tirsdag den 27. august 2013

RETORISK TEATER KAN KICKSTARTE DEBATTEN

Jeg har skrevet denne artikel til Retorikmagasinets nr. 88, udgivet i juni 2013:


Fortræffeligt teater tænder følelsen, pirrer tanken og vækker diskussionslysten. Men det kræver klar kom­munikation fra scene til sal, og desværre er det ikke altid tilfældet. Her får du en retorisk anmeldelse af et forsøg på debatskabende skuespil.

Af Marie Kilsgaard Møller. Retoriker og teaterinstruktør.

Man kan ikke længere sparke sig gennem kongeriget for bare træningscentre. For tiden arbejder jeg i Svendborg, og her har Fitness World gudhjælpemig også åbnet en filial. Jeg kan ikke komme i kontakt med mine venner og kollegaer uden at de pruster i telefonen fordi de er på løbebånd. Og hvor end jeg færdes, møder jeg de bebrejdende blikke: ”Du burde træne lidt.” Det er for meget, synes jeg, og derfor havde jeg store forventninger til forestillingen Body Blær i Skuespilhuset i København. Skuespillerne, Mikkel Arndt og Johanne Louise Schmidt, er blandt mine favoritter. Og stykket lagde op til at kaste et kritisk blik på netop den fanatiske fitness-fetich som har lagt sig over det danske land. Det ville glæde mig hvis teatret kunne komme med en skarp kommentar til tidens trend.

Intentionsløst gymnastikteater
Forestillingen var en performance om kropslig selvdyrkelse. Den handlede om to personer der dyrkede deres kroppe i helt ekstrem grad. Det virkede nærmest som om de konkurrerede med hinanden om at holde ud længst i en serie af gymnastiske øvelser.
Desværre var der ikke meget teater over turen i det kongelige. Nok kiggede skuespillerne meget direkte ud på os mens de svedte hen over motionscyklerne. Nok var der i dette teatertræningscenter en musiker som skabte træningsmusikken live (det får man ikke i Fitness World i Svendborg). Og nok var vi blevet sat i en klassisk publikumsopbygning. Men derudover var det intentionsløs opvisning uden hverken visuel eller verbal kommunikation. Jeg var vidne til intet mindre end en 60 minutter lang gymnastiktime.

Teater skal vække debatlysten
Body Blær kunne ellers have været et godt eksempel på teater som en retorisk aktør i samfundet. Emnet havde potentiale, men fordi der aldrig blev kommunikeret et budskab, evnede forestillingen ikke at stille spørgsmål eller at skubbe til tilskuerne.
I den ideelle retoriske teaterforestilling formidles et budskab gennem en scenisk bearbejdning af et tema. Teaterstykket bliver til et godt og underholdende ’debatindlæg’ der starter en meningsfuld og spændende diskussion bagefter blandt publikum.
For at teater kan kaldes retorisk, kræver det altså at forestillingen vil virke på publikum. Der skal være en tydelig og mærkbar kommunikation fra scene til sal. Publikum skal føle sig konfronteret af et emne og forhåbentlig møde nye perspektiver eller holdninger. Det kan eksempelvis ske ved at fremstille det følsomme menneske bag den onde skurk. Eller ved at teatret opstiller et slags spejl af samfundet på scenen. Hvis spejlet viser noget vi ikke bryder os om at se, eller udstiller os selv i en ekstrem form, kan det vække følelser og skabe debat.
Body Blær forsøgte at udstille ekstreme sportsfolk der træner, for at skabe en debat om kropsdyrkelse. Desværre var budskabet ikke klart, og dermed blev pointen kun til svedende, løbende, olieindsmurte skuespillere og flotte pressefotos.
Debatten opstår kun når budskabet brænder igennem. Først da er kunsten retorisk – og først da giver den mening! Personligt opsøger jeg kunsten for at mærke noget, blive rørt, helst provokeret og gerne begge dele. Jeg mener at teatrets berettigelse er at forestillingen vil sige noget til os. Dermed kan man sige at retorik er kunstens raison d’etre.

Fra det gamle græske til i dag
Gennem hele teaterhistorien har scenekunstnere villet sige noget til samfundet med teater som udtryksform. Fra det gamle græske til Shakespeare, Ibsen og frem til i dag har teatret villet ændre verden. Et par hurtige eksempler er krigskritikken i Euripides’ ”De trojanske kvinder” og kønsdebatten i Ibsens ”Et Dukkehjem”. Også Bertolt Brecht skabte i 30’ernes Tyskland stor diskussion med sin politiske teaterform som er blevet en hel stilart i dag.
Ambitionen må ikke være mindre. Et publikum som ’bare’ vil underholdes eller opleve en god historie, skal, efter min mening, også implicit fodres med skæve kanter, budskaber og en konfrontation med verden. Den gode historie er naturligvis altid en vigtig ingrediens i teatret, og det er ikke fordi det skal være alvorligt hele tiden. Det må – det næsten skal – være sjovt. Men det skal altså også betyde noget.

Alt for glat og pæn Body Blær
I Body Blær var der en enkelt scene som besad antydningen af retorik: De to sportsfreaks får øje på en popcornmaskine som begynder at lyse og spille musik. Den ene drages hen mod maskinen – men kommer så i tanke om sin motionsreligion og flygter lige op i favnen på den anden. Samme sekvens gentager sig, men hvor det er manden som lokkes af popcorn for så at springe op i kvindens favn. Hun kan selvfølgelig ikke bære ham. Det er sjovt. Og det var en tydelig, intentionel, teatralsk kommentar til sundhedsfanatikerne. Til overdreven kropsdyrkelse og sygelige selvrestriktioner. Tankevækkende.
Man kunne godt få lyst til at give Body Blær en mere provokerende slutning – sådan som jeg har set det på det trendsættende Berlin-teater Volksbühne. Her har jeg oplevet hvordan skuespillerne nægtede at forlade scenen! Sådan kunne man også i Body Blær have ladet skuespillerne komme tilbage og træne mere. Og mere. Publikum ville være i tvivl om hvorvidt de skulle gå. Vi ville blive forargede over den utraditionelle form – men også over den uendelige kropsdyrkelse. Ved at gå ’all in’ på det ekstreme ville der måske kunne opstå et tydeligt budskab og en provokation som ville skabe debat. Når skuespillerne efter cirka en times idræt høfligt bukker, og vi klapper, så forbliver oplevelsen altså alt for glat og pæn.
Jeg sad tilbage og havde stor lyst til popcorn, men også til at se flere af den type scener som faktisk betyder noget. Scener som når ned til os på publikumsrækkerne, så vi kan komme op af stolen – og ind i debatten!

Ingen kommentarer: