Kunstnerisk udvikling - nej tak??

Jeg har længe interesseret mig for kunstnerisk forskning og udviklingen af den danske etablering af kunstnerisk forskning som en defineret institutionaliseret form. Det går ikke såå godt - og det har jeg skrevet et debatindlæg omkring til teateravisen.dk

http://www.teateravisen.dk/kunstnerisk-udvikling-nej-tak.html

http://www.teateravisen.dk/de-kedeligste-efterabere-i-hele-nordeuropa.html


Hvis du vil udvikle nye scenekunstneriske metoder eller former må du flygte til Norge. For i Danmark er der ikke plads til andre end Scenekunstskolens egne undervisere. Jeg vil her berette om mine deprimerende oplevelser med kunstnerisk forskning.
Statens Scenekunstskole har fået opgaven at facilitere ”kunstnerisk udviklingsvirksomhed” (KUV – også blandt mange kaldt kunstnerisk forskning og på engelsk ”artistic research”). De har gennem det sidste år haft en slags forsøgsperiode, hvor undervisere på skolen har gennemført en række KUV-projekter.
I foråret 2013 deltog jeg i et seminar arrangeret af det dramaturgiske tidsskrift Peripeti, som netop havde udgivet et blad med dette tema. Her sluttede rektor for Scenekunstskolen Sverre Rødahl af med at fortælle, at skolen havde fået midler fra kulturstyrelsen og at til august kunne enhver udefra søge skolen om at lave et forskningsprojekt.
Da jeg selv er interesseret i at blive ”institutionaliseret” med mine udviklingsprojekter indenfor børneteater deltog jeg allerede i december 2011 i et seminar arrangeret af Forsøgsstationen, Københavns Universitet og Statens Teaterskoles Efteruddannelse. Her blev begrebet ”kunstnerisk forskning” åbnet op for en stor del af branchen. Man diskuterede definitioner og lærte om den norske model, hvor de er langt fremme hvad angår udvikling og forskning.
Efter at have kontaktet Statens Scenekunstskole for at spørge til deres rolle indenfor KUV svarede de, at jeg skulle holde øje med hjemmesiden, for der ville snart komme noget op. Det gjorde jeg så i 1 ½ år. Intet skete. Efter Sverre Rødahls udmelding om at der var midler tjekkede jeg med begejstring jævnligt scenekunstskolen.dk. Men nej. Så jeg kontaktede skolen og da jeg endelig fik et svar lød det sådan her:

“Tak for det tilsendte. Og jeg beklager du ikke har modtaget et svar endnu. Vi troede en overgang at vi kunne lukke op for udefra kommende ansøgninger i vores udviklingsvirksomhed. Det viser sig nu, at man skal være ansat på skolen for at få tildelt midler. Jeg vil foreslå dig at holde øje med vores hjemmeside for at se om dette forandrer sig engang i fremtiden, selvom det nok har lange udsigter. Jeg håber du han finde et andet sted, måske www.khio.no, at bedrive udviklingsvirksomhed.”

I DANMARK udvikler vi åbenbart kun den scenekunst, som underviserne på Scenekunstskolerne beskæftiger sig med. Hvis nogen, som arbejder indenfor et andet område end netop underviserne på Scenekunstskolen, vil skabe nye metoder og teaterformer, skal man altså søge mod Norge. Men hvad gør det ved dansk teater?
Det gør at vi fortsat er de kedeligste, mest klassiske efterabere i hele Nordeuropa.
Denne lukkede klub af teater-undervisere, som får midler til at forske ved siden af deres undervisning, er for mig en tragedie! Der er masser af scenekunstnere som arbejder med at udvikle nye metoder til at skabe, vise og forstå dans, tværkunstneriske former og børneteater. Projekter, som måske kunne være vigtige KUV-forskningsprojekter, der kunne sætte dansk scenekunst på det europæiske landkort.
Men disse projekter forbliver på et slags undergrundsplan, når det ikke er muligt at søge midler til at skabe et anerkendt forskningsprojekt, hvor dokumentation spiller en rolle, hvor forskningskriterier skal være opfyldt osv. Fremtidens scenekunstnere hører aldrig om de nye tanker. For eleverne bliver kun undervist af de samme lærere i de samme teaterformer og metoder. Imens flyver verden forbi uden at nogen opdager det.
Kulturministeriet har i januar 2012 udgivet en rapport om kunstnerisk udviklingsvirksomhed. Arbejdsgruppen bestod af ”eksperter og interessenter”. Men når man ser nærmere på gruppen, er det stort set kun rektorer fra kunstuddannelserne og nogle embedsfolk. Så kan man være sikker på, ikke at blive provokeret ud i alternative tænkemåder!
Rapporten afslører at film- og scenekunstområdet er de eneste skoler, som ikke er kommet i gang med forskning. Så det er rigtig godt at der er ved at ske noget. I rapporten opfordrer man til at der skal gives midler til området og de anbefaler også et stipendie-program:

“Arbejdsgruppen finder, at et stipendieprogram for kunstnerisk udviklingsvirksomhed vil bidrage til, at refleksionen over den kunstneriske praksis og udvikling af viden og erkendelse med afsæt i kunstnerisk udviklingsvirksomhed styrkes på et niveau svarende til forskningens ph.d.-niveau (Third cycle). Programmet bør støtte aktiviteter og projekter, der er forankret i institutioner, der bedriver kunstnerisk udviklingsvirksomhed. Derved vil et sådant program adskille sig fra det etablerede kunststøttesystem, der støtter den enkelte kunstner – uden at denne er institutionelt forankret.”

I NORGE er der både et projektprogram, som jeg forstår som specifikt konstrueret til undervisere/lektorer (tilsvarende det der findes i Danmark) og så er der et 3-årigt stipendiat-program, som alle kan søge. Man skal dog have en lektor fra en skole med sig med en anbefaling.
Hvorfor åbner vi ikke i Danmark op for at alle kunstnere kan søge forskningsstipendiater? Der ville komme et hav af spændende ny viden ud af det. Det vil generere nye tankebaner som igen vil – generere –  og igen – ja, nye tanker er nok det mest bæredygtige man overhovedet kan ønske sig!
De projekter, som Scenekunstskolens egne undervisere har arbejdet på i sidste sæson blev præsenteret i Peripeti nr. 19-2013 og på seminaret i foråret. Mit indtryk er, at det er projekter, som er opfundet, fordi man skulle forske i et eller andet. Det virker som om lærerne selv bare laver skabende kunstprojekter – beskrevet med akademisk kryptering – og så skriver de en rapport om det. Nye tænkemåder/forskning er det svært at få øje på. Eksempelvis er der et projekt, som handlerom kabaret. Det beskrives således:

”Udformningen og fremførelsen af en teaterkoncert med tre professionelle sangere og en pianist. Hvordan kan den traditionelle kabaretgenre genopvækkes og blive til et arbejdsredskab og et moderne formidlingsværktøj for moderne sangere og skabe indsigt hos den unge skuespillerstuderenes tilgang til sang som udtryksmiddel?”

Hvad er der af ny forskning i det? Massevis af scenekunstnere har allerede arbejdet med kabaret og teaterkoncert. Det lyder som en undskyldning for at undervise skuespillere i teatralsk sang. Man kan læse flere sjove KUV projekter, som det ikke giver nogen mening at kalde forskning (undtagen at de skriver en rapport), inde på Scenekunstskolens hjemmeside. God fornøjelse. Det er ikke godt nok!
Danmark er tilbagestående, når det kommer til kunstnerisk udviklingsvirksomhed. Men der er masser af spændende emner, der kan udvikles, som vi kan forske i.
Jeg kender ikke nogen, som går i teatret, medmindre de læser på humaniora, arbejder i branchen eller er over 45. Hvis de gør ser de ”Aladdin” eller ”Den Eneste Ene – the musical”. Teater er så røvkedeligt og langt at ingen gider se det! Derfor skal det udvikles! Scenekunstskolen gør sig selv en bjørnetjeneste ved ikke at åbne op. Når de lukker sig om sig selv siger de ”nej tak” til kunstnerisk udviklingsvirksomhed.

Marie Kilsgaard Møller er freelance teaterinstruktør og debattør

ORDET VAR FRIT - MEN INTET BLEV SAGT

Både teater-netportalen Proscenium og dramaturgi-fagbladet Peripeti har i løbet af den sidste måned publiceret min artikel om Kulturmødet på Mors i august 2013. Her kommer den:

KULTURMØDE 2013

af Marie Kilsgaard Møller, teaterinstruktør, retoriker og debattør

En torsdag sidst i august kørte jeg om kap med mejetærskerne i retningen mod Danmarks første "Kulturmøde". Kulturens pendant til Folkemøde på Bornholm. Afholdt på en anden smuk, yderligt beliggende, dansk ø med besværlig adgang via offentlig transport: Mors.

Der var slet ikke ligeså mange kulturfolk, som jeg havde forventet, så her kommer et personligt referat til alle jer, der interesserer jer for kulturdebat.

Folkeligt men dødkedeligt

Bortset fra den ringe adgang med bus, tog og fly var Kulturmødet et meget folkeligt arrangement. Der var masser af frivillige kræfter og gode intentioner. Der var musik, teater, forfattermøder og lidt installationskunst på den lille "festivalplads" ved Musikværket i Nykøbing M. I debatsalen var mikrofonen – folkeligt nok – åben gennem hele mødet. Men. Desværre blev der ikke rigtig sagt noget. Især paneldeltagerne og moderatorne/ordstyrerne på scenen var skuffende.

De få politikerne, som deltog, havde travlt med at fortælle os, hvor godt det allerede går i Danmark. Der er allerede masser af spændende kultur i Udkantsdanmark. Kulturministeren har været på Biennale og set den danske stand. Huhej, hvor det kører. Vi danskere kan rigtignok være kulturelle. Men hvad skal vi så diskutere? Kan vi virkelig ikke blive bedre? Så lad os da gå hjem, i baren eller i marken! Status quo er dødkedelig.

Tom luft og rugbrød

Vi, som havde håbet på ved Kulturmødet at blive opdateret, provokeret og inspireret, måtte gå skuffede hjem med en omgang tom retorik. En masse dygtige folk, prominente kulturpinger, tv-stjerner og succesfulde initiativtagere stod på scenen og lukkede luft ud. Ingen turde mene noget.

Man kunne nemt blive enige om at kalde tilskud til kultur for kulturinvestering i stedet for støtte. Men siger det noget nyt, eller er det bare en må at tale til erhvervslivet på?

En metafor, som fik stor succes på Kulturmødet, var Henrik Køhler fra Teatercentrums kunst som rugbrød frem for flødeskum. Det blev hurtigt til en almindelig talemåde at kunst er rugbrød. Og ja. Et åndeligt liv som stimuleres af kunst gør os til rigere mennesker. Men jeg savner lidt modstand i debatten. Jeg savner, at høre nogen sige, at kunsten IKKE er det vigtigste i livet. Vi kan leve og overleve uden. Så hvorfor skal vi så have den kunst – hvad enten det er rugbrød eller flødeskum? Det står stadig ikke klart.

Jelveds mavepuster

Var vi mon samlet på Mors for at få flere penge til kulturen? Kulturminister Marianne Jelved

svarede Gitta Malling fra Limfjordsteatret igen med, at hun da skulle være glad for, at der ikke

blev skåret i kulturbevillingerne. Og så havde oraklet med dametasken talt. Men skal vi virkelig bare acceptere et sådant statement fra fru Kulturminister? Eller er vi kommet til Kulturmøde 2013 for i fælleskab at kæmpe for et rigere kulturliv i Danmark (økonomisk såvel som åndeligt)? Jeg tror på det sidste men oplevede desværre kun det første.

"Der kommer IKKE flere penge til kulturen!" Av! Efter Marianne Jelveds mavepuster var det heldigt, at Bikuben fonden, Hummel-fyren Christian Stadil m.fl. trådte på scenen i debatten "hvem skal betale". Her var der selvfølgelig fokus på erhvervslivet. Det ligger i krisetidstænkningen. Igen var der ikke det store debat-drama, men en bred enighed om at "vi  ”bare” skal have erhvervslivet til at forstå, at de kan bruge kulturen - - bla bla". Jeg sidder tilbage med spørgsmålet: Hvordan?

Jeg tror, at for at arbejde kulturen ind i erhvervslivet, skal man lave et skattefradrag ved køb af kulturelle arrangementer eller støtte af kultur. Ligesom man allerede har forsøgt det med billedkunst. På den måde kommer virksomhederne selv ud og opsøger kunsten! Men det er de tunge erhvervsdrenge, der skal gå til handelsministeren og skatteministeren, for at få indført en sådan ordning – ikke kunstnerne. Jeg mener, at erhvervslivet må hjælpe kunstnerne – også i det politiske forarbejde – for at vi kan gøre en forskel.

Flere gulerødder

Kulturmødet manglede politisk tænkning og en debat, som kunne bevæge sig fra påstande og generaliseringer ind i konkrete ideer og ægte visioner. Golden Days lederen Ulla Tofte talte om at ”arbejde vertikalt”: De store institutioner skulle blive bedre til at arbejde sammen med de små. Det er en god og vigtig pointe, men igen tænker jeg: Hvordan?

”Artist in residence ordningen” på de store scener i København er et godt eksempel på, hvordan mere etablerede institutioner kan åbne op for de små og skabe en ”mer-energi” og mere aktivitet. Men hvorfor findes det kun i København? Man burde indføre en ordning, hvor egnsteatrene kan opnå støtte ved – eller er forpligtet til – at husere et mindre kompagni ”in residence” i en periode på 3 år. Således vil man kunne give mere stabilitet til mindre etablerede men talentfulde kunstnere og ikke mindst opfordre til at nogle af de mange storbybaserede teatergrupper kommer ud i landet og genererer aktiviteter i resten af Danmark.

Vi er nødt til at opfinde konkrete politiske gulerødder, hvad enten det er egnsteatrene eller erhvervslivet der skal op af stolen. Det er gratis at sige, som Ulla Tofte, at det er en god ide at arbejde på tværs af store og små institutioner. Vi må svare på HVORDAN.

 Kasper Colling fortalte om sin fantastiske bog "Mount København" til forfattermøde. I baggrunden står er en pink aktivist igang med at grave en grav. Noget skulle vist begraves om lørdagen.

Virkelighedsfjerne og fraværende politikere

Kulturmødet er en god mulighed for at skabe bånd mellem politikere og det der rører sig ude i kulturverdenen. Og det er der et reelt behov for, kunne man opleve på Mors. Her hørte jeg under en debat Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti tilbyde Pelle Koppel fra Teater V, at Det Kongelige Teater skulle give ham en million, som et eksempel på ”store, der arbejder sammen med de små”. Men det han sagde afslørede en ekstremt virkelighedsfjern politiker. Pelle Koppel måtte svare, at han skam ikke var et lille teater og at de fik ca. 4 millioner om året. Men at han da ikke ville have noget imod at modtage en million fra det Kongelige Teater. Eksemplet viser, at der er et stort behov for, at politikerne kommer ud og møder kulturen, forstår miljøet, fødekæderne og de forskellige institutioners agenda.

Der burde generelt have været mere synlig politik på Mors. Enhedslisten, som mange kunstnere nok stemmer på, var slet ikke med på Kulturmødet! Jeg kunne ønske mig, at alle partierne havde hver en stand på festivalpladsen, hvor de præsenterede deres syn på kulturen – inspireret af den store bogmesse. Med en stand til hvert parti, ville politikerne blive mere synlige, og der vil opstå sund og tiltrængt lobbyisme udenfor selve debatsalen.

Manglende deltagere

Der var flere, som jeg savnede at se på Mors – enten i form af at være i panelet eller have en stand på pladsen. Hvorfor var der ikke nogen universitetsfolk? Hvor var eksempelvis Jørn Langsted, Peter Duelund og Bjarki Valtýsson? Hvor var Erik Exe Christoffersen fra magasinet Peripeti i Århus? Hvad med kunstskolerne og hvad med de store tunge kunstinstitutioner? Var sportsfolk også inviteret til kulturmødet, eller skulle man snarere have kaldt det Kunstmøde 2013?

Jeg kunne også ønske mig, at der var programsat møder med alle de kunstneriske udvalg under kulturstyrelsen. Jeg ved, at de rådgiver og kommenterer på kulturpolitikken. De må have noget at sige! Og vi vil gerne høre dem!

En bedre debat i fremtiden

Kulturdebatterne er et trækplaster, men det skal defineres, hvad man vil med dem. For det første bør emnerne formuleres mere præcist. Dernæst skal der ikke være så mange personer i panelet. Det giver et rodet udtryk, når 12 forskellige typer vil tale i øst og vest. Der var også en skarp kritik af køns – og etnicitetsfordelingen. Jeg mener dog ikke, man bør vælge paneldeltagere ud fra hverken køn eller etnicitet, men ud fra, hvem der har nogle relevante synspunkter, der kan bidrage til en spændende debat.

De tre moderatorer, Clement Kjærsgaard, Christian Have og Adrian Hughes var gode navne, som absolut er med til at skabe en seriøsitet omkring kulturmødets debatter. Men. Enten var de ikke forberedt på, hvad publikum forventede, eller også var de simpelthen ikke egnede til den debatform de blev stillet overfor.

De tre mikrofonholdere vinkede med store armbevægelser for at få moderatorens opmærksomhed, så det var rent teater for os der så det hele lidt udefra. Clement Kjærsgaard tog sig til håret og fik et fjernt blik. Han så stresset ud. Nu kom der også et spørgsmål fra Facebook! Det nåede vi aldrig at få læst op.

Moderatorne manglede retning og hård styring. Men ingen gider se på uhøflige afbrydelser fra en selvoptaget ordstyrer. Jeg får lyst til at have et ur eller en alarm der ringer, når paneldeltagerne har talt længe nok. Det er kultur vi diskuterer. Hvorfor ikke arbejde med en mere kreativ form?

Kulturmødet er et vigtigt arrangement og det har et stort potentiale. Den offentlige transport til Mors får vi nok ikke løst på et år, men jeg håber, du som stadig læser med, dukker op i 2014.

Link til Prosceniums artikel (læs også Gitta Mallings opfølgning på kulturdebatten):
http://www.proscenium.dk/artikel.asp?id=4225

Link til Peripeti:
http://www.peripeti.dk/2013/09/27/kulturmode-pa-mors-2013/

RETORISK TEATER KAN KICKSTARTE DEBATTEN

Jeg har skrevet denne artikel til Retorikmagasinets nr. 88, udgivet i juni 2013:

Fortræffeligt teater tænder følelsen, pirrer tanken og vækker diskussionslysten. Men det kræver klar kom­munikation fra scene til sal, og desværre er det ikke altid tilfældet. Her får du en retorisk anmeldelse af et forsøg på debatskabende skuespil.

Af Marie Kilsgaard Møller. Retoriker og teaterinstruktør.

Man kan ikke længere sparke sig gennem kongeriget for bare træningscentre. For tiden arbejder jeg i Svendborg, og her har Fitness World gudhjælpemig også åbnet en filial. Jeg kan ikke komme i kontakt med mine venner og kollegaer uden at de pruster i telefonen fordi de er på løbebånd. Og hvor end jeg færdes, møder jeg de bebrejdende blikke: ”Du burde træne lidt.” Det er for meget, synes jeg, og derfor havde jeg store forventninger til forestillingen Body Blær i Skuespilhuset i København. Skuespillerne, Mikkel Arndt og Johanne Louise Schmidt, er blandt mine favoritter. Og stykket lagde op til at kaste et kritisk blik på netop den fanatiske fitness-fetich som har lagt sig over det danske land. Det ville glæde mig hvis teatret kunne komme med en skarp kommentar til tidens trend.

Intentionsløst gymnastikteater
Forestillingen var en performance om kropslig selvdyrkelse. Den handlede om to personer der dyrkede deres kroppe i helt ekstrem grad. Det virkede nærmest som om de konkurrerede med hinanden om at holde ud længst i en serie af gymnastiske øvelser.
Desværre var der ikke meget teater over turen i det kongelige. Nok kiggede skuespillerne meget direkte ud på os mens de svedte hen over motionscyklerne. Nok var der i dette teatertræningscenter en musiker som skabte træningsmusikken live (det får man ikke i Fitness World i Svendborg). Og nok var vi blevet sat i en klassisk publikumsopbygning. Men derudover var det intentionsløs opvisning uden hverken visuel eller verbal kommunikation. Jeg var vidne til intet mindre end en 60 minutter lang gymnastiktime.

Teater skal vække debatlysten
Body Blær kunne ellers have været et godt eksempel på teater som en retorisk aktør i samfundet. Emnet havde potentiale, men fordi der aldrig blev kommunikeret et budskab, evnede forestillingen ikke at stille spørgsmål eller at skubbe til tilskuerne.
I den ideelle retoriske teaterforestilling formidles et budskab gennem en scenisk bearbejdning af et tema. Teaterstykket bliver til et godt og underholdende ’debatindlæg’ der starter en meningsfuld og spændende diskussion bagefter blandt publikum.
For at teater kan kaldes retorisk, kræver det altså at forestillingen vil virke på publikum. Der skal være en tydelig og mærkbar kommunikation fra scene til sal. Publikum skal føle sig konfronteret af et emne og forhåbentlig møde nye perspektiver eller holdninger. Det kan eksempelvis ske ved at fremstille det følsomme menneske bag den onde skurk. Eller ved at teatret opstiller et slags spejl af samfundet på scenen. Hvis spejlet viser noget vi ikke bryder os om at se, eller udstiller os selv i en ekstrem form, kan det vække følelser og skabe debat.
Body Blær forsøgte at udstille ekstreme sportsfolk der træner, for at skabe en debat om kropsdyrkelse. Desværre var budskabet ikke klart, og dermed blev pointen kun til svedende, løbende, olieindsmurte skuespillere og flotte pressefotos.
Debatten opstår kun når budskabet brænder igennem. Først da er kunsten retorisk – og først da giver den mening! Personligt opsøger jeg kunsten for at mærke noget, blive rørt, helst provokeret og gerne begge dele. Jeg mener at teatrets berettigelse er at forestillingen vil sige noget til os. Dermed kan man sige at retorik er kunstens raison d’etre.

Fra det gamle græske til i dag
Gennem hele teaterhistorien har scenekunstnere villet sige noget til samfundet med teater som udtryksform. Fra det gamle græske til Shakespeare, Ibsen og frem til i dag har teatret villet ændre verden. Et par hurtige eksempler er krigskritikken i Euripides’ ”De trojanske kvinder” og kønsdebatten i Ibsens ”Et Dukkehjem”. Også Bertolt Brecht skabte i 30’ernes Tyskland stor diskussion med sin politiske teaterform som er blevet en hel stilart i dag.
Ambitionen må ikke være mindre. Et publikum som ’bare’ vil underholdes eller opleve en god historie, skal, efter min mening, også implicit fodres med skæve kanter, budskaber og en konfrontation med verden. Den gode historie er naturligvis altid en vigtig ingrediens i teatret, og det er ikke fordi det skal være alvorligt hele tiden. Det må – det næsten skal – være sjovt. Men det skal altså også betyde noget.

Alt for glat og pæn Body Blær
I Body Blær var der en enkelt scene som besad antydningen af retorik: De to sportsfreaks får øje på en popcornmaskine som begynder at lyse og spille musik. Den ene drages hen mod maskinen – men kommer så i tanke om sin motionsreligion og flygter lige op i favnen på den anden. Samme sekvens gentager sig, men hvor det er manden som lokkes af popcorn for så at springe op i kvindens favn. Hun kan selvfølgelig ikke bære ham. Det er sjovt. Og det var en tydelig, intentionel, teatralsk kommentar til sundhedsfanatikerne. Til overdreven kropsdyrkelse og sygelige selvrestriktioner. Tankevækkende.
Man kunne godt få lyst til at give Body Blær en mere provokerende slutning – sådan som jeg har set det på det trendsættende Berlin-teater Volksbühne. Her har jeg oplevet hvordan skuespillerne nægtede at forlade scenen! Sådan kunne man også i Body Blær have ladet skuespillerne komme tilbage og træne mere. Og mere. Publikum ville være i tvivl om hvorvidt de skulle gå. Vi ville blive forargede over den utraditionelle form – men også over den uendelige kropsdyrkelse. Ved at gå ’all in’ på det ekstreme ville der måske kunne opstå et tydeligt budskab og en provokation som ville skabe debat. Når skuespillerne efter cirka en times idræt høfligt bukker, og vi klapper, så forbliver oplevelsen altså alt for glat og pæn.
Jeg sad tilbage og havde stor lyst til popcorn, men også til at se flere af den type scener som faktisk betyder noget. Scener som når ned til os på publikumsrækkerne, så vi kan komme op af stolen – og ind i debatten!