Kunstnerisk udvikling - nej tak??

Jeg har længe interesseret mig for kunstnerisk forskning og udviklingen af den danske etablering af kunstnerisk forskning som en defineret institutionaliseret form. Det går ikke såå godt - og det har jeg skrevet et debatindlæg omkring til teateravisen.dk

http://www.teateravisen.dk/kunstnerisk-udvikling-nej-tak.html

http://www.teateravisen.dk/de-kedeligste-efterabere-i-hele-nordeuropa.html


Hvis du vil udvikle nye scenekunstneriske metoder eller former må du flygte til Norge. For i Danmark er der ikke plads til andre end Scenekunstskolens egne undervisere. Jeg vil her berette om mine deprimerende oplevelser med kunstnerisk forskning.
Statens Scenekunstskole har fået opgaven at facilitere ”kunstnerisk udviklingsvirksomhed” (KUV – også blandt mange kaldt kunstnerisk forskning og på engelsk ”artistic research”). De har gennem det sidste år haft en slags forsøgsperiode, hvor undervisere på skolen har gennemført en række KUV-projekter.
I foråret 2013 deltog jeg i et seminar arrangeret af det dramaturgiske tidsskrift Peripeti, som netop havde udgivet et blad med dette tema. Her sluttede rektor for Scenekunstskolen Sverre Rødahl af med at fortælle, at skolen havde fået midler fra kulturstyrelsen og at til august kunne enhver udefra søge skolen om at lave et forskningsprojekt.
Da jeg selv er interesseret i at blive ”institutionaliseret” med mine udviklingsprojekter indenfor børneteater deltog jeg allerede i december 2011 i et seminar arrangeret af Forsøgsstationen, Københavns Universitet og Statens Teaterskoles Efteruddannelse. Her blev begrebet ”kunstnerisk forskning” åbnet op for en stor del af branchen. Man diskuterede definitioner og lærte om den norske model, hvor de er langt fremme hvad angår udvikling og forskning.
Efter at have kontaktet Statens Scenekunstskole for at spørge til deres rolle indenfor KUV svarede de, at jeg skulle holde øje med hjemmesiden, for der ville snart komme noget op. Det gjorde jeg så i 1 ½ år. Intet skete. Efter Sverre Rødahls udmelding om at der var midler tjekkede jeg med begejstring jævnligt scenekunstskolen.dk. Men nej. Så jeg kontaktede skolen og da jeg endelig fik et svar lød det sådan her:

“Tak for det tilsendte. Og jeg beklager du ikke har modtaget et svar endnu. Vi troede en overgang at vi kunne lukke op for udefra kommende ansøgninger i vores udviklingsvirksomhed. Det viser sig nu, at man skal være ansat på skolen for at få tildelt midler. Jeg vil foreslå dig at holde øje med vores hjemmeside for at se om dette forandrer sig engang i fremtiden, selvom det nok har lange udsigter. Jeg håber du han finde et andet sted, måske www.khio.no, at bedrive udviklingsvirksomhed.”

I DANMARK udvikler vi åbenbart kun den scenekunst, som underviserne på Scenekunstskolerne beskæftiger sig med. Hvis nogen, som arbejder indenfor et andet område end netop underviserne på Scenekunstskolen, vil skabe nye metoder og teaterformer, skal man altså søge mod Norge. Men hvad gør det ved dansk teater?
Det gør at vi fortsat er de kedeligste, mest klassiske efterabere i hele Nordeuropa.
Denne lukkede klub af teater-undervisere, som får midler til at forske ved siden af deres undervisning, er for mig en tragedie! Der er masser af scenekunstnere som arbejder med at udvikle nye metoder til at skabe, vise og forstå dans, tværkunstneriske former og børneteater. Projekter, som måske kunne være vigtige KUV-forskningsprojekter, der kunne sætte dansk scenekunst på det europæiske landkort.
Men disse projekter forbliver på et slags undergrundsplan, når det ikke er muligt at søge midler til at skabe et anerkendt forskningsprojekt, hvor dokumentation spiller en rolle, hvor forskningskriterier skal være opfyldt osv. Fremtidens scenekunstnere hører aldrig om de nye tanker. For eleverne bliver kun undervist af de samme lærere i de samme teaterformer og metoder. Imens flyver verden forbi uden at nogen opdager det.
Kulturministeriet har i januar 2012 udgivet en rapport om kunstnerisk udviklingsvirksomhed. Arbejdsgruppen bestod af ”eksperter og interessenter”. Men når man ser nærmere på gruppen, er det stort set kun rektorer fra kunstuddannelserne og nogle embedsfolk. Så kan man være sikker på, ikke at blive provokeret ud i alternative tænkemåder!
Rapporten afslører at film- og scenekunstområdet er de eneste skoler, som ikke er kommet i gang med forskning. Så det er rigtig godt at der er ved at ske noget. I rapporten opfordrer man til at der skal gives midler til området og de anbefaler også et stipendie-program:

“Arbejdsgruppen finder, at et stipendieprogram for kunstnerisk udviklingsvirksomhed vil bidrage til, at refleksionen over den kunstneriske praksis og udvikling af viden og erkendelse med afsæt i kunstnerisk udviklingsvirksomhed styrkes på et niveau svarende til forskningens ph.d.-niveau (Third cycle). Programmet bør støtte aktiviteter og projekter, der er forankret i institutioner, der bedriver kunstnerisk udviklingsvirksomhed. Derved vil et sådant program adskille sig fra det etablerede kunststøttesystem, der støtter den enkelte kunstner – uden at denne er institutionelt forankret.”

I NORGE er der både et projektprogram, som jeg forstår som specifikt konstrueret til undervisere/lektorer (tilsvarende det der findes i Danmark) og så er der et 3-årigt stipendiat-program, som alle kan søge. Man skal dog have en lektor fra en skole med sig med en anbefaling.
Hvorfor åbner vi ikke i Danmark op for at alle kunstnere kan søge forskningsstipendiater? Der ville komme et hav af spændende ny viden ud af det. Det vil generere nye tankebaner som igen vil – generere –  og igen – ja, nye tanker er nok det mest bæredygtige man overhovedet kan ønske sig!
De projekter, som Scenekunstskolens egne undervisere har arbejdet på i sidste sæson blev præsenteret i Peripeti nr. 19-2013 og på seminaret i foråret. Mit indtryk er, at det er projekter, som er opfundet, fordi man skulle forske i et eller andet. Det virker som om lærerne selv bare laver skabende kunstprojekter – beskrevet med akademisk kryptering – og så skriver de en rapport om det. Nye tænkemåder/forskning er det svært at få øje på. Eksempelvis er der et projekt, som handlerom kabaret. Det beskrives således:

”Udformningen og fremførelsen af en teaterkoncert med tre professionelle sangere og en pianist. Hvordan kan den traditionelle kabaretgenre genopvækkes og blive til et arbejdsredskab og et moderne formidlingsværktøj for moderne sangere og skabe indsigt hos den unge skuespillerstuderenes tilgang til sang som udtryksmiddel?”

Hvad er der af ny forskning i det? Massevis af scenekunstnere har allerede arbejdet med kabaret og teaterkoncert. Det lyder som en undskyldning for at undervise skuespillere i teatralsk sang. Man kan læse flere sjove KUV projekter, som det ikke giver nogen mening at kalde forskning (undtagen at de skriver en rapport), inde på Scenekunstskolens hjemmeside. God fornøjelse. Det er ikke godt nok!
Danmark er tilbagestående, når det kommer til kunstnerisk udviklingsvirksomhed. Men der er masser af spændende emner, der kan udvikles, som vi kan forske i.
Jeg kender ikke nogen, som går i teatret, medmindre de læser på humaniora, arbejder i branchen eller er over 45. Hvis de gør ser de ”Aladdin” eller ”Den Eneste Ene – the musical”. Teater er så røvkedeligt og langt at ingen gider se det! Derfor skal det udvikles! Scenekunstskolen gør sig selv en bjørnetjeneste ved ikke at åbne op. Når de lukker sig om sig selv siger de ”nej tak” til kunstnerisk udviklingsvirksomhed.

Marie Kilsgaard Møller er freelance teaterinstruktør og debattør

ORDET VAR FRIT - MEN INTET BLEV SAGT

Både teater-netportalen Proscenium og dramaturgi-fagbladet Peripeti har i løbet af den sidste måned publiceret min artikel om Kulturmødet på Mors i august 2013. Her kommer den:

KULTURMØDE 2013

af Marie Kilsgaard Møller, teaterinstruktør, retoriker og debattør

En torsdag sidst i august kørte jeg om kap med mejetærskerne i retningen mod Danmarks første "Kulturmøde". Kulturens pendant til Folkemøde på Bornholm. Afholdt på en anden smuk, yderligt beliggende, dansk ø med besværlig adgang via offentlig transport: Mors.

Der var slet ikke ligeså mange kulturfolk, som jeg havde forventet, så her kommer et personligt referat til alle jer, der interesserer jer for kulturdebat.

Folkeligt men dødkedeligt

Bortset fra den ringe adgang med bus, tog og fly var Kulturmødet et meget folkeligt arrangement. Der var masser af frivillige kræfter og gode intentioner. Der var musik, teater, forfattermøder og lidt installationskunst på den lille "festivalplads" ved Musikværket i Nykøbing M. I debatsalen var mikrofonen – folkeligt nok – åben gennem hele mødet. Men. Desværre blev der ikke rigtig sagt noget. Især paneldeltagerne og moderatorne/ordstyrerne på scenen var skuffende.

De få politikerne, som deltog, havde travlt med at fortælle os, hvor godt det allerede går i Danmark. Der er allerede masser af spændende kultur i Udkantsdanmark. Kulturministeren har været på Biennale og set den danske stand. Huhej, hvor det kører. Vi danskere kan rigtignok være kulturelle. Men hvad skal vi så diskutere? Kan vi virkelig ikke blive bedre? Så lad os da gå hjem, i baren eller i marken! Status quo er dødkedelig.

Tom luft og rugbrød

Vi, som havde håbet på ved Kulturmødet at blive opdateret, provokeret og inspireret, måtte gå skuffede hjem med en omgang tom retorik. En masse dygtige folk, prominente kulturpinger, tv-stjerner og succesfulde initiativtagere stod på scenen og lukkede luft ud. Ingen turde mene noget.

Man kunne nemt blive enige om at kalde tilskud til kultur for kulturinvestering i stedet for støtte. Men siger det noget nyt, eller er det bare en må at tale til erhvervslivet på?

En metafor, som fik stor succes på Kulturmødet, var Henrik Køhler fra Teatercentrums kunst som rugbrød frem for flødeskum. Det blev hurtigt til en almindelig talemåde at kunst er rugbrød. Og ja. Et åndeligt liv som stimuleres af kunst gør os til rigere mennesker. Men jeg savner lidt modstand i debatten. Jeg savner, at høre nogen sige, at kunsten IKKE er det vigtigste i livet. Vi kan leve og overleve uden. Så hvorfor skal vi så have den kunst – hvad enten det er rugbrød eller flødeskum? Det står stadig ikke klart.

Jelveds mavepuster

Var vi mon samlet på Mors for at få flere penge til kulturen? Kulturminister Marianne Jelved

svarede Gitta Malling fra Limfjordsteatret igen med, at hun da skulle være glad for, at der ikke

blev skåret i kulturbevillingerne. Og så havde oraklet med dametasken talt. Men skal vi virkelig bare acceptere et sådant statement fra fru Kulturminister? Eller er vi kommet til Kulturmøde 2013 for i fælleskab at kæmpe for et rigere kulturliv i Danmark (økonomisk såvel som åndeligt)? Jeg tror på det sidste men oplevede desværre kun det første.

"Der kommer IKKE flere penge til kulturen!" Av! Efter Marianne Jelveds mavepuster var det heldigt, at Bikuben fonden, Hummel-fyren Christian Stadil m.fl. trådte på scenen i debatten "hvem skal betale". Her var der selvfølgelig fokus på erhvervslivet. Det ligger i krisetidstænkningen. Igen var der ikke det store debat-drama, men en bred enighed om at "vi  ”bare” skal have erhvervslivet til at forstå, at de kan bruge kulturen - - bla bla". Jeg sidder tilbage med spørgsmålet: Hvordan?

Jeg tror, at for at arbejde kulturen ind i erhvervslivet, skal man lave et skattefradrag ved køb af kulturelle arrangementer eller støtte af kultur. Ligesom man allerede har forsøgt det med billedkunst. På den måde kommer virksomhederne selv ud og opsøger kunsten! Men det er de tunge erhvervsdrenge, der skal gå til handelsministeren og skatteministeren, for at få indført en sådan ordning – ikke kunstnerne. Jeg mener, at erhvervslivet må hjælpe kunstnerne – også i det politiske forarbejde – for at vi kan gøre en forskel.

Flere gulerødder

Kulturmødet manglede politisk tænkning og en debat, som kunne bevæge sig fra påstande og generaliseringer ind i konkrete ideer og ægte visioner. Golden Days lederen Ulla Tofte talte om at ”arbejde vertikalt”: De store institutioner skulle blive bedre til at arbejde sammen med de små. Det er en god og vigtig pointe, men igen tænker jeg: Hvordan?

”Artist in residence ordningen” på de store scener i København er et godt eksempel på, hvordan mere etablerede institutioner kan åbne op for de små og skabe en ”mer-energi” og mere aktivitet. Men hvorfor findes det kun i København? Man burde indføre en ordning, hvor egnsteatrene kan opnå støtte ved – eller er forpligtet til – at husere et mindre kompagni ”in residence” i en periode på 3 år. Således vil man kunne give mere stabilitet til mindre etablerede men talentfulde kunstnere og ikke mindst opfordre til at nogle af de mange storbybaserede teatergrupper kommer ud i landet og genererer aktiviteter i resten af Danmark.

Vi er nødt til at opfinde konkrete politiske gulerødder, hvad enten det er egnsteatrene eller erhvervslivet der skal op af stolen. Det er gratis at sige, som Ulla Tofte, at det er en god ide at arbejde på tværs af store og små institutioner. Vi må svare på HVORDAN.

 Kasper Colling fortalte om sin fantastiske bog "Mount København" til forfattermøde. I baggrunden står er en pink aktivist igang med at grave en grav. Noget skulle vist begraves om lørdagen.

Virkelighedsfjerne og fraværende politikere

Kulturmødet er en god mulighed for at skabe bånd mellem politikere og det der rører sig ude i kulturverdenen. Og det er der et reelt behov for, kunne man opleve på Mors. Her hørte jeg under en debat Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti tilbyde Pelle Koppel fra Teater V, at Det Kongelige Teater skulle give ham en million, som et eksempel på ”store, der arbejder sammen med de små”. Men det han sagde afslørede en ekstremt virkelighedsfjern politiker. Pelle Koppel måtte svare, at han skam ikke var et lille teater og at de fik ca. 4 millioner om året. Men at han da ikke ville have noget imod at modtage en million fra det Kongelige Teater. Eksemplet viser, at der er et stort behov for, at politikerne kommer ud og møder kulturen, forstår miljøet, fødekæderne og de forskellige institutioners agenda.

Der burde generelt have været mere synlig politik på Mors. Enhedslisten, som mange kunstnere nok stemmer på, var slet ikke med på Kulturmødet! Jeg kunne ønske mig, at alle partierne havde hver en stand på festivalpladsen, hvor de præsenterede deres syn på kulturen – inspireret af den store bogmesse. Med en stand til hvert parti, ville politikerne blive mere synlige, og der vil opstå sund og tiltrængt lobbyisme udenfor selve debatsalen.

Manglende deltagere

Der var flere, som jeg savnede at se på Mors – enten i form af at være i panelet eller have en stand på pladsen. Hvorfor var der ikke nogen universitetsfolk? Hvor var eksempelvis Jørn Langsted, Peter Duelund og Bjarki Valtýsson? Hvor var Erik Exe Christoffersen fra magasinet Peripeti i Århus? Hvad med kunstskolerne og hvad med de store tunge kunstinstitutioner? Var sportsfolk også inviteret til kulturmødet, eller skulle man snarere have kaldt det Kunstmøde 2013?

Jeg kunne også ønske mig, at der var programsat møder med alle de kunstneriske udvalg under kulturstyrelsen. Jeg ved, at de rådgiver og kommenterer på kulturpolitikken. De må have noget at sige! Og vi vil gerne høre dem!

En bedre debat i fremtiden

Kulturdebatterne er et trækplaster, men det skal defineres, hvad man vil med dem. For det første bør emnerne formuleres mere præcist. Dernæst skal der ikke være så mange personer i panelet. Det giver et rodet udtryk, når 12 forskellige typer vil tale i øst og vest. Der var også en skarp kritik af køns – og etnicitetsfordelingen. Jeg mener dog ikke, man bør vælge paneldeltagere ud fra hverken køn eller etnicitet, men ud fra, hvem der har nogle relevante synspunkter, der kan bidrage til en spændende debat.

De tre moderatorer, Clement Kjærsgaard, Christian Have og Adrian Hughes var gode navne, som absolut er med til at skabe en seriøsitet omkring kulturmødets debatter. Men. Enten var de ikke forberedt på, hvad publikum forventede, eller også var de simpelthen ikke egnede til den debatform de blev stillet overfor.

De tre mikrofonholdere vinkede med store armbevægelser for at få moderatorens opmærksomhed, så det var rent teater for os der så det hele lidt udefra. Clement Kjærsgaard tog sig til håret og fik et fjernt blik. Han så stresset ud. Nu kom der også et spørgsmål fra Facebook! Det nåede vi aldrig at få læst op.

Moderatorne manglede retning og hård styring. Men ingen gider se på uhøflige afbrydelser fra en selvoptaget ordstyrer. Jeg får lyst til at have et ur eller en alarm der ringer, når paneldeltagerne har talt længe nok. Det er kultur vi diskuterer. Hvorfor ikke arbejde med en mere kreativ form?

Kulturmødet er et vigtigt arrangement og det har et stort potentiale. Den offentlige transport til Mors får vi nok ikke løst på et år, men jeg håber, du som stadig læser med, dukker op i 2014.

Link til Prosceniums artikel (læs også Gitta Mallings opfølgning på kulturdebatten):
http://www.proscenium.dk/artikel.asp?id=4225

Link til Peripeti:
http://www.peripeti.dk/2013/09/27/kulturmode-pa-mors-2013/

RETORISK TEATER KAN KICKSTARTE DEBATTEN

Jeg har skrevet denne artikel til Retorikmagasinets nr. 88, udgivet i juni 2013:

Fortræffeligt teater tænder følelsen, pirrer tanken og vækker diskussionslysten. Men det kræver klar kom­munikation fra scene til sal, og desværre er det ikke altid tilfældet. Her får du en retorisk anmeldelse af et forsøg på debatskabende skuespil.

Af Marie Kilsgaard Møller. Retoriker og teaterinstruktør.

Man kan ikke længere sparke sig gennem kongeriget for bare træningscentre. For tiden arbejder jeg i Svendborg, og her har Fitness World gudhjælpemig også åbnet en filial. Jeg kan ikke komme i kontakt med mine venner og kollegaer uden at de pruster i telefonen fordi de er på løbebånd. Og hvor end jeg færdes, møder jeg de bebrejdende blikke: ”Du burde træne lidt.” Det er for meget, synes jeg, og derfor havde jeg store forventninger til forestillingen Body Blær i Skuespilhuset i København. Skuespillerne, Mikkel Arndt og Johanne Louise Schmidt, er blandt mine favoritter. Og stykket lagde op til at kaste et kritisk blik på netop den fanatiske fitness-fetich som har lagt sig over det danske land. Det ville glæde mig hvis teatret kunne komme med en skarp kommentar til tidens trend.

Intentionsløst gymnastikteater
Forestillingen var en performance om kropslig selvdyrkelse. Den handlede om to personer der dyrkede deres kroppe i helt ekstrem grad. Det virkede nærmest som om de konkurrerede med hinanden om at holde ud længst i en serie af gymnastiske øvelser.
Desværre var der ikke meget teater over turen i det kongelige. Nok kiggede skuespillerne meget direkte ud på os mens de svedte hen over motionscyklerne. Nok var der i dette teatertræningscenter en musiker som skabte træningsmusikken live (det får man ikke i Fitness World i Svendborg). Og nok var vi blevet sat i en klassisk publikumsopbygning. Men derudover var det intentionsløs opvisning uden hverken visuel eller verbal kommunikation. Jeg var vidne til intet mindre end en 60 minutter lang gymnastiktime.

Teater skal vække debatlysten
Body Blær kunne ellers have været et godt eksempel på teater som en retorisk aktør i samfundet. Emnet havde potentiale, men fordi der aldrig blev kommunikeret et budskab, evnede forestillingen ikke at stille spørgsmål eller at skubbe til tilskuerne.
I den ideelle retoriske teaterforestilling formidles et budskab gennem en scenisk bearbejdning af et tema. Teaterstykket bliver til et godt og underholdende ’debatindlæg’ der starter en meningsfuld og spændende diskussion bagefter blandt publikum.
For at teater kan kaldes retorisk, kræver det altså at forestillingen vil virke på publikum. Der skal være en tydelig og mærkbar kommunikation fra scene til sal. Publikum skal føle sig konfronteret af et emne og forhåbentlig møde nye perspektiver eller holdninger. Det kan eksempelvis ske ved at fremstille det følsomme menneske bag den onde skurk. Eller ved at teatret opstiller et slags spejl af samfundet på scenen. Hvis spejlet viser noget vi ikke bryder os om at se, eller udstiller os selv i en ekstrem form, kan det vække følelser og skabe debat.
Body Blær forsøgte at udstille ekstreme sportsfolk der træner, for at skabe en debat om kropsdyrkelse. Desværre var budskabet ikke klart, og dermed blev pointen kun til svedende, løbende, olieindsmurte skuespillere og flotte pressefotos.
Debatten opstår kun når budskabet brænder igennem. Først da er kunsten retorisk – og først da giver den mening! Personligt opsøger jeg kunsten for at mærke noget, blive rørt, helst provokeret og gerne begge dele. Jeg mener at teatrets berettigelse er at forestillingen vil sige noget til os. Dermed kan man sige at retorik er kunstens raison d’etre.

Fra det gamle græske til i dag
Gennem hele teaterhistorien har scenekunstnere villet sige noget til samfundet med teater som udtryksform. Fra det gamle græske til Shakespeare, Ibsen og frem til i dag har teatret villet ændre verden. Et par hurtige eksempler er krigskritikken i Euripides’ ”De trojanske kvinder” og kønsdebatten i Ibsens ”Et Dukkehjem”. Også Bertolt Brecht skabte i 30’ernes Tyskland stor diskussion med sin politiske teaterform som er blevet en hel stilart i dag.
Ambitionen må ikke være mindre. Et publikum som ’bare’ vil underholdes eller opleve en god historie, skal, efter min mening, også implicit fodres med skæve kanter, budskaber og en konfrontation med verden. Den gode historie er naturligvis altid en vigtig ingrediens i teatret, og det er ikke fordi det skal være alvorligt hele tiden. Det må – det næsten skal – være sjovt. Men det skal altså også betyde noget.

Alt for glat og pæn Body Blær
I Body Blær var der en enkelt scene som besad antydningen af retorik: De to sportsfreaks får øje på en popcornmaskine som begynder at lyse og spille musik. Den ene drages hen mod maskinen – men kommer så i tanke om sin motionsreligion og flygter lige op i favnen på den anden. Samme sekvens gentager sig, men hvor det er manden som lokkes af popcorn for så at springe op i kvindens favn. Hun kan selvfølgelig ikke bære ham. Det er sjovt. Og det var en tydelig, intentionel, teatralsk kommentar til sundhedsfanatikerne. Til overdreven kropsdyrkelse og sygelige selvrestriktioner. Tankevækkende.
Man kunne godt få lyst til at give Body Blær en mere provokerende slutning – sådan som jeg har set det på det trendsættende Berlin-teater Volksbühne. Her har jeg oplevet hvordan skuespillerne nægtede at forlade scenen! Sådan kunne man også i Body Blær have ladet skuespillerne komme tilbage og træne mere. Og mere. Publikum ville være i tvivl om hvorvidt de skulle gå. Vi ville blive forargede over den utraditionelle form – men også over den uendelige kropsdyrkelse. Ved at gå ’all in’ på det ekstreme ville der måske kunne opstå et tydeligt budskab og en provokation som ville skabe debat. Når skuespillerne efter cirka en times idræt høfligt bukker, og vi klapper, så forbliver oplevelsen altså alt for glat og pæn.
Jeg sad tilbage og havde stor lyst til popcorn, men også til at se flere af den type scener som faktisk betyder noget. Scener som når ned til os på publikumsrækkerne, så vi kan komme op af stolen – og ind i debatten!

Omtale i børneteateravisen

Her kommer et link til en fin artikel om mit forskningsarbejde i 2012. Det er også en god appetizer til de seneste indlæg på denne blog. Tak til Carsten Jensen.

http://www.børneteateravisen.dk/forspil-til-et-klimastykke.html

Og her et foto fra Professor Dyregod - et dansk svensk klimasyngespil:

Foto: Rasmus Arentsen

Historier fra solens rige - del 6 - jungle-hytte-turs-finale

Bussen rumler afsted nordpå. En korthåret pige på omkring 10 år sidder ved siden af mig og fniser. Hun drister sig til at måle, hvor langt min næse stikker ud med sine fingre. Så sammenligner hun med længden på venindens næse. De fniser begge to! Bjørn leger lege med ham den besværlige af drengene (der er selvfølgelig også utilpassede børn og unge i Japan). De leger noget med at slå den anden på hånden. En rigtig ninja-øvelse, som de unge Japanere er temmelig skrappe til.

Min kontaktperson på festivalen, Momoko, havde inviteret Bjørn og jeg til at deltage i en lille hyttetur i det nordlige Okinawa sammen med cirka 20 børn på mellem 6 og 12 år. Hytten vi skulle sove i lå på toppen af et bjerg og omgivet af skov. Det var meget smukt. I de 270 meters højde kunne vi se broccoli-skoven (som junglen her bliver kaldt) bølge op og ned helt ud til det lyseblå hav, hvor tyfonens hvide skumpletter dækkede kysten. Det var regn og hård blæst. Tyfonen var stoppet med at bevæge sig og lå over netop Nord-okinawa, men ikke på en farlig måde og luften var stadig lun, så for de to danskere var det ikke dårligt vejr!
Sovesalen blev hurtigt besigtiget og så videre ind i bussen, ned ad bjerget til en slags teatersal, hvor jeg skulle stå for to timers workshop med de 20 japanske børn!

Mayumi og Momoko oversatte undervejs. Vi startede med håndsoprækningerne om demokrati - hvem her har selv bestemt hvilket tøj de vil have på i dag, hvem synes lærerne skal bestemme i klassen og hvem synes børnene skal bestemme mere end læreren - osv. Derefter håndsoprækningerne om klima eller vejret. Hvem her har oplevet… oversvømmelse, at være sneet inde, tørke om sommeren osv. "Hvem synes det altid skal være solskin?" Til det sidste spørgsmål var det kun Bjørn, der rakte hånden op. Det var tydeligvis børn af en tropeø, jeg stod foran.

Jeg havde haft svært ved at planlægge denne lille workshop. Jeg kunne ikke bare køre det samme program af, som hos de danske børn i Thy, da jeg ikke havde nogen projektor og to timer i stedet for to dage. De sproglige barrierer var også en udfordring. Jeg valgte derfor at benytte lejligheden til at teste på nogle af de ideer jeg har til workshops i forbindelse med prøveforløbet, hvor skuespillerne også er med og hvor vi både skal arbejde med danske, svenske og islandske børn. Hvad kan jeg få ud af børn, som ikke forstår mit sprog? Og hvordan kan børnene på kun to timer hjælpe mig med at få ideer til elementer i forestillingen, som jeg stadig er i tvivl om? Mayumi havde et ønske om, at workshoppen også kunne have noget med demokrati at gøre. Så det skulle jeg endda også prøve at tænke ind. Videnskabeligt set er det for mange faktorer at teste på en undersøgelse - eller øvelse. Men jeg prøver alligevel. Det kan næsten kun gå galt… og det lærer jeg også noget af!

Alle børnene skulle bestemme sig for et farligt dyr de ville være. De skulle finde ud af, hvordan det her dyr bevæger sig og hvad dets lyd er. Derefter præsenterede alle deres dyr en efter en og blev så sendt ud i et af fem forskellige lande, som vi havde gjort klar på gulvet med tape. Ude i landene skulle børnene nu finde ud af, hvordan de bor, hvad de spiser og hvordan de forholder sig til de andre dyr. Reglerne for denne øvelse var: Man må kun tale dyresprog (ingen rigtige ord), man må ikke bruge vold men kun kærlig berøring og agressive lyde (hvis nødvendigt), man kan altid svømme til "no-where-land" hvis man ikke synes improvisationen er sjov eller hvis man trænger til en pause.

Med 20 børn fordelt på fem rimeligt små lande opstod der hurtigt total kaos. Set fra en voksens synspunkt var der ikke det der lignede improvisation eller teater i det hele taget. Og det var på trods af, at det var et hold af relativt trænede børn, som var på teater-sommerskole. Jeg begyndte at forandre verdenssituationen ligeså langsomt. Først smeltede sneen på nordpolen og dyrene dér måtte svømme til et andet land. Så kom der regn i USA. Masser af regn. Det stoppede aldrig med at regne og dyrene i USA måtte flygte på grund af oversvømmelse! I Afrika kom der snestorm, og de mange dyr, der har brug for varme måtte flygte til Asien, hvor alle til sidst var samlet, da Sverige var blevet forurenet og forgiftet af olie og skrald. Også rejserne fra et land til et andet var temmelig kaotiske. Men med en smule voksen-hjælp til at leve sig ind i rollen som et dyr, der svømmer, blev det faktisk meget sjovt. Nu hvor alle dyr var samlet i et land havde jeg egentlig tænkt, at menneskerne (Bjørn og jeg, som taler dansk) skulle komme på besøg. Men jeg havde vist ikke gennemtænkt den lille etyde grundigt nok. Jeg vidste ikke hvad vi skulle og børnene var proppet ind i et lille land, hvor de ikke havde nogen mulighed for rigtig at spille noget. Så jeg droppede den plan og gik direkte videre: Tegn en gave fra dyrene til menneskerne. Hvad har I lyst til at give dem? Børnene blev delt op i grupper a cirka fem i hver, fik papir og farver og gik så igang med tegne-opgaven. Nogle børn var ekstremt langsomme om at komme igang, hvilket bekymrede den danske workshopleder… men det viste sig, at de brugte tiden på at tale om, hvad de skulle lave. Det kunne jeg jo ikke forstå. Til sidst var der fire meget fine tegninger med budskaber fra dyrene til menneskerne. Jeg stilede mig i Sverige, som var blevet forurenet og spillede rollen som menneske. Nu skulle hver af grupperne præsentere deres tegning og aflevere den til mig (menneskerne). Den første var gift, så menneskerne døde. Jeg spillede at jeg døde og Bjørn legede med på legen, løb ned til Sverige (fra Nordpolen, hvor han sad) og genoplivede mig. Den næste pakke var en kost, så vi kunne lære at rydde op og gøre rent efter os selv både i Sverige og i hele verden. Den tredje pakke var nogenlunde det samme. Den fjerde pakke var en regnbue, solskin og grønne træer. Menneskerne skal passe bedre på naturen, lød budskabet. Denne afslutning fortæller mig, at selvom improvisationerne så kaotiske ud har børnene levet sig dybt ind i legen og fået en masse ud af øvelsen!

Glad og tilfreds og endnu en workshop klogere afsluttede jeg programmet. Jeg fortalte børnene at de pakker de havde givet til menneskerne ville blive givet videre til mange mange børn og voksne, som ville se Professor Animalove i fremtiden. De synes det var spændende at have hjulpet til med tilblivelsen af et rigtigt teaterstykke.
Undervejs i workshop-programmet måtte jeg korrigere lidt, og det tror jeg er vigtigt at være parat til, når man eksperimenterer med programmer og workshops for børn.
Momoko spurgte mig på et tidspunkt, hvordan jeg ville bruge skuespillerne, når de kommer på. Jeg svarede noget i retningen af, at de så også kunne være med og spille dyr og dermed inspirere børnene til mere aktion/handling og at de også kunne spille rollen som mennesker. Egentlig havde jeg slet ikke det svar parat, men det fløj ud af munden på mig - og det lød ikke så dumt. Sandheden er, at jeg ikke aner, hvordan jeg skal bruge spillerne i workshops (bortset fra når vi skal teste scener vi allerede har lavet). Men denne workshop har beriget mig med mere erfaring og nu glæder jeg mig til næste gang, hvor det er svenske og danske børn, der står for skud. Om det bliver farlige dyr i lande, der møder mennesker, vi skal lege på Dunkers Kulturhus i Helsingør - det vil tiden vise!

Samme aften - efter en hurtig aftensmad i hytten - skulle vi på "nightwalk". Det var skumring på junglestien da tyve børn og fem voksne traskede afsted i engangs-plastik-frakker. Alle havde en lommelygte med og naturvejlederen pegede på frøer, firben, edderkopper og snegle. Da det var blevet helt mørkt og vi var kommet et stykke ind i skoven skulle vi alle sætte os på hug og slukke lygterne. Pludselig så vi små lys hvirvle omkring over hovederne på os og længere inde i skoven. Nede ved floden og mellem træerne. Det lignede øjne, der kiggede ud på os. Men det var ildfluer! Præcis som i Disneys Robin Hood, når lady Marian og Robyn går tur i skoven og kysser første gang. Hvor herligt! Jeg fyldtes med romantik og glæde.

Om aftenen fik børnene lov at passe sig selv og deres sengetider. De spillede kort og løb omkring, som børn på sommer-ferie-teater-skole-hytte-tur nu gør og sikkert også ville gøre i Danmark. Vi voksne hyggede os med øller, blæksprutte(!) og andre special Okinawan snacks. Alting på denne sydlige ø er "special Okinawan". Når man lægger mærke til det, bliver det ret komisk, for netop den noodle soup er nok ikke så special, som de selv går og tror. Og netop det træ, den fugl og det firben har nok også været i Taiwan og i andre dele af verden. Men i Okinawa tror de at det er special Okinawan, og hvis det nu er rigtigt er det også okay! Det fremstår en smule selvhøjtideligt med alt det der "special", men jeg tror det er opstået fordi man har brug for en styrket selvstændig identitet på øen, fordi man er meget langt væk fra resten af Japan og iøvrigt også kulturelt meget forskellig fra resten af Japan. Om aftenen talte vi længe om "theater in education". Mayumi skriver lige nu speciale om emnet og man ser ganske forskelligt på begrebet i Danmark og i Japan. Det vil jeg vende tilbage til senere her på bloggen.
Klokken syv var vi igen på vej i skoven - denne gang på morning walk. Med trætte, slappe koder og lavt blodsukker besøgte vi naturcenterets udstilling. Det var næsten som at være tilbage i folkeskolen igen. Og så tilbage til hytten med bussen for at spise morgenmad. Der var gået noget galt med ris-kogeren, hvilket skabte lidt påstyr i den Japanske "morgenrutine". Æg, pølser, vandmelon, ris og karry var menuen. Huset blev pakket og fejet og så afsted igen til teatersalen. Mayumi og Momoko stod for formiddagens program, hvor børnene scenisk skulle fortolke deres oplevelser ude i skoven og forandringen fra nat til morgen. Bjørn og jeg lavede også vores lille bud på en fortolkning. Til sidst skulle børnene kåre turens skuespiller og turens gode kammerat. Det blev Bjørn! "Derfor skal du evaluere!" Det var åbenbart en tradition de havde. Han roste turen, børnene og lavede mere fis med dem. På vej hjem brød solen frem. Tyfonen var overstået, alt flytrafik i retningen Osaka og tante Setsuko var normalt. Vi sagde farvel til Okinawa, til børnene, til Mayumi og søde Momoko (eller Momo-chan, som man også kan sige i Japan, hvis man er venner). Momo-chan vinkede og vinkede, løb efter os og vinkede igen indtil hun forsvandt bag huse og biler. Vi har fået en veninde i Japan.

Vi har inviteret Momoko og Mayumi til Danmark. De laver børneteater sammen i et lille kompagni. Da vi talte om det og om at de skulle komme med en forestilling fik de begge julelys i øjnene. Jeg tror de trænger til at spille mere teater selv. Jeg sagde april. De foreslog 2014 - der er perfekt, for der er børneteaterfestivalen i Frederiksberg, så indkvartering er nemt. Jeg vil prøve at tale med teatercentrum om det.

Det har været en spændende og lykkelig tid i Okinawa. Og jungle-hytte-turen var et dejligt møde med Japans børn og kunstnere, der arbejder med børn. Jeg har på fornemmelsen at vi vil møde de to seje kvinder igen.

Historier fra solens rige - del 5 - løsningen på verdens krise

Gade-katte løber ind og ud af små smøger i Okinawa city Koza. Der er grå skærme for de mange lukkede butikker. Her og der er der en "reggae-restaurant" eller en "American Pizzaman". Vi vader rundt efter et kort for at finde Okinawan noodle restaurant, men da vi kommer dertil er den også lukket. Vi prøver imorgen og spiser i stedet på Mickeys. Dagen efter var noodle restauranten stadig lukket. I byen er der en arkade, hvor halvdelen af butikkerne lever endnu og sælger alt fra hæsligt dametøj til sportsudstyr, køkkenudstyr, porcelæn og souvenirs. Okinawa City Koza er som at træde ind i en western-spøgelsesby fra 1950'erne til 70'erne men som er beboet af Japanere og med et Asiatisk touch. Alt er slidt, lidt gråt og retro. Poolen på hotellet beskriver det perfekt: Det er egentlig en lækker lille pool, men bunden af basinet er fyldt med revner og steder, hvor belægningen er gået af. Det står til!

Vi har nu været væk fra Okinawa i en uge. Osaka og resten af Kansai regionen har fyldt os med flere eventyr, men der er mere at berette fra Kijimuna Festa.

Festivalen og det internationale mødes emne var "Nuchigusui" eller "medicine for life" eller igen "børneteatrets respondering på verdens kriser". Et tema, som jeg synes at kunne identificere mig med idet jeg står overfor en iscenesættelsesopgave om klimaforandringer for børn på 5-10 år (Professor Dyregod) og en forestilling om demokrati for 4-8 årige. Begge produktioner er selvfølgelig stadig på ide-plan og derfor er en af de ting, jeg går rundt og søger efter - også i Japan - slutningen! Altså løsningen, budskabet, finalen.
Til en social sammenkomst faldt Bjørn og jeg i snak med vores to nye Japanske venner fra "Next Generation Assitej", Natsumi og Nori. Deres program for festivalugen var at lave en teaterforestilling om netop festivalens emne. De havde i løbet af dagen haft nogle store diskussioner om, hvordan børneteatret kan respondere på verdens kriser. Jeg fiskede efter, hvordan de ville løse "morale-problemet". Det er i mine øjne netop der vi kan komme til kort med det kunstneriske udtryk omhandlende verdens kriser. Jeg har i hvert fald et ønske om at sige noget i mine forestillinger. Er så træt af teater, der ikke tør mene noget! Men! I min situation lige nu arbejder jeg med emner, som ingen i verden har fundet en egentlig løsning på! Så hvad er meningen? Eller hvad er det, vi skal ende med at sige? Det er ikke enkelt. Nori nævnte en berømt sociolog, Thomas Kuhn, som har beskrevet videnskabens kriser. Indenfor videnskab gennemgår man jævnligt kriser, hvor intet nyt bliver udviklet. For at komme igennem disse kriser er der behov for nye tænkemåder! Det synes jeg var tankevækkende. Er løsningen på verdens kriser "nye tænkemåder"?

Den færdige forestilling skabt af "Next Generation" havde ikke nogen konkret morale og var generelt et typisk abstrakt devising projekt skabt af unge mennesker, som ikke kender hinanden, og på meget kort tid. Der var elementer af skønhed, men det handlede for mig at se ikke om verdens kriser og endnu mindre om, hvordan børneteatret responderer. Der var en scene med en familie, som måtte flytte fra hus og hjem - men det gjorde ikke noget dybt indtryk og var heller ikke særligt bearbejdende eller responderende i forhold til børns forståelse af verden eller kriser. Men ambitionerne for denne gruppe unge mennesker må også siges at have været temmelig høje og temaet ekstremt vanskeligt - så det taget i betragtning var de kommet til et pænt resultat. 
Senere samme dag oplevede vi en forestilling af national-børneteatret i Kina med titlen "Dragon Child". Jeg havde kort forinden ladet mig fortælle at den kinesiske Assitej-præsident ikke mener man skal lave meningsdannende teater til børn. Det skal kun være smukt! Med den indsigt havde jeg ikke store forventninger om at blive inspireret af drage-barnet. Men det viste sig at være en meget dejlig forestilling -selvom det var et af de helt store udstyrsstykker. Æstetikken var i top. Der var smukke smukke kostumer og det var enkelt iscenesat. Performerne på scenen var ekstremt dygtige til det de skulle. Historien var om barnet, som blev født af dragen, mødte alle de kinesiske stjernetegn, som alle lærte barnet noget og til sidst fik en plante. Men så kom menneskerne og ødelagde dyrene og verden og vandet blev forurenet. Heldigvis kunne den store almægtige kinesiske drage gøre en forskel og pludselig var alt godt igen. Dyrene og barnet - og dragen - havde nemlig skreget så højt om hjælp, at det var blevet hørt i hele verden. Morale: Vi må skrige højt om hjælp og dermed redde verden ved at hjælpe hinanden alle sammen. "Morale-problem" løst! 

Okinawa har været besat af USA i mange år frem til starten af 70'erne. Den dag idag er store dele af øen stadig military resort. Her bor amerikanere med deres familier i et minisamfund, hvor mændene arbejder i hæren. Det er den japanske regering, som kræver, at USA har en base der. Alle er interesserede i at kunne holde Kina i snor fra et naboland. Alle undtagen japanerne som bor i Okinawa. De kan ikke fordrage amerikanerne. For fire år siden skete der en ulykke, hvor et amerikansk krigsfly styrtede ned lige midt i universitetet i Naha (Okinawas hovedstad). Det har ikke just gjort militæret mere populært. Politiet på øen siger, at de kun har problemer med amerikanere. De både stjæler, voldtager og slås med taxachauffører og med hinanden. Måske keder de sig på den lille tropeø. Bjørn og jeg mødte en dansker, som har boet i Okinawa i tolv år sammen med sin japanske hustru. Han fortalte os om, hvordan der er planer om en ny type fly, som slet ikke er sikre nok til at flyve, men som man alligevel insisterer på at have på Okinawa-basen, til stor frustration for øens folk. Han sagde også, at vi i medierne skulle holde øje med det fremtidigt folkeoprør i Okinawa. Der er stor modstand mod militæret og mange strømninger i retning af selvstændighed. Man har åbenbart en meget anderledes kultur på de sydlige øer end i resten af Japan. Ved den sidste demonstration havde der været omkring 100.000 mennesker! Så folk står sammen og står op imod systemet. De prøver i hvert fald.

På Kijimuna Festa har vi oplevet en række skønne forestillinger, som inspirerer og udfordrer. Som kan skabe bedre udrustede, mere tolerante, kritiske og kærlige verdensborgere en dag når publikum vokser op og bliver voksne.
Især en canadisk teatergruppe imponerede med to udendørs forestillinger. Flock of Flyers, som var en morsom fysisk performance om nogle piloter, som træner hårdt - og under en hård diktator-agtig officer. En frivillig måtte på scenen og deltage i øvelserne, og det hele havde en meget fin blanding af samfundskritik om mængdernes ukritiske anonyme færden og ledernes absurde magt og magtfastholdelse, klovneri og smuk danseagtig komedie. Ensrettethed og militær stilles til skue i 35 minutters intens og genial underholdning!
Samme teaterkompagni har også stor succes med en forestilling, hvor de er klædt ud som får, vædder, hyrde og ulv. Det er ekstremt realistisk, udenfor på en mark de har sat op på en græsmark og med kunstige fåre-lorte liggende spredt omkring. Børnene smager rigtig fåremælk. De tisser, parrer sig, spiser, bliver fodret af børnene og de heldige blandt publikum smager fåre-maden. Alt er smukt, sjovt og lærerigt indtil ulven kommer! Drama. Og således er en meget stillestående forestilling om et ekstremt morsomt dyr realiseret og bestået! Jeg ville ønske det var min ide!
På verdenskongressen havde jeg hørt mange rose forestillingen "White" - så den måtte jeg se. Det samme tænkte åbenbart mange Japanere med deres børn, så det krævede Bjørne-snu at få en stå-plads til forestillingen. Men det var det værd!  En smuk fortælling om at tolerere det, der er anderledes. Det som har en anden farve, en den vi plejer at se. Yndefuldt, rørende, politisk og veludført. Tolv!
Efter at have oplevet "White" fik jeg mange tanker om "Statsminsteren". Vores kommende co-produktion mellem BaggårdTeatret og QUASI teater. Der har været snak om, hvorvidt Statsministeren skal bestemme, hvilken farve Danmark skal have eller hvilken musik. Ved at se White har jeg fået en trang til at arbejde med farver. Det virker rigtig godt og kan virke på rigtig mange planer! Man behøver ikke nødvendigvis en masse lys (og upraktisk mørklægning) for at arbejde med farver… Men det vil jeg tale mere med scenografen Rebekka Bentzen og dramatikeren Lasse Bo Handberg om.  
En anden klassiker på Kijimuna Festa var det europæiske teaterkompagni "NIE", som også har besøgt Danmark flere gange. I Esbjerg 2010 havde jeg glæden af forestillingen "Hav", så jeg var spændt på at opleve deres trilogi i Japan. NIE har en til tider meget dansk iscenesættelsesstil, som jeg godt kan lide. Det er råt og komisk, fantasifuldt og fysisk i sine løsninger. Flere steder ledte deres forestilling mine tanker hen på Moqi Simon Trolins Sandholm, som jeg var assistent på i 2005-6. NIEs forestillinger rummer alle et impro-agtigt meta-lag af humor, hvor man kan diskutere forestillingens udvikling. For en pige, der har det stramt med comedy kan det godt blive for meget, men de smukke og dragende, velfortalte krigshistorier vinder alligevel mit hjerte til sidst. Også her kan man opleve scenekunst, der giver perspektiv. NIEs trilogi handler ikke om nutidens mange kriser, men om de kriser, der har været. Og det kan vi i høj grad også lære af!

Om præcis en uge starter jeg prøver på Professor Dyregod. Det er altid uhyggeligt med prøvestart. En følelse af helt naturlig angst kommer snigende. I kijimuna har jeg heldigvis haft det lidt på afstand, men ikke så langt væk, at der ikke er kommet ideer. Japan vrimler med retro scootere, som minder mig om Professor Dyregod med hans selvopfundne flyvende knallert. På den rejser han rundt i verden. Inden Japan har scenografen Malene Redder Ruby og jeg talt om rejsen fra sted til sted. Hvordan laver vi det? Her i Okinawa har jeg fået lyst til endnu flere effekter. Som eksempelvis de retro vindblæsere i orange, som står på enhver cafe eller restaurant hernede. NIE har givet mig lyst til at dyrke effekterne, men især de håndholdte effekter. Afvikler eller ikke afvikler? Det er noget jeg må have op på et produktionsmøde... Jeg glæder mig generelt til arbejdet. Stigerne bliver sjove at arbejde med. Kostumerne. Jeg kan på Facebook følge udviklingen i sponsorater. Ved stadig ikke helt hvad jeg skal mene om, at MacDonalds sponsorerer os… En ting er dog sikkert: Når jeg igen tager min grafiker-kasket på, så vil jeg lave en plakat med både en dansk, en svensk og en engelsk overskrift. Det kan man ligesågodt! For denne forestilling skal ud og rejse! Hvorhen og hvordan ved jeg endnu ikke. Det må få lov at stå til lidt endnu. Men mon ikke Japan trækker i os igen? Især hvis vi finder løsningen på "morale-problemet".

Imens vi i Okinawa søger efter løsningen på verdens store kriser, opdager flere store spørgsmål, søger videre i andre regioner og i selvransagelsen står spøgelsesbyen til! Sådan er det, sådan bliver det nok ved med at være. Også selvom vi så kom med en hel festival fyldt med løsninger.

Historier fra solens rige - del 4 - et stagneret Assitej

Denne historie handler om organisationen Assitej og internationalt netværk. For læsere, som ikke interesserer sig for teaterbranchen kan det måske blive en smule internt. Dog har mødet med Assitej-netværket på den anden side af jorden sat mange tanker igang. Desuden har jeg fået et nyt perspektiv på den danske organisation, som jeg her vil berette om.

Da jeg første gang fik ideen om at rejse til Japan til Kijimuna Festa var det gennem Assitej. Gennem den nordiske repræsentant i den internationale bestyrelse (EC) fik vi besked på at man nu planlagde festivalen og det internatioanle møde, og at man søgte workshops under temaet "medicine for life" eller "børneteatrets respondering på verdens kriser". Jeg blev anbefalet, men den internationale bestyrelse lod ikke høre fra sig overhovedet derefter.

Nu, hvor jeg alligevel er i Japan og hele verdens Assitej-repræsentanter er samlet her tænkte jeg, at jeg lige kunne få opklaret denne misforståelse. Derfor tog jeg fat i Ivica, som kommer fra Kroatien og er Assitejs generalsekretær. Ivica var glad for at jeg henvendte mig til ham, for han havde også et par ting, som han havde undret sig over…

Med hensyn til misforståelsen omkring workshoppen kom jeg ikke meget længere… Han havde ikke hørt noget om min workshop eller om et "call for workshops" i det hele taget. Ivica havde fået opfattelsen af at Danmark var tilmeldt til at deltage i det internationale møde med en repræsentant, som hed noget i retningen af Marie… men ingen var dukket op. Jeg måtte forklare ham, at det nok har været mig, men at jeg ikke længere er en del af Assitej, desværre. Og derfor selvfølgelig heller ikke deltager i møder på vegne af Assitej. Jeg måtte her selvfølgelig også forklare ham, hvorfor jeg var trådt ud af bestyrelsen. Selvfølgelig på sober men også ærlig vis. Ivica kvitterede med et par bemærkninger om, hvordan han godt vidste, at dansk Assitej stod stille og havde haft problemer med at stå i stampe i hvert fald i de sidste ti år. Jeg var forbavset over dette syn på den organisation, som jeg har engareret mig dybt i i de sidste to til fem år, men også lettet over, at det ikke kun er mig (og vist også Henrik Ipsen - den tidligere formand for Assitej) som har mærket modgang.

Jeg måtte beklage og sige, at jeg ikke kunne tage ansvar for kommunikationen i det danske Assitej - eller manglen på samme. Jeg forklarede også, at jeg ikke havde været med til at beslutte, at Danmark ikke skulle sende en repræsentant afsted alligevel, og at jeg ikke selv havde tilmeldt mig Assitej-mødet i Japan, men kun deltagelse i festivalen. Og endelig forklarede jeg, at Assitej Danmark godt vidste, at jeg ville tage afsted til festivalen på egen hånd udenom Assitej og som workshop-afholder. Ivica spurgte ind til, hvorfor man alligevel har valgt ikke at sende nogen afsted til det internationale møde, og jeg forklarede at jeg gik ud fra at det var fordi der ikke var råd til det. At foreningen var gældsat efter verdenskongressen og at nummer to sekretær indenfor cirka halvandet år er sygemeldt med stress og derefter har sagt op. Måske skulle jeg ikke fortælle de her ting til Assitejs generalsekretær, idet jeg ikke længere er blandet ind i Assitej, men omvendt stod jeg med en indsigt og synes at jeg skyldte den internationale organisation at forstå, hvad der foregår i Danmark efter verdenskongressen blæste os alle sammen omkuld med en eksplosion af en teater-event.

Ivicas hustru blandede sig i samtalen og fortalte om en hel stribe af lande, som havde været værter for verdenskongresser indenfor Assitej eller tilsvarende organisationer og derefter var gået total konkurs og iøvrigt gået i stampe og krise efter det. "Det er ikke sundt for et nationalcenter at afholde verdenskongres" sagde hun til slut. Hun havde nævnt eksempler som Grækenland og Frankrig. Jeg kender ikke nok til historien til at vide, hvad hun taler om, men forstår godt synspunktet og husker da også Henrik Ipsens taler om, hvordan vi må sikre os ikke at blive helt flade for luft efter at have blæst kongres-ballonen op. Nu er det som om løbet er kørt. Dansk Assitej er flad for luft på flere områder. Blandt andet kommunikationen med den internationale bestyrelse.

Jeg prøvede at afslutte samtalen ved at sige til Ivica, at jeg synes han skal sende en mail til dansk Assitej og forklare om hans skuffelse over manglende deltagelse i det internationale møde - når nu vi var en masse danskere på festivalen. Jeg sagde, at jeg ikke troede man var klar over vigtigheden eller signalværdien i at være tilstede uden at deltage i Assitejs arrangementer. Han refererede til at både Batida og jeg var på festivalen. Og så sagde han, med stor frustration i stemmen, at han faktisk ikke vidste hvem han skulle tale med, hvis han skulle skrive til nogen fra Assitej Danmark! "Der er jo kun Peter Manscher og Michael Ramløse" udbrød han opgivende! Her blev jeg især overrasket. Danmark har virkelig manglet et ansigt eller flere i det internationale Assitej. Ansigter, som man stoler på og kan skrive til og hvortil der er et bånd og et venskab. Du må skrive til info-mailen forklarede jeg og skrev emailadressen ned.

Hvad man skal gøre i dansk Assitej for at løse de mere eller mindre abstrakte problemer ved jeg ikke. Men jeg ved, at der er flere rundt omkring, der har ideer til udvikling af organisationen, men ideerne kommer ikke frem, fordi nogle af de mere erfarne bestyrelsesmedlemmer simpelthen ikke inviterer til det og fordi ingen ved, hvor de egentlig skal gå hen med ideerne.

I Finland har man udskiftet hele bestyrelsen for at etablere et generationsskifte. Det er et modigt bud, som ikke er problemfrit. Den nye bestyrelse kender ikke Assitej-organisationen særligt godt og hele den interne struktur skal finde sin styrke før landet er parat til at investere sig i internationalt arbejde, ansøgninger om internationale projekter og deltagelse ved internationale møder. I svensk Assitej er alting som det plejer at være, tror jeg nok. Personligt har jeg kun haft dårlige oplevelser med at kommunikere med den svenske bestyrelse. Jeg har sjældent fået svar og hvis jeg har fået svar har det været meget sent. Også den delvist Assitej-arrangerede BIBU festival har skuffet fra mail-administrations-hånd. Da jeg sidste forår mødte nogle af de mennesker, som sidder i den svenske bestyrelse var de søde og rare. Vi lovede hinanden samarbejde osv. men når det kommer til at give besked eller et svar på en mail er det som at råbe ud over en rimeligt øde svensk græsmark. Så er der Vigdis, som er formand for islandsk Assitej og som - ligesom Henrik Ipsen følte han lavede det hele - også føler sig vældig ene om arbejdet i Assitej island og internationalt. Ikke desto mindre trives hun som den nordiske repræsentant i EC kan man mærke, og jeg tror det giver de nordiske lande en styrke at have hende der… Hun repræsenterer nogle gode holdninger og har en stor kærlighed til foreningsarbejdet og de mennesker, som hun samarbejder med på EC-plan. Her mærker man virkelig noget ægte Assitej-spirit. Når jeg ser Vigdis sammen med de andre EC-medlemmer ser jeg netværk, oprigtige venskaber, faglig sparring og nye fælles projekter, der opstår.

Assitej skaber nogle helt unikke og fantastiske muligheder for at lære andre skønne teaterfolk at kende! Det i sig selv er guld værd. Selvom jeg ikke som sådan er medlem af Assitej længere har jeg på min tur til Japan og Kijimuna Festa haft nogle dejlige oplevelser og lært gode folk at kende.

Jeg havde på forhånd tænkt mig at tale med Stephan fra Shcäxpir festivalen i Østrig. De er næste år værter for det næste store Assitej International Meeting. Jeg har tænkt, at de måske kunne være interesserede i at være partner på vores EU projekt i QUASI teater, hvor vi vil udfordre teatergrupper fra Europa ved at bede dem alle lave en forestiling, som formidler EU til børn fra 10 år. En opgave vi selv har planer om at løse, og som vi finder dejlig umulig. Ganske rigtigt var Stephan begejstret over ideen og lovede at hjælpe os - enten som partner ved at være venue for en minifestival, hvor alle EU-forestillingerne kan spille - eller ved at hjælpe os videre til en anden Østrigsk festival, som han selv engang har startet, men som en anden leder nu. Han lovede også at linke os videre til andre teatergrupper, som kunne være interesseredet i at modtage en udfordring. Jubi!

Også mit møde med Tyskland, og Polen har været interessant. Tyske kunstnere og tyske organisations-folk arbejder i langt højere grad sammen med universiteterne. Både jeg og den tyske assitej-repræsentant på Kijimuna (som også hedder Stephan) oplever, at danske kunstnere er akademiker-forskrækkede. Det er et tema, som jeg kunne tænke mig at vende tilbage til på min blog. Jeg har interesseret mig for kunstens møde med den akademiske verden i forskellige sammenhænge og mener at det er gennemgående, at man i Danmark er bange for at akademisere og bange for at fratage det kunstneriske fra kunsten ved at gå i dybden med en faglig research-baseret tilgang. Stephan fra Tyskland har givet materialet om mit research-arbejde videre til Polen, som måske kan bruge det til den næste verdenskongres. Og sådan lever netværket.

Det nye unge Executive Commiteee medlem fra Indien gjorde sig på hele Kijimuna Festa ganske bemærket med en storsmilende og festlig adfærd. Vi faldt i snak en dag over aftensmad på en restaurant og hans historie om besøget i København under verdenskongressen er næsten rørende. En fattig inder uden de helt store lommepenge på youth hostel sammen med sin hustru. Det er deres bryllupsrejse. Hun var hindu og han var muslim. De havde været kærester i tolv år! I de første fem var det hemmeligt på grund af forældrene og religionen. Hun konverterede for at blive gift med ham. Indien er det land i verden, hvor der bor flest muslimer. Selvom det kun er 17 % af Indiens befolkning, der er muslimer, så bor der så mange mennesker i Indien, at de alligevel tager rekorden foran de arabiske lande. Vi aftalte, at hvis vi kunne skaffe penge til det i Danmark, skulle jeg komme til Indien og instruere en af hans forestilinger. Han vil nemlig helst spille, men ender på grund af trange økonomiske kår ofte med også at instruere.

Således er der her i Japan blevet sat en masse nye projekter igang. Takket være internationalt netværk, møder, ærlige venskaber og en reel interesse for hinanden. Disse møder er også hvad Assitej står for, men som almindeligt medlem i Danmark eller sågar bestyrelsesmedlem i Danmark oplever man det ikke!

Hvad er det der sker i Norden med den fine organisation med de gode holdninger? Går Assitej nedenom, i stå eller vil der komme fornyelse? Skal man være med i Executive Committee for faktisk at mærke og opleve, hvad Assitej kan og skal? Eller vil nationalcentrene kunne trække noget af det sprudlende netværk som findes til sig og synliggøre det og dets muligheder blandt medlemmerne? Lige nu er Assitej - trods smukke intentioner temmelig lukket om sig selv. Hvordan man så end vil gøre det, så er brug for, at man åbner op for de mange!