KULTURMØDE 2013
af Marie Kilsgaard Møller,
teaterinstruktør, retoriker og debattør
En torsdag sidst i august kørte jeg om kap med mejetærskerne
i retningen mod Danmarks første "Kulturmøde". Kulturens pendant til Folkemøde
på Bornholm. Afholdt på en anden smuk, yderligt beliggende, dansk ø med
besværlig adgang via offentlig transport: Mors.
Der var slet ikke ligeså mange kulturfolk, som
jeg havde forventet, så her kommer et personligt referat til alle jer, der interesserer
jer for kulturdebat.
Folkeligt men dødkedeligt
Bortset fra den ringe adgang med bus, tog og
fly var Kulturmødet et meget folkeligt arrangement. Der var masser af
frivillige kræfter og gode intentioner. Der var musik, teater, forfattermøder
og lidt installationskunst på den lille "festivalplads" ved Musikværket
i Nykøbing M. I debatsalen var mikrofonen – folkeligt nok – åben gennem hele
mødet. Men. Desværre blev der ikke rigtig sagt noget. Især paneldeltagerne og
moderatorne/ordstyrerne på scenen var skuffende.
De få politikerne, som deltog, havde travlt med
at fortælle os, hvor godt det allerede går i Danmark. Der er allerede masser af
spændende kultur i Udkantsdanmark. Kulturministeren har været på Biennale og
set den danske stand. Huhej, hvor det kører. Vi danskere kan rigtignok være
kulturelle. Men hvad skal vi så diskutere? Kan vi virkelig ikke blive bedre? Så
lad os da gå hjem, i baren eller i marken! Status quo er dødkedelig.
Tom luft og rugbrød
Vi, som havde håbet på ved Kulturmødet at blive
opdateret, provokeret og inspireret, måtte gå skuffede hjem med en omgang tom retorik.
En masse dygtige folk, prominente kulturpinger, tv-stjerner og succesfulde
initiativtagere stod på scenen og lukkede luft ud. Ingen turde mene noget.
Man kunne nemt blive enige om at kalde tilskud til
kultur for kulturinvestering i stedet for støtte. Men siger det noget nyt, eller
er det bare en må at tale til erhvervslivet på?
En metafor, som fik stor succes på Kulturmødet,
var Henrik Køhler fra Teatercentrums kunst som rugbrød frem for flødeskum. Det
blev hurtigt til en almindelig talemåde at kunst er rugbrød. Og ja. Et åndeligt
liv som stimuleres af kunst gør os til rigere mennesker. Men jeg savner lidt
modstand i debatten. Jeg savner, at høre nogen sige, at kunsten IKKE er det
vigtigste i livet. Vi kan leve og overleve uden. Så hvorfor skal vi så have den
kunst – hvad enten det er rugbrød eller flødeskum? Det står stadig ikke klart.
Jelveds mavepuster
Var vi mon samlet på Mors for at få flere penge
til kulturen? Kulturminister Marianne Jelved
svarede Gitta Malling fra Limfjordsteatret igen med, at hun
da skulle være glad for, at der ikke
blev skåret i kulturbevillingerne. Og så havde
oraklet med dametasken talt. Men skal vi virkelig bare acceptere et sådant
statement fra fru Kulturminister? Eller er vi kommet til Kulturmøde 2013 for i
fælleskab at kæmpe for et rigere kulturliv i Danmark (økonomisk såvel som
åndeligt)? Jeg tror på det sidste men oplevede desværre kun det første.
"Der kommer IKKE flere penge til kulturen!"
Av! Efter Marianne Jelveds mavepuster var det heldigt, at Bikuben fonden,
Hummel-fyren Christian Stadil m.fl. trådte på scenen i debatten "hvem skal
betale". Her var der selvfølgelig fokus på erhvervslivet. Det ligger i
krisetidstænkningen. Igen var der ikke det store debat-drama, men en bred
enighed om at "vi ”bare” skal have
erhvervslivet til at forstå, at de kan bruge kulturen - - bla bla". Jeg
sidder tilbage med spørgsmålet: Hvordan?
Jeg tror, at for at arbejde kulturen ind i
erhvervslivet, skal man lave et skattefradrag ved køb af kulturelle
arrangementer eller støtte af kultur. Ligesom man allerede har forsøgt det med
billedkunst. På den måde kommer virksomhederne selv ud og opsøger kunsten! Men
det er de tunge erhvervsdrenge, der skal gå til handelsministeren og
skatteministeren, for at få indført en sådan ordning – ikke kunstnerne. Jeg
mener, at erhvervslivet må hjælpe kunstnerne – også i det politiske forarbejde
– for at vi kan gøre en forskel.
Flere gulerødder
Kulturmødet manglede politisk tænkning og en
debat, som kunne bevæge sig fra påstande og generaliseringer ind i konkrete
ideer og ægte visioner. Golden Days lederen Ulla Tofte talte om at ”arbejde
vertikalt”: De store institutioner skulle blive bedre til at arbejde sammen med
de små. Det er en god og vigtig pointe, men igen tænker jeg: Hvordan?
”Artist in residence ordningen” på de store
scener i København er et godt eksempel på, hvordan mere etablerede institutioner
kan åbne op for de små og skabe en ”mer-energi” og mere aktivitet. Men hvorfor findes
det kun i København? Man burde indføre en ordning, hvor egnsteatrene kan opnå
støtte ved – eller er forpligtet til – at husere et mindre kompagni ”in
residence” i en periode på 3 år. Således vil man kunne give mere stabilitet til
mindre etablerede men talentfulde kunstnere og ikke mindst opfordre til at
nogle af de mange storbybaserede teatergrupper kommer ud i landet og genererer
aktiviteter i resten af Danmark.
Vi er nødt til at opfinde konkrete politiske
gulerødder, hvad enten det er egnsteatrene eller erhvervslivet der skal op af
stolen. Det er gratis at sige, som Ulla Tofte, at det er en god ide at arbejde
på tværs af store og små institutioner. Vi må svare på HVORDAN.
Kasper Colling fortalte om sin fantastiske bog "Mount København" til forfattermøde. I baggrunden står er en pink aktivist igang med at grave en grav. Noget skulle vist begraves om lørdagen.
Virkelighedsfjerne og fraværende
politikere
Kulturmødet er en god mulighed for at skabe
bånd mellem politikere og det der rører sig ude i kulturverdenen. Og det er der
et reelt behov for, kunne man opleve på Mors. Her hørte jeg under en debat Alex
Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti tilbyde Pelle Koppel fra Teater V, at Det
Kongelige Teater skulle give ham en million, som et eksempel på ”store, der
arbejder sammen med de små”. Men det han sagde afslørede en ekstremt
virkelighedsfjern politiker. Pelle Koppel måtte svare, at han skam ikke var et
lille teater og at de fik ca. 4 millioner om året. Men at han da ikke ville
have noget imod at modtage en million fra det Kongelige Teater. Eksemplet
viser, at der er et stort behov for, at politikerne kommer ud og møder
kulturen, forstår miljøet, fødekæderne og de forskellige institutioners agenda.
Der burde generelt have været mere synlig
politik på Mors. Enhedslisten, som mange kunstnere nok stemmer på, var slet
ikke med på Kulturmødet! Jeg kunne ønske mig, at alle partierne havde hver en
stand på festivalpladsen, hvor de præsenterede deres syn på kulturen –
inspireret af den store bogmesse. Med en stand til hvert parti, ville
politikerne blive mere synlige, og der vil opstå sund og tiltrængt lobbyisme udenfor
selve debatsalen.
Manglende
deltagere
Der var flere, som jeg savnede at se på Mors –
enten i form af at være i panelet eller have en stand på pladsen. Hvorfor var
der ikke nogen universitetsfolk? Hvor var eksempelvis Jørn Langsted, Peter
Duelund og Bjarki Valtýsson? Hvor var Erik Exe Christoffersen fra magasinet
Peripeti i Århus? Hvad med kunstskolerne og hvad med de store tunge kunstinstitutioner?
Var sportsfolk også inviteret til kulturmødet, eller skulle man snarere have
kaldt det Kunstmøde 2013?
Jeg kunne også ønske mig, at der var programsat
møder med alle de kunstneriske udvalg under kulturstyrelsen. Jeg ved, at de
rådgiver og kommenterer på kulturpolitikken. De må have noget at sige! Og vi
vil gerne høre dem!
En bedre debat i fremtiden
Kulturdebatterne er et trækplaster, men det skal
defineres, hvad man vil med dem. For det første bør emnerne formuleres mere
præcist. Dernæst skal der ikke være så mange personer i panelet. Det giver et
rodet udtryk, når 12 forskellige typer vil tale i øst og vest. Der var også en
skarp kritik af køns – og etnicitetsfordelingen. Jeg mener dog ikke, man bør
vælge paneldeltagere ud fra hverken køn eller etnicitet, men ud fra, hvem der
har nogle relevante synspunkter, der kan bidrage til en spændende debat.
De tre moderatorer, Clement Kjærsgaard,
Christian Have og Adrian Hughes var gode navne, som absolut er med til at skabe
en seriøsitet omkring kulturmødets debatter. Men. Enten var de ikke forberedt på,
hvad publikum forventede, eller også var de simpelthen ikke egnede til den debatform
de blev stillet overfor.
De tre mikrofonholdere vinkede med store
armbevægelser for at få moderatorens opmærksomhed, så det var rent teater for
os der så det hele lidt udefra. Clement Kjærsgaard tog sig til håret og fik et
fjernt blik. Han så stresset ud. Nu kom der også et spørgsmål fra Facebook! Det
nåede vi aldrig at få læst op.
Moderatorne manglede retning og hård styring. Men
ingen gider se på uhøflige afbrydelser fra en selvoptaget ordstyrer. Jeg får
lyst til at have et ur eller en alarm der ringer, når paneldeltagerne har talt
længe nok. Det er kultur vi diskuterer. Hvorfor ikke arbejde med en mere
kreativ form?
Kulturmødet er et vigtigt arrangement og det
har et stort potentiale. Den offentlige transport til Mors får vi nok ikke løst
på et år, men jeg håber, du som stadig læser med, dukker op i 2014.
Link til Prosceniums artikel (læs også Gitta Mallings opfølgning på kulturdebatten):
http://www.proscenium.dk/artikel.asp?id=4225
Link til Peripeti:
http://www.peripeti.dk/2013/09/27/kulturmode-pa-mors-2013/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar