Oh happy lie

Så jeg bad ham inderligt om at komme og holde om mig. Hulkede i to timer. Snakkede lidt om mig og mit fjollede liv. Han mindede om de mange gode ting. På daværende tidspunkt ville jeg ikke høre tale om. Men idag er jeg fortrøstningsfuld!
Vi havde en dejlig formiddag. Og hvor jeg dog har savnet ham! Vi legede nærmest kærester. Og jeg mærker meget klart: Jeg tror næsten ikke jeg kan undvære ham! Jeg har sådan brug for ham. Men når vi hygger, griner og flirter, så er ligger den der og lurer. Løgnen. Det dobbelte liv. Hemmeligheden. Jointsne. Som vil være min evige konkurrent. Som for mig skal være et overstået kapitel i hans liv. Han skal ville mere. Han skal ville et voksent liv med mig. Han skal ville blive gammel sammen med mig. Og vi skal have en masse børn. Det kan vi ikke med den lille evige lyst til at dope'e og forsvinde væk fra virkeligheden. Jeg vil være sammen med en mand som vil leve og leve i virkeligheden. Nutiden. Og elske den i alt dens forfærdelighed. Men det vil han ikke. Eller rettere, som jeg ser det: kan han ikke. Måske tager jeg fejl. I så fald må han fortælle mig det. Men hvor jeg af hjertet hader det stof som skiller os ad. Jeg er så lykkelig med ham.
Hr og Fru Underbuks (karakterer i den reading jeg laver i denne uge) vil ikke vedkende virkeligheden. De fornægter tilpas længe til at det slår ham ihjel og gør hende bims. Deres nabo bliver hyper-ekstremistisk religiøs, hvilket kun før ondt værre. Så heller ikke den vej skal man gå. Hvilken vej skal vi så gå kan man spørge sig selv. Hvad skal vi lære af stykket? At face'e realiterne. Og handle der hvor handles må. Der findes op og der findes ned. På vej gennem livet skal vi begge veje. Vi kan kun overleve hvis vi tillader det.

Møde i Quasi Teater om AnArkistikA, som er blevet refusionsberretiget var både dejligt, bekræftigende og frustrerende. Vi vil alle gerne på børneteaterfestival, hvilket er min store drøm og mit spark fremad mod en professionel karriere, bilder jeg mig ind. Men vi har ingen penge til det. Og vi ved ikke hvordan vi skal finde dem. Og producenten er alt for træt. Det gør mig både ked af det og pisse frustreret. Jeg håber livet snart for min kære veninde, kollega og partner in crime begynder at gå lidt op.

Afslag nr 100 og dildoparty

Så fik jeg igen et afslag. Denne gang fra den danske skole og uden at komme videre til en eneste anden prøve. Jeg er sgu lidt ked af det. Hvad faen skal jeg ende med. Talentløse naive fjols tænker jeg idag om mig selv. Øv. Det er fjerde gang jeg søger. Jeg er nu 23 år. Aldrig er jeg kommet videre end til 1. prøve (som alle kommer til). Jeg hader det her liv i zonen for dem der tror på det umulige. Jeg eksploderer.
Og så var der dildoparty med veninderne i aften og halvdelen har kærester og det eneste jeg har købt er noget man bruger til "hand job" til mænd altså. Hvor absurd er det!?! Det skal jeg jo ikke bruge. Jeg savner bare min elskede så meget at jeg snart ikke ved om jeg kan undvære ham længere. Alt andet går ad helvede til. Der er for meget lort omkring mig. Øv.
Retorik opgave til op til begge ører. Skal jeg være scenograf istedet. Hvad skal jeg være? Hvad har jeg lyst til? Journalist? Teaterinstruktør. Altså jeg bliver helt høj over en god prøve som den vi fx havde idag. Men det ser ikke ud til at skolesystemet vil røre ved mig. Skulle man prøve at gå autodidakt? Tør jeg det? Det er bare så usikkert. Retoriker? Det tjener man i det mindste penge på. Arkitekt? Mon ikke det keder mig... Jeg skal have med andre mennesker at gøre. Teaterproduktion... eller film?? Ik film. Jeg ved ingenting om film. Måske netop derfor? Eller er det for desperat? Jeg brækker mig. Mest af alt over mine omgivelsers enorme fokusering på succeskriteriet i at komme ind på en skole. Så er man god. Hvis man kommer ind på en skole. Men jeg kan ikke. Jeg er så pisse utilstrækkelig. Jeg har det sgu lidt ad helvede til. Øv.

Pølsemanden kører hjem og 700 børn er døde

Herre Jesus Kristus. Hjælp mig at forstå. På Amagerbrogade bumler pølsemanden hjem med sin vogn. Engang var der en karismatisk mand, der af hjertet mente at hvis man udryddede alle de skæve eksistenser, handicappede, epileptikere, fede og de lidt skøre og dermed sørgede for at den slags ikke formerede sig, så ville verden blive et bedre sted. Hvordan kan nogen mene sådan? Og hvordan kan andre lade det ske?
Hvorfor lyver vi overfor os selv og veres liv og verden for at bevare den gode stemning eller bare en smule fred i køkkenet? Det hele er så absurd og så forståeligt. Jeg er tilskuer. Jeg er fredet. Jeg bestemmer selv over mig selv. Han kan gøre som han vil. Eller også kan han ikke gøre for det, og så er det synd for ham. Men heldigvis er jeg ikke ham.
Et Værn Mod Fremtiden, hed den forestilling af Marthaler, som jeg i aften har set. En laang performance på tysk. Et mystisk koncept. Et uhyggeligt tema. Fantastiske skuespillere. Den tyske form, det store og klovnede teater er ganske simpelthen utroligt. Rørende musik fra start til slut. Masser af musik. Aftensange. Opera. Børnesange. Tilsammen dannede de cirka tolv performere et blæserorkester, som lød som børn der græder. Men det var også smukt. Det var insisterende. Der var taler og komik. Næsten klovnenumre, så man måtte le midt i al forfærdeligheden. Vi kunne slet ikke koncentrere os om de katastrofale budskaber der kom fra talerstolen. Vi ville hellere more os lidt over kaffepersonalet. Sådan er folk. Vi publikum er deltagere i en generalforsamling, eller lignende. Vi er deltagere i forestillingen. Og deltagere i livet. Det er måske det vi skal huske: At vi er deltagere! Ikke tilskuere! Vi er aldrig fredet: Og vi har ANSVAR.
De stakkels skæbner, som man fra starten elsker i alt deres usikkerhed. Som med komisk talent elegant skifter mellem karismatisk taler, kedelig læge, pligtopfyldende sygeplejerske og tilfangetagende børn der leger.
Det hele foregik i Glyptoteket. Mellem gamle græske skulpturer, marmor og kustoder. Og i et af de utallige stille og ganske magiske øjeblikke, hvor publikum trækker vejret sammen med karakteren, som kæmper med sin samvittighed et par meter fra os tænker jeg: Det var ikke sådan de gamle græske filosoffer havde ønsket sig at verden skulle være. Et eller andet sted er det gået galt for Gud(erne?) eller hvem der nu bestemmer fremtiden. Hvis kristendommen var virkelighed var det måske et forsøg på at udrydde en hel by af dårlige mennesker. Det ser bare ud som om sorteringen fejlet. Den har ihvert ikke været grundig. For der findes stadig mennesker som Hitler, der synes vi kun skal lade de kloge føde børn, for dermed at sikre en bedre fremtid. Det er derfor forestillingen her er vigtig. For at vi andre husker, at vi ikke er tilskuere. Vi er medvirkende! I virkeligheden!

Glimrende præsentation. Hurtigt videre.

Den vildeste mærkeligste dag er netop overstået. Startede med nærmest rituel udstrækning og afspænding. Bad og mad og så afsted. På teaterskolen endnu en times opvarmning af stemme og krop efter kunstens regler. (Ingen skal komme og sige jeg ikke har prøvet!). Der var forsinkelser allerede kl 11 så ventetiden blev længere. Minutterne sneglede sig afsted. Mit humør var i top og samtidig var jeg ved at dø af nervøsitet og sådan en uhåndterlig trang til at ryste genialitet ud af ærmerne, præstere, være god, nu nu nu, men ingen ting skete, ligemeget hvor meget jeg rystede. Det der med at være ekstremt cool når det gælder i de her ganske få minutter, det er jeg virkelig dårlig til. Jeg vil hellere kunne bruge nogle timer på at være genial. Nå men da jeg endelig kom ind kunne vi ikke få projektoren til at virke. Så jeg viste billederne på min egen skærm og havde heldigvis øvet præs til hudløshed, så de fik hele armen men logos og patos, narrativ og story! Og jeg sørgede for at nævne et par begreber fra den bibelen: Regiskolen. Da jeg havde fået nogle mere eller mindre irriterende spørgsmål men som jeg fik kæmpet mig frem til nogle nogenlunde svar på sagde det mandlige jurimedlem "tak. glimrende præsentation." Glimrende! Hvad betyder det??? Var det virkelig glimrende? Jeg tvivler. Sætter alle forventninger ned og afvendet mit afslag. Modtages pr. mail. Tirsdag.
Hurtigt videre. Til skuespilhuset. Kopiering af pensum til oplæsning (man skulle jo gerne lige nappe et par eksamener igen i år). Hjem og stene lidt, lave linietæller på et kilo tekst og så tilbage til skuespilhuset og se håndværkerne. Hurtigt videre til planlægning af prøver på reading i næste uge og hurtigt videre tilbage til hulen på amager. Madlavning. TV. Læse manus. Og nu. Er jeg for en gangs skyld - måske for første gang siden bruddet - træt!

Er der mon land i sigte

Så er det imorgen. Den store dag. Efterårets anden optagelsesprøve. Denne gang i Danmark. På drømmeskolen. Jeg har forberedt mig godt. Det er fjerde gang jeg søger (som tiden dog går, snart får jeg sikkert også grå grå hår). I år har jeg forsøgt at lave en enkel men betydningsfuld historie. Et tragikomisk situationsbillede. Har brugt flere uger på at forberede mig mentalt og mundtligt. Og jeg føler mig pisseklar. Jeg er nervøs over at skulle vise billeder på computeren. Er det en god ide? Har aldrig prøvet det før. Men de lægger lidt op til det i brevet. I hvert fald muligheder herfor - og så tænkte jeg at man skulle da være en skarn hvis man ike skulle prøve noget nyt. Så nu må vi se hvordan det fungerer. Både teknisk, psykologisk og opmærksomhedsmæssigt.
Ærligt talt, jeg glæder mig! Jeg har besluttet mig for at imorgen skal være en sjov dag. Og det bliver spændende at høre hvad de synes om mit projekt: Julefred. Jeg kan i hvertfald mærke at jeg på det sidste er gået i min egen fælde og har levet et liv i løgn og harmoni. Så derfor må dagen imorgen stå i kærlighedens og ærlighedens tegn!
Jeg har lige set den gode gamle danske film: Styrmand Carlsen. Stjernespækket og skøn skøn men også ret flippet og ekstrem gammel dansk film. Lidt sløv i optrækket men helt igennem charmerende. Elsker de gamle danske. Og Dirch Passer som kok er altid en fornøjelse. Problemerne synes uløselige da kærlighedshistorien pludselig tager en overraskende men charmerende vending og fjenden (ekskæresten til pigen med barnet) hjælper barnets far til at forstå hvor heldig han er og at han skal være sammen med pigen. Han selv bliver forelsket i datteren af den danske dronning på en afrikansk ø og hun kommer mindsanten hjem til Danmark og henter ham, så han kan blive hendes prins. Utroligt. Varmende. Og lidt fjollet. Sikke nogle replikker de havde den gang. Det er så gammeldags. Men jeg elsker den lidt højtidelige rigsdanske udtale. Fx meget [maajed]. Hvem ved, måske vil jeg selv en dag tale sådan. Måske ikke. Det fedeste ville være at spænde så vidt at man kan tale på de fleste måder og med de fleste.

Nå men nu er tiden kommet til at kæmpe med søvnen igen. Det bliver sikkert værre i aften en de sidste par dage. Selvom slet ikke som jeg ellers plejer falder i søvn i det øjeblik jeg lægger hovedet. Imorgen er en stor dag. Jeg er spændt som .... som en sømand med land i sigte. Åh tænk hvis der var land i sigte. Det ville gøre mig så lykkelig.

Livets bumser

Livets bumser eller spøgelser i skabet vil andre måske kalde det, de problemer, som går og gemmer sig, som er hemmeligt, tabuer, der dækkes til af en idyllisk illusion om kernefamilie. Når et problem kommer frem efter at være gemt væk - eller når en der er en stor fed ulækker 'livets bums', der lige skal trykkes, som min far sagde det i aften, så er det langt langt sværere og hårdere end hvis det det aldrig har været gemt væk under tæppet, men været til debat.
Man skal altid forsøge at løse problemerne i øjeblikket. Man skal være ærlig og realistisk omkring nutiden og livet. Det går ikke at lade som om alting er godt eller ok, fordi det er det rareste og fordi sådan så man gerne at livet var.
Men er det her jeg har lavet en fejl? Skulle jeg have kæmpet for kærligheden?Var jeg for hurtig til at springe af toget, da det begyndte at køre den forkerte retning? Kunne man have ændret i køreplanen? Man kan ikke ændre i køreplanen.
Men hvor jeg elskede det uperfekte forhold vi havde. Vi passede så dårligt sammen og jeg elskede at være rigtigt forelsket i en jeg ellers aldrig kunne være forelsket i. Og hvor jeg savner vores liv sammen. Så det skærer i hjertet. Jeg har bare lyst til at vi skal være os to med alt vores vanvittige forskellighed. To sammen. Hr og fru hat og briller, gi mig lykken tilbage. Det er helt forkert uden ham.

At høre mine forældre fortælle dramatiske og tragiske historier fra gamle dage og se dem have trykket en enorm bums af et spøgelse af en hemmelighed ud så det sagde splat på spejlet og være så ærlige overfor hinanden, være så glade for hinanden og være blevet som kærester på ny, det var vel nok bekræftigende. Samtidig skar det i mig, for hvor skal jeg selv ende? Og var det forkert ikke at kæmpe for kærligheden? Min tvivl vokser proportionelt med mit savn.
Jeg sprænges. Og ønsker kun at han skal komme til mig og bede om tilgivelse. Og hvis han endda gjorde ville jeg ikke ane om jeg turde. Men hvor jeg dog savner ham. Jeg vil leve med ham. Vi skal dele fremtiden. Vi skulle. Vi skal ikke mere. Og det er så frygteligt. Når nu mine forældre kan. Suk.
Jeg MÅ tro på kærligheden. Men snart ved jeg ikke længere hvad det er. Min kæreste. Kom mig til undsætning. Fortæl mig, hvad er kærlighed?

Glad og fuld single

Så gik der portvin i den. Skulle mødes med veninderne. Og diskutere nytårsaften. Vi holdte julefrokost (bare uden snaps og gå amok (hvis du spørger mig en juleforkost svarende til sild uden karry, det hele uden gå-amok)). Nå men jeg tænkte at det er en perfekt mulighed for at glemme ti og sted og købte en flaske portvin med. Mh!
Det var meget dejligt at se veninderne igen. Mest dejligt var et dog at se Morten igen. Glæder mig til vi skal ses igen poå søndag. Jeg har savnet ham på trods af hans uberegnelige finurligheder. Nå men håber jeg kommer til at se mere til ham nu. Ikke på sådan et scoreplan, men bare for gammel kærligheds skyld holde fast i relationen. Måske er det også hvad han vil...
Nå men ellers ikke så meget nyt på hjemmefronten. Har gjort hele hulen rent til bunden, men paneler og det hele. Fik slået de første tre stankelben ihjel. Gør godt! Har derefter pyntet max til jul! Det gør også godt. Selvom flagguirlanden måske ikke helt passer til hvem jeg ville identificere mig med så er den festlig at se på. Og det er kun et par uger.
Nå men jeg savner livet før. Ville stadig idag ønske mig tilbage til sidste uge, hvor livet var hårdt men på den søde og ukomplicerede måde.
Nu er det bare hårdt på den hardcore ubarmhjertige men stadig ukomplicerede måde. Øv! Det er som om nogen har slået mog hårdt i maven og nu hoster jeg blod op.