#HRKEUNER - et dansk-tysk projekt

#hrkeuner

Kennst du Hr. Keuner? Kender du Hr. Keuner? Hr. Keuner? Han var her lige før.
De tre  skøre frakkeklæde personer kender alt til denne Hr. Keuner. Og de kan fortælle alt om, hvad han mener og synes. De kan spille ham, citere ham og være ham. Når først vi har forstået tanken, er vi nemlig alle en version af Hr. Keuner. Hr. Keuner lever – som ånd og filosofi.

Historier om Hr. Keuner
Bertolt Brecht opfandt i perioden 1933 til cirka 1955 denne pseudonymfigur, Hr. Keuner, som er en politisk og poetisk samfundskritiker. Han mener vi skal tage mere hensyn, være mere kærlige og med satire, ironi og en skarpsindig humor formulerer Hr. Keuner en lang række lettilgængelige ”sandheder” om verden omkring os. Om end Brechts ”digtsamling” HISTORIER OM HR. KEUNER er tudsegammel efterhånden er teksterne skræmmende vigtige og aktuelle for hvor tid. Det er socialisme og humanisme med spydig sarkasme og alvidende attitude. Og så er det en fantastisk indgang til Brechts værker. Det er underholdende læsning uanset om man er til teater og dramatik eller ikke.

Projektets opstart
Tilbage i februar 2014 besøgte jeg en instruktør fra Augsburg, som jeg havde mødt på Directors Lab i New York. Hun kom fra Bertolt Brechts hjemby og introducerede mig til Brecht Festivalen og ikke mindst til ”Wasser-turm-Kurt” som har den bedste boghandel i verden: Buchhandlung am Obstmark. Kurt fortalte mig om Brechts pseudonym figur Hr. Keuner og allerede på titlen var jeg solgt. Det lød sjovt! Et halvt år efter aftalte jeg med Brecht Festivalen at jeg ville komme med en mindre event baseret på Hr. Keuner og i øvrigt indeholdende noget med årets tema ”eksil”. Inspireret af en Storm P tegning af en slags gå-bil med lys, der peger ind på chaufføren opfandt jeg i samarbejde med scenograf Rebekka Bentzen en installation, der kunne rulle rundt på gader og stræder i vintermørket og dermed fungere som ”vinter-gadeteater”. Både danskere og tyskere skulle være med og på den måde, var mindt en medvirkende på fremmed grund – i en slags eksil.

Afvikling
Efter en del fundraising kunne jeg endelig i december 2014 bekræfte overfor alle parter, at projektet ”Hr. Keuner i eksil – en dansk-tysk Brecht event” kunne realiseres. Goethe Instituttet ønskede mærkeligt nok ikke at støtte det. Men Kulturstyrelsens Scenekunstneriske Internationale Udvalg kunne se noget i det ligesom lokaludvalget i Vanløse og lokaludvalget Amager Øst. Foreningen Danske Sceneinstruktører var de første til at tro på mig, og således var der efterhånden midler til et ultrakort prøveforløb på bare tre dage med tre skuespillere. To tyskere (hvoraf en også talte dansk) og en dansk skuespiller.

Sprogmøde
Jeg har før arbejdet i Rusland, hvor en tolk måtte oversætte alt hvad jeg sagde til skuespillerne, og hvor jeg ikke selv altid forstod, hvad der blev sagt på scenen. Det var en sproglig udfordring, men at instruere på delvis tysk, dansk og lidt engelsk var en helt anden sproglig blæksprutte-øvelse. ”Marie, jeg forstår jer ikke når I taler dansk” måtte den tyske skuespiller ind i mellem sige til os. Jeg havde total glemt hvilket sprog jeg var i gang med at tale på. Den danske skuespiller forstod ikke alt tysk – og det gjorde ikke opgaven nemmere.
De fleste af det danske publikum følte sig ekstremt fremmedgjorte overfor det tyske sprog, og synes det var svært at forstå, mens man i Tyskland morede sig over det danske, som lød ligesom ”Platdeutsch”, grinede de.
På holdet begyndte vi i løbet af en uges arbejde at forstå hinanden bedre. Vi lærte både tysk og dansk og Hr. Keuners tekster forstod vi i efterhånden alle sammen på begge sprog. Der opstod imidlertid andre problemer, som også vanskeliggjorde kommunikationen i prøverummet.

Intens proces
På første prøvedag læste vi teksterne igennem på tysk/dansk og aftalte, hvem der sagde hvad på hvilket sprog. Vi blev enige om, at der skulle være en dansk og en tysk version, så vi hjalp publikum så meget som muligt med oversættelser – dog uden at give køb på sprogmødet, som jeg mener var en vigtig del af temaet eksil. Dag to stod på prøver på første halvdel af det udvalgte materiale. En af skuespillerne fik en dårlig besked i privatlivet og det gik ud over arbejdsmoralen i den sidste del af prøvedagen. Om aftenen spiste vi middag sammen. Det var en smule anstrengende, fordi stemningen var blevet lidt spændt allerede om eftermiddagen. Onsdag var der fokus på at blive klar til aftenens visning i Vanløse. Det var regn og rusk, så selvom vi spillede på torvet mellem bibliotek og kulturhus, hvor man faktisk kunne stå i læ var der ikke et øje. Det var ellers annonceret i Kulturhusets program. Der havde været lidt misforståelser mellem arrangøren og teatret, så vi kunne ikke få fat på nogen kontaktpersoner, før vi faktisk nåede til Vanløse. Både jeg og Vanløse kulturhus kunne nok godt have gjort noget for, at dette projekt havde fået mere opmærksomhed og mere publikum.
Skuespillerne havde dog en god oplevelse med at få make up på og spille udendørs. Karakterer og show fungerede kunne vi konkludere – trods at kun en to personer kiggede på.
Torsdag ville jeg arbejde med anden halvdel af teksten, en af spillerne havde modvilje. Han havde i forvejen svært ved at huske tekst og aftaler, og kunne tydeligvis ikke overskue mere. Men jeg pressede alligevel på, og vi blev også klar til aftenens visning på Amager.

Improvisationer og samarbejde på Amager
Torsdag aften havde vi i alt fire forskellige stop på Amager. Vi startede foran Kvartershuset, hvor der kun var et par stykker, som var kommet for at se netop denne performance og ellers forskellige børn, unge, forældre og gamle, som kom forbi, kiggede lidt og gik videre. Den halve time lange performance, som bestod af 6 små moduler. Det var en kold oplevelse for os tilskuere. Med den erfaring bestemte i os for at flytte os rundt i bybilledet mellem de forskellige moduler. Skuespillerne eksperimenterede med at skifte mellem forskellige moduler og improvisere mellem teksterne på Musiktorvet foran ZeBU, i Amagercentret (hvor vi ikke havde tilladelse og derfor blev bedt om at forlade centret) og på Amagerbro torv ved Metroen.
Det blev her tydeligt for mig, hvor vigtigt det er, at skuespillerne har opmærksomhed på hinanden når de færdes i karakter i bybilledet. Jeg oplevede flere situationer, hvor de tre spillere ikke var opmærksomme nok på hinanden. For eksempel gik en spiller på et tidspunkt hurtigt videre mens en anden havde gang i en rigtig god og sjov gimmick med nogle restaurantgæster bag en rude. De to tyske spillere skændtes højlydt midt på torvet – men løste senere problemet igen. Det var alt i alt en lang, presset arbejdsdag og en rigtig svær aften. Jeg lærte dog noget om vigtigheden af fællesskab, tillid til at selv de små ideer kan få plads og en gensidig respekt. Det gælder især improvisation i byrummet – men faktisk også når forberedte scener skal præsenteres for et publikum i offentligheden.

Crowdbuilding
Efter en 14 timers køretur og en dejlig lur på hotellet var det blevet tid til projektets finale: Lange Brecht Nacht på Brecht Festivalen i Augsburg. Her ville vi præsentere alle seks moduler i alt tre gange. Det var et meget positivt peak efter en kompliceret uge. De tre forestillinger blev meget forskellige både mht publikum og ruten de bevægede sig i. Efter hver omgang evaluerede hele holdet og vi aftalte en strategi for næste visning.
Især erfarede vi i Augsburg, hvad det betyder at få skabt et publikum eller ”crowbuilde” fra starten og så formå at holde fast i dette publikum. Vi ønskede at bevæge os mellem modulerne, men vi risikerede dermed også at tabe det mere flygtige publikum. ”Kom med, følg med os her rundt om hjørnet” var skuespillerne nødt til at sige til publikum.
Det var en udfordring for skuespillerne både være til stede i karakter og vurdere, hvor det var godt at gå hen med eventen i forhold til publikum og i øjeblikket. Og så skulle de oven i købet samtidig blive enige. Hvorhen, hvordan og hvornår. Det lykkedes bedre og bedre at træffe de rigtige beslutninger og den sidste visning rykkede fra området foran Statsteatret i Augsburg til fortovet for foden af trappen til teatret. Altså kun en bevægelse på 5 meter – men præcis nok til at fastholde og involvere et ekstremt nysgerrigt og positivt publikum og lokke flere forbipasserende til. Det endte som ideelt gadeteater, synes jeg.

Utilfreds tilskudsgiver
Da vi, efter fire dages intens arbejde, lavede vores første præsentation ved Kvartershuset på Amager var en af de få faste tilskuere et udvalgsmedlem fra Amager Øst Lokaludvalg (som har støttet projektet). Han sagde bagefter til mig, at han synes det var svært at forstå og at det ikke var hvad han forstod ved gadeteater. At han havde forventet mere interaktion med publikum, mere publikum i det hele taget og at location ikke var god til denne type event. At det var alt for langt og at han synes det var for mange penge de havde smidt efter et projekt som tilgodeser så få mennesker. AV! Det gjorde ondt, men vi tog kritikken til efterretning og stræbte resten af aftenen på Amager efter at nå ud til så stort et publikum som overhovedet muligt. Desuden arbejdede vi hårdt på at udvikle interaktionen og gøre eventen bevægende og involverende. For han havde jo på en måde ret i sin kritik – derfor gjorde den ondt.

Intet overskud på marathon-projektet
Foruden det at skulle bokse med en ny genre, gadeteater, crowbuilding, improvisation med skuespillere som hverken kender eller forstår hinanden og ekstremt kort tid til tekstarbejde og iscenesættelse havde en også dårlig kemi med en af skuespillerne.
Vi arbejdede i løbet af ugen på Sønderbro Skole, hvor QUASI teater holder til. Skolen er et perfekt arbejdsrum, hvor man konstant bliver konfronteret med et potentielt publikum. Jeg ville dog ønske, at vi havde brugt det mere og simpelthen arbejdet mere i det ”offentlige rum”/i skolegården under prøverne. Men det var der ikke overskud til, da det var svært at bevare en positiv arbejdsmoral og på et hold, hvor der manglede kærlighed og respekt. Projektet havde marathon-agtig karakter og derfor var der ikke var hverken tid eller overskud til at løse personlige problemer eller spilde tiden med diskussioner og konflikter. Der var en usagt aftale på hele holdet om, at nu gennemfører vi det her så godt vi kan. Efterfølgende har jeg talt med spillerne individuelt om processen og om de vanskelige dele af samarbejdet.
Det er egentlig utroligt, at det endelige produkt på Brecht Festivalen i Augsburg blev så fedt, som det blev. En hollandsk festivalarrangør virkede meget interesseret. Så hvem ved – måske lever Hr. Keuner og vinter/nat-gadeteatret endnu?



Hr. Keuner – en Brecht street-event

Ide og instruktion: Marie Kilsgaard Møller
Skuespillere: Karla Nina Diedrich, Marius Bjerre Hansen og Guido Drell.
Design af vogn og kostumer: Rebekka Bentzen
Bygger: Mads Hilden.

Pris: 8000 kr. eks moms.
www.quasiteater.dk
Booking: info@quasiteater.dk