Historier fra solens rige - del 4 - et stagneret Assitej

Denne historie handler om organisationen Assitej og internationalt netværk. For læsere, som ikke interesserer sig for teaterbranchen kan det måske blive en smule internt. Dog har mødet med Assitej-netværket på den anden side af jorden sat mange tanker igang. Desuden har jeg fået et nyt perspektiv på den danske organisation, som jeg her vil berette om.

Da jeg første gang fik ideen om at rejse til Japan til Kijimuna Festa var det gennem Assitej. Gennem den nordiske repræsentant i den internationale bestyrelse (EC) fik vi besked på at man nu planlagde festivalen og det internatioanle møde, og at man søgte workshops under temaet "medicine for life" eller "børneteatrets respondering på verdens kriser". Jeg blev anbefalet, men den internationale bestyrelse lod ikke høre fra sig overhovedet derefter.

Nu, hvor jeg alligevel er i Japan og hele verdens Assitej-repræsentanter er samlet her tænkte jeg, at jeg lige kunne få opklaret denne misforståelse. Derfor tog jeg fat i Ivica, som kommer fra Kroatien og er Assitejs generalsekretær. Ivica var glad for at jeg henvendte mig til ham, for han havde også et par ting, som han havde undret sig over…

Med hensyn til misforståelsen omkring workshoppen kom jeg ikke meget længere… Han havde ikke hørt noget om min workshop eller om et "call for workshops" i det hele taget. Ivica havde fået opfattelsen af at Danmark var tilmeldt til at deltage i det internationale møde med en repræsentant, som hed noget i retningen af Marie… men ingen var dukket op. Jeg måtte forklare ham, at det nok har været mig, men at jeg ikke længere er en del af Assitej, desværre. Og derfor selvfølgelig heller ikke deltager i møder på vegne af Assitej. Jeg måtte her selvfølgelig også forklare ham, hvorfor jeg var trådt ud af bestyrelsen. Selvfølgelig på sober men også ærlig vis. Ivica kvitterede med et par bemærkninger om, hvordan han godt vidste, at dansk Assitej stod stille og havde haft problemer med at stå i stampe i hvert fald i de sidste ti år. Jeg var forbavset over dette syn på den organisation, som jeg har engareret mig dybt i i de sidste to til fem år, men også lettet over, at det ikke kun er mig (og vist også Henrik Ipsen - den tidligere formand for Assitej) som har mærket modgang.

Jeg måtte beklage og sige, at jeg ikke kunne tage ansvar for kommunikationen i det danske Assitej - eller manglen på samme. Jeg forklarede også, at jeg ikke havde været med til at beslutte, at Danmark ikke skulle sende en repræsentant afsted alligevel, og at jeg ikke selv havde tilmeldt mig Assitej-mødet i Japan, men kun deltagelse i festivalen. Og endelig forklarede jeg, at Assitej Danmark godt vidste, at jeg ville tage afsted til festivalen på egen hånd udenom Assitej og som workshop-afholder. Ivica spurgte ind til, hvorfor man alligevel har valgt ikke at sende nogen afsted til det internationale møde, og jeg forklarede at jeg gik ud fra at det var fordi der ikke var råd til det. At foreningen var gældsat efter verdenskongressen og at nummer to sekretær indenfor cirka halvandet år er sygemeldt med stress og derefter har sagt op. Måske skulle jeg ikke fortælle de her ting til Assitejs generalsekretær, idet jeg ikke længere er blandet ind i Assitej, men omvendt stod jeg med en indsigt og synes at jeg skyldte den internationale organisation at forstå, hvad der foregår i Danmark efter verdenskongressen blæste os alle sammen omkuld med en eksplosion af en teater-event.

Ivicas hustru blandede sig i samtalen og fortalte om en hel stribe af lande, som havde været værter for verdenskongresser indenfor Assitej eller tilsvarende organisationer og derefter var gået total konkurs og iøvrigt gået i stampe og krise efter det. "Det er ikke sundt for et nationalcenter at afholde verdenskongres" sagde hun til slut. Hun havde nævnt eksempler som Grækenland og Frankrig. Jeg kender ikke nok til historien til at vide, hvad hun taler om, men forstår godt synspunktet og husker da også Henrik Ipsens taler om, hvordan vi må sikre os ikke at blive helt flade for luft efter at have blæst kongres-ballonen op. Nu er det som om løbet er kørt. Dansk Assitej er flad for luft på flere områder. Blandt andet kommunikationen med den internationale bestyrelse.

Jeg prøvede at afslutte samtalen ved at sige til Ivica, at jeg synes han skal sende en mail til dansk Assitej og forklare om hans skuffelse over manglende deltagelse i det internationale møde - når nu vi var en masse danskere på festivalen. Jeg sagde, at jeg ikke troede man var klar over vigtigheden eller signalværdien i at være tilstede uden at deltage i Assitejs arrangementer. Han refererede til at både Batida og jeg var på festivalen. Og så sagde han, med stor frustration i stemmen, at han faktisk ikke vidste hvem han skulle tale med, hvis han skulle skrive til nogen fra Assitej Danmark! "Der er jo kun Peter Manscher og Michael Ramløse" udbrød han opgivende! Her blev jeg især overrasket. Danmark har virkelig manglet et ansigt eller flere i det internationale Assitej. Ansigter, som man stoler på og kan skrive til og hvortil der er et bånd og et venskab. Du må skrive til info-mailen forklarede jeg og skrev emailadressen ned.

Hvad man skal gøre i dansk Assitej for at løse de mere eller mindre abstrakte problemer ved jeg ikke. Men jeg ved, at der er flere rundt omkring, der har ideer til udvikling af organisationen, men ideerne kommer ikke frem, fordi nogle af de mere erfarne bestyrelsesmedlemmer simpelthen ikke inviterer til det og fordi ingen ved, hvor de egentlig skal gå hen med ideerne.

I Finland har man udskiftet hele bestyrelsen for at etablere et generationsskifte. Det er et modigt bud, som ikke er problemfrit. Den nye bestyrelse kender ikke Assitej-organisationen særligt godt og hele den interne struktur skal finde sin styrke før landet er parat til at investere sig i internationalt arbejde, ansøgninger om internationale projekter og deltagelse ved internationale møder. I svensk Assitej er alting som det plejer at være, tror jeg nok. Personligt har jeg kun haft dårlige oplevelser med at kommunikere med den svenske bestyrelse. Jeg har sjældent fået svar og hvis jeg har fået svar har det været meget sent. Også den delvist Assitej-arrangerede BIBU festival har skuffet fra mail-administrations-hånd. Da jeg sidste forår mødte nogle af de mennesker, som sidder i den svenske bestyrelse var de søde og rare. Vi lovede hinanden samarbejde osv. men når det kommer til at give besked eller et svar på en mail er det som at råbe ud over en rimeligt øde svensk græsmark. Så er der Vigdis, som er formand for islandsk Assitej og som - ligesom Henrik Ipsen følte han lavede det hele - også føler sig vældig ene om arbejdet i Assitej island og internationalt. Ikke desto mindre trives hun som den nordiske repræsentant i EC kan man mærke, og jeg tror det giver de nordiske lande en styrke at have hende der… Hun repræsenterer nogle gode holdninger og har en stor kærlighed til foreningsarbejdet og de mennesker, som hun samarbejder med på EC-plan. Her mærker man virkelig noget ægte Assitej-spirit. Når jeg ser Vigdis sammen med de andre EC-medlemmer ser jeg netværk, oprigtige venskaber, faglig sparring og nye fælles projekter, der opstår.

Assitej skaber nogle helt unikke og fantastiske muligheder for at lære andre skønne teaterfolk at kende! Det i sig selv er guld værd. Selvom jeg ikke som sådan er medlem af Assitej længere har jeg på min tur til Japan og Kijimuna Festa haft nogle dejlige oplevelser og lært gode folk at kende.

Jeg havde på forhånd tænkt mig at tale med Stephan fra Shcäxpir festivalen i Østrig. De er næste år værter for det næste store Assitej International Meeting. Jeg har tænkt, at de måske kunne være interesserede i at være partner på vores EU projekt i QUASI teater, hvor vi vil udfordre teatergrupper fra Europa ved at bede dem alle lave en forestiling, som formidler EU til børn fra 10 år. En opgave vi selv har planer om at løse, og som vi finder dejlig umulig. Ganske rigtigt var Stephan begejstret over ideen og lovede at hjælpe os - enten som partner ved at være venue for en minifestival, hvor alle EU-forestillingerne kan spille - eller ved at hjælpe os videre til en anden Østrigsk festival, som han selv engang har startet, men som en anden leder nu. Han lovede også at linke os videre til andre teatergrupper, som kunne være interesseredet i at modtage en udfordring. Jubi!

Også mit møde med Tyskland, og Polen har været interessant. Tyske kunstnere og tyske organisations-folk arbejder i langt højere grad sammen med universiteterne. Både jeg og den tyske assitej-repræsentant på Kijimuna (som også hedder Stephan) oplever, at danske kunstnere er akademiker-forskrækkede. Det er et tema, som jeg kunne tænke mig at vende tilbage til på min blog. Jeg har interesseret mig for kunstens møde med den akademiske verden i forskellige sammenhænge og mener at det er gennemgående, at man i Danmark er bange for at akademisere og bange for at fratage det kunstneriske fra kunsten ved at gå i dybden med en faglig research-baseret tilgang. Stephan fra Tyskland har givet materialet om mit research-arbejde videre til Polen, som måske kan bruge det til den næste verdenskongres. Og sådan lever netværket.

Det nye unge Executive Commiteee medlem fra Indien gjorde sig på hele Kijimuna Festa ganske bemærket med en storsmilende og festlig adfærd. Vi faldt i snak en dag over aftensmad på en restaurant og hans historie om besøget i København under verdenskongressen er næsten rørende. En fattig inder uden de helt store lommepenge på youth hostel sammen med sin hustru. Det er deres bryllupsrejse. Hun var hindu og han var muslim. De havde været kærester i tolv år! I de første fem var det hemmeligt på grund af forældrene og religionen. Hun konverterede for at blive gift med ham. Indien er det land i verden, hvor der bor flest muslimer. Selvom det kun er 17 % af Indiens befolkning, der er muslimer, så bor der så mange mennesker i Indien, at de alligevel tager rekorden foran de arabiske lande. Vi aftalte, at hvis vi kunne skaffe penge til det i Danmark, skulle jeg komme til Indien og instruere en af hans forestilinger. Han vil nemlig helst spille, men ender på grund af trange økonomiske kår ofte med også at instruere.

Således er der her i Japan blevet sat en masse nye projekter igang. Takket være internationalt netværk, møder, ærlige venskaber og en reel interesse for hinanden. Disse møder er også hvad Assitej står for, men som almindeligt medlem i Danmark eller sågar bestyrelsesmedlem i Danmark oplever man det ikke!

Hvad er det der sker i Norden med den fine organisation med de gode holdninger? Går Assitej nedenom, i stå eller vil der komme fornyelse? Skal man være med i Executive Committee for faktisk at mærke og opleve, hvad Assitej kan og skal? Eller vil nationalcentrene kunne trække noget af det sprudlende netværk som findes til sig og synliggøre det og dets muligheder blandt medlemmerne? Lige nu er Assitej - trods smukke intentioner temmelig lukket om sig selv. Hvordan man så end vil gøre det, så er brug for, at man åbner op for de mange!