Ord af Kierkegaard

"Det tragiske er, at to elskende ikke forstår hinanden, det komiske er, at to, der ikke forstår hinanden, elsker hinanden." (Fra Stadier på livets vej, Skyldig ikke skyldig af Quidam aka S. Kierkegaard).

Året der gik så ganske udemærket

Så er 2009 ved at være slut. QUASI er fyldt 2 år og har produceret musikteaterforestilling nr. 3. Og ud af de tre er to nu blevet refusionsgodkendt som professionel ungdomsteaterforestilling. Det er dejligt.

Desuden har vi fået lidt presse og omtale, som jeg lige ved prale af her:

Min kronik som blev trykt i Politiken i januar 2009 kan man læse et andet sted her på bloggen. Den hedder "Hvad kan jeg blive 2009".

AnArkistikA var på børneteaterfestival, og blev anmeldt i børneteateravisen:

http://www.boerneteateravisen.dk/artikelAnmeldelse.aspx?document=cms/indhold/Anmeldelser/QuASI%20Anarkista.xml&container=cms/indhold/Anmeldelser

Den Danske Sang blev anmeldt af univsersitetsavisen:

http://uniavisen.dk/kultur/det-danske-spoergsmaal

Der blev også lavet en reportage fra prøverummet på Lades Kælder:

http://uniavisen.dk/kultur/til-kamp-de-roed-hvide-sange

Dernæst er der lavet et portræt af mig som teaterinstruktør og retorikstuderende:

http://uniavisen.dk/kultur/en-ung-blond-pige-og-en-dansk-sang

Jeg glæder mig til at tage hul på en ny forestilling til januar hvor jeg skal lave research på dukker og Søren Kierkegaard.

I januar skal jeg også arbejde på opsøgende arbejde for at sælge Den Danske Sang til landets folkeskoler. Det lover godt i fremtiden. Jeg glæder mig til 2009. Det lille teater vokser sig større, bedre og klogere.

Godt nytår til dig der måtte læste dette lille stykke pralende update.

Tråde

Min første iscenesættelse nogensinde var Line Knutzons Først blir man jo født. Der taler Nymse og Tudeberg om nogle tråde, som forbinder mennesker. Imellem os alle er der tråde.

"Nogen gange kan du få den sære fornemmelse ikke at kunne nærme dig et menneske, man må ikke gå ind i dets hus - det er trådene, Nymse - trådene, der spærrer... Og jeg har tråde - over det hele - helt filtret er det, det er derfor, man ikke altid kan komme mig nær. Kun hende, der ved et tilfælde finder vejen, hende der springer over, går til højre, løfter armen det rigtige sted, siger godnat og nikker på det rigtige tidspunkt, hun kan nå mig. Og ikke nok med det: jeg skal også tilfældigvis gøre det samme..." (Tudeberg i "Først Bli'r Man Jo Født")

Når trådene er filtret sammen er det noget rod. Det ved enhver. Nogle gange knækker tråde. Nogle gange holder de for evigt. Nogle tråde, som er særligt filtrede, kan også blive til reb. Filtrede tråde, der er så filtrede og så ugennemtrængelige at det bliver til stærke reb, der binder mennesker sammen for altid.

Das leben des anderes

For tyve minutter siden var det den 9. november og tyve års jubilæum for murens fald. "Du flæber" grinte jeg, da han rørt til tårer læste de ti første linier af Politikens leder om hvor glædeligt det er at tyskland blev forenet i '89. Og nu... nu er jeg lykkelig, rørt og forvirret, stortudende, så mine øjne svier på snart tresindstyvene minut. Hvorfor. Jeg gik ned og så Das Leben Des Anderes på vores lækre fladskærm på Sankt Peders Stræde og pludselig er jeg i tvivl om alt!
Filmen handler om en dramatiker, som er kæreste med en skuespillerinde. De lever i DDR i midten af 80'erne og alt er i det vi idag synes er kult brunt design. De bliver overvåget, ministeren vil have fingre i skuespillerinden, men ham som skal overvåge dem bliver suget ind i deres private historie og redder dem istedet ved at dække over dem i al hemmelighed. Til slut, da det er ude med alle, formår overvågeren at gemme det afgørende afslørende tegn væk, så det alligevel ikke bliver fundet og redder dermed forfatteren. Men kæresten, som er skyldig i afsløringen efter enormt pres og afpresning, begår i sorg og skam selvmord for øjnene af dem alle inden hun opdager at intet alligevel er fundet. Det er så subtilt fortalt. Og det er så ulykkeligt! Og det er ikke ideologien værd! Eller er det? Store spørgsmål stilles i mit søvnige sind.
Er ideologien værd at kæmpe for? Hvor længe? Er kærligheden værd at kæmpe for? Hvor længe? Jeg tænker på hvor stor kærligheden kan være mellem to mennesker som elsker hinanden. Og græder igen. For samtidig er den ofte så umulig... Nu siger jeg ikke mere.

Kære læser

Kære læser. Jeg skriver på denne blog for at tømme hovedet for spekulationer. Ikke at det altid hjælper. Jeg skriver også for at dokumentere mit sind, for at huske, for at kunne vende tilbage og blive inspireret. Og for at lære at formulere mig. Både om det jeg ser, hører og oplever og om mig selv. Det er en øvelse i analyse kan man måske sige.

Om præcis seks uger er der to dage til min tredje premiere med teaterkompagniet QUASI. Der er meget arbejde endnu. Måske også mere en jeg faktisk kan nå. Dog vil jeg med glæde og visheden om at vælge og fravælge huske at holde fri, tale frit, skrive frit.

For præcis en uge siden idag følte jeg tomhed. Jeg havde ingen motivation. Var netop hjemvendt fra en af mit livst mest interessante rejser og jeg kunne ikke glæde mig. Følte skyld. Men for hvad? Havde ikke lyst til noget, havde ingen energi, ingen glæde, kun sorg og ærgelse. Og ensomhed. Desuden magtesløshed. Frustration over ikke at få min vilje. Bitter over at have formet mit liv som jeg havde. Tom indeni, følelsen af at have mistet det mest betydningsfulde. For alvor.

For præcis fem uger siden mistede jeg det mest betydningsfulde. Lettere pludseligt.
For fire uger siden savnede jeg. Ledte efter alt hvad der bare duftede lidt af gamle dage. Ledte efter lykke og efter mening.
Jeg leder stadig. Men mindre febrilsk, tror jeg. En erkendelse af ikke at fatte livet fylder mig med ro. For præcis en uge siden var der en der sagde til mig at jeg "søgte i syd og mod nord, men så ikke skønheden hvor jeg bor." Jeg tror det er rigtigt. Og forkert. En utilfredsstillende situation får mennesket til at søge noget andet. Først indenfor de mest behagelige og fordelagtige rammer. Dernæst der hvor forandring er muligt. Alt hvad jeg ønsker er at være lykkelig. Glad. Og at elske uden forbehold! Er det for meget? Er det for flyvsk? Hvad med det nære? Hvad handler det om? Om tid? Om mad? Om samtale? Eller om situationsfornemmelse? Handler det om underteksten? Jeg tror ikke helt jeg forstår det.

Kære læser. Om lidt, når jeg endnu en gang alene i en alt for stor seng vil forsøge at sove, tænker jeg på om skæbnen kunne have formet sig anderledes. Og på om fremtiden vil mig noget bedre. Hvad med nuet? Hvad skal jeg med nuet? Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med nuet. Nuet må jeg bare udtrykke.

T.o. Lejlighedssang fra Rasmus' polterabend

Skålesang ved Rasmus' polterabend onsdag den 24. juni 2009


Mel.: Papirsklip

Vi har en ven som skal giftes snart
Derfor samles vi og gør ham parat
Fisse, hornmusik og bajer skal til
Løft dit glas lisså høøjt som du vil:

SKÅL

Når nu du aldrig mer skal score pir'
Kan du få tid til at folde papir
Danse Stig Møller og livet er skønt
Skål! Og tillykke du har klaret det kønt

SKÅL

(Mel.: Domine et sanctus)
Rasmus han skal giftes
Rasmus han skal elskes
Rasmus han skal pyntes

SKÅL

Mel.: I en kælder sort som kul

Arentsen skal giftes nu
Det er rigtig herligt
Kærlighed det skal man jo
Os' når det' besværligt
Men stop op og vent nu lidt
Kirkeklokker ringer tit
Husk nu dine venner
Som dig back-up sender

SKÅL

Mel.: Det hammer hammer fedt

Det hammer gammeldags
Med alt det tjant og fjas
Nu skal vi ha øl
Men er der mer på køl?
Jaa og der er mange
Så vi synger sange
Til der ik er flere og vi går.

SKÅL

Citat

Her er humlen i alt ondt. Jeg tillader mig at bringe et citat på denne ulæste og uopfficielle blog, citerer en anonym person, som af flere ses som lidt frelst og lidt dum i det, mest fordi vedkommende tror på jesus... Og ikke er god til at diskutere på en upersonlig måde.
"Jeg selv var opmærksom nok til at stoppe i tide... Det krævede altså også en helvedes indsats - og så var jeg så heldig at jeg altid har været anti-autoritær. Pludselig blev han autoriteten og vi hash-rygere blev det sande kulturelle folkefærd der blev forfulgt af alle de andre. Den hoppede jeg simpelthen ikke på!"
"Du kan nok ikke følge mig. Men min måde at stoppe hashen på var at skære helt ned på den og betragte det på samme måde som jeg betragter druk. En gang imellem gør godt.
De fleste behandler det som var det smøger og så får de paranoia og begynder at tro verden er mærkelig etc. De bliver virkelighedsfjerne... Min søster var den der ligesom satte prikken over i'et. Hun lod mig vide sort på hvidt at hun havde svært ved at genkende mig. Der var det at jeg fattede hvor forandret man bliver af at tage stoffer... Ligesom du bliver forandret hvis du drikker øl hver dag"