Til behagelig orientering...

... stod der i en email fra producenten Agnete Krabbe en fredag aften. Jeg vidste det godt allerede, for hun havde ringet for et par timer siden, for at "tale med instruktøren bag forestillingen Enten Eller, Marie Kilsgaard Møller". "Ja, det er mig". "På vegne af kunstrådet vil jeg gerne meddele dig, at QUASI teater har modtaget støtte til forestillingen Enten - Eller."
"Vent lidt, jeg må lige af cyklen" udbryder jeg. "Hvad?"
Jeg løber gennem regnen. Skriger. Griner. Skriger igen. Forstår det ikke helt. Er målløs. Aj, ikke målløs, men forbløffet. Lykkelig. Og så efter en uge, hvor TeaterHUSET har været i lort til halsen, og hvor jeg har grovet kløften i panden, som min mor kalder min bekymringsrynke, dybere end ekkodalen. "Det var dog en dejlig nyhed ovenpå den uge" siger jeg og tager til teenageagtig fest i det unge smukke København.

Jeg har ikke glemt støtten. Jeg har ikke glemt meddelelsen, som er som en drøm, der går i opfyldelse. Men jeg har endnu ikke rigtig forstået det.

Nu er vi altså blevet anerkendt som teater, og jeg som instruktør og kunstnerisk ansvarlig er som scenekunstner nu endelig blevet anerkendt som professionel - men uden uddannelse. Jeg har længe ønsket mig den status og i cirka et år har jeg følt mig godt tilpas med tanken. Autodidakt. Professionel.

Jeg har en masse bekymringerne for, hvad forskellen er mellem før og efter støtten. Jeg har en ide om, at alting er anderledes. At jeg ville være anderledes. Gå anderledes klædt, opføre mig anderledes og prioritere anderledes. Måske mere voksent. Måske mere kreativt. I hvert fald anderledes. Men det sker ikke. Livet føles ikke mere alvorligt "nu med støtte". Jeg har ikke haft behov for nye venner eller nyt tøj. Alting er faktisk som det plejer... Når jeg tænker på forestillingen, når jeg forbereder mig og holder møder med folk føles det heller ikke anderledes. Så hvad der forskellen? Hvornår bliver jeg overrasket over livet som professionel scenekunstner?
Hvilke udfordringer er det der venter mig og hvilke erfaringer skal jeg gøre mig i level 5? Level 5, hvor folk får løn og hvor vi alle måske forventer mere af hinanden?
Måske ikke - måske har ambitionniveauet og professionalismen været så høj de sidste par år at der ikke er den store forskel...
Men hvorfor var det så jeg for et år siden svor til Agnete, at jeg ikke ville lave en til forestilling uden at få løn og med lønninger til alle medvirkende? Det var fordi jeg havde brug for en gensidig aftale med alle medvirkende om, at når vi producerer, så gør vi det og kun det. Så er man frisk til prøverne og har forberedt sig. Professionalismen skal skinne igennem i processen. Produktet skal være så godt det overhovedet kan blive. Med sådanne forventninger til de medvirkende stiller jeg store krav men er det urimelige krav? Vil jeg opleve de samme skrupler i denne proces som jeg "plejer"? Det er ikke til at sige.
Men jeg glæder mig uendeligt til at komme igang. Til at skulle arbejde med Enten - Eller fokuseret, koncentreret. Og at skulle arbejde med folk, der bliver betalt for det de laver, fordi de er dygtige og dedikerede.

Første store udfordring er at skaffe flere penge, så vi faktisk kan betale det overenskomsterne kræver. Det i sig selv bliver en udfordring. Hvis ikke det lykkes skal vi i lønforhandlinger. Det bliver noget nyt.
Vi skal lave en produktionsplan, som involverer en lysdesigner. Det bliver interessant. Det har jeg ikke prøvet før. Men jeg er spændt på at opleve, hvad Michael vil bidrage med i det æstetiske udtryk.
Jeg er spændt. Kan faktisk ikke vente. Må igang! Først med manuskriptet.. det bliver vanskeligt i sig selv. Det SKAL være en pissegod historie. Pissegodt fortalt.

Den nye Marie

I september måned har jeg haft for meget at lave, for mange forskellige tanker og ganske enkelt mentalt overload. Det har gjort mig ondt - men store tanker har hjulpet og nu er det godt igen. Der er sket meget. Jeg vil forsøge at dokumentere alt det der har med mit arbejde med scenekunst at gøre her på denne blog.

Karakteristik af Den nye Marie:
Den nye Marie bestræber sig på at gå i svømmehallen to morgener om ugen.
Hun har tid til en kop spontan kop kaffe i køkkenet, hun holder pauser i løbet af dagen, hun ser en film en gang imellem og hun snakker med dem hun bor sammen med.
Hun går ture alene, tænker på livet, samfundet, meningen og meningsløsheden. Alene.
Den nye Marie arbejder med teater så meget hun overhovedet kan. Øver sig. Eksperimenterer. Udvikler og leger.
Hun arbejder på en forestilling, som måske kan vokse sig større, og som handler om den nye folkesygdom: Stress og depression.
Hun arbejder også på en dukkemusical om Søren Kierkegaard - en ensom, passioneret og stædig mand med hang til tungsind.
Den nye Marie husker at gøre alt det, der gør hende glad.
Den nye Marie passer på sin tid. Er ikke sekretær. Arbejder ikke for nogen eller noget hun ikke brænder for eller tror på.
Hun skriver - men på sine egne projekter eller freelance (projektorienteret).
Hun er frivillig i ASSITEJ og glæder sig til verdenskongressen.
Hun er med til at etablere NUTS - netværk for unge turnerende scenekunstnere.
Hun er ikke længere hverken formand eller i bestyrelsen for TeaterHUSET. Det projekt har jeg givet alt hvad jeg kan og vil til. De er bedre tjent med nye begejstrede kræfter. Jeg krydser fingre for dem - og besøger dem jævnligt som et aktivt frivilligt medlem.
Den nye Marie er kandidatstuderende på retorik og læser sine lektier så ofte hun kan det.
Den nye Marie drømmer om en lederstilling på et teater om to år.
Hun drømmer også om sit eget lille teater, hvor hun kan lave børne-turnéforestillinger i QUASIs navn sammen med Agnete.

Den nye Marie er autodidakt professionel sceneinstruktør, støttet af Kunstrådets Scenekunstudvalg.
Den nye Marie vil instruere flere forestillinger - freelance - og håber på at blive hyret af et teater snart.

TeaterHUSET – et flagskib for undergrundsteater

Formandens beretning - TeaterHUSET d. 30. august 2010

År 2059... Jeg tænker på, at der eddermamer er sket meget det sidste års tid. Så væbn dig med tålmodighed. Der er meget jeg både gerne vil og faktisk skal sige. Jeg skal berette om, hvad der er sket i TeaterHUSET det sidste år. Men jeg vil også gerne sige noget om udfordringerne, der venter i fremtiden og lidt om mine personlige oplevelser og følelser omkring dette unikke sted.
Da jeg blev mindet om, at jeg skulle lave denne formandens beretning, fandt jeg de gamle papirer frem i TeaterHUS-bunken hjemme i skrivebordsskuffen. År 2059 var overskriften på det øverste stykke papir. Jeg smilte for mig selv. Jeg husker tydeligt visionsweekenden i et mødelokale i Det Kongelige Teaters opera på Holmen for præcis et år siden. Vi havde mange drømme og store visioner. Rigtig mange planer er faktisk blevet afprøvet og realiseret.
Vi fik stillet den pædagogiske opgave at beskrive TeaterHUSET om 5 år og derefter om 50 år. Her er nogle af de ting der står på mit papir fra opgaven:
2014: TeaterHUSET er en del af en stor ”kage” som hedder HUSET i Magstræde. Et tværkulturelt, udviklende hus. Flere kurser, regelmæssige brugere. Mere plads. Fed stemning. Frihed. God fest. Samlet miljø. Skoleagtigt med synlige ”niveauer”.
Og under 2059 står der: Blevet en skole, mere undervisning, mere struktureret. Kontakt til alle dem der laver teater. Og denne følgende sætning var streget over: ”Dem teatrene ringer til, når de er trætte af Nik.Bro.” Fagforening. Alle niveauer. 1., 2., 3., 4., 5. klasse. Hierarkisk. Gode faste undervisere (skaber også netværk). Stadig et sted. Og endelig: Internationalt og anerkendt.
På et andet papir fra en anden øvelse står der ”et flagskib”. Gratis kurser, teknik kurser, medlemsaktivering, hvid i offstage, filmvisning, flere medlemmer, flere timer til de ansatte og caféaktiviteter arrangeret af forskellige teatergrupper.
Rigtig meget af det, der står på notaterne har vi faktisk nået, eller også har vi arbejdet intenst hen imod det. Det har været et heftigt år for Københavsn undergrundsteater og for TeaterHUSET. Som flagskib synes jeg vi er blevet stærkere, klogere og bedre.

Filmvisningerne har er vi ikke fået sat igang endnu. Men vi har udviklet et nyt ansøgningssystem, som inddeler ansøgende grupper i førstegangs-producerende og erfarne grupper. Vi har kaldt programmet NEO og EXPO. Nye og erfarne. De to scener, Planeten og Bastarden, fordeles af dem, der behandler ansøgningerne, og dermed er de scenernes status på sin vis blevet mere ligestillet. TeaterHUSETs medarbejde ser nogle problemer i NEO-EXPO-opfindelsen. Fx kan det siges, at grupper med korte deadlines (hvis de vil spille om 2 måneder fra de henvender sig) ikke kan imødekommes. Det er en skam, og noget, som den nye bestyrelse må finde en løsning på i den kommende sæson. Omvendt, så oplever vi en stigende interesse for at spille i TeaterHUSET. Med 2 årlige ansøgningsfrister er det muligt at planlægge sæsonen på et tidligt tidspunkt, hvilket er både godt og vigtigt, når vi deler HUSETs lokaler med stadig flere og flere.
Jeg har i den sæson der nu er slut set nogle rigtig gode forestillinger på Bastarden, og set rummet brugt på måder, som gør det til en flot og attraktiv scene. Selvom der ikke er kommet færre søjler eller flere kvadratmeter er Bastarden vokset!
Planeten er en fantasisk scene, som det er fantastisk, at vi har adgang til og kan dele med de mange andre interesserede i HUSET. Jeg håber, at der vil blive ved med at være store smukke undergrundsteaterforestillinger på begge scener, og at alle HUSETs brugere fremover vil bakke op om og deltage i hinandens fester og events og på de mange scener.
Forestillinger i 2009/2010 var: Vildskud Festivalen 2009, Bare1Tanke ”OS2”, Asyl Open Mike, Kaliber 8 ”Pølseskind”, TENK ”Babuschka”, Skuespillerskolen Ophelias Macbeth, Vid og Sans ”Flugten fra kommunen”, Teater Lab. Co. ”3 forestillinger”. Ialt giver det 6 forestillinger på 1 år! Det er cirka ligeså meget som man har på en profesionelt drevet scene. Det er fedt!

Vi har i det år, der er gået, besluttet at bruge flere penge på PR, og TeaterHUSET har fået et fast abonnement på Teaterkalenderen. Dette kan også medvirke til den øgede interesse omkring at producere her i TeaterHUSET. Men arbejdet i TeaterHUSET har sandelig ikke kun været bestyrelsesbeslutninger og teater. I februar havde vi en arbejdsweekend, hvor Off Stage blev malet hvid, mødelokalet grønt og Studiet er klargjort til spejlvæg. De få medlemmer som mødte op fik mange lange snakke, grin og maling på tøjet. Vi havde kæmpet for og håbet på mere frivillig engagement i foreningen i forbindelse med arbejdsweekenden, men uden held. Det er noget, der er blevet talt om ofte, og som fortsat vil være på dagsordenen: ”Hvordan får vi en mere aktiv frivillig forening?”

Der har været mange succesfulde kurser og gratisarrangementer, som har givet medlemmerne mulighed for at møde nye scenekunstnere og udvidde deres netværk, præcis som det er ambitionen at TeaterHUSET motiverer til.
Vi har haft:
- Longform Impro v. Kasper Nielsen
- Manuskript kursus v. Troels Christian Jakobsen
- De Store Russere v. Jens Michelsen, Martin Lyngbo og Niels Damkjær (i samarbejde med DATS)
- Krop og stemme træning v. Nikolaj Papaduke
- Informationsdag om turnerende teater for alle interesserede teatergrupper.
- Bastard Teorier, som var et forsøg på at lave nogle gratisaktiviteter for medlemmerne. 2 ud af 3 af disse blev ikke gennemført pga. sygdom og mangel på tilmeldte. På kontoret mener man, at erfaringen mht. tilmeldinger er, at det ikke skal være helt gratis. Men TeaterHUSET vil dog gerne fastholde fundraising til kurser for at gøre brugerbetaling minimal.

I 2010 har TeaterHUSETs bestyrelse og ansatte været aktive i forhold til styrkelsen af netværket på tværs af instanser i hele Danmark, som laver independent teater. QUANGA (Århus), Bühne (København), Vilskud festival (København), TeaterHUSET og et meget spædt netværk i Odense har alle mødtes nogle gange for at finde fælles fodslag.
Især samarbejdet mellem TeaterHUSET og Bühne har resulteret i nye konkrete initiativer. Det startede faktisk med, at vi røg ind i nogle overlap mellem TeaterHUSETs og teaternetværkets Bühnes udbud af kurser/workshops. Derfor tog vi initiativ til et styrket og tættere samarbejde. TeaterHUSETs lyst til at rumme alle initiativer i undergrundsscenekunsten matchede Bühnes behov for lokaler og faciliteter. Sæson 2010/2011 bliver svendeprøven på dette nye samarbejde. Vi håber at stå stærkere sammen. For TeaterHUSETs kursusvirksomhed betyder samarbejdet i første omgang, at der kommer 2 årlige kursusrækker og workshops, som laves sammen med Bühne og dermed tilbydes på samme tid til 2 netværk på én gang.
Et godt eksempel på samarbejdets muligheder var readingen på Planeten i april 2010, hvor Bühne og TeaterHUSET sammen arrangerede årets største begivenhed – i øvrigt i samarbejde med Huset i Magstræde, som havde 40 års jubilæum. Den event var et vigtigt og stærkt symbol på, hvad det her sted kan og vil i fremtiden.

Sidst men ikke mindst har vi for ganske nyligt fået godkendt indstillingen i kommunen, som beskriver HUSET i Magstræde i fremtiden, som et mere samlet HUSET med flere frivillige foreninger, med en større genremæssig spredning og endnu mere aktivitet. I 13 måneder har vi kæmpet for den sag – og endelig kunne politikerne træffe en beslutning, som vi er meget glade for og spændte på.
Det bliver Vildskud festival hver dag, plejer jeg at sige. Det ved jeg selvfølgelig godt, det ikke bliver. Men under Vildskud stod jeg på et tidspunkt i cafeen og skulle købe en øl. En perifær ven stod med en øl og snakkede med en jeg ikke kendte. ”Skal du have en øl med?” spurgte jeg den fremmede. Jeg havde lyst til at gi’ en bajer, for vi var jo fælles om at bruge og nyde cafeen. Derfor var han altså nu min ven. Hvis ikke Vildskud-festival hver dag, så ønsker jeg, at få netop den beskrevne følelse hver dag i HUSET. Og jeg håber, at mange andre også vil opleve det samme og lysten til et tværkunstnerisk fællesskab og samarbejde i fremtiden. Både på det udøvende og på det administrative plan.
TeaterHUSET bringer en varm tak til dem, der har lagt frivillige timer og kræfter i det politiske lobbyarbejde og en tak til alle dem, der har troet på, at det kunne lade sig gøre at finde en fælles løsning, som vil gøre alle lykkelige.

Vi har i år fået Thea ind i bestyrelsen, og siden sidste generalforsamling har fået en ny tekniker og en ny administrativ leder. Der har været mange skift og omvæltninger og meget pres på de to gange 12,5 timers ansatte. Men det har vi som medlemmer ikke kunnet mærke. Der skal lyde en ærlig, dybtfølt og varm tak til Liv Helm og René Kruse for deres indsats i den forgangne sæson.

Bookingsystemet er blevet gjort manuelt igen og René bruger alt for lang tid på at taste reserveringer ind, når han kunne gøre noget sjovere, vildere, hurtigere. Bookingsystemet er noget, der skal på dagsordenen i det kommende år, forhåbentlig i samarbejde med de andre brugere af HUSET, fordi vi nu bliver flere aktive frivillige, der skal til at dele endnu flere rum.
I det kommende år skal bestyrelsen desuden have et effektivt og aktivt samarbejde igang med HUSETs administration. Vi skal huse flere fantastiske forestillinger i TeaterHUSET, og vi skal udvikle de rum og resourcer, vi har til noget endnu federe og til forhåbentlig endnu mere aktivt frivilligt fællesskab. Vi skal også være visionære igen – og forestille os TeaterHUSET – denne gang i 2060. Lave filmvisninger og eksplodere i synligt undergrundsmiljø.

For et år siden havde vi hele kroppen fyldt med visioner, som har dannet grundlag for et aktivt, stærkt og engageret arbejde både på kontoret i hverdagene og i bestyrelsen. Vi skal blive ved med at have ambitioner, få flere ideer, nye håb og drømme. Men vi skal også være koncentrerede om at styrke de mange smukke flagskibe, som vi allerede har sat i søen.

Optur!

Når det går op må det vel også gå ned tænker jeg og ånder lykkeligt ind. Har man virkelig lov at være heldig... Heldig er jeg. Er vi!

Vi har fået op til flere gode anmeldelser. Vi har solgt halvdelen af vores forestillinger i efteråret 2010. Vi får masser af respekt og man siger at denne forestilling vil kunne spille meget længe.

Vi er blevet til en kunstnerisk virksomhed (moms-fritaget). Har haft møde med banken. Udbetaler løn og tjener rigtige penge. Henter tilbud ind. Køber udstyr og søger midler til mere af fra samme skuffe. QUASI-skuffen.

Min bror sagde til mig idag, at QUASI faktisk betyder det der ligger mellem normalt og unormalt. At det også kan betyde 1/4. Jeg kan godt lide det. Det er vores udtryk. Jeg står inde for det. Det er uendeligt vigtigt og vidunderligt at være med til. Igen former lykken mit ansigt i noget jeg ikke selv kan se, men som føles rigtigt.

Snart har vi fået nye venner. Et miljø. Et sted hvor vi ved hvem vi kan stole på, og hvor andre kender os for præcis hvad vi er. Ved hvad vi har lyst til og kan. Ønsker at bruge os.

Inden længe skal jeg mødes med formanden for ASSITEJ, for at diskutere fremtid og planlægning. Jeg er beæret over at være en del at organisationens udvikling og mener selv jeg har noget at byde på. Til sommer står den på Bolivia og Argentina. Argentina har også et ASSITEJ projekt på programmet.
Og derefter skal jeg lave mere politik! Det er så vigtigt. Og jeg elsker det!

VIDSTE DU, AT DANSK BØRNETEATER ER VERDENS BEDSTE?

Af Marie Kilsgaard Møller
Vicepræsident i ASSITEJ Danmark og teaterinstruktør i børne- og ungdomsteateret QUASI.


Vidste du, at det i dag er ASSITEJs internationale børneteaterdag? At der om cirka tre uger kommer omkring hundrede internationale børneteaterfolk til Esbjerg, for at deltage i den store årlige børne- og ungdomsteaterfestival? Og vidste du, at København og Malmø om præcis et år skal være vært for en enorm verdenskongres for børne- og ungdomsteater?

Der er ikke mange der ved det, men over hele verden fejres dagen i dag med alt fra konferencer til optog og festivaler. I Danmark er det de færreste der kender til verdensorganisationen ASSITEJ, og kun få ved, hvor stolte vi faktisk bør være over dansk scenekunst for børn og unge på den globale spillebane.
ASSITEJ Danmark er den danske afdeling af den internationale organisation for børne- og ungdomsteater ASSITEJ (Association Internationale du Théatre pour l'Enfance et la Jeunesse), tilknyttet UNESCO. Organisationen består af flere tusinde organisationer, teatre og enkeltpersoner spredt på over 80 forskellige lande. Den danske afdeling af ASSITEJ formidler viden om dansk børneteater til udlandet og informerer om aktiviteter i udlandet til de danske teatre. ASSITEJ ønsker generelt at fremme børns kulturelle rettigheder, ved at fremme udvekslingen af teater, kompetencer og synspunkter på tværs af alle grænser. I en tid, hvor det globale samfund og et samlet Europa kommer tættere og tættere på den enkelte, er det vigtigt, at vi i et lille land som Danmark er gode til at agere på et internationalt plan.

Hep på Danmark
Ligesom vi er nogle, der sidder hjemme foran tossekassen og klapper af Caroline Wozniacki, når hun med elegance og sikker hånd erobrer medaljer som repræsentant for vores land, så bør vi i dag også skåle for Danmarks børneteater. Ude i verden er dansk børneteater i førertrøjen. Hvert år spilles der i Danmark børneteater for over en million publikummer ude på skolerne. Man siger, at vi i Danmark er gode til at tage børnene alvorligt og samtidig lave forestillinger, som er relevante og interessante for de voksne. Dertil er det kunstneriske og æstetiske niveau enormt højt, siger man. Ifølge statistisk bliver der hver eneste dag spillet mellem en og to danske børneteaterforestillinger i udlandet. Det nordiske samarbejde er i rivende udvikling og scenekunstnere fra norden inviteres til den anden side af kloden for at øse erfaringer vedrørende børn og kunst ud over den tredje verden.
For mange ”voksen-teatre” kan det være vanskeligt at brække de skrå brædder op og sætte sig på en flyver med lyd og lys i bagagen. Men børneteateret lever på hjul og landevej. Derfor er det også almindeligt, at man ser store historier og kunstneriske præstationer skabt med få og enkle virkemidler. Dansk børneteater er derfor også favorit-inspirationskilden til større og bedre bemidlede teatre. Den danske teaterelite er børneteateret. Her er der sikret succes og ekspansion. Det er klart, at der er brug for midler til de mange rejseforestillinger, som efterspørges rundt omkring i verden. Heldigvis er den politiske opbakning til international kulturudveksling god. Både indenfor elitesport og børneteater skal det klinge ”Danmark er de bedste!”¨

København-Malmø
Idag skal vi altså fejre ”ASSITEJ International Theatre for Children and Young People World Day”. Det er sjældent, at dagen bliver markeret med noget særligt i Danmark. Det skyldes især den forestående festival. Til april mødes hele Danmarks børneteater nemlig med over 170 forskellige forestillinger. Hvert år en ny værtskommune. I år bliver udstillingsvinduet esbjergensisk. Købere, fagfolk, børn og almindeligt interesserede valfarter til festivalen, hvor kendetegnet er den gode og imødekommende stemning samt høj kunstnerisk kvalitet. Også her kan vi prale af det internationale samarbejde. Til festivalen i Ballerup i 2009 var der omkring 130 deltagere fra 37 forskellige lande.
Om præcis et år vil hele København vrimle med børneteater. Danmark og Sverige er nemlig blevet valgt som fælles værtsby for 17th ASSITEJ World Congress and Performing Arts Festival for Young Audiences. Gæster fra hele verden kører med tog og metro i pendulfart mellem Malmø og København. Drømmen er, at hele indre by i København skal sitre af børneteater og gæster fra hele verden, ligesom ved klimatopmødet. Danmark er valgt som vært, fordi dansk børneteater har noget at byde på. Men børneteatrene kan ikke klare den alene. Hele hovedstaden må involveres i denne enorme event, som er en stolthed for den danske nation og for København.

En opfordring må lyde til alle danskere: Spred rygtet! Dansk børneteater er verdens bedste! Den årlige børneteaterfestival i april er et besøg værd! Og ASSITEJs Verdenskongres i 2011 bliver en sensation – også til ære for dig!

Tanker om idé-proces

Hvad skal vi nu lave... Det er det både farlige og forførende spørgsmål vi stiller os selv når en forestilling med succes er blevet produceret.
Det starter med nogle ambitioner, målsætninger om man vil. Der er bestemte emner eller former eller koncepter, scenografier, musikgenrer eller absurde eksperimenter, som jeg gerne vil udforske.
Dernæst opstår nysgerrighed.

Noget skal undersøges nærmere, fordi det har det dramatisk formidlende potentiale - og fordi det er vigtigt.

Så læser jeg. Jeg læser alt muligt, lidt her og der, meget der, men frit og uden at tager noter. Jeg husker kun det er af uforklarlige årsager forplanter sig i min hjerne.

Efter en længere periode med frilæsning opstår der en trang til at producere noget. Til at forplante og forevige tanker, ideer og koncepter. Et udkast til en dramaturgi skabes ud fra løse tanker.
Primærkilderne findes frem og notater og stikord, tekstmateriale i udpluk noteres i det dokument der senere skal blive til et manuskript. Samtidig tegnes der.

Efterhånden som tekstes vokser på papiret opstår der klarere ideer om medvirkende, musik, stil, scenografi og ønsker om samarbejde.
Casting og samling af produktionshold kan så småt begynde. Der er ca. 1 år til premieren.
Om 3 mdr. skal teksten være færdig og holdet sammensat. Og så er der brug for økonomi.
Økonomien er det store faretruende og afgørende spørgsmål. Økonomi og politik hænger uløseligt sammen. Det vender jeg tilbage til.

Ord af Kierkegaard

"Det tragiske er, at to elskende ikke forstår hinanden, det komiske er, at to, der ikke forstår hinanden, elsker hinanden." (Fra Stadier på livets vej, Skyldig ikke skyldig af Quidam aka S. Kierkegaard).