onsdag den 29. april 2015

Korte, hårde anmeldelser fra aprilfestival 2015


I sidste uge har jeg været på Aprilfestival. Selvom det ikke rigtig fremgår af det nye navn, så er det en festival for teater med børn og unge som publikum. Men hvis ikke voksne har en fed oplevelse, når de er med børn i teatret, så er det heller ikke fedt for børnene. Godt børneteater er ligeså fedt for os voksne, som for børn. Derfor ser jeg altid alt scenekunst med mine egne øjne. Jeg forsøger ikke at gøre mig til et barn eller en ung i målgruppe-aldersgruppen.

For at styrke mine evner til analyse og for at tydeliggøre mit eget kunstsyn for mig selv skriver jeg ned, hvad jeg synes om det teater jeg oplever. Jeg vil her på denne blog (som der sandsynligvis alligevel ikke er nogen der læser) offentliggøre mine oplevelser på Aprilfestival.
Da der i dansk børneteater kun findes en portal, hvor turneteater bliver anmeldt og diskuteret synes jeg i øvrigt at det er på sin plads, at der også andre steder på internettets dybe vand kan findes nogle udmeldinger til debat. Det kan kun styrke feltet hvis vi får en diskussion om, hvad der er godt kunst og hvordan vi repræsenterer forskellige udtryk på tværs af hele branchen.
Uanset om jeg har læsere eller ej så finder jeg det på grund af ovenstående relevant at publicere mine holdninger.

Ord af hvid støj scenekunst:
Flot og sjov ide men ikke rigtig fængende. Faktisk lidt kedelig. Ingen dramatik. Meget info. Lidt velbrainstormende og så måtte de tysse på eleverne. Ikke såå fedt når man er så interaktiv som man er. Der skal man have en kunstnerisk "lukning" parat. Musik, dramatik e.l. Interaktion og gaming var fedt nok. Quiz stil og leg fedt nok.

Opdag-Else af TeaterHUND:
Det jeg tror er en slags klassisk teater hund æstetik - tegneseriepang. Rene linier. Skrappe farver. Det er en solo og det er for de små. Begge dele interesserer mig. Anne gør det fint i en meget klovnet spillestil. Det ordløse fungerer. Vi forstår hvad de sker - men der sker bare ikke ret meget. Hun har god kontakt til os, men hun har ingenting hun skal eller vil. Hun undersøger bare en scenografi. Så forestillingens samlede udtryk bliver mærkeligt og kedeligt. Det giver ikke mening bare at kigge på ting og danse.

Karruselkjolen af Filuren :
Nycirkus med et klassisk problem. Ingen historie. Kun tada se hvad jeg kan. De har ellers forsøgt med rum og kostumer at ligne noget, der ikke er cirkus. Hvis man havde kappet 10 minutter af en sneglende start kunne der have været startet en historie om en gammel dame, der gerne vil stille op til en nycirkus-festival, hvor alle kan være med. MEN! Hun slukker radioen hvor det annonceres og dropper projektet.  Der var masser af elementer med fortællepotentiale. En dukke, et skyggeteater, en sjov lænestol, en dukkehest, en miniaturekarrussel, en kæmpekarussel og en billedramme som trapez, en lysekrone som kæmpegynge.

Mørket ligger under sengen af Gruppe 38:
Kedelig historie om mor og far i en seng hjemme hos deres voksne søn. En mærkelig til tider halvlummer forestilling med to voksne, der killer hinanden under dynen (vink vink). Det charmerende var, at det var gamle mennesker vi fulgte. De var søde som hovedpersoner. Hvis bare der have været en pointe med forestilllingen. En historie eller noget de vil. Jeg kan ikke mærke andet end "se hvad jeg kan" - lege med teatereffekter og børnerim. Og så er Bodil Allings poetisk-pædagogisk oversøde måde at spille på ved at være for meget.

Det lille verdensteater: Mellem himmel og jord
Jeg har også lyst til at blive trøstet! Efter tyve minutter fik jeg nok. Ingen karakter. Ingen evner. Modsat cirkus artisten fra Filuren. Det var bare sørgeligt. Grimt og kedeligt. Et æble er ved at falde ned, men damen kan ikke nå det. So what. En masse tilfældige ting i en vagabondagtig grim taske.
Pludselig lyd indspillet bagfra. Uden etablering. Pludselig sæbebobler. Random skizofreni snak med en fjer. Kaffen. Som om det var den lyseste ide nogensinde. Alt er beskidt, gammelt og grimt. Damen har en stor lagen bomuldskjole på. Det er bare så tragisk dårligt.
Æbleprojektet bliver mega ligegyldigt. Til sidst klipper hun det ned med en saks til slut til noget irriterende musik.
Perfekt eksempel på hvordan børneteater i hvert fald IKKE skal være. Ligesom hende den 1,5 årige ved siden af mig som bliver krammet varmt af pædagogen fordi hun græd. Sådan trænger jeg også til at blive trøstet. Er det her verdens bedste børneteater? Er det her Danmarks stolthed? Så har jeg lyst til at græde.

Olsen og Riddersalen med Lidt af Hvert.
Grimme trædukker. Dårlig historie. Men dog en historie. Erik Olsen er sjov og skarp og ironisk i sin tilgang til publikum. Men det kunne være fedt med noget mere publikumskontakt. Et metalag hvor vi møder den synlige dukkespiller. Og den sjove Erik Olsen.

St tv Sygt sund
Deadline og denne her har været super forestillinger af et teater som ellers har stået for en slags spejling af teenagelivet som jeg ikke har brudt mig om. Sygt sund er sygt sjov. Trods den sygt irriterende titel. Især RygerTove og lægen der siger folks navn er figurer og typer jeg vil huske og grine af i fremtiden. Parykkerne er sjove. Og de mange figurer er godt for fortællingen. Det eneste jeg ikke brød mig om var teenageren med anoreksi - men i denne form blev hun faktisk også en sjov parodi. Ville bare ønske man have dyrket parodien endnu mere og karrikeret hende, så alle er med på at det her er langt ude. Derfor sjovt. Ikke alvor. Men sjov i alvoren.

Tidsrum: Beatrice
Langsom start. Overraskelse med sex og punk dukke. For lidt steam punk. Og for brun æstetik. Ida dukkefører Bornholm var ret sej i sin udstråling.

Randers Egnsteater: Den lille ny
En teateroplevelse for de mindste, som ikke bliver dødsyg og kedelig for os voksne. Et fint univers. Især dukkefuglen var sød og sjov og Nanni spiller ikke ned til nogen af os. Lidt for tæt på White. Fin musik af Jacob Venndt.
Også cool med det politiske racerene tema. Måtte dog godt være tydeligere i referencen til samfundet. Det til de voksne....

For enden af tunnelen af limfjords og den Jydske opera
Dejligt rum og fin blanding af teater og opera. Virkede rigtigt med konge og dronning som opera teatralitet. Men det gik i selvsving med det opera. Det blev for meget. For lange sange. Fin historie men mangler slutningen. Hvad skete der med Snepal???

Hånden Brændende kærlighed
Underlig slutning. Egentlig en dum fortælling. Men fin brug af publikum. Og godt med den der afvikler knap i starten. Gør det hele dejlig gennemsigtigt. Også det ordløse er sjovt men det var ikke så gennemført fordi der skulle nærmest ikke fortælles noget her. Pga for tynd en historie. Lidt øv.

Traditionen tro af Alias nu Mærkværk(?)
Pisse god instruktion. Overgange. LYs brug af rum musik lydeffekter. Tempo. Humor. Energi. Sårbarhed. Udvikling.
Men opgaven lav noget om trosretninger. Er lort. Info agtigt. Og voksne der spiller en tyyk parodi på de unge er top irriterende. Som om vi unge går med en grim skoletaske, er laskede og flipper ud over et par flasker Mocai, en cigaret eller sprut. Unge er altså meget sejere nu om dage. Lad være med at forsøg at vis dem, hvordan de selv er. I ved ikke en skid om at være ung i 2015.

Når det skærer i hjertet af teaterkompas:
Igen voksne der spiller unge. Realisme. Barsk tema. Men stærkt. Stærkt fortalt. Pissegodt instrueret. Virkeligt lækkert mhp fokus musik og teater med fortælling og scener i mix. Godt løst med den usynlige lokke-person.

Kongen og vandkanden af Nørregårds og Abstrax:
Flotte dukker. Nanna S Müller er god og sød. Fed sceno. Men Bo er ikke så fed faktisk. Historien er fin. Spillet mellem dukker og msk er godt.

Miras verdener af Fairplay:
Dejlig skørt og berlinsk i sin visualitet med kæmpedukker og en kæmpehånd i hjørnet - men det hele bliver brugt og spillet for følsomt eller pænt. Og bliver ikke brugt nok. Der er heller ikke styr på hvornår man kan gå ud af rollen og ikke og hvorfor. Ham der spillede faren hoppede ud af teatret som form og kommenterede metaagtigt - me som den eneste! Ikke så godt. Ikke et stringent koncept. Kostumer var hæslige.
Godt fortalt histore om skilsmisse. Men lidt vel meget tekst. Sundhedsplejerske i Line knutzonsk stiliseret var sjov!

Teater My små skridt:
Langsom baby teater. Kedeligt. Prætentiøst. Poetisk. Meningsløst. Sandkasse men en masse ting og hvad så. Hvorfor har den vundet en Reumet? Det får mig til at blive irriteret på Reumet og smagsdommerne i dansk scenekunst.

Ingen kommentarer: