torsdag den 11. december 2008

Oh happy lie

Så jeg bad ham inderligt om at komme og holde om mig. Hulkede i to timer. Snakkede lidt om mig og mit fjollede liv. Han mindede om de mange gode ting. På daværende tidspunkt ville jeg ikke høre tale om. Men idag er jeg fortrøstningsfuld!
Vi havde en dejlig formiddag. Og hvor jeg dog har savnet ham! Vi legede nærmest kærester. Og jeg mærker meget klart: Jeg tror næsten ikke jeg kan undvære ham! Jeg har sådan brug for ham. Men når vi hygger, griner og flirter, så er ligger den der og lurer. Løgnen. Det dobbelte liv. Hemmeligheden. Jointsne. Som vil være min evige konkurrent. Som for mig skal være et overstået kapitel i hans liv. Han skal ville mere. Han skal ville et voksent liv med mig. Han skal ville blive gammel sammen med mig. Og vi skal have en masse børn. Det kan vi ikke med den lille evige lyst til at dope'e og forsvinde væk fra virkeligheden. Jeg vil være sammen med en mand som vil leve og leve i virkeligheden. Nutiden. Og elske den i alt dens forfærdelighed. Men det vil han ikke. Eller rettere, som jeg ser det: kan han ikke. Måske tager jeg fejl. I så fald må han fortælle mig det. Men hvor jeg af hjertet hader det stof som skiller os ad. Jeg er så lykkelig med ham.
Hr og Fru Underbuks (karakterer i den reading jeg laver i denne uge) vil ikke vedkende virkeligheden. De fornægter tilpas længe til at det slår ham ihjel og gør hende bims. Deres nabo bliver hyper-ekstremistisk religiøs, hvilket kun før ondt værre. Så heller ikke den vej skal man gå. Hvilken vej skal vi så gå kan man spørge sig selv. Hvad skal vi lære af stykket? At face'e realiterne. Og handle der hvor handles må. Der findes op og der findes ned. På vej gennem livet skal vi begge veje. Vi kan kun overleve hvis vi tillader det.

Møde i Quasi Teater om AnArkistikA, som er blevet refusionsberretiget var både dejligt, bekræftigende og frustrerende. Vi vil alle gerne på børneteaterfestival, hvilket er min store drøm og mit spark fremad mod en professionel karriere, bilder jeg mig ind. Men vi har ingen penge til det. Og vi ved ikke hvordan vi skal finde dem. Og producenten er alt for træt. Det gør mig både ked af det og pisse frustreret. Jeg håber livet snart for min kære veninde, kollega og partner in crime begynder at gå lidt op.

Ingen kommentarer: