Vi fødes, vi vokser op og vi føder. Sådan skal det gå. Sådan er livets gang. Derfor ender vi alle i børneteateret på et tidspunkt.
Jeg fornemmer at vi i independent teatermiljøet allesammen laver ungdomsteater. Fordi vi ville ønske vi var voksne. Snart bliver vi voksne og får børn. Og så laver vi børneteater.. Først ungdoms- så børneteater. Sådan er det. Det er independent/autodidaktes gang. Os der ikke kan få adgangsbilletten til Københavns Teater (nemlig et skolebevis fra enten Århus, Odense eller København).
Tora, vores kollega, som også var på festival i Ballerup, har lavet forestillingen Make Over. En flot og fysisk slapstick fortælling som er underholdende for både unge og voksne. Hun er formentlig hooked. Men nu også Aktoratet - med forestillingen Flæskesøndag, som efter min mening fungerer smaddergodt som ungdomsforestilling, med et fantasifuldt scenesprog og knalddygtige skuepsillere - men som også bliver lidt irriterende terapeutisk til slut, har potentiale til at blive vores nye kollegaer i Next Generation Dansk Børne- og Ungdomsteater. Og igår var jeg til en reading i TeaterHUSET (Københavns centrum for amatører, autodidakte og dem der kæmper og håber og ikke aner hvad) på en helt nyskrevet forestilling af en der hedder Aleksandra: "Flugten fra kommunen". Også denne forestillingen var en sjov og spændende, tankevækkende børne- ungdomsforestilling. Jeg vil sige fra 11 eller 12 år. Den var både absurd og meget realistisk på en gang. I skøn skøn forening. Næsten Knutzonsk. (Elsker bare han hun har skabt en stilart med sine tekster, længe leve Line K.). Flugten fra Kommunen handlede om to mærkelige eksistenser som blev forelskede og skulle have et barn. Spørgsmålet er: Kan de tage vare på det? Hvad kræver det at få et barn. Kan Kærlighed i sig selv være nok? Det er jo ret mærkelige "men gode mennesker" som fyren på et tidspunkt siger. Teksten stiller spørgsmål ved noget som vi alligevel allesammen skal igennem på et tidspunkt. Formeringen. Og den gør det på en måde så det er ikke bliver alvorligt men alligevel skaber tanker og debat. En perfekt børne- undgomsteatertekst. Jeg glæder mig til at se den iscenesat, måske allerede i Esbjerg til børneteaterfestivalen 2010!? Måske kan jeg selv få lov at lave den!? Måske kan jeg lave den hen over vinteren. Skulle jeg tage et år fri og lave 1: Den Danske Sang 2: Civilisterne som radiodrama 3: Flugten fra Kommunen 4: Festivalen 5: Bachelor (måske).
Det kunne være en mulighed. Det vil jeg tænke lidt over mens foråret bliver mere og mere gråt, mens timerne smuldrer ud af hænderne på mig og dumme eksamener nærmer sig.
mandag den 25. maj 2009
Min nysgerrighed driver mig videre
Fra at være landet i et sort hul - efter fem afslag på en indeværende sæson - og et hårdt med utilfredsstillende arbejde med et universitetsstudie som ikke passer ind i min selvopfattelse - er jeg nu på arbejde opad. Det er en hård kamp. Det kræver meget overbevisning fra mig selv til mig selv. Jeg og jeg. En relation hvor snyd og løgn og overflade ikke er en mulighed.
Min vilje til at ville må komme fra nysgerrigheden. Med hensyn til karrieren som instruktør på landets store scener er der kommet nogle skår og ridser i drømmen. Men netop denne modløshed skaber en umiddelbarhed og giver plads til spontanitet. Den dræber nogle af de mange ambitioner der kan være en blokade for mig. Der stresser mig og pisker mig til at ville det hele fra nu af! "Du skal være der hvor du er!" Siger mine nærmeste og kæreste. OG jeg ved de har ret. Det er det der er så irriterende ved det. Fordi jeg ikke føler mig brusende lykkelig og tilfreds ved det. Og jeg søger efter denne følelse. Hele tiden. Jeg leder og løber og leder. Men sådan findes den ikke! Kun når du holder op med at lede finder du. Og derfor siger jeg, at jeg har mistet troen.
"I virkeligheden har du ikke mistet troen men tålmodigheden" siger de. Uden troen behøver jeg ikke styrte rundt, tænker jeg. Så er der plads til at udforske. Til at lege. Til at lade nysgerrigheden drive. OG kun sådan kan jeg holde op med at lede så febrilsk. Tror jeg.
Derfor er det slut med at spørge mig hvad jeg gerne vil og hvad jeg skal leve af. "Jeg" skal aldrig mere kræve de svar af "mig". Det er ikke længere vigtigt. Jeg vil flyde. Og gøre det der gør mig lykkelig. Og så lidt af det man alligevel skal og vil fordi alt andet ville være idiotisk.
Men det er så let at tænke det, skrive det, bestemme det. Men at mærke det - det er det svære. Det er her udfordringen ligger. Hvordan får jeg min krop og mit hoved til at slappe af? Til at hvile i nuet og give slip på ambitionerne?
Først og fremmest må jeg holde op med at spejle mig i andre. Spejlingerne får mig kun til at se mere grim og mere uduelig ud. Dernæst søge mine egne succesoplevelser - lade dem trænge ind og vokse sig store. Endelig må jeg se mig selv som en flydende masse der kan transformere sig til alt muligt forskelligt. Jeg må holde mine døre åbne og tage fat i det håndtag der interesserer mig i øjeblikket. Hvad enten det er journalistik, politik, stemme og mundtlighedsarbejde, instruktion eller cykelreparation.
Altså: Lade nysgerrigheden drive mig videre.
Min vilje til at ville må komme fra nysgerrigheden. Med hensyn til karrieren som instruktør på landets store scener er der kommet nogle skår og ridser i drømmen. Men netop denne modløshed skaber en umiddelbarhed og giver plads til spontanitet. Den dræber nogle af de mange ambitioner der kan være en blokade for mig. Der stresser mig og pisker mig til at ville det hele fra nu af! "Du skal være der hvor du er!" Siger mine nærmeste og kæreste. OG jeg ved de har ret. Det er det der er så irriterende ved det. Fordi jeg ikke føler mig brusende lykkelig og tilfreds ved det. Og jeg søger efter denne følelse. Hele tiden. Jeg leder og løber og leder. Men sådan findes den ikke! Kun når du holder op med at lede finder du. Og derfor siger jeg, at jeg har mistet troen.
"I virkeligheden har du ikke mistet troen men tålmodigheden" siger de. Uden troen behøver jeg ikke styrte rundt, tænker jeg. Så er der plads til at udforske. Til at lege. Til at lade nysgerrigheden drive. OG kun sådan kan jeg holde op med at lede så febrilsk. Tror jeg.
Derfor er det slut med at spørge mig hvad jeg gerne vil og hvad jeg skal leve af. "Jeg" skal aldrig mere kræve de svar af "mig". Det er ikke længere vigtigt. Jeg vil flyde. Og gøre det der gør mig lykkelig. Og så lidt af det man alligevel skal og vil fordi alt andet ville være idiotisk.
Men det er så let at tænke det, skrive det, bestemme det. Men at mærke det - det er det svære. Det er her udfordringen ligger. Hvordan får jeg min krop og mit hoved til at slappe af? Til at hvile i nuet og give slip på ambitionerne?
Først og fremmest må jeg holde op med at spejle mig i andre. Spejlingerne får mig kun til at se mere grim og mere uduelig ud. Dernæst søge mine egne succesoplevelser - lade dem trænge ind og vokse sig store. Endelig må jeg se mig selv som en flydende masse der kan transformere sig til alt muligt forskelligt. Jeg må holde mine døre åbne og tage fat i det håndtag der interesserer mig i øjeblikket. Hvad enten det er journalistik, politik, stemme og mundtlighedsarbejde, instruktion eller cykelreparation.
Altså: Lade nysgerrigheden drive mig videre.
lørdag den 23. maj 2009
TeaterBattle 2009 - gødning til vækstlaget?
I den seneste tid har jeg spekuleret meget over, hvad begrebet vækstlag egentlig betyder...
Er det let øvede amatører? Er det de nye prof.? Hvor længe kan du betegnes "i vækst"? Er det fuldstændig omsonst at tale om "vækst" indenfor kultur? Hvis ja, hvad kalder man så de nye?
Jeg vil her bruge teaterfaget som udgangspunkt. Men begrebet er relevant indenfor alle former for karrierevej. Både i medicin-, arkitekt- og politikerfaget eksisterer der vel det man kan kalde et vækstlag.
Vækstlag betyder, hvis man slår ordet op i "Ordbog Over det Danske Sprog" får man følgende definition: Vækst-lag, et. (jf. -væv; bot.) cellelag i plantes stængel og rod, som frembringer tykkelsevæksten; spec. (jf. Safthud) om cellelaget mellem barken og veddet i træer. Et cellelag, altså. Som frembringer tykkelsevæksten, altså hvor stor eller tyk planten bliver. Dog tror jeg ikke begrebet vækstlag i overført betydning handler om slanke eller overvægtige teaterfolk. Næh, mængden af store internationale kunstnere med dansk pas - det er i det store billede hvad vækstlaget skal "frembringe". Men hvem er det så?
Definitioner
Hvordan definerer man "vækstlag"? Hvilke krav er der til begrebet?
På det "unge" politiske teater i Allerød har man i afdelingen Mungo Park Bureau valgt at arrangere en "TeaterBattle 2009" med formålet at gøde vækstlaget. 1. premien er 25.000 kroner. For at deltage i denne konkurrence skal man være under 25! Her er vækstlag altså defineret ved alder!
Men kan ikke være hensigstmæssigt! Mange af kollegaerne i indpendent teatermiljøet, som ser sig selv som dansk teaters vækstlag, er langt over 30. Husdramatikeren i mit teaterkompagni er 30 og producenten er 27. Jeg kan lige nå at være med som 24 årig og teaterdirektør. I forbindelse med konkurrencen afholdes tre workshops med spændende teater og kompetente undervisere. Jeg deltog i det første, efter en lang rejse med tog og cykel til et ungecenter på Nordsjælland som man ellers næsten kun kunne komme til hvis man kunne låne sine forældres bil! Underviseren, Jens August Bille, spurgte mig i en pause, om jeg også var lærer for nogle af eleverne!? Alle tyve børn på workshoppen kom fra forskellige dramahold fra forskellige ungdomsskoler. En enkelt pædagog var med, men deltog ikke i øvelserne. Grundet denne lavet gennemsnitsalder var workshoppens faglige niveau naturligvis også nødt til at tilpasses målgruppen. Min følelse af malplaceret voksede proportionelt med tiden.
Alligevel er pengepremien et betydeligt beløb for et lille og fattigt teaterkompagni som mit. Det ville være en god hjælp til opsparingen til en varebil, så vi kan få gang i vores turné. Det ville være meget konkret gødning af vækstlaget. Derfor vil jeg deltage, på trods af den meget anderledes deltagergruppe. På en måde er det ulige. Og jeg ville hade at tabe til en flok unge lopper med en ny og fiks ide. Men muligheden er der. Og det er jo netop hvad en konkurrence handler om. Enten taber man eller også vinder man. Uanset deltagernes alder og erfaring. Men er det gødning af vækstlaget? Som Mungo Park Bureau har fået støtte til. Eller er det et alternativ til den allerede ny-oprettede TGK (Teater-Grund-Kursus) i København?
Er de heldige unge nyuddannede teatertalenter, som står på Gamle Scene og får overrakt Reumerts talentpris også vækstlag? Er teaterskoleeleverne over landet vækstlag? Ja til begge dele, vil jeg umiddelbart mene. Eller udelukker det at være professionel muligheden for også at være vækstlag? Hvordan kan Nikojal Mineka fra Århus så være interesseret i Quanga-netværket? Det hænger alligevel ikke sammen. Nej, professionalisme og vækstlag kan ikke udelukke hinanden. Men hvad så med erfaring? Kan man sige, at tilpas meget erfaring udelukker dig fra at være vækstlag? Nej, mange af independent teaterets grupper har mange års erfaring. Gruppen Xofia har foreksempel snart 10 års jubilæum. Måske er det så kombinationen af at være professionel og erfaren der gør dig til mere end vækstlag? Men hvor meget erfaring gælder så? Og hvor professionel? Man kan jo godt have været semiprofessionel i mange år uden at se sig selv som vækstlag? Det oplever vi ofte i børneteatermiljøet.
Måske handler det netop om hvad man ser sig selv som. Måske er det afgørende hvad maven fortæller. Ligesom i alt andet indenfor teater.
Da jeg offentligt undrede mig over begrebet vækstlags betydning på Facebook fik jeg næsten startet en hel debat. En kollega skriver "For at vækstlaget som begreb skal have mening, skal det respekteres for sit eget værd, og det bliver det ikke, hvis det bliver associeret med "showcase" og "aspirerende"." Desuden skriver hun at begrebet ofte bliver misforstået i medierne som "stiløvelser og forsøg på at nå op på det etablerede niveau". Endvidere må man endelig ikke blande uafhængigt teater og vækstlagsteater sammen kommenterer kollegaen. Der er måske i den udlægning tale om tre forskellige genrer: Vækstlagsteater, Uafhængigt teater og professionelt, etableret teater. Hvad præcis forskellen er på de tre begreber tror jeg er flydende. Mon ikke det lille relativt nye teaterkompagni "TeaterNips" med Laura Christensen og co. føler sig både professionelle, uafhængige og frembringende af vækst i dansk teaters grundstamme...? En anden Facebook-ven skrev "For mig er vækstlag den mængde af mennesker, som har talent, men som har brug for at få det plejet/gødet/udviklet/stimuleret for at det kan vokse og udfolde sig, komme fuldt ud til sin ret.". Altså TALENTERNE. Men hvordan vurderes det? Idag spurgte en kollega mig efter et kursus i de fysiske handlingers metode, "Tror du på talent eller hårdt arbejde?" "Ingen af delene" svarede jeg lidt kækt og overtræt. "Alle mine illusioner er bristet. Jeg tror ikke længere" hørte jeg mig selv sige.
Hvornår er man hvad. Jeg ved det ikke selv. "Det vat karsen vokser på" skrev Andreas på facebook i en befriende kontrast til alle de fagnørdede teaterkommentarer. Måske kan "vækstlag" defineres som "dem der vil noget" eller "dem man regner med vil blive til noget". Måske handler det i virkeligheden om hvad man selv føler sig som.
Tid
Men hvor længe kan man så blive ved med at være - og hvornår holder man op med at være vækstlag? Det er måske når man ikke længere selv synes det passer på ens position og beskæftigelse. Det er måske når man har fået tilpas mange afslag til at kunne kalde sig selv et talent. Det er måske når man er blevet fastansat. Eller måske når man får børn og livet for alvor bliver alvor.
Ihvert fald burde man på Mungo Park i deres teaterbattle overveje formålet en gang til. Hvem er konkurrencen for? Og hvad vil man med den? Skulle man måske lave en indledende optagelsesprøve for overhovedet at kunne deltage? Istedet for de der ukonkrete workshops for nordsjællands dramahold. Så det ikke er alderen der er afgørende men ambitionerne, viljen og en lille måske talentet. For at sikre sig et vist niveau blandt de medvirkende og dermed også sikre betegnelsen vækstlag? Eller skulle man kalde det konkurrencens formål for gødning af unge teaterinteresserede? Eller en amatørteaterkonkurrence? Hvad vil man med vinderen? Vil man bare kaste nogle finanser efter dem og så lade dem sejle? Fordi det er da ikke rigtig ambitiøs gødning. Vil man invitere til at vise projekter i det Mungo Parks foyer, for på den måde at lave en åbning til det næste lag - det professionelle lag.
Jeg ved stadig ikke helt hvad vækstlag egentlig er. Og heller ikke hvor jeg skal placere mig selv i alt det her. Malplaceret er jeg. Men man skal jo stå et sted for at kunne begynde at bevæge sig videre. Videre til næste lag. Hvor mange lag kan vi egentlig operere med? Der er vel også det der hedder spirer. Og små planter. Træer. Visne kviste. Og muldjord. Muldjorden er måske Ibsen, Besekow og Bergman.
Hvis du har et bud, der kan gøre mig klogere så glæder jeg mig til at vokse og lære - og blive ældre, bedre, bredere, klogere og mere fuldvoksen.
Er det let øvede amatører? Er det de nye prof.? Hvor længe kan du betegnes "i vækst"? Er det fuldstændig omsonst at tale om "vækst" indenfor kultur? Hvis ja, hvad kalder man så de nye?
Jeg vil her bruge teaterfaget som udgangspunkt. Men begrebet er relevant indenfor alle former for karrierevej. Både i medicin-, arkitekt- og politikerfaget eksisterer der vel det man kan kalde et vækstlag.
Vækstlag betyder, hvis man slår ordet op i "Ordbog Over det Danske Sprog" får man følgende definition: Vækst-lag, et. (jf. -væv; bot.) cellelag i plantes stængel og rod, som frembringer tykkelsevæksten; spec. (jf. Safthud) om cellelaget mellem barken og veddet i træer. Et cellelag, altså. Som frembringer tykkelsevæksten, altså hvor stor eller tyk planten bliver. Dog tror jeg ikke begrebet vækstlag i overført betydning handler om slanke eller overvægtige teaterfolk. Næh, mængden af store internationale kunstnere med dansk pas - det er i det store billede hvad vækstlaget skal "frembringe". Men hvem er det så?
Definitioner
Hvordan definerer man "vækstlag"? Hvilke krav er der til begrebet?
På det "unge" politiske teater i Allerød har man i afdelingen Mungo Park Bureau valgt at arrangere en "TeaterBattle 2009" med formålet at gøde vækstlaget. 1. premien er 25.000 kroner. For at deltage i denne konkurrence skal man være under 25! Her er vækstlag altså defineret ved alder!
Men kan ikke være hensigstmæssigt! Mange af kollegaerne i indpendent teatermiljøet, som ser sig selv som dansk teaters vækstlag, er langt over 30. Husdramatikeren i mit teaterkompagni er 30 og producenten er 27. Jeg kan lige nå at være med som 24 årig og teaterdirektør. I forbindelse med konkurrencen afholdes tre workshops med spændende teater og kompetente undervisere. Jeg deltog i det første, efter en lang rejse med tog og cykel til et ungecenter på Nordsjælland som man ellers næsten kun kunne komme til hvis man kunne låne sine forældres bil! Underviseren, Jens August Bille, spurgte mig i en pause, om jeg også var lærer for nogle af eleverne!? Alle tyve børn på workshoppen kom fra forskellige dramahold fra forskellige ungdomsskoler. En enkelt pædagog var med, men deltog ikke i øvelserne. Grundet denne lavet gennemsnitsalder var workshoppens faglige niveau naturligvis også nødt til at tilpasses målgruppen. Min følelse af malplaceret voksede proportionelt med tiden.
Alligevel er pengepremien et betydeligt beløb for et lille og fattigt teaterkompagni som mit. Det ville være en god hjælp til opsparingen til en varebil, så vi kan få gang i vores turné. Det ville være meget konkret gødning af vækstlaget. Derfor vil jeg deltage, på trods af den meget anderledes deltagergruppe. På en måde er det ulige. Og jeg ville hade at tabe til en flok unge lopper med en ny og fiks ide. Men muligheden er der. Og det er jo netop hvad en konkurrence handler om. Enten taber man eller også vinder man. Uanset deltagernes alder og erfaring. Men er det gødning af vækstlaget? Som Mungo Park Bureau har fået støtte til. Eller er det et alternativ til den allerede ny-oprettede TGK (Teater-Grund-Kursus) i København?
Er de heldige unge nyuddannede teatertalenter, som står på Gamle Scene og får overrakt Reumerts talentpris også vækstlag? Er teaterskoleeleverne over landet vækstlag? Ja til begge dele, vil jeg umiddelbart mene. Eller udelukker det at være professionel muligheden for også at være vækstlag? Hvordan kan Nikojal Mineka fra Århus så være interesseret i Quanga-netværket? Det hænger alligevel ikke sammen. Nej, professionalisme og vækstlag kan ikke udelukke hinanden. Men hvad så med erfaring? Kan man sige, at tilpas meget erfaring udelukker dig fra at være vækstlag? Nej, mange af independent teaterets grupper har mange års erfaring. Gruppen Xofia har foreksempel snart 10 års jubilæum. Måske er det så kombinationen af at være professionel og erfaren der gør dig til mere end vækstlag? Men hvor meget erfaring gælder så? Og hvor professionel? Man kan jo godt have været semiprofessionel i mange år uden at se sig selv som vækstlag? Det oplever vi ofte i børneteatermiljøet.
Måske handler det netop om hvad man ser sig selv som. Måske er det afgørende hvad maven fortæller. Ligesom i alt andet indenfor teater.
Da jeg offentligt undrede mig over begrebet vækstlags betydning på Facebook fik jeg næsten startet en hel debat. En kollega skriver "For at vækstlaget som begreb skal have mening, skal det respekteres for sit eget værd, og det bliver det ikke, hvis det bliver associeret med "showcase" og "aspirerende"." Desuden skriver hun at begrebet ofte bliver misforstået i medierne som "stiløvelser og forsøg på at nå op på det etablerede niveau". Endvidere må man endelig ikke blande uafhængigt teater og vækstlagsteater sammen kommenterer kollegaen. Der er måske i den udlægning tale om tre forskellige genrer: Vækstlagsteater, Uafhængigt teater og professionelt, etableret teater. Hvad præcis forskellen er på de tre begreber tror jeg er flydende. Mon ikke det lille relativt nye teaterkompagni "TeaterNips" med Laura Christensen og co. føler sig både professionelle, uafhængige og frembringende af vækst i dansk teaters grundstamme...? En anden Facebook-ven skrev "For mig er vækstlag den mængde af mennesker, som har talent, men som har brug for at få det plejet/gødet/udviklet/stimuleret for at det kan vokse og udfolde sig, komme fuldt ud til sin ret.". Altså TALENTERNE. Men hvordan vurderes det? Idag spurgte en kollega mig efter et kursus i de fysiske handlingers metode, "Tror du på talent eller hårdt arbejde?" "Ingen af delene" svarede jeg lidt kækt og overtræt. "Alle mine illusioner er bristet. Jeg tror ikke længere" hørte jeg mig selv sige.
Hvornår er man hvad. Jeg ved det ikke selv. "Det vat karsen vokser på" skrev Andreas på facebook i en befriende kontrast til alle de fagnørdede teaterkommentarer. Måske kan "vækstlag" defineres som "dem der vil noget" eller "dem man regner med vil blive til noget". Måske handler det i virkeligheden om hvad man selv føler sig som.
Tid
Men hvor længe kan man så blive ved med at være - og hvornår holder man op med at være vækstlag? Det er måske når man ikke længere selv synes det passer på ens position og beskæftigelse. Det er måske når man har fået tilpas mange afslag til at kunne kalde sig selv et talent. Det er måske når man er blevet fastansat. Eller måske når man får børn og livet for alvor bliver alvor.
Ihvert fald burde man på Mungo Park i deres teaterbattle overveje formålet en gang til. Hvem er konkurrencen for? Og hvad vil man med den? Skulle man måske lave en indledende optagelsesprøve for overhovedet at kunne deltage? Istedet for de der ukonkrete workshops for nordsjællands dramahold. Så det ikke er alderen der er afgørende men ambitionerne, viljen og en lille måske talentet. For at sikre sig et vist niveau blandt de medvirkende og dermed også sikre betegnelsen vækstlag? Eller skulle man kalde det konkurrencens formål for gødning af unge teaterinteresserede? Eller en amatørteaterkonkurrence? Hvad vil man med vinderen? Vil man bare kaste nogle finanser efter dem og så lade dem sejle? Fordi det er da ikke rigtig ambitiøs gødning. Vil man invitere til at vise projekter i det Mungo Parks foyer, for på den måde at lave en åbning til det næste lag - det professionelle lag.
Jeg ved stadig ikke helt hvad vækstlag egentlig er. Og heller ikke hvor jeg skal placere mig selv i alt det her. Malplaceret er jeg. Men man skal jo stå et sted for at kunne begynde at bevæge sig videre. Videre til næste lag. Hvor mange lag kan vi egentlig operere med? Der er vel også det der hedder spirer. Og små planter. Træer. Visne kviste. Og muldjord. Muldjorden er måske Ibsen, Besekow og Bergman.
Hvis du har et bud, der kan gøre mig klogere så glæder jeg mig til at vokse og lære - og blive ældre, bedre, bredere, klogere og mere fuldvoksen.
torsdag den 7. maj 2009
Opera eller kejserens nye klæder?
Jeg forstår det ikke. Og det er som om alle andre bliver ved med at fortælle hinanden at hvad de ser er fantastisk og kongeligt og så videre men hvad er det der gør opera til så vidunderlig en kunstart. Det er overfladisk, karikeret, komisk alt alt for langt. Ideen om at lave teater med musik og sang er egentlig sympatisk. Jeg kan godt lige "konceptet" for opera. Men det er som om man i denne genre vil for meget og ikke kan vælge. Er aktørerne på scenen musikere med stemmen som hovedinstrument? Eller er de skuespillere? Hvad betyder noget og hvad kommer først i skabelsen af opera... for i de fleste tilfælde lykkes ingen af delene rigtig! Jeg spurge en kollega, en operainstruktør, som arbejder på Gamle Scene i dette forår, hvordan han skelnede mellem skuespillerrollen og musikerrollen. Han ser sine medvirkende som operasangere! Altså sangere. Men de gode sangere kan også spille teater. Og det er meningen. Det er kombinationen der er meningen. Og meningen kan jeg godt lide!
Men i sin udøvelse bliver jeg gang på gang bekræftet i at jeg har et generelt problem med genren. Ville hellere se noget flot og visuelt med storslået musik til og så undgå alt det skrigeri opppe på scenen. Jeg kommer også til at kede mig utroligt når man bruger minimum fem minutter på en lille bitte hændelse som har en stor og følsom "sang" knyttet til sig. Det er ganske enkelt ikke publikumsvenligt. Det er for langt, det er kunstigt, som regel total fantasiløst, kor ind fra højre, synger i munden på hinanden, store sangere braser ud og overtager fokus, scenografi ud til venstre, flere minutter lange sceneskift, pensionisttempo igen og igen.
Jeg kunne tænke mig at skabe en opera som jeg faktisk ville kunne lide! Idag kom jeg til at tænke på hvorfor man ikke laver en opera, hvor sangerne er statister som har overskud til at være musikere og som så også lægger stemme til hovedrollerne, som på den måde bliver en slags levende dukker - der spiller fantastisk og kan koncentrere sig om det. Hvem ved - måske kommer jeg faktisk en dag til at realisere en sådan opera.
Men i sin udøvelse bliver jeg gang på gang bekræftet i at jeg har et generelt problem med genren. Ville hellere se noget flot og visuelt med storslået musik til og så undgå alt det skrigeri opppe på scenen. Jeg kommer også til at kede mig utroligt når man bruger minimum fem minutter på en lille bitte hændelse som har en stor og følsom "sang" knyttet til sig. Det er ganske enkelt ikke publikumsvenligt. Det er for langt, det er kunstigt, som regel total fantasiløst, kor ind fra højre, synger i munden på hinanden, store sangere braser ud og overtager fokus, scenografi ud til venstre, flere minutter lange sceneskift, pensionisttempo igen og igen.
Jeg kunne tænke mig at skabe en opera som jeg faktisk ville kunne lide! Idag kom jeg til at tænke på hvorfor man ikke laver en opera, hvor sangerne er statister som har overskud til at være musikere og som så også lægger stemme til hovedrollerne, som på den måde bliver en slags levende dukker - der spiller fantastisk og kan koncentrere sig om det. Hvem ved - måske kommer jeg faktisk en dag til at realisere en sådan opera.
søndag den 5. april 2009
Teser om instruktion
Teser om instrukion:
Tese: Der findes en energi-kurve. Instruktøren må ikke stjæle billedet eller ideen fra skuespilleren. Skab med nænsomhed en fælles energi.
Tese: Motivation skal komme af noget Uintellektuelt! Noget konkret, konkrete eksempler. Mindre snak mere konkret forklaring eller beskrivelse og mere spil.
Tese: Med en klar forståelse af hvad scenen handler om bliver formidlingen af situationen, vejen, instruktionen lettere og klarere.
Tese: Universet etableres bedst med øvelser og improvisationer.
Tese: Første prøve er et ømtåleligt øjeblik, et varsomt rum. Roser er vigtigt. Ikke for meget snak, mere prøve.
Tese: FOR meget forberedelse, for mange ambitioner, som må ud, kanaliseres, skaber for meget snak og et låst rum. Sig IKKE alt.
Tese: Instruktører er intellektuelle. Skuespillere er fantasifulde. Vi skal lære skuespillerens værktøj at kende. Vi skal blive mere kropslige og fantasifulde.
Tese: Max tre informationer, der inkluderet prøven/gennemspilningen/opgavens formål. Husk at svare på præstationerne. Med ÆRLIGE kommentarer.
Tese: Klicheprægede og ukonkrete tillægsord virker ikke. Vær præcis, konkret og brug hellere eksempler.
Tese: Instruktøren MÅ kende skuespillerens rum. Hvordan forstår jeg? Hvor meget kan jeg modtage? Hvordan motiveres energi?
Tese: Forventningsafstem ved prøvens start. Hvad er formålet med prøven? Hvad skal vi gerne nå?
Tese: Instruktører skal være pædagoger. Kende og anvende pædagogiske redskaber og kommunikationsredskaber.
Tese: Skuespillerne skal TRO de har fundet på stykket selv! Og at de har maximum frihed.
Tese: Gentagelser virker som desperat og stresset kommunikation. Gentag ikke dig selv medmindre det er en vigtig pointe.
Tese: Man kan ikke tale om følelser som følelser, men kun som oplevelser, situationer og projekter med modstand.
Tese: Motivationer skal have plads og god tid. Sig ikke noget før det er motiveret.
Tese: Handlinger kan motivere følelser.
Tese: For at kombinere følelser og ord ligeværdigt kræver det at handlingen først er klar, situationen præcis. Så kommer teksten automatisk af sig selv udenpå. Man får faktisk ærligt BRUG for teksten.
Tese: Skuespillere som snakker for meget sænker og stresser processen. Mere prøve end snak. Dog skal de også have lov...
Tese: De mest besværlige skuespillere er dem der vil være, har været eller burde være instruktører. De kan ikke slippe kontrol, intellekt, forståelse, planlægning og ansvar.
Tese: Instruktøren skal kunne give slip på, hvad du gerne vil - og give slip på teksten, ligesom skuespilleren, for at indsamle materiale.
Tese: Teater skal være LEVENDE. Det bliver det først når vi gir os selv lov at leve frit på scenen.
Tese: Instruktøren skal være altomfavnende og åben overfor noget nyt. Skal være mere interesseret i de andres tanker end sine egne. At forme det i den rigtige retning kommer lettere senere med et velvilligt selvstændigt og positivt arbejdsteam.
Tese: Øvelse gør mester.
Tese: En instruktør skal være mere kunstner end projektleder. Mere kreativ end praktisk. Mere fantasifuld end organisatorisk.
Tese: Der findes en energi-kurve. Instruktøren må ikke stjæle billedet eller ideen fra skuespilleren. Skab med nænsomhed en fælles energi.
Tese: Motivation skal komme af noget Uintellektuelt! Noget konkret, konkrete eksempler. Mindre snak mere konkret forklaring eller beskrivelse og mere spil.
Tese: Med en klar forståelse af hvad scenen handler om bliver formidlingen af situationen, vejen, instruktionen lettere og klarere.
Tese: Universet etableres bedst med øvelser og improvisationer.
Tese: Første prøve er et ømtåleligt øjeblik, et varsomt rum. Roser er vigtigt. Ikke for meget snak, mere prøve.
Tese: FOR meget forberedelse, for mange ambitioner, som må ud, kanaliseres, skaber for meget snak og et låst rum. Sig IKKE alt.
Tese: Instruktører er intellektuelle. Skuespillere er fantasifulde. Vi skal lære skuespillerens værktøj at kende. Vi skal blive mere kropslige og fantasifulde.
Tese: Max tre informationer, der inkluderet prøven/gennemspilningen/opgavens formål. Husk at svare på præstationerne. Med ÆRLIGE kommentarer.
Tese: Klicheprægede og ukonkrete tillægsord virker ikke. Vær præcis, konkret og brug hellere eksempler.
Tese: Instruktøren MÅ kende skuespillerens rum. Hvordan forstår jeg? Hvor meget kan jeg modtage? Hvordan motiveres energi?
Tese: Forventningsafstem ved prøvens start. Hvad er formålet med prøven? Hvad skal vi gerne nå?
Tese: Instruktører skal være pædagoger. Kende og anvende pædagogiske redskaber og kommunikationsredskaber.
Tese: Skuespillerne skal TRO de har fundet på stykket selv! Og at de har maximum frihed.
Tese: Gentagelser virker som desperat og stresset kommunikation. Gentag ikke dig selv medmindre det er en vigtig pointe.
Tese: Man kan ikke tale om følelser som følelser, men kun som oplevelser, situationer og projekter med modstand.
Tese: Motivationer skal have plads og god tid. Sig ikke noget før det er motiveret.
Tese: Handlinger kan motivere følelser.
Tese: For at kombinere følelser og ord ligeværdigt kræver det at handlingen først er klar, situationen præcis. Så kommer teksten automatisk af sig selv udenpå. Man får faktisk ærligt BRUG for teksten.
Tese: Skuespillere som snakker for meget sænker og stresser processen. Mere prøve end snak. Dog skal de også have lov...
Tese: De mest besværlige skuespillere er dem der vil være, har været eller burde være instruktører. De kan ikke slippe kontrol, intellekt, forståelse, planlægning og ansvar.
Tese: Instruktøren skal kunne give slip på, hvad du gerne vil - og give slip på teksten, ligesom skuespilleren, for at indsamle materiale.
Tese: Teater skal være LEVENDE. Det bliver det først når vi gir os selv lov at leve frit på scenen.
Tese: Instruktøren skal være altomfavnende og åben overfor noget nyt. Skal være mere interesseret i de andres tanker end sine egne. At forme det i den rigtige retning kommer lettere senere med et velvilligt selvstændigt og positivt arbejdsteam.
Tese: Øvelse gør mester.
Tese: En instruktør skal være mere kunstner end projektleder. Mere kreativ end praktisk. Mere fantasifuld end organisatorisk.
onsdag den 4. marts 2009
Snyd
I aften har jeg snydt og slettet nogle tidligere indlæg. Det må man ellers ikke (i mit personlige blog-regelsæt). Men tider skifter og jeg har opdaget at bloggen er synlig når man googler mit navn. Det stiller ligesom nogle krav til hvad man vil udstille.
Engang var der en kær person som sagde, at "jeg da var en offentlig person". Sådan har jeg aldrig selv tænkt det. Nå men hvis det er rigtigt - også i mindre sammenhænge - så må man godt slette de mest impulsive, hovedløse og filterfri blogindlæg.
Engang var der en kær person som sagde, at "jeg da var en offentlig person". Sådan har jeg aldrig selv tænkt det. Nå men hvis det er rigtigt - også i mindre sammenhænge - så må man godt slette de mest impulsive, hovedløse og filterfri blogindlæg.
fredag den 2. januar 2009
Træt
Jeg er træt. Træt af at være træt af at du ikke er her sammen med mig
og at du ikke vil være sammen med mig hele tiden
Hvad skal der blive af os
Skal vi være sammen altid
Hvornår
Jeg træt fordi jeg fryser og får kyldegysninger af indentitetspis og utilfredshed
En irriterende uafklaret ubalanceret utilfredshed
Hvad skal der blive af mig
og hvem fanden er jeg
nu
og at du ikke vil være sammen med mig hele tiden
Hvad skal der blive af os
Skal vi være sammen altid
Hvornår
Jeg træt fordi jeg fryser og får kyldegysninger af indentitetspis og utilfredshed
En irriterende uafklaret ubalanceret utilfredshed
Hvad skal der blive af mig
og hvem fanden er jeg
nu
Abonner på:
Opslag (Atom)
