Selvfølgelig skal man lære noget i teatret

Der har på det sidste været en masse hysteri omkring, at nu skal alle der arbejder med børneteater lave teater, som fungerer som undervisning. Men der er ingen grund til panik. Frygt ikke at kunsten forsvinder fra hverken teatrene, bibliotekerne eller skolerne. Der findes over 100 forskellige teatre, som arbejder specifikt med scenekunst for børn og unge. Alle har de forskellige udtryk og tilgange. Teatret Uden Vægge har fået en anderledes ide og har flyttet scenekunsten ind i et fysiklokale. Vikaren og Djezah spiller i et klasselokale og stiller alt op i frikvarteret. Det betyder ikke, at det bliver til undervisnings - eller at det ikke er stor og professionel scenekunst.

Kunst er kunst
Der skal være plads til forskellighed i udbuddet af scenekunst. Og jeg tør godt garantere, at der ikke er en eneste forestilling, som opnår refusion og/eller offentlig støtte fra kunststyrelsen, der kan kaldes undervisning. Det er kunst. Skabt af kunstnere og præsenteret i en kunstnerisk form. Også selvom man sidder i et klasselokale istedet for i en publikumsopbygning eller fordi man kan lære noget faktisk fag-fagligt af det.

Teater med læring
Børn og unge er vores primære publikum. Selvfølgelig skal vi forholde os til når virkeligheden forandrer sig for vores kundekreds. Vi vil jo ikke spille teater for teaterfolk. QUASI teater præsenterede på festivalen Statsministeren - en demokratiøvelse for de små og gadeteaterforestillingen Ebbe Skammelsøn. Begge er forestillinger man kan lære noget af. Perfekt til danskundervisning. Alment dannende forestillinger med en historie fortalt i et musikalsk og teatralsk sprog. De er udviklet sammen med skoleelever og tænkt som scenekunst, der kan afspejle et undervisningsforløb/tema om demokrati/samfund eller folkeviser/hævngerninger.

Synergi mellem læring og kunst
QUASI teater holder til på en folkeskole på Amager, hvor skolen har skænket teatret lokaler mod workshops og forestillinger. Dette samarbejde mellem skolen og husteatret genererer en helt ny kontakt mellem skole, læring og kunsten som sprog. Eleverne oplever nogle andre voksne i deres hverdag og får en daglig tilknytning til en kulturinstitution. Lærerne oplever kunstnerne som forstyrrende element på godt og ondt og sammen opstår der mere og mere synergi. Samarbejdet er cirka halvandet år gammelt og stadig under udvikling. Målet er, at kunstnere og lærere bruger hinanden konstruktivt, inspirerer hinanden og gensidigt kommer med konkrete forslag til projekter og samarbejde.

Lad os hjælpes ad - ikke bekrige
Vi skal bruge hinanden, og hvis det er for svært at mødes, må man få bistand fra en teaterpædagog/teaterformidler, som netop er uddannet til at danne bro mellem scenekunst og læring. Vi lever i en ny tid for både skolerne og for børneteatret. Derfor skal vi lære at navigere i den nye verden. Vi skal lære at få det maksimale ud af hinanden på en smuk måde.
Der er allerede oprettet en blog, som hedder TeaterTanker. Her skriver lærere og fagfolk om brug af scenekunst i folkeskolen. Ideelt set blev sådan en blog udvidet til også at have et samlet udbud af forestillinger samt alt undervisningsmateriale i udbud. Men det kræver alt sammen penge og politiske prioritet. Det er, hvad vi alle slås om, og det er her balladen er.

God kunst kan vi lære af
Selvfølgelig skal man lære noget af at se teater. Når jeg ser "voksenteater" har jeg også en forventning om at lære noget. Om at gå derfra med nye tanker og perspektiv på tilværelsen. Selvom det handler om demokrati, en folkevise, solsystemet eller Emma Gad. Jeg som publikum (uanset om det er for børn eller voksne) vil til enhver tid kunne mærke, hvorfor jeg er blevet bænket. Hvad vil de med mig? Og er det min kostbare tid værd? Hvis ikke viljen er tydelig, så er det måske kunst - men efter min mening ikke god kunst.

Korte, hårde anmeldelser fra aprilfestival 2015

I sidste uge har jeg været på Aprilfestival. Selvom det ikke rigtig fremgår af det nye navn, så er det en festival for teater med børn og unge som publikum. Men hvis ikke voksne har en fed oplevelse, når de er med børn i teatret, så er det heller ikke fedt for børnene. Godt børneteater er ligeså fedt for os voksne, som for børn. Derfor ser jeg altid alt scenekunst med mine egne øjne. Jeg forsøger ikke at gøre mig til et barn eller en ung i målgruppe-aldersgruppen.

For at styrke mine evner til analyse og for at tydeliggøre mit eget kunstsyn for mig selv skriver jeg ned, hvad jeg synes om det teater jeg oplever. Jeg vil her på denne blog (som der sandsynligvis alligevel ikke er nogen der læser) offentliggøre mine oplevelser på Aprilfestival.
Da der i dansk børneteater kun findes en portal, hvor turneteater bliver anmeldt og diskuteret synes jeg i øvrigt at det er på sin plads, at der også andre steder på internettets dybe vand kan findes nogle udmeldinger til debat. Det kan kun styrke feltet hvis vi får en diskussion om, hvad der er godt kunst og hvordan vi repræsenterer forskellige udtryk på tværs af hele branchen.
Uanset om jeg har læsere eller ej så finder jeg det på grund af ovenstående relevant at publicere mine holdninger.

Ord af hvid støj scenekunst:
Flot og sjov ide men ikke rigtig fængende. Faktisk lidt kedelig. Ingen dramatik. Meget info. Lidt velbrainstormende og så måtte de tysse på eleverne. Ikke såå fedt når man er så interaktiv som man er. Der skal man have en kunstnerisk "lukning" parat. Musik, dramatik e.l. Interaktion og gaming var fedt nok. Quiz stil og leg fedt nok.

Opdag-Else af TeaterHUND:
Det jeg tror er en slags klassisk teater hund æstetik - tegneseriepang. Rene linier. Skrappe farver. Det er en solo og det er for de små. Begge dele interesserer mig. Anne gør det fint i en meget klovnet spillestil. Det ordløse fungerer. Vi forstår hvad de sker - men der sker bare ikke ret meget. Hun har god kontakt til os, men hun har ingenting hun skal eller vil. Hun undersøger bare en scenografi. Så forestillingens samlede udtryk bliver mærkeligt og kedeligt. Det giver ikke mening bare at kigge på ting og danse.

Karruselkjolen af Filuren :
Nycirkus med et klassisk problem. Ingen historie. Kun tada se hvad jeg kan. De har ellers forsøgt med rum og kostumer at ligne noget, der ikke er cirkus. Hvis man havde kappet 10 minutter af en sneglende start kunne der have været startet en historie om en gammel dame, der gerne vil stille op til en nycirkus-festival, hvor alle kan være med. MEN! Hun slukker radioen hvor det annonceres og dropper projektet.  Der var masser af elementer med fortællepotentiale. En dukke, et skyggeteater, en sjov lænestol, en dukkehest, en miniaturekarrussel, en kæmpekarussel og en billedramme som trapez, en lysekrone som kæmpegynge.

Mørket ligger under sengen af Gruppe 38:
Kedelig historie om mor og far i en seng hjemme hos deres voksne søn. En mærkelig til tider halvlummer forestilling med to voksne, der killer hinanden under dynen (vink vink). Det charmerende var, at det var gamle mennesker vi fulgte. De var søde som hovedpersoner. Hvis bare der have været en pointe med forestilllingen. En historie eller noget de vil. Jeg kan ikke mærke andet end "se hvad jeg kan" - lege med teatereffekter og børnerim. Og så er Bodil Allings poetisk-pædagogisk oversøde måde at spille på ved at være for meget.

Det lille verdensteater: Mellem himmel og jord
Jeg har også lyst til at blive trøstet! Efter tyve minutter fik jeg nok. Ingen karakter. Ingen evner. Modsat cirkus artisten fra Filuren. Det var bare sørgeligt. Grimt og kedeligt. Et æble er ved at falde ned, men damen kan ikke nå det. So what. En masse tilfældige ting i en vagabondagtig grim taske.
Pludselig lyd indspillet bagfra. Uden etablering. Pludselig sæbebobler. Random skizofreni snak med en fjer. Kaffen. Som om det var den lyseste ide nogensinde. Alt er beskidt, gammelt og grimt. Damen har en stor lagen bomuldskjole på. Det er bare så tragisk dårligt.
Æbleprojektet bliver mega ligegyldigt. Til sidst klipper hun det ned med en saks til slut til noget irriterende musik.
Perfekt eksempel på hvordan børneteater i hvert fald IKKE skal være. Ligesom hende den 1,5 årige ved siden af mig som bliver krammet varmt af pædagogen fordi hun græd. Sådan trænger jeg også til at blive trøstet. Er det her verdens bedste børneteater? Er det her Danmarks stolthed? Så har jeg lyst til at græde.

Olsen og Riddersalen med Lidt af Hvert.
Grimme trædukker. Dårlig historie. Men dog en historie. Erik Olsen er sjov og skarp og ironisk i sin tilgang til publikum. Men det kunne være fedt med noget mere publikumskontakt. Et metalag hvor vi møder den synlige dukkespiller. Og den sjove Erik Olsen.

St tv Sygt sund
Deadline og denne her har været super forestillinger af et teater som ellers har stået for en slags spejling af teenagelivet som jeg ikke har brudt mig om. Sygt sund er sygt sjov. Trods den sygt irriterende titel. Især RygerTove og lægen der siger folks navn er figurer og typer jeg vil huske og grine af i fremtiden. Parykkerne er sjove. Og de mange figurer er godt for fortællingen. Det eneste jeg ikke brød mig om var teenageren med anoreksi - men i denne form blev hun faktisk også en sjov parodi. Ville bare ønske man have dyrket parodien endnu mere og karrikeret hende, så alle er med på at det her er langt ude. Derfor sjovt. Ikke alvor. Men sjov i alvoren.

Tidsrum: Beatrice
Langsom start. Overraskelse med sex og punk dukke. For lidt steam punk. Og for brun æstetik. Ida dukkefører Bornholm var ret sej i sin udstråling.

Randers Egnsteater: Den lille ny
En teateroplevelse for de mindste, som ikke bliver dødsyg og kedelig for os voksne. Et fint univers. Især dukkefuglen var sød og sjov og Nanni spiller ikke ned til nogen af os. Lidt for tæt på White. Fin musik af Jacob Venndt.
Også cool med det politiske racerene tema. Måtte dog godt være tydeligere i referencen til samfundet. Det til de voksne....

For enden af tunnelen af limfjords og den Jydske opera
Dejligt rum og fin blanding af teater og opera. Virkede rigtigt med konge og dronning som opera teatralitet. Men det gik i selvsving med det opera. Det blev for meget. For lange sange. Fin historie men mangler slutningen. Hvad skete der med Snepal???

Hånden Brændende kærlighed
Underlig slutning. Egentlig en dum fortælling. Men fin brug af publikum. Og godt med den der afvikler knap i starten. Gør det hele dejlig gennemsigtigt. Også det ordløse er sjovt men det var ikke så gennemført fordi der skulle nærmest ikke fortælles noget her. Pga for tynd en historie. Lidt øv.

Traditionen tro af Alias nu Mærkværk(?)
Pisse god instruktion. Overgange. LYs brug af rum musik lydeffekter. Tempo. Humor. Energi. Sårbarhed. Udvikling.
Men opgaven lav noget om trosretninger. Er lort. Info agtigt. Og voksne der spiller en tyyk parodi på de unge er top irriterende. Som om vi unge går med en grim skoletaske, er laskede og flipper ud over et par flasker Mocai, en cigaret eller sprut. Unge er altså meget sejere nu om dage. Lad være med at forsøg at vis dem, hvordan de selv er. I ved ikke en skid om at være ung i 2015.

Når det skærer i hjertet af teaterkompas:
Igen voksne der spiller unge. Realisme. Barsk tema. Men stærkt. Stærkt fortalt. Pissegodt instrueret. Virkeligt lækkert mhp fokus musik og teater med fortælling og scener i mix. Godt løst med den usynlige lokke-person.

Kongen og vandkanden af Nørregårds og Abstrax:
Flotte dukker. Nanna S Müller er god og sød. Fed sceno. Men Bo er ikke så fed faktisk. Historien er fin. Spillet mellem dukker og msk er godt.

Miras verdener af Fairplay:
Dejlig skørt og berlinsk i sin visualitet med kæmpedukker og en kæmpehånd i hjørnet - men det hele bliver brugt og spillet for følsomt eller pænt. Og bliver ikke brugt nok. Der er heller ikke styr på hvornår man kan gå ud af rollen og ikke og hvorfor. Ham der spillede faren hoppede ud af teatret som form og kommenterede metaagtigt - me som den eneste! Ikke så godt. Ikke et stringent koncept. Kostumer var hæslige.
Godt fortalt histore om skilsmisse. Men lidt vel meget tekst. Sundhedsplejerske i Line knutzonsk stiliseret var sjov!

Teater My små skridt:
Langsom baby teater. Kedeligt. Prætentiøst. Poetisk. Meningsløst. Sandkasse men en masse ting og hvad så. Hvorfor har den vundet en Reumet? Det får mig til at blive irriteret på Reumet og smagsdommerne i dansk scenekunst.

#HRKEUNER - et dansk-tysk projekt

#hrkeuner

Kennst du Hr. Keuner? Kender du Hr. Keuner? Hr. Keuner? Han var her lige før.
De tre  skøre frakkeklæde personer kender alt til denne Hr. Keuner. Og de kan fortælle alt om, hvad han mener og synes. De kan spille ham, citere ham og være ham. Når først vi har forstået tanken, er vi nemlig alle en version af Hr. Keuner. Hr. Keuner lever – som ånd og filosofi.

Historier om Hr. Keuner
Bertolt Brecht opfandt i perioden 1933 til cirka 1955 denne pseudonymfigur, Hr. Keuner, som er en politisk og poetisk samfundskritiker. Han mener vi skal tage mere hensyn, være mere kærlige og med satire, ironi og en skarpsindig humor formulerer Hr. Keuner en lang række lettilgængelige ”sandheder” om verden omkring os. Om end Brechts ”digtsamling” HISTORIER OM HR. KEUNER er tudsegammel efterhånden er teksterne skræmmende vigtige og aktuelle for hvor tid. Det er socialisme og humanisme med spydig sarkasme og alvidende attitude. Og så er det en fantastisk indgang til Brechts værker. Det er underholdende læsning uanset om man er til teater og dramatik eller ikke.

Projektets opstart
Tilbage i februar 2014 besøgte jeg en instruktør fra Augsburg, som jeg havde mødt på Directors Lab i New York. Hun kom fra Bertolt Brechts hjemby og introducerede mig til Brecht Festivalen og ikke mindst til ”Wasser-turm-Kurt” som har den bedste boghandel i verden: Buchhandlung am Obstmark. Kurt fortalte mig om Brechts pseudonym figur Hr. Keuner og allerede på titlen var jeg solgt. Det lød sjovt! Et halvt år efter aftalte jeg med Brecht Festivalen at jeg ville komme med en mindre event baseret på Hr. Keuner og i øvrigt indeholdende noget med årets tema ”eksil”. Inspireret af en Storm P tegning af en slags gå-bil med lys, der peger ind på chaufføren opfandt jeg i samarbejde med scenograf Rebekka Bentzen en installation, der kunne rulle rundt på gader og stræder i vintermørket og dermed fungere som ”vinter-gadeteater”. Både danskere og tyskere skulle være med og på den måde, var mindt en medvirkende på fremmed grund – i en slags eksil.

Afvikling
Efter en del fundraising kunne jeg endelig i december 2014 bekræfte overfor alle parter, at projektet ”Hr. Keuner i eksil – en dansk-tysk Brecht event” kunne realiseres. Goethe Instituttet ønskede mærkeligt nok ikke at støtte det. Men Kulturstyrelsens Scenekunstneriske Internationale Udvalg kunne se noget i det ligesom lokaludvalget i Vanløse og lokaludvalget Amager Øst. Foreningen Danske Sceneinstruktører var de første til at tro på mig, og således var der efterhånden midler til et ultrakort prøveforløb på bare tre dage med tre skuespillere. To tyskere (hvoraf en også talte dansk) og en dansk skuespiller.

Sprogmøde
Jeg har før arbejdet i Rusland, hvor en tolk måtte oversætte alt hvad jeg sagde til skuespillerne, og hvor jeg ikke selv altid forstod, hvad der blev sagt på scenen. Det var en sproglig udfordring, men at instruere på delvis tysk, dansk og lidt engelsk var en helt anden sproglig blæksprutte-øvelse. ”Marie, jeg forstår jer ikke når I taler dansk” måtte den tyske skuespiller ind i mellem sige til os. Jeg havde total glemt hvilket sprog jeg var i gang med at tale på. Den danske skuespiller forstod ikke alt tysk – og det gjorde ikke opgaven nemmere.
De fleste af det danske publikum følte sig ekstremt fremmedgjorte overfor det tyske sprog, og synes det var svært at forstå, mens man i Tyskland morede sig over det danske, som lød ligesom ”Platdeutsch”, grinede de.
På holdet begyndte vi i løbet af en uges arbejde at forstå hinanden bedre. Vi lærte både tysk og dansk og Hr. Keuners tekster forstod vi i efterhånden alle sammen på begge sprog. Der opstod imidlertid andre problemer, som også vanskeliggjorde kommunikationen i prøverummet.

Intens proces
På første prøvedag læste vi teksterne igennem på tysk/dansk og aftalte, hvem der sagde hvad på hvilket sprog. Vi blev enige om, at der skulle være en dansk og en tysk version, så vi hjalp publikum så meget som muligt med oversættelser – dog uden at give køb på sprogmødet, som jeg mener var en vigtig del af temaet eksil. Dag to stod på prøver på første halvdel af det udvalgte materiale. En af skuespillerne fik en dårlig besked i privatlivet og det gik ud over arbejdsmoralen i den sidste del af prøvedagen. Om aftenen spiste vi middag sammen. Det var en smule anstrengende, fordi stemningen var blevet lidt spændt allerede om eftermiddagen. Onsdag var der fokus på at blive klar til aftenens visning i Vanløse. Det var regn og rusk, så selvom vi spillede på torvet mellem bibliotek og kulturhus, hvor man faktisk kunne stå i læ var der ikke et øje. Det var ellers annonceret i Kulturhusets program. Der havde været lidt misforståelser mellem arrangøren og teatret, så vi kunne ikke få fat på nogen kontaktpersoner, før vi faktisk nåede til Vanløse. Både jeg og Vanløse kulturhus kunne nok godt have gjort noget for, at dette projekt havde fået mere opmærksomhed og mere publikum.
Skuespillerne havde dog en god oplevelse med at få make up på og spille udendørs. Karakterer og show fungerede kunne vi konkludere – trods at kun en to personer kiggede på.
Torsdag ville jeg arbejde med anden halvdel af teksten, en af spillerne havde modvilje. Han havde i forvejen svært ved at huske tekst og aftaler, og kunne tydeligvis ikke overskue mere. Men jeg pressede alligevel på, og vi blev også klar til aftenens visning på Amager.

Improvisationer og samarbejde på Amager
Torsdag aften havde vi i alt fire forskellige stop på Amager. Vi startede foran Kvartershuset, hvor der kun var et par stykker, som var kommet for at se netop denne performance og ellers forskellige børn, unge, forældre og gamle, som kom forbi, kiggede lidt og gik videre. Den halve time lange performance, som bestod af 6 små moduler. Det var en kold oplevelse for os tilskuere. Med den erfaring bestemte i os for at flytte os rundt i bybilledet mellem de forskellige moduler. Skuespillerne eksperimenterede med at skifte mellem forskellige moduler og improvisere mellem teksterne på Musiktorvet foran ZeBU, i Amagercentret (hvor vi ikke havde tilladelse og derfor blev bedt om at forlade centret) og på Amagerbro torv ved Metroen.
Det blev her tydeligt for mig, hvor vigtigt det er, at skuespillerne har opmærksomhed på hinanden når de færdes i karakter i bybilledet. Jeg oplevede flere situationer, hvor de tre spillere ikke var opmærksomme nok på hinanden. For eksempel gik en spiller på et tidspunkt hurtigt videre mens en anden havde gang i en rigtig god og sjov gimmick med nogle restaurantgæster bag en rude. De to tyske spillere skændtes højlydt midt på torvet – men løste senere problemet igen. Det var alt i alt en lang, presset arbejdsdag og en rigtig svær aften. Jeg lærte dog noget om vigtigheden af fællesskab, tillid til at selv de små ideer kan få plads og en gensidig respekt. Det gælder især improvisation i byrummet – men faktisk også når forberedte scener skal præsenteres for et publikum i offentligheden.

Crowdbuilding
Efter en 14 timers køretur og en dejlig lur på hotellet var det blevet tid til projektets finale: Lange Brecht Nacht på Brecht Festivalen i Augsburg. Her ville vi præsentere alle seks moduler i alt tre gange. Det var et meget positivt peak efter en kompliceret uge. De tre forestillinger blev meget forskellige både mht publikum og ruten de bevægede sig i. Efter hver omgang evaluerede hele holdet og vi aftalte en strategi for næste visning.
Især erfarede vi i Augsburg, hvad det betyder at få skabt et publikum eller ”crowbuilde” fra starten og så formå at holde fast i dette publikum. Vi ønskede at bevæge os mellem modulerne, men vi risikerede dermed også at tabe det mere flygtige publikum. ”Kom med, følg med os her rundt om hjørnet” var skuespillerne nødt til at sige til publikum.
Det var en udfordring for skuespillerne både være til stede i karakter og vurdere, hvor det var godt at gå hen med eventen i forhold til publikum og i øjeblikket. Og så skulle de oven i købet samtidig blive enige. Hvorhen, hvordan og hvornår. Det lykkedes bedre og bedre at træffe de rigtige beslutninger og den sidste visning rykkede fra området foran Statsteatret i Augsburg til fortovet for foden af trappen til teatret. Altså kun en bevægelse på 5 meter – men præcis nok til at fastholde og involvere et ekstremt nysgerrigt og positivt publikum og lokke flere forbipasserende til. Det endte som ideelt gadeteater, synes jeg.

Utilfreds tilskudsgiver
Da vi, efter fire dages intens arbejde, lavede vores første præsentation ved Kvartershuset på Amager var en af de få faste tilskuere et udvalgsmedlem fra Amager Øst Lokaludvalg (som har støttet projektet). Han sagde bagefter til mig, at han synes det var svært at forstå og at det ikke var hvad han forstod ved gadeteater. At han havde forventet mere interaktion med publikum, mere publikum i det hele taget og at location ikke var god til denne type event. At det var alt for langt og at han synes det var for mange penge de havde smidt efter et projekt som tilgodeser så få mennesker. AV! Det gjorde ondt, men vi tog kritikken til efterretning og stræbte resten af aftenen på Amager efter at nå ud til så stort et publikum som overhovedet muligt. Desuden arbejdede vi hårdt på at udvikle interaktionen og gøre eventen bevægende og involverende. For han havde jo på en måde ret i sin kritik – derfor gjorde den ondt.

Intet overskud på marathon-projektet
Foruden det at skulle bokse med en ny genre, gadeteater, crowbuilding, improvisation med skuespillere som hverken kender eller forstår hinanden og ekstremt kort tid til tekstarbejde og iscenesættelse havde en også dårlig kemi med en af skuespillerne.
Vi arbejdede i løbet af ugen på Sønderbro Skole, hvor QUASI teater holder til. Skolen er et perfekt arbejdsrum, hvor man konstant bliver konfronteret med et potentielt publikum. Jeg ville dog ønske, at vi havde brugt det mere og simpelthen arbejdet mere i det ”offentlige rum”/i skolegården under prøverne. Men det var der ikke overskud til, da det var svært at bevare en positiv arbejdsmoral og på et hold, hvor der manglede kærlighed og respekt. Projektet havde marathon-agtig karakter og derfor var der ikke var hverken tid eller overskud til at løse personlige problemer eller spilde tiden med diskussioner og konflikter. Der var en usagt aftale på hele holdet om, at nu gennemfører vi det her så godt vi kan. Efterfølgende har jeg talt med spillerne individuelt om processen og om de vanskelige dele af samarbejdet.
Det er egentlig utroligt, at det endelige produkt på Brecht Festivalen i Augsburg blev så fedt, som det blev. En hollandsk festivalarrangør virkede meget interesseret. Så hvem ved – måske lever Hr. Keuner og vinter/nat-gadeteatret endnu?



Hr. Keuner – en Brecht street-event

Ide og instruktion: Marie Kilsgaard Møller
Skuespillere: Karla Nina Diedrich, Marius Bjerre Hansen og Guido Drell.
Design af vogn og kostumer: Rebekka Bentzen
Bygger: Mads Hilden.

Pris: 8000 kr. eks moms.
www.quasiteater.dk
Booking: info@quasiteater.dk

HOW I FOUND MYSELF IN RUSSIA

-->

TPAM Lab in St. Petersburg about Tovstonogov and his method

By Marie Kilsgaard Møller, stage director from Denmark and participator at the TPAM

Fotograf: Alexander Scheck

The actors in Russia were hardworking, disciplined, open and very well-trained. The meeting of these actors with an autodidact Danish director with no method, but many visions, was fruitful and challenging for both parties. Working with classic Russian literature, particularly The Idiot by Fyodor Dostoyevsky, while studying the Russian director and master Georgy Tovstonogov created perfect circumstances. I would do it again anytime!

On a rainy September day I received a Facebook message from a Russian stranger. It was an invitation to participate in an all-expenses-paid Directors Lab in St. Petersburg. I couldn’t believe it. Through Facebook!? Well, it turned out to be serious, not spam, and suddenly – after an intense last minute visa process – I was on my way to the land of “no free speaking” and “no homosexuality”, and all the other negative things I’d heard about Russia from the Danish media. It wasn’t nearly as bad as I’d feared, however. Actually these creative Russian artists seemed very open, honest and free!

STINKY BUT NICE HOSTEL

So I had no idea what to expect. There was a thick air of smoke in Hello Hostel where we were to live, eat and work. The producer, Dasha was there to receive me. She was as nice as I’d imagined from her kind emails. I was the first of seven directors to arrive, which allowed me a few hours to prepare. We were working on Dostoyevsky’s The Idiot adapted by the famous Russian director Georgy Tovstonogov.

I was to share a room with an Austrian director, who was herself very upset to be living with another person. Even though the hostel was dirty and there was stinking smoke everywhere, the people were nice, understanding and welcoming. I felt respected and was pleased to be a part of the project.

Fotograf: Marie Kilsgaard Møller

FIRST REHEARSAL

On the first day we had a big meeting with the Artistic Directors Liza (who had invited me on Facebook) and Aleksander (whom I knew from New York), all seven international directors, the Russian actors, producers, set designers and critics.

After a short introduction we had to pick a scene! A hat was sent around and each of the seven directors drew a note with the name of the scene we were to stage. Ten minutes later the rehearsals started! We had a room and a group of young, recently graduated actors. My set designer told me he had to be away for 4 days. Okay. (What could I say…?) Everything happened so fast.

The first rehearsal was crazy! It was like an exercise in underpreparedness. I spent the time getting to know the actors through conversation. I also scheduled a short exercise wherein the actors performed the entire scene for me without any rehearsal. Only one out of four actors spoke English. Luckily I had a nice, young interpreter who is studying to become a producer at the theatre academy.

UNDERSTANDING RUSSIAN

“Did you read the novel?” “Are you aware of Dostoyevsky’s first title of the book?” “What do you think the story is about?” “Are we going to talk about the characters?”

The Russians were obviously testing me as a director – right there on the first day of the lab. I tried to answer as openly as I could, since I really didn’t know what to do with the scene I’d picked.

Suddenly I realized that the actors ONLY had a Russian manuscript! “Are you going to do the whole scene in Russian?” “Okay...” I don’t know what I had imagined, but I was surprised. How could I possibly direct, let alone understand, a Russian text? My goal for this process became to make the scene understandable for an international audience – even me.

Fotograf: Alexander Scheck

DOSTOVJETSKY AS CURRICULUM

In the Russian school system, students learn about literature, especially Dostoyevsky, from a very young age. Everybody knows him and people refer to his characters as if they were celebrities! I, however, was a total stranger to this world.

Luckily we all had the opportunity to attend lectures (how to understand Dostoyevsky, for example) and we even went on a Dostoyevsky city-tour. I realized that in Russia it is very common (almost mandatory!) to interpret the main character in The Idiot, Prince Myshkin, as a Jesus figure. This notion disgusts me. I don’t like to lay religious overtones onto everything. Religion damages the world enough as it is. For me, Prince Myshkin could just as well be Nelson Mandela. Or a normal person – a part of the audience! And that was what I made him! I wanted to find a way that Tovstonogov’s 1957 adaption of The Idiot could become a story about our time. To me, the problem of every character (except for Myshkin) is that they are selfish! Selfishness is a big problem in today’s world. And it is only made worse by social media and television reality shows.  So that became my story – and a second goal: to make The Idiot relevant for today’s audience – and to inspire people to be less selfish.

THE TOVSTONOGOV METHOD

“Does Georgy Tovstonogov have a method?” That was one of the main questions the lab wanted to ask. Indeed yes! He has! But for the first week and a half it wasn’t clear what it was. Not until Irena Malochewskaya summed it up for us in a very structured and mathematical kind of way. When I arrived I had no idea who Tovstonogov was, but when I received the program for the lab I realized that I knew Malochewskaya! I had read her book and taken a course about the method of physical actions. In Russia they call Tovstonogov’s method “The Method of Active Analysis” and the method of physical actions is a part of that! Since I was already familiar with the method and respected it very much I became one of the more curious “students”.

MAKE THE METHODS YOUR OWN

It is important to have tools as a director, and Tovstonogov did well in describing them. Unfortunately, however, his method has only been translated into Norwegian, so only Russians and Scandinavians have access to this master’s world. (I highly recommend that the Russian Arts Council support a translation of Tovstonogov’s books or Malochewskayas book into English).

Tovstonogov described a method for directors – like Stanislavsky described a method for actors. No one can work successfully if they base their work on only one method. I believe it is important to have theory, to learn about different ways of working, and then to base your own work on what you like, remember and feel is working for you. You have to build up your own personal understanding and method.

WHAT I LEARNED

“Which kind of method do you use,” asked the actors on the first day. I had to tell them, “I don’t know! I have no idea. It is a mix of all kinds of methods.” Later in the lab I learned, that Tovstonogov says: “never talk about methods with actors. But keep the method in your body and bring it into rehearsal.” He also used to say that he expects actors to be ready to work by the time the rehearsal starts. Everyone would arrive a bit early to warm up. I told that to my actors one day, when I had to knock on the table to demand more discipline. Thereafter no one in my room was late and the working atmosphere was very good. Other lab directors had trouble getting their people to show up. Different interpreters were also jumping in and out of the program. I think I was lucky to have the people around me that I did. I also think it is your responsibility as the leader of the room to create the discipline. The producers of the lab can’t be responsible for that, even though some directors expected it.

I PREFERE COOPERATION

I learned from Tovstonogov that the director should always be more prepared than the actors. He or she should be one step ahead. But at the lab we didn’t have a living chance to be ahead. This created a nice and cooperative working-atmosphere. We developed and learned about the material TOGETHER by trying different methods and exploring situations. I liked the cooperation of the room, and I enjoy when actors feel they can provide their own suggestions and ideas.

This unprepared Tovstonogov-lab was both an experiment and true chaos. But it endowed me with knowledge and wonderful relationships. Also - luckily - it seemed as though many audience members enjoyed my showcase on the final day.

LOYAL AUDIENCE

I saw many, very different performances during my two weeks in St. Petersburg, each varying in quality. Even though the country has a long history of theatre, it does not always present a wonderful final product. But! What makes the theatre both lovely and awful is that it can fail! You never know how it will go or how it will be.

Audiences in Russia on the other hand never fail! They are so loyal and interested. Every theatre was filled with people of all ages. The audience also knows a lot about culture – and they love it – so it seemed… this makes me a little jealous.

Fotograf: Alexander Scheck

COLLEAGUES WORTH GOLD

Even though there were parties in the evening, right outside my bedroom door, and even though Russia was dark in December nearly all the time, this lab was the best international experience I have ever had.

It was superior to all the seminars and festivals I’ve attended. Honestly, it was much better than the Directors Lab at the Lincoln Center Theatre. In St. Petersburg there were ambitious, young people arranging creative and intellectual room for all of us. There was always time to provide and receive feedback or to change plans. And even though the program was tight we were allowed private time every day. We thrust our hands into the dough, dissecting methods as we practiced them. Additionally, we had six very different colleagues with whom we discussed everything explored in the rehearsal room. “What is the role of the director?” “How can you achieve want you want?” “Why do the relations in the rehearsal room not work sometimes?” “How can you work differently and more physically?” We had wonderful discussions about directing and its methods during almost every lunch and dinner for two weeks. Throughout the experience there was an atmosphere of respect and honesty.

Four of us had known each other from the 2013 summer lab in New York. As such there was no need to get to know each other before we discussed the work at hand. Directing is quite a lonely job. This is why I highly recommend attending labs. I am grateful and happy to have had the opportunity to gain these new international colleagues - because they are worth gold!

https://www.facebook.com/TPAMlab
 

Kunstnerisk udvikling - nej tak??

Jeg har længe interesseret mig for kunstnerisk forskning og udviklingen af den danske etablering af kunstnerisk forskning som en defineret institutionaliseret form. Det går ikke såå godt - og det har jeg skrevet et debatindlæg omkring til teateravisen.dk

http://www.teateravisen.dk/kunstnerisk-udvikling-nej-tak.html

http://www.teateravisen.dk/de-kedeligste-efterabere-i-hele-nordeuropa.html


Hvis du vil udvikle nye scenekunstneriske metoder eller former må du flygte til Norge. For i Danmark er der ikke plads til andre end Scenekunstskolens egne undervisere. Jeg vil her berette om mine deprimerende oplevelser med kunstnerisk forskning.
Statens Scenekunstskole har fået opgaven at facilitere ”kunstnerisk udviklingsvirksomhed” (KUV – også blandt mange kaldt kunstnerisk forskning og på engelsk ”artistic research”). De har gennem det sidste år haft en slags forsøgsperiode, hvor undervisere på skolen har gennemført en række KUV-projekter.
I foråret 2013 deltog jeg i et seminar arrangeret af det dramaturgiske tidsskrift Peripeti, som netop havde udgivet et blad med dette tema. Her sluttede rektor for Scenekunstskolen Sverre Rødahl af med at fortælle, at skolen havde fået midler fra kulturstyrelsen og at til august kunne enhver udefra søge skolen om at lave et forskningsprojekt.
Da jeg selv er interesseret i at blive ”institutionaliseret” med mine udviklingsprojekter indenfor børneteater deltog jeg allerede i december 2011 i et seminar arrangeret af Forsøgsstationen, Københavns Universitet og Statens Teaterskoles Efteruddannelse. Her blev begrebet ”kunstnerisk forskning” åbnet op for en stor del af branchen. Man diskuterede definitioner og lærte om den norske model, hvor de er langt fremme hvad angår udvikling og forskning.
Efter at have kontaktet Statens Scenekunstskole for at spørge til deres rolle indenfor KUV svarede de, at jeg skulle holde øje med hjemmesiden, for der ville snart komme noget op. Det gjorde jeg så i 1 ½ år. Intet skete. Efter Sverre Rødahls udmelding om at der var midler tjekkede jeg med begejstring jævnligt scenekunstskolen.dk. Men nej. Så jeg kontaktede skolen og da jeg endelig fik et svar lød det sådan her:

“Tak for det tilsendte. Og jeg beklager du ikke har modtaget et svar endnu. Vi troede en overgang at vi kunne lukke op for udefra kommende ansøgninger i vores udviklingsvirksomhed. Det viser sig nu, at man skal være ansat på skolen for at få tildelt midler. Jeg vil foreslå dig at holde øje med vores hjemmeside for at se om dette forandrer sig engang i fremtiden, selvom det nok har lange udsigter. Jeg håber du han finde et andet sted, måske www.khio.no, at bedrive udviklingsvirksomhed.”

I DANMARK udvikler vi åbenbart kun den scenekunst, som underviserne på Scenekunstskolerne beskæftiger sig med. Hvis nogen, som arbejder indenfor et andet område end netop underviserne på Scenekunstskolen, vil skabe nye metoder og teaterformer, skal man altså søge mod Norge. Men hvad gør det ved dansk teater?
Det gør at vi fortsat er de kedeligste, mest klassiske efterabere i hele Nordeuropa.
Denne lukkede klub af teater-undervisere, som får midler til at forske ved siden af deres undervisning, er for mig en tragedie! Der er masser af scenekunstnere som arbejder med at udvikle nye metoder til at skabe, vise og forstå dans, tværkunstneriske former og børneteater. Projekter, som måske kunne være vigtige KUV-forskningsprojekter, der kunne sætte dansk scenekunst på det europæiske landkort.
Men disse projekter forbliver på et slags undergrundsplan, når det ikke er muligt at søge midler til at skabe et anerkendt forskningsprojekt, hvor dokumentation spiller en rolle, hvor forskningskriterier skal være opfyldt osv. Fremtidens scenekunstnere hører aldrig om de nye tanker. For eleverne bliver kun undervist af de samme lærere i de samme teaterformer og metoder. Imens flyver verden forbi uden at nogen opdager det.
Kulturministeriet har i januar 2012 udgivet en rapport om kunstnerisk udviklingsvirksomhed. Arbejdsgruppen bestod af ”eksperter og interessenter”. Men når man ser nærmere på gruppen, er det stort set kun rektorer fra kunstuddannelserne og nogle embedsfolk. Så kan man være sikker på, ikke at blive provokeret ud i alternative tænkemåder!
Rapporten afslører at film- og scenekunstområdet er de eneste skoler, som ikke er kommet i gang med forskning. Så det er rigtig godt at der er ved at ske noget. I rapporten opfordrer man til at der skal gives midler til området og de anbefaler også et stipendie-program:

“Arbejdsgruppen finder, at et stipendieprogram for kunstnerisk udviklingsvirksomhed vil bidrage til, at refleksionen over den kunstneriske praksis og udvikling af viden og erkendelse med afsæt i kunstnerisk udviklingsvirksomhed styrkes på et niveau svarende til forskningens ph.d.-niveau (Third cycle). Programmet bør støtte aktiviteter og projekter, der er forankret i institutioner, der bedriver kunstnerisk udviklingsvirksomhed. Derved vil et sådant program adskille sig fra det etablerede kunststøttesystem, der støtter den enkelte kunstner – uden at denne er institutionelt forankret.”

I NORGE er der både et projektprogram, som jeg forstår som specifikt konstrueret til undervisere/lektorer (tilsvarende det der findes i Danmark) og så er der et 3-årigt stipendiat-program, som alle kan søge. Man skal dog have en lektor fra en skole med sig med en anbefaling.
Hvorfor åbner vi ikke i Danmark op for at alle kunstnere kan søge forskningsstipendiater? Der ville komme et hav af spændende ny viden ud af det. Det vil generere nye tankebaner som igen vil – generere –  og igen – ja, nye tanker er nok det mest bæredygtige man overhovedet kan ønske sig!
De projekter, som Scenekunstskolens egne undervisere har arbejdet på i sidste sæson blev præsenteret i Peripeti nr. 19-2013 og på seminaret i foråret. Mit indtryk er, at det er projekter, som er opfundet, fordi man skulle forske i et eller andet. Det virker som om lærerne selv bare laver skabende kunstprojekter – beskrevet med akademisk kryptering – og så skriver de en rapport om det. Nye tænkemåder/forskning er det svært at få øje på. Eksempelvis er der et projekt, som handlerom kabaret. Det beskrives således:

”Udformningen og fremførelsen af en teaterkoncert med tre professionelle sangere og en pianist. Hvordan kan den traditionelle kabaretgenre genopvækkes og blive til et arbejdsredskab og et moderne formidlingsværktøj for moderne sangere og skabe indsigt hos den unge skuespillerstuderenes tilgang til sang som udtryksmiddel?”

Hvad er der af ny forskning i det? Massevis af scenekunstnere har allerede arbejdet med kabaret og teaterkoncert. Det lyder som en undskyldning for at undervise skuespillere i teatralsk sang. Man kan læse flere sjove KUV projekter, som det ikke giver nogen mening at kalde forskning (undtagen at de skriver en rapport), inde på Scenekunstskolens hjemmeside. God fornøjelse. Det er ikke godt nok!
Danmark er tilbagestående, når det kommer til kunstnerisk udviklingsvirksomhed. Men der er masser af spændende emner, der kan udvikles, som vi kan forske i.
Jeg kender ikke nogen, som går i teatret, medmindre de læser på humaniora, arbejder i branchen eller er over 45. Hvis de gør ser de ”Aladdin” eller ”Den Eneste Ene – the musical”. Teater er så røvkedeligt og langt at ingen gider se det! Derfor skal det udvikles! Scenekunstskolen gør sig selv en bjørnetjeneste ved ikke at åbne op. Når de lukker sig om sig selv siger de ”nej tak” til kunstnerisk udviklingsvirksomhed.

Marie Kilsgaard Møller er freelance teaterinstruktør og debattør

ORDET VAR FRIT - MEN INTET BLEV SAGT

Både teater-netportalen Proscenium og dramaturgi-fagbladet Peripeti har i løbet af den sidste måned publiceret min artikel om Kulturmødet på Mors i august 2013. Her kommer den:

KULTURMØDE 2013

af Marie Kilsgaard Møller, teaterinstruktør, retoriker og debattør

En torsdag sidst i august kørte jeg om kap med mejetærskerne i retningen mod Danmarks første "Kulturmøde". Kulturens pendant til Folkemøde på Bornholm. Afholdt på en anden smuk, yderligt beliggende, dansk ø med besværlig adgang via offentlig transport: Mors.

Der var slet ikke ligeså mange kulturfolk, som jeg havde forventet, så her kommer et personligt referat til alle jer, der interesserer jer for kulturdebat.

Folkeligt men dødkedeligt

Bortset fra den ringe adgang med bus, tog og fly var Kulturmødet et meget folkeligt arrangement. Der var masser af frivillige kræfter og gode intentioner. Der var musik, teater, forfattermøder og lidt installationskunst på den lille "festivalplads" ved Musikværket i Nykøbing M. I debatsalen var mikrofonen – folkeligt nok – åben gennem hele mødet. Men. Desværre blev der ikke rigtig sagt noget. Især paneldeltagerne og moderatorne/ordstyrerne på scenen var skuffende.

De få politikerne, som deltog, havde travlt med at fortælle os, hvor godt det allerede går i Danmark. Der er allerede masser af spændende kultur i Udkantsdanmark. Kulturministeren har været på Biennale og set den danske stand. Huhej, hvor det kører. Vi danskere kan rigtignok være kulturelle. Men hvad skal vi så diskutere? Kan vi virkelig ikke blive bedre? Så lad os da gå hjem, i baren eller i marken! Status quo er dødkedelig.

Tom luft og rugbrød

Vi, som havde håbet på ved Kulturmødet at blive opdateret, provokeret og inspireret, måtte gå skuffede hjem med en omgang tom retorik. En masse dygtige folk, prominente kulturpinger, tv-stjerner og succesfulde initiativtagere stod på scenen og lukkede luft ud. Ingen turde mene noget.

Man kunne nemt blive enige om at kalde tilskud til kultur for kulturinvestering i stedet for støtte. Men siger det noget nyt, eller er det bare en må at tale til erhvervslivet på?

En metafor, som fik stor succes på Kulturmødet, var Henrik Køhler fra Teatercentrums kunst som rugbrød frem for flødeskum. Det blev hurtigt til en almindelig talemåde at kunst er rugbrød. Og ja. Et åndeligt liv som stimuleres af kunst gør os til rigere mennesker. Men jeg savner lidt modstand i debatten. Jeg savner, at høre nogen sige, at kunsten IKKE er det vigtigste i livet. Vi kan leve og overleve uden. Så hvorfor skal vi så have den kunst – hvad enten det er rugbrød eller flødeskum? Det står stadig ikke klart.

Jelveds mavepuster

Var vi mon samlet på Mors for at få flere penge til kulturen? Kulturminister Marianne Jelved

svarede Gitta Malling fra Limfjordsteatret igen med, at hun da skulle være glad for, at der ikke

blev skåret i kulturbevillingerne. Og så havde oraklet med dametasken talt. Men skal vi virkelig bare acceptere et sådant statement fra fru Kulturminister? Eller er vi kommet til Kulturmøde 2013 for i fælleskab at kæmpe for et rigere kulturliv i Danmark (økonomisk såvel som åndeligt)? Jeg tror på det sidste men oplevede desværre kun det første.

"Der kommer IKKE flere penge til kulturen!" Av! Efter Marianne Jelveds mavepuster var det heldigt, at Bikuben fonden, Hummel-fyren Christian Stadil m.fl. trådte på scenen i debatten "hvem skal betale". Her var der selvfølgelig fokus på erhvervslivet. Det ligger i krisetidstænkningen. Igen var der ikke det store debat-drama, men en bred enighed om at "vi  ”bare” skal have erhvervslivet til at forstå, at de kan bruge kulturen - - bla bla". Jeg sidder tilbage med spørgsmålet: Hvordan?

Jeg tror, at for at arbejde kulturen ind i erhvervslivet, skal man lave et skattefradrag ved køb af kulturelle arrangementer eller støtte af kultur. Ligesom man allerede har forsøgt det med billedkunst. På den måde kommer virksomhederne selv ud og opsøger kunsten! Men det er de tunge erhvervsdrenge, der skal gå til handelsministeren og skatteministeren, for at få indført en sådan ordning – ikke kunstnerne. Jeg mener, at erhvervslivet må hjælpe kunstnerne – også i det politiske forarbejde – for at vi kan gøre en forskel.

Flere gulerødder

Kulturmødet manglede politisk tænkning og en debat, som kunne bevæge sig fra påstande og generaliseringer ind i konkrete ideer og ægte visioner. Golden Days lederen Ulla Tofte talte om at ”arbejde vertikalt”: De store institutioner skulle blive bedre til at arbejde sammen med de små. Det er en god og vigtig pointe, men igen tænker jeg: Hvordan?

”Artist in residence ordningen” på de store scener i København er et godt eksempel på, hvordan mere etablerede institutioner kan åbne op for de små og skabe en ”mer-energi” og mere aktivitet. Men hvorfor findes det kun i København? Man burde indføre en ordning, hvor egnsteatrene kan opnå støtte ved – eller er forpligtet til – at husere et mindre kompagni ”in residence” i en periode på 3 år. Således vil man kunne give mere stabilitet til mindre etablerede men talentfulde kunstnere og ikke mindst opfordre til at nogle af de mange storbybaserede teatergrupper kommer ud i landet og genererer aktiviteter i resten af Danmark.

Vi er nødt til at opfinde konkrete politiske gulerødder, hvad enten det er egnsteatrene eller erhvervslivet der skal op af stolen. Det er gratis at sige, som Ulla Tofte, at det er en god ide at arbejde på tværs af store og små institutioner. Vi må svare på HVORDAN.

 Kasper Colling fortalte om sin fantastiske bog "Mount København" til forfattermøde. I baggrunden står er en pink aktivist igang med at grave en grav. Noget skulle vist begraves om lørdagen.

Virkelighedsfjerne og fraværende politikere

Kulturmødet er en god mulighed for at skabe bånd mellem politikere og det der rører sig ude i kulturverdenen. Og det er der et reelt behov for, kunne man opleve på Mors. Her hørte jeg under en debat Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti tilbyde Pelle Koppel fra Teater V, at Det Kongelige Teater skulle give ham en million, som et eksempel på ”store, der arbejder sammen med de små”. Men det han sagde afslørede en ekstremt virkelighedsfjern politiker. Pelle Koppel måtte svare, at han skam ikke var et lille teater og at de fik ca. 4 millioner om året. Men at han da ikke ville have noget imod at modtage en million fra det Kongelige Teater. Eksemplet viser, at der er et stort behov for, at politikerne kommer ud og møder kulturen, forstår miljøet, fødekæderne og de forskellige institutioners agenda.

Der burde generelt have været mere synlig politik på Mors. Enhedslisten, som mange kunstnere nok stemmer på, var slet ikke med på Kulturmødet! Jeg kunne ønske mig, at alle partierne havde hver en stand på festivalpladsen, hvor de præsenterede deres syn på kulturen – inspireret af den store bogmesse. Med en stand til hvert parti, ville politikerne blive mere synlige, og der vil opstå sund og tiltrængt lobbyisme udenfor selve debatsalen.

Manglende deltagere

Der var flere, som jeg savnede at se på Mors – enten i form af at være i panelet eller have en stand på pladsen. Hvorfor var der ikke nogen universitetsfolk? Hvor var eksempelvis Jørn Langsted, Peter Duelund og Bjarki Valtýsson? Hvor var Erik Exe Christoffersen fra magasinet Peripeti i Århus? Hvad med kunstskolerne og hvad med de store tunge kunstinstitutioner? Var sportsfolk også inviteret til kulturmødet, eller skulle man snarere have kaldt det Kunstmøde 2013?

Jeg kunne også ønske mig, at der var programsat møder med alle de kunstneriske udvalg under kulturstyrelsen. Jeg ved, at de rådgiver og kommenterer på kulturpolitikken. De må have noget at sige! Og vi vil gerne høre dem!

En bedre debat i fremtiden

Kulturdebatterne er et trækplaster, men det skal defineres, hvad man vil med dem. For det første bør emnerne formuleres mere præcist. Dernæst skal der ikke være så mange personer i panelet. Det giver et rodet udtryk, når 12 forskellige typer vil tale i øst og vest. Der var også en skarp kritik af køns – og etnicitetsfordelingen. Jeg mener dog ikke, man bør vælge paneldeltagere ud fra hverken køn eller etnicitet, men ud fra, hvem der har nogle relevante synspunkter, der kan bidrage til en spændende debat.

De tre moderatorer, Clement Kjærsgaard, Christian Have og Adrian Hughes var gode navne, som absolut er med til at skabe en seriøsitet omkring kulturmødets debatter. Men. Enten var de ikke forberedt på, hvad publikum forventede, eller også var de simpelthen ikke egnede til den debatform de blev stillet overfor.

De tre mikrofonholdere vinkede med store armbevægelser for at få moderatorens opmærksomhed, så det var rent teater for os der så det hele lidt udefra. Clement Kjærsgaard tog sig til håret og fik et fjernt blik. Han så stresset ud. Nu kom der også et spørgsmål fra Facebook! Det nåede vi aldrig at få læst op.

Moderatorne manglede retning og hård styring. Men ingen gider se på uhøflige afbrydelser fra en selvoptaget ordstyrer. Jeg får lyst til at have et ur eller en alarm der ringer, når paneldeltagerne har talt længe nok. Det er kultur vi diskuterer. Hvorfor ikke arbejde med en mere kreativ form?

Kulturmødet er et vigtigt arrangement og det har et stort potentiale. Den offentlige transport til Mors får vi nok ikke løst på et år, men jeg håber, du som stadig læser med, dukker op i 2014.

Link til Prosceniums artikel (læs også Gitta Mallings opfølgning på kulturdebatten):
http://www.proscenium.dk/artikel.asp?id=4225

Link til Peripeti:
http://www.peripeti.dk/2013/09/27/kulturmode-pa-mors-2013/

RETORISK TEATER KAN KICKSTARTE DEBATTEN

Jeg har skrevet denne artikel til Retorikmagasinets nr. 88, udgivet i juni 2013:

Fortræffeligt teater tænder følelsen, pirrer tanken og vækker diskussionslysten. Men det kræver klar kom­munikation fra scene til sal, og desværre er det ikke altid tilfældet. Her får du en retorisk anmeldelse af et forsøg på debatskabende skuespil.

Af Marie Kilsgaard Møller. Retoriker og teaterinstruktør.

Man kan ikke længere sparke sig gennem kongeriget for bare træningscentre. For tiden arbejder jeg i Svendborg, og her har Fitness World gudhjælpemig også åbnet en filial. Jeg kan ikke komme i kontakt med mine venner og kollegaer uden at de pruster i telefonen fordi de er på løbebånd. Og hvor end jeg færdes, møder jeg de bebrejdende blikke: ”Du burde træne lidt.” Det er for meget, synes jeg, og derfor havde jeg store forventninger til forestillingen Body Blær i Skuespilhuset i København. Skuespillerne, Mikkel Arndt og Johanne Louise Schmidt, er blandt mine favoritter. Og stykket lagde op til at kaste et kritisk blik på netop den fanatiske fitness-fetich som har lagt sig over det danske land. Det ville glæde mig hvis teatret kunne komme med en skarp kommentar til tidens trend.

Intentionsløst gymnastikteater
Forestillingen var en performance om kropslig selvdyrkelse. Den handlede om to personer der dyrkede deres kroppe i helt ekstrem grad. Det virkede nærmest som om de konkurrerede med hinanden om at holde ud længst i en serie af gymnastiske øvelser.
Desværre var der ikke meget teater over turen i det kongelige. Nok kiggede skuespillerne meget direkte ud på os mens de svedte hen over motionscyklerne. Nok var der i dette teatertræningscenter en musiker som skabte træningsmusikken live (det får man ikke i Fitness World i Svendborg). Og nok var vi blevet sat i en klassisk publikumsopbygning. Men derudover var det intentionsløs opvisning uden hverken visuel eller verbal kommunikation. Jeg var vidne til intet mindre end en 60 minutter lang gymnastiktime.

Teater skal vække debatlysten
Body Blær kunne ellers have været et godt eksempel på teater som en retorisk aktør i samfundet. Emnet havde potentiale, men fordi der aldrig blev kommunikeret et budskab, evnede forestillingen ikke at stille spørgsmål eller at skubbe til tilskuerne.
I den ideelle retoriske teaterforestilling formidles et budskab gennem en scenisk bearbejdning af et tema. Teaterstykket bliver til et godt og underholdende ’debatindlæg’ der starter en meningsfuld og spændende diskussion bagefter blandt publikum.
For at teater kan kaldes retorisk, kræver det altså at forestillingen vil virke på publikum. Der skal være en tydelig og mærkbar kommunikation fra scene til sal. Publikum skal føle sig konfronteret af et emne og forhåbentlig møde nye perspektiver eller holdninger. Det kan eksempelvis ske ved at fremstille det følsomme menneske bag den onde skurk. Eller ved at teatret opstiller et slags spejl af samfundet på scenen. Hvis spejlet viser noget vi ikke bryder os om at se, eller udstiller os selv i en ekstrem form, kan det vække følelser og skabe debat.
Body Blær forsøgte at udstille ekstreme sportsfolk der træner, for at skabe en debat om kropsdyrkelse. Desværre var budskabet ikke klart, og dermed blev pointen kun til svedende, løbende, olieindsmurte skuespillere og flotte pressefotos.
Debatten opstår kun når budskabet brænder igennem. Først da er kunsten retorisk – og først da giver den mening! Personligt opsøger jeg kunsten for at mærke noget, blive rørt, helst provokeret og gerne begge dele. Jeg mener at teatrets berettigelse er at forestillingen vil sige noget til os. Dermed kan man sige at retorik er kunstens raison d’etre.

Fra det gamle græske til i dag
Gennem hele teaterhistorien har scenekunstnere villet sige noget til samfundet med teater som udtryksform. Fra det gamle græske til Shakespeare, Ibsen og frem til i dag har teatret villet ændre verden. Et par hurtige eksempler er krigskritikken i Euripides’ ”De trojanske kvinder” og kønsdebatten i Ibsens ”Et Dukkehjem”. Også Bertolt Brecht skabte i 30’ernes Tyskland stor diskussion med sin politiske teaterform som er blevet en hel stilart i dag.
Ambitionen må ikke være mindre. Et publikum som ’bare’ vil underholdes eller opleve en god historie, skal, efter min mening, også implicit fodres med skæve kanter, budskaber og en konfrontation med verden. Den gode historie er naturligvis altid en vigtig ingrediens i teatret, og det er ikke fordi det skal være alvorligt hele tiden. Det må – det næsten skal – være sjovt. Men det skal altså også betyde noget.

Alt for glat og pæn Body Blær
I Body Blær var der en enkelt scene som besad antydningen af retorik: De to sportsfreaks får øje på en popcornmaskine som begynder at lyse og spille musik. Den ene drages hen mod maskinen – men kommer så i tanke om sin motionsreligion og flygter lige op i favnen på den anden. Samme sekvens gentager sig, men hvor det er manden som lokkes af popcorn for så at springe op i kvindens favn. Hun kan selvfølgelig ikke bære ham. Det er sjovt. Og det var en tydelig, intentionel, teatralsk kommentar til sundhedsfanatikerne. Til overdreven kropsdyrkelse og sygelige selvrestriktioner. Tankevækkende.
Man kunne godt få lyst til at give Body Blær en mere provokerende slutning – sådan som jeg har set det på det trendsættende Berlin-teater Volksbühne. Her har jeg oplevet hvordan skuespillerne nægtede at forlade scenen! Sådan kunne man også i Body Blær have ladet skuespillerne komme tilbage og træne mere. Og mere. Publikum ville være i tvivl om hvorvidt de skulle gå. Vi ville blive forargede over den utraditionelle form – men også over den uendelige kropsdyrkelse. Ved at gå ’all in’ på det ekstreme ville der måske kunne opstå et tydeligt budskab og en provokation som ville skabe debat. Når skuespillerne efter cirka en times idræt høfligt bukker, og vi klapper, så forbliver oplevelsen altså alt for glat og pæn.
Jeg sad tilbage og havde stor lyst til popcorn, men også til at se flere af den type scener som faktisk betyder noget. Scener som når ned til os på publikumsrækkerne, så vi kan komme op af stolen – og ind i debatten!