km. Motion og kultur. Geografi og natur.

Hvad tager hvor lang tid? Hvornår skal det laves? Hvornår skal det startes op? Hvor skal man begynde? QUASI TEATER går i sving fra sæson 10/11. Med en treårsplan. Med statsstøtte? Nyt børneungdomsteater? Politisk, musikalsk.
Hvor kan vi spille henne? På PLEX lille scene? Hvornår? På cafeteatrets cafescene? På Bådteatret?
Hvornår skal det planlægges? Næste år? Eller næste år igen? Hvis vi tager fri skal vi jo have noget at tage fat i kan man sige...!?!

Og hvad er målet? At min frisør ligesom idag HVER gang jeg kommer til en frisør siger "QUASI Teater" nååh, jamen det har jeg godt hørt om.
Målet er: At få tilbudt en scene. Fx Bådteatret. Eventuelt i samarbejde med nogen.

Hvornår opnår vi det? Det tar 5 år! Så det bliver i sæson 15/16. Så er jeg 31 år. Der har jeg allerede fået børn. Måske kun et. Endnu et på vej. Men det kan man også godt. Så længe vi arbejder målrettet mod at det kan løbe rundt MED lønninger.
Og så længe jeg sørger for at kunne holde foredrag og workshops og lave speak og artikler samtidig med virksomhedsopstarten. Med retorik, journalistik, mundtlighed, politisk kendskab og undervisningserfaring- og ledelseserfaring. Så går det nok. Så går det nok. Det går måske. Hvis vi tør. Tør og prøver. Og lykkes.

Vi ender allesammen i børneteater alligevel

Vi fødes, vi vokser op og vi føder. Sådan skal det gå. Sådan er livets gang. Derfor ender vi alle i børneteateret på et tidspunkt.

Jeg fornemmer at vi i independent teatermiljøet allesammen laver ungdomsteater. Fordi vi ville ønske vi var voksne. Snart bliver vi voksne og får børn. Og så laver vi børneteater.. Først ungdoms- så børneteater. Sådan er det. Det er independent/autodidaktes gang. Os der ikke kan få adgangsbilletten til Københavns Teater (nemlig et skolebevis fra enten Århus, Odense eller København).
Tora, vores kollega, som også var på festival i Ballerup, har lavet forestillingen Make Over. En flot og fysisk slapstick fortælling som er underholdende for både unge og voksne. Hun er formentlig hooked. Men nu også Aktoratet - med forestillingen Flæskesøndag, som efter min mening fungerer smaddergodt som ungdomsforestilling, med et fantasifuldt scenesprog og knalddygtige skuepsillere - men som også bliver lidt irriterende terapeutisk til slut, har potentiale til at blive vores nye kollegaer i Next Generation Dansk Børne- og Ungdomsteater. Og igår var jeg til en reading i TeaterHUSET (Københavns centrum for amatører, autodidakte og dem der kæmper og håber og ikke aner hvad) på en helt nyskrevet forestilling af en der hedder Aleksandra: "Flugten fra kommunen". Også denne forestillingen var en sjov og spændende, tankevækkende børne- ungdomsforestilling. Jeg vil sige fra 11 eller 12 år. Den var både absurd og meget realistisk på en gang. I skøn skøn forening. Næsten Knutzonsk. (Elsker bare han hun har skabt en stilart med sine tekster, længe leve Line K.). Flugten fra Kommunen handlede om to mærkelige eksistenser som blev forelskede og skulle have et barn. Spørgsmålet er: Kan de tage vare på det? Hvad kræver det at få et barn. Kan Kærlighed i sig selv være nok? Det er jo ret mærkelige "men gode mennesker" som fyren på et tidspunkt siger. Teksten stiller spørgsmål ved noget som vi alligevel allesammen skal igennem på et tidspunkt. Formeringen. Og den gør det på en måde så det er ikke bliver alvorligt men alligevel skaber tanker og debat. En perfekt børne- undgomsteatertekst. Jeg glæder mig til at se den iscenesat, måske allerede i Esbjerg til børneteaterfestivalen 2010!? Måske kan jeg selv få lov at lave den!? Måske kan jeg lave den hen over vinteren. Skulle jeg tage et år fri og lave 1: Den Danske Sang 2: Civilisterne som radiodrama 3: Flugten fra Kommunen 4: Festivalen 5: Bachelor (måske).
Det kunne være en mulighed. Det vil jeg tænke lidt over mens foråret bliver mere og mere gråt, mens timerne smuldrer ud af hænderne på mig og dumme eksamener nærmer sig.

Min nysgerrighed driver mig videre

Fra at være landet i et sort hul - efter fem afslag på en indeværende sæson - og et hårdt med utilfredsstillende arbejde med et universitetsstudie som ikke passer ind i min selvopfattelse - er jeg nu på arbejde opad. Det er en hård kamp. Det kræver meget overbevisning fra mig selv til mig selv. Jeg og jeg. En relation hvor snyd og løgn og overflade ikke er en mulighed.
Min vilje til at ville må komme fra nysgerrigheden. Med hensyn til karrieren som instruktør på landets store scener er der kommet nogle skår og ridser i drømmen. Men netop denne modløshed skaber en umiddelbarhed og giver plads til spontanitet. Den dræber nogle af de mange ambitioner der kan være en blokade for mig. Der stresser mig og pisker mig til at ville det hele fra nu af! "Du skal være der hvor du er!" Siger mine nærmeste og kæreste. OG jeg ved de har ret. Det er det der er så irriterende ved det. Fordi jeg ikke føler mig brusende lykkelig og tilfreds ved det. Og jeg søger efter denne følelse. Hele tiden. Jeg leder og løber og leder. Men sådan findes den ikke! Kun når du holder op med at lede finder du. Og derfor siger jeg, at jeg har mistet troen.
"I virkeligheden har du ikke mistet troen men tålmodigheden" siger de. Uden troen behøver jeg ikke styrte rundt, tænker jeg. Så er der plads til at udforske. Til at lege. Til at lade nysgerrigheden drive. OG kun sådan kan jeg holde op med at lede så febrilsk. Tror jeg.
Derfor er det slut med at spørge mig hvad jeg gerne vil og hvad jeg skal leve af. "Jeg" skal aldrig mere kræve de svar af "mig". Det er ikke længere vigtigt. Jeg vil flyde. Og gøre det der gør mig lykkelig. Og så lidt af det man alligevel skal og vil fordi alt andet ville være idiotisk.
Men det er så let at tænke det, skrive det, bestemme det. Men at mærke det - det er det svære. Det er her udfordringen ligger. Hvordan får jeg min krop og mit hoved til at slappe af? Til at hvile i nuet og give slip på ambitionerne?
Først og fremmest må jeg holde op med at spejle mig i andre. Spejlingerne får mig kun til at se mere grim og mere uduelig ud. Dernæst søge mine egne succesoplevelser - lade dem trænge ind og vokse sig store. Endelig må jeg se mig selv som en flydende masse der kan transformere sig til alt muligt forskelligt. Jeg må holde mine døre åbne og tage fat i det håndtag der interesserer mig i øjeblikket. Hvad enten det er journalistik, politik, stemme og mundtlighedsarbejde, instruktion eller cykelreparation.
Altså: Lade nysgerrigheden drive mig videre.