Selvfølgelig skal man lære noget i teatret

Der har på det sidste været en masse hysteri omkring, at nu skal alle der arbejder med børneteater lave teater, som fungerer som undervisning. Men der er ingen grund til panik. Frygt ikke at kunsten forsvinder fra hverken teatrene, bibliotekerne eller skolerne. Der findes over 100 forskellige teatre, som arbejder specifikt med scenekunst for børn og unge. Alle har de forskellige udtryk og tilgange. Teatret Uden Vægge har fået en anderledes ide og har flyttet scenekunsten ind i et fysiklokale. Vikaren og Djezah spiller i et klasselokale og stiller alt op i frikvarteret. Det betyder ikke, at det bliver til undervisnings - eller at det ikke er stor og professionel scenekunst.

Kunst er kunst
Der skal være plads til forskellighed i udbuddet af scenekunst. Og jeg tør godt garantere, at der ikke er en eneste forestilling, som opnår refusion og/eller offentlig støtte fra kunststyrelsen, der kan kaldes undervisning. Det er kunst. Skabt af kunstnere og præsenteret i en kunstnerisk form. Også selvom man sidder i et klasselokale istedet for i en publikumsopbygning eller fordi man kan lære noget faktisk fag-fagligt af det.

Teater med læring
Børn og unge er vores primære publikum. Selvfølgelig skal vi forholde os til når virkeligheden forandrer sig for vores kundekreds. Vi vil jo ikke spille teater for teaterfolk. QUASI teater præsenterede på festivalen Statsministeren - en demokratiøvelse for de små og gadeteaterforestillingen Ebbe Skammelsøn. Begge er forestillinger man kan lære noget af. Perfekt til danskundervisning. Alment dannende forestillinger med en historie fortalt i et musikalsk og teatralsk sprog. De er udviklet sammen med skoleelever og tænkt som scenekunst, der kan afspejle et undervisningsforløb/tema om demokrati/samfund eller folkeviser/hævngerninger.

Synergi mellem læring og kunst
QUASI teater holder til på en folkeskole på Amager, hvor skolen har skænket teatret lokaler mod workshops og forestillinger. Dette samarbejde mellem skolen og husteatret genererer en helt ny kontakt mellem skole, læring og kunsten som sprog. Eleverne oplever nogle andre voksne i deres hverdag og får en daglig tilknytning til en kulturinstitution. Lærerne oplever kunstnerne som forstyrrende element på godt og ondt og sammen opstår der mere og mere synergi. Samarbejdet er cirka halvandet år gammelt og stadig under udvikling. Målet er, at kunstnere og lærere bruger hinanden konstruktivt, inspirerer hinanden og gensidigt kommer med konkrete forslag til projekter og samarbejde.

Lad os hjælpes ad - ikke bekrige
Vi skal bruge hinanden, og hvis det er for svært at mødes, må man få bistand fra en teaterpædagog/teaterformidler, som netop er uddannet til at danne bro mellem scenekunst og læring. Vi lever i en ny tid for både skolerne og for børneteatret. Derfor skal vi lære at navigere i den nye verden. Vi skal lære at få det maksimale ud af hinanden på en smuk måde.
Der er allerede oprettet en blog, som hedder TeaterTanker. Her skriver lærere og fagfolk om brug af scenekunst i folkeskolen. Ideelt set blev sådan en blog udvidet til også at have et samlet udbud af forestillinger samt alt undervisningsmateriale i udbud. Men det kræver alt sammen penge og politiske prioritet. Det er, hvad vi alle slås om, og det er her balladen er.

God kunst kan vi lære af
Selvfølgelig skal man lære noget af at se teater. Når jeg ser "voksenteater" har jeg også en forventning om at lære noget. Om at gå derfra med nye tanker og perspektiv på tilværelsen. Selvom det handler om demokrati, en folkevise, solsystemet eller Emma Gad. Jeg som publikum (uanset om det er for børn eller voksne) vil til enhver tid kunne mærke, hvorfor jeg er blevet bænket. Hvad vil de med mig? Og er det min kostbare tid værd? Hvis ikke viljen er tydelig, så er det måske kunst - men efter min mening ikke god kunst.