onsdag den 26. november 2008

Cand.kunstner

Så ligger man der i sengen og klokken har paseret 10.30. Vejrudsigten lyder: Gråt og skyet og mulighed for lidt regn, i eftermidddag mest diset.
Der er absolut ingen grund til at stå op... Vil bare ligge her og kede mig på www.facebook.com - eller måske se fjerner. Der er også noget galt i denne her lejlighed når jeg vågner op om "morgenen" og har det som om jeg har røget ti cigaretter, og det er selvom jeg er holdt helt op med den slags. Jeg har brug for mere lys. Mere udsigt. Gider ikke være her, gider ikke rejse mig og gå. Gider er der ikke noget der hedder. Lyst hedder det. Slid er sundt næh det der slider er at tro man ikke gider siger Piet Hein. Måske jeg skulle flytte lidt rundt på møblerne.

Igår fik jeg brev fra en skole i Berlin jeg har søgt ind på. Afslag. Fint nok. Jeg har også lært noget af at være med. Af Vorprüfung og af ansøgningsprocessen. Det har da været nogle spændende fire måneder af mit 23 år lange liv, hvor mine tanker og drømme har været i Berlin. Nu er det på tide at flytte. Flytte tanker og flytte drømme. Berlin bliver ikke nu og det bliver ikke indenfor nogen overskuelig fremtid. Og det er fiiint. Fremtiden skal NOK udvikle sig i en eller anden gunstig retning alligevel - det plejer den da at gøre. Men hvor skal jeg hen? Hjulene på bussen kører rundt rundt rundt og livets rejse går op og ned...

Afslag igen. Et til til samlingen. Jeg tror snart jeg kan udstille dem i glas og ramme. Historien om en fiasko. Reality-udstilling. Marie Møller som aldrig blir til noget. Kombineret med alle afslagene kan jeg udstille projektbeskrivelser og skitser til ideer gennem tiderne. Hvem mon vil lægge hus til sådan et ego projekt... Hus, sted, scene, tag over hovedet - det er altid det der er sagen.
Alle fodboldhold oplever nederlag. Fiaskoer er noget man skal igennem. Sejren er forudsat af forudsætningerne. Holdet, vejret, publikum. Jeg har aldrig været nogen vinder indenfor sport. Jeg har altid hellere villet det sociale. Fysisk sejr får jeg når jeg slår min egen tid. Det er måske dét jeg skal huske på sådan en dag som idag.
I kampen for at få en plads på en uddannelse/karriere i instruktion løber jeg kun imod min egen tid! Jeg må bare forbedre mig år for år. MEN problemet i det egotrip af en teori er at jeg faktisk er nødt til at få anerkendelsen fra miljøet for at få mulighed for at blive hurtigere, bedre.

Den næste forestilling skal produceres i sommerferien 2009, hvis alt går efter planen... Det bliver en lille forestilling, men med et mere eller mindre genialt koncept. Der er ikke andet for end at komme videre. Videre. Hvis skolerne ikke vil have mig må jeg gøre det selv. Der har været fart på siden jeg var ti. Lige nu føles det som om tiden er gået i stå. Måske er det universitetsboblen jeg får at føle. Jeg ved hvad jeg kunne give mig til i de næste fire år. Jeg kunne blive retoriker. Til foråret er der skolegang igen. Jeg behøver ikke planlægge teater, jeg er igang med en uddannelse. Og den interesserer mig. Men skal jeg være akademiker? Jeg vil IKKE være akademiker. Kunstner. Formidler. Jeg vil realisere ideer ikke analysere andres. Øv.
Kan man blive det ene med det andet? Hvad kan jeg blive? Cand.kunstner?

Der er stadig muligheder for andre skoler. Og i år har jeg tænkt mig at prøve dem alle af. Alle dem jeg har lyst til. To i Tyskland. En i England (måske to i England...?). Og så selvfølgelig den danske. Men jeg fortæller det ikke til nogen. Det er min hemmelighed. Nu har jeg selvfølgelig indrømmet det her på internettet, på bloggen, men mig bekendt findes der ingen læsere.

Klokken nærmer sig med hastige sekunder 11.00 P4 melder om uheld på S-banen. Så skidt har jeg det vist heller ikke at jeg behøver springe ud foran et tog. Jeg skal vist bare tage mig sammen og stå op. Og komme fremad. Øve mig på den læseprøve jeg skal afholde i december for teaterskolejurien. Øve mig til jeg er lige ved at brække mig. Jeg er allerede tre timer bagud i mit øve-regnskab. Det er ikke godt. Men afslaget skal bearbejdes, som Agnete så rigtigt mindede mig om. Det er det jeg gør her og nu.

Måske skal jeg flytte rundt på møblerne i det lille hjem. Måske skal jeg bare tage noget sporty tøj på og komme igang. Med at øve. Op skal jeg ihvertfald. Uanset hvor livet sender mig hen så kan det aldrig gå tilbage!