Kronik: Hvad kan jeg blive 2009

Hvad kan jeg blive 2009

Mesterlære
I fire år har jeg søgt ind på teaterskolen i Danmark uden held. I Berlin har jeg for meget erfaring til at gå på teaterinstruktørlinie! Du kan hvad du vil, sagde de. Jeg vil så gerne uddannes, men hvor passer min brik i uddannelsessektorens puslespil? Hvad skal man gøre ved udstikkerne, som taler alt for højt og skriver endnu højere?
Af Marie Kilsgaard Møller
Teaterinstruktør i teaterkompagniet QUASI og retorikstuderende

En bleg næse mases flad mod ruden. “Hvad vil du være når du bliver stor?” “Hvordan bliver man det?” Og “hvilke jobs er der i det?” Det er ruden ind til uddannelsesmarkedet, der bliver åndet til af alle os unge entusiaster, der kun behøver at vælge. Vi har det smaddergodt i Danmark. Og jeg takker for det. Tak. Mange tak, Danmark, for alle de tilbud og alle de muligheder. Vi lever i et ’videnssamfund’, og alle taler altid om fremtiden og uddannelse. Jeg selv inklusiv. Det kan ikke gå hurtigt nok. Den utålmodige, men også ihærdige, engagerede og ambitiøse ungdom har i det 21. århundrede gjort sit indtog på uddannelsesmarkedet, hvor alt er muligt. Næsten!

Mellemzonen
Hvorfor sagde de, at vi kunne blive hvad som helst? Der er brug for flere muligheder. Uddannelse er ikke længere noget, man kun kan tilegne sig på skolebænken, men der er stadig behov for et bevis.
Dette er fortællingen om en ung piges kamp for at leve af det der gør hende lykkelig. Kampen for uddannelse, anerkendelse og succes. 2008 begyndte med afslag i første runde fra teaterskolens instruktørlinie, tredje år i træk. Så fik jeg afslag fra statens kunstfond, jeg er nemlig ikke professionel (på trods af meget erfaring), og i december modtag jeg mit fjerde afslag fra statens teaterskole. I efteråret søgte jeg ind på en berømt teaterskole i Berlin, gik videre til næstsidste prøve og modtog så et afslag med begrundelsen: Du har for meget erfaring! I Tyskland er der en anden tradition. Der anerkender man virket som assistent på teateret som seriøs læring. Mine tre år som instruktørassistent og selvstændig instruktør svarer i Berlin til tre års kunstnerisk uddannelse! Men i Danmark gælder det ikke. I stedet modtager jeg SU og relevant viden om formidling på retorikstudiet i København. På universitetet får man måske et bevis på sin viden, men der kan ikke stå cand.kunstner på det.
For næsten to år siden grundlagde jeg, sammen med min producent, teaterkompagniet QUASI. I branchen bliver vi kategoriseret som independent. Det vil sige mere ambitiøse end amatører men endnu ikke professionelle. Vi har ikke en statsautoriseret uddannelse indenfor feltet, men lærer gennem praksis. Og med en hastighed på 60 timer om ugen. Uden overdrivelse. Ambitionerne tårner mod himlen. Er det ikke netop det samfundet vil med os unge? På trods af eksemplarisk engagement, målrettet karriereplanlægning og selvstændige initiativer sidder vi fast i mellemzonen... Ikke gode nok til de finere luftlag – af professionelle, altså lønnede og fagforeningssikrede teaterfolk – og for ambitiøse til kategorien amatør eller fritidsteater. Hvorfor? Fordi vi ikke har en uddannelse!
Drop det nu. Du er jo ikke dygtig nok, skriger djævlen fra min venstre skulder. Det er derfor du får afslag. Kald mig bare naiv eller stædig, men jeg gir ham ikke ret. I dette efterår blev en forestilling, som jeg har både skrevet og instrueret, refusionsgodkendt. Det vil sige professionelt anerkendt som ungdomsteater, hvor staten refunderer 50 pct. af kommunernes udgifter ved køb. Stadig har jeg ingen papirer på mine kundskaber. Ingen uddannelse. Og efter fire forsøg, fire år i træk og fire afslag i første runde er min indre kikkert nu begyndt en panorering. Der må ske noget. Der må findes et alternativ. ”Så find dog på noget andet at lave” tænker den fornuftige læser nok. Og du har ret. Jeg kunne godt blive gymnasielærer i retorik og drama, bo på landet og være kreativt stimuleret og frugtbar. Men skabertrangen, ambitionerne og et stænk af galskab efterlader mig her ved tastaturet. Magtesløs. Bitter. Brokkende.

Mesterlære
Der må findes et alternativ. Lad os foretage et tankeeksperiment: Lad os forestille os en fremtid, hvor der fandtes andre måder at uddanne kunstnere end de eksisterende skoler på Holmen, hvor de unge håbefulde tager hen for at blive ensrettet. Lad os forestille os anerkendt kunstuddannelse gennem mesterlære. Skuespillere, såvel som instruktører, producenter, filmfotografer, pianister og kunstmalere vil kunne søge om at blive elev hos en mester. Erfarne og dygtige kunstnere kunne blive ”statsautoriserede mestre” og vælge sin eller sine elever efter eget ønske. Eleven skulle følge mesterens arbejde samt gå til hånde og løse selvstændige opgaver, ligesom vi kender det fra håndværksfagene. Efterhånden som tiden går og eleven dygtiggør sig, får denne mere ansvar, og uddannelsesforløbet skal slutte med en svendeprøve, hvor eleven beviser sin professionelle kunnen i autentiske rammer og ved ”bestået” modtager et ”statsautoriseret svendebrev”.
Hvis samarbejdet mellem mester og elev har været gunstigt vil forløbet måske resultere i en ansættelse. Har eleven været særligt dygtig vil mesteren selvfølgelig fortælle om det vidt og bredt. Ord, som kommer fra en dygtig eller berømt kunstner bliver hørt. Fra en sådan mester vil der også forventes særligt dygtige og talentfulde elever. Mesteren vil stolt kunne præsentere sine lærlinge som fremtidens kunstnere. Eleven vil desuden have en direkte kilde til anerkendelse gennem sin mesters navn og omdømme. Dermed opstår der en gensidig interesse i et vellykket samarbejde og et produkt af høj standard. Mester vil kunne hjælpe eleven med til at trænge gennem det ultrapansersikrede vitavrap-folielag, som den professionelle kunstbranche er pakket ind i.
I andre brancher har regeringen allerede genindført mesterlæreprincippet. På erhvervsuddannelserne kan studerende frit vælge mellem tre uddannelsesveje – den senest indførte vej hedder nymesterlæren! Det er en privilegeret, ja, næsten forkælet situation. Og det er populært! Et smart træk fra statens side, fordi de ønsker, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse. Men man fristes til at tro, at udstikkerne, som vil noget knap så profitorienteret, bliver udryddet af overstatslige bureaukratiske tiltag som nedskæringer og regler. Man skulle tro, at de i Snapstinget er blevet enige om en diskurs a la ”Vi gør deres liv så vanskeligt, ubehageligt og umuligt, at de tosser finder på noget bedre at lave.” Om det så er en opsang til uddannelses- eller kulturministeriet – det må ministrene slås om.
Mesterlæreprincipet har mange fordele, og det er jeg ikke alene om at påstå. Kunstnere er håndværkere, og burde derfor uddannes som en sådan. Eller have muligheden for det. Peter Bastian, musiklærer og forfatter til en artikel på Undervisningsministeriets hjemmeside, skriver, at ”kunst læres og udvikles ved livslangt slid med vores metier; et slid, hvor vi aldrig taber koncentrationen om det, det handler om. I forlængelse af dette slid kommer en tilfredshed, som er en forudsætning for vores egen livslykke. Vi kan simpelthen ikke trives ved kun at yde vores næstbedste. Kunst læres gennem mesterlæren. Ved at gå op ad en som kan. I årevis!”
Klaus Nielsen, som er ph.d.-studerende ved Psykologisk Institut i Århus og særligt interesseret i pædagogisk psykologi og mesterlære, argumenterer for genindførelsen af i hvert fald elementer af mesterlæreuddannelsen: ”Praktik eller mesterlære kan bidrage med en anden slags forståelse af, hvordan man lærer, end den forståelse, man plejer at læne sig op ad i skoleverdenen. Intelligens baserer sig ikke udelukkende på teori og intellekt, men også på rumlige og fysiske erfaringer, fx. visuelle. Derfor styrker det læringen at væve teori og praksis tæt sammen. Mesterlæren bygger på en erkendelse af, at erfaring ikke overføres direkte fra lærer til elev. I zenbuddhismen formuleres det sådan, at mester viser lærlingen tre hjørner af et rum, og så må lærlingen selv finde det fjerde. Erfaringen må altså opnås selvstændigt.” Også den gensidige interesse i succes og den gensidige afhængighed mellem mester og lærling bekræfter Klaus Nielsen: ”Læreprocessen er ikke kun en bevægelse af viden fra svende/mester til lærlingene, men processen "slår tilbage" til deltagerne i professionen og tvinger dem til at reflektere over hensigtsmæssigheden af de gældende rutiner. Læring bliver således også en fornyelse og forandring af professionen.”
Nogen vil måske hævde, at hvis man laver flere kreative uddannelsesmuligheder får vi alt for mange kunstnere – flere end der er brug for. Men som det er nu har kulturforbrugeren faktisk ikke muligheden for at vælge, fordi næsten alle professionelt anerkendte kunstnere i Danmark er uddannet samme sted. Skal man ikke give forbrugerne mulighed for at vælge det, de bedst kan lide? De bedste vil overleve og resten skal nok finde det de egner sig bedst til med deres værktøjer og kompetencer. Som det er nu bestemmer en lille jury på fire til ti medlemmer, hvem der skal skabe fremtidens kunst. Burde folk ikke selv kunne vælge om de vil se på ensrettet eller autodidakt kunst? Vi mangler pluralismen i dansk kunst. Hvert år bliver to teaterinstruktører færdiguddannet – begge fra statens teaterskole. Hvert år bliver to scenografer færdiguddannet – også fra samme skole. Dermed får vi den samme kunst! Skolen ud fra samme metode og med de samme lærere. Udbuddet er total ensrettet.
Der er i forvejen nedskæringer på kunstmidlerne, så flere uddannelser, bare fordi der er nogle særlinge der føler sig uretfærdigt behandlet, det er der ikke råd til. Men indførelsen af mesterlæreprincippet i det kunstneriske felt vil ikke koste ekstra. Eleverne skal naturligvis modtage SU, men det gør vi i forvejen, når vi nasser på universitetet uden overhovedet at være interesseret i et liv som akademiker. Dermed er der altså ingen statslige ekstraudgifter. Mestrene skal bare have et bevis. Det koster højest et administrativt gebyr. Lærlinge vil være god og engageret, gratis arbejdskraft.


Hvor passer brikken?
Efter cirka fjorten år i det danske uddannelsessystem, flasket op med studievejleder og fremtidsplaner, har jeg forstået, at skolegang er nødvendigt. Derfor købte jeg mig en dag til et højskoleophold - mod at jeg kunne gå på teaterlinien som ’instruktørelev’. Da holdet ’Efterår06’ røg på porten tog jeg hjem til København, hvor et projekt som instruktørassistent ventede mig. Denne gang under Kirsten Dehlholm og Hotel Proformas abstrakte vinge. Endnu en optagelsesprøve på Statens Teaterskole – med afslag. Den velkendte ungdommelige utålmodighed meldte sig for halvfjerdsindstyvende gang. Den blev til frustration, som blev til kampgejst. Med løftet pande og en stærk tro på muligheder tog jeg sagen i egen hånd og etablerede QUASI – og det går stadig godt. Du kan blive lige hvad du vil, lærte vi som små, og fik den store tykke ”hvad kan jeg blive 1999” stukket i hånden. Du skal bare lave dine lektier og så bare vælge. Jeg har lavet mine lektier og jeg har valgt. Men vejen synes længere end ventet. Drømmen om en skole, en uddannelse og et blåstempel spøger. Den sikre, trygge fremtid. Jeg må erkende at være påvirket af både familie, veninder, tidligere skoler og ikke mindst samfundet, som alle skriger på eksamensbeviser og karriere. Jeg føler mig ofte helt aflang af at blive trukket i fra alle sider. ”Du skal have en uddannelse” eller ”hvornår bliver du færdig?” Jeg modtager afslag på afslag fra både skoler og store fonde, men mærker også fremgang og bekræftelse. Refusionsgodkendelsen, en rygsæk fuld af erfaring – så meget at det i Tyskland forhindrer mig i at være skoleegnet… Så hvor skal jeg ende? Skole eller ikke? Elsker elsker ikke? Utålmodig? Ja! Men er det ikke det samfundet vil have? Fremdrift og karriere? Internationale ambitioner og det bedste Danmark i verden. Kære regering, jeg er klar til at kæmpe, men mangler mit bevis.
Hvad kan jeg blive i 2009? Der kan ske så meget. Måske vil denne artikel hjælpe mig på vej... Personligt når jeg nok ikke at få et rigtigt statsautoriseret svendebrev – og det er helt okay. Kampen her skal ikke kæmpes for min skyld, men for de mange unge, der heller ikke kan finde deres matchende brik, når de maser næsen mod ruden for at shoppe uddannelse. Jeg ville ønske der stod “Undskyld rodet, vi udvider butikken” i vinduet ind til uddannelsesmarkedet. Det er nu helt dukket til af længselsfulde blikke. Det er for fremtidens skyld. For Danmarks og for kunstens skyld. For hele puslespillets skyld.

Bagland

Hvert år den 23. december mødes jeg med alle de gamle i Skanderborg først til damemiddag, så i byen, hvor nær og fjern hilser på. Jeg plejer at skrive sang og holde tale - nogle af mine spidskompetencer (ville jeg måske ønske ;).
Her kommer først sangen fra sidste år. Så den nyligt komponerede sang til dette års sammenkomst:


Lejlighedssang ved pre-julemiddag 23. December 2007


Mel.: Langt oppe bag Norges kyster

En start på traditionen
En ordn’li’ julefest
En kæmpe tak til konen (værtinde Birgit Thomsen , som er på Samsø)
Fra alle som er gæst - som - er - gæst

Det lillejuleaften
Og venner vender hjem
Så fat et glas med saften
Vi er et sandt harlem - lem - lem - lem

Skål!

Et harlem fuld af fisser
De bedste man har fået
Vi sidder ned og tisser
I sandhed er bestået - tak - for - det

En samling som er blandet
Fra både øst og vest
Trods livet er noed andet
Er hjemme altid bedst - al - tid - bedst

Endnu et år er gået
Vi sidder her endnu
Og meget har vi nået
Vokset og blevet snu - ble - vet - snu

Skål!

Det vælter rundt med grever
Man vælge hvad man vil
Og kærligheden lever
En kat er kommet til - kom - met – til

På campingtur - roskilde
Musik og øl og snaps
Og snaps på snaps de ville
Så fik vi alle lidt klaps - haps - haps - haps

Så intellektuelle
Med pligt og fredagsbar
Min vi er kriminelle
Du ringer, så er vi klar - med - et - svar

Skål

Hvad har i ellers lavet?
Det’ opdateringstid
Hvem har i egentli’ snavet?
Du er vel ikke perfid - bid - fnid - skid

Vi er her for at sludre
Og mindes jakobs bar
På Marius og pludre
En skåler mer’ vi tar’ - hvis - vi - har (??)

Skål

I er de bedste venner
Men hvad skal der nu ske?
Mon andre os genkender?
Fra tid på S A G - hva’ska - der - ske

Så skønt at være hjemme
I seksogfiirs og tres
Jeg denne dag vil gemme
Nå livet er et ’mess’ - seksog - firs - tres

Så tak fordi i er hér
Og tak for dejlig fest
Traditioner holdér
Især med venner og gæst - så - der - fest!!

Skål

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Sang ved den årlige genforening af Skanderborgere d. 23. December 2008

Mel.: Mellem Esbjerg og Fanø

Der var en dato og det var nu ja
og det var nu ja og det var nuu
Vi holder fest for nu der det sgu ja
Den treogtyvne i Jylland
Og vi er samlet til stor ståhej
Og der ingen der siger nej
For traditionen er mega sej:
Den treogtyvne i Jylland

Et år er gået og det var godt ja
Og det var godt ja og det var godt
De fleste synes det at det er flot ja
Den treogtyvne for alvor
Og folk får bolig og fælles kas’
Tiden den ta’r os – men ka’ det pas’?
Så sig vi stadig ka’ den gas?
Den treogtyvne for alvor

Skål!

Og vi har savnet og intet hørt ja
Og intet hørt ja og intet hørt
Vor veje skilles og det er skørt ja
Den treogtyvne i stilling
Men så ses vi jo i Berlin
og lidt på amager til billig vin
og nu i Stilling, for den er fin
Den treogtyvne i stilling

For der er noget som ej er glemt ja
Som ej er glemt ja som ja som ej er glemt
Det er en fortid, det som er hændt ja
Den treogtyvne på gymme
Når vi har festet og sagt halløj
Har haft hinanden til sorg og spøg
Så går vi/det aldrig helt op i røg
Den treogtyvne på gymme

Skål!

Nu er det update fra nær og fjern ja
Fra nær og fjern ja fra nær og fjern
For med et bagland stå stærkt som jern ja
Så blir’ det treogtyv’ igen-gen
Thi når vi taler om livets mål
og livets vej plantet til med kål
så er det godt med endnu en skål
Den treogtyvne igen-gen

Skål!

travlhed

Har netop afleveret eksamensopgaver. Tillader mig et par dages fri men føler allerede travlheden melde sig. Elsker travlhed. Mon jeg er afhængig?

I kærlighedens navn

Ikke så meget andet end at vi er sammen. Og med åbne kort. Jeg er lykkelig over det. Jeg er overrasket over mig selv - men jeg er helt sikker på at det er det rigtige. Mit hjerte vil gå i stykker hvis vi ikke er sammen. Vi skal være sammen. Nu med åbne kort. Jeg tror på ærligheden. Og kærligheden!!

Oh happy lie

Så jeg bad ham inderligt om at komme og holde om mig. Hulkede i to timer. Snakkede lidt om mig og mit fjollede liv. Han mindede om de mange gode ting. På daværende tidspunkt ville jeg ikke høre tale om. Men idag er jeg fortrøstningsfuld!
Vi havde en dejlig formiddag. Og hvor jeg dog har savnet ham! Vi legede nærmest kærester. Og jeg mærker meget klart: Jeg tror næsten ikke jeg kan undvære ham! Jeg har sådan brug for ham. Men når vi hygger, griner og flirter, så er ligger den der og lurer. Løgnen. Det dobbelte liv. Hemmeligheden. Jointsne. Som vil være min evige konkurrent. Som for mig skal være et overstået kapitel i hans liv. Han skal ville mere. Han skal ville et voksent liv med mig. Han skal ville blive gammel sammen med mig. Og vi skal have en masse børn. Det kan vi ikke med den lille evige lyst til at dope'e og forsvinde væk fra virkeligheden. Jeg vil være sammen med en mand som vil leve og leve i virkeligheden. Nutiden. Og elske den i alt dens forfærdelighed. Men det vil han ikke. Eller rettere, som jeg ser det: kan han ikke. Måske tager jeg fejl. I så fald må han fortælle mig det. Men hvor jeg af hjertet hader det stof som skiller os ad. Jeg er så lykkelig med ham.
Hr og Fru Underbuks (karakterer i den reading jeg laver i denne uge) vil ikke vedkende virkeligheden. De fornægter tilpas længe til at det slår ham ihjel og gør hende bims. Deres nabo bliver hyper-ekstremistisk religiøs, hvilket kun før ondt værre. Så heller ikke den vej skal man gå. Hvilken vej skal vi så gå kan man spørge sig selv. Hvad skal vi lære af stykket? At face'e realiterne. Og handle der hvor handles må. Der findes op og der findes ned. På vej gennem livet skal vi begge veje. Vi kan kun overleve hvis vi tillader det.

Møde i Quasi Teater om AnArkistikA, som er blevet refusionsberretiget var både dejligt, bekræftigende og frustrerende. Vi vil alle gerne på børneteaterfestival, hvilket er min store drøm og mit spark fremad mod en professionel karriere, bilder jeg mig ind. Men vi har ingen penge til det. Og vi ved ikke hvordan vi skal finde dem. Og producenten er alt for træt. Det gør mig både ked af det og pisse frustreret. Jeg håber livet snart for min kære veninde, kollega og partner in crime begynder at gå lidt op.

Afslag nr 100 og dildoparty

Så fik jeg igen et afslag. Denne gang fra den danske skole og uden at komme videre til en eneste anden prøve. Jeg er sgu lidt ked af det. Hvad faen skal jeg ende med. Talentløse naive fjols tænker jeg idag om mig selv. Øv. Det er fjerde gang jeg søger. Jeg er nu 23 år. Aldrig er jeg kommet videre end til 1. prøve (som alle kommer til). Jeg hader det her liv i zonen for dem der tror på det umulige. Jeg eksploderer.
Og så var der dildoparty med veninderne i aften og halvdelen har kærester og det eneste jeg har købt er noget man bruger til "hand job" til mænd altså. Hvor absurd er det!?! Det skal jeg jo ikke bruge. Jeg savner bare min elskede så meget at jeg snart ikke ved om jeg kan undvære ham længere. Alt andet går ad helvede til. Der er for meget lort omkring mig. Øv.
Retorik opgave til op til begge ører. Skal jeg være scenograf istedet. Hvad skal jeg være? Hvad har jeg lyst til? Journalist? Teaterinstruktør. Altså jeg bliver helt høj over en god prøve som den vi fx havde idag. Men det ser ikke ud til at skolesystemet vil røre ved mig. Skulle man prøve at gå autodidakt? Tør jeg det? Det er bare så usikkert. Retoriker? Det tjener man i det mindste penge på. Arkitekt? Mon ikke det keder mig... Jeg skal have med andre mennesker at gøre. Teaterproduktion... eller film?? Ik film. Jeg ved ingenting om film. Måske netop derfor? Eller er det for desperat? Jeg brækker mig. Mest af alt over mine omgivelsers enorme fokusering på succeskriteriet i at komme ind på en skole. Så er man god. Hvis man kommer ind på en skole. Men jeg kan ikke. Jeg er så pisse utilstrækkelig. Jeg har det sgu lidt ad helvede til. Øv.

Pølsemanden kører hjem og 700 børn er døde

Herre Jesus Kristus. Hjælp mig at forstå. På Amagerbrogade bumler pølsemanden hjem med sin vogn. Engang var der en karismatisk mand, der af hjertet mente at hvis man udryddede alle de skæve eksistenser, handicappede, epileptikere, fede og de lidt skøre og dermed sørgede for at den slags ikke formerede sig, så ville verden blive et bedre sted. Hvordan kan nogen mene sådan? Og hvordan kan andre lade det ske?
Hvorfor lyver vi overfor os selv og veres liv og verden for at bevare den gode stemning eller bare en smule fred i køkkenet? Det hele er så absurd og så forståeligt. Jeg er tilskuer. Jeg er fredet. Jeg bestemmer selv over mig selv. Han kan gøre som han vil. Eller også kan han ikke gøre for det, og så er det synd for ham. Men heldigvis er jeg ikke ham.
Et Værn Mod Fremtiden, hed den forestilling af Marthaler, som jeg i aften har set. En laang performance på tysk. Et mystisk koncept. Et uhyggeligt tema. Fantastiske skuespillere. Den tyske form, det store og klovnede teater er ganske simpelthen utroligt. Rørende musik fra start til slut. Masser af musik. Aftensange. Opera. Børnesange. Tilsammen dannede de cirka tolv performere et blæserorkester, som lød som børn der græder. Men det var også smukt. Det var insisterende. Der var taler og komik. Næsten klovnenumre, så man måtte le midt i al forfærdeligheden. Vi kunne slet ikke koncentrere os om de katastrofale budskaber der kom fra talerstolen. Vi ville hellere more os lidt over kaffepersonalet. Sådan er folk. Vi publikum er deltagere i en generalforsamling, eller lignende. Vi er deltagere i forestillingen. Og deltagere i livet. Det er måske det vi skal huske: At vi er deltagere! Ikke tilskuere! Vi er aldrig fredet: Og vi har ANSVAR.
De stakkels skæbner, som man fra starten elsker i alt deres usikkerhed. Som med komisk talent elegant skifter mellem karismatisk taler, kedelig læge, pligtopfyldende sygeplejerske og tilfangetagende børn der leger.
Det hele foregik i Glyptoteket. Mellem gamle græske skulpturer, marmor og kustoder. Og i et af de utallige stille og ganske magiske øjeblikke, hvor publikum trækker vejret sammen med karakteren, som kæmper med sin samvittighed et par meter fra os tænker jeg: Det var ikke sådan de gamle græske filosoffer havde ønsket sig at verden skulle være. Et eller andet sted er det gået galt for Gud(erne?) eller hvem der nu bestemmer fremtiden. Hvis kristendommen var virkelighed var det måske et forsøg på at udrydde en hel by af dårlige mennesker. Det ser bare ud som om sorteringen fejlet. Den har ihvert ikke været grundig. For der findes stadig mennesker som Hitler, der synes vi kun skal lade de kloge føde børn, for dermed at sikre en bedre fremtid. Det er derfor forestillingen her er vigtig. For at vi andre husker, at vi ikke er tilskuere. Vi er medvirkende! I virkeligheden!

Glimrende præsentation. Hurtigt videre.

Den vildeste mærkeligste dag er netop overstået. Startede med nærmest rituel udstrækning og afspænding. Bad og mad og så afsted. På teaterskolen endnu en times opvarmning af stemme og krop efter kunstens regler. (Ingen skal komme og sige jeg ikke har prøvet!). Der var forsinkelser allerede kl 11 så ventetiden blev længere. Minutterne sneglede sig afsted. Mit humør var i top og samtidig var jeg ved at dø af nervøsitet og sådan en uhåndterlig trang til at ryste genialitet ud af ærmerne, præstere, være god, nu nu nu, men ingen ting skete, ligemeget hvor meget jeg rystede. Det der med at være ekstremt cool når det gælder i de her ganske få minutter, det er jeg virkelig dårlig til. Jeg vil hellere kunne bruge nogle timer på at være genial. Nå men da jeg endelig kom ind kunne vi ikke få projektoren til at virke. Så jeg viste billederne på min egen skærm og havde heldigvis øvet præs til hudløshed, så de fik hele armen men logos og patos, narrativ og story! Og jeg sørgede for at nævne et par begreber fra den bibelen: Regiskolen. Da jeg havde fået nogle mere eller mindre irriterende spørgsmål men som jeg fik kæmpet mig frem til nogle nogenlunde svar på sagde det mandlige jurimedlem "tak. glimrende præsentation." Glimrende! Hvad betyder det??? Var det virkelig glimrende? Jeg tvivler. Sætter alle forventninger ned og afvendet mit afslag. Modtages pr. mail. Tirsdag.
Hurtigt videre. Til skuespilhuset. Kopiering af pensum til oplæsning (man skulle jo gerne lige nappe et par eksamener igen i år). Hjem og stene lidt, lave linietæller på et kilo tekst og så tilbage til skuespilhuset og se håndværkerne. Hurtigt videre til planlægning af prøver på reading i næste uge og hurtigt videre tilbage til hulen på amager. Madlavning. TV. Læse manus. Og nu. Er jeg for en gangs skyld - måske for første gang siden bruddet - træt!

Er der mon land i sigte

Så er det imorgen. Den store dag. Efterårets anden optagelsesprøve. Denne gang i Danmark. På drømmeskolen. Jeg har forberedt mig godt. Det er fjerde gang jeg søger (som tiden dog går, snart får jeg sikkert også grå grå hår). I år har jeg forsøgt at lave en enkel men betydningsfuld historie. Et tragikomisk situationsbillede. Har brugt flere uger på at forberede mig mentalt og mundtligt. Og jeg føler mig pisseklar. Jeg er nervøs over at skulle vise billeder på computeren. Er det en god ide? Har aldrig prøvet det før. Men de lægger lidt op til det i brevet. I hvert fald muligheder herfor - og så tænkte jeg at man skulle da være en skarn hvis man ike skulle prøve noget nyt. Så nu må vi se hvordan det fungerer. Både teknisk, psykologisk og opmærksomhedsmæssigt.
Ærligt talt, jeg glæder mig! Jeg har besluttet mig for at imorgen skal være en sjov dag. Og det bliver spændende at høre hvad de synes om mit projekt: Julefred. Jeg kan i hvertfald mærke at jeg på det sidste er gået i min egen fælde og har levet et liv i løgn og harmoni. Så derfor må dagen imorgen stå i kærlighedens og ærlighedens tegn!
Jeg har lige set den gode gamle danske film: Styrmand Carlsen. Stjernespækket og skøn skøn men også ret flippet og ekstrem gammel dansk film. Lidt sløv i optrækket men helt igennem charmerende. Elsker de gamle danske. Og Dirch Passer som kok er altid en fornøjelse. Problemerne synes uløselige da kærlighedshistorien pludselig tager en overraskende men charmerende vending og fjenden (ekskæresten til pigen med barnet) hjælper barnets far til at forstå hvor heldig han er og at han skal være sammen med pigen. Han selv bliver forelsket i datteren af den danske dronning på en afrikansk ø og hun kommer mindsanten hjem til Danmark og henter ham, så han kan blive hendes prins. Utroligt. Varmende. Og lidt fjollet. Sikke nogle replikker de havde den gang. Det er så gammeldags. Men jeg elsker den lidt højtidelige rigsdanske udtale. Fx meget [maajed]. Hvem ved, måske vil jeg selv en dag tale sådan. Måske ikke. Det fedeste ville være at spænde så vidt at man kan tale på de fleste måder og med de fleste.

Nå men nu er tiden kommet til at kæmpe med søvnen igen. Det bliver sikkert værre i aften en de sidste par dage. Selvom slet ikke som jeg ellers plejer falder i søvn i det øjeblik jeg lægger hovedet. Imorgen er en stor dag. Jeg er spændt som .... som en sømand med land i sigte. Åh tænk hvis der var land i sigte. Det ville gøre mig så lykkelig.

Livets bumser

Livets bumser eller spøgelser i skabet vil andre måske kalde det, de problemer, som går og gemmer sig, som er hemmeligt, tabuer, der dækkes til af en idyllisk illusion om kernefamilie. Når et problem kommer frem efter at være gemt væk - eller når en der er en stor fed ulækker 'livets bums', der lige skal trykkes, som min far sagde det i aften, så er det langt langt sværere og hårdere end hvis det det aldrig har været gemt væk under tæppet, men været til debat.
Man skal altid forsøge at løse problemerne i øjeblikket. Man skal være ærlig og realistisk omkring nutiden og livet. Det går ikke at lade som om alting er godt eller ok, fordi det er det rareste og fordi sådan så man gerne at livet var.
Men er det her jeg har lavet en fejl? Skulle jeg have kæmpet for kærligheden?Var jeg for hurtig til at springe af toget, da det begyndte at køre den forkerte retning? Kunne man have ændret i køreplanen? Man kan ikke ændre i køreplanen.
Men hvor jeg elskede det uperfekte forhold vi havde. Vi passede så dårligt sammen og jeg elskede at være rigtigt forelsket i en jeg ellers aldrig kunne være forelsket i. Og hvor jeg savner vores liv sammen. Så det skærer i hjertet. Jeg har bare lyst til at vi skal være os to med alt vores vanvittige forskellighed. To sammen. Hr og fru hat og briller, gi mig lykken tilbage. Det er helt forkert uden ham.

At høre mine forældre fortælle dramatiske og tragiske historier fra gamle dage og se dem have trykket en enorm bums af et spøgelse af en hemmelighed ud så det sagde splat på spejlet og være så ærlige overfor hinanden, være så glade for hinanden og være blevet som kærester på ny, det var vel nok bekræftigende. Samtidig skar det i mig, for hvor skal jeg selv ende? Og var det forkert ikke at kæmpe for kærligheden? Min tvivl vokser proportionelt med mit savn.
Jeg sprænges. Og ønsker kun at han skal komme til mig og bede om tilgivelse. Og hvis han endda gjorde ville jeg ikke ane om jeg turde. Men hvor jeg dog savner ham. Jeg vil leve med ham. Vi skal dele fremtiden. Vi skulle. Vi skal ikke mere. Og det er så frygteligt. Når nu mine forældre kan. Suk.
Jeg MÅ tro på kærligheden. Men snart ved jeg ikke længere hvad det er. Min kæreste. Kom mig til undsætning. Fortæl mig, hvad er kærlighed?

Glad og fuld single

Så gik der portvin i den. Skulle mødes med veninderne. Og diskutere nytårsaften. Vi holdte julefrokost (bare uden snaps og gå amok (hvis du spørger mig en juleforkost svarende til sild uden karry, det hele uden gå-amok)). Nå men jeg tænkte at det er en perfekt mulighed for at glemme ti og sted og købte en flaske portvin med. Mh!
Det var meget dejligt at se veninderne igen. Mest dejligt var et dog at se Morten igen. Glæder mig til vi skal ses igen poå søndag. Jeg har savnet ham på trods af hans uberegnelige finurligheder. Nå men håber jeg kommer til at se mere til ham nu. Ikke på sådan et scoreplan, men bare for gammel kærligheds skyld holde fast i relationen. Måske er det også hvad han vil...
Nå men ellers ikke så meget nyt på hjemmefronten. Har gjort hele hulen rent til bunden, men paneler og det hele. Fik slået de første tre stankelben ihjel. Gør godt! Har derefter pyntet max til jul! Det gør også godt. Selvom flagguirlanden måske ikke helt passer til hvem jeg ville identificere mig med så er den festlig at se på. Og det er kun et par uger.
Nå men jeg savner livet før. Ville stadig idag ønske mig tilbage til sidste uge, hvor livet var hårdt men på den søde og ukomplicerede måde.
Nu er det bare hårdt på den hardcore ubarmhjertige men stadig ukomplicerede måde. Øv! Det er som om nogen har slået mog hårdt i maven og nu hoster jeg blod op.

Single

Igår aftes gjorde jeg det så forbi med min kæreste. Som jeg ellers var vildt glad for. Men da han tidligere har haft en form for hashmisbrug og nu gør comeback og har iøvrigt røget "en gang imellen" siden september er min tillid brugt op. Hvor meget jeg end ønsker at være tolerant og large og elske ham som han er.
Idag har været en tumult og regnfuld blæsende grå lortedag. Har cirka tudet hver anden time. Formåede det på trods at deltage i undervisning i oplæsning og både fremlægge, læse op og fortælle historie. Og derefter ud med pigerne. Det gør godt! Så bliver der igen snakket om både alfabet- og flagleg. Jeg er tilbage på banen. Single.
Men jeg har ikke lyst til en skid! Derfor tror jeg også det vil gøre godt når jeg nu, med god samvittighed over at faktisk have nedfældet tanker på bloggen, vil lægge mig til at sove.