"Der skal også være nogen, der vil styre hele verden med flitsbuer"

Erfaringer fra workshops om klima/miljø + demokrati/magt i 0. og 1. klasse i Sennels.

Sennels skole var først lidt kaotisk. Der var ikke mange af lærerne eller SFO'en som var rigtigt orienterede, så alt måtte tages som det kom. Idet jeg var fuldstændig grøn i arbejdet med børn var det dog rart nok, at der ikke var et stort pres på mig som ansvarlig for programmet.
Jeg havde 0. klasse i det såkaldte "morgenbånd" fra 8 til 9 den første dag. Her handlede det om klima og miljø. 1. klasse stod for skud på dag 2 om magt og demokrati.

Rigtige og forkerte svar

Jeg fortalte, at det nu var mig, der skulle lære af dem og ikke dem, der skulle lære af mig. Og så sagde jeg, at fra nu af var der ikke nogen rigtige eller forkerte svar. Den besked fik i den grad kickstartet elevernes fantasi, men det var også uoverskueligt for dem. Det var næsten for frit. De blev helt oprørske og svarede nogle gange mere for sjov en hvad de egentlig troede var rigtigt.
Senere på dagen, da jeg observerede i 1. klasse i dansk. Læreren stilede ledende spørgsmål om Pippe Langstrømpe-læseteksten, hvortil hun fik "de forkerte svar". De konkrete svar. Ikke fortolkningen. Børn tror alting er, som det er og tager alting for gode varer. Men hvorfor er det sådan? Måske er det på grund af noget ensidigt forenklende TV - som ikke kræver fantasi, fortolkning eller tanker.
I 0. og 1. klasse har de endnu ikke lært at fortolke og reflektere. Men de er igang. Man kan sagtens spørge om ting. Eller præsentere etiske spørgsmål for dem. De tænker over det - men tør ikke helt komme med et bud på et svar. De kan let blive usikre på
1) hvornår det er tilladt at gætte helt vildt (næsten for sjov)
2) hvornår man skal være dygtig og læse den rigtige fortolkning
3) og hvornår man skal have en personlig holdning til noget .

Børn forstår alt..

... når bare det flettes ind i en god historie. Min erfaring fra de indledende øvelser under "morgenbånd" er, at det er svært at lære børn i indskolingen om svære ting hvis man forklarer om det. Men hvis det flettes ind i en god historie, så kan alt fra en ny tandbøjle til luftalarm-test og klimaforandringer fortælles.
Jeg startede begge dage med et lille slideshow med billeder af henholdsvis klima/miljøproblemer og magt/demokrati. Derefter var der et spørgeskemaer med tegninger og firkanter man skulle sætte kryds i. Endelig skulle eleverne på klima-dagen fortælle en historie om vildt vejr og tegne den bagefter. På magt-dagen skulle eleverne tegne hvem der bestemmer hjemme, i skolen og i Danmark. De fleste mente, at det var dronningen, der bestemte i Danmark... De fleste havde svært ved at tegne HVAD dem der bestemmer bestemmer. Det blev for vanskeligt og abstrakt. Nogle af drengene tænke mest på politi og soldater som dem med den sejeste magt. Vold kan altså give magt i deres øjne. En enkelt tegnede computeren derhjemme som et eksempel på, hvad mor bestemmer over. En anden tegnede en seng. Det var faren, der bestemte, at Kristine skulle gå ud af soveværelset. Derfra deres verden går.

Mobning og kaos

Der var en overraskende åben og ligefrem mobning. Man var ikke bange for at sige højt, hvem af de andre man gerne ville banke. Generelt var der en overraskende ligefremhed. Der blev snakket åbent om skilsmisser og hvor mor og far bor henne. Jeg oplevede også almindelige pædagogiske problemer med at styre ungerne. Så som at få dem til at blive siddende et sted, ikke sætte sig i sofaen osv. Flere gange opstod er en drillesyge blandt drengene, som skruede op og ned for smart-boardet eller trykkede play. Satte et stopur til at ringe osv. Tror det er meget almindeligt og jeg gad ikke være pædagog, så lod det passere. Der gik cirka en dag før jeg forstod, at jeg ikke skulle bruge energi på at få dem, der ville teorisere/larme med. Det går ud over de interesserede elever at vi hele tiden skal vente total længe på at der bliver ro nok. Og det er ikke min opgave som huskunstner at opdrage børn. Måske var det en fejl fra Sennels skoles side at lade mig være alene med børnene en hel time... Jeg kender nemlig ikke deres rutiner og systemer - og det kunne de sagtens mærke.
Når man rækker hånden i vejret betyder det at man skal være stille. Det var en fælde jeg røg i men begge ben. "Vil I alle sammen gerne sige noget?" Nåh - det betyder stille! Aha. Tak for det.

Erkendelser om kunsten

Jeg skal og vil ikke forvente, at indskolingen forstår hvad ozonlaget er. Det er iøvrigt også for kedeligt og teoretisk til at være med i en teaterforestilling. Men at vejret fornadrer sig. At der ligger skrald i naturen, og at alting hænger sammen. Og at dyrene - end ikke tigerne - ikke er ligeså farlige som mennesker. Det vil jeg gerne fortælle dem!!
Det skal fortælles med den gode historie, men hele pivtøjet af musik, lyd og lys. Rummet skal være helt anderledes og næsten hemmeligt. Så fastholder jeg nemlig nysgerrigheden omkring, hvad der skal ske, og om at høre / lære mere.
På lærerværelset lærte jeg også noget om skolen, om eleverne, om aldersgrupper og behov. De mangler åbenbart virkelig aktiviteter til 3. klasse. Og de synes der er meget stor forskel på 0. og 3. klasse. Det kan jeg også mærke på de erfaringer jeg gør mig. Og så synes lærerne ikke, at eleverne bliver snakket nok med derhjemme! Altså om dybere og mere dannende emner. Emner som betyder noget - som ikke er x-faktor. Jeg mærkede straks, at jeg med min kunst ønsker, at sparke en snak igang både i hjemmet og i klassen. Jeg vil præsentere teater om store emner, så publikum bagefter går hjem og siger, "mor, ved du godt at statsministeren ikke kan lide at bestemme?" eller "kom mor, nu skal vi redde verden - allesammen!" Jeg tror på at den manglende samtale om store emner - eller den eskalerende generelle forfladigelse i samfundet skyldes at vi mangler inspiration til at snakke sammen. Man taler jo ikke pludselig om død og savn eller klima og politik. Det skal komme et sted fra. Når TV-mediet lefler for laveste fællesnævner, så vil selv den højeste fællesnævner have svært ved at perspektivere til dybe samtaler og få ideerne til gode temaer at tale om. Der er et kæmpe "gab" og jeg har lyst til, at præge debatten ved at præge børn.

Små voksne der taler om fodbold og arbejder i grupper

Det er ganske tydeligt, at selv fra 0. klasse går drengene total meget op i fodbold. Og når jeg siger vi skal tegne siger pigerne "jaaah!" Over madpakken snakker fyrene om Real Madrid, Barcelona og Bayern Münschen. Det er næsten som at høre mine jævnaldrene diskutere sport. "Synes du Messi er god?". Jeg spørger dem om de ved, hvor Bayern Münschen ligger. Det ved de ikke. "Kender i Chelsea?" Det gør de ikke. Men det gør en anden knægt fra et andet bord. Han fortæller begejstret, hvad han ved.
I matematik og dansk i 1. klasse kan de allerede sidde meget stille og koncentreret og arbejde med opgaver. Det er tydeligt at de har lært at integrere i et system med regler og vaner. De kan også sagtens gå to og to i grupper og læse sammen. Selvom der skal holdes øje med dem for de vil gerne snyde. Det gik dårligt for mig, da jeg skulle have 0. klasserne til at fortælle hinanden historier to og to. Det kunne de slet ikke tage seriøst. Så det bruger jeg nok ikke igen. Der skal en dansk-lærer-disciplin til at gennemføre gruppearbejde på den måde.

Imponerende indsigt

Jeg spurgte eleverne i 1. klasse hvilken farve de synes Danmark skulle have. Der var en bred stemning af "rødt og hvidt ligesom flaget". Da jeg forsøgte at komme ind på, hvad konsekvenserne af den beslutning så var blev der sagt at vi skulle have tøj på i AaB-farver. Fodbold igen.
Som det første om morgenen lavede jeg en håndsoprækning på, hvor mange, der gerne ville have magt. Der var kun en der ville have magt. Han var lidt genert. Det var noget med, at han ville banke nogen og at hans bror var blevet slået. Altså ikke noget nogen af børnene for alvor ønskede sig.
Senere på dagen snakkede vi om historien om statsministeren, som vi skulle lave som skuespil om eftermiddagen. Begejstringen var stor! "Jeg vil gerne være prinsesse Mary!" "Der kan godt være to prinser." "Jeg vil være konge." "Jeg vil være statsminister!" Sådan lød det. Er der en der vil være Danmarks rigeste man, spurgte jeg flokken. "Jamen Danmarks rigeste mand - han er da død". Ja det er han.. Imponerende indsigt, tænkte jeg. Mon ikke der så er en ny, der er blevet den rigeste, spurgte jeg, men der havde jeg vist mistet opmærksomheden. "Der skal også være nogen, der vil styre hele verden med flitsbuer" sagde en af drengene. Og ja, det skal der. Det kan måske være spindoktoren? Spurgte jeg. Men der mødte jeg min grænse. Jeg fik kun et tavst blik. Han forstod nok ikke hvad jeg mente. Men det kommer han til, når den onde spindoktor en dag bliver integreret i forestillingen.

Muren

Den første eftermiddag lavede vi kunstmalerier, hvor der skulle bruges skrald fundet i naturen. Det skulle klistres på papiret. Herefter skulle der tegnes et dyr, et sted, hvor dyret befandt sig og noget voldsomt vejr på stedet. Billedkunst-projektet gik godt. Børnene kunne sidde og nusle med det. Dem som ikke ville være med alligevel kunne smutte ud. Dem som ville lave to tegninger kunne gøre det.
Den næste dag blev det strakt værre. Der skulle vi lave en lille teaterforestilling baseret på min grundidé om Statsministeren. Jeg havde forberedt en masse karakterer og en slags replikker / spørgsmål de skulle bruge til at "arbejde selv" med hver en lille scene. Derefter skulle det hele flettes sammen med at Statsministeren besøger alle de forskellige små scener, med folk, som ikke vil have magt.
Efter en hel dag i skolen er det næsten umuligt at være stille og modtage en besked. Der var cirka 25 børn der ville være med til at lave teater. Det var for mange. Men det gik. Med sved på panden. Jeg opdagede, at de sedler med opgaver, som jeg havde forberedt var alt for abstrakte. "Vi forstår det ikke" kom børnene bekymrede og sagde. Jeg havde tegnet nogle tænke-bobler til karaktererne, hvor der stod "Hvilken farve skal Danmark have idag og hvilken musik?" "Hvad betyder det for ALLE andre?" I en tænkebobbel stod der til sidst "ØV, det er ikke sjovt at bestemme". Her ramte jeg altså muren! Jeg havde været for abstrakt - eller krævet for meget af deres sprogligt analytiske evner. Note taken.
Med lidt hjælp kunne alle børnene - selv de helt små - sagtens lave deres scener. Det blev kun til en mini-gennemspilning inden energien var fløjet ud af rummet. Men jeg kunne se, at rammen for fortællingen holder meget godt. Det er til at forstå. Hende, der spillede Statsministeren fandt selv ud af til sidst, at når Statsministeren var nødt til at bestemme selv, så skulle Danmark have ALLE farver og man måtte høre ALT slags musik. Happy ending. Vi øvede os i at bukke og aftalte at vente med at vise det i en sammenhæng til om en uge, hvor det er sidste dag jeg er der og hvor det hele skal præsenteres.

Hvad jeg har lært

Der var snak om luftalarmen den første onsdag i maj. Det optog børnene meget og de stillede mange spørgsmål. Men det var tydeligt at mærke, at de voksnes bekymring for om de nu kom til at gøre børnene bange var helt misforstået. Den gjorde kun børnene ekstra nervøse. En vigtig note til arbejdet med teaterforestillinger. Angst smitter. Det må altså aldrig være rigtigt uhyggeligt eller farligt. Det er altid bare noget vi leger... selvom vi godt kan leve os ind i historien - så ved vi - fordi alle ved det - at det bare er for sjovt.
I de sidste to dage har jeg lært, at jeg i min undersøgelse bliver nødt til at udfordre eleverne FOR meget. Ellers møder jeg ikke grænsen og så bekræfter jeg bare mig selv. Jeg skal altså blive bedre til at gøre mit program for svært og dernæst kunne korrigere det derefter.
Jeg kan se, at regler og systemer fungerer godt. Børn afkoder hurtigt et koncept og systemer. Det vil de også gøre i en teaterforestilling.

Hvorfor øjenhøjde?

Et bud på revolutionen af dansk børneteater og en metode til at skabe tidssvarende scenekunst for børn og unge.

Øjenhøjde er vist det man kan kalde et fortærsket begreb. Både indenfor undervisning og alt børnekultur. Men jeg har lyst til at stille spørgsmålstegn - både ved definitionen af "øjenhøjde" og om øjenhøjde egentlig er det bedste vi kan tilbyde vores poder.  

Definition
Hvordan forstår vi begrebet "øjenhøjde"? Har jeg fuldstændig misforstået, hvis jeg siger, at øjenhøjde betyder, at det hverken er for barnligt, pædagogisk og plat eller for klogt, mærkeligt og over evne i forhold til modtageren? Så børneteater i øjenhøjde, er teater, som passer perfekt til målgruppen? Hvor børn får en historie fortalt, som de kan relatere til, som de kan forstå, og som ikke er for svær? For undervisning i øjenhøjde må vel gælde nogenlunde de samme principper? Det skal passe til alder og udviklingsstadier - hverken mere eller mindre?  

Pandehøjde
Hvad skulle der være galt med at sigte højere? Jeg tror, at børn i dag forstår mere end vi tror de gør. Derfor er øjenhøjde ikke længere det, som mange børneteater-producenter tror det er. De bør snarere tænke pandehøjde. Det skyldes at børn i dag vokser op i en digitaliseret hverdag, hvor højteknologi er uimponerende og hvor der altid er adgang til internettets ubegrænsede vidensdatabase. Allerede før børn kan spise med ske kan de scroll'e på en iPhone. Og de lærer lynhurtigt at gå på nettet. At søge information, at lege på youtube eller spille spil med andre fra hele verden. Derfor er verden i dag langt mere overskuelig for en 5-årig end den måske var for ti eller tyve år siden. Verden er present, den er tæt på, den er lille! Og ikke nok med det. Også store informationsmængder, udvælgelse af information ligesom fravælgelse af information er helt normalt for børn i dag. De koder materiale og viden med en sådan videnshunger, at børneteaterforestillingerne ikke kan være med. Konsekvensen bliver teater, som er unødigt, pædagogisk barnligt. Som er for nemt og kedeligt.  

Revolution
Jeg har lyst til at revolutionere end begyndende stilstand i en branche, som har været verdens bedste ... til at bekræfte hinanden i sit værd og til at bremse enhver form for udvikling. Danmark har IKKE verdens bedste børneteater. Det er den største selvforstærkende løgn jeg i mit professionelle arbejdsliv er støt på. Men lad os bare brande os sådan - hvis det giver bedre økonomi på et statsligt plan. Så længe det ikke (for)bliver en sovepude. Budskabet skal lyde: Vi skal udfordre børn! De kan meget mere end vi tror. De forstår mere og de har en glubsk sult efter at blive taget seriøst som mennesker, der lever i samfundet og som forstår verden.

Workshop: Vi forstår verden
I maj 2012 befinder jeg mig i Thy netop for at beskæftige mig med min forestående revolution. Jeg er huskunstner på Sennels skole og Hannæs skole, hvor jeg har fået lov at eksperimentere med børnene og med hvor meget de forstår og hvordan de forstår. Udgangspunktet er to store emner: Klimaforandringer og miljøproblemer samt magt og demokrati. Det er emnerne som jeg i næste forestilling skal arbejde med at formidle til børn på en teatralsk og kunstnerisk måde. Men hvordan taler man med børn om disse store emner? Hvordan tester jeg min tese om at børn forstår mere idag? Og hvis jeg får denne tese bekræftet - hvordan bruger jeg så disse evner således at den live performance er tidssvarende, udfordrende og fantastisk for børnene?  


Med historier kan man fortælle alt
Det er gået op for mig, at det kan være svært at bevare børnenes koncentration når jeg bare forklarer noget. Selvom de måske forstår det jeg forklarer, så gør det ikke specielt stort indtryk hvis det "bare" er viden. Hvis jeg tilgengæld fortæller om noget integreret i en historie - så kan jeg slippe afsted med at fortælle ALT! Lige fra storpolitik til miljøforurening, global opvarmning og EU.  

Dokumentation
På denne blog vil jeg dokumentere mine opdagelser i Thy og beskrive mine fremgangsmåder, metoder og tankerne om, hvorfor jeg har valgt at gøre som jeg har gjort. Jeg vil også reflektere offentligt over resultaterne og de korrektioner af programmet, som jeg bliver nødt til at lave undervejs. Jeg møder børn i deres skole for første gang nogensinde. Jeg aner ikke, hvordan man gør. Jeg har forsøgt mig med diverse litteratur på området. (Listet op herunder). Men trods det er dette et totalt eksperiment. Kryds fingre for gode opdagelser.

Jeg håber på, at mine undersøgelser her i maj vil bære frugt og give mod til at præsentere endnu vildere emner til de små grå. Jeg tror nemlig, at jeg er sat i verden for at skabe teaterforestillinger, der får børn og unge til at tage selvstændigt stilling til livet og samfundet.

Thomas Ziehe: Øer af intensitet i et hav af rutine

Lotte Nyboe: Digital dannelse – børn og unges medieforbrug og –læring indenfor og udenfor institutionerne

Kirsten Drotner: Medier for fremtiden - børn, unge og det nye medielandskab

Sandra Smidt: Vygotsky og de små børns læring